Se også: Plattekonflikten på den kgl. Porcelainsfabrik 1972-73
Forord
Konflikten dag for dag
Indledning
Om Den Kongelige Porcelainsfabrik
De tidligere strejker
Om akkordsystemet
Virksomhedens økonomi
Virksomhedsledelse og
udbyttedeling
Konfliktens forløb
Det dårlige gods
Konfliktens udbrud
Sagens gang ved Arbejdsretten
Arbejdsrettens dom
Bemærkninger til dommen
Kampens organisering
Fællesmøder og
aktivitetsgruppe
Tillidsmandsgruppens svigten
Effektive kampformer
Indsamlingen
Konklusion
Økonomisk og politisk
vurdering
Den fortsatte kamp
BILAG
1. Lokalaftalen af 30/10 72
2. Truslen om fyring (29/l1)
3. Løbeseddel: Juleplattens bagside (3/12)
4. Ledelsens
betingelser for platteafdelingen (4/12)
5. Fællesmødets forligsaftale
(4/12)
6. Opfordring til at
støtte kampen (5/12)
7. Arbejdsrettens
foreløbige kendelse (19/12)
8. Faglig Voldgifts kendelse (9/1
73)
9.
Dir. Fog Petersens brev til Dansk Arbejdsgiverforening (15/1)
10. Arbejdsrettens kendelse (20/2)
11.
Thomas Nielsens udtalelser til »Information« (24/2)
12. De ny arbejds- og
lønvilkår (9/3)
Denne pjece giver sig ikke ud for at være en neutral redegørelse for konflikten på Den Kongelige Porcelainsfabriks platteafdeling i december-januar 1972-73. Under konflikten fungerede vi som støttegruppe for plattepigerne og hjalp dem med at organisere indsamling.
I den forbindelse vil vi gerne understrege, at den assistance, som vi ydede, var på plattepigernes egne betingelser. Det er både en følge af, at vi mener støtte skal gives på den måde, og af at plattepigerne næppe ville have accepteret støtte på andre vilkår. Vi mener, at alle arbejdere, der modtager støtte udefra i forbindelse med arbejdskampe, bør sikre sig, at det bliver på deres egne betingelser.
Pjecen er skrevet, fordi det er vigtigt at få bearbejdet erfaringerne fra en sådan arbejdskamp. Denne bearbejdning må naturligvis først og fremmest foregå blandt dem, der har været i konflikt. Men andre kan også lære af erfaringerne; det skulle helst ikke være sådan, at alle, som kommer ud i arbejdskampe, må gøre alle erfaringer forfra.
Derfor henvender pjecen sig først og fremmest til arbejdere, som har været i eller vil komme ud i arbejdskampe som den på Porcelænsfabrikkens platteafdeling, men også til politisk aktive, som ønsker at støtte dem, der er i konflikt.
Pjecen er skrevet på grundlag af samtaler, avisartikler, radioudsendelser m.v. Indledningen og kapitlet om Den Kongelige Porcelainsfabrik kan springes over af dem, som ikke orker at læse om baggrunden for konflikten. De mange bilag er medtaget som dokumentation af hensyn til dem, som ønsker at sætte sig grundigere ind i konflikten, evt. i forbindelse med studiekredse eller lignende.
København, i februar 1974
Forfatterne.
1972 | |
30/10 | På grund af det stadigt dårligere materiale i platteafdelingen, indgår Porcelainsfabrikken og Keramisk Malerforening en lokalaftale, som sikrer plattepigerne timelønsarbejde ved reparation af platter, når godset er dårligt (bilag 1). |
16/11 | Første lønudbetaling efter indgåelsen af lokalaftalen finder sted. |
21/11 | Aftalen påstås at være for dyr, idet den har
kostet fabrikken 66.000 kr ekstra over en 14 dages periode. Plattepigernes tillidsrepræsentant Nina Cortzen og platteudvalget til møde hos overmaler Linstow og overingeniør Lautrup Larsen om aftalen af 30/10. Aftalen opsiges uden varsel. |
22/11 | Platteudvalget, tillidsrepræsentant Nina Cortzen og nogle plattepiger kaldes til møde hos vicedirektør Dalgas, som hævder, at aftalen er for dyr for fabrikken. Ved samme møde kommer han med trusler om, at afdelingen må lukke, hvis aftalen skal køre videre. |
23/11 | Plattepigerne henvender sig til tillidsmandsgruppen, som opfordrer dem til at kontakte deres fagforeningsformand, Lasse Hagelberg, som har underskrevet lokalaftalen af 30/10. |
24/11 | Forhandlingerne fortsættes. Fagforeningsformand Hagelberg indkaldes til møde hos vicedirektør Dalgas. Hagelberg kommer med forskellige forslag til nedbringelse af de 66.000 kr. Derefter er han bortrejst til 29/11. |
27/11 | På et møde i kantinen fremlægges forskellige forslag for plattepigerne. Ledelsens diktat om ikke længere at arbejde på lokalaftalen af 30/10 afvises af pigerne. |
28/11 | Plattepigerne nægter at acceptere ledelsens
diktat og meddeler personalekontoret dette. Ledelsen truer med, at hvis
pigerne ikke går i arbejde, vil en betinget bod på ca. 200.000 kr, som
arbejderne på Den kongelige Porcelainsfabrik var idømt ved en tidligere
»ulovlig« strejke, forfalde til udbetaling. 9.30-10.15: Tillidsmandsmøde, hvor direktør Fog Petersen deltager. Fog Petersen giver tillidsmandsgruppen frist til kl. 11.30-12.00 til at få pigerne i arbejde. Kun hvis dette sker vil ledelsen undlade at indberette sagen for Dansk Arbejdsgiverforening. 11.30: Tillidsmandsgruppen indkalder til ekstraordinært SU-møde (SU Samarbejdsudvalg). Tillidsmandsgruppen forlanger, at pigerne kan gå i arbejde på aftalen af 30/10. Derefter kan sagen gå videre til Faglig Voldgift. Dette afslås af ledelsen. Den forlænger fristen for indberettelse af sagen for Dansk Arbejdsgiverforening til kl. 14.30. Efter SU-mødet afholdes et møde med plattepigerne. De nægter fortsat at gå i arbejde på ledelsens betingelser. Efter endnu et møde mellem direktør Fog Petersen og tillidsmand Jørgen Munck (næstformand i SU), sendes sagen til Dansk Arbejdsgiverforening. De 147 plattepiger sendes hjem kl. 14.00 efter ordre fra personalekontoret. |
29/11 | Pigerne møder på arbejde, men nægter fortsat
at gå i arbejde på ledelsens betingelser. For resten af konflikten
gælder, at pigerne møder op hver dag og kræver at komme i arbejde i
henhold til lokalaftalen af 30/10, hvilket ledelsen konsekvent nægter. 10. 15 er en gruppe af pigerne til mode hos personalechef Nørgård, hvor de modtager en skrivelse med trusler om afskedigelse, hvis de fortsætter konflikten (bilag 2). Rundt om på fabrikken afholdes flere arbejdermøder, og om eftermiddagen går en del af malerområdet i sympatistrejke for plattepigerne. |
30/11 | Pigerne nægter fortsat at gå i arbejde på
ledelsens betingelser og sendes derefter hjem under henvisning til
skrivelse af 28/11. Arbejderne vil nu indklage fabrikken for overenskomstbrud. Malerne holder møde kl. 8 og går hjem med det samme. Arbejdsmandsgruppen går hjem kl. 9.00. Drejere og gipsere går hjem kl. 11.30. Ved middagstid har samtlige arbejdere på fabrikken nedlagt arbejdet. I alt forlod ca. 1.000 arbejdere fabrikken i sympati med plattepigernes kamp. Kl. 11.00: Fagforeningsformanden Hagelberg, platteudvalget, tillidsmand Jørgen Munck og forbundsformand Mattison til møde i LO, hvor sagen gennemgåes med LOs jurist i Arbejdsretten, Bent Osborg. Osborg hævder, at der er tale om ulovlig lock-out. |
1/12 | Fortsat sympatiaktioner. Hele fabrikken lukkes fra middag. |
3/12 | Støttegruppe uddeler løbesedlen »Juleplattens bagside« på Amager Torv foran Den kongelige Porcelainsfabriks udsalg fra d. 3/12 og de følgende dage (bilag 3). |
4/12 | Fabrikkens ledelse offentliggør de
retningslinjer, som den kræver der skal arbejdes efter på
platteafdelingen (bilag 4). Kl. 14.30: Fællesmøde i Dansk Arbejdsgiverforening i 5-6 timer. Keramisk Forbund indgår forlig. Efter dette skal pigerne gå i arbejde på ledelsens betingelser, og sagen derefter prøves ved Faglig Voldgift (bilag 5, også aftrykt i Arbejdsrettens kendelse). På spørgsmål fra Keramisk Forbund forklarer LO's jurist Bent Osborg, at hvis en henstilling fra et fællesmøde ikke følges af plattepigerne, vil det ikke få nogen konsekvenser overhovedet. »Man kan blot rive papiret i stykker«. Hvis pigerne gik i arbejde på dette forlig, var det underforstået, at arbejdsgiverne til gengæld ville undlade at stille krav om betaling af den betingede bod. |
5/12 | Forliget fra fællesmødet forelægges pigerne.
