Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Norges hovedstad har en befolkning på 487.900 (1996) og dækker et område på 453 km². Oslo er eget amt, med fælles administration med Akershus.

«Oslo» blev i middelalderen stavet «Áslo». Betydningen af navnet er usikker. Enten betyder det «sletten under (Ekeberg)åsen» eller «gudernes slette». Middelalderens Oslo lå under Ekebergåsen. I 1624 brændte den gamle by ned til grunden. Christian IV benyttede anledningen til at flytte byen til området vest for Akershus fæstning. Derved gjorde han byen til en del af fæstningens ydre forsvarsværker. Kongen gav samtidig byen sit eget navn, og omgav den med volde.

I 16- og 1700-tallet blev Kristiania centrum for Østlandets trælasthandel. Byens borgere fik udstrakte privilegier af kongen - bl.a. særret til al handel helt op i Gudbrandsdalen og Østerdalen. Klasseskellet gik den gang mellem dem som boede indenfor bygrænsen og havde borgerskabs status - handels- og embedsmænd samt rige håndværkere - og småfolket som boede i «forstæderne». Forstæderne var usystematisk bebyggelse som lå lige udenfor bygrænsen, som f.eks. Pipervika, Ruseløkkbakken, Vaterland, Grønland og grænsen.

Handelsborgerskabet - «plankeadelen» - bukkede under, da Danmark trak Norge med i Napoleonskrigene på fransk side. Det vigtigste trælastmarked - England - gik tabt.

Det som først og fremmest prægede 1800 tallets Kristiania, var industrialisering og en kraftig befolkningsstigning. Den første industrialisering var knyttet til Akerselven. I 1850'erne blev der grundlagt tekstilfabrikker på Sagene. Senere oprettedes maskinindustrien. Den nye befolkning slog sig ned i nye forstæder. Indenfor byens grænser var der nemlig «murtvang». Udenfor bygrænsen kunne folk bygge huse af træ, som var meget billigere. Den første af disse industriarbejderforstæder var «Ny York» på Søndre Grünerløkka - anlagt i 1850'erne. Den blev fulgt af andre som f.eks. Rodeløkka, Kampen og Vålerenga.

Mens klasseskellet i det førindustrielle Kristiania gik mellem by og forstæder - i øst som i vest - gik det nu mellem østkanten og vestkanten. Akerselven blev grænsen mellem «de fine» og almindelige mennesker. Byens centrum som før havde været både bolig- og forretningsområde for overklassen blev nu udelukkende forretningskvarter.

Fra midten af det 19. århundrede flyttede overklassen vestpå, mens arbejderklassen blev tvunget til at slå sig ned i nye forstæder eller bydele i den østlige del. Byen var i voldsom vækst. Folketallet lå i 1860 på 52.000, i 1880 119.000, i 1890 182.000 og i 1900 227.000. I 1858 og 1878 blev byens område udvidet.

Boligbyggeriet lå i slutningen af 1800-tallet i hænderne på private spekulanter. Grundpriserne steg voldsomt, så det gjaldt for spekulanterne om at udnytte grundene maksimalt. Dette førte til overopfyldte kvarterer, med «forgård», «baggård» og «baggårds baggård». Lejlighederne i østkanten var stort set på et eller to rum, og de som havde dårligst råd og flest børn boede i de mindste lejligheder.

Det vigtigste bypolitiske krav som blev rejst af arbejderne var, at boligbyggeriet skulle overføres fra de private spekulanter til det offentlige. Med andre ord: Kommunen skulle selv have ansvaret for boligbyggeriet, og fra 1911 startedes de første kommunale byggeprojekter. Men bolignøden var fortsat enorm.

I 1920- og 30'erne blev de sidste grunde indenfor bygrænsen bebygget. Det gjaldt f.eks. Torshov og Sinsen. Byen var dengang «indeklemt» af Aker kommune. Blandt andet lå Bygdøy, Ullern og Holmenkollen i Aker. Overklassen slog sig ned i Vestre Aker, i rummelige villaer på store grunde. Arbejderne boede fortsat trangt og dårligt i øst. For at lette bolignøden købte kommunen grunde i Aker og byggede der. Derved kom byen til at eksportere skattebetalere til en rig omegnskommune.

