Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA! STOP ISRAELS KRIGSFORBRYDELSER! I 1943 nedkæmpede den nazistiske besættelsesmagt oprøret i den jødiske ghetto i Warzawa, myrdede 20.000 og fordrev 36.000. I 2023 har Israel indledt et folkemord i Gaza, har iflg. EuroMed myrdet over 26.000 civile (heraf 11.000 børn). Dertil kommer titusinder, der fortsat er begravet i ruinerne fra Israels terrorbombardementer. Dets hensynsløse angreb på hospitaler, skoler, flygtningecentre, moskeer, kirker, FN ansatte, journalister og civile er uden sidestykke i verdenshistorien. Israels folkemord-medskyldige i USA og EU taler om Israels ret til at 'forsvare sig'. Folkemord er ikke forsvar. David Hearst er jøde. Halvdelen af hans familie blev dræbt under Holocaust. Han er chefredaktør for Middle East Eye. I dette 11 minutters klip piller han myten om Israels ret til selvforsvar fra hinanden: Israel og myten om 'selvforsvar'. Det handler ikke om 'selvforsvar' men om udryddelse af et andet folk - palæstinenserne. Israel har siden 9/10 underkastet Gaza en total blokade. Ingen fødevarer. Intet vand. Ingen strøm. Ingen olie. Målet er at myrde hele befolkningen ved hungersnød og død af tørst. Det er folkemord. Israels krigsminister benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som dyr. Samme betegnelse nazisterne brugte om jøderne i 1930'erne. Israel har siden 7/10 kastet 50.000 bomber over Gaza, bombet hospitaler, skoler, moskeer, kirker, hele boligkvarterer og drevet over 2 mio. på flugt. Ikke siden 2. Verdenskrig er der gennemført bombardementer med en sådan intensitet. Apartheidstaten Israel har siden 7/10 dræbt 15 gange så mange civile i Gaza som der er dræbt i Ukraine de sidste 12 måneder (OCHCR). FN's Generalforsamling krævede 27/10 øjeblikkelig humanitær våbenhvile og respekt for krigens love. Det var det globale syd mod de uciviliserede krigsmagere i nord. 120 stater stemte for resolutionen, mens USA, Israel og 12 andre lande stemte for fortsat folkemord. 45 lande, deriblandt Danmark undlod at stemme. De støtter også Israels fortsatte folkemord i Gaza. FN's nødhjælpsorganisationer og de internationale menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at overtale USA og EU til våbenhvile, for det er dem der leverer våbnene og den politiske opbakning til folkemordet. Forgæves. Derved gør USA og EU sig medskyldige i folkemordet jvf. 4. Genevekonvention. Israel + USA + EU = Folkemord Bryd censuren i Danmark: Følg udviklingen på Al Jazeera Følg udviklingen på DemocracyNow Følg udviklingen på Electronic Intifada Støt Læger uden Grænsers arbejde i Gaza. Læger uden Grænser har måttet trække sig ud af det nordlige Gaza pga. Israels fortsatte terror.

Dike var det ord, som oldtidens grækere anvendte om det, vi kalder retfærdighed. Sprogligt var udgangspunktet for dike en tvedeling. Dommeren blev kaldt «en som kløver ting i to» (dichastes). Ud fra dette udviklede Aristoteles en teori om retfærdigheden, som blev tæt knyttet til begreberne lighed og fordeling. Det førte atter til en tvedeling i fordelingsretfærdighed og ligevægtsretfærdighed. Disse begreber er blevet videreudviklet og anvendt af flere moderne tænkere.

Ligevægtsretfærdighed er noget der gælder forholdet mellem to parter, der har en indbyrdes relation - f.eks. ved at udveksle eller bytte noget med hinanden. Det retfærdige bytteforhold fremkommer, når ydelse og modydelse svarer til hinanden - er lige. Prisen skal svare til varens værdi, erstatningen til skaden, straffen til forseelsen.

Fordelingsretfærdighed forudsætter i sin yderste konsekvens, at man bringer en tredje instans ind i billedet. En distributør der fordeler goder eller byrder mellem to eller flere andre. Det kan være en af forældrene, der uddeler lommepenge eller ros og ris til sine børn, en lærer der giver karakterer til sine elever, en arbejdsgiver der fordeler arbejdsopgaver og løn til de ansatte, en lovgiver der fordeler goder og byrder i befolkningen.

Den retfærdige fordeling er den der behandler det lige lige. Betyder det så ikke, at begrebet retfærdighed er indholdstomt og blot skubber problemet videre til et spørgsmål om, hvad der er lige? Alf Ross har hævdet, at der ikke ligger andet i retfærdighedens idé og lighedsidealet, end at regler skal anvendes korrekt. Der må regler til for at fastslå, hvilke kendetegn ved en handling, en person eller en situation man bør holde sig til ved bedømmelsen af, hvad der er lige og hvad der er ulige.