Tillidsmandsgruppen opfordrer dem til at gå i arbejde. Pigerne står
stadig fast på kun at gå i arbejde på lokalaftalen af 30/10 og
beslutter at fortsætte konflikten. Kl. 12: Tillidsrepræsentant Nina Cortzen og tillidsmand Jørgen Munck kaldes op til direktør Fog Petersen for at lave et interview til Danmarks Radio. Bagefter lægger direktør Fog Petersen pres på Nina Cortzen og Jørgen Munck for at få dem til at overtale plattepigerne til at gå i arbejde. Der afholdes herefter tillidsmandsmøde, hvor tillidsmændene forsøger at udarbejde et forlig. Afholdelse af ekstraordinært SU-møde. I samarbejde med en støttegruppe uden for fabrikken sætter plattepigerne en indsamling i gang (bilag 6). |
6/12 | Tillidsmændene forhandler med ledelsen.
Tillidsmandsgruppens forligsforslag barberes ned af ledelsen, der igen
fremsætter sit oprindelige forslag, som pigerne ikke vil acceptere. Forbundet indsender klage til LO, hvilket danner grundlag for formødet i Arbejdsretten d. 8/12. |
8/12 | Formødet i Arbejdsretten henstiller, at
arbejdet kommer igang. Denne henstilling bliver ikke fulgt. LO's jurist Bent Osborg meddeler pigerne, at sagen ikke kan komme for Arbejdsretten før efter jul - måske først til påske. Direktør Fog Petersen forsøger at få tillidsmandsgruppen til at lave endnu et forlig. |
11/12 | Plattepigerne planlægger demonstration til LO bl.a. for at få at vide, hvor langt deres sag er kommet, hvornår den kan komme i Arbejdsretten m.m. |
12/12 | Demonstration til LO planlagt og pressen
underrettet. Langt møde i kantinen afholdes, og der spores en stigende stemning for at gå i arbejde. Demonstrationen til LO aflyses for at afvente tillidsmandsgruppens forhandlinger med ledelsen. De ender dog resultatløse. Ledelsen udsender en skrivelse med sin opfattelse af konflikten til personalet, hvori det bl.a. påstås, at enkelte plattepiger tjener op til 70 kr i timen. |
13/12 | Platteudvalget svarer på ledelsens
redegørelse om konflikten og imødegår påstandene. Den planlagte demonstration til LO gennemføres. Da pigerne ankommer til LOs bygning, viser det sig, at LO's jurist i Arbejdsretten Bent Osborg desværre ikke er til at træffe. Pigerne venter, og Bent Osborg dukker omsider op. Mødet indledes. Bent Osborg forsøger at krybe uden om sagens kerne ved at tale juristsprog. Dette lykkes dog ikke for ham. Bent Osborg forklarer nu - i modsætning til hvad han sagde d. 8 /12 - at plattepigerne kan få møde i Arbejdsretten inden 3-5 dage. |
14/12 | Om morgenen meddeler fagforeningsformand Hagelberg, at LO har tilsendt forbundet et udarbejdet klageskrift, som derefter er tilsendt Dansk Arbejdsgiverforening. Der indkaldes til møde i Arbejdsretten d. 19/12. |
16/12 | Arbejdsgiverne nedlægger påstand om frifindelse og fremsender samtidig kontraklage over såvel plattepigernes strejke som de øvrige arbejderes sympatistrejker. |
19/12 | Plattepigerne går i demonstration til
Arbejdsretten sammen med arbejdere fra andre afdelinger på fabrikken. Kl. 14.30-21.00: Møde i Arbejdsretten. Foreløbig kendelse fra arbejdsretten, hvor sagen udsættes indtil afgørelse foreligger fra Faglig Voldgift. Arbejdet skal indtil videre genoptages på ledelsens betingelser (bilag 7, indeholdt i Arbejdsrettens endelige kendelse). |
20/12 | Plattepigerne mødes og opfordres af
tillidsmandsgruppen til at gå i arbejde på grundlag af Arbejdsrettens
kendelse. 85% stemmer imod, 15% for at gå i arbejde, konflikten fortsætter. |
21/12 | Arbejdsgiverforeningen accepterer, at sagen kommer for Faglig Voldgift til trods for, at pigerne fortsætter konflikten. |
1973 | |
3/1 | Dommer Hermann fra Faglig Voldgift kommer på besøg på fabrikken for at sætte sig ind i arbejdsprocessen ved fremstilling af platter. Platteudvalget, har til dette besøg taget nogle platter frem, således at man kan se godsets kvalitet. Da dommer Hermann ankommer til platteafdelingen, er disse platter fjernet. |
4/1 | Sagen behandles i Faglig Voldgift. |
10/1 | Faglig Voldgifts kendelse offentliggøres. Den giver pigerne medhold i, at ledelsen har gjort sig skyldig i overenskomstbrud. Arbejdet genoptages på de oprindelige betingelser. Fabrikkens ledelse opsiger aftalen af 30/10 med 2 måneders varsel. (Kendelsen aftrykt i Arbejdsrettens kendelse, bilag 8). |
15/1 | Ledelsen forsøger at lave en studehandel med plattepigerne ved at tilbyde frafald af bod (bilag 9). Ledelsen konkluderer i denne anledning at en væsentlig forudsætning for konflikten hviler på en fejlbedømmelse fra ledelsens side af den pågældende aftale. |
31/1 | Sagen behandles i Arbejdsretten, afgørelsen udsættes til 20/2 til kl. 16.00. |
20/2 | Arbejdsretten afsiger kendelse, pigerne idømmes en bod på ca. 72.000 kr. (bilag 10). |
21/2 | Pigerne nægter at betale boden, og tillidsmandsgruppen går til Thomas Nielsen med krav om, at LO betaler boden, da LO har kludret og smølet med sagen. |
24/2 | Thomas Nielsen udtaler i en samtale med dagbladet Information, at platte pigerne er dumme og stupide (bilag 11). |
24/2- 25/2 |
Fagforeningen arrangerer week-end kursus på Tisvilde Badehotel. Kun få plattepiger deltager, da de selv havde planer om at arrangere et week-endkursus om deres konflikt, som fagforeningen ikke ønskede at støtte. |
26/2 | Tillidsmandsgruppen svarer på Thomas Nielsens angreb. |
8/3 | Møde om ny arbejds- og lønvilkår. |
9/3 | Ledelsen udsender meddelelse om ny arbejds- og lønvilkår (bilag 12). |
Konflikten på Den Kongelige Porcelainsfabriks platteafdeling i december 1972 - januar 1973 er en af de længste danske arbejdskampe. Den indgår i et større mønster af stadig mere omfattende arbejdskampe. Vi vil indledningsvis sige lidt om dette mønster og baggrunden for det.
