Brugsværdi: Genstandes evne til at tilfredsstille menneskelige behov. Også «immaterielle produkter» (tjenester) kan have en brugsværdi. Sådanne produkter eksisterer kun når de bruges, og er derfor uadskillelige fra deres brugsværdi. Hvis produktet foreligger som vare, vil det udover sin brugsværdi også have bytteværdi. Det vil sige, at det udveksles i bestemte kvantitative forhold mod andre vareprodukter. Forholdet mellem brugsværdi og bytteværdi er kompliceret. For nogle personer vil bytteværdien være en del af brugsværdien, som når man køber et produkt, fordi det er dyrt og giver prestige. For andre kan forholdet være det modsatte, at et produkts brugsværdi er afhængig af, at det ikke optræder som vare på markedet. Både den konformisme der ligger til grund for statusjagten og den romantiske antikonformisme, som fører til jagt på det særpræget personlige, er karakteristiske træk ved den kapitalistiske forbrugskultur. Turismen viser dette særligt klart. Nogle turister ønsker at være, hvor alle andre er. Andre hvor ingen andre er.

I det kapitalistiske samfund er også arbejdskraften en vare, med bytteværdi (dvs. løn) og brugsværdi. Ifølge Marx er arbejdskraftens brugsværdi for kapitalisten den, at den kan producere merværdi, fordi det kræves mindre arbejde til at reproducere den, end hvad den selv kan yde. Også her eksisterer der en sammenhæng mellem bytteværdi og brugsværdi, fordi arbejderens produktivitet delvist er afhængig af hans løn. Fra kapitalistens synspunkt vil brugsværdien (det vil sige behovet for merværdi) derfor regulere bytteværdien, i den forstand at han ønsker, at arbejdskraften skal have den bytteværdi, der giver størst brugsværdi og ikke den mindst mulige bytteværdi. Kapitalisten søger «den optimale løn», ikke «den minimale løn».

J.E.