Karl Marx: Pariserkommunen (Borgerkrigen i Frankrig), Forlaget Tiden (København 1974)
| Indhold | |
| Indledning (af F. Engels, Berlin 1891) | |
| Første adresse fra generalrådet om den fransk-tyske krig (23. juli 1870) | |
| Anden adresse fra generalrådet om den fransk-tyske krig (9. september 1870) | |
| Adresse fra generalrådet om borgerkrigen i Frankrig 1871 (april og maj 1871) | |
| Tillæg (avisartikler juni 1871) | |
| Uddrag af breve til Kugelmann om Pariserkommunen (12. og 17. april 1871) | |
Indledningen er skrevet af F. Engels til særudgaven af K. Marx' «Borgerkrigen i Frankrig», Berlin 1891. Efter særudgavens tekst.
Opfordringen til at forberede en ny udgave af Det internationale generalråds adresse om«Borgerkrigen i Frankrig» og til at forsyne den med en indledning kom uventet for mig. Jeg kan derfor kun berøre de væsentligste punkter her.
Forud for det ovennævnte længere arbejde offentliggør jeg de to kortere henvendelser fra generalrådet om den fransk-tyske krig. For det første, fordi der i «Borgerkrigen» henvises til den anden, og den ikke forstås til bunds uden den første. Men dernæst fordi disse to henvendelser, der ligeledes er skrevet af Marx, i ikke mindre grad end «Borgerkrigen» er fremragende eksempler på den vidunderlige gave hos forfatteren, som han første gang aflagde bevis for i «Louis Bonapartes attende brumaire»: klar forståelse af store historiske begivenheders karakter, rækkevidde og nødvendige følger på et tidspunkt, da disse begivenheder endnu udspilles for øjnene af os eller først lige er afsluttede. Og endelig, fordi vi i Tyskland endnu den dag i dag må lide under de konsekvenser, som Marx spåede ville følge af disse begivenheder.
Er det måske ikke gået sådan, som det hedder i den første henvendelse, at hvis Tysklands forsvarskrig mod Louis Bonaparte udartede til en erobringskrig mod det franske folk, så ville alle de ulykker, der kom over Tyskland efter de såkaldte frihedskrige[1], leve op igen med fornyet heftighed? Har vi ikke fået Bismarck-regimente i yderligere tyve år, undtagelsesloven og socialisthetzen i stedet for demagogforfølgelserne, og den samme politivilkårlighed, bogstavelig talt den samme hårrejsende lovfortolkning!
Og er den forudsigelse ikke bogstaveligt gået i opfyldelse, at anneksionen af Elsass-Lothringen ville «tvinge Frankrig over i Ruslands arme», og at Tyskland efter denne anneksion enten åbenlyst måtte blive Ruslands træl eller efter en kort pause ruste sig til en ny krig, nemlig «til en racekrig mod slavernes og romanernes forbundne racer»? Har anneksionen af de franske provinser ikke drevet Frankrig over i armene på Rusland? Har Bismarck ikke i samfulde tyve år forgæves bejlet til tsarens gunst, bejlet med tjenester, der var endnu mere fornedrende end dem, det lille Preussen, før det var blevet «Europas første stormagt», var vant til at lægge for det hellige Ruslands fødder? Og hænger en krigs Damokles-sværd ikke endnu den dag i dag over vort hoved, en krig, på hvis første dag alle højtidelige fyrsteforbund var splittet som avner for vinden, en krig, om hvilken man kun med sikkerhed ved, at dens afslutning er aldeles usikker, en racekrig, der udsletter hele Europa for at blive hærget af femten eller tyve millioner mand under våben, og hvis rasen kun af den grund undviges, at selv den stærkeste af de store militærstater viger tilbage for det endelige resultats fuldstændige uberegnelighed?
Så meget mere er det vor pligt at gøre disse halvglemte glimrende vidnesbyrd om den internationale arbejderpolitiks vidsyn i 1870 tilgængelige for de tyske arbejdere.
Hvad der gælder om disse to henvendelser, gælder også om «Borgerkrigen i Frankrig». Den 28. maj bukkede de sidste kommunekæmpere under for overmagten på Bellevilles skråninger, og allerede to dage senere, den 30., oplæste Marx i generalrådet det arbejde, i hvilket Pariserkommunens historiske betydning er fremstillet i korte, kraftige, men så skarpe og fremfor alt så sande træk, at dette aldrig siden er nået i hele den kolossale litteratur om dette emne.
Takket være Frankrigs økonomiske og politiske udvikling efter 1789 har situationen i Paris i de sidste 50 år været den, at der ikke kunne udbryde nogen revolution dér, uden at den fik en proletarisk karakter, idet prolerariatet, der havde købt sejren med sit blod, efter sejren fremsatte sine egne krav. Disse krav var mere eller mindre uklare, ja endog forvirrende, alt efter det niveau, pariserarbejderne på det pågældende tidspunkt stod på; men i sidste instans gik de allesammen ud på at fjerne klassemodsætningen mellem kapitalister og arbejdere. Hvorledes dette skulle ske, vidste man ganske vist ikke. Men hvor ubestemt selve kravet end var formuleret, så indeholdt det alligevel en fare for den bestående samfundsorden; de arbejdere, der stillede det, var endnu bevæbnede; det første bud for bourgeoisiet, der sad ved statsroret, var derfor arbejdernes afvæbning. Derfor følger der efter hver revolution, som arbejderne fører frem til sejr, en ny kamp, der ender med arbejdernes nederlag.
Dette skete for første gang i 1848. De liberale bourgeois'er i den parlamentariske opposition afholdt reformbanketter for at få gennemført den valgreform, der skulle sikre deres parti herredømmet. Da de i kampen med regeringen mere og mere blev tvunget til at appellere til folket, måtte de efterhånden overlade førstepladsen til de radikale og republikanske lag af bourgeoisiet og småborgerskabet. Men bag disse stod de revolutionære arbejdere, og de havde siden 1830 tilegnet sig langt mere politisk selvstændighed, end bourgeois'erne og selv republikanerne anede. I det øjeblik, da det kom til en krise mellem regeringen og oppositionen, begyndte arbejderne gadekampen; Louis Philippe forsvandt og valgreformen med ham; og i deres sted opstod republikken, en republik, som de sejrende arbejdere selv betegnede som «social» republik. Hvad man skulle forstå ved denne sociale republik, det var der imidlertid ingen, der var klar over, heller ikke arbejderne selv. Men de havde nu våben og var en magt i staten. Så snart derfor bourgeiosrepublikanerne, der sad ved roret, følte nogenlunde fast bund under fødderne, var deres første mål at afvæbne arbejderne. Dette skete ved, at man under direkte løftebrud, med åben forhånelse og ved et forsøg på at forvise de arbejdsløse til en fjern provins, drev dem ud i oprøret i juni 1848. Regeringen havde sørget for at have en overvældende overmagt. Efter fem dages heroiske kampe bukkede arbejderne under. Og nu fulgte der et blodbad blandt de værgeløse fanger, som man ikke har set magen til siden de borgerkrige, der indledede den romerske republiks undergang. Det var første gang, bourgeoisiet viste, hvilken vanvittig hævngerrighed, det tirres til, så snart proletariatet vover at træde frem som særlig klasse med egne interesser og krav. Og så var 1848 den rene barneleg i sammenligning med bourgeoisiets rasen i 1871.
Straffen fulgte i hælene på dem. Kunne proletariatet endnu ikke regere Frankrig, så kunne bourgeoisiet det ikke længere. I hvert fald ikke dengang, da flertallet af det endnu var monarkisk indstillet, og det var splittet i tre dynastiske partier og et fjerde, republikansk parti. Deres indre stridigheder tillod eventyreren Louis Bonaparte at sætte sig i besiddelse af alle magtmidler - hæren, politiet, administrationsapparatet - og at sprænge bourgeoisiets sidste faste borg, nationalforsamlingen, den 2. december 1851. Nu begyndte det andet kejserdømme, en bande politiske og finansielle eventyreres udplyndringer af Frankrig, men samtidig også en industriel udvikling i et omfang, som aldrig havde været mulig under Louis Philippes snævre og ængstelige system, da den samlede magt alene lå hos en lille del af bourgeoisiet. Louis Bonaparte fratog kapitalisterne deres politiske magt under påskud af at ville beskytte dem, bourgeois'erne, mod arbejderne og omvendt arbejderne mod dem; men til gengæld begunstigede hans herredømme spekulationen og industrivirksomheden, kort sagt hele bourgeoisiets opsving og berigelse, i en hidtil uhørt grad. I endnu langt højere grad udvíklede sig ganske vist den korruption og det massetyveri, som grupperede sig omkring kejserhoffet, og som indkasserede en rigelig andel af denne berigelse.
Men det andet kejserdømme, det var appellen til den franske chauvinisme, det var kravet om tilbagegivelse af de grænser, det første kejserdømme havde tabt i 1814, eller i hvert fald om tilbagegivelse af den første republiks grænser. Et fransk kejserdømme indenfor det gamle monarkis grænser, ja selv indenfor de endnu mere beskårne grænser fra 1815 var i det lange løb umuligt. Derfor var krig og grænseudvidelser nu og da en nødvendighed. Men ingen grænseudvidelse blændede i den grad franske chauvinisters fantasi som udvidelsen til den tyske venstre Rhinbred. Een kvadratmil ved Rhinen gjaldt mere end ti i Alperne eller et andet sted. Når det andet kejserdømme var givet, var kravet om tilbagegivelse af venstre Rhinbred, på én gang eller stykkevis, kun et spørgsmål om tid. Denne tid kom med den preussisk-østrigske krig 1866; da Bonaparte var blevet snydt for den ventede «territoriale godtgørelse» takket være Bismarck og sin egen oversnedige tøvende politik, havde han ingen anden udvej end den krig, der udbrød i 1870 og drev ham til Sedan [2] og derfra til Wilhelmshöhe.
Den nødvendige følge var revolutionen i Paris den 4. september 1870. Kejserdømmet tamlede sammen som et korthus, republikken blev atter proklameret. Men fjenden stod foran portene; kejserdømmets hære var enten håbløst indesluttet i Metz eller fanget i Tyskland. I denne knibe tillod folket Paris' deputerede i den tidligere lovgivende forsamling at etablere sig som «den nationale forsvarsregering». Man tillod dette så meget hellere, som alle våbenduelige parisere nu af hensyn til forsvaret var trådt ind i nationalgarden og var bevæbnede, så at arbejderne nu udgjorde det store flertal. Men det varede ikke lange, før modsætningen kom frem mellem regeringen, der næsten kun bestod af borgerlige, og det væbnede proletariat. Den 31. oktober stormede arbejderbataljoner rådhuset og tog en del af regeringens medlemmer til fange; forræderi, direkte løftebrud fra regeringens side og nogle spidsborgerbataljoners mellemkomst befriede dem igen, og for ikke at få borgerkrigen til at blusse op i en af en fremmed hær belejret by, lod man den hidtidige regering blive siddende.
Endelig, den 28. januar 1871, kapitulerede det udsultede Paris. Men det skete med så stor ære, at det ikke hidtil var set i krigshistorien. Forterne blev rømmet, ringvolden desarmeret, linjens og mobilgardens våben blev udleveret, den selv betragtet som krigsfange. Men nationalgarden beholdt sine våben og kanoner og trådte kun i våbenstilstand med sejtherrerne. Og disse vovede ikke at drage ind i Paris i triumf. Kun et lille hjørne af Paris, som tilmed for en stor del bestod af offentlige parker, vovede de at besætte, og selv det kun et par dage. Og i den tid var de, der havde holdt Paris omringet i 131 dage, selv omringet af de bevæbnede pariser-arbejdere, der omhyggeligt vågede over, at ingen «preusser» overskred de snævre grænser, der var trukket omkring den krog, der var overladt de fremmede erobrere. En sådan respekt indgød pariserarbejderne den hær, som samtlige kejserdømmets hære havde strakt våben for; og de preussiske junkere, der var kommet for at tage hævn ved revolutionens arnested, måtte ærbødigt blive stående og salutere for netop denne bevæbnede revolution.
Under krigen havde pariserarbejderne indskrænket sig til at kræve kampens energiske fortsættelse. Men nu, da freden kom i stand efter Paris' kapitulation, nu måtte Thiers, regeringens nye overhoved, indse, at de besiddende klassers - godsejernes og kapitalisternes - herredømme svævede i stadig fare, så længe pariserarbejderne havde våben i hænde. Hans første handling var et forsøg på at afvæbne dem. Den 18. marts udsendte han linjetropper, der havde befaling til at røve de kanoner, der tilhørte nationalgarden, og som var blevet fremstillet under Paris' belejring og betalt ved offentlig indsamling. Forsøget glippede, Paris rustede sig som én mand til modværge, og krigen mellem Paris og den i Versailles siddende franske regering var erklæret. Den 26. marts blev Pariserkommunen valgt, og den 28. blev den proklameret. Nationalgardens centralkomité, der hidtil havde ført regeringen, overgav magten i dens hånd, efter at den først havde forordnet, at det skandaløse «sædelighedspoliti» i Paris skulle afskaffes. Den 30. afskaffede Kommunen tvangsrekrutteringen og den stående hær og erklærede nationalgarden, som alle våbenduelige borgere skulle tilhøre, for den eneste bevæbnede magt; den eftergav al husleje fra oktober 1870 til april, således at de beløb, der allerede var betalt, skulle gælde for den kommende tid, og den standsede ethvert salg af panter i det kommunale lånekontor. Samme dag fik de udlændinge, der var valgt ind i Kommunen, stadfæstet deres embede, da «Kommunens fane er verdensrepublikkens fane». - Den 1. april besluttede man, at den højeste løn, der kunne ydes Kommunens funktionærer, altså også dens medlemmer selv, ikke måtte overstige 6000 francs (4800 mark). Den følgende dag kom forordningen om kirkens adskillelse fra staten og afskaffelsen af alle statsudgifter til religiøse formål samt alle gejstlige godsers forvandling til nationalejendom; som følge heraf befalede man den 8. april, at alle religiøse symboler, billeder, dogmer, bønner, kort sagt «alt hvad der vedrører den enkeltes egen samvittighed», skulle fjernes fra skolerne, og dette blev efterhånden gennemført. - Den 5. blev der i betragtning af Versaillestroppernes daglige skydning af fangne kommunesoldater udsendt en forordning om fængsling af gidsler, men den blev aldrig fuldt gennemført. - Den 6. blev guillotinen taget frem af nationalgardens 137. bataljon og offentligt brændt under folkets højlydte jubel. - Den 12. besluttede Kommunen, at sejrssøjlen på Vendômepladsen, der efter krigen i 1803 på foranledning af Napoleon var blevet støbt af erobrede kanoner, skulle styrtes som et symbol på chauvinisme og nationalhad. Dette blev udført den 16. maj. - Den 16. april befalede Kommunen, at der skulle foretages en statistisk opgørelse over de fabrikker, der var lukket af fabrikanterne, og der skulle udarbejdes planer over, hvorledes disse fabrikker kunne drives af de arbejdere, der hidtil havde været beskæftiget i dem, og som skulle sammensluttes i produktionsforeninger, samt planer om at organisere disse foreninger i et stort forbund. - Den 20. afskaffede den bagernes natarbejde og arbejdsanvisningen, der siden det andet kejserdømme var blevet drevet som et monopol af subjekter - arbejderudbyttere af første rang -, der blev udnævnt af politiet; arbejdsanvisningen blev overdraget til kommunekontorerne i Paris' tyve arrondissementer. - Den 30. april befalede den, at lånekontorerne skulle ophæves, fordi de var en privat udbytning af arbejdet og stod i modstrid med arbejdernes ret til arbejdsredskabet og til kredit. - Den 5. maj besluttede man, at det bodskapel, der var opført for at sone Ludvig XVI's henrettelse, skulle nedrives.
Efter den 18. marts trådte altså pariserbevægelsens klassekarakter, der hidtil var blevet trængt i baggrunden af kampen mod den fremmede invasion, skarpt og rent frem. Ligesom der i Kommunen næsten kun sad arbejdere eller anerkendte arbejderrepræsentanter, således havde deres beslutninger en afgjort proletarisk karakter. Enten dekreterede de reformer, som det republikanske bourgeoisi kun havde undladt af fejhed, men som dannede et nødvendigt grundlag for arbejderklassens frie aktion, f.eks. gennemførelsen af sætningen om, at religionen er en privatsag over for staten; eller de udstedte forordninger direkte i arbejderklassens interesse, som delvis greb dybt ind i den gamle samfundsordning. I en belejret by kunne man imidlertid højt regnet kun begynde på at virkeliggøre alt dette. Og fra begyndelsen af maj lagde kampen mod Versaillesregeringens hærmasser, der samledes i stadigt større antal, beslag på alle kræfter.
Den 7. april havde Versailleshæren bemægtiget sig overgangen over Seinen ved Neuilly, på Paris' vestfront; derimod blev de den 11. under et angreb på sydfronten slået tilbage med brådne pander af general Eudes. Paris blev vedblivende bombarderet, og det af de samme folk, der havde brændemærket preussernes bombardement af den samme by som en helligbrøde. Netop disse folk tiggede nu den preussiske regering om hurtig tilbagesendelse af de franske soldater, der var taget til fange ved Sedan og Metz, og som skulle erobre Paris tilbage for dem. Efterhånden som disse tropper indtraf, fik Versailleshæren fra begyndelsen af maj den absolutte overvægt. Dette viste sig allerede, da Thiers den 23. april afbrød de forhandlinger, der var indledet, da Kommunen havde tilbudt at udveksle ærkebiskoppen af Paris og en hel række andre gejstlige, der blev holdt fængslet som gidsler i Paris, mod Blanqui alene, det var indvalgt i Kommunen to gange, men sad som fange i Clairvaux. Og endnu mere i Thiers' forandrede sprog. Mens han hidtil havde været henholdende og tvetunget, blev han nu pludselig fræk, truende, brutal. På sydfronten indtog Versailleshæren den 3. maj reduten ved ved Moulin Saquet, den 9. det fuldstændig sønderskudte fort Issy, den 14. Vanvesfortet. På vestfronten rykkede den efterhånden frem til selve hovedvolden, idet den erobrede talrige landsbyer og bygninger, der strakte sig helt hen til ringmuren; den 21. lykkedes det den som følge af de her opstillede nationalgardisters forræderi og forsømmelighed at trænge ind i byen. Preusserne, der holdt de nordlige og østlige forter besat, tillod Versailleshæren at trænge frem over terrænet nord for byen, hvilket ifølge våbenstilstanden var forbudt, så at den derved kunne gå frem til angreb over en lang front, som pariserne måtte tro var dækket ifølge våbenstilstanden, og som de derfor kun holdt svagt besat. Som følge heraf var modstanden i den vestlige halvdel af Paris, i den egentlige luksusby, kun svag; den blev heftigere og sejere, jo mere de fremtrængende tropper nærmede sig den østlige halvdel, den egentlig arbejderby. Først efter otte dages kamp bukkede Kommunens sidste forsvarere under på bakkerne ved Belleville og Menilmontant, og nu nåede mordene på værgeløse mænd, kvinder og børn, der hele ugen havde raset i stigende grad, sit højdepunkt. Bagladegeværet dræbte ikke mere hurtigt nok, i hundredvis blev de besejrede skudt ned med kuglesprøjter. «De fødereredes mur» på kirkegården Père Lachaise, hvor det sidste massemord blev fuldbyrdet, står den dag i dag som et stumt veltalende vidnesbyrd om, hvilket raseri den herskende klasse er i stand til, så snart proletariatet vover at træde i skranken for sin ret. Så fulgte massearrestationerne, da det viste sig umuligt at slagte alle, skydningen af slagtofre, der vilkårligt blev søgt ud af fangernes rækker, restens borttransportering til store lejre, hvor de ventede på at blive stillet for krigsretten. De preussiske tropper, der lå i lejr omkring den nordøstlige halvdel af Paris, havde befaling til ikke at lade flygtninge slippe igennem, men officererne så ofte gennem fingre med det, når soldaterne fulgte menneskelighedens love mere end overkommandoens. Men navnlig skal det sachsiske armékorps roses, fordi det gik meget humant frem og lod mange slippe igennem, hvis deltagelse på Kommunens side var indlysende.
Hvis vi nu, efter tyve års forløb, ser tilbage på Pariskommunen af 1871, på dens virksomhed og historiske betydning, så vil vi finde, at der må gøres nogle flere tilføjelser til den fremstilling, der er givet i «Borgerkrigen i Frankrig».
Kommunens medlemmer delte sig i en majoritet, blanquisterne, der også havde været fremherskende inden for nationalgardens centralkomité, og en minoritet: medlemmer af Den internationale arbejderassociation, der overvejende bestod af tilhængere af Proudhons socialistiske skole. Blanquisterne var dengang, hvad det store flertal angår, kun socialister udfra et revolutionært, proletarisk instinkt; kun få af dem var, under vejledning af Vaillant, der kendte den tyske videnskabelige socialisme, nået til større principiel klarhed. Derfor er det forståeligt, at man i økonomisk henseende undlod meget at det, Kommunen efter vor nuværende opfattelse burde have gjort. Det man har vanskeligst ved at forstå, er til visse den hellige respekt, med hvilken man ærbødigt blev stående foran Frankrigs banks porte. Det var også en alvorlig politisk fejl. Banken i Kommunens hånd - det var mere værd end ti tusind gidsler. Det betød hele det franske bourgeoisis tryk på Versaillesregeringen for at opnå en fred med Kommunen. Hvad der imidlertid er endnu mere forbavsende, det er alt det rigtige, Kommunen - sammensat som den var af blanquister og proudhonister - alligevel gjorde. Selvfølgelig er det i første linie proudhonisterne, der er ansvarlige for Kommunens økonomiske forordninger, både for dens berømmelige og for dens mindre berømmelige sider, ligesom blanquisterne er ansvarlige for dens politiske handlinger og undladelser. Og i begge tilfælde ville historiens ironi - som det plejer at ske, når doktrinære kommer til roret -, at de begge to gjorde det stik modsatte af dét, deres retnings doktrin foreskrev.
Proudhon - socialisten, således som småbonden og håndværksmesteren ville have ham - betragtede al sammenslutning med et positivt had. Han sagde om den, at den indeholdt mere ondt end godt; den var af naturen ufrugtbar, ja endog skadelig, fordi den var en lænke på arbejdernes frihed; den var et rent og skært dogme, uproduktiv og generende, i modstrid både med arbejderens frihed og med arbejdsbesparelse, og dens ulemper ville vokse hurtigere end dens fordele; i modsætning til den var konkurrence, arbejdsdeling og privatejendom økonomiske kræfter. Kun i undtagelsestilfælde - sådan kalder Proudhon det - som storindustri og store bedrifter, f.eks. jernbaner - var arbejdernes sammenslutning på sin plads (jfr. «Idée générale de la Révolution, 3. étude»).