Efter mange års relativ ro har slutningen af 60'erne og begyndelsen af 70'erne været præget af et stadig stigende antal »ulovlige« strejker. Dette gælder ikke blot i Danmark, men også i lande som Italien, Frankrig, England, Belgien og Sverige. Her har arbejdskampene oven i købet været langt mere omfattende og militante end i Danmark med fabriksbesættelser og sammenstød mellem politi og strejkende arbejdere.
Arbejdskampene i de forskellige lande har en fælles årsag: kapitalismens voksende problemer. Siden 2. verdenskrig har der i de fleste vesteuropæiske lande været en forholdsvis kraftig og konstant økonomisk vækst. Der har været højkonjunktur det meste af tiden, og den samfundsmæssige velstand er øget støt. Arbejderklassen har ganske vist ikke forøget sin andel af denne velstand, men lønarbejderne har trods alt fået det materielt bedre.
I de seneste år har udviklingen taget en ny drejning. På det økonomiske område har der været tendenser til stagnation. Egentlig lavkonjunktur eller krise kan man endnu ikke tale om, men vækstraterne har været mindre i en del brancher, og i visse år har der været ret stor arbejdsløshed. En del af de mest omfattende og militante arbejdskampe i Vesteuropa er foregået i brancher og på virksomheder, som har været i økonomiske vanskeligheder. Det gælder minedrift og værftsindustri, bl.a. i England, Belgien og Sverige. I Danmark kan man nævne strejken på Ålborg Værft, en virksomhed med store økonomiske problemer.
Men det er langt fra alle strejker, der er foregået omkring industrier og virksomheder med særlige økonomiske problemer. Det viser blot et hastigt blik på de seneste års »vilde« strejker i Danmark.
Der har været vilde strejker på mange forskellige virksomheder inden for en lang række brancher. Det viser i sig selv, at det er problemer af mere generel art, som er årsag til strejkerne. Det, der udløser konflikten, kan naturligvis være vidt forskellige ting. Men strejkerne har alligevel en fælles baggrund.
I alle grene af industrien er de større lønninger blevet ledsaget af et opskruet arbejdstempo. Produktivitetsfremmende lønsystemer har været nøglen til den forøgede produktion. Tidsstuderede akkorder er indført i de fleste brancher. Med tiden er det blevet stadig mere klart, at de produktivitetsfremmende lønsystemer også er invaliditetsfremmende. Stress, ulykker og arbejdssygdomme er .fulgt i kølvandet på øget produktion og velstand.
En stor del af de vilde strejker kan føres tilbage til denne udvikling. Det gælder f.eks. de mange strejker på slagterierne, hvor akkordræset både medfører stress og større risiko for arbejdsulykker. Der er her sket en forringelse af arbejdsvilkårene, som medfører et større både fysisk og psykisk slid. Noget tilsvarende er foregået i de fleste industrier.
De direkte forringelser af arbejdsvilkårene udgør således en del af baggrunden for de vilde strejker. Det hører også med, at arbejderne stiller voksende krav. Krav som nok i første række stadig gælder lønnen; men som i stigende omfang også drejer sig om et tåleligt arbejdsklima og om at have indflydelse på egen arbejdssituation. De sidste års konflikter på Den Kongelige Porcelainsfabrik har indeholdt elementer af begge dele.
Endelig spiller forhold uden for den direkte arbejdssituation også en rolle. Inflationen og de stigende skatter, som hele tiden udhuler lønforbedringerne. Den forringede offentlige transport, som gør arbejdsrejsen besværligere for mange. Den tiltagende forurening. Sådanne forhold er naturligvis med til at øge den lurende utilfredshed og hører derfor med i et billede af konflikternes baggrund.
Alle disse forhold er udtryk for, at kapitalismen er på vej ind i en fase med voksende problemer. Dette vil uundgåeligt få konsekvenser for arten og omfanget af de kommende års arbejdskampe.
Den nogenlunde ubrudte materielle fremgang siden 2. verdenskrig har været en glimrende baggrund for den socialdemokratiske ideologi og politik, som ganske har domineret fagbevægelsen og fortsat gør det. Der har været mulighed for, at alle kunne få en vis del i velstandsstigningen. I forskellige indpakninger har socialdemokraterne igen og igen forklaret og forsvaret, at for at alle (lønarbejdere) skal få det lidt bedre, er det nødvendigt, at nogle (kapitalister) skal have det meget bedre: »Produktionen lever vi jo allesammen af«, »vi er alle i samme båd« og »klassekampen er noget der hører fortiden til«.
Mange arbejdere har vel haft lidt svært ved at se, at de skulle have interesser tilfælles med deres arbejdsgiver. Men velstandsøgningen har trods alt lagt en dæmper på* konflikterne, så de fleste har accepteret fagbevægelsens klassesamarbejde. Nu ser det ud til, at der er ved at ske en ændring. De sidste års mange vilde strejker kan kun fortolkes som et opsving i klassekampen. Dette opsving er endnu af begrænset rækkevidde, spredt og uorganiseret. Men kapitalismens voksende krise vil uundgåeligt medføre en skærpet klassekamp.
I de seneste år har der været tydelige tegn på, at fagbevægelsens ledere er ved at miste deres autoritet. De vilde strejker er et af tegnene på det. De er aldrig blevet støttet helhjertet af fagbevægelsens ledere. Ofte er de blevet direkte modarbejdet, ikke blot formelt - som tillidsmænd og fagforeningsledere er nødt til - men også reelt. Udgangspunktet for de vilde strejker har altid været en konflikt med arbejdsgiverne. Men på grund af fagforeningernes svigten har de strejkende arbejdere ofte vendt sig mod fagbevægelsens ledere i lige så høj grad som mod arbejdsgiverne.
Det umiddelbare perspektiv i de vilde strejker har sjældent været mere end opfyldelsen af nogle dagsaktuelle krav eller afskaffelsen af nogle åbenlyse urimeligheder. Men efterhånden er det generelle mønster, som er antydet ovenfor, ved at tegne sig for flere og flere. Og hvad der er lige så vigtigt: der er ved at ske en organisering af kampen. Med udgangspunkt i de vilde strejker er der ved at blive udviklet en fagopposition, som bekæmper den fremherskende klassesamarbejdslinje. Endnu er denne fagopposition spredt og svag og præget af indre splid. Med tiden kan den blive en vigtig bastion i kampen for afskaffelsen af det kapitalistiske system.
