Teknologien skal aflaste os - ikke afskaffe osTeknologien skal aflaste os - ikke afskaffe osved aktionsudvalget, november 1985
Ved afslutningen af de københavnske bryggeriarbejderes 8 ugers lange konflikt i sommeren 1985 blev det besluttet, at aktionsudvalget, der blev valgt på et stormøde ved konfliktens start den 9. maj, skulle søge at lave en vurdering af kampens baggrund, kampens forløb og hvorfor det gik som det gik.
Bryggeriarbejdernes Fagforening for København og Omegn (mandlig afd.) har fundet det naturligt at finansiere udgivelsen af denne pjece, der er blevet resultatet af denne vurdering. Pjecens indhold er alene udformet af aktionsudvalget, og der kan derfor være ting, som fagforeningens forretningsudvalg har en lidt anden opfattelse af, men i det store hele er vi enige i aktionsudvalgets vurderinger, hvad angår det væsentlige.
Pjecen er ikke alene beregnet for vores egne medlemmer, men i høj grad også til alle der viste os kammeratskab og solidaritet i vor teknologikonflikt, hvor vort motto var:
"Teknologien skal aflaste os - ikke afskaffe os"
Undertegnede håber at både den kæmpende del og den mere passive del af fagbevægelsen dels må drage lære af de fejlgreb, som vi givet gjorde, og dels må blive inspireret til at tage de nødvendige kampe for at sikre at arbejderklassen får frugten af sit eget arbejde.
Til vore egne medlemmer:
Tak for jeres indsats, den var imponerende. Vi vandt ikke første omgang, men vi er ikke knækket.
Holger Foss
1. Indledning
2. Baggrunden for Bryggeristrejken
a. Branchens udvikling
b. Rammeaftalen 1980-85
3. Bryggeriarbejdernes krav til en ny rammeaftale
4. Hvordan ku' vi? (den faglige baggrund)
5. Strejkens organisering og aktiviteter
a. Stormøderne
b. Strejkeledelsen generelt
c. Tillidsrepræsentanternes opgaver
d. Aktionsudvalgets arbejde
e. Særudvalgene generelt
f. Blokadeudvalget
g. Arbejdsudvalget
h. Indsamlingsudvalget
i. Kulturudvalget
j. Strejkeavisudvalget
k. Bistandsgruppen
6. Hvorfor gik det som det gjorde?
a. DfB
b. DA's rolle
c. DfB's konkrete kampskridt
d. Arbejdsretten
e. DBBMF
f. Strejkekassen
g. Sympatistrejker i provinsen
h. Fagbevægelsen i øvrigt
i. Strejkeledelsen
7. Strejkens afslutning
8. Konklusioner
Årsagen til udgivelsen af denne pjece er, at bryggeriarbejderne i København ønsker at opsummere erfaringerne fra den 60 dage lange bryggeristrejke i sommeren 1985, såvel for os selv som for vore faglige kammerater over hele landet.
Udarbejdelsen af pjecen er foretaget af aktionsudvalget og dækker aktionsudvalgets opfattelse af strejken.
Strejken havde sit udgangspunkt i et forhandlingssammenbrud mellem DfB og de to københavnske fagforeninger for bryggeriarbejderne (= Mandlig og Kvindelig afdeling) vedrørende indholdet i en ny rammeaftale for perioden I. maj 1985 til 1. maj 1990. Rammeaftalen er en teknologiaftale for en længerevarende periode uafhængigt af overenskomstsystemet.
På et fælles medlemsmøde for mænd og kvinder, arbejdsløse og depotarbejdere i Nørrebrohallen den 9. maj 1985 besluttede bryggeriarbejderne at strejke for at sikre deres fremtidige arbejdspladser, Carlsberg og Tuborg. Dermed var 3600 bryggeriarbejdere i konflikt. På strejkemødet blev følgende udtalelse vedtaget:
"De københavnske bryggeriarbejdere forsamlede til møde i Nørrebrohallen den 9. maj 1985 udtaler:
Det er med vrede og harme, at vi har kunnet konstatere, at forhandlingerne om en ny rammeaftale er brudt sammen.
Vi har måttet konstatere, at DfB under forhandlingene ikke har vist den fornødne vilje til at nå et resultat.
Tværtimod har man udvist en foragt overfor vore krav og ikke alene forlangt færre beskæftigede, på grund af nye anlæg og omlægninger i arbejdsgangen, men også forlangt nedskæringer i bemandingen, uanset tekniske ændringer.
Vi vender os kraftigt imod DfB's holdning, der ikke alene vil betyde over 1000 færre ansatte bryggeriarbejdere på Carlsberg/Tuborg inden 1990, men som også vil betyde større utryghed og nedslidning, for dem som bliver til bage.
Vore krav er ikke urealistiske og vil DfB ikke forstå, at vi mener det alvorligt, så er vi parate til at tage de nødvendige skridt, for at fremme vore arbejdsgiveres forståelse.
Vi forlanger at følgende krav, bliver seriøst drøftet og imødekommet af vore arbejdsgivere:
1. En garanteret produktionsgaranti, på det faktiske østsalg af øl og vand.
2. En beskæftigelsesgaranti, som kun accepterer naturlig afgang og som sikrer erstatningsansættelser.
3. At vi får andel i rationaliseringsgevinsten, således at alle bryggeriarbejdere opnår et akkordtillæg på mindst 30 kr. pr. time.
4. Vi vil ikke acceptere, at bryggeriarbejderarbejde overtages af andre faggrupper.
5. Ingen nedskæringer i arbejdsområder, hvor der ikke sker nyinvestering eller omlægninger. Vi anser os selv og vore forhandlere som værende nøgterne og realistiske og vi advarer DfB imod at tro, at man uden videre kan kue og knække de købehavnske bryggeriarbejdere."
Strejken blev afsluttet den 4. juli 1985 på et stormøde i KB-hallen. På anbefaling af de 2 fagforeningers ledelser og aktionsudvalget besluttede bryggeriarbejderne at stemme for en afslutning af strejken. Baggrunden herfor var i korte træk, at medlemmerne var økonomisk trængte, og at der ikke var flere kampskridt, tilbage, når vores forbund ikke ønskede at slutte op om stejkens førelse og størstedelen af den øvrige fagbevægelse i overensstemmelse hermed forholdt sig passivt afventende.
Ved optagelsen af arbejdet blev vi garanteret beskæftigelse indtil 1. januar 1985, samt fik tilsagn om forhandlinger vedrørende en ny rammeaftale, startende op den 8. juli 1985.
Alle, der var ansat den 8. maj kom tilbage i arbejde. Boycottruslerne blev trukket tilbage.
Forhandlingerne pågår for nærværende og et evt. resultat vil først foreligge senere på året.
Bryggeristrejken 1985 var den første arbejdskamp, hvor en større ufaglært arbejdergruppe gik samlet ud i strejke for at få tilgodeset deres interesser i forbindelse med indførelse af ny teknologi på arbejdspladsen og for at få nogle langsigtede garantier for produktion og beskæftigelse.
Strejkens betydning lå ikke kun i dens konkrete krav og kampskridt, men i arbejdernes forsøg på at kræve andel i arbejdsgivernes uindskrænkede ledelsesret i form af krav om indflydelse på arbejdets organisering og den ny teknologis indførelse, så beskæftigelsen blev sikret.
Strejkens principielle betydning for den øvrige arbejderbevægelse blev straks opfattet af De forenede Bryggerier (DfB) og DA, mens det skortede mere på fagbevægelsens forståelse og opmærksomhed, for ikke at tale om vores forbundsledelses aktive modstand mod strejken.
Baggrunden for strejken skal ses i de sidste 5-10 års teknologiske udvikling inden for bryggeriindustrien og i bryggeriarbejdernes mangeårige kamp for at få indflydelse på den ny teknologi. Igennem de sidste 10 år vi antallet a bryggeriarbejdere i København faldet fra 5500 i 1975 til 3500 i 1985.
Siden 1979, hvor Fredericia Bryggeri (FB) stod nyopført, har bryggeriarbejderne vidst, at de »gyldne« dage i København var talte. Fredericia udgjorde fra start, både produktionsmæssigt og fagligt, en trussel mod de københavnske bryggeriarbejderes positioner. For at overvinde denne trussel, som DfB bevidst havde skabt, forsøgte vi fra start, dvs. til overenskomstforhandlingerne 1 1979, gennem forbundet at kræve københavnerlønninger og bemandinger så nær de københavnske som muligt ved nyanlæg. Samtidig forsøgte vi at knytte faglige bånd til de nyansatte bryggeriarbejdere i Fredericia, bånd, der senere skulle vise sig at blive værdifulde. Især arbejderne i Fredericia og' København befinder sig i et nært skæbnefællesskab, fordi begge tilhører DfB-koncernen og begge brygger og tapper HOF og TUBORG som de eneste i landet i større skala (noget såkaldt løntapning finder dog sted på mindre provinsbryggerier).
Indførelsen af højteknologisk ølproduktion såvel som salg af know-how og nøglefærdige bryggerier til udlandet var således dele af samme strategi, som DfB havde lagt. Den ny, mandskabsbesparende teknologis indførelse kunne dels sikre større profitter i den indenlandske produktion og dels - på længere sigt - true arbejdernes faglige positioner.
Den indenlandske strategi gik hånd i hånd med en offensiv indsats i udlandet: de to københavnske bryggerier blev brugt til at introducere DfB's produkter på nye markeder, hvorefter DfB etablerede sig med produktion og distribution på stedet enten i form af egne fabrikker, eller ved at benytte eksisterende produktionsanlæg gennem licensaftaler.
DfB er idag såvel Danmarks største ølproducent, som Danmarks største industrikoncern (målt i forhold til aktive investeringer) med interesser i mange andre industrigrene end øl/vandproduktion. Endelig er DfB den 6. største af verdens ølgiganter med fodfæste på flest forskellige markeder.
I København stod vi i 1979, med det problem, at især Carlsberg var præget af en lang række forældede produktionsanlæg, og Tuborg Tap Syd, som dengang kun var 6-7 år gammel, ville være forældet i løbet af de næste 5-10 år.
Indtil begyndelsen af 70'erne havde hverken fagforeningerne eller forbundet været vågne nok overfor det begyndende teknologiske problem. Op igennem 60'erne og begyndelsen af 70'erne var der nok sket mandskabsreduktioner og rationaliseringer, men en samtidig produktionsudvidelse havde delvis skjult dette, idet den havde kunnet opsuge arbejdskraften, så der ikke skete fyringer, ihvertfald ikke i massemålestok. Dvs. de to københavnske fagforeningers politik havde været præget af lønkrav og krav om forbedringer i de daglige arbejdsforhold (såsom bedre pauser, miljøkrav om f.eks. mindre støj osv).
I 1977 fik de københavnske bryggeriarbejdere dog indført en 2-årig beskæftigelsesgaranti i overenskomsten. Denne garanti indeholdt ingen stopklods for den "naturlige afgang", hvorfor beskæftigelsen reelt fortsatte med at falde drastisk og ingen nyansættelser fandt sted. Beskæftigelsesgarantien for de resterende fastansatte udløb dog med overenskomsten i foråret 79, samtidig med, at Fredericia Bryggeri skulle til at starte op.
Stillet overfor de nævnte trusler, indenlands og udenlands, måtte de københavnske bryggeriarbejdere i hast indstille sig på de ny tider, hvor arbejdsløsheden generelt bredte sig som en pest i samfundet.
Dette skete som nævnt ved at forsøge at kræve tillempede københavnerforhold i Fredericia, foruden ved at sikre sig på hjemmefronten gennem at kræve langtidsgarantier for produktion, investeringer i nyanlæg og beskæftigelse i København, formuleret som et krav om en rammeaftale løbende fra 1980-85.
Begge dele så ud til at mislykkes, idet forbundets ledelse solgte, vores krav til bemandingen i Fredericia mod at få mindre lønforhøjelser for provinsens arbejdere. Ved samme overenskomstforlig i 1979 mistede bryggeriarbejderne i København deres indexregulering, der automatisk regulerede akkorderne (samtidig med udløsningen af en dyrtidsportion) og derfor havde bidraget til de relativt gode lønforhold i 70'erne.
Overenskomstforslaget blev stemt igennem med et snævert flertal på landsplan på trods af anbefaling af nej fra de to københavnske fagforeningsledelser.
DfB vejrede morgenluft og i løbet af vinteren 1979 strandede forhandlingerne om en rammeaftale i København på uenighed om de væsentlige krav, mellem DfB og de to københavnske fagforeninger.
I Januar 1980 gik DfB igang med bl.a. at nedlægge en ældre tappekolonne på Tuborgs Tap Nord, samt overflytte et lagerområde fra Tap Nord til Tap Syd. Dette skete ikke i samarbejde med de to fagforeninger, og de berørte bryggeriarbejdere nedlagde prompte arbejdet. Resten af bryggeriarbejderne på Tuborg blev hjemsendt af DfB, men efter 4 ugers konflikt krøb DfB til forhandlingsbordet.