Omkring 1871 var storindustrien selv i Paris, kunsthåndværkets centrum, allerede i den grad holdt op med at være undtagelsestilfælde, at langt det vigtigste dekret fra Kommunens hånd bestemte, at der skulle indføres en organisation for storindustrien og endogså for manufakturen, en organisation, der ikke alene skulle hvile på arbejdernes sammenslutning i hver fabrik for sig, men som også skulle samle alle disse foreninger til ét stort forbund, kort sagt en organisation, der, som Marx ganske rigtigt siger i «Borgerkrigen», til syvende og sidst måtte føre til kommunismen, altså det stik modsatte af Proudhons lære. Og derfor var Kommunen også graven for Proudhons socialistiske skole. Denne skole er i vore dage forsvundet fra de franske arbejderkredse; her hersker Marx' teori nu ubestridt, hos possibilister [3] såvel som hos «marxister». Kun inden for det «radikale» bourgeoisi findes der endnu proudhonister.
Det gik ikke blanquisterne bedre. De var opdraget i sammensværgelsens skole, sammenholdt af den dertil svarende skrappe disciplin, og de gik derfor udfra den opfattelse, at et forholdsvis lille antal beslutsomme, velorganiserede mænd var stand til i et givet øjeblik ikke blot at gribe statens ror, men også ved udfoldelse af stor hensynsløs energi at holde det, indtil det lykkedes dem at rive folkets masse ind i revolutionen og gruppere den omkring deres lille førerskare. Dertil hørte frem for alt den strengeste, diktatoriske centralisering af al magt i den nye revolutionære regerings hånd. Og hvad gjorde Kommunen, der for flertallets vedkommende bestod netop af disse blanquister? I alle sine proklamationer til franskmændene i provinsen opfordrede den disse til at forene alle franske kommuner med Paris til en fri føderation, en national organisation, der for første gang virkelig skulle skabes af selve nationen. Netop den hidtidige centraliserede regerings undertrykkelsesmagt, hæren, det politiske politi og bureaukratiet, som Napoleon havde skabt i 1738, og som enhver ny regering siden da havde overtaget og udnyttet mod sine modstandere som et kærkomment redskab, netop denne magt skulle falde overalt, således som den allerede var faldet i Paris.
Kommunen måtte straks fra første færd anerkende, at arbejderklassen, når den først er kommet til magten, ikke kan arbejde videre med den gamle statsmaskine; at denne arbejderklasse, for ikke igen at miste sit nylig erobrede herredømme, på den ene side måtte fjerne hele det gamle undertrykkelsesmaskineri, der hidtil var blevet udnyttet mod den selv, men på den anden side måtte sikre sig imod sine egne deputerede og embedsmænd, idet den erklærede dem alle uden undtagelse for afsættelige til enhver tid. Hvad var den hidtidige stats karakteristiske egenskab? Samfundet havde oprindelig ved simpel arbejdsdeling skabt sine egne organer til at tage vare på sine fælles interesser. Men disse organer, der kronedes af statsmagten, havde med tiden, i deres egne særinteressers tjeneste, forvandlet sig fra at være samfundets tjenere til at være dets herrer. Dette kan f.eks. ikke blot iagttages i det arvelige monarki, men lige såvel i den demokratiske republik. Intetsteds udgør «politikerne» en mere afsondret og mægtig afdeling af nationen end netop i Nordamerika. Her bliver hvert af de to store partier, der skiftevis kommer i besiddelse af magten, atter selv regeret af folk, der gør politik til forretning, der spekulerer på at få sæde i forbundets eller i enkeltstaternes lovgivende forsamlinger, eller som lever af at agitere for deres parti og efter sejren bliver belønnet med embeder. Det er en kendt sag, hvorledes amerikanerne nu i 30 år har forsøgt at ryste dette utålelige åg af sig, og hvorledes de alligevel synker stadig dybere ned i denne korruptionens sump. Netop i Amerika kan vi bedst se, hvorledes denne statsmagtens selvstændiggørelse foregår over for det samfund, som den oprindelig var bestemt til at være et rent redskab for. Her er ikke noget dynasti, ingen adel, ingen stående hær, bortset fra et par mand til at bevogte indianere, intet bureaukrati med fast ansættelse eller pensionsret. Og alligevel har vi her to store bander af politiske spekulanter, der skiftevis sætter sig i besiddelse af statsmagten og udbytter den med de mest korrupte midler og med de mest korrupte formål - og nationen er afmægtig over for disse to store karteller af politikere, der påstås at stå i dens tjeneste, men som i virkeligheden behersker og udplyndrer den.
Mod denne forvandling af staten og statsorganerne fra at være samfundets tjenere til at være dets herrer - en forvandling, som har været uundgåelig i alle hidtidige stater - anvendte Kommunen to ufejlbarlige midler. For det første besatte den alle stillinger inden for administration, retsvæsen og undervisningsvæsen ved valg med almindelig valgret, og på en sådan måde, at de stemmeberettigede til enhver tid kunne kalde de valgte tilbage. Og for det andet betalte den for alle hverv, høje som lave, kun den løn, som andre arbejdere fik. Den højeste løn, som Kommunen overhovedet betalte, var 6000 francs. Dermed var der sat en stopper for jagten på embeder og karriere, også uden at man havde behøvet de bundne mandater, som til overflod blev indført for de delegerede til de repræsentative organer.
Denne sprængning af den hidtidige statsmagt og dens erstatning med en ny, virkelig demokratisk statsmagt, er indgående skildret i tredje afsnit af «Borgerkrigen». Det var imidlertid nødvendigt her endnu en gang kort at komme ind på nogle af disse træk, fordi den overtroiske tilbedelse af staten netop i Tyskland er blevet overført fra filosofien til bourgeoisiets og endog mange arbejderes almindelige bevidsthed. Ifølge den filosofiske opfattelse er staten «ideens virkeliggørelse» eller gudsriget på Jorden oversat til filosofisk sprogbrug, det område, hvor den evige sandhed og retfærdighed virkeliggøres, eller skal virkeliggøres. Og deraf følger så en overtroisk tilbedelse af staten og alt, hvad der hænger sammen med staten, og som så meget lettere indfinder sig, fordi man fra barnsben er vant til at indbilde sig, at de anliggender og interesser, der er fælles for hele samfundet, ikke kan udføres på anden måde, end de hidtil er blevet udført, nemlig af staten og dens velbestaltede øvrighed. Og man tror allerede at have gjort et umådelig dristigt skridt, når man frigør sig fra troen på det arvelige monarki og sværger til den demokratiske republik. Men i virkeligheden er staten ikke andet end en maskine, med hvilken den ene klasse undertrykker den anden, og det ikke mindre under den demokratiske republik end under monarkiet; og i bedste fald er den et onde, der går i arv til proletariatet, når dette har sejret i kampen om klasseherredømmet, og hvis værste side det lige så lidt som Kommunen vil kunne undgå straks at beskære så meget som muligt, indtil et slægtled, der er opvokset under nye, frie samfundsforhold, bliver i stand til at kaste hele den lurvede stat fra sig.
Den socialdemokratiske filister har for nylig igen fået sig en gavnlig forskrækkelse over ordet: proletariatets diktatur. Nuvel, mine herrer, vil I vide, hvordan dette diktatur ser ud! Se på Pariserkommunen. Det var proletariatets diktatur.
London, på Pariserkommunens tyveårsdag, den 18. marts 1891.
F. Engels
Skrevet af K. Marx og godkendt på et møde i Den internationale arbejderassociations generalråd den 23. juli 1870. Samtidig trykt som flyveskrift på engelsk, fransk og tysk. Efter det engelske flyveskrifts tekst.
I vor associations inauguraladresse fra november 1864 sagde vi: «Hvis arbejderklassens broderlige forening og samvirke er forudsætningen for arbejderklassens befrielse, hvorledes kan den så nå dette store mål, så længe en udenrigspolitik, der følger forbryderiske planer, hidser nationale fordomme op mod hinanden og i røveriske krige bortødsler folkets blod og rigdomme?» Og vi betegnede den udenrigspolitik, som Internationale tilstræbte, med disse ord: «Moralens og retfærdighedens simple love, der skal herske i forholdet mellem privatfolk, må også få gyldighed som de øverste love i samkvemmet mellem folkene.»
Intet under, at Louis Bonaparte, der havde tilranet sig sit herredømme ved at udnytte klassekampen i Frankrig og forlængede det ved hjælp af gentagne krige udadtil, fra første færd har behandlet Internationale som en farlig fjende. Dagen før folkeafstemningen [4] iværksatte han en razzia over for medlemmerne af Den internationale arbejderassociations administrationsudvalg i Paris, Lyon, Rouen, Marseille og Brest, kort sagt i hele Frankrig, under påskud af, at Internationale var en hemmelig forening, og at den planlagde et komplot for at myrde ham, et påskud, som hans egne dommere øjeblikkelig afslørede som fuldstændig absurd. Hvad var den virkelige forbrydelse, som Internationales franske sektioner havde begået? De fortalte det franske folk: at deltage i folkeafstemningen er det samme som at stemme for despotisme indadtil og krig udadtil. Og faktisk var det deres værk, at arbejderklassen i alle store byer, i alle industricentre i Frankrig rejste sig som én mand for at forkaste folkeafstemningen. Til alt uheld blev deres røster mere end opvejet af landdistrikternes tungnemme uvidenhed. Fondsbørserne, kabinetterne, de herskende klasser og pressen i næsten hele Europa fejrede folkeafstemningen som den franske kejsers strålende sejr over den franske arbejderklasse; i virkeligheden var den et signal til mord, ikke på en enkelt mand, men på hele nationer.
Krigskomplottet i juli 1870 [5] er kun en forbedret udgave af statskuppet i december 1851. Ved første øjekast så denne sag så ubetydelig ud, at Frankrig ikke ville tro på, at det virkelig var alvor. Langt snarere troede man den deputerede, der så en ren og skær børsmanøvre i de krigeriske ministertaler. Da den lovgivende forsamling den 15. juli officielt fik meddelelse om krigen, da nægtede hele oppositionen at bevilge en foreløbig kredit; selv Thiers brændemærkede krigen som «afskyelig»; alle uafhængige aviser i Paris fordømte den, og mærkeligt nok sluttede hele provinspressen sig næsten enstemmigt til dem.
Imidlertid var de parisiske medlemmer af Internationale atter gået i gang med arbejdet. I «Réveil» [6] for 12. juli offentliggjorde de deres manifest «til arbejdere af alle nationer». Heri hedder det:
«Atter truer politisk ærgerrighed verdensfreden og bruger den europæiske ligevægt og den nationale ære som påskud. Franske, tyske og spanske arbejdere! Lad os forene vore stemmer i et råb for at udtrykke vor afsky for krigen ... krig på grund af et spørgsmål om, hvem der skal have overvægten, eller for et dynastis skyld, kan i arbejdernes øjne ikke være andet end forbryderisk dårskab. Over for de krigeriske opråb fra dem, der køber sig fri for blodskatten og i offentlighedens ulykke kun ser en kilde til nye spekulationer, protesterer vi kraftigt, vi, der trænger til fred og arbejde! ... Brødre i Tyskland! Vor splittelse vil kun føre til despotismens fuldstændige triumf på begge sider af Rhinen ... Arbejdere i alle lande! Hvad der end i øjeblikket kommer ud af vore fælles anstrengelser, vi, medlemmerne af Den internationale arbejderassociation, for hvem der ikke eksisterer grænser, vi sender jer som pant på vor ubrydelige solidaritet de franske arbejderes ønsker og hilsener.»
På dette manifest fra vore sektioner i Paris fulgte der talrige franske adresser, af hvilke vi her kun skal anføre én: erklæringen fra Neuilly-sur-Seine, offentliggjort i «Marseillaise» [7] for 22. juli: «Er krigen retfærdig? Nej! Er krigen national! Nej! Den er udelukkende dynastisk. I retfærdighedens, i demokratiets, i Frankrigs sande interessers navn slutter vi os fuldstændigt og energisk til Internationales protester mod krigen.»
Disse protester var udtryk for de franske arbejderes sande følelser, hvilket en ejendommelig begivenhed snart beviste tydeligt. Da 10. decemberbanden [8], der oprindelig var blevet organiseret under Louis Bonapartes præsidentskab, klædte sig ud som arbejdere og blev sluppet løs på gaderne for dèr med indianske krigsdanse at få krigsfeberen til at blusse op, svarede de virkelige arbejdere i forstæderne med så overvældende fredsdemonstrationer, at politipræfekten Pietri anså det for rigtigst straks at stoppe al yderligere gadepolitik under påskud af, at Paris' trofaste befolkning i tilstrækkelig grad havde givet luft for sin længe tilbageholdte patriotisme og overstrømmende krigsbegejstring.
Hvordan end krigen mellem Louis Bonaparte og Preussen forløber, dødsklokken over det andet kejserdømme har allerede lydt i Paris. Det vil ende, som det er begyndt: med en parodi. Men lad os ikke glemme, at det var regeringerne og de herskende klasser i Europa, der gjorde det muligt for Louis Bonaparte 18 år igennem at spille det andet kejserdømmes grusomme farce.
Fra tysk side er krigen en forsvarskrig. Men hvem var det, der bragte Tyskland i den tvangssituation at skulle forsvare sig? Hvem gjorde det muligt for Louis Bonaparte at føre krig mod Tyskland? Preussen! Det var Bismarck, der konspirerede med den samme Louis Bonaparte for at slå en folkelig opposition ned hjemme og lægge Tyskland ind under Hohenzollern-dynastiet. Hvis Preussen havde tabt slaget ved Sadova [9] i stedet for at vinde det, ville franske bataljoner have oversvømmet Tyskland som Preussens forbundsfæller. Har Preussen efter sejren blot et eneste øjeblik drømt om at stille et frit Tyskland over for der trælbundne Frankrig? Tværtimod! Det bevarede omhyggeligt sit gamle systems medfødte yndigheder og føjede oven i købet alle det andet kejserdømmes kneb til dem, dets virkelige despotisme og dets foregivne demokrati, dets politiske blændværk og dets finansielle svindlerier, dets højtravende fraser og dets gemene taskenspillerkunster. Det bonapartistiske styre, der hidtil kun blomstrede på den ene side af Rhinen, havde dermed fået et sidestykke på den anden. Og når det forholdt sig således, hvad andet end krig kunne da blive følgen?
Hvis den tyske arbejderklasse tillader den nuværende krig at miste sin strengt defensive karakter og udarte til en krig mod det franske folk, så vil sejr eller nederlag være lige uheldsvangre. Alle ulykker, der kom over Tyskland efter de såkaldte befrielseskrige, vil igen leve op med fornyet heftighed.
Internationales grundsætninger er imidlertid alt for udbredte og for rodfæstede i den tyske arbejderklasse til, at vi behøver at frygte en så sørgelig udgang. De franske arbejderes stemme har givet genlyd i Tyskland. Et massemøde af arbejdere i Braunschweig har den 16. juli erklæret sig fuldstændig enig med parisermanifestet, har afvist enhver tanke om en national modsætning til Frankrig og vedtaget resolutioner, i hvilke det hedder: «Vi er modstandere af alle krige, men fremfor alt af dynastiske krige ... Med dyb sorg og smerte ser vi os tvunget ind i en forsvarskrig som et uundgåeligt onde; men samtidig opfordrer vi hele den tænkende arbejderklasse til at gøre gentagelsen af en så uhyre social ulykke umulig ved at kræve, at folkene selv skal have magt til at træffe bestemmelse om krig og fred for derved at gøre dem til herre over deres egen skæbne.»
I Chemnitz har en forsamling af tillidsmænd, der repræsenterede 50.000 sachsiske arbejdere, enstemmigt vedtaget følgende resolution: «I det tyske demokratis navn og navnlig på de socialdemokratiske arbejderes vegne erklærer vi den nuværende krig for en rent dynastisk krig ... Med glæde tager vi imod den broderhånd, som de franske arbejdere har rakt os ... Idet vi mindes Den internationale arbejderassociations parole: «Proletarer i alle lande, foren jer!» vil vi aldrig glemme, at arbejderne i alle lande et vore venner og despoterne i alle lande vore fjender.»
Internationales sektion i Berlin svarede ligeledes på parisermanifestet: «Vi slutter os med hånd og hjerte til jeres protest ... Vi lover højtideligt, at hverken trompetfanfarer eller kanontorden, hverken sejr eller nederlag skal få os til at vende os fra vor fælles opgave: at forene arbejderne i alle lande.»
Lad dette ske!
I baggrunden af denne selvmorderiske kamp lurer en uhyggelig skikkelse, Rusland. Det er et dårligt forvarsel, at signalet til den nuværende krig blev givet i samme øjeblik, som den russiske regering havde fuldendt sine strategiske jernbaner og allerede koncentrerede tropper i retning af Prut. Hvilke sympatier tyskerne end med rette kan gøre krav på i en forsvarskrig mod et bonapartistisk overfald, så ville de øjeblikkelig tabe dem, hvis de tillod den tyske regering at påkalde eller blot at tage imod kosakkernes hjælp. Lad dem mindes, at efter uafhængighedskrigen mod den første Napoleon lå Tyskland årtier igennem hjælpeløs for tsarens fødder.
Den engelske arbejderklasse rækker de franske og tyske arbejdere broderhånden. Den er fast overbevist om, at hvordan end den forestående afskyelige krig ender, så vil arbejdernes alliance i alle lande til sidst udrydde krigen. Mens det officielle Frankrig og det officielle Tyskland styrter sig ud i brodermord, sender arbejderne budskab om fred og venskab til hinanden. Alene denne store kendsgerning, der ikke har noget sidestykke i fortidens historie, åbner perspektiver til en lysere fremtid. Den viser, at i modsætning til det gamle samfund med dets økonomiske elendighed og dets politiske vanvid, opstår der et nyt samfund, hvis internationale princip vil være freden, fordi det hos hver nation hersket det samme princip – arbejdet!
Banebryderen for dette nye samfund er Den internationale arbejderassociation.
(London), den 23. juli 1870.
Skrevet af K. Marx og godkendt på et møde i Den internationale arbejderassociations generalråd den 9. september 1870. Samtidig trykt som flyveskrift på engelsk, fransk og tysk. Efter det engelske flyveskrifts tekst.
I vort første manifest af 23. juli sagde vi:
«Dødsklokken over det andet kejserdømme har allerede lydt i Paris. Det vil ende, som det et begyndt: med en parodi. Men lad os ikke glemme, at det var regeringerne og de herskende klasser i Europa, der gjorde det muligt for Louis Bonaparte 18 år igennem at spille det andet kejserdømmes grusomme farce.»
Altså allerede før krigsoperationerne var begyndt, behandlede vi den bonapartistiske sæbeboble som noget, der tilhørte fortiden.
Vi tog ikke fejl af det andet kejserdømmes levedygtighed. Vi havde heller ikke uret i vor frygt for, at den tyske krig ville «miste sin strengt defensive karakter og udarte til en krig mod det franske folk». Forsvarskrigen endte faktisk med Louis Napoleons overgivelse, kapitulationen ved Sedan og republikkens proklamering i Paris [10]. Men allerede længe før disse begivenheder, allerede i samme øjeblik som den bonapartistiske militarismes fuldstændige råddenskab blev tydelig for alle, havde den preussiske militærklike besluttet sig til at føre erobringskrige. Kong Wilhelms egen proklamation i begyndelsen af krigen lå ganske vist i vejen som en ubehagelig hindring. I sin trontale til den nordtyske rigsdag havde han højtideligt erklæret, at han kun førte krig med franskmændenes kejser og ikke med det franske folk. Den 11. august havde han udstedt et manifest til den franske nation, i hvilket han sagde: «Kejser Napoleon har til lands og til vands angrebet den tyske nation, der ønskede og stadig ønsker at leve i fred med det franske folk; jeg har overtaget kommandoen over den tyske hær for at tilbagevise hans overfald, og jeg er af militære begivenheder blevet tvunget til at overskride Frankrigs grænser.» Ikke tilfreds med at hævde at krigen var af «rent defensiv karakter» ved at meddele, at han kun havde taget overkommandoen over de tyske hære, «for at tilbagevise overfald», tilføjede han yderligere, at han kun «ved militære begivenheder var blevet tvunget til» at overskride Frankrigs grænser. En forsvarskrig udelukker naturligvis ikke angrebsoperationer, dikteret af «militære begivenheder».
Ifølge dette havde denne gudfrygtige konge altså overfor Frankrig og verden forpligtet sig til en ren forsvarskrig. Hvorledes skulle man løse ham fra dette højtidelige løfte? Sceneinstruktørerne måtte fremstille ham, som om han modvilligt gav efter for den tyske nations uimodståelige bud; de gav straks stikordet til det liberale tyske bourgeoisi med dets professorer, dets kapitalister, dets byrådsmedlemmer og dets avisredaktører. Dette bourgeoisi, der i sine kampe for borgerlig frihed fra 1864 til 1870 havde frembudt et mageløst billede af ubeslutsomhed, uduelighed og fejhed, var naturligvis henrykt over at kunne betræde den europæiske scene som den tyske patriotismes brølende løve. Det tillagde sig et skær af borgerlig uafhængighed for at anstille sig, som om det påtvang den preussiske regering – hvad? - netop denne regerings hemmelige planer. Det gjorde bod for sin årelange og næsten religiøse tro på Louis Bonapartes ufejlbarlighed, idet det højlydt krævede den franske republik sønderlemmet. Lad os et øjeblik høre på disse stovte patrioters fromme påskud!
De vover ikke at påstå, at befolkningen i Elsass-Lothringen længtes efter den tyske omfavnelse. Tværtimod. For at tugte dens franske patriotisme blev Strassburg, en by, der beherskes af et selvstændigt beliggende kastel, seks dage i træk formålsløst og barbarisk bombarderet med «tyske» granater og stukket i brand, og et stort antal værgeløse indbyggere dræbtes. Javel! disse provinsers jord havde for lange tider siden tilhørt det for længst afdøde Tyske rige. Derfor, lader det til, skal jorden og menneskene på den konfiskeres som umistelig tysk ejendom. Hvis Europas gamle kort skal omarbejdes efter arkivarers smag, så må vi absolut ikke glemme, at kurfyrsten af Brandenburg i sin tid for sine preussiske besiddelsers vedkommende var den polske republiks vasal.
De mere snedige patrioter vil imidlertid have Elsass og den tysktalende del af Lothringen som «materiel garanti» mod overfald fra fransk side. Da dette foragtelige påskud har forvirret mange svage hoveder, føler vi os forpligtet til at gå nærmere ind på det.