Den store konflikt på Den Kongelige Porcelainsfabrik i december 1972 - januar 1973 har haft en række mindre forløbere. I alle tilfælde har der været tale om vilde (uvarslede) strejker.
Den 14. september 1969 nedlagde gipserne arbejdet på grund af utilfredshed med en tidsstuderet akkord. Støberne og drejerne sympatistrejkede. Strejken, der omfattede 600 mand, varede kun i fire timer, men der var forskellige former for uro i 14 dage.
Den 28. maj 1970 nedlagde 68 muselmalere arbejdet på grund af utilfredshed med akkorden på kaffekander. Samme dag nedlagde gipserne arbejdet, ligeledes på grund af utilfredshed med akkordsætningen. Dagen efter gik gipserne påny i arbejde efter at være imødekommet, mens malerne strejkede videre. En gruppe drejere nedlagde også arbejdet. Den 2. juni vedtog samtlige fabrikkens 1100 arbejdere at strejke. Dagen efter blev der nedsat forhandlingsudvalg, og alle gik i arbejde igen.
Den 11. september 1970 nedlagde 40 gipsere arbejdet på grund af dårlig tilrettelæggelse af produktionen. Samme dag meddelte fabrikkens 15 tillidsfolk, at de ville nedlægge deres hverv den 16. september, hvis ikke der forinden var kommet gang i forhandlinger om nye samarbejdsformer. (Tillidsfolkene havde fem måneder tidligere fremlagt et forslag til virksomhedsnævn). Den 16. september trådte tillidsfolkene tilbage, og 800 arbejdere sympatistrejkede. Dagen efter gik alle i arbejde igen, men indtil 10. januar 1971 fungerede virksomheden uden tillidsfolk.
Den 11. januar blev der afholdt nyt tillidsmandsvalg, og alle blev genvalgt.
Den 29. maj 1972 nedlagde en halv snes pladsarbejdere arbejdet og stillede krav om at få 1,25 kr. mere i timen. Dagen efter strejkede tillige 17 arbejdere på en sorterstue på grund af uenighed om udbetalingen af et å conto beløb. To dage senere var kravene delvis imødekommet og alle gik i arbejde igen.
Fælles for de fleste af disse konflikter er det, at de er udløst af utilfredshed med aflønningen. Men bag alle konflikterne har der ligget en utilfredshed med ledelsen, arbejdsklimaet, arbejdstilrettelæggelsen og arbejdsvilkårene i det hele taget.
I bogen »Derfor strejker vi!« er der gjort rede for strejkernes baggrund. Det er et gennemgående træk, at en tåbelig og arrogant ledelse har været med til at fremprovokere eller uddybe konflikterne. At utilfredsheden ikke blot skyldes uoverensstemmelser om lønnen ses også af, at så godt som alle strejkerne har bredt sig fra den gruppe, der startede, til andre grupper.
Blandt arbejderne er der en udbredt mistillid til fagforeningerne og forbundet. (Der er tre fagforeninger: Keramisk Fagforening, Keramisk Malerforening og Porcelæns- og Fajancearbejdernes Fagforening, som tilsammen udgør Keramisk Forbund). Forbundsformanden har glimret ved sit fravær ved flere af konflikterne, og fagforeningerne har stort set stået passivt i kulissen eller kun modstræbende ladet sig trække ind som mæglere i konflikterne. At fagforeningerne ikke fungerer som kamporganisationer er klart for de fleste.
Konflikten på platteafdelingen brød ud, da ledelsen fejede lokalaftalen af 30. oktober af bordet. Aftalen var en kompensation for et lønsystem, der ikke tog højde for en forringelse i det materiale, som blev leveret til forarbejdning i platteafdelingen. I dette afsnit vil vi prøve at vise, hvordan plattepigernes lønsystem normalt fungerer.
I den keramiske industri er aflønningsformen i det væsentligste ren akkord. Det gælder også for plattepigerne på Den Kongelige Porcelainsfabrik.
Ren akkord forudsætter, at der ikke på forhånd er garanteret en fast lønandel. Der altså 100% afhængighed mellem arbejdsindsats og indtjening, idet lønnen alene bestemmes af, hvor stor en arbejdsmængde der præsteres. Det forudsættes ligeledes, at dyrtidstillæget er indregnet i akkorden.
Arbejdsgiverne har sammen med fagbevægelsen udviklet en række produktivitetsfremmende lønsystemer - det ene mere raffineret end det andet. Den rene akkord er et af de mere simple systemer og derfor ret let at overskue. Men mekanismen i de forskellige systemer er den samme:
1. de bruges til at spille arbejderne ud mod hinanden
2. de øger udbytningen af arbejderne, hvilket meget kort sagt betyder, at arbejdgiveren forholdsvis tjener mere når arbejderen øger tempoet for at få en anstændig løn.
At man indførte ren akkord i den keramiske industri i 1952, hænger sammen med konjunktursvingningerne i begyndelsen af halvtredserne.
I 1949-50 vandt udenlandske konkurrenter inden for den keramiske industri frem på det danske marked; den stigende import var et udtryk for, at den hjemlige produktion var stagneret. Omkring 1952 ændredes situationen, importen stagnerede og den danske produktion af såvel brugsgenstande som kunstgenstande var stigende, og det samme gjaldt exporten. Dette betød, at behovet for produktionsudvidelse blev mere påtrængende, hvis man ønskede at være med i kampen om profitten. Man kan udvide produktionen på to måder. Dels kan man bygge større fabrikker, dels kan man få arbejderne til at lave mere - og helst til den samme løn altså intensivere udbytningen. Det var den sidste løsning man valgte på Porcelainsfabrikken.
Konjunkturerne havde imidlertid også indflydelse ad anden vej, nemlig via dyrtidsreguleringen. I perioden 1946 - 51 var lønningerne inden for den keramiske industri steget mindre end gennemsnittet for de øvrige industrier. Det er karakteristisk, at allerede på daværende tidspunkt var næsten alt arbejdet inden for denne industrigren akkordarbejde. Dyrtidstillæget steg imidlertid, og efterhånden udgjorde det over 50% af akkordlønnen pr. time. I oktober 1951 var akkordsummen 2,79 kr. pr. time og dyrtidstillæget 1,44 kr. pr. time for en faglært i den keramiske industri. Det, at det faste dyrtidstillæg udgjorde så stor en del af den samlede timefortjeneste på akkord, gjorde, at afstanden mellem timeløn og akkordløn blev mindsket, og at akkordsystemet - som akkordsystem betragtet - blev udhulet.
Behovet for en udvidet produktion og problemet med dyrtidstillæget (som i grunden kun var et udtryk for, at udviklingen i akkordsatserne var gået i stå) fik arbejdsgiverne til at interessere sig for en ændring af lønsystemet. Deres problem var: Hvordan får vi arbejderne til at lave mere for de samme penge - hvordan øger vi udbytningen?
I en rapport om lønsystemer i dansk industri, som Handelsministeriets produktivitetsudvalg lavede i 1957, skriver man om problemet med omregningen af dyrtidstillæget i den keramiske industri (altså den rene akkord): »Hovedformålet med omregningen måtte for arbejderne være at forbedre lønnen og for arbejdsgiverne at få en større produktion igennem med det givne anlæg, hvilket vil sænke omkostningerne pr. vareenhed«. - Kan man overhovedet tale om en lønforbedring når forudsætningen er, at man skal lave flere vareenheder?