I første omgang i form af opfyldelse af vores krav: ingen nedlæggelse af produktionsanlæg sålænge der ikke forelå en rammeaftale, i anden omgang i form af egentlige rammeaftaleforhandlinger for Carlsbergs og Tuborgs fremtid.
Vi fik en aftale igennem, der var væsensforskellig fra, hvad der eksisterede på det øvrige arbejdsmarked.
Aftalen gav garantier for Carlsberg og Tuborgs bevarelse som 2 selvstændige bryggerier. Der blev givet produktionsgarantier for minimum det ølsalg, DfB havde haft i 1977/78 øst for Storebælt, samt garantier for mineralvands- og maltproduktion. Der blev givet en anlægsgaranti, der rummede procedure for nedlæggelse, ombygning eller nyopførelse af anlæg, i konkret og navngiven form.
Der blev givet en beskæftigelsesgaranti, der sikrede beskæftigelsen for de fastansatte, men samtidig accepterede en naturlig afgang på max. 1100 personer i perioden fra 1980 til 1985: 800 mænd og 300 kvinder. (Tallene på m/k har sin forklaring i den daværende procentvise fordeling mellem mænd og kvinder på bryggerierne). Når afgangen var nået de 1100, skulle der ske erstatningsansættelser, i perioden 1983-85 blev der fastansat 300 m/k som følge af aftalen.
Endelig rummede rammeaftalen en hensigtserklæring, der gik på forbedring af arbejdsforholdene vedrørende skifteholdsarbejde, samt krav til det fysiske og psykiske arbejdsmiljø, og uddannelses- og undervisningsmuligheder i arbejdstiden. Denne hensigtserklæring var DfB's indrømmelse, til vores krav om andel i rationaliseringsgevinsten, idet de afviste ethvert direkte løntilskud.
At indrømmelsen kunne ligge på et meget lille sted blev hurtigt afsløret: ingen væsentlige forbedringer af arbejds- og miljøforhold som følge af rationaliseringer og mandskabsreduktioner fandt sted fra 1980-85. Der fandt heller ingen generelle lønstigninger sted som følge af rammeaftalen, med undtagelse af de %-rammer som skiftende regeringer fandt det for godt at tildele arbejderne. Bryggeriarbejderne havde i den samme periode et reallønsfald på 20%.
 |
| Den nyeste tappekolonne H1 på Carlsberg |
Sammenhold det med at DfB i samme periode har haft en rationaliseringsgevinst på 750 mill. kr. blot i sparede lønudgifter! Det svarer stort set til investeringerne på C og T i perioden! Oven i dette har DfB haft et rekordoverskud der ligger blandt Danmarks højeste nettoprofitter pr. arbejder, samtidig med at der er sket storstilet udstedelse af friaktier. Alt i alt har man billedet af en rig arbejdsgiver der har haft sine klare fordele af rammeaftalens rolige nedrivnings- og investeringsrytme.
Hvis man kort skal opsummere, hvad der konkret skete i rammeaftaleperioden, så skete de mest omfattende ændringer på Carlsberg. Adskillige forældede produktionsanlæg og haller blev nedrevet for at give plads til dels en ny eksportkolonne, dels en ny ølkolonne (Hl) til hjemmemarkedsproduktion og endelig en storstilet nybygning af brygsiden (MB1-projektet). Der blev også gjort plads til bygning af mindst 1 ekstra H-kolonne (H2) på Carlsberg efter 1985.
Tuborg overtog Carlsbergs hidtidige mineralvandsproduktion, men uden modernisering af tappeanlæggene, eller konkrete planer om opførelse af en ny vandfabrik. Tap Syd blev moderniseret lidt, især dåsekolonnen med eksportproduktion, mens de 2 store ølkolonner til hjemmemarkedsproduktion fortsatte næsten uændret med rationalisering af en enkelt funktion. Den mest moderne ølkolonne (12-stk. kolonnen på Tap Nord) blev nedlagt 1. maj 1985 og produktionen overført til Fredericia og andre bryggerier.
Samtidig står der i dag 3 nye, store ølkolonner på Fredericia Bryggeri, og den hal, der evt. skal rumme en 4. kolonne, har længe stået klar. Truslen mod København er åbenlys, ligesom truslen om rationaliseringer, massefyringer eller direkte fabrikslukninger længe har stået og banket på de små, ældre provinsbryggeriers dør.
Dette betød, at der i løbet af rammeaftaleperioden voksede en modsætning op mellem arbejderne på Carlsberg og Tuborg, mellem København og Fredericia, samt indenfor provinsen mellem Fredericia og de andre provinsbryggerier. Modsætninger, der skreg på en faglig stillingtagen og løsning.
For de 2 fagforeninger i København blev det derfor vigtigt at stille nogle krav til en ny rammeaftale op, der både kunne sikre Carlsberg og Tuborgs fortsatte beståen, samt sikre enheden mellem de forskellige arbejdergrupper. Samtidig burde det være en oplagt opgave for forbundets ledelse at bekæmpe splittelsen mellem København-provinsen og indenfor provinsens egne rækker.
Det var de københavnske bryggeriarbejderes holdning, at såfremt vi kunne fastholde vores aftaleforhold og langtidsgarantier, ville dette styrke hele branchen. Provinsens arbejdere kunne samtidig bruge vores rammeaftale som model og rambuk overfor arbejdsgiverne. Denne vurdering skulle senere vise sig at gøre regning uden vært.
Men på trods heraf skal det dog nævnes, at der var kræfter, såvel i forbundets hovedbestyrelse som blandt provinsens arbejdere, der forstod betydningen af vores kamp og nødvendigheden af at støtte den, de var blot ikke i flertal og fik ikke forbedret deres arbejdsbetingelser af en stivsindet forbundsledelse.
I efteråret 1984 startede forhandlingerne om en fornyelse af den gamle rammeaftale op (denne udløb 1. maj 1985). De to fagforeningers ledelser sad i forhandlinger med DfBs ledelse i 1/2 år, før forhandlingerne endeligt brød sammen, den 7. maj 1985. Undervejs var der i februar -85 et forhandlingssammenbrud som resulterede i borgerstuemøder, der viste opbakning til en foreløbig formulering af de hovedkrav som senere kom til at udgøre strejkegrundlaget.
Uenighederne bestod på alle væsentlige områder. Mht. produktionsgarantien var der især uenighed om omfanget af denne, samt hvor konkret og præcis den skulle formuleres. DfB ville ikke give kompensation for det tab , vi led ved at miste produktionen af 12-stk.s kasser, samt 1-liter vand. Vi kunne ikke få en acceptabel anlægsgaranti for opførelse af en ny vandfabrik på Tuborg til erstatning for de 2 forældede vandkolonner. Vi kunne heller ikke få klare garantier for produktion af Tuborg-øl på Tuborg og Carlsberg-øl på Carlsberg.
Allerede i sommeren 1984 fremsatte DfB sine trusler om at iværksætte en Plan A henholdsvis Plan B. Begge planer var dårllige for bryggeriarbejderne og imødekom ikke på nogen måde vores krav. Plan A byggede i højere grad på at bevare produktionen og beskæftigelsen i København (dog især på Carlsberg), men prisen var vores aktive medvirken til kraftige rationaliseringer, stramninger og mandskabsreduktioner, samt at hidtidigt bryggerarbejde skulle overgå til andre faggrupper.
I modsat fald ville Plan B - Fy-planen - blive iværksat. En ny H-kolonne (H2) ville aldrig blive opført, men produktionen istedet gå til Fredericia, mineralvandsproduktionen ville helt fragå København, 5-600 mennesker ville blive fyret. Endvidere blev der truet med at flytte den eksportproduktion, vi idag har i København, til udlandet .
Med hensyn til nedgang i arbejdsstyrken kunne fagforeningerne strække sig så langt, som til den naturlige afgang i den kommende 5 års periode på 813 m/k. Kravet var derefter, at al afgang udover denne skulle medføre erstatningsansættelser.
Men DfB krævede, at bryggeriarbejdere, der blev fyret af disciplinære årsager, ikke blev medregnet i den naturlige afgang. Dette betød, at der ville blive en nedgang i arbejdsstyrken på over 1000 personer, før der skulle ske erstatningsansættelser.
Vi stillede krav om andel i rationaliseringsgevinsten i form af en forhøjelse af mindsteakkorden fra 26 til 30 kr. i timen (til de bryggeriarbedere der ikke siden 79 har haft en stigning i akkorderne, eller ligger under 30 kr. i timen) samt krav om miljøforbedringer, uddannelseskurser, bedre skifteholds-turnus'er, skånepladser for arbejdsskadede bryggeriarbejdere. DfB afviste lønforbedringer under enhver form og gav kun en lille indrømmelse gennem videreførelse af et vist antal almene uddannelseskurser.
DfB krævede på sin side, at visse arbejdsområder, bl.a. dele af rengørings- og transportområdet, skulle overgå til andre faggrupper. Dette kunne vi naturligvis ikke acceptere.
Endelig ønskede DfB, at der i de ældre områder, hvor der ikke skete nyinvesteringer eller omlægninger i produktionen, skulle ske mandskabsreduktioner. Dvs. at færre folk skulle lave det samme arbejde, hvilket igen ville give forringede arbejds- og miljøforhold, dårligere pauser osv., noget vi naturligvis også måtte afvise.
Man kan kort sige, at vi forsøgte at fastholde rammeaftalen af 1980 med de garantier, den indeholdt, suppleret med krav om andel i rationaliseringsgevinsten i form af lønforbedringer til de lavestlønnede. Dette udfra den bitre erfaring, at man skal undgå hensigtserklæringer, da disse i praksis er næsten umulige at få gennemført (se iøvrigt vores strejkegrundlag i indledningen).
Om dette forhandlingsgrundlag fra vores side var der som sagt enighed i Mandlig og Kvindlig afdeling i København. Der var således også enighed den 7. maj om at afvise ledelsens ultimative forhandlingstilbud: kaldet 5. udkast. Det eneste, der således var at gøre i denne situation, var at sammenkalde medlemmerne på Carlsberg og Tuborg til et stormøde torsdag den 9. maj for at høre deres holdning til forhandlingssammenbruddet.
DfB's ultimatum den 7. maj betød reelt, at de to fagforeningers daglige ledelser stod overfor det valg at anbefale medlemmerne at leve videre uden en rammeaftale (med de samme usikre forhold som på det øvrige arbejdsmarked) eller at gå i kamp for at få en bedre.
Medlemmerne bakkede dem op i afvisningen af DfB's tilbud og valgte med stemmetallene 1787 for og 612 imod, at gå i strejke.
Mange har spurgt os, hvorfor vi ikke, når vi nu havde proppen af, tog nogle flere krav med, skærpede grundlaget o.l. F.eks. kravet om nedsat arbejdstid: formuleret som 6 timers arbejdsdag for skifteholdsarbejdere (på 4 skift!).
Der var da ikke noget vi hellere ønskede som svar på rationaliseringer, mandskabsreduktioner og de hårde forhold i hverdagen. Dette krav havde vores forhandlere fra forbundsledelsen da også fået med i byen til overenskomstforhandlingerne i foråret 1985.
Men Schlüter greb som bekendt ind, og ophøjede en mæglingsskitse til lov, og så var det ude med arbejdstidskravet. Hvad en samlet arbejderbevægelse under påskestrejkerne i april 1985 ikke kunne udrette, det kan man ikke forlange, en enkelt arbejdergruppe i maj 1985 skal kunne klare. Vi er ikke selvmordspiloter (på trods af, hvad administrerende direktør Poul Svanholm kaldte os i Ekstra bladet).
Derfor det tilsyneladende ,svage« grundlag, derfor en kamp for "kun" 200 arbejdspladser mere, derfor krav, der fastholdt indholdet i en eksisterende teknologiaftale, men ikke afgørende forbedrede den. Vores svar er derfor, at vores grundlag nok var begrænset og defensivt, men åbenbart stærkt nok til at vække ikke blot DfB, men den samlede arbejdsgiverfront, foruden hele den borgerlige presse.
Vi vil hævde, at vi tog vores tørn med arbejdsgiverne på det tidspunkt, hvor det var nødvendigt for os, med det grundlag, der var muligt, og ved hjælp af de midler, der stod til vores rådighed. Styrkeforholdet ville ihvertfald ikke have været bedre, hvis vi ikke havde taget kampen, men uden at kny havde underskrevet det ultimatum, DfB tilbød os. Det havde tværtimod betydet, at ændringerne var blevet gennemført med de faglige organisationers aktive medvirken og godkendelse.
Bryggeriarbejdernes faglige traditioner er velkendte og har betydning i den københavnske arbejderklasse. Især Mandlig afdelings medlemmer har lagt ryg til en del arbejdskampe, store såvel som små, der med tiden har skaffet medlemmerne forbedrede løn- og arbejdsforhold.
Kampens nødvendighed for at opnå faglige resultater og acceptable aftaler er derfor ikke en ukendt holdning blandt bryggeriarbejderne. Men selvfølgelig trives der også en anden holdning (i mindretal i Mandlig afdeling og i flertal i Kvindelig afdeling), der i højere grad peger på et samarbejde med DfB og en accept af de ting der kan opnås enighed om.