Der er ingen tvivl om, at Elsass' hele form, sammen med den form, den modsatte Rhinbred har, og med en stor fæstning som Strassburg omtrent midtvejs mellem Basel og Germersheim, i høj grad begunstiger et fransk indfald i Sydtyskland, mens et indfald fra Sydtyskland i Frankrig støder på særlige vanskeligheder. Der er endvidere ingen tvivl om, at anneksionen af Elsass og den tyske del af Lothringen ville give Sydtyskland en langt stærkere grænse; det ville så være herre over Vogesernes kam i hele dens længde og over de fæstninger, der dækker Vogesernes nordlige passer. Hvis Metz også blev annekteret, så ville Frankrig ganske vist for øjeblikket være berøvet to vigtige operationsbaser mod Tyskland, men det ville ikke hindre det i at oprette nye ved Nancy eller Verdun. Tyskland har Koblenz, Mainz, Germersheim, Rastatt og Ulm, hver især en operationsbasis mod Frankrig, og har i denne krig i rigt mål gjort brug af dem; med hvilket skær af ret kan det misunde franskmændene Metz og Strassburg, de eneste to betydelige fæstninger, det har i denne egn? Oven i købet truer Strassburg kun Sydtyskland, så længe dette er en fra Nordtyskland adskilt magt. Fra 1792 til 1795 blev Sydtyskland aldrig angrebet fra denne side, fordi Preussen deltog i krigen mod den franske revolution; men så snart Preussen i 1795 sluttede sin separatfred og overlod Sydtyskland til sig selv, begyndte angrebene mod denne del af landet, med Strassburg som basis, og vedvarede til 1809. I virkeligheden kan et forenet Tyskland gøre Strassburg og enhver fransk armé i Elsass uskadelig, hvis det koncentrerer alle sine tropper mellem Saarlouis og Landau, således som det er sket i denne krig, og rykker frem eller tager imod et slag på vejen fra Mainz til Metz. Så længe tyske troppers hovedstyrke står dér, er enhver hær, der rykker ind i Sydtyskland fra Strassburg, omgået og dens indre forbindelseslinjer truet. Hvis der er noget, det nuværende felttog har vist, så er det den lethed, med hvilken man kan angribe Frankrig fra Tyskland.
Men ærlig talt, er det ikke i og for sig en meningsløshed og anakronisme, hvis man ophøjer militære hensyn til det princip, efter hvilket de nationale grænser skal bestemmes? Hvis vi ville følge denne regel, så ville Østrig endnu have krav på Venetien og Minciolinjen og Frankrig på Rhinlinjen for at beskytte Paris, der afgjort er mere udsat for angreb fra nordøst end Berlin fra sydvest. Hvis grænserne skal bestemmes ud fra militære interesser, ville kravene aldrig tage ende, fordi enhver militær linje nødvendigvis er mangelfuld og kan forbedres ved at annektere endnu et område; og yderligere kan den aldrig blive definitiv og retfærdig, fordi den altid påtvinges den overvundne af sejrherren og følgelig allerede bærer spiren til en ny krig i sig.
Det er noget, al historie lærer. Det går med nationerne som med den enkelte. For at fratage dem enhver mulighed for at angribe må man berøve dem alle forsvarsmidler. Man må ikke blot gribe dem ved struben, men også dræbe dem. Hvis en erobrer nogen sinde har taget «materielle garantier» for at bryde en nations kraft, så er det Napoleon I med hans fredstraktat i Tilsit [11] og den måde, hvorpå han gennemførte den mod Preussen og det øvrige Tyskland. Og alligevel brast hans gigantiske magt nogle år senere som et råddent siv i kampen mod det tyske folk. Hvad er de «materielle garantier», som Preussen i sine vildeste drømme kan eller må påtvinge Frankrig, i sammenligning med dem, som Napoleon I aftvang det selv? Resultatet vil denne gang ikke være mindre ulykkesvangert. Historien vil ikke måle sin gengældelse efter, hvor mange kvadratmil man har fravristet Frankrig, men efter den store forbrydelse, at man i det 19. århundredes anden halvdel på ny har kaldt erobringspolitikken til live.
Den teutonske patriotismes ordførere siger: Men I må ikke forveksle tyskerne med franskmændene. Vi ønsker ikke hæder, men kun sikkerhed. Tyskerne er i grunden et fredselskende folk. Under deres besindige varetægt forvandler selv en erobring sig fra en årsag til kommende krige til et pant på evig fred. Selvfølgelig var det ikke Tyskland, som i 1792 faldt ind i Frankrig med det ophøjede formål at slå det 18. århundredes revolution ned med bajonetter! Og det var ikke Tyskland, der besudlede sine hænder ved at underkue Italien, ved at undertrykke Ungarn og ved at sønderlemme Polen! Dets nuværende militærsystem, der deler hele den våbenduelige mandlige befolkning i to dele – en stående hær, der gør tjeneste, og en anden stående hær, der har orlov, og som begge i lige grad er forpligtet til passiv lydighed over for regenterne af guds nåde -, et sådant militærsystem er naturligvis en «materiel garanti» for verdensfreden og tilmed civilisationens højeste mål. I Tyskland som alle vegne forgifter den bestående ordnings lakajer den offentlige mening med virak og forløjet selvros.
De ser indignerede ud, disse tyske patrioter, ved synet af disse franske fæstninger Metz og Strassburg, men de ser ikke noget uretfærdigt i det uhyre system af moskovitiske befæstninger omkring Warszawa, Modlin og Ivangorod. Mens de gyser for et bonapartistisk angrebs rædsler, lukker de øjnene for det tsaristiske protektorats skændsel.
Ligesom der 1865 blev udvekslet løfter mellem Louis Bonaparte og Bismarck, således blev der også i 1870 udvekslet løfter mellem Gortjakov og Bismarck. Ligesom Louis Napoleon smigrede sig selv med, at krigen i 1866 ville føre til gensidig udmattelse af Østrig og Preussen og derved ville gøre ham selv til øverste voldgiftsdommer over Tyskland, således smigrede Aleksander sig selv med, at krigen i 1870 på grund af Tysklands og Frankrigs gensidige udmattelse ville ophøje ham til øverste voldgiftsdommer i Vesteuropa. Ligesom det andet kejserdømme anså det nordtyske forbund for uforeneligt med sin eksistens, måtte det selvherskerlige Rusland tro, at det blev truet af et tysk rige under Preussens førerskab. Det er loven for det gamle politiske system. Dér, hvor den gælder, betyder gevinst for den ene tab for den anden. Tsarens overvejende indflydelse på Europa har sin rod i hans traditionelle overhøjhed over Tyskland. Nu, da vulkanske sociale kræfter i selve Rusland truer med at ryste selvherskerdømmet i dets dybeste grundvold, kan tsaren da finde sig i et sådant prestigetab overfor udlandet? Allerede nu bruger aviserne i Moskva det samme sprog, som de bonapartistiske aviser førte efter krigen i 1866. Tror de teutonske patrioter virkelig, at Tysklands frihed og fred er sikret, når de tvinger Frankrig over i Ruslands arme? Hvis våbenlykken, sejrens overmod og dynastiske intriger forleder Tyskland til at røve fransk område, står der kun to veje åbne for det. Enten må det, uanset hvad følgen heraf bliver, blive den russiske ekspansions åbenbare redskab, eller også må det efter en kort pause ruste sig til en ny «defensiv» krig, ikke til en af disse nymodens «lokaliserede» krige, men til en racekrig, en krig mod slavernes og romanernes forbundne racer.
Den tyske arbejderklasse, der ikke var i stand til at hindre krigen, havde energisk understøttet den som en krig for Tysklands uafhængighed og for Frankrigs og Europas befrielse for det andet kejserdømmes knugende mareridt. Det var de tyske industriarbejdere, der sammen med landarbejderne gav sener og muskler til heltemodige hære, mens deres familier sad sultende hjemme. Decimerede af slagene i udlandet vil de endnu en gang blive decimeret af elendigheden hjemme. De forlanger nu på deres side «garantier», garantier for, at de ikke forgæves har bragt deres uhyre ofre, at de har erobret friheden, at de sejre, de har tilkæmpet sig over de bonapartistiske hære, ikke forvandles til et nederlag for det tyske folk ligesom i 1815. Og som den første garanti forlanger de en ærefuld fred for Frankrig og anerkendelse af den franske republik.
Det tyske socialdemokratiske arbejderpartis centralkomité offentliggjorde den 5. oktober et manifest, i hvilket den energisk fastholdt disse garantier. «Vi protesterer», hedder det her, «mod anneksionen af Elsass-Lothringen. Og vi ved, at vi taler i den tyske arbejderklasses navn. I Frankrigs og Tysklands fælles intetesse, i fredens og frihedens interesse, i det vesteuropæiske civilisations interesse mod østligt barbari vil de tyske arbejdere ikke tålmodigt finde sig i anneksionen af Elsass-Lothringen ... Vi må stå fast side om side med vore arbejderkammerater i alle lande for proletariatets fælles internationale sag!»
Uheldigvis kan vi ikke regne med, at de umiddelbart har held med sig. Når de franske arbejdere midt i fredstid ikke kunne standse aggressoren, har de tyske arbejdere da mere udsigt til at kunne standse sejrherren midt i våbengnyet? De tyske arbejderes manifest forlanger, at Louis Bonaparte, som en almindelig forbryder, skal udleveres til den franske republik. Men deres herskere gør sig al mulig umage for at genindsætte ham i Tuilerierne som den bedste mand til at ruinere Frankrig. Hvad det end bliver til, så vil historien vise, at de tyske arbejdere ikke er af samme bøjelige materiale som det tyske bourgeoisi. De vil gøre deres pligt.
Ligesom de hilser vi republikkens oprettelse i Frankrig, men samtidig tynges vi af bekymringer, der forhåbentlig viser sig at være ubegrundede. Denne republik har ikke styrtet tronen, men kun indtaget dens ledige plads. Den er ikke blevet proklameret som en social erobring, men som en national forsvarsforanstaltning. Den er i hænderne på en provisorisk regering, der dels er sammensat af notoriske orleanister, dels af bourgeoisrepublikanere; og blandt dem er der nogle, som junioprøret i 1848 har brændemærket for evigt. Arbejdsdelingen mellem denne regerings medlemmer synes ikke at spå noget godt. Orleanisterne har bemægtiget sig de stærke stilinger – hæren og politiet -, mens man har overladt de såkaldte republikanere snakkestillingerne. Nogle af deres første handlinger beviser temmelig tydeligt, at de ikke blot har arvet en ruinhob fra kejserdømmet, men også dets frygt for arbejderklassen. Når der nu med umådeholdne udtryk loves umulige ting i republikkens navn, sker det så ikke for at fremlokke kravet om en «mulig» re gering? Mon ikke visse af republikkens borgerlige herskere spekulerer i, at republikken skal tjene som en simpel overgang og bro til en orleanistisk restauration?
Den franske arbejder bevæger sig derfor under vanskelige forhold. Ethvert forsøg på at styrte den nye regering, nu hvor fjenden næsten banker på Paris' porte, ville være fortvivlet dårskab. De franske arbejdere må gøre deres pligt som borgere; men de må ikke lade sig beherske af de nationale minder fra 1792, således som de franske bønder lod sig bedrage af de nationale minder om det første kejserdømme. De skal ikke gentage fortiden, men opbygge fremtiden. Måtte de roligt og beslutsomt udnytte de midler, som den republikanske frihed giver dem til grundigt at gennemføre deres egen klasses organisation. Det vil give dem nye herkuliske kræfter til Frankrigs genfødelse og til vor fælles opgave – proletariatets befrielse. Af deres kraft og klogskab afhænger republikkens skæbne.
De engelske arbejdere har allerede gjort skridt til at udøve et sundt tryk udefra for at bryde deres regerings modvilje mod at anerkende den franske republik [12]. Når den engelske regering i dag tøver, skal dette sandsynligvis gøre bod for anti-jakobinerkrigen i 1792 og for det uanstændige hastværk, med hvilket den i sin tid billigede statskuppet. De engelske arbejdere kræver desuden af deres regering, at den af al magt skal modsætte sig Frankrigs sønderlemmelse, hvad en del af den engelske presse er skamløs nok til at forlange. Det er den samme presse, som tyve år igennem forgudede Louis Bonaparte som Europas forsyn og hilste de amerikanske slaveholderes oprør [13] med rasende bifald. I dag går den ligesom dengang slaveholdernes ærinde.
Den internationale arbejderassociations sektioner må i alle lande rejse arbejderne til aktion. Hvis arbejderne glemmer deres pligt, hvis de forholder sig passive, så vil den nuværende frygtelige krig kun være forløberen for endnu frygteligere internationale kampe og vil i hvert land føre til, at arbejderne lider nye nederlag i deres kamp mod kårdens, jordens og kapitalens herrer.
Vive la république!
London, den 9. september 1870.
Skrevet af K. Marx i april og maj 1871 og godkendt af Den internationale arbejderassociations generalråd den 30. maj 1871. Trykt første gang som brochure på engelsk, London 1871. Samtidig udgivet på tysk og fransk. Den tyske tekst, redigeret af F. Engels og forsynet med indledning, udkom på ny i Berlin 1891. Efter teksten i 1891-udgaven.
Den 4. september 1870, da pariserarbejderne proklamerede republikken, som hele Frankrig tiljublede næsten i samme øjeblik, uden at nogen hævede røsten til indsigelse, – da satte en klike af embedsjagende advokater med Thiers som statsmand og Trochu som general sig i besiddelse af Hôtel de Ville (rådhuset). Disse folk var dengang gennemtrængt af en så fanatisk tro på Paris' kald til at repræsentere Frankrig, hver gang det indtrådte en historisk krise, at de mente, det var nok, hvis de for at retfærdiggøre deres ranede titel som Frankrigs regenter foreviste deres forældede mandater som deputerede fra Paris. I vor anden adresse om den sidste krig, fem dage efter at disse folk var kommet til magten, sagde vi jer, hvem de var. Og alligevel, under overrumplingens storm, da arbejdernes virkelige førere endnu sad i Bonapartes fængsler, og da preusserne allerede var på fuld march mod Paris, fandt Paris sig i, at de bemægtigede sig statsmagten, men kun på den udtrykkelige betingelse, at denne statsmagt ene og alene skulle tjene det nationale forsvar. Men Paris kunne ikke forsvares uden at bevæbne byens arbejderklasse, forvandle den til en brugelig krigsmagt og skole dens rækker i selve krigen. Men Paris under våben, det var revolutionen under våben. Paris' sejr over den preussiske angriber ville have været den franske arbejders sejr over den franske kapitalist og hans statssnyltere. I denne konflikt mellem national pligt og klasseinteresse tøvede det nationale forsvars regering ikke et øjeblik – den forvandlede sig til det nationale forræderis regering.
Det første, den gjorde, var at sende Thiers på vandring til alle hoffer i Europa for dér at tigge om mægling mod at tilbyde at ombytte republikken med en konge. Fire måneder efter belejringens begyndelse, da øjeblikket syntes at være inde til at lade det første ord om kapitulation falde, talte Trochu i Jules Favres og andre regeringsmedlemmers nærværelse således til Paris' forsamlede maires (distriktsborgmestre):
«Det første spørgsmål, der blev forelagt mig og mine kolleger selve den 4. september om aftenen, var dette: Kan Paris med nogen som helst udsigt til sejr udholde en belejring fra den preussiske armés side? Jeg tog ikke i betænkning at benægte dette. Flere af mine kolleger, der er til stede her, vil stå inde for, at mine ord er sande, og jeg har holdt fast ved denne mening. Jeg sagde til dem, med netop disse ord, at som tingene lå, var forsøget på at holde Paris mod en preussisk belejring dårskab. Uden tvivl, tilføjede jeg, heroisk dårskab; men det ville også være det hele ... Begivenhederne (som han selv ledede) har ikke gjort mine ord til skamme.» Denne nydelige lille tale af Trochu blev senere offentliggjort af en af de tilstedeværende maires, hr. Corbon.
Altså: samme aften, som republikken blev proklameret, vidste Trochus kolleger, at Trochus «plan» bestod i Paris' kapitulation. Hvis det nationale forsvar havde været mere end et rent og skært påskud for Thiers, Favre og co.'s personlige herredømme – så ville de nye magthavere fra 4. september være trådt tilbage den 5., de ville have indviet Paris' befolkning i Trochus «plan» og opfordret den til enten at kapitulere straks eller til at tage sin skæbne i sin egen hånd. Men i stedet besluttede de æreløse bedragere at kurere Paris' «heroiske dårskab» ved at behandle den med sult og brådne pander, og ved i mellemtiden at holde den for nar med stortalende manifester, f.eks.: «Trochu, Paris' guvernør, kapitulerer aldrig!» Og Jules Favre, udenrigsministeren, «vil ikke afstå en fodsbred af vor jord og ikke en sten af vore fæstninger». I et brev til Gambetta tilstod den samme Jules Favre, at det, de «forsvarede» sig imod, ikke var de preussiske soldater, men Paris' arbejdere. Under hele belejringen fortalte de bonapartistiske snigmordere, som Trochu viseligt havde betroet kommandoen over hæren i Paris, i deres privatkorrespondance skændige vittigheder om forsvaret, som de udmærket forstod var en hån. (Se f.eks. den korrespondance, som Alphonse Simon Guiod, øverstkommanderende over artilleriet i Paris, storkors af æreslegionen, førte med Susane, divisionsgeneral ved artilleriet, en korrespondance, der blev offentliggjort af Kommunen. Endelig, den 28. januar 1871, lod de masken falde. Med den yderste selvfornedrelses hele heltemod trådte den nationale forsvarsregering ved Paris' kapitulation frem som Frankrigs regering sammensat af Bismarcks fanger – en så afskyelig rolle, at selv Louis Napoleon var veget tilbage for den i Sedan. På deres vilde flugt til Versailles efter den 18. marts lod «kapitularderne» de dokumenter, der beviste deres forræderi, blive liggende i Paris. For at ødelægge dem, siger Kommunen i et af sine manifester til provinsen, «ville disse folk ikke vige tilbage for at forvandle Paris til en ruinhob, omgivet af et hav af blod».
Men flere af forsvarsregeringens vigtigste medlemmer havde desuden ganske særlige private grunde til at hidføre en sådan udgang.
Kort efter våbenstilstandens afslutning offentliggjorde Millière, en af Paris' deputerede í nationalforsamlingen, som nu er skudt på udtrykkelig befaling af Jules Favre, en række autentiske juridiske dokumenter, der beviste, at Jules Favre, der levede i polsk ægteskab med hustruen til en i Algier boende drukkenbolt, var blevet en rig mand ved hjælp af en mængde yderst dristige falsknerier, der strakte sig over en lang årrække, idet han havde tilsneget sig en stor arv ved at gøre gældende, at han handlede på sine børns vegne -; og at han i den sag, som de retmæssige arvinger anlagde imod ham, kun undgik at blive opdaget, fordi de bonapartistiske domstole begunstigede ham i særlig grad. Da man ikke kunne komme bort fra disse tørre juridiske dokumenter, heller ikke med nok så mange retoriske hestekræfter, holdt Jules Favre mund for første gang i sit liv og ventede i al stilhed på, at borgerkrigen skulle bryde ud, hvorpå han rasende skældte Paris' befolkning ud for at være en bande undvegne tugthusfanger, der gjorde oprør mod familie, religion, orden og ejendom. Og denne falskner var næppe kommet til magten, før han straks efter 4. september medfølende satte Pic og Taillefer i frihed, som begge – tilmed under kejserdømmet – var blevet dømt på grund af falsknerier i forbindelse med «L'Etendard»-skandalen. Den ene af disse ædle mænd, Taillefer, var under Kommunen fræk nok til at tage til Paris og blev straks igen puttet i fængsel. Derpå forkyndte Jules Favre fra nationalforsamlingens talerstol for hele verden, at pariserne satte alle deres tugthusfanger på fri fod!
Ernest Picard, den nationale forsvarsregerings Karl Vogt [14], der udnævnte sig selv til republikkens indenrigsminister, efter at han forgæves havde gjort sig umage for at blive kejserdømmets indenrigsminister, er broder til en vis Arthur Picard, der som svindler var blevet udstødt af Paris' børs (meddelelse fra Paris' politipræfektur af 13. juli 1867), og som selv tilstod, at han havde stjålet 300.000 francs, og at han havde begået dette tyveri som direktør for en filial af Société Générale, Rue Palestro nr. 5 (meddelelse fra politipræfekturet af 11. december 1868). Det var denne Arthur Picard, som Ernest Picard udnævnte til redaktør af sit blad «L'Electeur Libre». Mens de almindelige børsfolk blev vildledt af dette ministerialblads officielle løgne, løb Arthur Picard frem og tilbage mellem ministeriet og børsen og forvandlede her de franske armeers nederlag til ren profit. Hele dette brave broderpars forretningskorrespondance faldt i Kommunens hænder.
Jules Ferry, der før den 4. september var en brødløs advokat, præsterede som maire i Paris under belejringen at tilsvindle sig en formue på hungersnøden. Den dag han skal stå til ansvar for sit elendige styre, vil også blive dommens dag for ham.
Disse mænd kunne nu kun finde deres tickets-of-leave [15] i Paris' ruiner; det var netop den slags folk, Bismarck havde brug for. En smule taskenspillerkunst - og Thiers, hidtil regeringens hemmelige rådgiver, stod nu i spidsen for den, med ticket-of-leave-mændene som ministre.
Thiers, dette misfoster af en dværg, har i over et halvt århundrede fortryllet det franske bourgeoisi, fordi han er det mest fuldendte åndelige udtryk for dets egen klasses degeneration. Inden han blev statsmand, havde han allerede som historieskriver aflagt bevis for sin dygtighed til at lyve. Beskrivelsen af hans offentlige liv er historien om Frankrigs ulykker. Mens han før 1830 stod i forbund med republikanerne, fik han under Louis Philippe fat i en ministerstilling ved at forråde sin beskytter Laffitte. Hos kongen indsmigrede han sig ved at provokere pøbeludskejelser mod gejstligheden, under hvilke kirken Saint-Germain l'Auxerrois og ærkebiskoppens palads blev plyndret, samt ved sin opførsel over for hertuginden af Berry, hos hvem han på samme tid spillede rollen som ministerspion og fængselsfødselshjælper. Blodbadet på republikanerne i Rue Transnonain var hans værk, ligesom de påfølgende infame septemberlove mod presse- og foreningsfriheden. I 1840, da han på ny dukkede op som ministerpræsident, forbavsede han Frankrig med sin plan om at befæste Paris. Republikanerne, der anklagede denne plan for at være et lumsk komplot mod Paris' frihed, svarede han på følgende måde i deputeretkammeret:
«Hvorledes? De indbilder Dem, at fæstningsværker nogen sinde kan true friheden? Fremfor alt bagtaler De enhver tænkelig regering, hvis De antager, at den nogen sinde kunne forsøge på at holde sig ved magten ved at bombardere Paris... en sådan regering ville efter sin sejr være hundrede gange mere umulig end før sejren.» I sandhed, ingen regering ville nogen sinde have vovet at bombardere Paris fra forterne undtagen den regering, der i forvejen havde udleveret netop disse forter til preusserne.
