Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Tegneserier er tegninger med tekst og/eller dialog. Som oftest fremstiller de et hændelsesforløb. De findes i egne hæfter eller i aviser og ugeblade.

Tegneserierne er verdens mest populære læsestof. Undersøgelser regner med ca. 300 millioner læsere, fordelt på alle alderstrin. En undersøgelse i Norge i 1972 fandt, at blandt børn og unge mellem 9 og 16 år læste 96,8% af drengene og 98,4% af pigerne 4-6 hæfter om ugen . I USA læser 19 % af de voksne mindst 10 hæfter dagligt.

Historie

Mennesker har brugt billedet som udtryksmiddel helt fra hulemaleriets dage, i helleristninger og billedvæverier, i kobberstik og malerier, frem til seriehæfter og tegnefilm. Tegneserien dateres ofte til 1890'erne, da nordamerikanske aviser indførte den for at tiltrække læsere. Æren af at have været den første får gerne serien «The Yellow Kid» fra 1896 i avisen New York World. De første serier var humoristiske og eventyrlige, ofte med en satirisk brod mod skævheder i samfundet. Som oftest var en familie i centrum for begivenhederne. Blandt disse tidlige serier er de mest kendte nok «Knold og Tot» (1897) og «Finbeck og Fia» (1912).

Serierne forblev længe blot et indslag i aviserne, og udviklede sig ikke særlig. Først under depressionstiden i USA i 1930'erne dukkede en ny type serier op. For første gang blev de udgivet i egne hæfter, og de fik nye hovedpersoner: Helten og superhelten; Nyt indhold: Det godes triumf over det onde og en ny form: Realismen. Både personerne og omgivelserne er i størst mulig omfanget tegnet «virkelighedstro».

Samtidig med disse serier, forsvandt også satiren fra de humoristiske serier, eller nye usatiriske humoristiske serier kom på markedet: «Anders And» (1938), «Skipper Skræk» (1929). Omgivelserne er mindre kendte i disse end i de tidligere humoristiske. Hverdagen kunne ikke længere så let fremstilles som komisk. Øget trang til virkelighedsflugt og positive, stærke helte var et produkt af den barske sociale virkelighed i USA i 1930'erne.

Andre serier fra denne tid er «Mandrake» (1934), «Fantomet» (1936), «Prins Valiant» (1937), «Den ensomme rytter» (1938) «Lynvingen» (1939), «Tarzan» (1929) og den største superhelten: «Stålmanden» (1939).

Med 2. verdenskrig kom krigsserierne, som vi i vore dage har en række af: «Commandos», «Spion 13», Kampserien, «På vingerne», Action-serien, «Seriemagasinet». Temaet i disse hæfter er som regel at få en «rigtig», modig og kammeratlig holdning til krigen. Også skrækserier - spøgelser, vampyrer, varulve - fik et opsving i denne tid, men slog aldrig særlig godt fast i norden.

Mange serier blev indstillet i 1950'erne på grund af borgerligt-religiøse angreb på moralen i tegneserierne. Især fandtes der en angst for, at serierne skulle påvirke børnene og være årsagen til ungdomskriminalitet, moralsk forfald og anden elendighed. Forlagene underkastede sig frivillig censur, de lovede at følge en «moralsk codex» - Code of the Comics Magazine Association - som blandt andet forbød seksuelt afvigelse, nøgenhed, overdreven vold eller sadisme, angreb på lov og ret eller på ægteskab og forældre, vampyrer, bandeord og lignende umoral. Angrebet på serierne hang sammen med den almindelige reaktion i 1950'erne, som blandt andet gav sig udslag i kommunistforfølgelserne i USA og Vesteuropa.

I det mere liberale klima i 1960'erne fik tegneserien et nyt opsving, og en række nye serier gjorde deres indtog: Superhelte som «Supermand», «Fantastiske fire», «Edderkoppen», «Aquamanden», «Høgen» og et utal af andre. Intellektuelle «undergrundsserier» som «Fede Freddy og hans venner» fik deres publikum.. Og vi fik den populære fransk-belgiske bølge med «Tintin», «Asterix», «Lucky Luke» og «Fort Navajo». I dag har vi serier om romantik, science-fiction, fra racerbilmiljøer, westernmiljøer, junglemiljøer og eventyrmiljøer - kort sagt fra næsten ethvert område, hvor en spændende eller romantisk handling kan lægges ind. Den erotiske serie har siden 1970'erne fået en stigende udbredelse. I Chile under Allendes folkefrontsregering udvikledes den politiske tegneserie, der havde til formål at oplyse en befolkning med dårlige læsefærdigheder.

