Den føderalistiske forestilling om en forbundsstat baseret på en sammenslutning af selvstændige delstater har ført til forestillingen om et tilsvarende forbund af nationalstater. I sin yderste konsekvens leder begrebet tanken hen på en verdensregering med visse lovgivende, dømmende og udøvende opgaver, som alle folk er med til at bestemme.

I årene efter den 2. verdenskrig havde verdensføderalismen en hel del vind i sejlene - især i Atlanterhavslandene. Emery Reves's bog «Fredens anatomi» fremlagde tanken på en enkel og besnærende måde: Udviklingen af byer, len og stater havde i historisk tid vist sig at bringe krigene til afslutning indenfor stadig større geografiske områder. International fred kunne opnås på samme måde: Nationalstaterne behøvede bare gå ind i en verdensstat. Bevægelsen En Verden var den organisatoriske ramme for sådanne tanker.

På den måde blev de internationale konfliktproblemer reduceret til et forfatningsspørgsmål. Ud over en appel til opinionen om samling af verdens stater, havde verdensføderalisterne imidlertid intet at stille op overfor de hindringer, der blev skabt af de magtpolitiske modsætninger og af internationale klasse- og interessekonflikter. Det blev nødvendigt at finde en mere nøgtern måde at nærme sig problemet på. Verdensføderalisterne orienterede sig efterhånden i retning af at ville omforme FN, at styrke organisationens myndighed overfor medlemsstaterne og nå frem til en revision af FN-pagten efter føderalistiske retningslinier.

Opmærksomheden var længe koncentreret omkring håndhævelsen af international sikkerhed i snævrere forstand - mod FN's politimæssige opgaver staterne imellem. Et centralt tema var opbygningen af FN-styrker, som skulle sikre freden mellem nationerne. Kontrol- og sanktionsspørgsmål stod øverst på dagsordenen på alle internationale nedrustningskonferencer. Erklæringer fra Sovjetunionen og USA om principperne for nedrustningsforhandlingerne - som fik enstemmig tilslutning fra FN's generalforsamling i 1961 - er stærkt præget af føderalistiske opfattelser.

I erklæringen hedder det, at målet er at ophæve krig som et redskab til løsningen af internationale konflikter. Staterne må kun råde over indre ordensstyrker. FN skal opbygge en international fredsstyrke, som er stærk nok til at undertrykke enhver militær trussel.

Men forhandlingerne om gennemførelsen af disse principper førte ikke til nogen resultater.

Senere er opmærksomheden blevet stærkere koncentreret om det internationale samarbejde omkring økonomiske og sociale opgaver. På disse områder udgør FN og de regulære særorganisationer i virkeligheden kimen til et overnationalt beslutningssystem.

Disse organisationers regulære budgetter bliver vedtaget med bindende virkning ved to tredjedels flertal i forsamlinger, hvor alle medlemsstater deltager med lige stemmeret. Kontingentet bliver fordelt på medlemsstaterne efter evne. Men i forhold til de rige landes velstand er bevillingerne små.

Udviklingslandene forsøgte i 1970'erne at bruge dette system som et af redskaberne til at overvinde fattigdommen og gennemføre en ny økonomisk verdensorden. De krævede, at de regulære budgetter skulle styrkes i forhold til institutioner som f.eks. Verdensbanken, hvor de rige indskyderlande har sikret sig to tredjedele af stemmemagten. De krævede samtidig finansieringsordninger indført, som skulle indebære bindende og automatiske overførsler fra de rige til de fattige lande. Endelig krævede de ligeværdig indflydelse i den internationale beslutningsproces omkring finansielle, handelsmæssige og teknologiske forbindelser. Uden at ord som verdensføderalisme blev anvendt, blev nogle af ideerne i begrebet alligevel omdrejningspunkt i kampen mellem fattige og rige lande om styringen af verdens økonomiske ressourcer.

Men udviklingslandene tabte i 80'erne i første omgang slaget om en ny økonomisk verdensorden, og de særorganisationer der havde været redskaber i kampen - først og fremmest UNCTAD - blev lagt på is.

G.G.