Disse holdninger afprøves hele tiden, og undertiden virker de imod hinanden, undertiden underlægger den ene sig den anden, så der opnås en konkret enhed. Således skete det i begyndelsen af bryggeriarbejderstrejken, hvor både Mandlig og Kvindelig afdelings ledere anbefalede at gå i strejke. Denne kamplinje blev i fuldt mål bakket op under hele strejken af et flertal blandt begge afdelingers medlemmer.
Hvordan dette var muligt efter et halvt års seje forhandlinger, der trådte åbenlyst dødvande, og en afventende, tilsyneladende slap stemning på arbejdspladsen, har flere forklaringer.
Grundlæggende skyldtes det et omfattende oplysningsarbejde fra de to fagforeningers og tillidsrepræsentanters side. I begyndelsen og midten af 70'erne, da konsekvenserne af DfB's anvendelse af den nye teknologi begyndte at stå klart, tog man hul på grundige analyser og diskussioner af DfB's strategi og de nødvendige modtræk. Det blev så udmøntet i kursus- og studiekredsvirksomhed, projektgrupper, lysbilledserier og film til forevisning på borgerstuemøder osv. Det betød altsammen at der var en bred diskussion på blandt bryggeriarbejderne i København i slutningen af 70'erne, nemlig omkring Fredericia Bryggeriets opstart, og under optakten til den 1. rammeaftale i 1980. Strejken i januar 1980 satte yderligere skub i disse ting, så da der skulle stemmes om forslaget til I. rammeaftale, var alle bryggeriarbejdere klar over at "det var 1. halvleg", 2. halvleg ville komme i 1985. Bortset fra nogle kraftige uenigheder om en "tillægsaftale" til rammeaftalen (i 1982), og noget studiekredsvirksomhed, var der knap så meget liv over diskussionerne i denne periode. Men fra forhandlingerne om den nye aftale begyndte og til deres sammenbrud blev der informeret grundigt, så det kom ingenlunde som en overraskelse for medlemmerne, da de brød sammen i maj -85.
Men samtidig var de københavnske bryggeriarbejdere i -84 og begyndelsen af -85 aktive i nogle begivenheder, der havde stor betydning for at der var tilstrækkelig selvtillid og kampmod til at afvise DfB's diktat af 7. maj:
HT-konflikten i april 84 havde bidraget til at bringe bryggeriarbejderne tilbage på den faglige scene som en aktiv gruppe i den københavnske fagbevægelse. Især Tuborg-chaufførernes stolte aktion i form af ølbil-blokaden af Lyngbyvejen ved Hans Knudsens Plads var betydningsfuld. Ligeledes bryggeriarbejdernes blokade af garageanlæggene i Valby og på Ryvangen, hvor både mandlige og kvindelige bryggeriarbejdere deltog i fællesskab, havde styrket både vores eget interne sammenhold og vores forbindelse til den øvrige fagbevægelse, især inden for SiD.
Da Tuborg-chaufførerne blev slæbt ind i Byretten, fordi deres kampskridt blev kriminaliseret, og da DfB truede med at fyre to tillidsrepræsentanter for aktiv medvirken til blokaden stod m/k og Carlsberg/Tuborg sammen om at holde møder i arbejdstiden og gå i fælles demonstration til Byretten. Chaufførerne fik deres dom, men kamplinjen vandt!
På samme vis med påskestrejkerne: for første gang gik mænd og kvinder, Carlsberg- og Tuborg-arbejdere til fælles stormøde i Nørrebrohallen for at diskutere situationen. Og vi gik samlet i demonstration til Christiansborg og deltog fra først til sidst i overenskomststridige aktioner for at få stoppet Schlüters lovindgreb overfor overenskomstforhandlingerne.
Vores overenskomst har en senere udløbsfrist (1. maj) end på det øvrige arbejdsmarked. Dette betød, at vores forbund ikke engang opnåede at komme i forhandlinger, og at vi ikke havde nogen lovlig strejkemulighed, hvor strejkekasserne var åbne. Arbejdsnedlæggelserne begyndte den 28. marts, ligesom vi deltog helhjertet i alle aktioner i ugen før og efter påske.
Der er ingen tvivl om, at påskestrejkerne udløste en opsparet, delvis skjult harme, som længe havde trivedes blandt såvel bryggeriarbejdere som andre arbejder- og lønmodtagergrupper mod den reaktionære politik, som arbejdsgiverne og den borgerlige regering førte. Den stadige trussel om arbejdsløshed og en mere og mere usikker og utålelig hverdag på bryggerierne, har også haft sin rolle at spille.
Vi havde nogle konkrete erfaringer med påskestrejkerne, som lettede starten på vores egen bryggeristrejke. For første gang opnåede vi en fælles kamp med omegnsdepoterne. Samtidig opnåede vi et hidtil uset overblik over DfB's lagre i København og omegn.
Den sidste udløber af påskestrejkerne for vores branches vedkommende var fyringen af en faglig aktiv tillidsmand: Otto Dehn, medlem af de mandlige bryggeriarbejders fagforening i Århus. Otto Dehn blev fyret på anklager for at have deltaget i en fysisk blokade foran Ceres. I protest heroverfor nedlagde alle medlemmer af Dansk Bryggeri-, Brænderi- og Mineralvandsarbejderforbund (DBBMF) arbejdet i 48 timer.
Otto Dehns sag røg til faglig voldgift, og indtil denne var afgjort, strejkede medlemmerne af Århus afdeling videre. DBBMF tabte sagen, men alligevel så vi i København det som et skridt fremad, at vi på landsplan havde kunnet markere os i fællesskab.
På baggrund af erfaringerne med påskestrejkerne og Ceres-strejken forventede vi i København, at der hos kollegerne i provinsen ville være forståelse og opbakning for vores situation, når vi gik ud i kamp for at få en ny rammeaftale.
Vi forventede også støtte i vores forbundsledelse, al den stund vores forbundsformand ikke under rammeaftaleforhandlingerne havde taget afstand fra indholdet i vores krav, og heller ikke den 7. maj mente, at de to fagforeningsledelser burde have accepteret DfB's forhandlingsultimatum, som repræsenterede en klar forringelse i forhold til den tidligere rammeaftale (som Preben Mortensen fra sin tidligere post i Mandlig afdeling var forhandlingsleder for).
I forhold til markedets ølforsyning og tidspunkt på året stod vi stærkt. Påskestrejkerne, samt Ceres-strejken gjorde, at DfB's lagre af øl var praktisk talt tømte både på Sjælland og i provinsen. Vores vurdering var således, at vi efter alt at dømme hurtigt kunne tvinge DfB til at indgå en fornuftig rammeaftale indtil 1990, ligesom vi havde gjort det efter de 4 ugers strejke i 1980.
Mange af disse vurderinger skulle senere vise sig ikke at holde stik, og kampens forløb blev ikke som forventet. Men inden en kamp er fuldført, ved man ikke, hvilke krav, der i praksis vil vise sig at blive opfyldt. Det er jo netop styrkeforholdet inden kampen, samt den udvikling, det tager undervejs, der afgør, hvad der konkret er "realistisk".
Bryggeriarbejderne nedlagde arbejdet torsdag den 9. maj for at gå til stormøde i Nørrebrohallen. Efter 60 dages strejke genoptog vi arbejdet mandag den 8. juli 1985.
På det 1. stormøde blev strejkens grundlag (de 5 krav) vedtaget, og strejkeledelsen valgt.
Stormøderne udgjorde hele vejen igennem strejkens øverste myndighed mht. kampens organisering og grundlag. I begyndelsen af strejken holdt vi ca. 2 møder om ugen, senere kun 1 møde om ugen. Alle afstemninger om strejkens fortsættelse (min. 1 gang ugentligt) var skriftlige og blev offentliggjort.
Depotarbejderne og de arbejdsløse bryggeriarbejdere var velkomne til at deltage på vores stormøder, dog uden stemmeret, fordi de ikke deltog direkte i strejken. Depotarbejderne blev hjemsendt af depotejerne pga. arbejdsmangel, de arbejdsløse havde ifølge sagens natur ikke været med til at nedlægge arbejdet og begge grupper modtog understøttelse.
Københavns Mandlige afdeling har idag ca. 2500 medlemmer på bryggerierne, Kvindelig afdeling ca. 1100 medlemmer, ialt ca. 3600 strejkende bryggeriarbejdere. Af disse deltog hele strejken igennem mellem 2-3000 mennesker på stormøderne (hertil skal lægges de, der var blokadevagter eller rejste på arbejdspladsbesøg i provinsen, samt de 15-20 %, der konstant var på ferie), og heraf stemte meget konstant ca. 3/4 for fortsat strejke. Disse tal viser den store opbakning og det sammenhold, der bestod under bryggeristrejken, og maner alle spekulationer i jorden om de vildførte bryggeriarbejdere, der lod sig føre rundt ved næsen af en lille ledelse, hvis linje de ikke var enige i.
Stormødestrukturen var en stor gevinst for vores kamp. Vi stod i den heldige situation, i forhold til f.eks. havnearbejder-, Danfoss- eller HT-konflikten, at stormøderne var praktisk mulige, fordi de strejkende arbejdere tilhørte 2 store arbejdspladser og 2 fagforeninger i den samme by. At disse stormøder også var politisk nødvendige for at sikre enhed om strejkens grundlag og organisering havde allerede vist sig under påskestrejkerne. Det havde været umuligt for os at køre en arbejdskamp i 8 uger, hvis alt havde skullet besluttes opsplittet på de 2 bryggerier og derefter opsplittet på de 2 fagforeninger.
Med så mange mennesker samlet kunne man have frygtet for mødernes disciplin eller faglige værdi, men begge dele viste sig at være forbløffende høje. Vi gennemførte orientering, organisering af aktiviteter, fagpolitiske debatter og skriftlige afstemninger for op til 3000 mennesker stort set uden problemer.
Stormødestrukturen fremmede fællesskabet og en aktiv tilslutning til strejkens aktiviteter, foruden at den gav strejkeledelsen én uvurderlig føling med medlemmernes holdning til fortsat konflikt og strejkegrundlaget. Omvendt skulle strejkeledelsen og dens linje(r) hele tiden stå direkte til ansvar overfor medlemmerne og kunne derfor umiddelbart godkendes/rettes/forkastes.
Stormøderne betød, at bryggeriarbejderne i praksis havde en fælles fagforening, hvor flertallet/mindretallet hele strejken igennem viste sig på tværs af køn og arbejdsplads.
Imellem stormøderne bestod strejkeledelsen af aktionsudvalget i samarbejdet med de daglige ledelser i de to fagforeninger (3 fra Mandlig afdeling, 2 fra Kvindelig afdeling).
Aktionsudvalget blev sammensat af 6 personer, 3 fra Carlsberg og 3 fra Tuborg, heraf 5 mænd og 1 kvinde.
Alle havde været aktive lokalt og i deres fagforening i en årrække, og alle havde tidligere siddet i klubbestyrelser og/eller været formand/næstformand i en sådan. Men aktionsudvalgets kendetegn var, at ingen aktuelt havde faglige tillidsposter.
Det skete for at tage brodden af de fagretslige regler, der forbyder faglige repræsentanter moralsk, såvel som praktisk at understøtte det, der kaldes ulovlige strejker.
Vi har i vores eget forbund haft særdeles håndfaste og aktuelle eksempler på, at vores arbejdsgivere ikke viger tilbage for at afskedige tillidsrepræsentanter eller endda fungerende næstformænd M. fyringstruslen af 2 tillidsrepræsentanter efter HT-konflikten og Otto Dehn-sagen i Århus).
At vores bekymringer ikke var helt ubegrundede, viser det faktum, at 1 fra aktionsudvalget, samt 1 klubbestyrelsesmedlem, der var aktiv i blokadearbejdet, begge skulle have været fjernet fra deres poster i Miljøtjenesten efter strejken, angiveligt fordi deres aktiviteter havde skadet samarbejdsklimaet!
Vores tillidsrepræsentanter var derfor henvist til en for fagligt valgte ydmygende og urimelig situation: at virke i det skjulte, undlade deltagelse i blokader og enhver offentlig fremtræden. Internt gav det selvfølgelig også proble, mer, idet den erfaring og direkte forbindelse til medlemmerne lokalt, som tillidsrepræsentanterne repræsenterer, ikke fuldt ud kunne udnyttes.
Tillidsrepræsentanterne blev dog fra starten af strejken gjort opmærksom på at de kunne indkalde til klubmøder efter behov. De gode erfaringer fra de aktive klubområder, der lige fra starten af strejken havde afholdt medlemsmøder, samt det, at vi ca. midtvejs gik over til kun at holde 1 stormøde om ugen, forøgede behovet for medlemsmøder for alle. Et stormøde pålagde derfor klubbestyrelserne at afholde medlemsmøder mindst 1 gang ugentligt i alle klubområder.
Her mødtes medlemmerne med deres kolleger i det daglige og diskuterede strejkens grundlag og den aktuelle situation. På klubmøderne blev der nogen gange vist film eller lysbilledserier om faglige emner, foruden at man kunne få bistandsvejledning af arbejdsløse socialrådgivere.
Klubmøderne havde dog ingen besluttende myndighed, men var af orienterende karakter.