Vurderinger

Tegneserier er blevet udsat for kritik fra mange hold; Fra borgerligt hold for dårlig moral, især i synet på sex og vold; Fra socialister for at forsvare og opretholde det kapitalistiske samfund, dets love, moral og kønsrollemønster. De fleste vil være enige i, at serierne stort set repræsenterer nordamerikanske, borgerlige værdier: Gode handlinger, hårdt arbejde, stor fortjeneste og respekt for kirke og privat ejendomsret. I de nordamerikanske tegneserier er tyveri en lige så alvorlig forbrydelse som mord. Disse værdier forsvares så af de «menneskelige» helte i lokalmiljøet (Fantomet, Tarzan) og af superheltene (Supermand, Stålmanden) - både internationalt og i verdensrummet.

I serierne står manden i centrum - både som aktiv helt og som skurk. Kvinderne dominerer i romantikserierne, men sjældent på en selvstændig måde. I «Hjerterevyen» er det kvinden, der er seriens hovedperson, men manden bestemmer udviklingen.

Miljøet er meget borgerligt. De menneskelige helte er ofte fra overklassen, som millionæren Bruce Wayne (Lynvingen) og Lord Greystoke (Tarzan). En undersøgelse viser, at omkring 67% af tegneseriefigurerne kan placeres i den øvre middelklasse, mens arbejdere kun udgør 13%.

I de humoristiske dyreserier af typen Anders And er værdimønstret lige så tydeligt. Penge spiller hovedrollen - både for dem der har dem (Onkel Joakim) og for dem som ikke har dem (Anders og Bjørnebanden). Kvinderne er optaget af husarbejde, velgørenhed og romantik uden sex (Andersine).

De der truer disse værdier, er forbrydere; De onde, de dovne, kommunisterne, studenterne osv. De er som regel stygge af udseende og ofte af en anden race end den hvide, som er heltenes farve. I de mere fantasiprægede serier kommer truslerne fra det ydre rum eller fra åndeverdenen. I de eksotiske serier af typen «Tarzan» kommer de fra lavtstående, ukendte kulturer eller oldtidens dyreliv. Grundmønstret går igen overalt.

En naturlig konsekvens af den borgerlige livsopfattelse i serierne er, at ingenting forandrer sig grundlæggende. Samfundet følger den tekniske udvikling, men de grundlæggende forhold er de samme: Intet kan forandre sig. Bjørnebanden kan ikke holde op med at være forbrydere - en gang skurk, altid skurk. Hvis en figur stræber efter at bevæge sig opad i samfundet, ender det som regel med fald. Kun onkel Joakim kan tillade sig at huske det overmenneskelige slid, det var at blive rig.

Nogle tegneserier er helt uden tekst, mens andre har så megen tekst, at billedet næsten bliver overflødig. Mellem disse to yderpunkter ligger den almindelige kombination af tekst og billede, som gør serier så populære. I tegneserier er der ikke plads til at fortælle lange og indviklede baggrundshistorier eller foretage karakterstudier og nuancering. Da tegningen er det vigtigste, må der ske noget. Der må være bevægelse og dramatik. Ellers bliver serien stillestående og kedelig. Stikord for formen bliver derfor enkelhed og handling.

Dette får følger for indholdet. Handlingsmønstret bliver enkelt og let at følge med i, læseren behøver ikke anstrenge sig. Personerne bliver også enkle, stivnede typer, både af udseende og karakter: Den pæne venlige, den stygge onde. Formen kræver bevægelse af en eller anden type: Ridning eller bilkørsel. Bevægelsen kan også udgå fra personen selv: Tarzan og Stålmanden. Fysisk vold og kamp er en form for bevægelse og dramatisk handling, og egner sig derfor specielt godt i serierne. Den kan jo også varieres i det uendelige, i et utal af miljøer og situationer.

Den hårdeste og mest realistiske vold finder vi i krigsserier og de barske kriminalserier af typen «Helgenen», men de humoristiske serier bruger også megen vold, selv om den tilsyneladende er ufarlig og uden konsekvenser.

Skulle man vove at anbefale nogen serier, da måtte det blive Asterix og Prins Valiant - blade af ret høj kvalitet med et originalt indhold og gode tegninger. Det samme kan siges om westernserier som Lucky Luke. Voksne vil have glæde af Bernhard Prince og Løjtnant Blueberry. På det danske marked bør Claus Deleurans Danmarkshistorie på tegneserieform nævnes.

T.J.