Forhandlingerne om en ændring af lønsystemet førte til, at man i 1952 enedes om at indregne dyrtidsportionen i akkorden, man havde altså forhandlet sig frem til en ren akkord. Arbejdsgiverne og fagforeningen var enige om, at omregningen af dyrtidsportionen hverken måtte koste arbejderne eller arbejdsgiverne noget dvs. at den samlede sum, som arbejdsgiverne skulle udbetale i dyrtidsregulering, hverken måtte blive større eller mindre som følge af overenskomsten. Løsningen blev derfor at fastsætte omregningsprocenten på grundlag af den enkelte afdelings gennemsnitstimefortjeneste.
Den følgende illustration af, hvordan systemet fungerer i praksis, viser, hvorfor arbejdsgiverne er interesserede i dette system, og samtidig viser det i al sin enkelthed, hvordan man spiller arbejderne ud mod hinanden.
For at udregne de rigtige procentsatser er det stadigvæk nødvendigt at have lønnen delt 'op i akkordløn og dyrtidstillæg, da systemet jo skal justeres hver gang der falder en dyrtidsportion. Omregningen foregår på den måde, at man tager udgangspunkt i en afdelings gennemsnitstimeløn, derefter regner man ud hvor stor en del det samlede dyrtidstillæg udgør af gennemsnitstimelønnen og fordeler denne procentsats på de reelle lønninger i afdelingen. Tænker man sig feks., at gennemsnitstimelønnen i en afdeling er 20 kr. og at dyrtidsreguleringen udgør 5 kr., da vil omregningsprocenten være 25% og den samlede gennemsnitsløn for afdelingen være 25 kr. »Fidusen« ved systemet er, at den der ligger under afdelingsgennemsnittet på 20 kr. ikke vil få sine fulde 5 kr. i dyrtidsregulering, medens den der ligger over gennemsnittet vil få mere end en normal dyrtidsregulering berettiger til. Den, der ligger under gennemsnit, betaler altså den, der ligger over gennemsnittet.
Når man har valgt at lade en afdeling være den enhed, som benyttes til at finde gennemsnitstimelønnen, er det vel vidende, at en afdeling indeholder flere forskellige akkorder, gode som dårlige. Herved er det ikke kun spørgsmålet om man arbejder hurtigere eller langsommere, der bestemmer, hvor man er placeret i forhold til gennemsnitslønnen, men i lige så høj grad, om man sidder ved godt eller dårligt gods, om akkorden er god eller dårlig.
På trods af mange fine formuleringer giver den reelle udformning af aftalen arbejdsgiveren en ekstra trumf at sætte bag, når han håndhæver retten til at lede og fordele arbejdet. Den som falder i unåde kan anbringes ved en dårlig akkord og kommer nu via sin ellers lovsikrede dyrtidsportion til betale en del af de andres løn. En effektiv måde at splitte arbejdskammerater.
Hele akkordræset, og den måde ledelsen administrerer akkorderne på, var stærkt medvirkende til at udløse konflikten på platteafdelingen.
Til baggrunden for konflikten på platteafdelingen hører også en oversigt over virksomhedens økonomi. Med udgangspunkt i offentligt tilgængelige oplysninger er det muligt at danne sig et vist indtryk af økonomien, men sandheden kan man ikke forvente at finde, med mindre man er medlem af selskabets bestyrelse eller direktion. Ganske vist hører Den Kongelige Porcelainsfabrik til de aktieselskaber, som har over ti aktionærer og dermed regnskabspligt over for offentligheden, men det er velkendt, at de fleste selskaber opererer med mindst to sæt regnskaber, et til eget brug (det rigtige) og et til udadvendt brug, bl.a. til skattemyndighederne. De oplysninger, vi bringer her, stammer fra de offentliggjorte regnskaber og må således tages med stort forbehold. De er taget fra »Greens danske fonds og aktier, 1971«.
Et af de bedste udtryk for Den Kongelige Porcelainsfabriks, økonomi er de mange udvidelser af aktiekapitalen, som har fundet sted i de sidste ti år. Aktiekapitalen var oprindelig 800.000 kr. Indtil 1960 var den forøget til 5 mill. kr., men så begyndte det at gå stærkt:
aktiekapital 1960 5 mill. kr. 1962 10 mill. kr. 1966 15 mill. kr. 1969 20 mill. kr. 1972 25 mill. kr. 1973 40 mill. kr.
Der er med andre ord foregået en ottedobling af aktiekapitalen i løbet af godt ti år. Alle udvidelserne - på nær den sidste - er sket ved udstedelse af friaktier (»fondsaktier«), altså aktier som er foræret til aktionærerne. Eller sagt på en anden måde: som aktionærerne har foræret sig selv. Når virksomheden på så kort tid har kunnet uddele et så stort beløb i friaktier, kan man roligt regne med, at den ikke ligefrem hakker i det.
Et tilsvarende indtryk af selskabets økonomi i de seneste år kan man få ved at se på et udvalg af »nøgletal«, baseret på de offentliggjorte regnskaber.
(alle beløb i mill. kr.) |
|||||
1966 | 1967 | 1968 | 1969 | 1970 | |
Aktiekapital (AK) | 15,0 | 15,0 | 15,0 | 20,0 | 20,0 |
Reserver | 16,8 | 19,8 | 25,2 | 25,3 | 32,6 |
Egenkapital, i alt | 31,8 | 34,8 | 40,2 | 45,3 | 52,6 |
Bruttofortjeneste | 15,6 | 18,6 | 19,9 | 24,4 | 29,0 |
Nettoresultat (NR) | 4,7 | 5,1 | 6,8 | 8,3 | 9,7 |
Udbytte m.v. i % af NR | 41% | 33% | 26% | 35% | 25% |
Henlæggelse i % af NR | 59% | 67% | 74% | 65% | 75% |
Udbytte i % af AK | 10% | 10% | 10% | 10% | 10% |
Afkastningsgrad | 10,2% | 9,8% | 11,3% | 11,9% | 12,1% |
Egenkapitalens forrentning | 14,9% | 14,7% | 16,7% | 18,4% | 18,5% |
Samtidig med at aktiekapitalen er forøget, er der sket en endnu større vækst i reserverne, således at egenkapitalen er forøget med hele 60% på de fem år fra 1966 til 1970. Bruttofortjenesten har også været støt voksende, og selv om en stadig større del af profitten er henlagt til fremtidige investeringer, er også nettoresultatet blevet bedre år for år. Det kan tilføjes, at i 1972 blev udbytteprocenten sat i vejret fra 10 til 121/2, samtidig med at aktiekapitalen blev udvidet med endnu 5 mill. kr. Så det er ikke for meget sagt, at aktionærerne har skovlet penge ind.
Hvis man skal tro tallene i »Greens«, var Den Kongelige Porcelainsfabrik faktisk i perioden 1966-70 den mest profitable af alle de 100 store danske industriselskaber oversigten omfatter. Det gælder hvadenten man ser på »afkastningsgrad« (nettoresultat i % af samlede aktiver) eller »egenkapitalens forrentning« (nettoresultat i % af egenkapitalen).
