Slum er fattigkvarteret i en storby. Det er kommet ind i det danske sprog fra engelsk, hvor oprindelsen er ukendt. Slummen har højere befolkningstæthed, lavere boligstandard og dårligere adgang til offentlige tjenester end andre boligkvarterer i en by. Hvad der er slum, afhænger af standarderne for hvad man anser for rimelige boligforhold og adgang til tjenester.

Storbyer har altid haft slumkvarterer. I slummen bor de fattigste af byens egen befolkning - ofte gennem generationer - eller den er sidste station for enkeltpersoner eller grupper, som udstødes af det økonomiske og sociale liv. I perioder med hurtig urbanisering er de fleste slumbeboere nye tilflyttere til byen, som i slummen hurtigt finder en bolig og et udgangspunkt for at orientere sig på storbyens arbejdsmarked.

Slumdannelsen er et resultat af økonomisk ulighed og misforhold mellem arbejdsmarked og boligmarked. Ofte sker forslumningen som et direkte resultat af en fejlslagen bypolitik, som når stærk trafikbelastning fører til, at de mere velstående flytter ud af et boligkvarter. Lejlighederne synker i værdi og ejerne lader dem forfalde. Paradoksalt nok kan social boligbyggeri i stor skala også være et første skridt på vejen til slumdannelse. De nye boligkvarterer har sjældent det sammensatte tilbud af tjenester, som er nødvendigt for så store befolkningskoncentrationer, og boligudgifterne er høje i forhold til beboernes økonomiske evne.

Alligevel sker den mest omfattende slumdannelse i dag i den tredje verdens storbyer, der kan have en befolkningstilvækst på 10-15% årligt. Væksten skyldes først og fremmest tilflytning på grund af jordmangel og forringede indtægtsmuligheder på landet og forbedret kommunikation ind til de største byer, hvor industri- og servicesektorerne er i selvforstærkende vækst. I de fleste storbyer i u-landene bor mere end halvdelen af befolkningen i mere eller mindre ulovligt opførte boliger - fra solide murede huse til udlejning til selvbyggernes skure af pap og blikplader. De ligger på uregulerede områder og mangler vandforsyning, kloakering og renovation. Slumkvarterene kan findes side om side med moderne skyskrabere i bykernen eller ligge som «forstæder» langt udenfor byen. Arbejdsmæssigt er befolkningen meget sammensat - fra faglærte arbejdere i den moderne industri og tjenere på luksushoteller til gadesælgere og troldmænd, med et stort element af nyankomne arbejdssøgende.

Myndighederne i u-landene fremstiller som regel livet i slummen som præget af kriminalitet, rodløshed, lediggang og usædelighed - udover at slummen repræsenterer en skamplet på landets ære. Samfundsvidenskabelige undersøgelser og rapporter fra slumboerne selv beretter imidlertid om omfattende selvhjælpsorganisationer, stærke bånd til hjembyerne, stor fattigdom og megen sygdom, men også ustandselig flid for at forbedre boligen og situationen generelt.

En almindelig «løsning» på slumproblemerne er at rive den ned for at bygge boliger af en højere standard. Disse er som regel alt for kostbare for slummens oprindelige indbyggere, som må starte på en frisk med at stille deres skure op, hvor de kan finde en stump ledig jord. I en del lande - især i Latinamerika - er der også sket vellykkede forbedringer. Ofte efter aktioner fra slumbeboerne selv. Boligområderne har fået ordnede vand- og kloakeringssystemer og husejerne har fået rettigheder til deres jordstykke. Dette fører som regel hurtigt til, at beboerne selv investerer i udbedring af boligerne og områderne.

Men i mange lande er slumbefolkningen alt for talrig og alt for fattig til at dette kan ske. Årsagerne til at slum opstår ligger ikke i slummen selv. Slummen kan derfor først afskaffes efter gennemgribende forandringer i landenes økonomiske og sociale politik.

M.V.