Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Danmark
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær  .  Anarkisme
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 23.703
: :
Organisationen af Revolutionære Anarkister (ORA)
Left
Rocks
2024-04-14 19:42

Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Organisationen af Revolutionære Anarkister (ORA), dansk anarkistisk gruppe (1973-).

ORA blev stiftet i København i 1973, og videreførte den undergravende virksomhed, der siden 1966 var blevet udført af Zenit, Studentersamfundets anarkistiske fraktion, men på en mere kommunistisk og systematisk måde. ORA er tilsluttet Anarkistisk Føderation i Danmark (AFID.) og har desuden forbindelse med IAA - den syndikalistiske Internationale der blev grundlagt i Berlin 1922-23 og som nu har hovedkvarter i Toulouse.

ORA skrev om sig selv:

«ORA ser det som sin opgave at bekæmpe vareøkonomien, og dens politiske forsvarsmekanisme staten, der nok har forvandlet verden, men kun har forvandlet den til vareøkonomiens verden. Kapitalens reelle herredømme over alle samfundslivets sider og dens differentierede udvikling i verdensformat har medført tvungent forbrug af overflødige varer i den stats-interventionistiske kapitalisme i Vest såvel som direkte og indirekte udbytning af u-landene.

Kapitalens vigtigste produkt er imidlertid skuespillet, den jordiske virkeliggørelse af ideologien i betydningen ideernes særskilte magt og/eller den særskilte magts ideer. Som sådan vogter skuespillet samfundets søvn og afleder den murrende misfornøjelse i det uhyre flertal, der overalt i verden er uden indflydelse på de beslutninger, der mest direkte vedrører dets eksistens. Dets dagligdag er adskilt i tvungent arbejde og manipuleret fritid - en fremtrædelsesform for kapitalens indre modsigelse mellem bytteværdi og brugsværdi. Som et resultat af denne konkrete produktion af fremmedgørelse opstår vareskuespillet, der således er kernen i det virkelige samfunds uvirkelige karakter. Intet bliver længere direkte levet og oplevet, alt bliver repræsenteret og formidlet af billeder i skuespillets synlige ophævelse af livet. Den enkelte sidder isoleret foran sit TV og forbruger passivt billeder af sit eget livløse hverdagsliv. Denne adskillelse af de mennesker, der som arbejdskraft koncentreres i de kapitalistiske storbyer, er skuespillets alfa og omega og forudsætningen for senkapitalismens globale enhed.

Hele dette universelle udbytningssystem tilstræber totalitær selvregulering i form af indbyggede, falske former for opposition, der holder sig indenfor det reservat, der overlades dem af systemet - som de således blot tjener til at forstærke. Bureaukratisk pseudo-socialisme er blot den vigtigste af disse forklædninger for den gamle verden af hierarki og fremmedgjort arbejde. Således står de nye nationale kapitalakkumulationscentre, Kina, Cuba m.fl. på ingen måde i modsætning til kapitalen i almindelighed, men er tværtimod underlagt det kapitalistiske verdensmarkeds lovmæssigheder. De «socialistiske lande» er ikke socialistiske, og den «frie verden» er ikke fri. Alt i disse samfund er en vold omkring kapitalen, hvorfra kontrarevolutionære kræfter (fagbureaukrati, «arbejder»partier og andre former for politi) konstant holdes i beredskab for at kunne afskære enhver selvstændig bevægelse i lønarbejderklassen, der er hele skuespilsamfundets dynamo og dermed den eneste kraft, der vil være i stand til at standse forestillingen. Hvis alt andet svigter, er kapitalens «venstrefløj» parat til at uskadeliggøre oprøret ved at kanalisere det i retning af sine egne parti-fetichistiske særinteresser og sprede reaktionær overtro på, at «valg»-deltagelse alligevel kan nytte, at fagforsteningerne atter kan gøres til «kamporganisationer», etc. etc.

Alligevel bliver kapitalens indre modsigelser stadig tydeligere i valutakriser, energikriser, livstruende miljøødelæggelse, krige - og skærpet klassekamp. Upper Clyde og Chile, Limbourg i Belgien og Lip i Frankrig, Stettin og Shanghai; proletariatet stormer atter historiens scene.

Denne oppositions program må være: effektiv afskaffelse af klassesamfundet, vareproduktionssystemet, lønarbejdet, pengene og den tvungne arbejdsdeling til fordel for et kommunistisk fællesskab. Ophævelse af demokratiet gennem dets virkeliggørelse i anarkiet. Overskridelse af alle kulturpræstationer ved deres genindførelse i et frit skabende hverdagsliv - og således deres sande fuldbyrdelse. Genoprettelse af den økologiske ligevægt og overskridelse af den blotte overlevelse i en legende, erotiseret livsform, ikke mod, men med naturen. At dette ikke er utopi, viser de resultater, der blev opnået af den anarkistiske Zapatista-bevægelse under den Mexicanske revolution 1910-17, den anarkistiske Machnovist-bevægelse i Ukraine 1918-21 (besejret af den bolsjevikiske kontrarevolution), den anarkosyndikalistiske arbejderbevægelse i Spanien under borgerkrigen og revolutionen 1936-39 (besejret af den internationale fascisme og stalinisme) og den ungarske rådsrevolution 1956. Den bevægelse, der kræves af proletariatet, for at det skal kunne organisere sig selv som revolutionær klasse uafhængigt og uformidlet af ethvert fagligt eller politisk lederskab, er summen af intelligens i en verden uden intelligens. Idet proletariatet finder sin form i den hensynsløse og direkte kamp mod kapitalen på alle det koloniserede hverdagslivs områder, vender den anarkistiske kommunisme med historisk nødvendighed tilbage - på et højere udviklingstrin, eftersom dets revolutionære teori atter, som på Bakunins tid, er blevet befrugtet af marx'sk tænkning. På dette grundlag er Organisationer af Revolutionære Anarkister nu opstået overalt i EF-landene. De revolutionære anarkister har ingen egne interesser uden for proletariatets virkelige bevægelse. De har ingen ideologiske grundsætninger, som de forsøger at tilpasse den efter. Stillet over for de kampe, der opstår i forskellige områder, ser de det som deres opgave at fremstille problemet i dets teoretiske og derfor praktiske helhed. Inden for den internationale klassekamps forskellige faser repræsenterer de kort sagt konstant hele den proletariske bevægelses interesser. De revolutionære anarkister forsmår at tilsløre deres standpunkter og hensigter. De vil ikke deltage i skuespillet om verdens ødelæggelse, men kun og udelukkende i ødelæggelsen af skuespillets verden; de erklærer åbent, at deres eneste mål, den anarkistiske kommunisme, kun kan nås gennem de frie arbejderråds ubetingede magt. Lad bourgeoisiet i øst og vest kun skælve for en voldelig verdensrevolution. Gennem den har proletarerne kun deres TV-apparater at tabe, og en verden at vinde.»

A.J.