Endnu et udtryk for, at kapitalejerne har tillid til selskabets økonomi, er aktiekursens stigning i 1972. Den 31. december 1971 blev Den Kongelige Porcelainsfabriks aktier noteret til kurs 323, den 31. december 1972 stod de i kurs 550, en forøgelse på ikke mindre end 70% på et enkelt år. Omsat til penge betyder det, at aktionærerne uden at røre en finger er blevet over 70 mill. kr. rigere i løbet af 1972.
Det var ikke kun Den Kongelige Porcelainsfabriks aktionærer, som fik sig nogle ordentlige arbejdsfrie gevinster i 1972. Forventningerne om Danmarks indlemmelse i EF gjorde året til rekordår på Børsen. Den bedste aktie var i øvrigt »kollegaen« Bing & Grøndahl, som opnåede en effektiv forrentning på 221%. Her måtte Den Kongelige Porcelainsfabrik »nøjes« med 117%. Men kursen på 550 gjorde Den Kongelige Porcelainsfabrik til et af Børsens højst noterede papirer. I februar 1973 var kursen helt oppe omkring 650, siden er den faldet efter den sidste store udvidelse af aktiekapitalen (som formentlig vil medføre et mindre udbytte pr. aktie på kort sigt.)
Den vigtigste grund til Den Kongelige Porcelainsfabriks gode økonomi er nok, at virksomheden har noget af en monopolstilling på markedet. Det betyder, at priserne kan fastsættes nogenlunde uafhængigt af - og det vil sige højt, over - omkostningerne. Fabrikkens produkter er ikke ganske uden konkurrence, hverken på hjemmemarkedet eller på eksportmarkederne, hvoraf USA er det vigtigste. Men det er lykkedes at oparbejde et skær af kongelighed, kunstneriskhed og kvalitet, som har gjort produkterne til mærkevarer og samlerobjekter, der har kunnet sælges til tårnhøje priser.
Juleplatterne er et godt eksempel. Skønsmæssigt bliver der fremstillet mindst I million juleplatter hvert år. Juleplatternes salgspris er (1972) 36,25 kr. Men som følge af »kunst«-spekulation ligger priserne for de fleste ældre årgange på 100-200 kr. Det er denne spekulation, som muliggør en høj monopolpris for hver ny årgang af de masseindustrielt fremstillede juleplatter.
Virksomheden ekspanderer i øvrigt på flere områder. Ved årsskiftet 1972-73 overtog Den Kongelige Porcelainsfabrik Georg Jensens Sølvsmedie A/S - en virksomhed med 400 ansatte og en årsomsætning på ca. 35 mill. kr. - ved at opkøbe over 90% af aktiekapitalen. På selve fabrikken er man ved at udvide produktionskapaciteten ved opførelse af en ny fabriksbygning.
Er Den Kongelige Porcelainsfabriks økonomi således efter alle solemærker at dømme fortræffelig, har de mange konflikter demonstreret, at den er sårbar på ét punkt: En fortsættelse af de gyldne tider for aktionærerne forudsætter arbejdernes aktive og positive indsats. Det er ledelsens vigtigste opgave at sikre dette og søge at undgå, at konflikterne griber om sig.
Den administrerende direktør, Jørgen Fog-Petersen, har gentagne gange - senest under konflikten på platteafdelingen - understreget direktionens ret til at lede og fordele arbejdet, en ret der som bekendt er fastslået i Septemberforliget (fra 1899) mellem arbejdsgiverne og fagbevægelsen. Denne ret har fagbevægelsen aldrig antastet, heller ikke i den seneste (1973) revision af hovedaftalen. Imidlertid er der flere og flere arbejdere, som ikke vil finde sig i umyndiggørelsen. Ledelsens arrogante og kluntede måde at forvalte ledelsesretten på har spillet en rolle ved de fleste konflikter på Porcelainsfabrikken - også den seneste på platteafdelingen.
Det begyndende oprør mod umyndiggørelsen og de autoritære ledelsesformer er ikke noget særegent for Den Kongelige Porcelainsfabrik. Det vokser frem i alle grene af industrien, og arbejdsgiverne er begyndt at indstille sig på, at ledelsesformerne må ændres, hvis de grundlæggende ejendomsforhold skal bevares. Svaret på den voksende ledelseskrise ser ud til at være forskellige former for motivation. Arbejdsgiverforeningen har i samarbejde med LO gennemført en række forsøg med motivationssystemer, som alle sigter efter at skabe bedre trivsel på arbejdspladsen uden at ændre noget grundlæggende, dvs. uden at antaste kapitalens herredømme. Den anden store porcelainsfabrik, Bing & Grøndahl, arbejder med motivationssystemer, og noget kunne tyde på, at det er virkningsfuldt. Mens Den Kongelige Porcelainsfabrik har haft et utal af konflikter, har der ikke været den mindste uro på Bing & Grøndahl.
Men også på Den Kongelige Porcelainsfabrik arbejder ledelsen med problemerne, selv om bestræbelserne foreløbig går i en lidt anden retning. I stedet for at give arbejderne medbestemmelse - eller rettere medfornemmelse - i selve arbejdssituationen, kan man ved forskellige foranstaltninger søge at få arbejderne til at tro, at de i virkeligheden har interesser fælles med kapitalejerne. På Den Kongelige Porcelainsfabrik blev der på generalforsamlingen d. 30. april 1973 vedtaget en udbyttedelingsordning, som giver medarbejderne andel i det overskud, der ligger ud over en fast forrentning på 10% af aktiekapitalen (indeksreguleret).
Om denne ordning skrev direktør Jørgen Fog-Petersen en kronik i Politiken d. 7. november 1972. Kronikken handlede - vi citerer om »økonomisk demokrati - forstået som forhold, hvor lønarbejdernes og kapitalejernes interesser i stigende grad blev sammenfaldende og vel at mærke synbart sammenfaldende, og hvor den moderne industriarbejders tilværelse fik tilføjet det indhold, at virksomhedens ve og vel kom ham ved i væsentligt stigende grad. Det forudsættes her, at der vil være enighed om, at en almindelig interesse i virksomhedens lønsomhed og en nærmere tilknytning til virksomhederne også er samfundsmæssig ønskelig«.
Senere i kronikken hedder det: »En udbyttedelingsordning som her skitseret har følgende fordele: Den forener aktionærers og medarbejderes interesse i, at virksomheden opnår gunstige resultater. Den fremmer beslutninger om nødvendig og ønskelig konsolidering til fordel for begge parter, samtidig med at den sikrer, at kapitalgevinster (udover en selvfølgelig forrentning af indskudte midler) bliver til glæde for ejere og medarbejdere. Den vil bidrage til den økonomiske demokratisering, at medarbejdere og ejere får forståelse for hinandens økonomiske interesser, ja, i vidt omfang får disse fælles«.
Klarere kan det vist ikke siges, hvad meningen er med udbyttedeling og »økonomisk demokrati«: at tilsløre interessemodsætningen mellem lønarbejdere og kapitalister. En sådan tilsløring er nødvendig for at sikre privatejendomsrettens og det kapitalistiske samfundssystems fortsatte beståen i en tid, hvor systemet er på vej mod en krise.