Aktionsudvalgets 6 medlemmer udgjorde en kollektiv ledelse med fælles ansvarlighed overfor stormødet. Men af praktiske grunde lavede man en arbejdsdeling, så 3 (især) blev ansvarlige for den udadvendte agitation og offentlighedsarbejdet i forhold til pressen, og 3 (især) blev organisatorisk ansvarlige i forhold til strejkens interne opgaver. Linjen for såvel de eksterne som interne opgaver blev dog lagt i fællesskab.
Kun de 3 presseansvarlige måtte udtale sig offentligt på stormødets vegne, udfra det flertal og de beslutninger, der blev taget dér. Det lykkedes os faktisk at opretholde denne linje strejken igennem. Bryggeriarbejdernes disciplin viste sig at være meget stærk. Der opstod en selvjustits, som gjorde, at f.eks. pågående journalister fra Ekstra Bladet og BT ikke kunne lokke enkeltpersoner på blokader o.l. til at udtale sig om strejken.
De få gange, menige medlemmer gav interviews om deres personlige situation som følge af strejken, skete det på aktionsudvalgets foranledning.
Den stramme struktur havde dog én mangel: den gav bagslag i forhold til provinsen, hvor vores udsendte arbejdspladsaktivister måtte sige nej til at udtale sig i lokalradio og -TV. Vi løste dette ved i begrænset omfang at sende 1 fra aktionsudvalget til provinsen. Men vores erfaring er, at der i en strejkeledelse idag må være flere personer end 3 til at dække de offentlige medier.
Især nærradio'er og lokale TV-stationer er i hastig vækst, og man kan her på en god og ligefrem måde komme i kontakt med mennesker, der måske ikke ellers beskæftiger sig med de landsdækkende aviser og den statsautoriserede nyhedsformidling via DR.
Det var 20 år siden, i 1965, at bryggeriarbejderne havde været ude i en storstrejke, dengang en overenskomstmæssig strejke for et lønkrav. 1 1980 var det kun to klubområder på Tuborg, som var i strejke, mens resten af bryggeriarbejderne var hjemsendt, og Carlsbergarbejderne ikke var berørt af strejken i form af selvstændige arbejdsnedlæggelser. Så erfaringerne fra 1965 og 1980 kunne ikke bruges konkret, hverken mht. strejkens organisering eller ledelse.
Aktionsudvalgets første opgave blev at organisere strejkens aktiviteter fra bunden. Og eftersom absolut intet var forberedt til en konflikt, der skulle vise sig at blive langvarig, var der nok at tage fat på: nedsættelse af arbejds- og særudvalg med ansvarlige kontaktpersoner/ledere, tilkaldelse af aktivister, etablering af "strejkehovedkvarten" offentliggørelse af strejkegrundlaget og etablering af kontakt til pressen, praktisk organisering af næste stormøde osv. osv.
Aktionsudvalget var især i starten ved at møde sig ihjel. I vores iver for at få hold på det organisatoriske - hvilket også er en nødvendighed - og få løst alle de umiddelbare opgave, der væltede ind, var der ikke den fornødne tid og ro til politiske diskussioner om taktik og strategi i forhold til strejken. En egentlig planlægning af vores aktiviteter var næsten umulig, ligeledes strejkeledelsens deltagelse i det mere praktiske strejkearbejde.
Men det konstante arbejdspres og det evindelige møder i fremmede tendensen til, at aktionsudvalget brugte for megen tid på at forholde sig til interne uenigheder i forbundet, imellem de to fagforeningers ledelser og blandt aktivisterne/medlemmerne på bekostning af overordnede vurderinger af styrkeforholdet, som det udviklede sig i kampen og vores linje i forhold hertil.
I begyndelsen af strejken markerede aktionsudvalget, at vi ønskede at klare os selv, en udtalelse, der senere gav os problemer i forhold til den øvrige fagbevægelse.
Den rummede det reelle, at vi virkeligt ønskede at klare os selv i så høj grad som muligt, feks. i forhold til blokaderne af Carlsberg og Tuborg. Hvis ikke vi kunne mobilisere så mange af de 3600 bryggeriarbejdere, at rimelige døgnblokader kunne opretholdes, hvordan skulle vi så kunne bede om hjælp udefra. Endvidere rummede udtalelsen en erfaring om, at bryggeriarbejderne i København hidtil havde kunnet klare deres problemer "alene" med rimelig succes, jvf. 1965- og 1980-strejkerne.
Sagen var, at vi i høj grad havde brug for støtte fra både kollegerne i vores eget forbund og resten af fagbevægelsen. I overensstemmelse hermed skulle aktionsudvalget tidligere og klarere have anskueliggjort nødvendigheden at solidaritet med vores kamp og det generelle perspektiv for hele arbejderklassen.
Om dette så i praksis havde medført en øget opbakning, økonomisk såvel som moralsk og med aktiviteter, er så en anden sag.
Til varetagelse af de opgaver, der udspringer af en strejke, nedsattes i løbet af den første uge de udvalg, der i det daglige (eller rettere i døgndrift) bar strejken mellem stormøderne: Blokadeudvalget, Arbejdspladsudvalget, Indsamlingsudvalget, Kulturudvalget, Strejkeavisudvalget og Bistandsgruppen.
Linjen for særudvalgenes arbejde blev lagt på stormøderne, ligesom udvalgenes konkrete arbejde skulle godkendes dér. I det daglige foregik der et snævert samarbejde mellem aktionsudvalget og særudvalgene for at samordne alle strejkens aktiviteter. Særudvalgene blev nedsat med en ansvarlig leder, der havde pligt til at referere overfor stormødet og strejkeledelsen, foruden 5-10 dagligt aktive i forhold til det administrative arbejde.
Udvalgene havde under sig et større eller mindre hav af aktivister til at u føre strejkearbejdet i praksis. Ialt skønnes ca. 1000 at have været aktive under strejken, konstant ca. 500 alene til blokadearbejdet.
Vi havde et organisatorisk problem, idet vi i starten troede, at vi kunne nøjes med 1 strejkehovedkvarter: N.J. Fjords Alle 20, kld., som er de Mandlige arbejdsløse bryggeriarbejderes, Klub 13's, lokaler. Men pladsen var begrænset, faciliteterne få, og der var kun 2 telefoner, som konstant var rødglødende. Dette udviklede sig snart til en organisatorisk katastrofe, hvor ingen havde arbejdsro eller plads. Vi var derfor nødt til enten at finde ét større lokale, hvor alle kunne være (ville have været den bedste løsning), eller et eller flere mindre lokaler.
Løsningen blev det sidste, hvorfor arbejdsplads- og indsamlingsudvalget rykkede til et kælder-lokale i Valdemarsgade, fordi deres arbejde var så beslægtet, at det var oplagt, de skulle befinde sig samme sted.
Kulturudvalget og strejkeavisudvalget førte en nomadeagtig tilværelse, eftersom aktionsudvalget og blokadeudvalget totalt opslugte N.J. Fjords Alle.
Ligeledes vores ansatte socialrådgiver og bistandsgruppen fik vanskelige arbejdsbetingelser, fordi der reelt ikke var plads og ro til dem på N.J. Fjords Alle. Løsningen blev her, at socialrådgiveren rykkede hen til et lokale i nærheden (Renovationsarbejdernes fagforening), og at bistandsgruppen især gik over til at arbejde i forhold til klubmøderne.
For at løse alle disse organisatoriske mangler, som bestod i vores samlede strejke- og udvalgsledelse var vi simpelthen nødt til at oprette et »flyvende korps« incl. bil, der kunne køre materialer rundt, få trykt og lavet kopier, udbringe pressemeddelelser til aviserne osv. osv. Og aktionsudvalget var nødt til at få sig en organisationssekretær, der kunne stå for at skrive og mangfoldiggøre de utallige mødereferater, samt en pressesekretær, der kunne stå for presseklip, pressemeddelelser, overholdelse af aftaler mv., for at vi overhovedet kunne få noget tid til det egentlige: at være strejkeledelse.
Blokadeudvalget var nok strejkens rygrad, al den stund, at alle strejkens øvrige aktiviteter ville have været overflødige, hvis vi ikke havde kunnet opretholde en blokade foran vores arbejdspladser (for at forhindre udkørsel af øl) døgnet rundt.
Bryggeriarbejdernes disciplin og kampgejst fornægtede sig heller ikke her: det er lidt af en bedrift at kunne blokere 2 arbejdspladser med hver 3-4 porte i 8 uger konstant (med vagtordninger på 6 skift a 4 timer). Under strejken opstod faste blokadesjak, hvor både mænd og kvinder, Carlsberg- og Tuborgarbejdere stod blandet, og disse sjak havde blokadeledere som ansvarlige overfor blokadeudvalget.
Blokadeudvalget kunne træffes i døgndrift, hvis der opstod problemer, og gjorde dagligt et kæmpearbejde for at skaffe og organisere aktivister.
Vi opnåede også at få transportfirmaet 3 x 34 og se Maxi-Trans til at underskrive aftaler med strejkeledelsen om at de t e ville køre med konfliktramt gods.
Ligeledes udstedte vi "passersedler" (til fremvisning til blokadevagterne) til mindre håndværkerfirmaer, der havde deres forretningslokaler og materialer på bryggeriernes område. De håndværkerfirmaer der stod for anlægget af den nye brygside, MB l-projektet, blev dog blokeret.
I strejkens første 6-7 uger betød vores blokade af Carlsberg og Tuborg, at kun en begrænset mængde eksportøl og fadøl slap ud, under politibeskyttelse. Senere blev store politistyrker på DfB's foranledning sat ind mod os for at få kørt mask og tomgods ud.
Først i strejkens sidste 4 dage satte DfB trumf på: Hjemmemarkedsøl, produceret af formænd og funktionærer, dvs. skruebrækkerøl, blev kørt ud ved hjælp af et massivt politiopbud, knippelsuppe osv.
Fra og med d. 13. juni bad vi om hjælp fra den øvrige københavnske fagbevægelse til vores blokader. I første omgang til at erstatte vores egne blokadevagter, mens vi holdt stormøder (så folk kunne deltage i debatter og afstemninger), i anden omgang til at supplere og støtte vores blokader som helhed døgnet rundt. Fra og med denne dato blev vore blokader nemlig skærpet, idet de også gjaldt alle håndværkere. Da strejken brød ud og i dens første tid blev store dele af håndværkergruppen hjemsendt af DfB. De tilbageværende håndværkere medvirkede til at få maskinerne repareret, så formænd og funktionærere kunne køre med dem. Da vi ikke kunne få garanti fra dem om at de ville afholde sig fra strejkeramt arbejde, så vi ingen anden udvej end at holde dem ude fra arbejdspladsen.
Blokadevagterne var naturligvis endnu mere forbitrede over at se formænd og funktionærer gå ind gennem porten hver dag og udføre deres skruebrækkervirksomhed. De pressede kraftigt på for at blokaderne skulle udvides til også at omfatte disse grupper. Strejkeledelsen afviste det. Konsekvensen af sådan et kampskridt fra vores side, ville blive et så massivt politiopbud, at vi ikke kunne opretholde den blokade af kørende trafik og håndværkere som trods alt fungerede rimelig godt. Resultatet ville blive nederlagsstemning blandt blokadevagter og de strejkende som helhed.
Mængden af hjemmemarkedsøl, der blev udkørt fra Carlsberg og Tuborg var reelt kun en dråbe i det københavnske ølhav. På samme måde var det kun forsvindende små mængder der blev produceret af formænd og funktionærer under strejken. På Tuborg svarer det således kun til et enkelt døgns produktion, der oven i købet viste sig at være stort set ubrugeligt. DfB's kampskridt efter 7 ugers strejke, hvor der skete massiv udkørsel af hjemmemarkedsøl, havde således først og fremmest til formål at underminere vores kampmoral.
Det egentlige problem strejken igennem mht. ølforsyningen af det københavnske marked, var den mere eller mindre skjulte overførsel af øl fra provinsen, især Fredericia Bryggeri. I forseglede DSB-jernbanevogne, camoufleret i mælke-, flytte og andre transportbiler, private vognmænd styret af DfB's eget TRANS, flød HOF og TUBORG i en lind strøm til hovedstaden. Ikke nok til at dække behovet på nogen måde, men nok til at genere vores kamp og blokader, foruden at svække kampgejsten.
Den egentlige faglige løsning ville have været en sympatistrejke på Fredericia Bryggeri tidligt i konflikten, eller endnu bedre deres fulde inddragelse i den. Dette kunne afgørende have forrykket styrkeforholdet.
I stedet blev det "kun" til 48 timers arbejdsnedlæggelse på FB, da strejken startede på sin 7. uge. Dette er ikke en kritik af den indsats, der blev gjort på FB fra fagligt aktive kammeraters side. Det er blot en konstatering af, at længere rakte den faglige bevidsthed og solidaritet ikke - og det var for kort.
I forbindelse hermed førte vi en debat, om vi skulle tage til Fredericia og selv blokere bryggeriet.
