 |
|
 | ||||||||||||
Øgruppe bestående af 360 mindre koraløer med kalkholdige og porøse jorde. Bermudas udgør 150 af disse øer, af hvilke de 20 er ubeboede. Golfstrømmen opvarmer havet omkring øerne og mildner klimaet, der tiltrækker horder af turister, især fra USA.
Britisk koloni.
Folket: Omkring 60% af befolkningen er af afrikansk afstamning; der findes ligeledes efterkommere af portugisere fra Madeira og Azorerne, mestizer og en minoritet af europæere.
Religion: Anglikanere 28%; romersk-katolske 15%; metodister 12%; adventister 6%; andre religioner 34%. (1991).
Sprog: Engelsk er det officielle sprog.
Politiske partier: Bermudas Enhedsparti; Det progressive Arbejderparti; Det nationalliberale Parti; Miljøpartiet.
Sociale organisationer: Bermudas Industriforbund; Sammenslutningen af Bermudas' offentligt ansatte.
Officielt navn: Bermuda
Hovedstad: Hamilton, 1.000 indbyggere. (2003).
Andre vigtige byer: St. George´s, 1.800 indbyggere. (2000).
Regering: Underlagt Storbritanien. Rena Lalgie er guvernør siden december 2020, udnævnt af dronning Elisabeth II. Edward David Burt, premierminister siden juli 2017. To-kammersystem, der består af: Senatet med 11 medlemmer, heraf udpeges 5 af premierministeren, 3 af oppositionslederen og 3 af guvernøren; og Forsamlingen med 36 medlemmer der vælges ved direkte valg hvert 5. år. Premierministeren udpeger regeringen med accept fra guvernøren.
Nationaldag: 24. maj, Bermudas' dag.
Øgruppen Bermudas, der var den første britiske koloni i Amerika, blev opdaget i 1503 af den spanske søfarende Juan Bermudez - heraf navnet. Den blev beboet i 1609, da et britisk fartøj var nær ved at forlise på vej til Amerika.
Fra 1612 blev øen et opsamlingssted for religiøse og politiske dissidenter. I 1684 startede den britiske administration og man dannede det første parlament. Det var dog kun plantageejerne, der havde stemmeret.
Landbruget forsvandt på det nærmeste i det 20. århundrede, og erstattedes af turisme, kasinoer og de multinationale selskaber, der blev tiltrukket af den lempelige beskatning. Det er eet af verdens tættest befolkede områder med 1000 indbyggere pr. km2. Indbyggerne i dette turist- og skatteparadis får kun en ringe andel i goderne. Under forbudstiden i USA (1919-33) begyndte en illegal eksport af rom til USA. Washington har siden 1941 haft luft- og flådebaser på øerne og har siden 1957 helt erstattet den britiske militære tilstedeværelse.
Efter at have grundlagt Bermudas Industriforbund, stiftede arbejdere i 1963 Det progressive Arbejderparti, der forsvarede øens selvstændighed og forsøgte at indføre indkomstskat. Det efterfølgende år stiftede højrefløjen Bermudas Enhedsparti.
England tilbød i 1968 øerne udbredt, administrativ selvstændighed og posten som premierminister tildeltes det største parti. Valget samme år blev afholdt i et klima af politisk og racemæssig vold. Guvernøren blev dræbt, hvilket førte til intervention af britiske tropper. Enhedspartiet vandt en komfortabel sejr.
Ved valget i 1976 blev resultatet nogenlunde det samme, selv om Arbejderpartiet forøgede sit antal af pladser i parlamentet og fortsat krævede uindskrænket selvstændighed.
To medlemmer af gruppen «Black Cadre» dømtes i 1977 til døden, anklagede for at deltaget i væbnede antikolonialistiske aktioner. Henrettelserne affødte en bølge af protester og endnu engang intervenerede de britiske tropper. Ministeren for Kommunale anliggender - herunder racespørgsmål - blev tvunget til at gå af, men udnævntes i stedet til leder af Bermuda Regiment, et korps der deltog særdeles aktivt i undertrykkelsen.
Arbejderpartiet - og andre mere radikale bevægelser - begyndte at vinde tilhængere blandt lokalbefolkningen.
