Hvis man tager udgangspunkt i en persons bruttoindtægt og justerer denne i forhold til prisstigningen, kommer man frem til reallønnen. Hvis priserne f.eks. er steget med 10% i løbet af året og bruttoindtægten er den samme som året før, repræsenterer dette en reallønsnedgang. Det betyder med andre ord, at bruttoindtægtens købekraft er faldet. I det almindelige reallønsbegreb er skatter og afgifter ikke trukket fra, og sociale ydelser er ikke lagt til indtægten.

Ved omregningen af den løbende - nominelle - løn til realløn, anvendes det såkaldte konsumprisindeks. Det omfatter en lang række forbrugsvarer og tjenester. Sammensætningen af varerne og tjenesterne i indekset bliver foretaget på grundlag af store forbrugsundersøgelser i familier fra alle sociale klasser. Ud fra disse undersøgelser beregnes så forbrugets sammensætning i en «gennemsnitsfamilie» - hvor stor procentdel af det samlede forbrug der går til mad, hvor meget der går til tøj, transport, uddannelse, bolig osv. På dette grundlag udregnes prisstigningen for de forskellige varer og tjenester hver måned, og man får dermed et mål for, hvordan prisniveauet udvikler sig. Dette mål er på ingen måde neutralt i forhold til samfundets klassedeling.

Anvendelsen af «gennemsnitsfamilien» som grundlag for at måle prisstigningen er politisk meget vigtig. Tidligere anvendte myndighederne det såkaldte leveomkostningsindeks. I modsætning til konsumprisindekset var dette baseret på en gennemsnitlig arbejderfamilies forbrugssammensætning. Senere er de højere sociale klassers forbrug altså også kommet med i beregningsgrundlaget. Dette indebærer, at luksusvarers andel af det samlede forbrug er blevet stærkere repræsenteret i indekset, samtidig med at nødvendighedsvarernes andel er blevet tilsvarende reduceret. Indeksets pålidelighed for arbejdere er derfor blevet mindre. En stigning i priserne på f.eks. mad vil med konsumprisindekset slå svagere igennem på den samlede beregnede prisstigning, end hvis leveomkostningsindekset var blevet brugt.

Et begreb som er blevet stadig mere anvendt er disponibel realindtægt. Her er det reallønnen der danner grundlaget - altså bruttoindtægtens købekraft. Men man har justeret med hensyn til skatter og afgifter, som betales og for de sociale ydelser, der modtages fra det offentlige. Dermed afspejles købekraften af det der er tilbage i lønningsposen plus børnepenge og andre sociale ydelser.

O.N.