Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Sladder anvendes oftest som nedsættende omtale af andre - en omtale der har til hensigt at skade. Men begrebet kan også anvendes ifbm. samtale om løst og fast. Om sladder lærte vi som børn: «Sladrehank skal selv have bank». Dette er en form for angiveri - ikke kun mellem børn, men f.eks. også mellem arbejder og chef. En der går bag ryggen på andre, fordømmes i alle miljøer.

Men hvad er det mest almindeligt at sladder anvendes om - og hvem er det der sladrer? Det er påfaldende, at der i sproget eksisterer ord som sladrekælling og sladrebøtte. Der eksisterer derimod ikke ord som sladremand eller sladrekarl. Karakteriseringen af en samtale som sladder er knyttet til kontrollen over sproget. Det er mænd, der stempler kvindesnak som sladder. Det gælder både måden de snakker på, og hvad de snakker om. Men sladderen er også en herskerteknik indenfor de kredse der sladrer, for at holde den enkelte på plads.

Kvinder snakker gerne indbyrdes om de nære ting, om personer og hændelser. Måden de gør det på er ofte personorienteret og detaljeret. I disse samtaler afprøver de deres forståelse af omverdenen. De henter informationer af en anden slags, end det de kan læse i blade, og skaffer sig andre former for viden, end det skolen kan give. I disse udvekslinger lægger kvinderne også vurderinger ind af hvad det passer sig at gøre og mene. Opfattet på denne måde skaber miljøet en fælles opfattelse af, hvorledes omverdenen ser ud. Der er altså to sider ved «sladderen» som hænger sammen, og man kan ikke bare se bort fra den side, man ikke kan lide.

At man i sådanne mellemkvindelige vurderinger også kan omtale andre på en dårlig måde er korrekt. Men pointen er, at de kvindelige måder at fungere sammen på bliver nedvurderet - udefra og af mænd. De betragter kvindernes samtaler udfra deres egne regler - hvor tingene er mere upersonlige og sammenhængene mindre konkrete. Overfor denne målestok står de kvindespecifikke sammenhænge for noget dårligt og mindreværdigt. At mænd indbyrdes og i samfundet anvender andre hersketeknikker og former for magtudøvelse for at fastholde deres orden, synes at være en helt anden sag.

Sladderen knyttes ikke kun til kvinder, men også til landsby- og småbylivet. Ikke alle sladrespejlene var forsvundet i min barndom og heller ikke småbutikkerne eller kaffeslabberasen. Sladderen havde flere steder at udfolde sig og bedre tid før.

Men som en passiar mellem folk har denne by- og landssladder også et andet formål - at fastholde et samfund hvor alt og alle har deres plads, og derfor ved hvor de hører til. Vi glemmer tit, at det gode miljø hvor man hører til fordi man kender til de andre, er den anden side af det snævre miljø, hvor andre ved alt om en selv. Måske passer denne tvetydighed ikke ind i den nye landsby- og nærmiljøideologi? Men vi kan ikke kun få det, vi bryder os som - vi kan ikke få både i pose og sæk. Måske er «sladderen» et miskendt gode?

S.N.