I 1979 indkaldtes til en forfatningskonference i Bermudas. Det lykkedes ikke partierne at nå til enighed angående repræsentation i parlamentet og angående valgretsalderen, men man accepterede at begrænse de udenlandske vælgeres deltagelse. Reformen trådte i kraft i december samme år.
I 1980 og 1983 vandt Enhedspartiet igen valgene, selv om oppositionen øgede sin repræsentation i parlamentet. Enhedspartiets dominans forsinkede landets selvstændighed, da regeringen henviste til at flertallet ikke var tilhængere af uafhængighed.
Øernes strategiske beliggenhed i Atlanten forklarer til dels den britiske hærs tilstedeværelse.
Enhedspartiets John Swan blev i 1989 genvalgt til premierminister og hans parti opnåede 23 pladser i den rådgivende forsamling. Derved fastholdt man det spinkle forspring til Arbejderpartiet, der opnåede 15 pladser; en plads gik til centrumpartiet De Nationalliberale, mens det uafhængige Miljøparti ligeledes opnåede en plads i parlamentet.
I løbet af 1989 steg arbejdsløsheden med 0,5% og i 1990 med 2%. Beskæftigelsen øgedes med 3,1% i den industrielle sektor. Det hårdnakkede økonomiske tilbageslag man oplevede i USA, fortsatte med at skade turismen i de første måneder af 1992. London afviste en plan om territorial selvstændighed.
Lord Waddington udnævntes til generalguvernør i 1992. Den økonomiske krise førte til lukning af den franske flådebase og en nedskæring af personalet på den nordamerikanske flybase.
Den intense, illegale handel med narkotika førte i 1993 til stigende økonomisk kriminalitet. Man tog samme år forholdsregler i anvendelse for at kunne kontrollere off-shoreaktiviterne. Den store befolkningstæthed har ligeledes forårsaget en stigende interesse for miljøspørgsmål.
J. Irving Pearman blev efter valget den 5. oktober 1993 valgt til premierminister. Enhedspartiet beholdt flertallet i parlamentet, men Arbejderpartiet fortsat kunne notere fremgang, idet man opnåede 18 pladser i parlamentet.
I august afholdtes der folkeafstemning om selvstændigheden. Resultatet var negativt, og øen er forstat en britisk koloni.
Efter at David Saul i marts 1997 havde trukket sig tilbage, tiltrådte Pamela Gordon som premierminister. I juni udnævntes Thorold Masefield til ny guvernør. Ved valgene i november 1998 fik Arbejderpartiet 54 % af stemmerne og 26 pladser i parlamentet, mens Enhedspartiet måtte nøjes med 44 % og 14 pladser. De øvrige partier fik under 1 % af stemmerne og fik ingen pladser.
Orkanen Gert ramte i september 1999 Bermuda med en styrke på 120 km/timen. De omfattende regnskyl gav oversvømmelser, ødelagde bygninger og infrastruktur.
Efter ikke at have gennemført henrettelser i 22 år, afskaffede regeringen i december 1999 dødsstraffen.
Guvernør Masefield forlod den 28. november 2001 landet, efter at hans 4 årige mandatperiode var udløbet. En større folkemængde overværede afskedsceremonien. Indtil den nye guvernør, Sir John Verekers ankomst i april 2002 varetog Tim Gurney midlertidig funktionen.
En forfatningsreform reducerede i marts 2003 antallet af pladser i parlamentet fra 40 til 36. I december gennemførtes en reform af undervisningsloven, der gør forældrene ansvarlig for deres børns opførsel i skolen og fastætter en bødestørrelser for overtrædelser. Den sorte Alliance der er en organisation der arbejder med den afro-amerikanske befolknings rettigheder kritiserede reformen for dens diskriminatoriske indhold. Den er udformet til især at ramme de fattigste, da den kun anvendes i det offentlige uddannelsessystem, der overvejende anvendes af arbejderklassen og af den afro-amerikanske befolkning.