Da kong Bomba [16] i januar 1848 forsøgte sig ved Palermo, rejste Thiers, der dengang allerede længe ikke havde været minister, sig i kammeret: «De ved, mine herrer, hvad der foregår i Palermo. De gyser alle forfærdet (i parlamentarisk forstand), når De hører, at en stor by er blevet bombarderet i otte og fyrre timer – af hvem? Af en fremmed fjende, der gjorde brug af krigens ret? Nej, mine herrer, af dens egen regering. Og hvorfor? Fordi den ulykkelige by krævede sin ret. Og fordi den krævede sin ret, blev den bombarderet i otte og fyrre timer ... Tillad mig at appellere til Europas mening. Man viser menneskeligheden en tjeneste, når man rejser sig fra den talerstol, der måske er Europas største, udslynger nogle harmfulde ord (javel, ord!) mod sådanne handlinger. Da regenten Espartero, der har ydet sit land tjenester (og det var mere, end Thiers nogen sinde havde gjort), havde til hensigt at bombardere Barcelona for at undertrykke et oprør, rejste der sig fra alle verdens egne et almindeligt skrig af harme.»
Atten måneder senere var Thiers blandt dem, der mest rasende forsvarede den franske hærs bombardement af Rom [17]. Kong Bombas fejl synes faktisk kun at have ligget i, at han indskrænkede sit bombardement til otte og fyrre timer.
Thiers, der vejrede, at der nærmede sig en folkebevægelse, og som var vred og gnaven over den langvarige forvisning fra embeder og underslæb, som Guizot havde fordømt ham til, erklærede i deputeretkammeret få dage før Februarrevolutionen, i den falske heltestil, der indbragte ham øgenavnet Mirabeau-mouche (Mirabeauflue):
«Jeg tilhører revolutionens parti, ikke blot i Frankrig, men i Europa. Jeg ønsker, at revolutionens regering skal ligge i hænderne på mådeholdne mænd; ... men skulle denne regering falde i hænderne på heftige folk, ja, selv på radikale, så vil jeg alligevel ikke lade min sag i stikken. Jeg vil altid tilhøre revolutionens parti.»
Februarrevolutionen kom. I stedet for at erstatte ministeriet Guizot med ministeriet Thiers, som mandslingen havde drømt om, satte den republikken i Louis Philippes sted. På sejrens første dag skjulte han sig omhyggeligt, idet han glemte, at arbejdernes foragt beskyttede ham mod deres had. Alligevel holdt han sig med sit gammelkendte mod borte fra den offentlige scene, indtil juniblodbadet [18] havde fejet den ren, så at den kunne bruges til hans form for aktion. Derpå blev han den ledende mand i «ordenspartiet» med dets parlamentariske republik, dette anonyme interregnum, i hvilket alle den herskende klasses forskellige fraktioner konspirerede med hinanden for at undertrykke folket og mod hinanden for hver især at genoprette sit eget monarki. Dengang som nu anklagede Thiers republikanerne for at være den eneste hindring for at befæste republikken; dengang som nu talte han til republikken ligesom bøddelen til Don Carlos: «Jeg vil myrde dig, men til dit eget bedste.» Nu som dengang vil han dagen efter sejren blive nødt til at udbryde: «L'Empire est fait!» - kejserdømmet er færdigt. Til trods for sine hykleriske prækener om «nødvendige friheder» og til trods for, at han personligt havde et horn i siden på Napoleon, der havde brugt ham og smidt parlamentarismen ud – og uden for parlamentarismens kunstige atmosfære skrumper mandslingen, som han selv ved, ind til ingenting – trods alt dette havde Thiers sin hånd med i alle det andet kejserdømmes infame handlinger, lige fra de franske troppers besættelse af Rom til krigen med Preussen, som han ophidsede til ved sine heftige udfald mod den tyske enhed – ikke fordi den var et skalkeskjul for den preussiske despotisme, men fordi den var et indgreb i Frankrigs nedarvede ret til den tyske uenighed. Mens han med sine dværgarme gerne svingede den første Napoleons sværd for Europas åsyn – thi han var jo blevet Napoleons historiske skopudser -, kronedes hans udenrigspolitik bestandig af Frankrigs dybeste fornedrelse, lige fra Londonerkonventionen i 1841 til Paris' kapitulation i 1871 og til den nuværende borgerkrig, under hvilken han med Bismarcks allernådigste tilladelse jagede krigsfangerne fra Sedan og Metz mod Paris.
Trods sit bevægelige talent og sine stadigt skiftende mål har denne mand hele sit liv igennem været lænket til den mest forstenede rutine. Det er klart at det moderne samfunds dybere liggende strømninger bestandig måtte være skjult for ham; men selv de mest håndgribelige forandringer på samfundets overflade trængte vanskeligt ind i en hjerne, hvis hele livskraft var flygtet ud i tungen. Således blev han aldrig træt af at anklage hver afvigelse fra det forældede franske toldbeskyttelsessystem for at være en helligbrøde. Som Louis Philippes minister forsøgte han at tale jernbanerne sønder og sammen som vanvittigt blændværk; da han var i opposition under Louis Bonaparte, brændemærkede han ethvert forsøg på at reformere det rådne franske hærvæsen som en vanhelligelse. Han har aldrig under hele sin lange politiske karriere nogen sinde gjort sig skyldig i blot den mindste foranstaltning af praktisk værdi. Thiers var kun konsekvent i sin grådighed efter rigdom og i sit had til de folk, der frembringer den. Han trådte ind i sit første ministerium under Louis Philippe fattig som Job; han forlod det som millionær. Da hans sidste ministerium under den samme konge (fra 1. marts 1840) førte til, at han i kammeret offentligt blev anklaget for underslæb, nøjedes han med at svare med tårer – en vare, som han «gør» lige så flot i som Jules Favre eller enhver som helst anden krokodille. I Bordeaux i 1871 var hans første skridt til Frankrigs redning fra den truende finanskatastrofe at udstyre sig selv med tre millioner om året; det var det første og sidste ord fra den «sparsommelige republik», som han i 1863 havde stillet sine vælgere i Paris i udsigt. En af hans tidligere kolleger fra kammeret i 1830, selv kapitalist – hvilket ikke hindrede ham i at være et opofrende medlem af Pariserkommunen – hr. Beslay, sagde for nylig på offentlige plakater til Thiers: «Kapitalens knægtelse af arbejdet har altid været hovedhjørnestenen i Deres republik, og efter at De har set, at arbejdets republik er indsat í Paris' rådhus, har De uden ophør tilråbt Frankrig: Se disse forbrydere!» – En mester i de små statsnederdrægtigheder, en virtuos i mened og forræderi, udlært i alle den parlamentariske partikamps tarvelige manøvrer, lumske kneb og gemene troløsheder; altid rede til at puste til revolutionen, når han er fortrængt fra sit embede, og til at kvæle den i blod, så snart han er ved statsroret; med klassefordomme i stedet for ideer; med forfængelighed i stedet for hjerte; med et privatliv lige så infamt som hans offentlige liv er afskyeligt – sådan er han, og selv nu, da han spiller rollen som fransk Sulla, kan han ikke lade være med at forøge sine gerningers afskyelighed med sit praleris latterlighed.
Paris' kapitulation, der udleverede ikke blot Paris, men hele Frankrig til preusserne, var slutstenen på de langvarige forræderiske intriger med fjenden, som usurpatorerne fra 4. september – efter Trochus eget udsagn – allerede havde påbegyndt den selv samme dag. På den anden side var den begyndelsen til den borgerkrig, som de nu med Preussens støtte måtte føre mod republikken og Paris. Allerede i selve kapitulationens ordlyd var snaren lagt. Dengang var over en tiendedel af landet i fjendens hænder, hovedstaden var afskåret fra provinsen, alle samfærdselsmidler var i uorden. Under sådanne omstændigheder var det umuligt at vælge en virkelig repræsentation for Frankrig, hvis man ikke fik tilstrækkelig tid til forberedelse. Netop af den grund var det en betingelse i kapitulationen, at der skulle vælges en nationalforsamling inden otte dages forløb, så at man i mange dele af Frankrig først dagen i forvejen fik meddelelse om valget. Endvidere skulle forsamlingen ifølge en udtrykkelig paragraf i kapitulationen vælges med det ene formål at træffe afgørelse om krig og fred og for i givet tilfælde at afslutte en fredstraktat. Folket måtte føle, at våbenstilstandsbetingelserne gjorde krigens fortsættelse umulig, og at de dårligste folk i Frankrig netop var de bedste til at stadfæste den fred, Bismarck havde påtvunget landet. Men Thiers, der ikke var tilfreds med alle disse forsigtighedsforanstaltninger, havde allerede, inden hemmeligheden om våbenstilstanden blev meddelt pariserne, begivet sig ud på en valgrejse til provinserne for at puste liv i det legitimistiske parti, som nu sammen med orleanisterne skulle udfylde pladsen efter bonapartisterne, der for øjeblikket var umulige. Han var ikke bange for dem. Umulige som det moderne Frankrigs regering og derfor foragtelige som medbejlere – hvilket parti var et mere velkomment redskab for reaktionen end det parti, hvis aktion med Thiers' egne ord (deputeretkammeret den 5. januar 1833) «altid havde indskrænket sig til tre hjælpekilder: udlandets invasion, borgerkrig og anarki»? Men de selv, legitimisterne, troede i sandhed på deres bagudvendte tusindårsriges komme. Dèr havde man et kejserdømmes fald og en Bonapartes tilfangetagelse; og her havde man dem selv igen. Historiens hjul havde øjensynligt drejet sig tilbage til chambre introuvable (amtmands- og junker-kammeret) fra 1816. I republikkens lovgivende forsamlinger fra 1848 til 1851 havde de været repræsenteret af deres dannede og skolede parlamentariske førere; men nu trængte partiets menige soldater sig frem – alle Frankrigs Pourceaugnac'er [19].
Så snart denne forsamling af ruraux (landjunkere) [20] var blevet åbnet i Bordeaux, lod Thiers dem forstå, at de straks, som den eneste betingelse, på hvilken Preussen ville tillade dem at åbne krigen mod republikken og dens faste borg Paris, måtte vedtage fredsbetingelserne, selv uden at forslagene beæredes med en parlamentarisk debat. Kontrarevolutionen havde faktisk ingen tid at spilde. Det andet kejserdømme havde fordoblet statsgælden og styrtet de store byer ud i dyb lokalgæld. Krigen havde i frygtelig grad øget kravene til nationen og hensynsløst hærget dens hjælpekilder. For at gøre ruinen fuldstændig stod den preussiske Shylock [21] der med sit dokument om forsørgelse af en halv million af sine soldater på fransk jord, om skadeserstatningen på fem milliarder og fem pct. renter af de ubetalte afdrag på dem. Hvem skulle betale regningen? Kun ved med magt at styrte republikken kunne rigdommens ransmænd håbe på at vælte omkostningerne ved en selvforskyldt krig over på dem, der frembringer denne rigdom. Og derfor ansporede netop Frankrigs umådelige ruin disse patriotiske repræsentanter for jorden og kapitalen til for øjnene af den fremmede erobrer og under hans høje protektion at supplere den udenrigske krig med en borgerkrig, et slaveholderoprør.
En stor hindring for denne sammensværgelse var Paris. At afvæbne Paris var den første betingelse for sejren. Paris blev derfor af Thiers opfordret til at nedlægge sine våben. Derpå blev Paris provokeret af landjunkerforsamlingens tåbelige antirepublikanske demonstrationer og af Thiers' egne tvetydige udtalelser om republikkens lovlige eksistens; af truslen om at hugge hovedet og hovedstadsværdigheden af Paris (décapiter et décapitaliser); udnævnelsen af orleanistiske gesandter; Dufaures love om forfaldne veksler og forfalden husleje, der truede Paris' handel og industri med undergang: Pouyer-Quertiers tocentimeter-skat på hvert eksemplar af alt, hvad der blev trykt; dødsdommene over Blanqui og Flourens; forbudet mod republikanske blade; nationalforsamlingens overflyttelse til Versailles; fornyelsen af den belejringstilstand, der var erklæret af Palikao og tilintetgjort den 4. september; decemberhelten Vinoys udnævnelse til guvernør; gendarmen Valentins udnævnelse til politipræfekt og jesuitergeneralen d'Aurelles de Paladines udnævnelse til øverstkommanderende for Paris' nationalgarde.
Og nu har vi et spørgsmål at stille til hr. Thiers og hans håndlangere, d'herrer fra det nationale forsvar. Det er en kendt sag, at Thiers gennem sin finansminister hr. Pouyer-Quertier stillede forslag om et lån på to milliarder, der straks skulle betales. Er det nu sandt eller ej:
1) at denne forretning blev afsluttet således, at der strømmede en provision på flere hundrede millioner over i Thiers', Jules Favres, Ernest Pouyer-Quertiers og Jules Simons lommer, og
2) at der ikke skulle foretages nogen udbetaling før efter «fredeliggørelsen» i Paris?
I hvert fald må sagen have været meget vigtig, thi Thiers og Jules Favre bad skamløst i Bordeaux-forsamlingens navn om at få Paris besat af preussiske tropper. Men det passede ikke i Bismarcks kram, hvad han spottende og ganske offentligt fortalte de beundrende filistre i Frankfurt, da han vendte tilbage til Tyskland.
Paris var den eneste alvorlige hindring på den kontrarevolutionære sammensværgelses vej. Paris måtte altså afvæbnes. På dette punkt var Bordeaux-forsamlingen oprigtigheden selv. Hvis dens landjunkeres rasende brøl ikke havde været hørlige nok, så ville Thiers' overgivelse af Paris til triumviratet – december-morderen Vinoy, den bonapartistiske gendarm Valentin og jesuitergeneralen d'Aurelles de Paladine - havde gjort selv den sidste tvivl til skamme. Men mens de sammensvorne frækt stillede det sande formål med afvæbningen til skue, opfordrede de Paris til at strække våben under et påskud, der var den mest skrigende, den mest skamløse løgn. Nationalgardens artilleri, sagde Thiers, tilhører staten og må atter afleveres til staten. Det faktiske forhold var dette: fra den dag, da kapitulationen fandt sted, da Bismarcks fanger havde udleveret Frankrig til Bismarck, men på betingelse af, at de fik en talrig livvagt, der udtrykkeligt skulle have til formål at holde Paris nede, fra den dag var Paris på sin post. Nationalgarden reorganiseredes, og den øverste ledelse blev betroet en centralkomité, der var valgt af hele dens masse med undtagelse af nogle af de gamle bonapartistiske afdelinger. Dagen før preussernes indmarch i Paris sørgede centralkomiteen for, at de kanoner og kuglesprøjter, som kapitulanterne på forræderisk måde havde efterladt i og ved de bydele, der skulle besættes af preusserne, blev transporteret til Montmartre, la Vilette og Belleville. Disse kanoner var blevet anskaffet for nationalgardens egne bidrag. I kapitulationen af 28. januar var de officielt blevet anerkendt som dens ejendom og i denne særlige egenskab undtaget fra den almindelige aflevering af de våben, der tilhørte staten, til sejrherren. Og Thiers var så fuldstændig blottet for selv det mest gennemsigtige påskud til at indlede krigen mod Paris, at han var henvist til en ren og skær løgn: at nationalgardens artilleri var statsejendom!
Beslaglæggelsen af kanonerne skulle tjene som forspil til Paris' almindelige afvæbning og dermed til afvæbning af revolutionen af 4. september. Men denne revolution vat blevet Frankrigs lovlige tilstand. Dens værk, republikken, var anerkendt af sejrherren i kapitulationens ordlyd. Efter kapitulationen var den blevet anerkendt af alle fremmede magter; i dens navn var forsamlingen blevet indkaldt. Arbejderrevolutionen i Paris den 4. september var den eneste retshjemmel, som nationalforsamlingen i Bordeaux og dens udøvende magt havde. Hvis den 4. september ikke havde været, havde nationalforsamlingen straks måttet vige pladsen for den lovgivende forsamling, der var valgt ved almindelig valgret i 1869 under fransk og ikke under preussisk herredømme, og som med magt var blevet sprængt af revolutionen. Thiers og hans ticket-of-leave-mænd ville have været nødt til at forhandle om lejdebrev, undertegnet af Louis Bonaparte, for at undgå en rejse til Cayenne [22]. Nationalforsamlingen med sin fuldmagt til at slutte fred med Preussen var kun en enkelt episode i den revolution, hvis sande legemliggørelse stadig var det bevæbnede Paris, det samme Paris, som havde gennemført denne revolution, som for dens skyld havde udholdt en femmåneders belejring med hele dens rædselsfulde hungersnød, og som i sin fortsatte modstand – trods Trochus «plan» – havde været grundlaget for en hårdnakket forsvarskrig i provinsen. Og Paris skulle nu enten nedlægge sine våben, så såre de oprørske slaveholdere i Bordeaux stillede dette fornærmelige krav, og anerkende, at dets revolution den 4. september kun betød, at statsmagten ganske simpelt gik over fra Louis Bonaparte til hans kongelige medbejlere; – eller Paris måtte træde frem som selvopofrende forkæmper for Frankrig, der ikke kunne frelses fra undergang og genfødes uden revolutionær omstyrtelse af de politiske og sociale betingelser, der havde skabt det andet kejserdømme og under dets beskyttende varetægt var modnet til den værste råddenskab. Paris, der endnu var hærget af fem måneders udsultning, tøvede ikke et øjeblik. Paris besluttede heltemodigt at udholde alle de farer, der fulgte med modstanden mod de franske sammensvorne, til trods for at preussiske kanoner stadig vendte deres gab mod byen fra dens egne forter. Men centralkomiteen fastholdt vedblivende sin defensive holdning i sin afsky for den borgerkrig, som Paris skulle drives ud i, til trods for forsamlingens provokationer, den udøvende magts indgreb og de truende troppekoncentrationer i og omkring Paris.
Det var altså Thiers selv, der begyndte borgerkrigen, idet han sendte Vinoy i spidsen for en skare politisergenter og nogle linjeregimenter ud på et natligt røvertogt mod Montmartre for der ved overrumpling at hente nationalgardens kanoner. Alle ved, hvorledes dette forsøg strandede på nationalgardens modstand og på troppernes forbrødring med folket. Aurelles de Paladine havde allerede i forvejen trykt sin sejrsbulletin, og Thiers holdt de plakater rede, der skulle forkynde hans statskupsforholdsregler. Begge dele måtte nu erstattes af Thiers' opråb, i hvilke han forkyndte sin ædelmodige beslutning om at lade nationalgarden beholde sine våben; han tvivlede ikke om, sagde han, at den ville benytte dem for at slutte sig til regeringen mod rebellerne. Blandt alle 300.000 nationalgardister svarede kun 300 på lille Thiers' opråb om at slutte sig til ham mod sig selv. Den strålende arbejderrevolution den 18. marts satte sig i ubestridt besiddelse af Paris. Centralkomiteen var dens provisoriske regering. Europa syntes et øjeblik at tvivle om, hvorvidt dets forbavsende skuespil og krigsaktioner i den seneste tid havde nogen som helst realitet, eller om de var drømme fra en længst forsvunden fortid.
Fra 18. marts og indtil Versailles-tropperne trængte ind i Paris, holdt den proletariske revolution sig så ren for alle de voldshandlinger, som de «højere klasser»s revolutioner og endnu mere deres kontrarevolutioner vrimler af, at modstanderne ikke kunne finde andre støttepunkter for deres harme end henrettelsen af generalerne Lecomte og Clement Thomas og sammenstødet på Place Vendôme.
En af de bonapartistiske officerer, der spillede en rolle under det natlige overfald på Montmartre, general Lecomte, havde fire gange befalet 81. linjeregiment at fyre på en ubevæbnet skare på Place Pigalle; da tropperne nægtede dette, skældte han rasende ud på dem. I stedet for at skyde kvinder og børn skød hans egne folk ham selv. De indgroede vaner, der indpodes soldaterne, når de står under arbejderfjendernes tugt, mister de selvfølgelig ikke i samme øjeblik, som disse soldater går over til arbejderne. De samme folk henrettede også Clement Thomas.
En utilfreds eks-vagtmester, «general» Clement Thomas, havde i Louis Philippes sidste tid ladet sig hverve af det republikanske blad «Le National»s redaktion, hvor han på samme tid udfyldte stillingen som ansvarlig stråmand (gérant responsable, som påtog sig at sidde fængselsstraffene af) og duellant for dette meget kamplystne blad. Da herrerne fra «National» efter Februarrevolutionen kom til roret, forvandlede de denne gamle vagtmester til general. Dette var lige før juniblodbadet, som han ligesom Jules Favre havde været med til at planlægge, og under hvilket han overtog en af de mest nederdrægtige bøddelroller. Så forsvandt han for lange tider sammen med sin generalværdighed for igen at dukke op den 1. november 1870. Dagen i forvejen havde «forsvarsregeringen» i rådhuset højtideligt lovet Blanqui, Flourens og andre arbejderrepræsentanter at ville overgive sin tilranede magt til en frit valgt Pariserkommune. I stedet for at holde sit ord slap den Trochus bretoner, som nu trådte i stedet for Bonapartes korsikanere, løs på Paris. Alene general Tamisier nægtede at plette sit navn med et sådant løftebrud og nedlagde sin stilling som nationalgardens øverstkommanderende. I hans sted blev Clement Thomas nu igen general. I hele den tid, han havde overkommandoen, førte han krig, ikke mod preusserne, men mod Paris' nationalgarde. Han forhindrede dens almindelige bevæbning, hidsede bourgeoisbataljonerne op mod arbejderbataljonerne, fjernede de officerer, der stod fjendtligt over for Trochus «plan», og opløste, idet han brændemærkede dem som feje, de samme proletariske bataljoner, hvis heltemod nu har aftvunget deres mest forbitrede fjender beundring. Clement Thomas var overordentlig stolt over at have tilbageerobret sin gamle juniforrang som pariserproletariatets personlige fjende. Allerede nogle dage før den 18. marts forelagde han krigsminister Leflô sin egen plan til «udryddelse af pariserpøbelens spidser». Efter Vinoys nederlag kunne han ikke lade være med selv at optræde på kamppladsen som privatspion. Centralkomiteen og Paris' arbejdere var ligeså ansvarlige for, at Clement Thomas og Lecomte blev skudt, som prinsessen af Wales var ansvarlig for den skæbne, der ramte de folk, der blev klemt ihjel i trængslen under hendes indtog i London.
Den påståede nedslagtning af ubevæbnede borgere på Place Vendôme er en myte, som Thiers og landjunkerne hårdnakket har tiet stille med i forsamlingen, og hvis udbredelse de udelukkende har betroet den europæiske dagspresses bydrenge.
