Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Stillehavet  .  Kiribati
DatoOpdatering
2013.11.18Opdatering 2013
2015.01.08Ã…rlig opdatering
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 21/11 2015
Læst af: 28.803
Verden  .  Stillehavet  .  Kiribati
: :
Kiribati
Befolkning83.000
ValutaAustralske dollars
Areal730 Km2
HovedstadBairiki (Tarawa Island)
Befolkningstæthed113,6 indb./Km2    

Kiribati består af 33 øer og atoller spredt over et havområde på 5 millioner km2 i Mikronesien - på begge sider af datolinien. De vigtigste øer er Gilbert, Banaba, Fenix Nord- og Syd-Esporadas, bortset fra øen Jarvis, der er i USA's besiddelse. Øerne har koraloprindelse og den sandholdige jord er alene egnet til dyrkning af palmer. Klimaet er tropisk, regnfuldt, men noget modereret pga. kystklimaet. De betydelige forekomster af fosfat - især på øen Banaba - er stort set udtømte efter intens udvinding. Fiskeriet (der udøves af store skibe fra Japan, Taiwan, Sydkorea og USA) og Cobra er de vigtigste indtægtskilder. Udvindingen af metalholdige nodules på havbunden er potentielle ressourcer.

Folket: Melanesisk af oprindelse og består af kiribatier (97,4%), blandede (1,5%), indfødte fra Tuvalu (0,5%), europæere (0,2%) og andre.

Religion: Katolikker (53,4%), protestanter (39,2 %), baha´i (2,4%), adventister (1,9%), mormoner (1,6%), andre (1,5%).

Sprog: Engelsk og Kiribati (gilbertinsk)

Politiske partier: National Progressive Party; Maneaba Party.

Sociale organisationer: Der findes forskellige fagforeninger og siden 1979 er samlet landsorganisation.

Officielt navn: Republic of Kiribati.

Hovedstad: Bairiki, 42.000 indb. (2003).

Andre vigtige byer: Bikenibeu 7.000 indb.; Abaiang 5.300 indb. (2000).

Regering: Anote Tong er siden juli 2003 præsident, genvalgt i 2007 og 12. Parlamentet har 42 medlemmer, der vælges ved direkte valg samt en repræsentant for øen Banaba.

Nationaldag: 12. juli (Uafhængighed, 1979)

 

De øer der i dag udgør republikken Kiribati - tidligere Gilbert øerne - har i årtusinder været beboet af det melanesiske folk. I 1764 udforskede englænderen Gilbert øerne, og deraf fik de deres navn for de følgende 200 år. I 1857 ankom missionærerne, og tre år senere indledtes handlen med kokosolie og cobra, og i 1892 blev øerne omdannet til et britisk «protektorat». I 1915 blev de administrativt lagt sammen med Alice øgruppen (i dag Tuvalu) og blev dermed kolonien Gilbert & Alice Øerne.

I 1916 sluttedes Banaba til øgruppen. Den rummede store mængder guano - fugleekskrementer - med et højt fosfatindhold. Denne gødning blev fra 1920 udvundet af den Britiske Fosfatkommission, der eksporterede den til Australien og New Zealand. Under 2. verdenskrig blev indbyggere på Banaba evakueret, da øen var scene for voldsomme kampe, og efter krigen fik de ikke lov at vende tilbage, da den åbne udvinding af guanoforekomsterne efterhånden gjorde øen ubeboelig.

Efter længere forhandlinger modtog indbyggerne en erstatning på 19 millioner pund sterling fra den britiske regering. I 1957 sprængte den britiske regering som led i sin atomoprustning 3 brintbomber tæt ved øen Christmas.

Indbyggerne på Alice øerne fik i 1975 løsrevet deres øgruppe fra fællesskabet med Gilbert. Det skete med henvisning til de betydelige etniske, historiske og kulturelle forskelle ifht. melaneserne på Gilbert. Tuvalu indledte nu en separat uafhængighedsproces og fik i 1978 selvstændighed.

