Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Chaplin (1889-1977), britisk-nordamerikansk filmskuespiller og instruktør. Chaplin havde sin baggrund indenfor music-halls og cirkus. Han blev kendt gennem producenten Mack Sennets selskab, Keystone film, hvor han indspillede og instruerede et stort antal en- og toakters farcer, som ofte havde en tematisk opfindsomhed og et socialt indhold, der var grundlæggende for filmhistorien. Senere arbejdede han hos Essenayfilm, hvor grundlaget blev skabt for hans senere melodramatiske spillefilm. Hos Mutual Films lavede han sine måske bedste kortere film - fulde af satire, ironi og socialt engagement. Et engagement som for øvrigt nåede sit højdepunkt i filmen «Modern Times».

I selvbiografien fra 1964 dominerer de detaljerede gengivelser af de forskellige sider ved Chaplins liv, som rejser og private episoder, mens de politiske områder og den ideologiske udvikling er kraftigt nedtonet ved den efterhånden excentriske familiefar. Chaplins radikalisme tegner en udvikling fra de humoristisk bitre to-aktere som «Shanghaied» og «Easy Street» - små film præget af indignation over fattigdom og arbejdsløshed - til spillefilmen «Diktatoren» i 1941, som afsluttes med en lang monolog til menneskeheden, bygget på antifascistiske slagord, kristent forbrødringsevangelium og en slags utopi-socialisme. Hans sociale engagement er af nogle filmhistorikere sammenlignet med fabianerne. En væsentlig del af hans film fra 1920'erne og senere er endvidere præget af en individuel kunstners higen efter lykke og berømmelse, men med stadige sideblik til de stakkels fattige. Hans påståede sofaradikale orientering hindrede imidlertid ikke Chaplins enorme interesse for den unge Sovjetstat, og han gav senere økonomiske bidrag til den kommunistiske bevægelse i USA. I «Moderne Tider» (Modern Times) lader han f.eks. hovedpersonen Charlot blive fængslet som «kommunistisk leder». I en senere film, «En konge i New York», angribes de politiske hekseprocesser efter den 2. verdenskrig. Chaplins radikale engagement blev tolereret - i alt fald i 20'erne - men sammen med andre forhold ledte engagementet til udfrysning. Først og fremmest blev han beskyldt for antipatriotisme, eftersom han beholdt sit britiske statsborgerskab og nægtede at søge statsborgerskab i USA. Som en række andre nordamerikanske stjerner i slutningen af 20'erne, blev også Chaplin anklaget for perversitet og pornografi og var indblandet i skilsmisseskandaler i Hollywoodstil. Det var let at koble dette sammen med hans radikale «image» og filmenes satiriske og samfundsironiserende form.

Også Chaplins engagement for at få USA med i den 2. verdenskrig skabte problemer med det neutrale lands stærke tysklandsvenlige højrefløj, og filmen «Diktatoren» fik derfor problemer. 1950'ernes angiveri, hekseprocesser og sortlistning blandt de nordamerikanske filmfolk isolerede i høj grad Chaplin. Hans taler for fred og forsoning og hans afsværgning af forbindelser til kommunisterne vandt ringe genklang. Efter en Europatur for lancering af filmen «Rampelys» i 1952 fik han besked på, at han skulle underkastes forhør ved hjemkomsten, på samme måde som alle andre udlændinge blev forhørt om deres «vandel, sundhed, sindssygdom eller kommunistiske tilhørsforhold/sympatier». Chaplin forblev derefter i Europa som en politisk martyr, og blev i midten af 50'erne foreslået både til Nobelprisen i litteratur og fredsprisen.

Chaplin er en af de få filmkunstnere, som fra et tidligt tidspunkt har kunnet kontrollere rettighederne til sine film, og har i efterkrigsårene været en hård forhandler ifht. distributørerne. Hans spillefilm var i over 20 år utilgængelige, indtil de atter blev solgt til skyhøje priser i begyndelsen af 1970'erne.

J.E.H.