«Ordensmændene», Paris' reaktionære, rystede over sejren den 18. marts. For dem var den et varsko om, at folkets gengældelse endelig stod for døren. Ofrenes ånder steg op for deres indre blik, de ofre, som de selv havde ladet myrde, fra junidagene 1848 til 22. januar 1871. Deres rædsel var deres eneste straf. Selv politibetjentene, som man burde have afvæbnet og fængslet, opdagede, at Paris' porte stod vidt åbne, så at de kunne bringe sig i sikkerhed i Versailles. Ikke alene skete der ikke ordensmændene noget, man tillod dem endog at samle sig igen og at besætte mere end én stærk stilling midt i Paris. Denne overbærenhed fra centralkomiteens side, denne de bevæbnede arbejderes storsind, der stod i en så besynderlig modstrid med ordenspartiets vaner, blev mistydet af dette parti som et tegn på, at man selv var klar over sin svaghed. Dette var årsagen til deres tåbelige plan, hvorefter de, forklædte som en ubevæbnet demonstration, endnu en gang ville forsøge at gøre det, som Vinoy med sine kanoner og kuglesprøjter ikke havde været i stand til at opnå. Den 22. marts satte der sig et tog af «fine herrer» bevægelse fra luksuskvartererne, med alle lapsene i deres rækker og med kejserdømmets velkendte stamgæster, Heeckeren, Coëtlogon, Henri de Pene o.s.v. i spidsen. Under det feje påskud at ville afholde en fredelig demonstration, men i al hemmelighed rustet med snigmordervåben, stillede denne bande sig op, afvæbnede og mishandlede de poster og patruljer af nationalgarden, som deres tog stødte på, trængte frem fra Rue de la Paix til Place Vendôme og forsøgte under råbet: «Ned med centralkomiteen! Ned med morderne! Leve nationalforsamlingen!» at bryde igennem den dèr opstillede vagt og at overrumple nationalgardens hovedkvarter, der lå bagved. Som svar på deres revolverskud rettede man – som loven bød – de foreskrevne opfordringer til dem; da disse forblev virkningsløse, kommanderede nationalgardens general: fyr! Een salve var nok til at få de tåbelige narre til at sprede sig i vild flugt, mens de havde ventet, at blot de stillede deres «ordentlige selskab» til skue, ville det virke på Pariserrevolutionen som Josvas trompeter på Jerikos mure. De efterlod to dræbte nationalgardister, ni hårdt sårede (blandt dem et medlem af centralkomiteen) og hele skuepladsen for deres stordåd overstrøet med revolvere, dolke og stokkårder som bevis på deres «fredelige» demonstrations «ubevæbnede» karakter. Da Paris' nationalgarde den 13. juni 1849 havde foretaget en virkelig fredelig demonstration for at protestere mod franske troppers røveriske angreb på Rom – da blev Changarnier, dengang ordenspolitiets general, udråbt til samfundets redningsmand af nationalforsamlingen og især af Thiers, fordi han fra alle sider havde sluppet sine tropper løs på disse ubevæbnede folk for at skyde og hugge dem ned og trampe dem ihjel under hestenes hove. Dengang blev Paris erklæret i belejringstilstand; Dufaure fik forsamlingen til at vedtage den ene undertrykkelseslov efter den anden; nye arrestationer, nye fredløserklæringer; der indtrådte et nyt rædselsherredømme. Men de «lavere klasser» bar sig anderledes ad. Centralkomiteen af 1871 lod simpelthen den «fredelige demonstration»s helte løbe. Og på denne måde var de allerede to dage senere i stand til under admiral Saisset at slutte sig sammen til den væbnede demonstration, der endte med den bekendte flugt til Versailles. I sin modstræben mod at gå ind i den borgerkrig, som Thiers havde begyndt med sit natlige indbrud i Montmartre, gjorde centralkomiteen sig denne gang skyldig i en afgørende fejl ved ikke straks at marchere imod det dengang fuldstændig hjælpeløse Versailles og dermed sætte en stopper for Thiers' og hans landjunkeres sammensværgelser. I stedet tillod man ordenspartiet endnu en gang at forsøge sin styrke ved valgurnen, da Kommunen blev valgt den 26. marts. På den dag vekslede ordensmændene velvillige forsoningsord med deres kun alt for højmodige sejrherrer, samtidig med at de i deres hjerte mumlede højtidelige løfter om at tage blodig hævn, når tiden var inde.
Og lad os nu se på medaljens bagside! Thiers åbnede sit andet felttog mod Paris i begyndelsen af april. Den første kolonne af fanger fra Paris, der kom til Versailles, blev behandlet oprørende, alt mens Ernest Picard med hænderne i bukselommen spankulerede omkring og forhånede dem, og Thiers' og Favres hustruer omgivet af deres æres(?)-damer oppe fra tribunen gav deres bifald til kende over Versaillespøbelens skændige opførsel. De fangne linjesoldater blev simpelt hen skudt; vor tapre ven, jernstøberen Duval, blev myrdet uden nogen form for ret. Galliffet, sin hustrus «alfons» - hende, der var så berygtet på grund af den skamløshed, med hvilken hun stillede sit legeme til skue ved det andet kejserdømmes orgier – Galliffet pralede i en proklamation med, at han havde befalet, at nogle nationalgardister, som hans ryttere havde overrasket og afvæbnet, skulle myrdes sammen med deres kaptajn og løjtnant. Vinov, der var stukket af fra Paris, blev af Thiers dekoreret med storkors af æreslegionen for sin dagsbefaling, i hvilken han gav ordre til at skyde hver linjesoldat, der blev taget til fange hos kommunarderne. Gendarmen Desrnarét blev dekoreret, fordi han forræderisk på slagtermanér havde hugget den ædelmodige og ridderlige Flourens i stykker, Flourens, der den 31. oktober 1870 havde frelst forsvarsregeringens hoveder. De «opmuntrende enkeltheder» ved hans mord meddelte Thiers vidtløftigt og med velbehag nationalforsamlingen. Med en opblæst forfængelighed som hos en parlamentarisk tommeliden, hvem man tillader at spille Tamerlans rolle, nægtede han rebellerne enhver ret til civiliseret krigsførelse mod hans egen ubetydelighed, selv retten til deres forbindingspladsers neutralitet. Der er ikke noget mere afskyeligt end denne abe, som allerede Voltaire havde spået om, der for en kort tid kan lade sine tigerlyster få frit løb.
Da Kommunen (dekretet af 7. april) havde givet befaling til gengældelsesforanstaltninger og erklæret det for sin pligt «at beskytte Paris mod Versaillesbanditternes kannibalske gerninger og forlange øje for øje og tand for tand», holdt Thiers alligevel ikke op med den grusomme behandling af fangerne; han fornærmede dem oven i købet i sine referater således: «Aldrig er ærlige folks bedrøvede blik faldet på et degenereret demokratis degenererede ansigter» – ærlige folk som Thiers selv og hans ticket-of-leave-mænd. Alligevel holdt man en tid lang op med at skyde fangerne. Men næppe havde Thiers og hans decembergeneraler bemærket, at Kommunens gengældelsesdekret kun var en tom trussel, at selv deres gendarmspioner, der var blevet taget til fange i Paris forklædt som nationalgardister, at selv politibetjente, der bar brandgranater på sig, blev skånet – før massenedskydningen af fangerne igen begyndte og blev gennemført til det sidste. Huse, som nationalgardister var flygtet ind i, blev omringet af gendarmer, overhældt med petroleum (der her forekommer for første gang) og stukket i brand; de halvforbrændte lig blev senere hentet frem af pressens ambulance (i Les Ternes). Fire nationalgardister, der den 25. april havde overgivet sig til nogle beredne jægere ved Belle Epine, blev senere den ene efter den anden skudt ned af ritmesteren, en værdig tjener af Galliffet. En af de fire, Scheffer, som man havde ladet ligge, fordi man anså ham for død, krøb tilbage til Paris' forposter og afgav vidneforklaring om denne kendsgerning til et udvalg af Kommunen. Da Tolain interpellerede krigsministeren angående dette udvalgs beretning, overdøvede landjunkernes råb hans stemme; de forbød Leflô at svare. Det ville være en fornærmelse for deres «berømmelige» hær at tale om dens bedrifter. Den overlegne tone, i hvilken Thiers' beretninger delte nedslagtningen af de nationalgardister, som man havde overrasket sovende ved Moulin Saquet, og massenedskydningerne i Clamart, gik selv det i sandhed ikke overfølsomme Londonblad «Times» på nerverne. Men det ville være latterligt at opregne de blot indledende afskyeligheder, som Paris' bombardører og slaveholderoprørets provokatører begik under den fremmede erobrers beskyttelse. Midt under alle disse rædsler glemmer Thiers sin parlamentariske jamren over det frygtelige ansvar, der hviler på hans dværgskuldre, praler med, at l'Aseemblée siège paisiblement (forsamlingen holder møde i fred), og beviser med sine stadige festmåltider, i dag med decembergeneralerne, i morgen med tyske prinser, at hans fordøjelse ikke i mindste måde er ødelagt, ikke engang af Lecomtes og Clement Thomas' ånder.
Om morgenen den 18. marts 1871 blev Paris vækket af det tordnende råb: «Kommunen leve!» Hvad er Kommunen, denne sfinks, der sætter bourgeoisforstanden på så hårde prøver?
«Paris proletarer,» siger centralkomiteen i sit manifest af 18. marts, «har midt under de herskende klassers nederlag og forræderi forstået, at timen er inde, da de må redde situationen ved at tage ledelsen af de offentlige anliggender i deres egen hånd De har forstået, at det er deres højeste pligt og deres absolutte ret at gøre sig til herre over deres egen skæbne og sætte sig i besiddelse af regeringsmagten» – Men arbejderklassen kan ikke simpelt hen tage den færdige statsmaskine i besiddelse og sætte den i bevægelse for sine egne mål.
Den centraliserede statsmagt med dens allestedsnærværende organer – stående hær, politi, bureaukrati, gejstlighed og dommerstand, organer, der er skabt efter en plan for en systematisk og hierarkisk deling af arbejdet – stammer fra enevældens tid, da den tjente som et mægtigt våben for det fremvoksende bourgeoisisamfund i dets kampe mod feudalismen. Alligevel hæmmes dens udvikling af alskens middelalderligt ragelse, herremands- og adels-forrettigheder, lokale privilegier, provinsforfatninger og monopoler for byer og lav. Den franske revolutions kæmpekost fejede i det 18. århundrede alle disse ruiner fra svundne tider væk og rensede således samtidig samfundets grundlag for de sidste hindringer, der stod i vejen for overbygningen, den moderne statsbygning. Denne moderne statsbygning rejste sig under det første kejserdømme, der på sin side igen var skabt gennem det gamle halvfeudale Europas koalitionskrige mod det moderne Frankrig. Under de påfølgende former for herredømme blev regeringen sat under parlamentarisk kontrol, d.v.s. under de besiddende klassers direkte kontrol. På den ene side udviklede den sig nu til et drivhus for en kolossal statsgæld og trykkende skatter og blev på grund af den uimodståelige tiltrækningskraft, som dens embeder, dens indtægter og dens uddeling af stillinger udøvede, til et stridens æble for de konkurrerende fraktioner og eventyrere inden for de herskende klasser – på den anden side forandrede dens politisker karakter sig jævnsides med samfundets økonomiske forandringer. I samme grad som den moderne industris fremskridt udviklede, udvidede og uddybede klassemodsætningen mellem kapital og arbejde, fik statsmagten mere og mere karakter af en offentlig magt til undertrykkelse af arbejderklassen, en maskine for klasseherredømmet. Efter enhver revolution, der betegner et fremskridt for klassekampen, træder statsmagtens rent undertrykkende karakter mere og mere åbent frem. Revolutionen i 1830 overførte regeringen fra godsejerne til kapitalisterne og dermed fra arbejdernes fjernere til deres mere direkte modstandere. Bourgeoisrepublikanerne, der i Februarrevolutionens navn greb statens ror, brugte det til at hidføre juniblodbadet for at bevise arbejderklassen, at den «sociale» republik ikke betød andet end republikkens sociale undertrykkelse af denne klasse, og for at bevise bourgeois'ernes og godsejernes kongeligt-sindede masse, at de roligt kunne overlade regeringens sorger og pengefordele til bourgeoisrepublikanerne. Efter denne deres eneste heltebedrift i juni var der imidlertid ikke andet at gøre for bourgeoisrepublikanerne end at træde tilbage fra første geled til sidste geled i «Ordenspartiet» - en koalition, der var dannet af alle de tilegnende klassers konkurrerende vrimmel af fraktioner i deres nu åbent erklærede modsætning til de producerende klasser. Den rette form for deres fællesregering var den parlamentariske republik med Louis Bonaparte som præsident, en regering for utilsløret klasseterrorisme og forsætlig fornærmelse af «la vile multitude» (den gemene hob). Hvis den parlamentariske republik, som Thiers sagde, var den statsform, der satte det mindste skel mellem den herskende klasses fraktioner, så fik den til gengæld en afgrund til at åbne sig mellem denne klasse og hele der samfundslegeme, der levede udenfor dens tyndt såede rækker. De bånd, som denne klasses indre splittelse endnu havde pålagt statsmagten under tidligere regeringer, var nu fjernet på grund af dens forenelse Lige over for proletariatets truende rejsning benyttede den forende besiddende klasse sig nu hensynsløst og frækt af statsmagten som kapitalens nationale krigsredskab mod arbejdet. Men dens uafbrudte korstog mod de producerende masser tvang den ikke blot til at udstyre den udøvende magt med en stadig voksende undertrykkelsesmagt; den tvang den også til lidt efter lidt at blotte sin egen parlamentariske højborg - nationalforsamlingen – for alle forsvarsmidler over for den udøvende magt. Den udøvende magt, i Louis Bonapartes skikkelse, satte den på porten. Den kødelige efterkommer af «Ordenspartiet»s republik var det andet kejserdømme.
Kejserdømmet, med statskuppet som fødselsattest, den almindelige valgret som bekræftelse og sablen som scepter, påstod at støtte sig til bønderne, til den store masse af producenter, der ikke var umiddelbart indviklet i kampen mellem kapital og arbejde. Det påstod at frelse arbejderklassen ved at bryde parlamentarismen og dermed regeringens utilslørede uafhængighed af de besiddende klasser. Det påstod at frelse de besiddende klasser ved at opretholde deres økonomiske overhøjhed over arbejderklassen; og endelig påstod det at forene alle klasser ved at genoplive den nationale hæders gøglebillede. I virkeligheden var det den eneste mulige regeringsform på en tid, hvor bourgeoisiet allerede havde mistet evnen til at beherske nationen, og hvor arbejderklassen endnu ikke havde erhvervet denne evne. Hele verden tiljublede det som samfundets redningsmand. Under dets herredømme nåede bourgeoissamfundet, der var befriet for alle politiske bekymringer, en udvikling, som det end ikke selv havde drømt om. Dets industri, dets handel udvidede sig kolossalt; finanssvindelen fejrede kosmopolitiske orgier; massernes elendighed stak grelt af mod den skamløse prunk og pragt, der prægede den skinnende, overlæssede og af forbrydelser stinkende luksus. Statsmagten, der tilsyneladende svævede højt over samfundet, var alligevel selv dette samfunds mest skandaløse skandale og samtidig arnested for al dets råddenskab. Dens egen forrådnelse og forrådnelsen i det samfund, den havde frelst, blev blottet af preussiske bajonetter, og Preussen brændte selv af begærlighed efter at flytte dette herredømmes tyngdepunkt fra Paris til Berlin. Bonapartismen er den mest prostituerede og samtidig den sluttelige form for den statsmagt, det var blevet skabt af det opstående borgerlige samfund som det redskab, hvormed det kunne befri sig selv for feudalismen, og som det fuldt udviklede bourgeoissamfund havde forvandlet til et redskab, hvormed kapitalen kunne knægte arbejdet.
Kejserdømmets direkte modsætning var Kommunen. Det råb efter den «sociale republik», med hvilket pariserproletariatet indledede Februarrevolutionen, udtrykte kun det ubestemte ønske om en republik, der ikke blot skulle fjerne klasseherredømmets monarkiske form, men klasseherredømmet selv. Kommunen var denne republiks bestemte form.
Paris, midtpunktet og sædet for den gamle regeringsmagt og samtidig det sociale tyngdepunkt for den franske arbejderklasse, Paris havde rejst sig under våben mod Thiers og hans landjunkeres forsøg på at genoprette og forevige den fra kejserdømmet overleverede gamle regeringsmagt. Paris kunne kun yde modstand, fordi det som følge af belejringen var sluppet af med hæren, i hvis sted det havde sat en nationalgarde, hovedsagelig bestående af arbejdere. Det gjaldt nu om at forvandle denne kendsgerning til en varig institution. Kommunens første dekret var derfor afskaffelsen af den stående hær og dens erstatning med det bevæbnede folk.
Kommunen blev dannet af byrådsmedlemmer, der blev valgt ved almindelig valgret i de forskellige distrikter i Paris. De var ansvarlige og til enhver tid afsættelige. Deres flertal bestod selvfølgelig af arbejdere eller anerkendte repræsentanter for arbejderklassen. Kommunen skulle ikke være et parlamentarisk, men et arbejdende organ, på samme til udøvende og lovgivende.
Politiet, der hidtil havde været et redskab for statsregeringen, blev straks berøvet alle sine politiske egenskaber og forvandlet til et ansvarligt og til enhver tid afsætteligt redskab for Kommunen; ligeledes embedsmændene i alle andre grene af administrationen. Fra Kommunens medlemmer og nedefter måtte den offentlige tjeneste udføres for arbejderløn. De høje statsembedsmænds traditionelle privilegier og repræsentationsudgifter forsvandt sammen med disse høje herrer selv. De offentlige embeder holdt op med at være privatejendom for centralregeringens håndlangere. Ikke alene den kommunale forvaltning, men også hele det initiativ, som staten hidtil havde udøvet, blev lagt i Kommunens hånd.
Da den stående hær og politiet, redskaberne for den gamle regerings materielle magt, først var fjernet, gik Kommunen straks i gang med at knække det åndelige undertrykkelsesapparat: præstevældet; den forordnede, at alle kirker skulle opløses og eksproprieres, forsåvidt de besad ejendom. Præsterne blev sendt tilbage til privatlivets fred for dèr efter deres forgængere, apostlenes forbillede at ernære sig af de troendes almisser. Samtlige undervisningsanstalter blev vederlagsfrit åbnet for folket og samtidig renset for al indblanding fra statens og kirkens side. Dermed var ikke blot skoleuddannelsen gjort tilgængelig for enhver, men også selve videnskaben var blevet befriet for de lænker, som klassefordommen og regeringsmagten havde lagt den i.
Dommerne mistede den tilsyneladende uafhængighed, det kun havde tjent til at skjule, at de havde underkastet sig alle på hinanden følgende regeringer, som de havde svoret og brudt deres troskabsed til, efterhånden som de kom til magten. Ligesom alle andre af samfundets tjenere skulle de for fremtiden være valgte, ansvarlige og afsættelige.
Pariserkommunen skulle selvfølgelig tjene som forbillede for alle store industricentre i Frankrig. Så snart Kommunens ordning af forholdene først var blevet indført i Paris og centrene af anden rang, ville den gamle centraliserede regering også i provinsen være blevet nødt til at vige for producenternes selvstyre. I en kort skitse af den nationale organisation, som Kommunen ikke havde tid til at udarbejde i enkeltheder, hedder det udtrykkeligt, at Kommunen skulle være selv den mindste landsbys politiske form, og at den stående hær på landet skulle erstattes af en folkemilits med yderst kortvarig tjenestetid. Landkommunerne i hvert distrikt skulle styre deres fælles anliggender gennem en forsamling af deputerede i distriktshovedstaden, og disse distriktsforsamlinger skulle så igen sende deputerede til nationaldelegationen i Paris; de deputerede skulle til enhver tid være afsættelige og bundet til bestemte instruktioner fra deres vælgere. De få, men vigtige funktioner, som så endnu blev tilbage til en centralregering, skulle ikke, som man bevidst har forfalsket sagen, afskaffes, men overdrages til kommunale, d.v.s. strengt ansvarlige embedsmænd. Nationens enhed skulle ikke brydes, men tværtimod organiseres ved hjælp af kommunalforfatningen; den skulle blive til virkelighed ved at tilintetgøre den statsmagt, der udgav sig for at være legemliggørelsen af denne enhed, men som ville være uafhængig og overlegen over for nationen, på hvis legeme den dog kun var en snyltende udvækst. Mens det gjaldt om at bortskære de af den gamle regerings organer, der kun var undertrykkelsesorganer, skulle dens berettigede funktioner løsrives fra en magt, det gjorde krav på at stå over samfundet, og gives tilbage til samfundets ansvarlige tjenere. I stedet for en gang hvert tredje eller sjette år at afgøre, hvilket medlem af den herskende klasse, der skal ud- og undertrykke folkets mål i parlamentet, skulle den almindelige valgret tjene det i kommuner konstituerede folk til at udsøge arbejdere, opsynsmænd og bogholdere til sin forretning, ligesom den individuelle valgret tjener enhver anden arbejdsgiver dertil. Og det er velkendt, at selskaber ligesom enkeltpersoner i virkelige forretningssager i almindelighed forstår at finde den rette mand og, hvis de en gang tager fejl, snart skal få det gjort godt igen. På den anden side kunne intet være Kommunens ånd mere fremmed end at erstatte den almindelige valgret med hierarkisk investitur [23].
Det er nye historiske frembringelsers almindelige skæbne, at de fejlagtigt anses for at være et sidestykke til ældre og ligefrem forældede former af samfundslivet, som de til en vis grad ligner. Således er denne nye Kommune, der bryder den moderne statsmagt, blevet anset for at være en genoplivelse af middelalderens kommuner, der først var forløber for denne statsmagt og så dannede grundlaget for den. - Kommunalforfatningen er fejlagtigt blevet anset for at være et forsøg på at sætte et forbund af små stater, som Montesquieu og girondinerne drømte om, i stedet for den enhed af store nationer, der, selvom den oprindelig blev tilvejebragt med vold, alligevel er blevet en mægtig faktor i samfundsproduktionen nu. – Modsætningen mellem Kommunen og statsmagten er fejlagtigt blevet anset for at være en overdreven form for den gamle kamp mod overcentralisationen. Særlige historiske omstændigheder i andre lande kunne forhindre den klassiske udvikling af bourgeoisiets regeringsform, som den er foregået i Frankrig, og kunne tillade, at de store centrale statsorganer – som i England – kompletteres af korrumperede sogneråd (vestries), pengepugende byråd og harmfnysende fattigforstandere i byerne og af fredsdommere på landet, der faktisk er arvelige embeder. Kommunalforfatningen ville tværtimod have givet samfundslegemet alle de kræfter tilbage, som den snyltende udvækst «staten», der lever af samfundet og hæmmer dets frie bevægelse, hidtil har fortæret. Denne bedrift alene ville have været nok til at give stødet til Frankrigs genfødelse. – Bourgeoisiet i provinsbyerne så i Kommunen et forsøg på at genoprette det herredømme, som det under Louis Philippe havde udøvet over landbefolkningen, og som under Louis Bonaparte blev fortrængt af landbefolkningens påståede herredømme over byerne. I virkeligheden ville kommunalforfatningen imidlertid have bragt producenterne på landet ind under distriktshovedstædernes åndelige førerskab og dèr, i byernes arbejdere, have sikret dem naturlige repræsentanter for deres interesser. – Kommunens blotte eksistens medførte som noget selvfølgeligt det lokale selvstyre, men ikke mere som modvægt mod statsmagten, der nu var blevet overflødig. Kun en Bismarck kunne komme på den tanke – når han ikke er optaget af sine blod- og jernintriger, vender han gerne tilbage til sit gamle håndværk som medarbejder ved «Kladderadatsch» [24], et håndværk, der i så høj grad passer til hans åndelige kaliber – kun et sådant hoved kunne komme på den tanke at pådutte Pariserkommunen en længsel efter den preussiske kommunalforfatning, denne karikatur af den gamle franske kommunalforfatning af 1791, der fornedrer bystyret til at være et rent underordnet hjul i det preussiske statsmaskineri. – Kommunen virkeliggjorde alle borgerlige revolutioners stikord: billig regering, idet den ophævede de to største udgiftskilder, hæren og embedsstanden. Dens blotte eksistens forudsatte, at der ikke eksisterede et monarki, som, i hvert fald i Europa, er den normale ballast og det uundværlige skalkeskjul for klasseherredømmet. Den indførte virkelig demokratiske institutioner som grundlag for republikken. Men hverken den «billige regering» eller den «sande republik» var dens endelige mål; begge dele fulgte med af sig selv.