Befolkningen på Gilbert øerne fik deres selvstændighed den 12. juli 1979 og udråbte republikken Kiribati - «Gilbert» på det lokale alfabet med 13 bogstaver.

Produktionen af cobra og fiskeriet er grundlaget for landets eksport, eftersom den ringe jord ikke muliggør større landbrugsproduktion. Fiskeriet foregår efter aftaler med flåder fra de store fiskerinationer, Japan, Sydkorea, USA og Taiwan.

Kiribati har desuden store forventninger til mineraludvindingen fra oceanbunden. Mangan nodulerne der er blevet fundet i havet ud for Kiribati anses for at være verdens bedste forekomster.

I 1986 optog landet kontakt med IMF, og blev af FN anerkendt som et af verdens fattigste lande. Denne status giver det en række kredit- og handelsmæssige fordele.

En stor del af befolkningen lever fortsat af subsistenslandbrug og enkelt fiskeri. En betydelig del af handelen - især udenfor hovedstaden - er organiseret i kooperativer. Det er næsten en tredjedel af befolkningen der deltager i aktiviteter knyttet til kooperativsektoren. Samtidig forværres situationen på arbejdsmarkedet. I 1988 vedtog regeringen en plan for genbosættelsen af tusindvis af mennesker fra de tyndest befolkede øer.

I 1989 konkluderede en FN rapport om opvarmningen af atmosfæren og den efterfølgende stigende vandstand som følge af forurening, at Kiribati er et af de lande, der risikerer at blive fuldstændig oversvømmet, med mindre der tages drastiske skridt.

I 1991 blev der gennemført valg, der blev vundet af Teatao Teannaki med 46,3% af stemmerne. Dette præsidentskift var det første siden selvstændigheden.

I begyndelsen af 1993 modtog landet et lån på 300.000 dollars fra den asiatiske udviklingsbank til gennemførelse af projekter på Nord-Esporadas, med det formål at øge mulighederne for landbrugsproduktion og turisme i området.

Præsident Teannakis regering blev beskyldt for misrøgt af offentlige midler, tabte i maj 1994 en mistillidsafstemning og måtte trække sig tilbage. I juli fik oppositionskoalitionen Maneaba Te Mauri flertal i parlamentet, og ved valget i september blev Teburoro Tito valgt til præsident.

Den nye statschef opgav den privatiseringspolitik, som hans forgængere havde gennemført, og meddelte midt i 1995 at de offentligt ansatte ville få forhøjet deres lønninger. Udenrigspolitisk kritiserede Tito regeringen Japan for dets gennemsejling af havet omkring Kiribati med skibe med atomaffald, og samtidig blev Frankrig kritiseret for sine atomprøvesprængninger.

Regeringen planlagde et balanceret budget for 1996, der dog samtidig rummede en stigning i de offentlige udgifter på 1,7%. Dele af midlerne stammede fra en reservefond, der var blevet oprettet til inddrivning af betaling ifbm. fosfatudvindingen på Banaba. Samme år indgik landet en handelsaftale med Kina, med det formål at øge handelen mellem de to lande.

I december gennemførtes Konferencen for et uafhængigt og Atomfrit Stillehav i Fiji. Tito tilsluttede sig her værtslandets forslag om totalt forbud mod atomprøvesprængninger i hele verden.

I august 1997 indgik Kiribati en venskabsaftale med Tuvalu. I september besluttede Japans regering at bevilge 40 millioner dollars til udbygningen af havnen i Betio, en af Kiribatis vigtigste.

På grund af øernes lave højde har drivhuseffekten og stigningen i havene givet både regering og befolkning anledning til alvorlig bekymring de senere år. Den fortsatte udvikling vil på længere sigt være katastrofal for landet.

Kiribati blev i 1999 optaget i FN og året efter i ILO.

Kiribati var det første land, der trådte ind i år 2000. Øen Milenio - der fik dette navn i 1999 med det formål at styrke turismen - var centrum for festligheder i de forudgående timer.

