1. Folketinget er en del af det kapitalistiske samfunds statsapparat. Det betyder, at Folketinget - som staten i det hele taget - skal tjene til at opretholde det kapitalistiske samfund og varetage den herskende klasses interesser. Så længe samfundet er kapitalistisk, vil kapitalens interesser og krav være afgørende for de politiske beslutninger i Folketinget.
2. De politiske beslutninger, der træffes i Folketinget bestemmes imidlertid ikke blot ud fra kapitalens interesser. Afgørende for de konkrete beslutninger er styrkeforholdet i klassekampen. Her tænkes først og fremmest på styrkeforholdet mellem kapitalisterne og arbejderklassen, men også småborgerskabet og interessemodsætninger mellem forskellige kapitalfraktioner har indflydelse på de politiske beslutninger.
3. Den parlamentariske styreform medfører, at disse klasse- og interessemodsætninger kommer til direkte udtryk i Folketinget. Gennem repræsentanter i Folketinget kan arbejderklassen både komme til orde og få indflydelse på lovgivningen. Men dels er lovgivningen under alle omstændigheder underlagt Folketingets hovedfunktion (anført under pkt. 1), dels har det hidtil været de reformistiske partier, der har fungeret som arbejderklassens talerør. Dette betyder, at klassesamarbejdet har været og stadig er i højsædet.
4. Det er folketingets opgave at få det kapitalistiske samfund til at fungere så krisefrit som muligt. De modsigelser, som kapitalismen indebærer, søges formidlet og løst i Folketinget. Dette kræver stadig mere omfattende indgreb i økonomien og alle dele af samfundslivet.
5. Foruden de økonomisk-politiske opgaver har Folketinget en vigtig ideologisk opgave. Folketinget er med til at fastholde og formidle kapitalens ideologiske herredømme og understøtte forestillingen om, at »vi er alle i samme båd«. Samtidig bidrager Folketinget til at understøtte forestillingen om, at staten er neutral, hævet over klasserne.
1. VS nærer ingen illusioner om, at socialismen kan gennemføres ad parlamentarisk vej. Det betyder, at det parlamentariske arbejde til enhver tid er underordnet det udenomsparlamentariske arbejde.
2. Hovedsigtet med VS' folketingsarbejde er at bidrage til arbejderklassens mobilisering imod kapitalen og staten. Folketingsarbejdet skal støtte det udenomsparlamentariske arbejde, både det, partiet udfører, og det, der udføres af bredere anti-kapitalistiske bevægelser.
3. VS forholder sig fordomsfrit overfor midlerne, som f.eks. kan være afsløring af systemet og af de andre partiers funktion, formulering af spørgsmål eller opstilling af konkrete krav og forslag. I enhver situation bedømmes disse midler eller kombinationer af dem udefra deres egnethed til at mobilisere eller til at give arbejderklassen et bedre udgangspunkt for den fortsatte kamp.
4. Folketingets talerstol og den medieadgang, som folketingsrepræsentation medfører, skal bruges til støtte for de kampe, som føres på arbejdspladser, i boligområder, på institutioner m.v. samt til en mere generel agitation for partiets politik og synspunkter.
5. VS må støtte enhver reform, den være sig nok så lille, hvis den forbedrer eller er nødvendig for blot at konsolidere arbejderklassens stilling overfor kapitalen, og hvis forbedringen ikke kun er kortsigtet, og sker på bekostning af mobiliseringsmulighederne på lærigere sigt. VS må omhyggeligt undgå ikke bare at identificere sig med, men også at blive identificeret med de småreformer, som partiet evt. giver sin støtte.
6. Reformer, der giver arbejderklassen et bedre udgangspunkt i den fortsatte klassekamp, kan kun gennemføres på basis af en mobilisering af arbejderklassen. Sådanne reformer og initiativer, der højner den politiske bevidsthed må tillægges stor betydning i folketingsarbejdet. Prioriteringen må samtidig indebære, at partiet og dets repræsentanter ofrer mindst muligt af sine begrænsede ressourcer på spørgsmål, som er af helt underordnet betydning for den politiske bevidstgørelse og mobilisering.
7. Uden en mobilisering af arbejderklassen er rammerne for de politiske beslutninger begrænset til at vælge mellem forskellige måder at varetage kapitalens interesser på. Dette valg er ikke uden interesse for arbejderklassen (og dermed for VS), men af langt mindre betydning end den type reformer, der er nævnt under pkt. 6.
8. Endelig har Folketinget et vist spillerum i spørgsmål, der ikke direkte berører kapitalens interesser. Det drejer sig især om rent moralske eller ideologiske spørgsmål, som ikke har umiddelbare økonomiske konsekvenser, f.eks. de homofiles retsstilling, abort- og pornografilovgivning, i det mindste så længe disse spørgsmål betragtes isoleret. Dette område er ikke ligegyldigt for VS, netop fordi vi ikke kan betragte sådanne spørgsmål isoleret, men som elementer af et autoritært og indoktronerende system.
1. Den økonomiske og samfundsmæssige krise sætter andre betingelser for folketingsarbejdet end den tidligere højkonjunktur. Under krisen får Folketinget en mere central placering i samfundsudviklingen, fordi kapitalismens indbyggede problemer og modsigelser tilspidses i krisen.