Den mangfoldighed af fortolkninger, som Kommunen har været udsat for, og den mangfoldighed af interesser, der kom til udtryk i dem, beviser, at den var en helt igennem udviklingsdygtig politisk form, mens alle tidligere regeringsformer væsentligt havde været undertrykkende. Dens sande hemmelighed var følgende: Den var væsentlig en arbejderklassens regering, resultatet af den producerende klasses kamp mod den udbyttende klasse, den endelig opdagede politiske form, under hvilken arbejdets økonomiske befrielse kunne foregå.
Uden denne sidste betingelse var kommunalforfatningen en umulighed og en illusion. Producenternes politiske herredømme kan ikke bestå ved siden af en forevigelse af deres sociale trældom. Kommunen skulle derfor tjene som løftestang til at omstyrte det økonomiske grundlag, på hvilket klassernes eksistens og dermed klasseherredømmet hviler. Når arbejdet først er frigjort, så bliver hvert menneske arbejder, og produktivt arbejde hører op med at være en klasseegenskab.
Det er en ejendommelig kendsgerning: trods de sidste 60 års megen snak og umådelige litteratur om arbejdernes frigørelse har arbejderne næppe noget sted taget sagen i deres egen hånd, før der straks igen lyder forsvarende talemåder fra ordførerne for det nuværende samfund med dets to poler: kapital og lønslaveri (jordbesidderen er nu blot kapitalistens passive kompagnon). Som om det kapitalistiske samfund endnu levede i sin reneste jomfruelige uskyldighed! Som om dets modsætninger endnu var uudviklede, dets selvbedrag uafslørede og hele dets prostituerede virkelighed endnu ikke lagt blot! Kommunen, udbryder de, vil afskaffe ejendommen, grundlaget for al civilisation! Javel, mine herrer, Kommunen ville afskaffe den klasseejendom, der forvandler de manges arbejde til rigdom for de få. Den havde til hensigt at ekspropriere ekspropriatørerne. Den ville gøre den individuelle ejendom til sandhed ved at forvandle produktionsmidlerne, jorden og kapitalen, der nu fremfor alt er midlet til at underkue og udbytte arbejdet, til blotte redskaber for det frie og samvirkende arbejde. – Men dette er kommunisme, den «umulige» kommunisme! Nuvel, de folk af de herskende klasser, der er fornuftige nok til at indse, at det nuværende system umuligt kan vare ved – og dem er der mange af – har opkastet sig selv til påtrængende og storkæftede apostle for den kooperative produktion. Men hvis den kooperative produktion ikke skal være det rene skin og bedrag, hvis den skal fortrænge det kapitalistiske system, hvis samtlige kooperationer skal regulere den nationale produktion efter en fælles plan og derved tage den under deres egen ledelse og gøre ende på det bestandige anarki og de periodisk tilbagevendende krampetrækninger, der er den kapitalistiske produktions uundgåelige skæbne - hvad er det så andet, mine herrer, end kommunisme, den «mulige» kommunisme!
Arbejderklassen forlangte ikke mirakler af Kommunen. Den har ingen fiks og færdige utopier, som skal indføres ved folkevedtagelse. Den ved, at for at arbejde sig frem til sin egen befrielse og dermed til den højere livsform, som det nuværende samfund uimodståeligt stræber henimod i kraft af sin egen økonomiske udvikling, må den, arbejderklassen, gennemgå langvarige kampe, en hel række historiske processer, der fuldstændig omformer menneskene og forholdene. Den har ingen idealer, den skal virkeliggøre; den skal blot sætte det nye samfunds elementer i frihed, elementer, der allerede har udviklet sig i det sammenbrydende borgerlige samfunds skød. I fuld bevidsthed om sin historiske mission og med heroisk vilje til at handle således, at den er sin mission værdig, kan arbejderklassen nøjes med at smile ad de plumpe skældsord fra pressens lakajer og ad de belærende og beskyttende ord fra velmenende doktrinære borgeres side, der aflirer deres uvidende trivialiteter og sekterergriller i den videnskabelige ufejlbarligheds orakeltone.
Da Pariserkommunen tog ledelsen af revolutionen i egne hænder, da simple arbejdere for første gang vovede at antaste deres «naturlige overordnedes», de besiddendes, regeringsprivilegium, og udførte deres arbejde beskedent, samvittighedsfuldt og virksomt, under forhold, der var uhørt vanskelige, - de arbejdede for en løn, der højt regnet var knap en femtedel af det, der ifølge en højtstående videnskabelig hjemmelsmand (professor Huxley) er det mindste, en sekretær i Londons skoledirektion får – da vred den gamle verden sig i rasende krampetrækninger ved synet af den røde fane, der vajede over rådhuset som symbol på arbejdets republik.
Og alligevel var dette den første revolution, i hvilken arbejderklassen åbent blev anerkendt som den eneste klasse, der endnu var i stand til at vise samfundsmæssigt initiativ, anerkendt selv af det store flertal af Paris' middelstand – småhandlende, håndværkere og købmænd -, alene med undtagelse af de rige kapitalister. Kommunen havde reddet dem ved på glimrende måde at fjerne den stadig tilbagevendende årsag til strid inden for selve middelstanden, spørgsmålet om forholdet mellem debitorer og kreditorer [25]. Den samme del af middelstanden havde i 1848 taget del i undertrykkelsen af arbejderoprøret i juni; og umiddelbart efter havde den grundlovgivende forsamling uden omsvøb ofret den til kreditorerne. Men det var ikke den eneste grund til, at den nu sluttede sig til arbejderne. Den følte, at den nu kun havde ét valg: Kommunen eller kejserdømmet, ligegyldigt under hvilket navn. Kejserdømmet havde ruineret middelstanden økonomisk ved at ødsle den offentlige rigdom bort, ved at fremme finanssvindelen, ved at hjælpe med til kunstigt at fremskynde kapitalens koncentration og den deraf betingede ekspropriation af en stor del af denne middelstand. Den havde undertrykt den politisk, forarget den moralsk med sine orgier, det havde fornærmet dens voltairianisme ved at overlade opdragelsen af dens børn til de «uvidende patere», det havde oprørt dens nationalfølelse som franskmænd ved over hals og hovcd at styrte sig ud i en krig, der kun gav én erstatning for al den ødelæggelse, den anrettede – kejserdømmets tilintetgørelse. Og efter at den fornemme bonapartistiske og kapitalistiske sigøjnerbande var udvandret fra Paris, trådte middelstandens sande ordensparti frem som «Union Républicaine» [26], stillede sig under Kommunens fane og forsvarede den mod Thiers' forsætlige forvanskninger. Hvorvidt taknemmeligheden hos dette flertal af middelstanden vil bestå den nuværende tunge prøvelse, må man endnu afvente.
Kommunen havde fuldstændig ret, da den tilråbte bønderne: «Vor sejr er jeres håb!» Af alle de løgne, der blev udklækket i Versailles og kolporteret videre af de berømmelige europæiske avissmørere, var en af de mest uhyrlige den, at landjunkerne i nationalforsamlingen var repræsentanter for de franske bønder. Man behøver blot at forestille sig den franske bondes kærlighed til de folk, som han efter 1815 måtte betale èn milliard i erstatning til! I den franske bondes øjne er jo allerede en godsejers blotte eksistens et indgreb i hans erobringer fra 1789. Bourgeois'en havde 1848 lagt en tillægsskat på 45 centimer pr. franc på bondens jordlod, men han gjorde det i revolutionens navn; nu havde han antændt en borgerkrig mod revolutionen for at læsse hovedbyrden af den krigsskadeserstatning på 5 milliarder, der var bevilget preusserne, over på bønderne. Kommunen derimod erklærede straks i en af sine første proklamationer, at de virkelige ophavsmænd til krigen også måtte bære dens omkostninger. Kommunen ville have befriet bonden for blodskatten, givet ham en billig regering og forvandlet hans nuværende blodsugere, notaren, sagføreren, pantefogeden og andre juridiske vampyrer, til fastlønnede kommunale embedsmænd, valgt af ham selv og ansvarlig over for ham. Den ville have befriet ham for landpolitiets, gendarmens og præfektens despoti; i stedet for præstens fordummelse ville den have sat skolelærerens oplysning. Og den franske bonde er fremfor alt en mand, der regner. Han ville have fundet det yderst fornuftigt, at præstens betaling ikke skulle inddrives af skatteopkræveren, men kun skulle afhænge af menighedens frivillige tilkendegivelse af sin trang til fromhed. Det var de store umiddelbare velgerninger, som Kommunens – og kun dens – herredømme stillede de franske bønder i udsigt. Det er derfor ganske overflødigt her at gå nærmere ind på de mere indviklede, virkelige livsspørgsmål, som Kommunen alene var i stand og samtidig tvunget til at løse til bondens gunst - prioritetsgælden, der hvilede som et mareridt på hans jordlod, landproletariatet, der daglig voksede frem på den, og hans egen ekspropriation fra denne jordlod, der vandt frem med stadig voksende hurtighed på grund af det moderne landbrugs udvikling og konkurrencen fra det kapitalistiske agerbrug.
Den franske bonde havde valgt Louis Bonaparte til republikansk præsident; men det var Ordenspartiet, der skabte det andet kejserdømme. Hvad den franske bonde virkelig trængte til, begyndte han at vise 1849 og 1850, idet han overalt stillede sin maire op mod regeringspræfekten, sin skolelærer mod regeringspræsten og sig selv mod regeringsgendarmen. Alle love, som Ordenspartiet udstedte i januar og februar 1850, var vitterlige tvangsforholdsregler mod bønderne. Bonden var bonapartist, fordi den store revolution med alle dens fordele for ham i hans øjne var legemliggjort i Napoleon. Denne illusion, der hurtigt brød sammen under det andet kejserdømme (og den var ifølge hele sin natur fjendtlig over for landjunkerne), denne fordom fra fortiden, hvordan kunne den have holdt stand over for Kommunens appel til bøndernes levende interesser og tvingende behov?
Landjunkerne vidste – og det var faktisk deres største bekymring -, at tre måneders frit samkvem mellem Kommunens Paris og provinsen ville føre til en almindelig bondeopstand. Derfor deres ængstelige travlhed med at omgive Paris med en politiblokade for at hæmme kvægpestens udbredelse.
Var Kommunen således den sande repræsentant for alle sunde elementer i det franske samfund og derfor den i sandhed nationale regering, så var den samtidig som arbejderregering, som den dristige forkæmper for arbejdets befrielse, i ordets fulde betydning international. For øjnene af den preussiske armé, der havde annekteret to franske provinser for Tyskland, annekterede Kommunen hele verdens arbejdere for Frankrig.
Det andet kejserdømme havde været den kosmopolitiske svindels jubelfest. Alle landets storsvindlere var kommet farende, da det kaldte, for at tage del i dets orgier og udplyndringen af det franske folk. Selv i dette øjeblik er den valakiske slyngel Ganesco Thiers' højre hånd, og den russiske spion Matkovskij hans venstre hånd. Kommunen lod alle fremmede få adgang til den ære at falde for en udødelig sag. – Ind imellem krigen med udlandet, som bourgeoisiet havde tabt på grund af sit forræderi, og borgerkrigen, som det havde fået til at flamme op ved sin sammensværgelse med den fremmede erobrer, havde det fundet tid til at vise sin patriotisme i praksis ved at organisere politijagter på tyskerne i Frankrig. Kommunen gjorde en tysker til arbejdsminister. - Thiers, bourgeoisiet og det andet kejserdømme havde uafbrudt ført Polen bag lyset med højrøstede løfter om deres deltagelse, mens de i virkeligheden forrådte det til Rusland og udførte Ruslands beskidte arbejde. Kommunen ærede Polens heltesønner, idet den stillede dem i spidsen for Paris' forsvar. Og for umiskendeligt at betegne den nye historisk sera, som den var sig bevidst at indlede, væltede Kommunen for øjnene af de sejrrige preussere og de bonapartistiske generalers bonapartistiske hær det kolossale symbol på krigshæderen: Vendômesøjlen.
Kommunens store sociale foranstaltning var dens egen arbejdende tilværelse. Dens særlige foranstaltninger kunne kun antyde den retning, i hvilken en regering af folket bevæger sig. Herhen hører afskaffelsen af bagersvendenes natarbejde; forbudet mod arbejdsgivernes almindelige praksis med at trykke lønnen ved at idømme arbejderne bøder under alle mulige påskud – en fremgangsmåde, hvor arbejdsgiveren i samme person er lovgiver, dommer og fuldbyrder og oven i købet indkasserer pengene; denne praksis blev nu strafbar. En anden forholdsregel af samme art var udleveringen af alle lukkede værksteder og fabrikker til arbejder- produktionsforeninger mod ret til erstatning, ligegyldigt om den pågældende kapitalist vat flygtet eller foretrak at indstille arbejdet.
Kommunens finansielle foranstaltninger, der udmærker sig ved deres indsigt og mådehold, kunne kun være forholdsregler, som svarede til en belejret bys stilling. I betragtning af de uhyre tyverier, som de store finanskompagnier og byggeentreprenører under Haussmanns [27] herredømme begik mod byen Paris, ville Kommunen have haft langt større ret til at konfiskere deres ejendom, end Louis Bonaparte havde til at konfiskere familien Orléans'. Hohenzollerne og de engelske adelsmænd, hvis ejendom i stort omfang stammer fra røvet kirkeejendom, var naturligvis højst forargede over Kommunen, der kun fik et overskud på 8000 francs ud af konfiskationen af kirkens ejendom.
Mens Versaillesregeringen, så snart den igen var kommet lidt til mod og kræfter, anvendte de voldsomste midler mod Kommunen; mens den undertrykte ytringsfriheden i hele Frankrig og endogså forbød møder af delegerede fra de store byer; mens den underkastede Versailles og det øvrige Frankrig en spionage, der var langt værre end det andet kejserdømmes; mens den gennem sine gendarminkvisitorer brændte alle aviser, der blev trykt i Paris, og åbnede alle breve fra og til Paris; mens de mest ængstelige forsøg på i nationalforsamlingen at lægge et ord ind for Paris blev hylet ned på en måde, der var uhørt selv i junkerkammeret i 1816; mens Versaillesregeringen førte en blodtørstig krig uden for Paris og gjorde forsøg på bestikkelse og sammensværgelse inde i Paris – ville Kommunen da ikke skændigt have forrådt sin stilling, hvis den som under dybeste fred havde iagttaget alle liberalismens anstandsformer? Hvis Kommunens regering havde været beslægtet med hr. Thiers', ville der lige så lidt have været anledning til at forbyde ordenspartiblade i Paris som Kommuneblade i Versailles.
Det var faktisk ærgerligt for landjunkerne, at netop på den tid, da de erklærede, at det eneste middel, der kunne frelse Frankrig, var at vende tilbage til kirken, afslørede den vantro Kommune de ejendommelige hemmeligheder i nonneklostret Picpus og St. Laurentkirken. Det var en satire over Thiers, at mens han lod det regne med storkors over de bonapartistiske generaler for deres mesterskab i at tabe slag, undertegne kapitulationer og rulle cigaretter på Wilhelmshöhe, afsatte og arresterede Kommunen sine generaler, så snart de var mistænkt for at forsømme deres tjeneste. Da den ekskluderede og arresterede et medlem, der havde sneget sig ind under falsk navn, og som tidligere havde siddet seks dage i fængsel i Lyon på grund af svigagtig fallit – var det så ikke en velovervejet fornærmelse, der blev slynget i ansigtet på falskneren Jules Favre, dengang stadig Frankrigs udenrigsminister, som stadig solgte Frankrig til Bismarck og stadigvæk dikterede befalinger til den uforlignelige belgiske regering? Men Kommunen gjorde i sandhed ikke krav på ufejlbarlighed, som alle de gamle regeringer uden undtagelse gør. Den offentliggjorde alle taler og handlinger, den indviede publikum i alle sine ufuldkommenheder.
I enhver revolution trænger der sig, ved siden af dens virkelige repræsentanter, folk frem, der har et andet præg. Nogle er de overlevende fra tidligere revolutioner, som de hænger fast i: de er uden indsigt i den nuværende bevægelse, men endnu i besiddelse af stor indflydelse på folket på grund af deres kendte mod og karakter eller af ren tradition. Andre er blot skrålhalse, der ved i årevis at gentage de samme deklamationer mod den siddende regering har tilsneget sig et ry som revolutionære af reneste vand. Også efter den 18. marts kom der sådanne folk frem, og de spillede endogså i nogle tilfælde en fremtrædende rolle. Forsåvidt det stod i deres magt, hæmmede de arbejderklassens virkelige aktion, ligesom de havde hæmmet enhver tidligere revolutions fulde udvikling. De er et uundgåeligt onde; med tiden ryster man dem af sig; men netop denne tid fik Kommunen ikke.
Den forvandling, som Kommunen havde foretaget med Paris, var i sandhed vidunderlig! Der var ikke spor tilbage af det andet kejserdømmes letlevende Paris. Paris var ikke længere mødested for britiske godsejere, irske absentees [28], amerikanske eksslaveholdere og opkomlinge, russiske eksbesiddere af livegne, og valakiske bojarer. Ingen lig mere i la Morgue, ingen natlige indbrud og næsten ingen røverier; for første gang siden februardagene i 1848 var Paris' gader virkelig igen sikre og det uden noget som helst politi. «Vi,» sagde et medlem af Kommunen, «vi hører nu ikke mere noget om mord, røveri og overgreb på personer; det ser faktisk ud, som om politiet har slæbt alle sine konservative venner med sig til Versailles.» Kokotterne havde igen fundet sporet af deres velyndere – familiens, religionens og fremfor alt ejendommens flygtede mænd. I deres sted kom Paris' virkelige kvinder igen frem til overfladen – heroiske, højsindede og opofrende som oldtidens kvinder. Det arbejdende, tænkende, kæmpende og blødende Paris, der næsten glemte kannibalerne uden for sine porte for sin forberedelse af et nyt samfund, strålende af begejstring i sit historiske initiativ!
Og se så overfor denne nye verden i Paris den gamle verden Versailles – denne forsamling af alle afdøde regeringers genfærd, legitimister og orleanister, grådige efter at æde af nationens lig – med en hale af overgemte republikanere, der ved at være til stede i forsamlingen godkendte slaveholderoprøret og håbede på, at den bedagede bajads i spidsen for regeringen i sin forfængelighed ville opretholde deres parlamentariske republik, og som karikerede 1789 ved at afholde sine spøgelsesagtige møder i Jeu de Paume [29]. Dèr var den, denne forsamling, repræsentanten for alt, hvad der var dødt i Frankrig, og alene Louis Bonapartes generaler med deres sabler stivede den af til en positur, der skulle foregøgle liv. Paris: helt igennem sandhed, Versailles: helt igennem løgn, og denne løgn sluppet løs gennem Thiers' mund.
Thiers siger til en deputation af borgmestre fra Seine- og Oise-departementet: «De kan stole på mit ord, som jeg aldrig har brudt». Til selve forsamlingen sagde han, at den er «den friest valgte og mest liberale forsamling, som Frankrig nogen sinde har haft»; til sin brogede blanding af soldaterhorder sagde han, at den var «genstand for verdens beundring og den smukkeste armé, Frankrig nogensinde havde haft»; til provinsen sagde han, at Paris' bombardement var en opdigtet historie: «Hvis der er faldet nogle kanonskud, så er det ikke Versailleshæren, der har affyret dem, men nogle oprørere, der ville have folket til at tro, at de kæmpede, skønt de i virkeligheden ikke vovede at vise sig nogetsteds.» Så siger han atter til provinsen: «Versailles' artilleri bombarderer ikke Paris, det kanonérer det blot.» Til ærkebiskoppen af Paris siger han, at de nedskydninger og repressalier (!), som man fortæller, at Versaillestropperne har begået, ikke er andet end løgn. Han forkynder for Paris, at han kun har til hensigt «at befri det for de modbydelige tyranner, der underkuer det», og at Kommunens Paris faktisk «kun er en håndfuld forbrydere».
Thiers' Paris var ikke den «gemene hob»s virkelige Paris, men et fantasi-Paris, kapitulanternes Paris, boulevardflanernes Paris, de mandliges som de kvindeliges, det rige, det kapitalistiske, det forgyldte, det dagdrivende Paris, som nu med sine lakajer, sine storsvindlere, sin litterære sigøjnerbande og sine kokotter flokkedes i Versailles, Saint Denis, Rueil og Saint Germain; det Paris, som borgerkrigen kun var et behageligt mellemspil for; som betragtede kampen gennem kikkerten, talte kanonskuddene, og ved sin egen og sine skøgers ære svor på, at skuespillet var iscenesat uendelig meget bedre, end det nogen sinde havde været i Porte Saint Martin teatret. De faldne var virkelig døde, de såredes skrig var ramme alvor; og så, hvor verdenshistorisk var ikke det hele!
Dette er hr. Thiers' Paris akkurat ligesom emigrationen i Koblenz [30] var hr. de Calonnes Frankrig!
Slaveholdersammensværgelsens første forsøg på at underkaste sig Paris, ved at preusserne skulle besætte byen, strandede på Bismarcks vægring. Det andet forsøg, den 18. marts, endte med hærens nederlag og regeringens flugt til Versailles, hvorhen hele administrationsmaskineriet måtte følge den. Under skin af fredsforhandlinger med Paris vandt Thiers nu tid til at forberede krigen mod Paris. Men hvor skulle man få en hær fra? Resterne af linjeregimenterne var svage i antal og deres stemning usikker. Hans indtrængende appel til provinsen om at ile Versailles til hjælp med sine nationalgarder og frivillige stødte på åben modstand. Kun Bretagne sendte en håndfuld chouaner, der kæmpede under den hvide fane, hver med Jesu hjerte i hvidt linned på brystet, og hvis kampråb var: Vive le roi! (kongen leve!) Thiers var altså henvist til i en fart at tromme en broget bande sammen, matroser, marinesoldater, pavelige zuaver, Valentins gendarmer, Pietris bysergenter og politispioner. Denne hær ville imidlertid have været ligefrem latterligt utilstrækkelig uden de bonapartiske krigsfanger, der indtraf lidt efter lidt, og som Bismarck slap løs i ratebetalinger, der var tilstrækkelige på den ene side til at holde borgerkrigen i gang og på den anden side til at holde Versailles i krybende afhængighed af Preussen. Under denne krig havde Versaillespolitiet til opgave at passe på Versailleshæren, mens gendarmerne måtte rive denne hær med sig ved alle vegne at være de første, der satte sig selv på de farligste poster. De forter, der faldt, blev ikke taget, men købt. Kommunardernes heltemod overbeviste Thiers om, at Paris' modstand ikke kunne brydes ved hjælp af hans eget strategiske geni og de bajonetter, der stod til hans rådighed.