I september ramte den værste orkan i 40 år Bermudas og efterlod ødelæggelse og kaos i sit kølvand. Orkanen Fabian nåede vindhastigheder på 200 km/t og bølger på næsten 10 m højde. Flere hundrede personer fra de mest lavtliggende områder måtte evakueres, men 4 døde. Træer blev væltet og elledninger revet ned. Parabolantenner og andet udstyr på det meteorologiske institut rev sig løs og blev skyllet i havet. Husene er bygget til at modstå orkaner, men elforsyningen til 25.000 hustande blev afbrudt og hospitalerne måtte klare sig med deres egne generatorer.
I marts 2004 blev en koloni bestående af 56 eksotiske snegle overført til Regents Park zoologiske have i London for at bevare de udryddelsestruede arter. Populationen af snegle var nået ned på et kritisk niveau pga. slanger og myrer. Bermudas Naturhistoriske Museum bad om hjælp fra eksperter i London da det blev konstateret, at populationen var nået ned under et kritisk niveau. Sneglene kommer tilbage til Bermudas når levemulighederne er blevet genetablerede og populationen er vokset.
Den panamerikanske Sundhedsorganisation skrev i en rapport fra december 2005, at selv om HIV og AIDS er særdeles udbredt i Caribien, så er der «små lys i horisonten». Det er bl.a. tilfældet i Bermuda, hvor man for første gang siden virusets opdagelse har kunnet konstatere en reduktion i antallet af nye tilfælde.
Ewart Brown blev indsat som premierminister i oktober 2006. Han påtog sig samtidig posterne som minister for turisme og transport. Han er fra det Progressive Arbejderparti og erklærede i juni 2007, at temaet om selvstændighed atter vil blive aktuelt i valgkampen i 2009. Brown erklærede videre, at selv om befolkningen består af «voksne der ønsker at tage kontrol over deres land», så tillader koloniaftalen med Storbritannien det ikke.
I oktober 2008 beordrede en nordamerikansk dommer 17 kinesiske fanger løsladt fra USA's koncentrationslejr i Guantanamo. Der fandtes ingen beviser for at de skulle have været involveret i terrorhandlinger. USA kunne dog ikke sende kineserne til Kina, da de som Uigurer også ville blive udsat for forfølgelse der. Brown fremsatte nu en udtalelse om, at et antal af dem skulle være velkomne i Bermuda, hvor de ville få statsborgerskab. Udtalelsen provokerede Storbritannien der mente at have overhøjhed over sådanne beslutninger og provokerede desuden landets opposition. I juni 2009 sendte USA 4 Uigurer til Bermuda til Storbritanniens store fortrydelse. I 2013 befandt de sig fortsat i Bermuda, men med betydelige problemer eftersom de var registreret som statsløse, derfor ikke kunne rejse, var udelukket fra en række jobs og havde problemer med at få adgang til lægehjælp.
PLP der ellers havde regeret Bermuda i 14 år tabte i december 2012 valget til den konservative One Bermuda Alliance (OBA). OBA fik 51,7% af stemmerne. OBA's leder Craig Cannonier blev ny premierminister.
Cannonier måtte i maj 2014 trække sig fra premierministerposten. Medierne havde afsløret at hans parti i 2012 fik 300.000 US$ i støtte fra finansmanden Nathan Landow. Landow ønskede at bygge kasinoer i Bermuda. Det var forbudt, og forbudet blev bekræftet ved flere folkeafstemninger, men efter støtten fra Landow erklærede Cannonier at han mente parlamentet skulle afgøre sagen. Michael Dunkley overtog posten som premierminister og overtog samtidig Cannoniers post som formand for regeringspartiet One Bermuda Alliance.
One Bermuda Alliance (OBA) mistede sit flertal i parlamentet, da to af dets medlemmer i marts 2017 meldte sig ud og blev uafhængige. Regeringen var derfor nødt til at udskrive nyvalg. Valget i juli blev et stort nederlag for regeringen idet OBA gik tilbage fra 19 til 12 mandater. PLP gik til gengæld 7 mandater frem fra 17 til 24. OBA's nederlag tvang Dunkley til at gå af som premierminister og samtidig afgik han som formand for sit parti. PLP dannede regering med Edward David Burt som premierminister.
| Links til andre opslag i leksikonet | ||