Men vi ville under ingen omstændigheder blokere FB uden at vi - underhånden - var blevet bedt om det. Vi ville ikke risikere, at vore provinskolleger gik ind og arbejdede under politibeskyttelse. Dette ville ikke blot hav skadet strejken, men i år fremover vanskeliggjort det samarbejde med provinsens arbejdere, og her især på FB, som fortsat er en nødvendighed.
Arbejdspladsudvalget stod for kontakten til arbejdspladser og fagforeninger over hele landet. Udvalget dannede grupper af aktive, der dels besøgte de københavnske arbejdspladser, delt tog på turnéer af 3-4 dages varighed til provinsen.
Vi koncentrerede os tidligt i strejken om at nå rundt til arbejdspladserne indenfor vores egen branche, idet en opbakning om vores strejke på provinsbryggerierne også var en forudsætning for at slå igennem lokalt i forhold til arbejdspladserne i området, samt de lokale medier. Endvidere koncentrerede vi os selvfølgelig om vores egen branche for at orientere dem grundigt om indholdet i vores konflikt, hvorfor den hang sammen med deres egen situation, samt hvilken form for støtte, vi forventede af dem.
Vi havde en stor grad af succes generelt med disse arbejdspladsbesøg over hele landet og blev ofte overvældende godt modtaget, også i de lokale klub- og fagforeningskovedkvarterer. Der blev også skæppet godt i kassen, set i forhold til de lokale midlers størrelse.
Arbejdspladsbesøgene i vores egen branche førte ikke til andre sympatiaktioner end de 48 timers strejke på FB, selvom mange ting blev lovet os undervejs. Det havde ligeledes været givtigt, om andre arbejdspladser indenfor DfB-koncernen, feks. Den kongelige Porcelænsfabrik og Bording (etikkettrykkeri) havde deltaget i sympatiaktioner og dermed havde bidraget til at afsløre DfB og svække koncernen.
Indsamlingsudvalget stod for trykning og udsendelse af støttelister, støttemærkater, badges (metalskilte), plakater, T-shirts og andet støttemateriale. Samtidig var udvalget ansvarlig for indsamlingen (girokontoen) og økonomien generelt sammen med strejkeledelsen.
Indsamlingsudvalget samarbejdede snævert med arbejdspladsudvalget om arbejdsplads- og fagforeningskontakter. Under sine vinger havde indsamlingsudvalget desuden en række lokale strejkestøttekomiteer, som opstod i Københavns bykvarterer og i byer ud over hele landet (ialt 40 stk.). Disse bestod af frivilligt aktive, oftest med en eller flere bryggeriarbejdere tilknyttet. De uddelte strejkeaviser, samt samlede penge ind i deres lokalområde.
Indsamlingsudvalget stod også for salget af vores materiale dels til vore egne støttefester i Nørrebrohallen og i Fælledparken (Fagenes fest), dels t f.eks. 5. juni arrangementet på Christiansborg og i Fælledparken.
I begyndelsen af strejken var salget af papirmærker meget givtigt (dette foregik dels på arbejdspladser, i lokalområder, til offentlige møder osv.). Senere var der mere salg i vores badges, T-shirts og andet støttemateriale. I forhold til arbejdspladsbesøg gik indsamlingen bedst via støttelister eller - især til slut - via direkte bevillinger til vores giro fra klub-, fagforenings- og forbundskasser.
Det var her karakteristisk, at de lokale led i fagbevægelsen ydede mest, og her især SID. De eneste større bevillinger i 100.000 kr.-kassen fra forbundsledelser kom fra pædagogernes organisationer: PMF og BUPL. Endelig fik vi en pæn papkasse fra en rig onkel. Men bevillinger i millionklassen, som der , virkelig havde været hårdt brug for til 3600 menneskers strejke, dukkede aldrig op. De stenrige onkler glimrede ved deres fravær.
Kulturudvalget havde 2 hovedformål: at skaffe eller skabe underholdning af kulturel værdi på vores stormøder og at arrangere offentlige støttefester, der,.. kunne udbrede kendskabet til og solidariteten med vores kamp under mere festlige former.
Kulturudvalget udfyldte disse formål ved at være initiativtager til dannelsen af vores egen sanggruppe: ØLKORET, et kor med blandede røster. På næsten hvert stormøde sang dette kor med guitarledsagelse for, mens salen sang med på de omdelte sange (både vores egne digtet til lejligheden og tidligere kendte slagsange). Andre gange blev der læst digte op, bl.a. et vi fik til-" sendt af Carl Scharnberg, tilegnet vores strejke. Kulturudvalget forsøgte ihærdigt at få kunstnere udefra til at optræde gratis på stormøderne i solidaritet med vores kamp, men forgæves.
På vores demonstration fra Valbyhallen til Carlsberg den 28. maj optrådte 3 kunstnere fra Fiolteatret for os på scenen foran Carlsberg hovedbygning.
Kulturudvalget stod endvidere bag vores 2 støttefester i Nørrebrohallen den 2. juni og i Fælledparken (Fagenes fest) den 23. juni, hvor en række kunstnere optrådte gratis for os. Endvidere var der underholdning af os selv: Carlsberg-revyen optrådte med en række nye og gamle numre, og til Fagenes fest dystede m/k og Carlsberg/Tuborg med tovtrækning, ølkasse-stafetløb og truckbehændighed.
Strejkeavisudvalget præsterede at lave 4 aviser i løbet af strejken, kaldet "Bryggerbladet". Den udkom i 30-50.000 eksemplarer. De havde til formål på en grundig, saglig og slagkraftig måde at argumentere udadtil for vores kamp.
Vi fik iøvrigt en - for strejker! - usædvanlig god dækning i den borgerlige presse, ihvertfald set i forhold til spalteplads. (Det var så som så med indholdet, halvdelen af artiklerne handlede om problemet med at skaffe øl, hvornår der kom øl, samt hvordan andre, evt. udenlandske ølsorter smagte.)
Men i en strejkesituation er det absolut nødvendigt, at man kommer ud med sin egen version af kampens indhold, set fra et arbejdersynspunkt. Dette opfyldte de 4 strejkeaviser til fulde, de blev revet væk på vores egne stormøder, på arbejdspladsbesøg, til offentlige møder og demonstrationer osv.
De var endda så gode og veldokumenterede, feks. i sine portrætter og analyser af DfB-koncernen, at nogle artikler derfra stort set blev genoptrykt i flere borgerlige aviser med strejkeavisens ordlyd.
Bistandsgruppen var en videreførelse af den bistandsgruppe, der opstod under de 4 ugers bryggeristrejke i 1980. Den havde ligget mere eller mindre i dvale i de 5 år, men kunne forholdsvis hurtigt genopstå med nogle af de samme aktive som dengang.
De to fagforeninger har fastansat en socialrådgiver til medlemskonsultation af enhver slags nogle timer om ugen, og hun trådte naturligvis aktivt ind med bistandsvejledning. Men med 3600 mennesker i 8 ugers strejke er 1 socialrådgiver ikke nok. Vi fik uvurderlig hjælp og støtte fra en række arbejdsløse socialrådgivere, der stillede deres »arbejdskraft« til rådighed. De mødte op på vores stormøder og til de klubmøder, der opstod og ydede dér direkte vejledning. Bistandsgruppen havde fast kontortid hver dag i strejkelokalerne, så folk kunne henvende sig dér, hvis de havde problemer. Endelig udarbejdede bistandsgruppen en vejledning til medlemmerne, om hvordan de skulle forholde sig i en strejkesituation, hvilke rettigheder, de havde osv.
Generelt anbefalede strejkeledelsen medlemmerne at gå på bistandskontoret før banken og de private lån, fordi bistandskontorets lån er rentefrie. Men der opstod mange konkrete og indviklede problemer pga. bryggeriarbejdernes højst forskelligartede økonomi og pga. kommunernes højst forskelligartede administration af bistandsloven.
Efter denne præsentation af bryggeriarbejdernes store sammenhold, styrke og aktivitet, vil mange spørge: Hvorfor gik det så som det gjorde, hvorfor gav strejken ikke resultater i form af indrømmelser til bryggeriarbejdernes krav. For at besvare det, vil vi se nøjere på følgende ting: Vores arbejdsgivers overvældende styrke i form af økonomi, hjælpen fra DA, arbejdsret, politi osv. Vores forbundsledelses aktive modstand mod strejken. Den manglende solidaritet fra de store forbunds ledelser, samt mangler og ueningheder i egne rækker.
DfB havde ligesom bryggeriarbejderne i flere år forberedt sig på en styrkeprøve i 1985. De forfulgte en strategi som betød, at i første omgang ville de forsøge at få en for DfB acceptabel rammeaftale igennem med fagforeningens og medlemmernes accept. Dvs. få de faglige organisationers medansvar for kraftige forringelser, arbejds- som beskæftigelsesmæssigt, på begge bryggerier og for en rolig nedlægningstakt på især Tuborg.
Såfremt dette ikke lykkedes, så skulle alle sejl sættes til for at knække bryggeriarbejderne i København og deres organisationer, og her især Mandlig afdeling som i forbunds- og branche-sammenhæng har været flagskibet for en aktiv kamplinje.
De to fagforeninger i København kørte en enig forhandlingslinje over for DfB i det halve år fra oktober 84 til maj 85, og var også enige om at afvise DfB's ultimatum d. 7. maj. DfB valgte derfor at tage konfrontationen, og køre den hårde linje, som de fulgte gennem hele konflikten. Der er dog ingen tvivl om at bryggeriarbejdernes sammenhold og kampvilje er kommet bag på dem. De havde ikke troet at det ville tage så lang tid at få os tilbage på arbejdspladsen, og at medlemmerne mere end bakkede deres forhandlere op. Men de fandt snart ud af at forbundsformanden var imod strejken. De kendte uenighederne i strejkeledelsen og sidst men ikke mindst: Kampen havde principiel betydning både for dem og alle landets arbejdsgivere.
LO og DA skal her i efteråret 85 forhandle om en fornyelse af hovedaftalen, herunder den teknologiaftale, som har eksisteret på det "store" arbejdsmarked.
Det var derfor vigtigt for DA, at bryggeriarbejderne ikke gennem deres kamp viste vejen frem. Dvs. dels at det nytter at kæmpe (og at man evt. kan presse sin arbejdsgiver til at forhandle under en overenskomststridig strejke), dels at en ufaglært gruppe alene kan opnå aftaler omkring den ny teknologis indførelse, som er syvmileskridt foran de forhold andre arbejdere og lønmodtagere må finde sig i. Alene det faktum, at bryggeriarbejderne i 5 år har levet under en sådan aftale, skræmmer DA, og at vi har den frækhed at kræve dens fornyelse, det er for galt!
Derfor brugte DfB og DA i begyndelsen af strejken enhver lejlighed til at hetze mod vores 5 krav, og især kravet om andel i rationaliseringsgevinsten. Det var slet ikke det, problemet drejede sig om. For det havde været langt billigere for DfB (og DA), hvis de havde givet bryggeriarbejderne de håndører, de bad om, end at køre en 8 ugers konflikt med manglende indtjening i de givtige forårs- og sommermåneder, med markedstab til følge etc.
Nej, angrebet på vores lønkrav og anklagen for, at det var lovstridigt, var kun beregnet på at isolere bryggeriarbejderne i offentligheden og i arbejderbevægelsen: hvorfor skal de have det, vi andre ikke må få? (Vores krav om andel i rationaliseringsgevinsten for at acceptere rationaliseringer og nedgang i beskæftigelsen er netop den eneste form, hvorpå et lønkrav kan rejses, uden at være lovstridigt, jvf. hvad der sker indenfor hele Metal-området idag).
Da vi ret effektivt havde tilbagevist denne anklage for at føre lønkamp, og være banebrydere i kampen mod Schlüters 2%-ramme, forsvandt dette aspekt stort set ud af massemediernes omtale af strejken. Ganske vist gentog DfB som en besværgelse: Ingen forhandlinger om løn, men strejkens reelle indhold var de sidste 6 uger klart for de fleste: Det var en kamp om arbejdspladser og om arbejdernes indflydelse på den ny teknologi. Vi trådte i virkeligheden på den ømmeste ligtorn af dem alle: Arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet, deres muligheder for ved hjælp af gennemgribende rationaliseringer at begrænse lønudgifterne for ad den vej at blive ,konkurrencedygtige. I den forstand var det en principiel strejke, såvel for fronten af arbejdsgivere som for hele fagbevægelsen. Man kan så kun ærgre sig over, at DA så dette klarere end fagbevægelsens ledere, og handlede i overenstemmelse dermed.
Lidt lykkedes det os dog at bevæge DfB. De første tre uger hed det hånligt: "Der bliver ingen rammeaftale overhovedet«. Efterhånden ændrede tonen sig lidt, under indtryk af den massive opbakning der var blandt bryggeriarbejderne om strejkens formål. Fra og med 30. maj hedder det: Det er klart at der bliver forhandlinger med de to fagforeningsledelser, når vi er gået i arbejde. DfB ønsker også en rammeaftale, selvfølgelig vil man sikre bryggeriernes fremtid og arbejdernes beskæftigelse osv. Men nogle konkrete indrømmelser fik vi ikke, og det har vi stadig ikke fået nu, fire måneder efter strejkens ophør.