Samtidig blev hans forhold til provinsen stadig vanskeligere. Der indløb ikke en eneste tillidserklæring for at opmuntre Thiers og hans landjunkere. Tværtimod. Deputationer og adresser strømmede ind fra alle sider og forlangte i en ingenlunde respektfuld tone forsoning med Paris på grundlag af en utvetydig anerkendelse af republikken, bekræftelse af de kommunale friheder og opløsning af nationalforsamlingen, hvis mandat var udløbet. De ankom i sådanne masser, at Thiers' justitsminister, Dufaure, i et cirkulære af 23. april befalede statsadvokaten at behandle «råbet om forsoning» som en forbrydelse! Med henblik på det håbløse perspektiv, som dette felttog åbnede for ham, besluttede Thiers imidlertid at skifte taktik og udskrev kommunerådsvalg for hele landet til den 30. april på grundlag af den nye kommunallov, som han havde dikteret nationalforsamlingen. Med sine præfekters intriger nogle steder og med sit politis terrorisme andre steder ventede han fuld af fortrøstning på, at provinsvælgernes dom ville give nationalforsamlingen den moralske magt, som den aldrig havde ejet, og at han ville få den materielle magt af provinsen, som han behøvede for at besejre Paris.
Til supplering af sin røverkrig mod Paris, som han forherligede i sine egne bulletiner, og af sine ministres forsøg på at indføre et nyt rædselsherredømme i hele Frankrig havde Thiers lige fra begyndelsen anset det for nødvendigt at spille en lille forsoningskomedie, der skulle tjene mere end ét formål. Den skulle føre provinsen bag lyset, være et lokkemiddel for middelstanden i Paris og fremfor alt give de såkaldte republikanere i nationalforsamlingen lejlighed til at undskylde deres forræderi mod Paris med deres tillid til Thiers. Den 21. marts, da han endnu ikke havde nogen hær, havde han i forsamlingen erklæret: «Komme hvad der vil, jeg vil ikke sende nogen hær til Paris.» Den 27. marts rejste han sig atter: «Jeg har forefundet republikken som en fuldbyrdet kendsgerning, og jeg er fast besluttet på at opretholde den.» I virkeligheden undertrykte han revolutionen i Lyon og Marseilles [31] i republikkens navn, mens hans landjunkere i Versailles hylede den blotte nævnelse af ordet republik ned. Efter denne heltedåd reducerede han den fuldbyrdede kendsgerning til en hypotetisk kendsgerning. Orleansprinserne, som han forsigtigt havde fået væk fra Bordeaux, fik nu, hvad der var åbent lovbrud, tilladelse til frit at intrigere i Dreux. De indrømmelser, som Thiers stillede i udsigt i sine endeløse sammenkomster med de delegerede fra Paris og provinsen, gik – hvor meget de end uafbrudt skiftede tone og farve – til syvende og sidst altid ud på, at hans hævn sandsynligvis ville indskrænke sig til den «håndfuld forbrydere, det har taget del i mordet på Clement Thomas og Lecomte», under den velforståede betingelse, at Paris og Frankrig uden forbehold skulle anerkende hr. Thiers selv som den bedste af alle republikker, akkurat som han i 1830 havde anerkendt Louis Philippe som den bedste af alle republikker. Og selv disse indrømmelser – ikke blot gjorde han sig umage for at gøre dem tvivlsomme gennem de officielle kommentarer, som hans ministre føjede til i nationalforsamlingen; nej, han havde også sin Dufaure til at handle. Dufaure, denne gamle orleanistiske advokat, havde altid været belejringstilstandens overdommer; ligesom han var det nu, i 1871, under Thiers, havde han været det i 1839 under Louis Philippe og i 1849 under Louis Bonapartes præsidentskab. Når han ikke var minister, berigede han sig, idet han talte pariserkapitalisternes sag og slog politisk kapital af at plædere mod de love, han selv havde indført. Nu, da han ikke var tilfreds med at jage en række undertrykkelseslove gennem nationalforsamlingen - love, som efter Paris' fald skulle udrydde de sidste rester af republikansk frihed i Paris -, nu antydede han selv i forvejen Paris' skæbne, idet han afkortede krigsdomstolenes procedure, der var ham alt for langvarig, og forelagde en nybagt drakonisk deportationslov. Revolutionen i 1848, der afskaffede dødsstraffen for politiske forbrydere, havde erstattet den med deportation. Louis Napoleon vovede ikke at genoprette guillotinens herredømme, i hvert fald ikke åbent udtalt. Junkerforsamlingen, der endnu ikke var dristig nok til selv blot at antyde, at pariserne ikke var rebeller, men mordere, måtte derfor indskrænke den hævn, som de allerede på forskud tog over Paris, til Dufaures ny deportationslov. Under alle disse omstændigheder ville Thiers absolut ikke have spillet sin forsoningskomedie så længe, hvis den ikke – og det var netop det, han ville - havde fremkaldt rasende protester fra landjunkerne, hvis drøvtyggerforstand hverken forstod spillet eller nødvendigheden af Thiers' hykleri, falskhed og henholdende manøvrer.
Med henblik på de forestående kommunerådsvalg den 30. april opførte Thiers den 29. en af sine store forsoningsscener. Midt i en strøm af sentimentale udgydelser råbte han fra nationalforsamlingens talerstol: «Den eneste sammensværgelse mod republikken, der findes, er den i Paris, som tvinger os til at udgyde fransk blod. Jeg gentager det atter og atter: lad disse ryggesløse våben falde ud af hænderne på dem, der fører dem, og straffen vil øjeblikkelig blive standset af en fredsakt, der kun udelukker det lille antal forbrydere.» På landjunkernes heftige afbrydelser svarede han: «Sig mig, mine herrer, jeg beder Dem indstændigt om det, har jeg uret? Gør det Dem virkelig ondt, at jeg kunne sige sandheden, at der kun findes en håndfuld forbrydere? Er det ikke en lykke midt i al vor ulykke, at de folk, der var i stand til at udgyde Clement Thomas' og general Lecomtes blod, kun udgør sjældne undtagelser?»
Frankrig vendte imidlertid kun det døve øre til Thiers' taler, i hvilke han troede at have præsteret en parlamentarisk sirenesang. Af alle de 700.000 kommunerådsmedlemmer, der blev valgt i de 35.000 kommuner, der endnu var blevet ved Frankrig, fik de forenede legitimister, orleanister og bonapartister ikke 8000 ind. De påfølgende suppleringsvalg faldt endnu mere fjendtligt ud. Nationalforsamlingen fik altså ikke den materielle magt fra provinsen, som den i så høj grad trængte til, men mistede i stedet det sidste holdepunkt for moralsk magt: det at være udtryk for Frankrigs almindelige valg. Og for at fuldende nederlaget truede de nyvalgte kommuneråd i alle franske byer den usurpatoriske forsamling i Versailles med en modforsamling i Bordeaux.
Dermed var det længe ventede øjeblik til en afgørende aktion kommet for Bismarck. Han befalede i herskertone Thiers ufortøvet at sende udsendinge til Frankfurt til den endelige fredsslutning. I ydmyg lydighed mod sin herre og mesters kalden skyndte Thiers sig med at sende sin prøvede Jules Favre af sted, understøttet af Pouyer-Quertier. Pouyer-Quertier, en «fremragende» bomuldsspinder fra Rouen, en glødende, ja servil tilhænger af det andet kejserdømme, havde aldrig opdaget noget råddent ved dette, bortset fra handelstraktaten med England, der skadede hans egne fabrikantinteresser. Næppe var han i Bordeaux blevet udnævnt til finansminister af Thiers, før han anklagede denne «ulykkelige» traktat, kom med antydninger om, at den snart blev afskaffet, og var endda uforskammet nok til, omend forgæves (da han havde gjort regning uden Bismarck), at forsøge en øjeblikkelig genindførelse af den gamle beskyttelsestold over for Elsass, hvor der, som han sagde, ikke stod gyldige internationale traktater i vejen for det. Denne mand, der anså kontrarevolutionen for et middel til at trykke arbejdslønnen i Rouen ned, og afståelsen af franske provinser for et middel til at skrue prisen på sine varer i vejret i Frankrig – var han ikke allerede forudbestemt til at være Jules Favres værdige staldbroder i hans sidste forræderi, der satte kronen på hele hans værk?
Da disse to fortræffelige udsendinge kom til Frankfurt, overfusede Bismarck dem øjeblikkelig med kommandoen: Enten genopretter I kejserdømmet, eller I vedtager uden indvendinger mine egne fredsbetingelser! Disse betingelser indeholdt en afkortelse af betalingsfristerne for krigsskadeserstatningen samt de preussiske troppers vedvarende besættelse af Paris-forterne, indtil Bismarck erklærede sig tilfreds med tingenes tilstand i Frankrig – så at Preussen blev anerkendt som højeste voldgiftsdommer i Frankrigs indre anliggender! Derimod var han rede til at slippe den fangne bonapartistiske hær løs for at udrydde Paris og til at lade kejser Wilhelms tropper yde dem direkte støtte. Han stod inde for sin ærlighed ved at gøre betalingen af den første skadeserstatningsrate afhængig af Paris' «pacificering». En sådan mading slugte Thiers og hans udsendinge naturligvis villigt. De underskrev traktaten den 10. maj og fik allerede den 21. nationalforsamlingen til at bekræfte den.
I tiden fra fredsslutningen til de bonapartistiske fangers ankomst følte Thiers sig så meget mere forpligtet til at genoptage sin forsoningskomedie, som hans republikanske håndlangere var i største bekneb for at få et påskud til at lukke øjnene for forberedelserne til blodbadet i Paris. Endnu den 8. maj svarede han en deputation af forsoningsvenlige middelstandsfolk: «Så snart oprørerne beslutter sig til at kapitulere, skal Paris' porte en uge igennem stå vidt åbne for alle undtagen generalerne Clement Thomas og Lecomtes mordere.»
Nogle dage senere, da landjunkerne heftigt krævede ham til regnskab på grund af dette løfte, nægtede han at give nogen som helst oplysninger, men gav dem denne betegnende hentydning: «Jeg siger Dem, der findes utålmodige iblandt Dem, der har alt for travlt. Disse må endnu vente otte dage; efter disse otte dages forløb vil der ikke mere være nogen fare, og opgaven vil da svare til deres mod og deres evner.» Så snart MacMahon var i stand til at love, at han snart kunne rykke ind i Paris, erklærede Thiers over for nationalforsamlingen, at han «ville rykke ind i Paris med loven i hånden og forlange fuld bod af de elendige, der har ofret soldaters liv og ødelagt offentlige mindesmærker.» Da afgørelsens øjeblik rykkede nærmere, sagde han til nationalforsamlingen : «Jeg vil være uden barmhjertighed»; til Paris, at dommen over det var fældet; og til sine bonapartistiske banditter, at de havde statens tilladelse til af hjertens lyst at øve hævn mod Paris. Da general Douays forræderi den 21. maj havde åbnet Paris' porte, røbede Thiers endelig den 22. for sine landjunkere, hvad der havde været «målet» for hans forsonlighedskomedie, som de så hårdnakket havde misforstået. «Jeg sagde for nogle dage siden til Dem, at vi nærmede os målet; i dag kommer jeg for at sige Dem, at målet er nået. Ordenens, retfærdighedens og civilisationens sejr er endelig vundet.»
Og det var den. Bourgeoissystemets civilisation og retfærdighed træder frem i sit sande, uvejrssvangre lys, så snart slaverne i dette system rejser sig mod deres herrer. Så viser civilisationen og retfærdigheden sig som utilsløret vildskab og lovløs hævn. Hver ny krise i klassekampen mellem rigdommens ranere og rigdommens frembringere stiller denne kendsgerning i et grellere lys. Selv bourgeoisiets afskyeligheder i juni 1848 blegner ved siden af den usigelige nederdrægtighed i 1871. Det selvopofrende heltemod, hvormed Paris' befolkning - mænd, kvinder og børn – vedblev at kæmpe otte dage igennem efter Versailleshærens indrykning, genspejler i lige så høj grad deres sags storhed, som soldaterhordernes djævelske handlinger genspejler den ånd, der er den civilisation medfødt, hvis lejede forkæmpere og hævnere de er. I sandhed en strålende civilisation, hvis store problem det er, hvordan den skal slippe af med de dynger af lig, som skyldtes dens myrderier, efter at kampen var forbi!
For at finde et sidestykke til Thiers' og hans blodhundes opførsel, må vi gå tilbage til Sullas og de to romerske triumviraters tid. Den samme massenedslagtning med koldt blod; den samme ringeagt for alder og køn under myrderierne; det samme system med tortur mod fanger; de samme proskriptioner, men denne gang mod en hel klasse; den samme vilde jagt efter de skjulte førere, for at ikke én eneste skulle undslippe; det samme angiveri over for politiske og private fjender; den samme ligegyldighed ved nedslagtningen af folk, der slet ikke havde noget at gøre med kampen. Der er kun den ene forskel, at romerne endnu ikke havde kuglesprøjter til i snesevis at gøre det af med de proskriberede, og at de ikke gik med «loven i hånden» eller om råbet om «civilisation» på læberne.
Og efter disse skændselsgerninger, se på den anden, endnu mere modbydelige side af denne bourgeois-civilisation, som den beskrives af dens egen presse!
«Mens der endnu lyder enkelte skud i det fjerne,» skriver pariserkorrespondenten til et toryblad i London, «og glemte sårede ligger og dør mellem gravstenene på Père Lachaise, mens 6000 rædselsslagne oprørere i fortvivlelsens dødskamp har forvildet sig i katakombernes labyrint, og man endnu ser ulykkelige blive drevet gennem gaderne for i snesevis at blive skudt ned af kuglesprøjter, er det oprørende at se cafeerne fyldt af absinthdrikkere, billard- og dominospillere; at se, hvorledes kvindelig fordærvethed gør sig til på boulevarderne, og at høre, hvorledes larmen af orgier fra fornemme restauranters separatværelser forstyrrer natteroen.» Hr. Eduard Hervé skriver i «Journal de Paris», et versaillesk blad, der var blevet forbudt af Kommunen: «Den måde, hvorpå Paris' befolkning(!) i går lagde sin tilfredsstillelse for dagen, var faktisk mere end frivol, og vi frygter, at det vil blive værre med tiden. Paris ser nu ud som under en fest, hvilket sandelig ikke er på sin plads, og hvis vi ikke ønsker at kaldes 'forfaldsparisere', må der gøres en ende på dette.» Og så citerer han stedet hos Tacitus: «Og alligevel, morgenen efter den forfærdelige kamp og endog før den var kæmpet fuldstændig til ende, begyndte Rom, fornedret og fordærvet, på ny at vælte sig i den sump af vellyst, der ødelagde dens legeme og tilsmudsede dens sjæl – alibi proelia et vulnera, alibi balnea popineque (her kampe og sår, dèr bade og restauranter)». - Hr. Hervé glemmer kun, at den «Paris' befolkning», som han taler om, kun er befolkningen i Thiers' Paris, kapitulanternes, der i skarevis vender tilbage fra Versailles, Saint Denis, Rueil og Saint Germain, i sandhed «forfaldets Paris».
I hver af sine blodige triumfer over de selvopofrende forkæmpere for et nyt og bedre samfund overdøver denne skændige civilisation, det bygger på arbejdets underkuelse, sine slagtofres skrig med en bagtalelsens hetz, der gentages af et verdensomspændende ekko. Kommunens muntre arbejder-Paris forvandler sig pludseligt under hænderne på «ordenen»s blodhunde til en tumleplads for onde ånder. Og hvad betyder denne uhyre forvandling for bourgeoisforstanden i alle lande? Intet andet end at Kommunen havde sammensvoret sig mod civilisationen! Paris' befolkning ofrer sig begejstret for Kommunen; antallet af dens døde er større end i noget tidligere slag. Hvad betyder det! Intet andet end at Kommunen ikke var folkets egen regering, men en håndfuld forbryderes voldshandling! Paris' kvinder ofrer med glæde deres liv på barrikaderne og på retterstedet. Hvad betyder det! Intet andet end at Kommunens dæmon havde forvandlet dem til megærer og hekater! Kommunens mådehold under et to måneder langt ubestridt herredømme finder man kun magen til i det heltemod, hvormed den blev forsvaret. Hvad betyder det! Intet andet end at Kommunen to måneder igennem skjulte sine djævelske lysters blodtørst under mådeholdets og humanitetens maske for at slippe den løs i dødskampens time!
Arbejdernes Paris har under sin heroiske selvopofrelse draget bygninger og monumenter med ind i flammerne. Når proletariatets beherskere sønderriver dets levende legeme, bør de ikke længere regne med i triumf at kunne vende tilbage til ubeskadigede boliger. Versaillesregeringen råber «brandstiftelse!» og hvisker dette stikord til alle sine håndlangere helt ud til den mest afsidesliggende landsby, for at de overalt skal gøre jagt på dens modstandere som mistænkte for professionel brandstiftelse. Bourgeoisiet i hele verden ser med velbehag på massenedslagtningen efter slaget, men det forfærdes over vanhelligede mure og tagsten!
Når regeringerne giver deres krigsflåder officiel tilladelse til «at dræbe, brænde og ødelægge», er det så tilladelse til brandstiftelse? Var det brandstiftelse, da de britiske tropper lystigt brændte Kapitol i Washington og kejseren af Kinas sommerpalads? Var det brandstiftelse, da preusserne, ikke af militære grunde, men af ren og skær hævngerrighed afbrændte byer som Cháteaudun og talløse landsbyer med petroleum? Var det brandstiftelse, da Thiers seks uger igennem bombarderede Paris under påskud af, at han blot ville antænde de huse, i hvilke der var folk? – I en krig er ild et fuldt ud lovligt våben. Bygninger, der er besat af fjenden, bombarderer man for at sætte ild på dem. Bliver forsvarerne nødt til at forlade dem, så stikker de selv ild på dem, for at angriberne ikke skal sætte sig fast i dem. At blive brændt ned var altid den uundgåelige skæbne for alle bygninger, der lå i alverdens regulære hæres frontlinje. Men i de underkuedes krig mod deres undertrykkere, den eneste retfærdige krig i historien, skal dette sandelig ikke gælde! Kommunen har i ordets strengeste forstand brugt ilden som forsvarsmiddel. Den brugte den til at spærre Versaillestropperne de lange, lige gader, som Haussmann med vilje havde anlagt så åbne for artilleriild; den brugte den til at dække sit tilbagetog, akkurat ligesom Versailleshæren under sin fremrykning anvendte sine granater, der ødelagde mindst lige så mange huse som Kommunens ild. Endnu i dag er det omstridt, hvilke huse, der blev stukket i brand af forsvarerne, og hvilke af angriberne. Og forsvarerne tog først deres tilflugt til ilden, da Versaillestropperne allerede var begyndt med deres massemord af fangerne. – Desuden havde Kommunen lange tider i forvejen offentligt bebudet, at den, hvis den blev drevet til det yderste, ville begrave sig selv under Paris' ruiner og gøre Paris til et andet Moskva, hvilket forsvarsregeringen – ganske vist kun som et skalkeskjul for sit forræderi – ligeledes havde lovet. Netop med dette formål for øje havde Trochu anskaffet den nødvendige petroleum. Kommunen vidste, at dens modstandere ikke brød sig om den parisiske befolknings liv, men i høj grad om deres egne parisiske bygninger. Og Thiers havde på sin side erklæret, at han ville være ubønhørlig i sin hævn. Så snart han havde sin hær rede på den ene side, og preusserne på den anden side spærrede udgangen, råbte han: «Jeg vil være ubarmhjertig! Boden vil blive fuldstændig, justitsen streng.» Hvis pariserarbejdernes handlinger var vandalisme, så var de det fortvivlede forsvars vandalisme, ikke triumfens vandalisme som den, de kristne gjorde sig skyldig i overfor den hedenske oldtids virkelig uvurderlige kunstværker; og selv denne vandalisme er blevet retfærdiggjort af historieskriveren som et uundgåeligt og forholdsvis ubetydeligt moment i den gigantiske kamp mellem et nyt samfund i fremvækst og et gammelt samfund, der var ved at bryde sammen. Endnu mindre var det Haussmanns vandalisme, der fejede det historiske Paris væk for at skaffe plads for dagdrivernes Paris.
Men Kommunens henrettelse af de fire og tres gidsler med ærkebiskoppen af Paris i spidsen! – Bourgeoisiet og dets hær havde i juni 1848 genindført en skik, der for længst var forsvundet fra krigsførelsen – nedskydningen af sine værgeløse fanger. Denne brutale skik er siden da i større eller mindre grad blevet anvendt ved hver undertrykkelse af en folkeopstand i Europa og Indien, hvorved det er bevist, at skikken var et virkeligt «fremskridt for civilisationen»! På den anden side havde preusserne i Frankrig sat nyt liv i den skik at tage gidsler – uskyldige folk, der med deres liv hæftede for andres handlinger. Da Thiers, som vi har set, lige siden kampens begyndelse havde sat den humane skik i kraft at skyde tilfangetagne kommunarder, var der ikke andet at gøre for Kommunen - for at beskytte disse fangers liv – end at tage sin tilflugt til den preussiske skik at tage gidsler. Gidslernes liv var atter og atter blevet forbrudt ved Versaillesregeringens fortsatte nedskydning af fanger. Hvorledes kunne man skåne dem endnu længere efter det blodbad, mod hvilket MacMahons prætorianere [32] fejrede deres indmarch i Paris? Skulle selv den sidste modvægt over for bourgeoisregeringernes hensynsløse vildskab - arrestationen af gidsler – kun være tomme ord? Ærkebiskop Darboys virkelige morder er Thiers. Kommunen havde atter og atter tilbudt at udveksle ærkebiskoppen og en hel skare præster, oven i købet mod Blanqui alene, som dengang var i Thiers' magt. Thiers satte sig hårdnakket imod det. Han vidste, at han med Blanqui ville give kommunen et hoved, mens ærkebiskoppen bedst ville tjene hans formål som – lig. Thiers kopierede her Cavaignac. Hvilket forfærdelsens skrig udstødte Cavignac og hans ordensmænd ikke i juli 1848, da de brændemærkede oprørerne som ærkebiskop Affres mordere! Og dog vidste de udmærket, at ærkebiskoppen var blevet skudt af ordenssoldaterne. Jacquemet, ærkebiskoppens generalvikar, havde umiddelbart efter udåden overrakt ham et dokument, hvori han som vidne skildrede, hvad det var sket.