I 1948 blev Oslo og Aker slået sammen. Byudviklingen efter krigen har ført til, at nogle af Østlandets bedste landbrugsområder er blevet overbebygget med boliger. Det gælder områder som f.eks. Groruddalen. Magteliten har boet i vest, og dette har givet sig udslag i, at disse bydele ikke i særlig grad er blevet udbygget. Først i slutningen af 1970'erne blev der efter indædt modstand vedtaget en koncentreret udbygning også i vest, som f.eks. Holmenkollåsen og Ullern.

I mellemkrigstiden var Oslo en typisk industriby. Efter krigen er byen blevet tappet for industriarbejdspladser. I 1966 stod industriarbejdspladserne for 18,3% af byens totale beskæftigelse. I 1976 var tallet 13,9%. I 1979 var antallet af industriarbejdspladser omkring 25.000. Samtidig øgedes antallet af ansatte indenfor kontor, forretning, varehandel og administration - statslig som privat. Oslo er blevet en udpræget flipproletar-by. Den har samtidig flere arbejdspladser, end den har befolkning til, og dette til trods for at den har en høj erhvervsaktivitet. Omkring 80.000 arbejdstagere (1979) arbejder i Oslo, men bor i omegnskommuner - såkaldte pendlere.

I 1970'erne sank folketallet med omkring 3.000 hvert år. De som flyttede ud var særligt yngre børnefamilier. De som blev tilbage var enlige og ældre. På trods af at folketallet er gået ned, er antallet af husstande øget. Dette har givet sig udslag i bolignød, fordi det er husstandene som søger bolig - ikke «befolkningen». Dertil kommer at halvdelen af byens boliger i 1979 var på et eller to rum. Også ønsket om standardforbedringer presser boligmarkedet.

Levevilkårene i byen er præget af store forskelle mellem østkanten og vestkanten. Dette er tydeligt på flere områder: I 1974 var den gennemsnitlige årlige skatteindtægt over 20.000 kroner; 40.300 i indre by øst - i indre by vest 47.200. I ydre by øst var den 46.000 - i vest 59.700. I ydre by øst var der 34,3% småhuse - i vest 74,6%. Ifht. uddannelsesniveau havde 47,3% i indre by øst ingen uddannelse ud over folkeskolen - i vest var tallet 22,0%.

Også boligstandarden afslører klasseskellene: I 1970 var det gennemsnitlige antal rum pr. lejlighed i indre by øst 1,9 - i vest 2,6. Tilsvarende tal for den ydre by var 2,8 og 3,4. Når det gælder tallene for lejligheder med bad og WC, havde indre by øst 47,8% - vest 66,8%.

Folk som bor i de gamle byområder er også mest udsatte for trafikulykker: I perioden 1970-74 var 67 ud af 10.000 børn i alderen 0-14 år udsat for en trafikulykke i disse byområder. Tilsvarende tal for villaområderne var 23 og for de nye satellitbyer 9. Folk som bor i de gamle bydele i øst er også plaget af den miljøødelæggende transittrafik af privatbiler og lastbiltransport. Boligspekulationen blomstrer også i disse bydele.

Som storby har Oslo i de senere år fået en lang række nye problemer at håndtere: Byen har omkring 12% af landets befolkning (1977), men 20% af landets modtagere af socialhjælp. Af hhv. alkohol- og narkotikaproblemer har byen 28% og 36% af tilfældene. Også hvad angår antallet af forbrydelser ligger Oslo langt over landsgennemsnittet.

Det er karakteristisk for bysamfund i den kapitalistiske verden, at adgangen til samfundsgoder i byen er reguleret efter konkurrenceprincippet. De ressourcesvage, f.eks. når det gælder økonomi, alder og uddannelse, bliver henvist til at bo og leve i de dårligste og mest belastede bydele. De sociale skel er sammenfaldende med rent geografiske skel, som det i flere hundrede år har været tilfældet i Oslo.

E.M.