Dette er imidlertid ikke så trivielt som det kunne synes. At tænke i retfærdighedens kategorier er nemlig ikke den eneste vej til løsningen af et fordelings- eller ligevægtsproblem. Juristens og moralistens metode er ikke den eneste mulige. Lægen arbejder f.eks. ofte ud fra en anden model. For ham er det ikke så vigtig, at lige sygdomme skal behandles lige. Hvis han ud fra sin diagnose og prognose i et sygdomstilfælde mener, at det er bedre at gøre noget andet end det andre kollegaer gør, da vil lighedsidealet ikke hindre ham i det. Han handler ud fra en målrettet hensigtsmæssighed, ikke ud fra hensynet til retfærdighed. Dette adskiller hans metode fra dommerens fremgangsmåde. Lighed for loven er et grundlæggende retfærdskrav. Lighed for lægen er ikke blevet tillagt samme betydning. Men efterhånden er der udviklet et krav om alle borgeres lige adgang til sundhedsressourcerne. Det betyder imidlertid ikke, at alle skal have den samme behandling. Man forventer en individualiserende diagnose fra lægens side, således at hver patient - ideelt set - behandles ud fra sin særegne situation.

Pointen er, at beslutninger taget ud fra en anden retfærdsmodel med regelanvendelse, kan føre til helt andre fremgangsmåder og resultater end den kausalvidenskabelige, medicinske, tekniske, eller økonomiske model, som sigter mod en hensigtsmæssig realisering af et mål. Hensigten helliger ikke midlet, når man argumenterer med begrebet retfærdighed. Derfor er det et praktisk vigtig standpunkt, hvis man vil fjerne henvisningen til retfærdighed fra samfundsdebatten, da begrebet ikke løser spørgsmålet om hvad der er lige og hvad der er ulige.

Forskellige principper

I praksis må man selvfølgelig gå videre og finde ud af, hvad der er de vigtige og rigtige kendetegn, når vi sammenligner ydelser og modydelser og tager stilling til fordelingen af goder og byrder. To hovedprincipper er ofte blevet stillet op overfor hinanden. På den ene side står Aristoteles' princip: Til enhver efter stilling og rang; I moderne form: Til enhver efter ydelse og evner. Det bliver i vore dage ofte udtrykt som et krav om, at alle skal have lige chancer, samtidig med at resultatet kan blive meget uens som følge af konkurrencen. Overfor dette står Marx' berømte princip: «Fra enhver efter evne, til enhver efter behov».

Megen samfundsdebat og politisk strid kan ses som en uddybelse og anvendelse af disse principper. Det er sjældent, at et af dem fremføres i rendyrket form. De optræder i kombinationer - også med andre principper. Det ene af disse er den absolutte lighed, som principielt gælder statsborgerne. En del statsborgerlige rettigheder og pligter bliver givet og pålagt borgerne, uafhængig af evner og ydelser og uafhængig af behov - f.eks. stemmeretten. Et fjerde princip bygger på, at der ved fordelinger bør tilstræbes resultatlighed. Dette lighedsbegreb er f.eks. blevet anvendt ifbm. argumentation for tiltag til forbedring af etniske minoritetsgruppers eller kvinders situation. Det er ikke tilstrækkelig, at de får de samme chancer som andre. Særfordele - som ved radikal kønskvotering - må til for at de tilsidesatte grupper skal opnå en reel ligestilling.

Marx' princip om at enhver skal modtage efter behov, er det der ligger til grund for sundhedssystemet, men har derudover ringe gennemslagskraft. Det ligner iøvrigt princippet om resultatlighed, fordi dette også indebærer, at behovet skal indvirke på tildelingen - f.eks. således at de svage elever modtager mere undervisning end andre. Dette forekommer i nogen udstrækning. Men hovedmønstret er, at den der klarer sig godt i skolen, får bedre og mere langvarig undervisning end den der klarer sig dårligt.

Det bliver i mange tilfælde lettere at forstå retfærdighed, nå vi betragter de principper, som sætter uretfærdigheden i system. Det gælder Matthæus evangeliets 13:12 hvor der står, at «til den som meget har, skal mere gives, og fra den som intet har, skal også dette tages». Der er ikke mange der vil synes, at dette er retfærdig. Men samfundsforskere har gang på gang påvist, at vort samfund - ja, måske alle samfund - fungerer netop på denne måde. Når ulighed først er opstået i forholdet mellem mennesker, er der et sæt af kræfter der trækker i retning af akkumulation - opsamling af goder - således at ulighederne opretholdes eller forstærkes.

Retfærdighed, eller uretfærdighed, er en tilstand i bytteforholdet eller fordelingen mellem individer. Men i politikken er det forholdet mellem kollektiver, der spiller hovedrollen. I vestens industrisamfund har de økonomiske uligheder længe spillet en dominerende rolle. Siden 1960'erne har ulighederne og kravet om ligestilling mellem kønnene fået en større plads i samfundsdebatten. Men vigtigst er nok forståelsen for, at det største retfærdighedsproblem ligger på det internationale plan - i forholdet mellem de rige og de fattige lande.

V.A.