Betegnelsen byzantinisme er afledet af Byzants - hovedstaden i det østromerske rige 330-1453. I det skisma som i disse århundreder herskede mellem romerkirken og den ortodokse kirke i Byzants, og den skarpe magtdeling mellem herredømmet over det østlige og det vestlige Middelhav, kom kejserhoffet i Byzants for vesten til at fremtræde som fremmedartet og gådefuldt, præget af en uigennemtrængelig hierarkisk organisation, formalistiske omgangsformer og intrigant underdanighed. Den politik der for observatøren fremtræder som uforudsigelig kaldes derfor stadig for Byzantinsk, og byzantinisme er den politiske kvalitet der betinger denne uforudsigelighed for observatøren. Under slutfasen af den kolde krig blev Kreml - hovedsædet for statsledelsen i Sovjet - af vestlige observatører betragtet som særlig byzantinsk. En speciel «videnskab» - kremlologi - blev udviklet for at finde de rationelle mønstre i sovjetisk handlemåde. I nordisk politik har det traditionelt været Finland, der af de andre nordiske lande har fået sin politik karakteriseret som byzantinsk. Det uigennemtrængelige i finsk politik synes imidlertid først og fremmest betinget af den sproglige afstand til de andre nordiske lande.
