Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

At leve i cølibat betyder at leve ugift, almindeligvis af religiøse årsager. Denne praksis er kendt i flere religioner. Indenfor kristendommen har man helt fra begyndelsen - i hvert fald fra det 2. århundrede - haft eksempler på folk, som lever i cølibat, og senere kom denne skik til at blive uløselig knyttet til klostervæsenet. Skriftgrundlaget for denne praksis har er oftest blevet søgt i Det Ny Testamente, Matthæus kapitel 19, vers 12 og i Første Korinterbrev kapitel 7, vers 32-34. Cølibat regnes for en nådegave fra Gud. Dvs. at ingen kan leve i cølibat ved egen kraft, kun med Guds hjælp.

Obligatorisk eller tvungen cølibat for præster praktiseres kun i den katolske kirke. I den ortodokse kirke er cølibat kun obligatorisk for biskopper. Heller ikke i den katolske kirke har det altid været en selvfølge. Det blev fra 300 tallet af gradvis søgt indført gennem en række forordninger og blev især forstærket i forbindelse med den store kirkereform, som blev sat i værk af pave Gregor VII (1073-85). Hovedformålet med denne reform var at give kirken større selvstændighed i forhold til de verdslige herskere - investiturstriden. Ved at forsøge at indføre cølibat for alle præster, ville paven frigøre dem fra de feudale familiebånd. Dette lykkedes delvist, men mange steder ser det ud til, at det obligatoriske cølibat for præster kun delvis blev praktiseret i middelalderen. Reformatorerne i 1500 tallet afskaffede cølibat for sine præster.

I vore dage pågår der på nyt en livlig debat indenfor den katolske kirke om cølibatet. Ingen fra katolsk hold stiller spørgsmålstegn ved værdien af cølibat indenfor klosterlivet, men mange mener, at det obligatoriske cølibat for præster bør afskaffes. Spørgsmålet er ikke et teologisk spørgsmål eller et trosspørgsmål for katolikker, men drejer sig om, hvad der er til fordel for præsternes gerning.

Tilhængerne af det obligatoriske cølibat hævder, at præsten - som på en særlig måde skal give udtryk for hengivenhed til Kristus - bedst kan gøre dette ved at leve i cølibat. De mener endvidere, at de krav som stilles til præsten rent praktisk er så store, at de kun vanskeligt kan forenes med familieliv.

Modstanderne mener, at hvis man gav gifte mænd adgang til præstegerningen, ville dette nedbryde det kasteskel, som ofte eksisterer mellem præsten og almindelige mennesker. En gift præst ville også bedre kunne forstå andre gifte menneskers problemer, mener de.

Denne debat er endnu ikke afsluttet, men det er ikke usandsynligt, at det obligatoriske cølibat vil blive ophævet for katolske præster.

P.B.H.