Truslen om fritstilling af arbejdet og senere: At pålægge forbundet at ekskludere os, blev aldrig sat i værk. For som arbejdsgiverne udtalte: Disse skridt er alligevel ikke "realistiske".
Også på dette felt skete der således en vigtig indrømmelse. Det er nemlig ikke usædvanligt, at alene truslen om fritstilling af arbejdet - og især overfor ufaglærte grupper - får arbejderne til at krybe tilbage på jobbet igen. Og derefter står vejen åben for arbejdsgivernes evt. sortering af arbejdskraften.
DfB havde ret i deres vurdering. En fritstilling af arbejdet for alle københavnske bryggeriarbejdere ville ikke alene have været praktisk umuligt (vi er nemlig reelt temmelig "tillærte" og kan ikke umiddelbart erstattes af anden ufaglært arbejdskraft), men det ville også have været som at hive proppen af en flaske med letantændelige stoffer. Der skal kun en gnist til. Det havde nok været det eneste skridt, der kunne have medført, både at vores eget forbund ubetinget måtte støtte op om os, og at vi havde fået en langt større opbakning fra den københavnske fagbevægelse. Men at DfB undlod at iværksætte fritstilling af arbejdet betød ikke noget tilbagetog for dem. Det betød blot at de nu lagde hovedvægten på den økonomiske udmarvning af os, vel vidende at de selv havde økonomiske muligheder for det, og at alt tegnede til at vi ikke havde.
I kampens sidste fase, hvor DfB/DA virkeligt satte tommelskruerne på bryggeriarbejderne, blev et gammelt, ikke ofte anvendt kampskridt, ihvertfald officielt, sat ind mod os. En boycot, dvs. sortlistning, blev varslet mod 3600 bryggeriarbejdere overfor DA's 22.000 arbejdsgivere. Det varer 2 uger med 1. og 2. boycotvarsel, men stillet sammen med DfB's offentligt fremsatte trusler om umiddelbar fyring af 5-600 bryggeriarbejdere og sortering af resten, var det på dette tidspunkt et ganske virksomt våben. Et kampskridt, der tidligere i kampen måske hånligt var blevet afvist fra de strejkendes side, måtte vi i denne fase af kampen tage yderst alvorligt.
I strejkens 7. og 8. uge faldt der en sand byge af overgreb ned over bryggeriarbejderne.
Politiet blev i et massivt opbud (med hunde) sat ind til at bryde blokaderne, så hjemmemarkedsøllet kunne køres ud, og blokadevagterne hånes. Og Arbejdsretten blev sat til at dømme sin hidtil hårdeste dom over strejkende arbejdere.
Arbejdsretten og den økonomiske udmarvning af strejkende arbejdere, som følger af dens domme, er et yderst virksomt middel for arbejdsgiverne i enhver overenskomststridig arbejdskamp. Det var heller ingen undtagelse i bryggeristrejken. Blot kan man sige, at med størrelsen af de bodsbeløb, der faldt til såvel de københavnske bryggeriarbejdere som deres organisationer, er det utroligt, at bryggeriarbejderne lod hånt om denne økonomiske trussel, så længe som tilfældet var.
Men bryggeriarbejderne er kendt for ikke at have megen respekt tilovers for denne "domstol", og for at have stiftet bekendtskab med den flere gange end almindelig er. Det koster dyrt åbenlyst at udtale sig og handle udfra, at fagforeningerne er klasse- og kamporganisationer.
Allerede dagen efter strejkens start måtte fagforeningerne og forbundet anerkende strejkens overenskomststridighed. De velkendte bodsbeløb begyndte at falde i takt som kuglerne fra en maskinpistol: kr. 20 pr. strejketimer fra 8. maj til 20. maj og kr. 30 pr. strejketime i skærpet bod fra 21. maj.
Under arbejdsrettens behandling af sagen indtil den første dom faldt den 12. juni, var der for det første sket det, at sagen mod de 2 københavnske fagforeninger blev kørt adskilt fra sagen mod forbundet m.h.t. spørgsmålet om organisationsansvar. (Dette medførte konkret, at forbundet blev fritaget for bod om organisationsansvar p.g.a. sin aktive indsats for at stoppe strejken).
For det andet havde formændene for de 2 københavnske fagforeninger, Holger Foss og Barbara Krüger, på et møde i Arbejdsretten den 3. juni åbent bekendt deres ansvar for strejkens start og videreførelse, herunder nægtet at pålægge medlemmerne at genoptage arbejdet.
Dette skete bl.a. ud fra en vurdering af, at dette kunne betyde en dom, hvor den individuelle bod kunne mindskes "til fordel" for en større bod til organisationen. Fagforeningerne skulle således fungere som en stødpude for medlemmerne.
Denne taktik lykkedes ikke. Medlemmerne fik den almindelige, og senere skærpede bod. De to fagforeninger fik en i forhold til medlemstal usædvanlig stor bod.
Som forudsætning for dommen blev det fremført, at bl.a. bryggeriarbejdernes udtalte foragt for arbejdsretten som system berettigede en hårdere dom. Kort sagt: Et eksempel skulle statueres.
Taktikken havde dog - selv om den også senere skulle vise sig at koste langt dyrere - den fordel, at fagforeningerne åbent kunne erklære deres opbakning om strejken og solidaritet med medlemmernes krav og kamp. I sig selv gav det en "frihed" strejken igennem, som var højst værdifuld, fagpolitisk set. Både offentligt, i TV, radio og den skrevne presse, samt ikke mindst overfor de medlemmer, som havde valgt dem, kunne de faglige ledere tale og handle åbent i forhold til strejken. Dette var en oplevelse, flere faglige ledere skulle unde sig. I så fald kunne det også være, at Arbejdsretten som system begyndte at vakle.
Den dag strejken sluttede (4. juli) faldt den anden chok-dom i Arbejdsretten, som betød at den samlede bod til bryggeriarbejderne og deres fagforeninger blev på over 40 millioner kr.
Af disse 40 mill. er de 12 mill. kroner idømt de to fagforeninger for organisationsansvar. Det er forholdsvis den største bod for organisationsansvar der hidtil er idømt. Sammenlign det med den bod på 20 mill. som SiD blev idømt i forbindelse med HT-konflikten. Det giver 67 kr. pr. medlem for organisationsansvar. For de to bryggeriarbejderfagforeninger er det ca. 3.000 pr. medlem! Og herudover er hver enkelt strejkende bryggeriarbejder så idømt en individuel bod på ca. 9.000 kr.
Da strejken brød ud torsdag den 9. maj, var der ingen tegn på, at de københavnske bryggeriarbejdere ville få problemer med deres forbund. Tværtimod havde vi alle været ude i en fælles kamp under påske-strejkerne og senere i en 48-timers strejke for at protestere over fyringen af Otto Dehn, tillidsmanden i Århus. Endvidere stod ikke blot de københavnske bryggeriarbejdere overfor at skulle forsvare deres arbejdspladser og beskæftigelse, også provinsens arbejdere diskuterede at forsøge at skaffe sig rammeaftaler lig vores, bl.a. Ceres-arbejderne i forhold til deres arbejdsgiver: Jyske Bryggerier.
Hele vejen under rammeaftaleforhandlingerne havde forbundsledelsen været bekendt med de københavnske bryggeriarbejderes krav, med DfB's krav, og med forhandlingsforløbet. Den 8. maj da forhandlingerne var brudt sammen, blev forbundets forretningsudvalg orienteret herom. Forbundsformanden gav her udtryk for at han ,ikke ville snakke nogen fra noget«.
Så meget desto større var forundringen og harmen, da man efter 6 dages strejke, den 15. maj, så strejken offentligt undsagt af forundsformanden, Preben Mortensen. Og vel at mærke undsagt på en måde, der gik langt ud over, hvad hensynet til de fagretslige regler krævede
Forinden havde ligget et forløb, hvor DfB i pressen havde udtalt, at efter vi var gået i strejke, kunne der ikke blive tale om en fornyelse af rammeaftalen, at DfB følte sig ,frigjort« fra sine forpligtelser overfor bryggeriarbejderne.
Dette var klar snak fra en arbejdsgiver i en kampsituation, og hvad man, kunne forvente. Ingen arbejdsgiver kan lægge åbent ud med, at man vil acceptere forhandlinger under konflikt eller umiddelbart vil give indrømmelser. Men dette rystede tydeligt forbundsformanden.
Fra dette tidspunkt lagde forbundsformanden klar afstand til vores strejke. Så klart, at DA frafaldt ethvert krav til forbundet om organisationsansvar.
Forbundsformandens holdning til strejken fik ikke nogen negativ indflydelse på sammenholdet blandt de strejkende. De fortalt ham tvært i mod meget klart og tydeligt, hvad de mente om ham, på de stormøder hvor han deltog. Men den har haft afgørende betydning for DfB's vurdering af muligheden for at knække os. Og den har haft afgørende betydning for den manglende støtte fra andre forbund. Midtvejs under strejken var der feks. "familieråd" hos en meget rig forsamling af »onkler«. Her blev det med et flertal på blot tre stemmer afvist at give bryggeriarbejderne 20 mill. kr. kvit og frit til at føre kamp for. Begrundelsen: Når vores eget forbund ikke støttede, så de heller ingen grund til det!
Når forbundsformanden endelig forsøgte at tale vores sag over for DfB blev det gjort så kluntet at det gjorde mere skade end gavn. Den 24. juni tog han initiativ til et møde med DfB's ledelse, for at diskutere de problemer som nogle provinsbryggerier mente at have som følge af vores strejke. Men situationen i København blev selvfølgelig også diskuteret. Han tog dette initiativ uden at rådføre sig med strejkeledelsen (den var dog orienteret om det) og han kom oven i købet med nogle kompromisforslag til bryggerierne, som der overhovedet ikke var dækning for i strejkeledelsen. Han havde dog ikke på forhånd sikret sig at der kunne komme noget positivt ud af mødet, hvad der heller ikke gjorde. I pressen fortolkede forbundsformanden "resultatet" på den måde, at nu kunne bryggeriarbejderne under ingen omstændigheder få en rammeaftale, der var lige så god som den gamle. Her måtte DfB gøre opmærksom på, at så skarpt havde de ikke selv stillet det op!
Den nødvendige debat i fagbevægelsen om strejkekasserne er især blusset op dette forår efter Schlüters lovindgreb. Strejkekasserne blev jo oprindeligt oprettet for at yde økonomisk støtte til arbejdernes nødvendige kampskridt. Men hensynet til fredspligten og den deraf følgende skelnen mellem overenskomstmæssige og overenskomststridige strejker, gør det vanskeligt for de faglige organisationer at støtte deres medlemmer. Det, der blev skærpet i dette forår, var, at strejkekasserne snart har mistet ethvert formål, fordi strejkeretten reelt er sat ud af kraft. Og fagbevægelsen kan med rette spørge sig, hvorfor de skal overholde en fredspligt, der er knyttet til overenskomster, når der slet ingen overenskomstforhandlinger har været, men kun et borgerligt lovdiktat. Denne udvikling medfører også, at mange medlemmer begynder at spørge sig selv, hvad vi i det hele taget skal med strejkekasser (for ikke at tale om fagforeninger!) når disse ikke kan bruges til deres oprindelige formål.
Det kan være vanskeligt at føre denne debat åbenlyst, fordi Arbejdsretten har praksis for at give bod til de faglige organisationer både for moralsk støtte til en overenskomststridig strejke, men især for økonomisk støtte, hvad karakter den end har. Praksis viser også, at bevismaterialet ikke behøver at være egentligt bevismateriale, selv citater fra aviser skrevet af en journalist og mundtligt fremsatte udtalelser er nok til at udløse en bod.
Men eftersom denne debat om strejkekassens åbning kom frem i aviserne og eftersom vi ikke fik en krone fra vores egen strejkekasse, så kan det ikke skade her at repetere forløbet.
Forbundets hovedbestyrelse (HB) behandlede 2 gange forslag fra de københavnske afdelinger om at få åbnet strejkekassen. Første gang d. 17. maj, 8 dage efter strejkens start. Vi havde stillet forslaget så blødt som muligt, nemlig at støtten skulle ydes i form af lån, der skulle tilbagebetales inden 1987 (af hensyn til overenskomstforhandlingerne i maj 87). Endelig indebar forslaget selvfølgelig, at evt. sympatikonflikter i provinsen ville have lettere ved at blive vedtaget, hvis der var noget økonomi i ryggen.
Stemmetallene blev 13 imod, 12 for, og 3 undlod.
Preben Mortensens stemme var her udslagsgivende, ligesom det er helt klart, at i tilfælde af hans anbefaling, ville der sandsynligvis have været enstemmig vedtagelse af at åbne strejkekassen.
Anden gang, det blev behandlet i HB, igen på forslag fra de københavnske afdelinger, var d. 3. juli, dagen før strejken sluttede. Her stillede de to københavnske afdelinger forslag om et direkte tilskud på 1000 kr. om ugen til de strejkende bryggeriarbejdere i København, og til andre medlemmer af forbundet som iværksatte sympatikonflikt. Dette blev nedstemt med 18 stemmer imod og 10 for, og ingen undlod at stemme.