Allerede inden udbyttedelingsordningen blev vedtaget, havde selskabets bestyrelse besluttet at gennemføre en anden foranstaltning med samme formål. Den I. februar 1973 gav den meddelelse om den nye udvidelse af aktiekapitalen fra 25 til 40 mill. kr., en udvidelse som blev vedtaget på en ekstraordinær generalforsamling den 15. februar. Denne udvidelse foregik lidt anderledes end de foregående. Aktionærerne blev tilbudt for 10 mill. kr. aktier til kurs 105 (den børsnoterede kurs var ved dette tidspunkt omkring 650) og fik desuden fortegningsret til yderligere 3,125 mill. kr. aktier til en nærmere fastsat (højere) kurs. De resterende 1,875 mill. kr. aktier blev tilbudt til kurs 105 til medarbejdere på fabrikken med over 2 års anciennitet, i alt ca. 900 personer. I gennemsnit kunne hver enkelt således købe for 2300 kr. aktier til den yderst favorable kurs.
Medarbejderaktierne - som bl.a. ØK tidligere har benyttet sig af - tjener naturligvis det samme formål som udbyttedelingsordningen: at søge at få arbejderne til at føle sig i samme båd som kapitalejerne. De ansatte får selvsagt ingen indflydelse på virksomhedens drift gennem deres yderst beskedne aktieposter, og det økonomiske udbytte vil også være så beskedent, at det dårligt kan mærkes, ca. 250 kr. om året. Men ved at tilbyde de ansatte denne aktiepost til en fordelagtig kurs håber ledelsen at få arbejderne til at føle sig som rigtige aktionærer med økonomisk interesse i den størst mulige produktionsydelse. Meningen med både udbyttedeling og medarbejderaktier er -selvfølgelig at få arbejderne til at pukle endnu mere og afholde sig fra at strejke eller gøre andre ting, som kan genere kapitalisternes profit.
For at forstå konfliktens baggrund er det nødvendigt at kende lidt til selve fremstillingen af platterne. Malerne får platterne som halvfabrikata, d.v.s. med mønstret præget ind i overfladen. Selve »malingen« består i, at platten oversprøjtes med blå maling, derefter tørres den over med et skind, således at malingen fjernes fra den del af overfladen, der skal være hvid. Processen gentages indtil alt det, der skal være blåt, har fået farve nok. Det kræver fra 4 til 8 gentagelser afhængigt af godsets kvalitet. Forringet kvalitet af godset medfører lønnedgang, da alt arbejde i platteafdelingen udføres som rent akkordarbejde.
De problemer, der førte til konflikten, havde to årsager. Der var kommet nye maskiner i drejeriet. Disse arbejdede hurtigere end de gamle, men leverede gods af en ringere kvalitet, idet mønstret ofte var præget dobbelt. Dette betød, at malerne visse steder var nødt til at fjerne overflødig maling med kniv eller stiv pensel, hvad der selvfølgelig tog tid. Den anden og væsentligste årsag var svingende kvalitet i det chamotteler, der bliver anvendt til platterne. Dette medførte, at godset var fyldt med små revner og sprækker, hvori farven satte sig fast, og hvorfra den ikke rigtig kunne fjernes ved aftørring.
Det sidste problem har eksisteret så langt tilbage som i 1969, hvor det var oppe på generalforsamlingen i Keramisk Forbund. Situationen tilspidsedes i efteråret 72, hvor godsets kvalitet forringedes voldsomt. Ledelsen prøvede at ordne situationen ved at udpege et hold malere til at udføre reparationsarbejde. Plattemalerne skulle lægge de dårlige platter til side, når de var færdige med dem, hvorefter reparationsholdet skulle overtage dem. Formelt gjaldt det alle dårlige platter, men i realiteten var der noget i vejen med næsten alle platterne. Derfor blev malerne selv nødt til at foretage mindre reparationer uden at få den anvendte tid godskrevet. Det dårlige gods betød således en klar forringelse af akkorden, og for at holde den sædvanlige indtjening nogenlunde måtte malerne i denne periode sætte arbejdstempoet væsentligt i vejret.
»Der fremkom til plattedamerne et stigende antal platter, som måtte repareres af disse, der som følge heraf ikke kunne holde en rimelig indtjening, fordi arbejdet med den enkelte platte tog for lang tid. Dette affødte utilfredshed og uro blandt damerne, der til slut forlangte at komme på timeløn«. (Fra præmisserne til arbejdsrettens dom.)
Den 30/10 72 blev der endelig indgået en aftale mellem Keramisk Malerforening og Den Kongelige Porcelainsfabrik (bilag 1). Efter denne skulle platterne dels forsorteres, sådan at de værste blev taget fra på forhånd, dels skulle platterne pålægges glasur, før de blev malede i håb om, at dette ville dække revnerne. Endvidere skulle malerne betales med deres personlige gennemsnitsløn for den tid der blev brugt til reparationsarbejde. Herved var der opnået mulighed for en vis kompensation for den ekstra tid, der stadig tog at male platterne trods glasuren. Som et 5. punkt i aftalen blev det vedtaget, at »alle forhold der måtte opstå vedrørende denne aftale, kan til enhver tid optages til forhandling«.
Efter 14 dages forløb konstaterede virksomheden, at der ud af en samlet lønsum på 202.000 kr. var udbetalt 66.000 kr. for reparationer. Dette fandt ledelsen var for meget. Derfor meddelte den tillidsmanden i afdelingen, at aftalen kun kunne fortsætte ugen ud. I fremtiden ville ledelsen udpege bestemte plattemalere til et fast reparationshold, d.v.s. at man i realiteten vendte tilbage til arbejdsforholdene fra før aftalens indgåelse. Malerne ville således ikke længere få kompensation for den ekstra tid de måtte bruge på det dårlige gods. Og det ville så igen blive dem, der kom til at bære omkostninger ved de dårlige materialer.
Den 27. november holdt malerne i platteafdelingen møde og vedtog at de ikke ville acceptere ledelsens betingelser. De krævede at komme til at arbejde i overensstemmelse med den indgåede overenskomst, og mente ikke at ledelsen kunne opsige denne uden forhandling og med øjeblikkelig virkning. Heroverfor har ledelsen senere i arbejdsretten hævdet, dels at det kunne man godt, dels at de nye betingelser lå inden for aftalens rammer »... at det var virksomhedens opfattelse, at man ved indgåelsen af den foreløbige aftale af 30. oktober havde haft til hensigt, at denne skulle kunne opsiges uden varsel, og han mente også, at dette havde fundet udtryk i aftalens formulering, men virksomhedens ønske om faste reparatører faldt i øvrigt inden for aftalens rammer«. (Fra Dansk Arbejdsgiverforenings procedure i arbejdsretten.) Den faglige voldgift gav senere plattemalerne medhold, både i at ledelsens fortolkning ikke lå inden for aftalens rammer, og i at ledelsen ikke kunne opsige aftalen uden varsel.
Fagforeningsformand Lasse Hagelberg havde efter mødet den 27/11 meddelt, at arbejderne gennem Keramisk Forbund ville kræve et mæglingsmøde i sagen. På et møde den 28/11 henviste direktør Fog-Petersen personalet til at forfølge sagen ad sædvanlig fagretslig vej, hvis man var uenig med virksomhedens fortolkning af aftalen. Han hævdede videre, at en arbejdsnedlæggelse nu var en ulovlig strejke. Det blev ca. kl. 14 efter et ekstraordinært møde i virksomhedens samarbejdsudvalg meddelt, at plattemalerne fastholdt deres standpunkt. Herefter indberettede virksomheden arbejdsstandsningen til Sammenslutningen af Arbejdsgivere indenfor den keramiske Industri.