Sammen med Tuvalu og Maldiverne erklærede Kiribati i marts 2002 at det ville tage skridt mod USA, der nægtede at ratificere Kyoto protokollen. Den globale opvarmning truer med at oversvømme og dermed udradere de små østater.

I juli 2003 blev Anote Tong valgt til præsident. Han slog sin bror Harry i valget.

Kina afbrød de diplomatiske forbindelser med Kiribati, efter at landet i november 2003 havde optaget diplomatiske forbindelser med Taiwan.

Da Kiribati i november 2003 optog diplomatiske forbindelser med Taiwan, afbrød Kina de diplomatiske forbindelser med landet.

En rapport fra UNICEF i 2006 viste at mange lande i regionen udviser et højt udviklingsniveau. Kiribati befinder sig dog i den dårligste ende hvad angår børnedødelighed og sygdomme i barndommen der kan kureres, såsom luftvejssygdomme og diaré.

Samme år oprettede Kiribati verdens 3. største marine reservat. Det er forbudt at fiske i det udstrakte havområde, der er bolig for flere hundrede forskellige arter fisk og koraller.

Tong blev i oktober 2007 genvalgt som præsident med 64% af stemmerne.

Kiribati har været et af de lande der er gået i spidsen i kampen mod klimaforandringer. Præsidenten erklærede allerede i 2008, at det er sandsynligt at landet ikke længere vil eksistere i 2050 som følge af stigningen i verdenshavene og ødelæggelsen af vandboringer af havvand. Landets 94.000 indbyggere vil da blive tvunget til at blive klimaflygtninge. I juli 2008 opfordrede Tong Australien og New Zealand til at tage imod indbyggere fra Kiribati som permanente flygtninge. I frustration over den fuldstændig fejlslagne klimakonference i København i december 2009, inviterede han verdens store industrilande - hovedforurenerne - til Kiribati for at mødes med ofrene for den globale opvarmning, fra Kiribati, Maldiverne og Marshall øerne. I 2012 begyndte Kiribati at opkøbe mindre landområder i Fiji for at kunne lade klimaflygtninge slå sig ned der.

Tong blev i 2012 genvalgt til en tredje og sidste periode som præsident, men denne gang fik han kun opbakning fra 40%. Samme år forsøgte Kitibatis Kvinderåd at få oprettet et ministerium for børn og kvinder, men forslaget blev ved andenbehandlingen stemt ned i parlamentet.

I marts 2012 købte Kiribatis regering den 2.200 hektar store Natoavatu Estate på Fijis største ø Valua Levu. Det førte øjeblikkeligt til spekulationer om at Kiribatis regering havde planer om at flytte alle Kiribatis indbyggere til Fiji. I april 2013 opfordrede Tong sit lands indbyggere til at emigrere til andre lande, eftersom Kiribati er ved at gå under pga. den globale opvarmning.

En række internationale personligheder slog i 2013 til lyd for, at præsident Tong skulle tildeles Nobels fredspris for sin indsats mod de globale klimaforandringer.

I januar 2014 nedsattes en komite, der skulle fremme Tong som kandidat til Nobels Fredspris for hans arbejde for at øge kendskabet til de globale klimaforandringer. I august udtalte Tong, at iflg. beregningerne vil det højeste punkt i Kiribati være forsvundet i havet inden udgangen af det 21. århundrede.

Ligeledes i 2014 skabte det opmærksomhed da en mand fra Kiribati i New Zealand påberåbte sig status som klimaflygtning. Påstanden blev efterfølgende afvist i både en landsret, appelret og højesteret i New Zealand. Den øverste retsinstans så det som sin pligt at hindre, at flygtninge fra klimakatastrofen fandt vej ind i Flygtningekonventionen.

Guia del Mundo


 

Internet

Political ressources on the Net (Kiribati)
Lonely Planet rejseinformation (engelsk)