Det der virkelig havde betydet noget, havde været sympatistrejker fra bryggeriarbejderne i provinsen, så vi kunne have vist bryggeriarbejdernes enhed på landsplan i kampen mod DfB's rationaliseringsbestræbelser, der jo også kommer til at gå hårdt ud over vore provinskammerater. Når det ikke blev til noget, spiller forbundsformandens modstand igen ind. Sympatistrejker på trods af forbundsledelsen, ville betyde en åben udfordring af denne, som vore kolleger i provinsen ikke er vant til at tage op. Vore arbejdspladsgrupper fik en overstrømmende modtagelse på de fleste provinsbryggerier, som blev besøgt flittigt, og de havde tusindvis af kroner med em.
Allervigtigst havde det været at få sympatistrejker fra Fredericia Bryggeri, eller helst en fuld inddragelse af dem i strejken, på et fælles grundlag. Det ville have betydet totalt stop for produktion af HOF og TUBORG, og været et voldsomt moralsk knæk for DfB. De aktive kammerater på FB gjorde hvad kunne. Det resulterede blandt andet i et 4 timers arbejdermøde d. 14. juni, som aftvang bryggeriledelsen en skriftlig garanti om ikke at føre Fredericia-øl over Storebælt. Det resulterede også i en 48 timers sympatistrejke d. 20.-21. juni. Det var en stærk beslutning, fordi det betød en positiv udvikling af Fredericia-kammeraternes faglige holdning som sådan, og fordi det var i åben strid med forbundsledelsens linje. Men flertallet var knebent, og det holdt desværre ikke til en fuld deltagelse i kampen.
Larmende tavshed er den bedste betegnelse for holdningen hos de store forbunds ledelser til vores strejke. Ikke det mindste pip i otte uger til støtte for os. Og nok så væsentligt, ingen af dem lettede på låget til de store pengekasser, som de råder over. Det nærmeste vi kom, var en pap-kasse med en halv million.
Men ikke nok med det. LO's repræsentanter medvirkede som dommere i Arbejdsretten til at idømme os og vore fagforeninger den voldsomme bod.
Fællesorganisationen i København er et slående eksempel på den dominerende holdning i fagbevægelsen. Den Storkøbenhavnske Tillidsmandsring tog, i samarbejde med en række SiD-afdelinger initiativ til at gøre 5. juni til landsdækkende bryggeriarbejderdag. Men Fællesorganisationen i København sprang fra, de ville ikke være medarrangør. Det tjener SiD's formand Hardy Hansen til ære, at han ikke fulgte deres eksempel, men medvirkede som hovedtaler ved arrangementet i Fælledparken i København.
Det burde ellers ikke være svært at forstå, hvorfor de store forbundshuse burde have støttet os energisk. Hvert eneste af dem har tusindvis af medlemmer, der står over for nøjagtig de samme problemer som bryggeriarbejderne i forhold til den nye teknologi. Et gennembrud for os ville have gjort det letten for disse forbund at give deres medlemmer mulighed for indflydelse på indførelsen af denne teknologi. Det ville have øget muligheden for at få en væsentlig forbedret teknologiaftale med DA.
Samtidig vidste disse forbunds ledelser udmærket, at hvis bryggeriarbejderne forblev isoleret, så havde vi ingen mulighed for at vinde denne kamp, med dens store principielle betydning.
Nogen har undskyldt deres manglende aktivitet med at bryggeriarbejderne var »selvtilstrækkelige«. Vi er ikke vidende om, at vi har afvist nogen hjælp (med mindre der tænkes på at vi først efter ca. en måneds strejke følte at vi havde behov for hjælp udefra til vore blokader). Men selv om strejkeledelsen så virkelig havde udvist "selvtilstrækkelighed" så er det ingen undskyldning for ikke at sætte alle sejl til for at hjælpe en arbejdergruppe i kamp.
Heldigvis hørte man ikke sådanne undskyldninger fra forbund som PMF og BUPL, og fra en lang række SiD-afdelinger og mange andre lokale organisationer i fagbevægelsen. For ikke at tale om de mange indsamlinger på arbejdspladser, og de individuelle støttebidrag. Vores erfaring er, at jo længere ned vi kommer i fagbevægelsens pyramide, jo mindre folk har at give af, j større var støtten.
En af strejkens stærke sider - samarbejdet mellem de to fagforeningsledelse - var samtidig en væsentlig svaghed. Det stærke var deres fælles afvisning af DfB's ultimatum d. 7. maj, deres fælles opfordring til at tage kampen.
Svagheden var at de traditionelle uenigheder mellem dem slog ind i ledelsen af strejken.
I alle strejker er der naturligvis uenigheder. Men her blev de forstærket af, at uenighederne også var opdelt på organisationerne, hvad der samtidig gjorde det sværere at løse dem.
Uenighederne mellem den kvindelige og mandlige afdeling af bryggeriarbejderne i København har eksisteret i mange år. Den kan kort beskrives som modsætningen mellem en samarbejds- og en kamplinje. Ikke sådan at forstå, at mdl. afd. ikke er tilhænger af de nødvendige kompromisser. Men i mdl. afd. er der en klar forståelse for, at det først og fremmest er styrkeforholdene uden for forhandlingslokalet - og ikke kun forhandlerens dygtighed - der bestemmer hvad arbejderne kan opnå.
Under strejken gav denne uenighed sig udslag i, at kv. afd.s ledelse insisterede på at tage kontakt til DfB, også i situationer hvor det var tydeligt for alle - også dem selv - at resultatet var givet på forhånd. Hvor der altså ikke var nogen som helst åbning fra DfB, hverken officielt eller uofficielt, der kunne tjene som udgangspunkt for kontakten.
Mdl. afd.s ledelse og aktionsudvalget vurderede at sådanne kontakter kun kunne tjene til at give DfB indtryk af svaghed fra vores side. Det kunne kun bestyrke DfB i, at vi var ved at blive møre og at de altså blot skulle forholde sig afventende. På den måde kan disse overflødige kontakter - som der var mange af, og som mdl. afd. og aktionsudvalget accepterede af hensyn til enheden - have medvirket til at forlænge strejken.
Men de traditionelle fagpolitiske uenigheder mellem de to afdelinger gav sig også langt mere alvorlige udslag.
Allerede fra strejkens 4. dag vaklede kv. afd.s ledelse med hensyn til strejkens fortsættelse, en vaklen der fortsatte hele vejen igennem.
Mandag d. 13. maj om morgenen var der - via forbundsformanden - en kontakt til DfB. De sagde at der kunne forhandles, hvis arbejdet blev genoptaget straks (men ikke om løn). Hvis vi ikke genoptog det, ville der ikke blive nogen rammeaftale overhovedet. Kv. afd.s ledelse mente vi skulle acceptere dette, med mulighed for at få medlemmerne i kamp igen, hvis forhandlingerne ikke gav noget. Det vandt ikke genklang i resten af strejkeledelsen, da der ikke var noget som helst tegn på at disse forhandlinger ville blive anderledes end dem der havde været ført i trekvart år.
Kv. afd.s ledelse afstod fra at foreslå stormødet samme dag en normalisering af arbejdet. Medlemmerne blev orienteret om DfB's tilbud, og afviste det, ganske vist uden afstemning.
Derefter gjorde både kv. afd.s ledelse og forbundsformanden denne dag til skæringsdatoen, hvor den afgørende fejl blev begået. ingen kan vide med sikkerhed, hvad der var kommet ud af at afprøve DfB's tilbud om forhandlinger (ud over at de altså ikke ville imødekomme vores krav om andel i rationaliseringsgevinsten). Men én ting er sikker: Der var ikke noget konkret at lægge frem til medlemmerne, der med så markant flertal havde besluttet sig for at tage kampen. Ikke den mindste underhåndsgaranti for at forhandlingerne kunne give mere end d. 7. maj. Hvis DfB virkelig havde ønsket en normalisering, havde de selvfølgelig givet en sådan uofficiel garanti. Ser man på deres totalt afvisende linje under resten af konflikten, er det da også mest sandsynligt at deres formål kun var at få os i arbejde og splitte os.
Torsdag d. 20. maj havde kv. afd.s ledelse fortrudt at de ikke insisterede på genoptagelse af arbejdet d. 13. maj. Det foreslog de nu stormødet d. 20. maj at gøre. Det blev afvist med massivt flertal. Fra denne dag indtog kv. afd.s ledelse en dobbeltholdning over for medlemmerne. På stormøde efter stormøde beskrev de strejken som udsigtsløs, samtidig med at de undlod at genfremsætte forslaget om at stoppe den.
En anden uenighed i strejkeledelsen skal også nævnes. Den havde ganske vist ikke nogen praktisk betydning for strejkens forløb, men den har meget med sagen at gøre som helhed. Den drejede sig om forholdet mellem DfB og DA. Her hævdede kv. afd.s ledelse, at DfB var fuldstændig i lommen på, og styret af DA. Det var for dem et argument både for at vi skulle trække kravet et om andel i rationaleringsgevinsten ud af grundlaget (da DA/DM jo havde betragtet det som et rent lønkrav i strid med overenskomstindgrebet), og et argument for kampen som helhed var udsigtsløs. Kampen for rammeaftalen var tabt, hed det. Heroverfor hævdede mdl. afd.s ledelse og aktionsudvalget , at det forholdt sig lige omvendt. Det var DfB der styrede DA's politik i forhold til bryggerikonflikten. Og det blev brugt som argument for at DfB - som i 1980 - udmærket kunne presses til at indgå en rimelig aftale.
I dag kan vi se at denne diskussion var skæv. Sagen er, at DA og DfB havde helt sammenfaldende interesser under hele strejken. De havde begge den samme interesse i at få sat bryggeriarbejderne på plads, koste hvad det ville. Det var denne side af sagen vi burde have lagt vægt på, og fremhævet over for resten af fagbevægelsen. Ikke som argument for at vores kamp var udsigtsløs, men netop som argument for at der skulle en langt større støtte til udefra, hvis vi skulle vinde.
Det betyder ikke at diskussionen er uvæsentlig nu bagefter. Er der reelle modsætninger inden for DA med hensyn til at indgå sådanne rammeaftaler/teknologiaftaler, sådan som det kunne synes ved indgåelsen af den første rammeaftale i 1980? Det er i hvert fald en kendsgerning at langt de fleste af de mindre arbejdsgivere - som udgør den største del af DA's medlemmer - ikke har økonomiske muligheder for at indgå aftaler af så vidtgående karakter som DfB. Og at andre - som feks. DfB, både har økonomisk mulighed for det, men også ser en nødvendighed i at gøre det, for at få deres moderne produktion til at fungere i en langtidsplanlægning. Hvis der findes sådan reelle modsætninger, hvor kan arbejderklassen da sætte ind for at udnytte dem? Og hvilken rolle kommer de til at spille i den afsluttede fase af de rammeaftaleforhandlinger, der foregår mellem DfB og de to fagforeninger?
Ovennævnte uenigheder optog naturligvis en meget stor del af strejkeledelsens tid, og medførte i perioder handlingslammelse. Aktionsudvalget fik ofte den noget tvivlsomme mæglerrolle: At formulere den konkrete og aktuelt mulige enhed, der samtidig fastholdt strejkens grundlag og åbnede op for livsvigtige aktiviteter. Det var nødvendigt under de givne forhold, men det betød at der blev færre kræfter til udvidelse af aktiviteterne, specielt med henblik på en meget mere offensiv holdning til de store forbunds ledelser med henblik på at presse dem til at tage stilling til strejken, ligesom der kunne have været brugt langt flere kræfter på diskussioner med andre faggrupper, f.eks. de andre virksomheder i DfB-koncernen.
For mange udenforstående kom det som lidt af en overraskelse at bryggeriarbejderne med stort flertal på mødet d. 4. juli besluttede at genoptage arbejdet. På stormødet ugen før, d. 27. juni, var der næsten lige stort flertal for at fortsætte (1627 mod 1007). Dette stemmetal var altså ikke desto mindre et pænt "dyk" i forhold til ugen før. Og hvad udenforstående ikke kunne vide: På stormødet d. 27. juni var der for første gang andre end forbundsledelsen, som gik på talerstolen og talte imod strejken og høstede bifald for det.
Nok så væsentligt: I strejkens sidste 14 dage så vi en skærpelse fra DfB's side som sagde spar to til alt. Om morgenen d. 27. juni - samme dag som næstsidste stormøde fandt sted - modtog hver af de stejkende et brev fra DA med krav om øjeblikkelig tilbagebetaling af den allerede på det tidspunkt store bod. Umiddelbart op til dette stormøde havde DfB fremsat deres trusler om at iværksætte den såkaldte "Plan B". Og dagen efter stormødet hed det, at de nu var i færd med at føre den ud i livet, og at den ville medføre 5-600 færre arbejdspladser på kort sigt. I strejkens sidste uge, satte DfB trumf på: For første gang blev der - med massivt politiopbud og hunde - kørt HOF og TUBORG ud, og det i stor stil. Og DA fremsatte boykot-trusler mod de strejkende, der betød - hvis de blev realiseret - at ingen af dem kunne få arbejde hos nogen af DA's 22.000 medlemmer. Samtidig satte DfB fremmede rengøringsselskaber i gang med opmålinger på Tuborg, med henblik på at overtage arbejdet her.