2. Det socialdemokratisk-borgerlige flertal i Folketinget søger at løse kriseproblemerne på kapitalens betingelser. Dette indebærer angreb på arbejderklassens levestandard og tilkæmpede rettigheder. Angreb på reallønnen, nedskæringer af statsudgifterne (især til sociale og uddannelsesmæssige formål) og støtte til kapitalen er hovedindgredienser i den socialdemokratisk-borgerlige krisepolitik.
3. Krisen har samtidig givet næring til en borgerlig og småborgerlig ideologisk offensiv, som truer med at føre til yderligere indskrænkninger i ytringsfrihed, strejke- og aktionsret, til censur og »berufsverbot«.
4. Under en sådan krise får den defensive kamp, som blot tilstræber at bevare arbejderklassens levestandard og de mere eller mindre reelle demokratiske rettigheder, større betydning. VS' folketingsarbejde må støtte den udenomsparlarnentariske mobilisering imod nedskæringer og angreb på reallønnen og de demokratiske rettigheder. Men samtidig må der opstilles offensive krav, som vil stille arbejderklassen stærkere, hvis de føres igennem, og partiet må støtte mobiliseringen omkring sådanne krav.
5. Den nødvendige opprioritering af den rent defensive kamp må ikke medføre, at VS' folketingsarbejde ender i en perspektivløs »her-og-nu« politik. Det er en vigtig opgave at forklare krisens årsager i det kapitalistiske system og Folketingets grundlæggende magtesløshed over for kapitalismens kriser.
6. Krisens giver særlige muligheder for at afsløre Folketingets - og statens reelle rolle. Nedskæringspolitikken over for arbejderklassen og støtte til kapitalejerne tydeliggør Folketingets (og statens) funktion som redskab for den herskende klasse. Det er en opgave for VS at bidrage til denne afsløring, bl.a. for at modvirke illusioner om en parlamentarisk vej til socialismen.
7. Den økonomiske krise fører også til en krise for reformismen. Det materielle grundlag for højkonjunkturens reformistiske »velfærdspolitik« forsvinder. Socialdemokratiets angreb på arbejderklassen ryster tilliden til reformismen generelt og tydeliggør, at det er kapitalen, som sætter grænserne for den reformistiske politik. VS må søge at bidrage til, at krisen så vidt muligt resulterer i et opgør med reformismen, og i en øget forståelse for socialismens nødvendighed,
1. Formålet med VS' deltagelse i valgkamp er - foruden at opnå repræsentation - at udbrede kendskabet til partiets synspunkter og program mest muligt.
2. Der skal ikke i den hensigt at gøre partiet mere acceptabelt gives køb m.h.t. partiets synspunkter. Derimod skal der gøres en alvorlig indsats for, at disse synspunkter bliver forstået. Således skal VS bestræbe sig på, at der ikke i kampagnen skabes eller befæstes barrierer, f.eks. sproglige og begrebsmæssige, mellem partiet og arbejderklassen.
3. VS skal dels fremlægge sin analyse af klassesamfundet, dels give anvisninger og eksempler på kampmuligheder, der tjener til at mobilisere arbejderklassen.
4. Partiet skal i det hele taget bestræbe sig på at føre valgkampen på en sådan måde, at der skabes størst mulig sikkerhed for, at de vælgere, der stemmer på VS, er indforstået med, at den folketingsgruppe, som evt. bliver et resultat, optræder som angivet ovenfor.
5. Formålet med at søge repræsentation i Folketinget er at skaffe partiet bedre muligheder for at bidrage til arbejderklassens mobilisering. Bag beslutningen om opstilling ligger den vurdering, at repræsentation og hvad dermed følger giver sådanne bedre muligheder, forudsat at repræsentationen er opnået på vilkår som skitseret ovenfor.
1. Betingelsen for et evt. formaliseret samarbejde under valgkampen må være at det foregår på et grundlag, som ikke strider mod VS' fundamentale synspunkter og program, herunder opfattelsen a staten, parlamentet og den faglige kamp G fr. IV, 1).
2. Betingelsen for et uformelt samarbejde under valgkampen må være, at dette ikke på noget punkt hindrer VS i at fremlægge sine egne synspunkter Ofr.. IV, 1).
3. Hvad angår folketingsarbejdet, kan der ikke blive tale om formaliseret samarbejde, men udelukkende om stillingtagen fra sag til sag efter de retningslinjer, der er angivet i 11 og 111.
1. Kompetancefordefingen mellem folketingsgruppen og partiet er fastlagt i lovbestemmelse nr. 6, som bevidst tilstræber at give størst mulig sikkerhed imod, at VS udvikler sig til et folketingsparti. Det samme tilstræbes helt konkret med rotationsbestemmelserne.
2. De valgte repræsentanter må prioritere deres arbejdsindsats i overensstemmelse med partiets helhedsbehov. Arbejdet må tage sigte på at styrke partiet i dets helhed, og folketingsgruppen må udnytte de særlige muligheder, repræsentationen giver, med henblik på dette formål.
3. De særlige muligheder, repræsentationen giver, vil i almindelighed betyde, at folketingsgruppens arbejde for at styrke partiet i dets helhed overvejende retter sig mod partiets randområder (sympatisører og vælgere). Men samtidig skal folketingsgruppen i størst muligt omfang - afhængigt af dens størrelse og partiets situation i øvrigt - bidrage til at opruste partiet med henblik på de øvrige partiaktiviteter.
Således vedtaget af Venstresocialisternes Hovedbestyrelse, den 14.8.1977