Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Nordamerika  .  USA
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Sociologi
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2003
Læst af: 33.686
: :
Cooley, Charles Horton
Left
Rocks
2024-04-17 05:46

Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Charles Horton Cooley
Charles Horton Cooley

Charles Horton Cooley (1864-1929) var en af de første sociologer i USA. Han var oprindeligt uddannet som ingeniør, men bevægede sig siden over i økonomi og sociologi, og var i 1890'erne med til at indføre sociologi som fag ved University of Michigan, Ann Arbor - et af de første universiteter med en sociologiuddannelse i USA. Her virkede og boede han resten af livet.

I sin sociologi beskæftigede Cooley sig især med forholdet mellem individer og grupper, og betydningen af menneskers tilknytning til grupper for den sociale organisering af samfundet som helhed. Han byggede - som mange andre har gjort - på et organisk syn på samfundslivet, en analogi mellem samfundet og en biologisk organisme. Det var bl.a. med inspiration fra den engelske biolog Charles Darwin og den ligeledes engelske filosof og sociolog Herbert Spencer. Han var desuden inspireret af den amerikanske pragmatisme, en ny filosofisk strømning, der var under udvikling i hans samtid. Men han mente også, at der var afgørende kvalitative forskelle mellem det fysiske og biologiske på den ene side og de menneskelige og sociale på den anden, og at naturvidenskabelige metoder ikke uden videre kunne overføres til sociologien. Han henviste ofte hellere til skønlitterære forfattere som Goethe og Shakespeare, end til statistik og målinger. Han anvendte også personlige erfaringer - f.eks. iagttagelser af sine egne børns leg og udvikling mv. - som kildemateriale og eksempler. Det sociale liv skal forstås og forklares ud fra menneskers subjektive bevidsthedsliv og mentale forhold, mente han. Indlevelse og sympati tillagde han betydning, både som bærende elementer i det sociale liv, såvel som metodemæssigt. Den organiske analogi betyder, at det sociale skal anskues som en helhed med gensidig afhængighed mellem individerne, således at individ og gruppe er lige vigtige, men helheden skal forstås som et åndeligt fænomen. Den individuelle og den sociale bevidsthed er i virkeligheden to faser i denne åndelige helhed.

Flere af Cooleys grundantagelser virker stadig moderne. De centrale ideer kommer frem i hans mest kendte bog, Human Nature and the Social Order fra 1902, hvor man også finder de begreber, der fik størst betydning i den senere sociologi. Det sociale liv næres af kommunikation og af forestillinger om selvstændige individer, der opnår deres jeg-følelse indenfor det sociale liv, ikke udenfor. Centralt i denne forbindelse er hans begreb «looking-glass self» (der bedst kan oversættes med: «spejl-jeg’et»), der udtrykker, at mennesker udvikler deres selv-opfattelse i det sociale samspil ved at bruge andres reaktioner som spejl, som de kan aflæse i kommunikationen. Afgørende for socialiseringsprocesser, hvor evne til indlevelse og sympati og dermed også den personlige jeg-identitet dannes, er primærgruppen - et andet af Cooleys centrale begreber, der fik varig indflydelse. Med primærgrupper mener Cooley grupper som familien, børns legegrupper, kammeratskabsgrupper, nabofællesskaber og lignende. De er primære i den forstand, at de giver individerne de første og mest alsidige erfaringer om det sociale, og i den forstand at de normalt er de mest varige. De er præget af følelsesmæssig intimitet og ansigt-til-ansigt kontakt. Modstykket er sekundærgrupper, som er grupper, hvori man i livets løb træder ind i særlige sammenhænge eller roller - f.eks. i skolen, erhvervsuddannelse og arbejde - og som er præget af mere formelle og partielle sociale relationer. Det er i primærgrupper grundlaget for «vi-følelse» dannes, hvilket dog på ingen måde skal forstås derhen, at de nødvendigvis er præget af harmoni.

Cooleys opfattelse er videre, at primærgrupper hermed er bærende både for de enkelte individers dannelse og livsudfoldelse og for sammenhæng og demokrati i samfundet som helhed. Disse ideer udvikler Cooley især i sit andet hovedværk, bogen Social Organization fra 1909. Forbindelsen mellem primærgrupper og storsamfundet henfører Cooley til det han kalder «primære idealer», forestillinger om moralsk fællesskab, og hvad man kunne kalde sociale værdier eller dyder, f.eks. loyalitet, venlighed og hjælpsomhed, respekt for andre og demokratisk sindelag.

Det er især Cooleys ideer om betydningen af kommunikation og samspil i primærgrupper for socialisering og personlighedsdannelse, der fik betydning i den senere sociologi. Der blev specifikt ført videre af sociologen George Herbert Mead og den såkaldte symbolske interaktionisme, men indgår desuden alment i sociologiens grundlag i det hele taget. Cooleys tanker om primærgruppernes betydning for samfundslivet peger desuden frem mod nutidens interesse for social kapital og det civile samfund.

H.An.

Litteratur

Cooley, Charles H.: On Self and Social Organization. Hans Joachim Schubert (ed.). Chicago University Press (1998)
Mortensen, Nils: Amerikansk pragmatisme. I H. Andersen og L. B. Kaspersen: Klassisk og moderne samfundsteori. København: Hans Reitzels Forlag.