På den baggrund måtte strejkeledelsen vurdere bryggeriarbejdernes reelle styrke og muligheder. Vores nødråb til den københavnske fagbevægelse om at møde massivt op ved blokaderne og medvirke til at forhindre udkørslen af hjemmemarkedsøllet blev hørt i alt for ringe omfang, ligesom alt for få bryggeriarbejdere forstod nødvendigheden af også rent fysisk at forsvare deres arbejdspladser.
Der kom ca. 200, vi skulle have været 2.000.
Samtidig blev vores offentlige opfordring til kammeraterne i Fredericia om at gå med i kampen afvist af dem, og med meget klart flertal. Og endnu engang - denne gang med 18 stemmer mod 10 - afviste forbundets hovedbestyrelse at åbne strejkekassen. Og der var stadig larmende tavshed fra bestyrerne af andre store pengekasser. En ellers positiv kontakt med en tillidsrepræsentant fra en af koncernens andre virksomheder med henblik på at undersøge muligheden for sympatikonflikter inden for koncernen i øvrigt, kom der heller ikke noget ud af. Og endelig var der forlydender om, at de første 5-600 fyresedler allerede var skrevet. DfB's optræden på det sidste tydede på at de ville blive afsendt hvis ikke stormødet d. 4. juli besluttede sig for at genoptage arbejdet.
Situationen var altså meget klar: Vi havde ikke nogen realitiske kampskridt at lægge frem for medlemmerne. En opfordring til at fortsætte kampen på det grundlag betød, at det kun var et spørgsmål om tid før strejkeledelsen kom i mindretal. Konsekvenserne af det var uoverskuelige. Det ville medføre, at det ville være en totalt splittet flok, der gik i arbejde, at DfB havde alle muligheder for at skille sig af med aktive bryggeriarbejdere med det samme, og at alt det faglige arbejde lang tid fremover ville være ødelagt. Der var altså ikke andet at gøre end at se nederlaget i øjnene, og komme ind på bryggeriet igen med så meget af styrken i behold som muligt. Da kontakten til DfB d. 3. juli viste, at vi ville få indfriet vores krav om at alle der var ansat da strejken brød ud, også ville komme i arbejde igen, og at de lovede forhandlinger kunne gå igang umiddelbart, var det en enig strejkeledelse, der anbefalede genoptagelse af arbejdet på det 11. stormøde, torsdag d. 4. juli.
Som vi har vist på de foregående sider, så udviste bryggeriarbejderne et utroligt kampmod, sammenhold og disciplin, og også en stor aktivitet. Vi var stærke. Men vi var ikke stærke nok. Kampens vigtigste erfaring er den: Selv en så stærk arbejdergruppe kan ikke vinde en kamp der har så principiel betydning, uden en meget massiv støtte fra fagbevægelsen og arbejderklassen i øvrigt. Derfor vil vi også uden tøven placere hovedansvaret for at vi ikke opnåede den fornødne styrke, på vores egen forbundsledelse, og på de store forbunds ledelser, som råder både over de økonomiske midler og det organisatoriske apparat, der kunne have medvirket til at ændre billedet.
DfB's magt og muligheder viste sig at være overvældende: Deres økonomiske styrke i sig selv, som først og fremmest er begrundet i deres monopolstilling på hjemmemarkedet. En styrke som oven i købet blev forøget med DA's konfliktfond. Hertil en usvigelig sikker Jack-Pot-maskine ved navn "Arbejdsretten". Og nogle lydige "ordenshåndhævere" der ved hjælp af knipler og hunde forsvarer arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet. Skruebrækkervirksomhed af forskellig art, lige fra "vore egne" formænd og funktionærer på bryggerierne, til små og store vognmænd der villigt fragtede DfB's produkter til Sjælland og København. Desværre også almindelige chauffører der lod hånt om solidariteten. Som sidegevinst, havde DfB en borgerlig presse, der godt nok skrev utroligt meget om "øl-konflikten" men som var mere optaget af hvad danskerne gjorde, når de ikke kunne få Hof og »grønne«, end af baggrunden for bryggeriarbejdernes krav, og som i strejkens afsluttende fase ikke undså sig for at lægge strejkeledelsen for had. Endelig som en sort og uheldssvanger skygge bag ved det hele: Schlüter-regeringen og de styrkeforhold i Dagens Danmark, som den repræsenterer.
Vi drømte naturligvis ikke på noget tidspunkt om at knække hverken DfB eller den samlede økonomiske og politiske magt. Men vi mente - og mener stadig - at vi kunne presse dem til under hånden at give overordnede garantier til vore fem krav med henblik på senere forhandlinger om en ny rammeaftale.
Det var svaghed og splittelse i arbejderfronten der forhindrede dette:
Først og fremmest vores forbundsformand, og bag ham flertallet i forbundsledelsen. De afviste at sikre os de økonomiske muligheder for en langvarig konflikt. Men ikke nok med at forbundsledelsen ikke ville støtte kampen økonomisk. Fra strejkens 6. dag modarbejdede, undsagde forbundsformanden os energisk og vedholdende i offentligheden. Det fik afgørende betydning på tre områder:
Det bestyrkede DfB's ledelse i, at det kun var et spørgsmål om tid før de barske økonomiske kendsgerninger åd sig ind på de strejkendes kampmod. DfB var blevet dømt efter DA's tåbeparagraf, hvis de havde givet indrømmelser på det grundlag.
Det lagde alvorlige sten i vejen for den nødvendige opbakning fra bryggeriarbejderne i provinsen. En ting er at støtte vores pengeindsamling og tage varmt imod vore arbejdspladsgrupper, evt. foranstalte en kortvarig sympatistrejke. Noget andet er at gå fuldt og helt ind i en kamp der ikke umiddelbart vedrører ens egen arbejdsplads, oven i købet uden økonomisk rygdækning, og på trods af forbundsledelsen med alt hvad det kan medføre af intern kamp i bryggeriarbejderforbundet.
Sidst men ikke mindst: Den vigtigste undskyldning til ikke at støtte os økonomisk for de fleste andre forbund blev, at vores egen forbundsformand ikke gjorde det. "Undskyldning" fordi det naturligvis kun var en dårlig undskyldning. At vores forbundsledelse tog fejl, er jo ikke nogen grund til at de andre også skulle gøre det. De store LO-forbunds holdning var dog værre end som så: Endnu engang medvirkede de som dommere i Arbejdsretten, til at svinge denne utålelige pisk over arbejdere i retfærdig kamp.
En klar støtte fra vores forbundsledelse kunne have betydet et gennembrud i forhold til kollegerne i provinsen, og i forhold til resten af fagbevægelsen, ligesom det kunne have betydet en voldsom moralsk styrkelse i offentlighedens øjne. Forbundsformandens vigtigste argument for ikke at støtte os var, at han ikke ville gøre noget som kunne bidrage til at forlænge en strejke som han fandt forkert og udsigtsløs. Hvor sagen jo er, at hvis vi havde haft millionerne og provinskollegerne i ryggen, så skulle DfB have holdt denne styrke op imod den reelle afstand mellem vores krav og deres, og spurgt sig selv om det nu også var umagen værd at stå så stejlt.
Strejkeledelsen var naturligvis heller ikke fejlfri. Vores væsentligste fejl var, at vi i begyndelsen af strejken undervurderede DfB's styrke og overvurderede mulighederne for at presse dem til indrømmelser udelukkende ved hjælp af strejken på de to københavnske bryggerier. Her byggede vi for ensidigt på erfaringerne fra 1980, hvor det jo lykkedes at få en aftale i stand på baggrund af strejken på Tuborg i januar 1980. Og under det meste af strejken gjorde vi alt for lidt ud af at understrege dens principielle betydning for hele arbejderklassen, ligesom vi var alt for lidt offensive over for de toneangivende kredse i fagbevægelsen med hensyn til at kræve at de støttede os.
Set i forhold til strejkegrundlaget er det meget enkelt: Vi opnåede ikke den mindste indrømmelse. Til gengæld undgik vi også at vore faglige organisationer blev bundet op på det uacceptable 5. udkast. Det blev forhindret at tillidsfolk og klubbestyrelsers opgave i de næste fem år skulle være at administrere en ren nedskæringsaftale, med alt hvad det ville indebære af intern uenighed og splittelse blandt bryggeriarbejderne.
Hvor stort nederlaget så egentlig er, det vil vise sig, når vi ser resultatet af de forhandlinger om en ny rammeaftale, som blev indledt d. 8. juli. På nuværende tidspunkt - fire måneder efter strejkens afslutning - er der endnu ikke kommet nogen klar melding fra DfB. Men ser man på de stramninger og på den chikane de har forsøgt sig med tyder meget på, at vi nemt kan komme i den situation, at vi må anbefale vore medlemmer at leve videre uden en elendig rammeaftale, og tage kampen ud fra de rationaliseringsforsøg som bryggeriledelsen nødvendigvis vil komme med.
Men selv om kampen ikke gav resultat i forhold til rammeaftalen, så har den medført nogle ting, som har betydning både for bryggeriarbejderne og for andre arbejdere på lidt længere sigt.
Det vigtigste for os er, at det lykkedes at komme samlet ind på bryggerierne d. 8. juli. Vi holdt vores løfte til hinanden fra KB-hallen d. 20. maj: En for alle - alle for en. Samtidig var der ved strejkens afslutning næsten en trediedel, der stemte for fortsat konflikt. Det betyder alt i alt at sammenholdet ikke led nogen alvorlige knæk. Det var nogle meget skuffede, men ikke knuste bryggeriarbejdere, der gik ind gennem portene d. 8. juli. Der er stadig en styrke at bygge på, en styrke, som hvis den forvaltes rigtigt, også kan omsættes i nogle resultater i den videre kamp for beskæftigelse og indflydelse på den nye teknologi, selv om de måske ikke bliver så strålende, som vi havde tænkt os.
Kampen betød også, at bryggeriarbejderne som helhed har en klarere forståelse for de betingelser som råder på bryggerierne og i samfundet som helhed. Enhver tvivl om at vores arbejdsgiver skulle være mindre kynisk og benhård end andre må nu være blæst væk. Vi fik trods alt klædt dem af til skindet, og klarhed er altid godt, ikke kun for bryggeriarbejderne, men også for de arbejdere som måtte have troet at DfB's godgørenhed over for sport og kultur også gælder deres »medarbejdere«.
Samtidig må man sige at solidariteten fik et nyt gennembrud på de københavnske bryggerier. Det er en historisk begivenhed for os, -at det lykkedes at gennemføre en så langvarig og vanskelig sag, som at få 3600 mænd og kvinder, Carlsberg- og Tuborgarbejdere til at fungere sammen i en strejke. Der er gjort et væld af praktiske kamperfaringer. I blokadearbejdet hvor vi trods alt opnåede resultater som vækker beundring i andre dele af fagbevægelsen.
I arbejdsplads- og indsamlingsarbejdet, hvor der er blevet knyttet et væld af kontakter til andre arbejdspladser og faggrupper. I propagandaarbejdet, i kulturarbejdet og i bistandsarbejdet.
Af allerstørst betydning er det nok, at det som mange har ønsket i lang tid - en fælles fagforening for mandlige og kvindelige bryggeriarbejdere i København - det viste sig at være, ikke blot en nødvendighed, men også en mulighed.
Det var de hyppige stormøder for alle, mænd og kvinder fra C og T, med åben diskussion og demokratisk beslutning, der viste dette.
Selv om vores nederlag mange steder bruges som argument for at det ikke nytter at kæmpe, at arbejderne ikke kan hamle op mod overmagten, så har strejken udadtil haft en betydning, der vil sætte sig spor i arbejderbevægelsens udvikling. De store forbunds ledelsers valne holdning til arbejderne i kamp, deres loyalitet mod Arbejdsretten og det fagretslige system blev demonstreret tydeligere end i mange år. De mange arbejdere der fulgte vores kamp er ikke i tvivl om, at vi fik lov til at kæmpe alene, og at det var en afgørende årsag til det dårlige resultat.
Men nok så vigtigt: Det er første gang en ufaglært arbejdergruppe så energisk er gået i kamp, så præcist har forsøgt at formulere løsninger, på et område der mere og mere præger udviklingen for alle arbejdere: Arbejdsgivernes skalten og valten med den nye teknologi. Derved har vi trods alt banet et nyt stykke af en lang, og tilsyneladende ufremkommelig sti, som mange andre arbejdere kommer til at gå frem ad.
Vores krav slog ikke igennem over for vores arbejdsgivere. Men vores hovedparole "Teknologien skal aflaste os, ikke afskaffe os" slog igennem i mange arbejderes bevidsthed. Det er i sig selv et resultat. Og når det lykkedes så skyldtes det en eneste ting: De københavnske bryggeriarbejderes enestående disciplin, sammenhold og kampmod.
Aktionsudvalget, november 1985
Bolette, Erik, Finn, Jens, Jørgen, Ole