Hele dette bagtalelseskor, som Ordenspartiet i sine blodfester aldrig undlader at istemme mod sine slagtofre, beviser blot, at den nuværende bourgeois anser sig selv for retmæssig efterfølger af den tidligere feudalherre, der anså ethvert våben i sin egen hånd for berettiget overfor plebejeren, mens ethvert våben i plebejerens hånd på forhånd var en forbrydelse.
Den herskende klasses sammensværgelse, der havde til formål at fælde revolutionen ved en borgerkrig under den fremmede erobrers beskyttelse – en sammensværgelse, hvis spor vi har fulgt fra september indtil de MacMahon'ske prætorianeres indmarch gennem St. Cloud porten – nåede sit højdepunkt i blodbadet i Paris. Bismarck ser glad i hu på Paris' ruiner, i hvilke han måske har set den «første rate» af den almindelige ødelæggelse af de store byer, som han allerede havde drømt om, da han endnu var en simpel landjunker i det preussiske «mageløse kammer» af 1849. Han skuer tilfreds på pariserproletariatets lig. For ham er det ikke blot revolutionen, der udslettes, men også Frankrig, som nu virkelig har mistet hovedet, og oven i købet takket være den franske regering selv. Med den for alle heldige statsmænd karakteristiske flygtighed ser han kun overfladen af denne vældige historiske begivenhed. Hvor i historien har man nogen sinde tidligere oplevet en sejrherre, der kroner sin sejr med, at han ikke blot lader sig bruge som gendarm, men også som den besejredes regerings lejede snigmorder? Mellem Preussen og Pariserkommunen var der ikke krig. Tværtimod, Kommunen havde godkendt de foreløbige fredsbetingelser, og Preussen havde erklæret sig for neutralt. Preussen var altså ikke noget krigsførende parti. Det handlede som snigmorder; som fej snigmorder, fordi det ikke udsatte sig for nogen fare; som lejet snigmorder, fordi det i forvejen gjorde betalingen for sine blodpenge på 500 millioner afhængig af Paris' fald. Og således kom da endelig denne krigs sande karakter for dagen, en krig, som forsynet havde iværksat, for at det fromme og sædelige Tyskland skulle tugte det gudløse og liderlige Frankrig! Og dette uhørte brud på folkeretten, selv således som den gamle verdens jurister opfattede det, rusker ikke Europas «civiliserede» regeringer op til at lyse dette retsbrydende Preussen, dette simple redskab for Petersborg-kabinettet, i folkenes band – men får dem kun til at overveje, om de få slagtofre, der undgår den dobbelte kæde af poster omkring Paris, ikke også bør udleveres til Versaillesbødlerne!
At den sejrende og den besejrede armé efter den største krig i nyere tid sluttede sig sammen til fælles nedslagtning af proletariatet – en så uhørt begivenhed beviser ikke, som Bismarck tror, den endelige undertrykkelse af det nye samfund, der er ved at arbejde sig i vejret, men det gamle bourgeoissamfunds fuldstændige hensmuldren. Det største heroiske opsving, som det gamle samfund endnu var i stand til, var den nationale krig, og denne viser sig nu at være en ren regeringssvindel, der ikke tjener noget andet formål end at udskyde klassekampen, og som kastes til side, så snart klassekampen flammer op i borgerkrigen. Klasseherredømmet er ikke længere i stand til at skjule sig bag en national uniform; de nationale regeringer er ét overfor proletariatet!
Efter pinsesøndag 1871 kan der ikke mere gives fred eller våbenhvile mellem Frankrigs arbejdende og ranerne af deres arbejdsprodukter. Lejede soldaterhorders jernhånd kan måske en tid lang holde begge klasser nede i fælles undertrykkelse. Men kampen må bryde ud atter og atter og brede sig mere og mere, og der kan ikke være tvivl om, hvem der vil blive den endelige sejrherre – de få udbyttere eller det uhyre arbejdende flertal. Og de franske arbejdere udgør kun fortroppen af hele det moderne proletariat.
Mens de europæiske regeringer således viser klasseherredømmets internationale karakter foran Paris, bjæffer de ud over hele verden, at hovedkilden til al denne ulykke er Den internationale arbejderassociation – arbejdets internationale modorganisation over for kapitalens verdenssammensværgelse. Thiers anklagede den for at være arbejdets despot, der udgiver sig for dets befrier. Picard befalede at afskære al forbindelse mellem de franske tilhængere af Internationale og dem i udlandet; grev Jaubert, Thiers gamle medskyldige fra 1835, der nu var blevet til en mumie, erklærede, at det var en hovedopgave for alle regeringer at udrydde dem. Nationalforsamlingens landjunkere hylede imod Internationale, og hele den europæiske presse stemte med i koret. En hæderværdig fransk forfatter, det står absolut fremmed overfor vor association, udtaler sig som følger: «Medlemmerne af nationalgardens centralkomité samt størstedelen af Kommunens medlemmer er Den internationale arbejderassociations mest virksomme, indsigtsfulde og energiske hoveder ... folk, der er helt igennem ærlige, oprigtige, intelligente, fulde af hengivelse, rene og fanatiske i ordets gode betydning.» Den politifarvede bourgeoisforstand forestiller sig naturligvis Den internationale arbejderassociation som en slags hemmelig sammensværgelse, hvis centralledelse fra tid til anden befaler oprør i forskellige lande. Men vor association er faktisk kun det internationale bånd, der forener de mest fremskredne arbejdere i den civiliserede verdens lande. Hvor og i hvilken skikkelse og under hvilke betingelser klassekampen end giver sig blot nogenlunde håndgribeligt udtryk, dèr er det også naturligt, at medlemmer af vor association står i forgrunden. Den jordbund, den vokser frem af, er selve det moderne samfund. Den kan ikke trampes ned med nok så megen blodsudgydelse. For at trampe den ned, skulle regeringerne fremfor alt trampe kapitalens tyranni over arbejdet ned – altså betingelsen for deres egen snyltertilværelse.
Arbejdernes Paris med sin Kommune vil til evige tider blive fejret som den berømmelige bebuder af et nyt samfund. Dens martyrer gemmes i arbejderklassens store hjerte. Dem, der tilintetgjorde den, har historien allerede nu naglet til den skampæl, som alle deres præsters bønner ikke vil magte at frelse dem fra.
«Fangekolonnen gjorde holdt i Avenue Uhrich og blev stillet op på fortovet i fire eller fem geledder med front til gaden. Generalen, marquis de Galliffet, og hans stab steg af hestene og inspicerede linjen, idet de begyndte fra venstre fløj. Generalen gik langsomt frem og tog rækkerne i øjesyn; hist og her standsede han, rørte en mand ved skulderen eller vinkede ham frem fra de bageste rækker. De, der var blevet søgt ud på denne måde, blev, for det meste uden videre forhandling, stillet op midt på gaden, hvor de snart dannede en lille særkolonne ... Det var øjensynligt, at der herved i betydelig grad var mulighed for misgreb. En bereden officer gjorde generalen opmærksom på en mand og en kvinde på grund af en eller anden særlig misgerning. Kvinden styrtede frem af rækkerne, faldt på knæ og forsikrede med udstrakte arme lidenskabeligt, at hun var uskyldig. Generalen afventede en pause og sagde så med fuldstændig roligt ansigt og ubevægelig holdning: Madame, jeg har besøgt alle teatre i Paris, det er ikke umagen værd at spille komedie (il ne faut pas la peine de jouer la comédie) ... Det var på denne dag ikke godt for nogen at være synderlig større, mere snavset, renligere, ældre eller hæsligere end sine sidemænd. Jeg lagde særlig mærke til en mand, der vel kun havde sin knuste næse at takke for, at han så hurtigt blev udfriet fra denne jordiske jammerdal ... Over hundrede blev således søgt ud, en deling soldater kommanderet til at skyde dem og resten af kolonnen marcherede videre, mens de andre blev tilbage. Nogle minutter senere begyndte ilden bagved os, som – med korte afbrydelser – varede over et kvarter. Det var henrettelsen af disse summarisk dømte ulykkelige.» – Pariserkorrespondent til «Daily News», 8. juni. – Denne Galliffet, «sin hustrus alfons, hende, der var så berygtet på grund af den skamløshed, med hvilken hun stillede sit legeme til skue ved det andet kejserdømmes orgier», var under krigen kendt under navnet den franske Fændrik Pistol.
«Le Temps» [33], et besindigt og ingenlunde sensationslystent blad, fortæller en grufuld historie om folk, der blev skudt halvt ihjel og begravet før de var døde. Et stort antal blev begravet på pladsen ved St. Jacques-la-Bouchière, mange af dem kun let tildækket med jord. Om dagen overdøvede gadelarmen alt, men i nattestilheden blev beboerne i de omkringliggende huse vækket af en fjern stønnen, og om morgenen så man en knyttet næve rage op af jorden. Som følge heraf blev det givet befaling til, at ligene skulle graves op igen ... At mange sårede er blevet begravet levende, det kan jeg ikke i mindste måde tvivle om. Jeg kan selv stå inde for følgende tilfælde: Da Brunel og hans kæreste den 24. maj var blevet skudt i gården til et hus på Vendômepladsen, lod man dem ligge til om eftermiddagen den 27. Da man endelig kom for at fjerne ligene, fandt man, at kvinden endnu var i live, og bragte hende til et forbindingssted. Skønt hun var ramt af fire kugler, er hun nu uden for fare. («Evening Standard»s Paris-korrespondent, 8. juni 1871).
Det følgende brev stod i London «Times» [34] den 13. juni:
«Til redaktøren af «Times»:
Sir! – Den 6. juni 1871 har hr. Jules Favre udsendt et cirkulære til alle europæiske magter og opfordret dem til at undertrykke Den internationale arbejderassociation. Nogle få bemærkninger vil være nok til at karakterisere dette dokument.
I selve indledningen til vore statutter slås det fast, at Internationalen blev stiftet «den 28. september 1864 på et offentligt møde i St. Martin's Hall, Long Acre, London«. Af grunde, hr. Jules Favre selv bedst kender, har han flyttet stiftelsesåret tilbage til 1862.
For at skildre vore principper påstår han at citere «deres (Internationalens) flyveblad af 25. marts 1869». Og hvad citerer han så? Et flyveblad fra en forening, som ikke er Internationalen. Den slags manøvrer benyttede han allerede dengang, da han endnu var en temmelig ung sagfører og skulle forsvare bladet «National» mod Cabets injuriesøgsmål. Dengang foregav han at læse uddrag af Cabets pjecer, men det han læste, var egne tilføjelser – et trick, der blev afsløret under retssagen, og som ville have kostet Jules Favre sagførerbestallingen, hvis Cabet ikke havde varet så overbærende. Intet af de dokumenter, han citerer som Internationales, stammer fra Internationale. Han siger f.eks.: «Alliancen erklærer sig for ateistisk, siger generalrådet, der er dannet i London i juli 1869». Generalrådet har aldrig udsendt noget sådant dokument. Det har tværtimod udsendt et dokument, som erklærede «Alliancen»s originale statutter for ugyldige – den «Alliance de la Démocratie Socialiste», som Jules Favre netop citerer.
I hele dette cirkulære, der delvis skal gå for at være rettet mod kejserdømmet, har Jules Favre intet andet at pådutte Internationalen end de politipåfund, som Kejserdømmets offentlige anklagere benyttede sig af, og som brød ynkeligt sammen over for dette kejserdømmes domstole.
Det er en kendt sag, at Internationales generalråd i sine to adresser (af juli og september sidste år) om den nylige krig brændemærkede de preussiske erobringsplaner mod Frankrig. Senere henvendte hr. Reitlinger, Jules Favres privatsekretær, sig – det var ganske vist forgæves – til nogle medlemmer af generalrådet for at få rådet til at demonstrere mod Bismarck til fordel for Den nationale forsvarsregering; han bad dem udtrykkeligt om ikke at omtale republikken. Forberedelser til en demonstration med henblik på Jules Favres forventede ankomst til London blev truffet – sikkert med de bedste hensigter – på trods af generalrådet, som i sin adresse af 9. september udtrykkeligt havde advaret Paris' arbejdere mod Jules Favre og hans kolleger.
Hvad ville Jules Favre sige, hvis Internationale for sit vedkommende henvendte sig til alle regeringer i Europa og henledte deres særlige opmærksomhed på de dokumenter, der er offentliggjort i Paris af den afdøde Millière!
John Hales, Sekretær for Den internationale Arbejderassociations generalråd
London, den 12. juni 1871.
I en artikel om «Den internationale organisation og dens formål» citerer den elendige stikker, Londonbladet «Spectator» (24. juni), blandt andre tricks af samme art, endnu udførligere end Jules Favre har gjort det, ovennævnte dokument fra «Alliancen», som om det var Internationales værk, og dét elleve dage efter at dementiet var blevet offentliggjort i «Times». Det undrer os ikke. Frederik den Store sagde ofte, at af alle jesuitter er protestanterne de værste.
Skrevet af K. Marx i april og maj 1871 og godkendt af Den internationale arbejderassociations generalråd den 30. maj 1871. Trykt første gang som brochure på engelsk, London 1871. Samtidig udgivet på tysk og fransk. Den tyske tekst, redigeret af F. Engels og forsynet med indledning, udkom på ny i Berlin 1891. Efter teksten i 1891-udgaven.
London, den 12. april 1871.
... Hvis du slår op på sidste kapitel af min «Attende brumaire», vil du finde, at jeg udtaler, at den franske revolutions næste forsøg ikke mere som hidtil vil være at overføre det bureaukratiske militære maskineri fra den ene hånd til den anden, men at sønderbryde det, og dette er forudsætningen for enhver virkelig folkerevolution på kontinentet. Det er også det, vore heroiske partifæller i Paris forsøger. Hvilken elasticitet, hvilket historisk initiativ, hvilken opofrelsesevne er der ikke hos disse parisere! Efter seks måneders sult og ruin, mere på grund af indre forræderi end på grund af den udenlandske fjende, rejser de sig lige over for preussiske bajonetter, som om der aldrig havde eksisteret en krig mellem Frankrig og Tyskland, og som om fjenden ikke stod foran Paris' porte! Historien har ikke noget lignende eksempel på lignende storhed! Hvis de bukker under, så er det ikke andet end deres «godmodighed», der er skyld i det. Det gjaldt om straks at marchere til Versailles, efter at først Vinoy og dernæst den reaktionære del af Paris' nationalgarde selv havde rømmet marken. Det rigtige øjeblik blev forpasset på grund af samvittighedsskrupler. Man ville ikke begynde borgerkrigen, som om Thiers, dette ondskabsfulde misfoster, ikke allerede havde påbegyndt borgerkrigen med sit forsøg på at afvæbne Paris! Anden fejl: centralkomiteen opgav sin magt for tidligt for at gøre plads for Kommunen. Atter af alt for «hæderlige» skrupler! Hvordan dette end forholder sig, denne nuværende rejsning i Paris – selv om den også bukker under for det gamle samfunds ulve svin og gemene hunde – er vort partis mest strålende bedrift siden junioprøret i Paris. Sammenlign blot disse himmelstormere fra Paris med det tysk-preussiske hellige romerske riges himmelslaver, dets posthume maskerader, duftende af kaserne, kirke, landjunkere og fremfor alt filisteri.
A propos. I den offentliggjorte liste over dem, der direkte er blevet understøttet af L. Bonapartes kasse, står der en notits om, at Vogt i august 1853 hat fået 40.000 francs! Jeg har meddelt Liebknecht kendsgerningen til videre benyttelse.
Du kan sende mig Haxthausens bog, da jeg i den senere tid har fået forskellige brochurer etc. umolesterede ikke blot fra Tyskland, men endda fra Petersburg.
Tak for de forskellige sendinger af aviser (jeg beder om mere, da jeg vil skrive noget om Tyskland, rigsdagen etc.).
London, den 17. april 1871.
... Hvordan du kan sammenligne småborgerlige demonstrationer à la 13. juni 1849 [35] o.s.v. med den nuværende kamp i Paris, er mig fuldkommen ubegribeligt.
Det ville ganske vist være såre bekvemt at lave verdenshistorie, hvis kampen kun blev taget op på betingelse af absolut gunstige chancer. Den ville på den anden side være af højst mystisk natur, hvis «tilfældigheder» ikke spillede nogen rolle. Disse tilfældigheder hænder naturligvis i udviklingens almindelige gang og kompenseres atter af andre tilfældigheder. Men fremskyndelse og forhaling er i høj grad afhængig af sådanne «tilfældigheder»; og blandt dem figurerer også karakteren af de folk, der først står i spidsen for bevægelsen.
Det afgørende ugunstige «tilfælde» skal denne gang ingenlunde søges i der franske samfunds almindelige betingelser, men i preussernes tilstedeværelse i Frankrig og i deres stilling tæt uden for Paris. Det vidste pariserne meget vel. Men det vidste de borgerlige kanaljer fra Versailles også. Netop derfor stillede de pariserne over for alternativet: enten at tage kampen op eller bukke under uden kamp. Arbejderklassens demoralisation i sidstnævnte tilfælde ville have været en langt større ulykke end et hvilket som helst antal «førere»s undergang. Arbejderklassens kamp mod kapitalistklassen og dens stat er gennem kampen i Paris trådt ind i en ny fase. Hvad der end bliver det umiddelbare resultat, der er vundet et nyt udgangspunkt af verdenshistorisk vigtighed.
1. Krigene mod Napoleon I i 1813/15. – Red.
2. Ved Sedan blev den franske hær den 2. september 1870 slået og taget til fange sammen med kejseren, Napoleon III, som blev interneret på Wilhelmshöhe ved Kassel. – Red.
3. Possibilisterne: En opportunistisk retning i den franske arbejderbevægelse i slutningen af det 19. århundrede. – Red.
4. Folkeafstemningen blev iværksat af Napoleon III i maj 1870 med det påskud, at folkemassernes stilling til kejserdømmet skulle fastslås. Spørgsmålene var imidlertid formuleret på en sådan måde, at man ikke kunne give udrryk for sin afsky for kejserens politik uden samtidig at erklære sig for modstander af alle demokratiske reformer. I. Internationales sektioner i Frankrig afslørede denne demagogiske manøvre og anbefalede at afholde sig fra deltagelse. – Red.
5. Den fransk-tyske krig begyndte den 19. juli 1870. – Red.
6. «Réveil» – venstre-republikansk blad, grundlagt af Charles Delescluze. Det udkom i Paris fra 1868 til januar 1871. – Red.
7. «Marseillaise» – venstre-republikansk blad, udgivet i Paris af Henri Rochefort fra december 1869 til 9. september 1870. – Red.
8. Se Marx-Engels: «Udvalgte skrifter» I, s. 287-89. – Red.
9. Slaget ved Sadova (i Böhmen) afgjorde den østrigsk-preussiske krig med Preussens sejr. – Red.
10. Den 4. september 1870 blev republikken proklameret i Frankrig, og en ny regering, den såkaldte «nationale forsvarsregering», blev dannet. – Red.
11. Tilsittraktaten blev indgået i 1807 mellem Frankrig og Rusland efter Preussens militære nederlag over for Napoleon I's tropper. – Red.
12. Der sigtes til den bølge af møder, som de engelske arbejdere på initiativ af Marx og I. Internationales generalråd afholdt for at fremme anerkendelsen af den franske repulblik. – Red.
13. Under den amerikanske borgerkrig (1861/65) mellem de industrielle nordstater og sydstaterne, som opretholdt slavesystemet på plantagerne, støttede den engelske presse sydstaterne, d.v.s. slaveriet. – Red.
14. I den engelske udgave Joe Miller, i den franske Falstaff. Karl Vogt, en tysk småborgerlig demokrat, der blev hemmelig agent for Napoleon III. Joe Miller, en bekendt engelsk skuespiller fra det 18. århundrede. Falstaff, typen på en svindler og pralhans i Shakespeares dramaer. – Red.
15. I England får almindelige forbrydere ofte løsladelsesattester, når de har afsonet størstedelen af deres straf. De løslades med disse og stilles under politiopsyn. Disse attester kaldes tickets-of-leave og deres indehavere tickets-of-leave-mænd. (Note til den tyske udgave 1871.)
16. Kong Bomba – øgenavn for Ferdinand II, konge af de to Sicilier. – Red.
17. Til undertrykkelse af den italienske revolution blev der i april 1843 sendte franske tropper til Italien. De bombarderede det revolutionære Rom, en himmelråbende krænkelse af den franske forfatning, i hvilken det hed, at republikken aldrig ville bruge sin magt til undertrykkelse af noget foks frihed. – Red.
18. Der sigtes til undertrykkelsen af pariserproletariatets juniopstand i 1848. – Red.
19. Pourceaugnac – person i en komedie af Molière, typen på en sløv og indskrænket godsejer. – Red.
20. Den nationalforsamling, der åbnedes den 12. februar 1871 i Bordeaux, bestod for langt de flestes vedkommende af monarkister (450 af 750 deputerede), dvs. repræsentanter for godsejerne og de reaktionære lag i by og på land. Derfor kaldtes den «rurauxforsamlingen» eller «landjunkerkammeret». – Red.
21. Shylock – ågerkarl i Shakespeares drama «Købmanden fra Venedig». – Red.
22. Cayenne – hovedstaden i Fransk Guyana i Sydamerika, tvangsarbejds- og forvisningssted. – Red.
23. Investitur – indsættelse af embedsmænd ovenfra. – Red.
24. Kladderadatsch – tysk satirisk vittighedsblad, udkom i Berlin fra 1848. – Red.
25. Den 18. april offentliggjorde Kommunen et dekret om udsættelse af betalingsfristerne for gældsforpligtelser i tre år. – Red.
26. Republikansk Union. – Red.
27. Baron Haussmann var under det andet kejserdømme præfekt for Seinedepartementet, dvs. for byen Paris. Under hans ledelse blev visse bydele ombygget for at lette bekæmpelsen af arbejderopstande. (Note til den af V. I. Lenin redigerede russiske oversættelse).
28. Absentees – af ordet absent (fraværende). Der sigtes til godsejere, der aldrig viser sig på deres godser. – Red.
29. Boldspilsalen, hvor nationalforsamlingen 1789 tog sin berømte beslutning. (Note til den tyske udgave 1871).
30. Koblenz – by i Tyskland, centrum for den franske adels kontrarevolutionære emigration under den franske borgerlige revolution i slutningen af det 18. århundrede. – Red.
31. Kort efter den 18. marts 1871 kom det i Lyon og Marseille til revolutionære rejsninger, med det formål at proklamere Kommunen. Bevægelsen blev undertrykt af regeringen Thiers. – Red.
32. Med udtrykket «prætorianere» sigtes her til Versailleshæren. – Red.
33. «Le Temps» – indflydelsesrigt, liberalt orienteret fransk dagblad, udkom i Paris 1861/1943. – Red.
34. «The Times» – stort og indflydelsesrigt engelsk blad, stiftet 1788, i 1870'erne var bladet liberalt orienteret. – Red.
35. Den 13. juni 1849 afholdt Bjerget i Paris en protestdemonstration imod, at de franske tropper med vold undertrykte den romerske republik. Denne demonstration blev næsten uden besvær splittet og bekræftede udelukkende, at det småborgerlige revolutionære demokrati i Frankrig havde spillet fallit. – Red.