De følgende dage indfandt plattemalerne sig hver morgen på fabrikken og tilbød at arbejde i henhold til aftalen af 30/10 som den hidtil havde været praktiseret. De afslog derimod at genoptage arbejdet på de vilkår som virksomheden ønskede. Den 29/11 udsendte ledelsen en skrivelse (bilag 2) med indirekte trusler om afskedigelser, hvis konflikten fortsætter.
Fra den 29/11 til den 1/12 er der omfattende sympatistrejker på hele virksomheden. På et møde i virksomhedens samarbejdsudvalg den 30/11 bliver det fra arbejderside anført, at plattemalerne var mødt op hver dag og ønskede at arbejde på grundlag af aftalen af 30/10, men blev forhindret heri af virksomheden. Fra virksomhedens side afviste man, at der kunne være tale om lock-out. Til slut meddelte fagforeningsformanden, at man fra arbejderside nu anså et mæglingsmøde for unødvendigt, men at der snarest fra Keramisk Forbund ville komme hasteanmodning om et fællesmøde mellem organisationerne. Fællesmødet blev afholdt den 4/12 med deltagelse af repræsentanter for LO, Keramisk forbund, Dansk Arbejdsgiverforening og Sammenslutningen af Arbejdsgivere indenfor den Keramiske Industri.
Ved mødets afslutning blev der vedtaget et protokollat (bilag 5), hvori det hedder: »Efter at sagen var gennemdrøftet, opnåedes der enighed om, at arbejdsforholdene normaliseres fra arbejdstids begyndelse tirsdag den 5. ds. på de oplyste vilkår. Der var endvidere enighed om, så snart arbejdet er påbegyndt, at behandle de til grund for uoverensstemmelserne liggende problemer ad sædvanlig fagretslig vej, eventuelt i sidste instans ved en faglig voldgift«. På et møde i platteafdelingen næste morgen forkastede malerne den i protokollatet nedfældede aftale. Både fagforeningens formand og formanden for Keramisk Forbund forsikrede på mødet, at det ikke betød noget som helst, at man havde skrevet under. Det stykke papir kunne man smide væk, hvis man havde lyst til det.
Repræsentanter for LO havde ved konfliktens begyndelse erklæret, at når Porcelainsfabrikken nægtede at lade malerne arbejde på de aftalte vilkår, måtte det betragtes som lock-out. Plattepigerne ønskede derfor ikke bare at bøje sig og gå i gang på ledelsens vilkår, men krævede sagen for arbejdsretten.
Det var ikke fordi der på afdelingen var de store illusioner om arbejdsrettens virke. Der lå heller ikke nogen udarbejdet strategi bag kravet om en afgørelse i arbejdsretten. Men i forbindelse med den fortsatte arbejdsstandsning gav kravet om en arbejdsretslig afgørelse mulighed for at opnå én af to afgørelser, der begge var fordelagtige. 1) Plattepigerne kunne få ret (hvad de på en vis måde fik). 2) En dom, der gik arbejderne imod, ville bidrage til yderligere at understrege arbejdsrettens karakter af klassedomstol (hvad man også opnåede).
Faren ved kravet var til gengæld, at det kunne skabe illusioner også hos pigerne selv - om, at der var retfærdighed at hente i arbejdsretten. Og føre til skuffelse og tilbageslag, når det viste sig, at dommen gik plattepigerne imod.
Et andet problem, som man slet ikke havde taget højde for, var hvordan man overhovedet skulle få sagen behandlet ved arbejdsretten, da de arbejdere, der er i konflikt, jo ikke selv har mulighed for at bringe sagen frem.
Den 8/12 afholdtes på LO's forlangende et forberedende retsmøde i sagen - 12 dage efter konfliktens udbrud. På dette tidspunkt forelå der imidlertid endnu ikke noget skriftligt fra nogen af parterne. På grundlag af fællesmødevedtagelsen af 4/12 henstillede arbejdsretten, at malerne gik i arbejde på ledelsens betingelser. Dette nægtede man på et møde i afdelingen, og arbejdsstandsningen fortsatte.
I de næste seks dage skete der intet ved arbejdsretten. Først den 14/12 bad LO om, at sagen kom for retten som hastemøde. Dette skete efter at plattepigerne var gået i demonstration til LO for at protestere imod, at deres sag ikke blev behandlet.
Efter LO's og Keramisk Forbunds udsagn skyldtes forsinkelsen »kommunikationsfejl«. LO havde ventet på, at Forbundet skulle sende et brev om, at man ønskede sagen bragt for arbejdsretten som hastesag. Forbundet »troede« vist til gengæld, at LO gjorde det af sig selv. Det har ikke været til at finde ud af, om LO faktisk havde modtaget brev fra Forbundet samtidig med demonstrationen, eller om man blot har fabrikeret det senere, da LO's advokat Bent Osborg under mødet med plattepigerne havde fundet ud af, at det var umuligt at forhindre, at sagen kom i arbejdsretten.
I bedste fald er der her tale om en forbløffende uduelighed. Snarere er der dog tale om, at Forbundet og LO med vilje har forsinket sagen i håb om, at malerne ville frafalde deres krav og begynde at arbejde igen. Dette passer med, at da strejken havde løbet et par dage, begyndte visse LO-repræsentanter at sige, at det der med lock-out vist alligevel ikke kunne holde. Det passer også med, at malernes tillidsrepræsentanter over for Porcelainsfabrikkens ledelse havde erklæret, at malerne ville gå i gang igen. Den næste dag havde firmaet rørt farve og stillet alting an. Man havde bare glemt at spørge malerne.
Også i den diskussion, som plattemalerne havde med Bent Osborg efter demonstrationen den 13/12 hævdede han, at der ikke var tale om lock-out. Først da plattepigerne trængte ind på ham, indrømmede han, at han havde sagt, at fabrikkens opsigelse af aftalen var overenskomststridig, og at den følgelig var tale om lockout, og at LO ville argumentere for det i arbejdsretten.
Hvilke konklusioner kan man drage af det skete? For det første at arbejderne i en konflikt må sikre sig, at ingen - hverken tillidsmænd, fagforeningsfolk eller andre - mødes med virksomhedens ledelse, med LO eller Arbejdsgiverforeningen uden at der er repræsentanter, valgt blandt dem der er i konflikt, til stede. I begge arbejdsrettens kendelser har protokollatet fra fællesmødet den 4/12 spillet en væsentlig rolle. Selv om plattepigerne overhovedet ikke havde haft lejlighed til at se det, før det blev underskrevet, og forkastede det med stort flertal, da det blev fremlagt.
Endvidere, at man må sørge for at have oversigt over alle de formelle ting omkring arbejdsretten og den faglige voldgift. Enten ved selv at have sat sig ind i sagerne på forhånd eller ved at få sagkyndig assistance udefra. Derudover må man sørge for at have kontrol med, hvad der sker, mens sagen forhandles. Forlange at se kopier af afsendte breve, at se kvittering for modtagelse o.s.v. Det vil naturligvis være vanskeligt at forlange sådan noget, især i begyndelsen, men her vil henvisninger til, hvad der skete på Porcelainsfabrikken nok være virkningsfulde.
Plattepigerne til uindbudt møde hos LO's advokat. (Leni Schou) |
Hvis Forbundet og LO straks havde taget skridt til at få sagen behandlet som hastesag kunne den faglige voldgift have afsagt sin kendelse før jul. Og var arbejdet kommet i gang før jul, havde plattemalerne ikke bare sparet den tabte arbejdsløn, men havde også fået søgnehelligdagsbetaling for tiden melem jul og nytår.
Sagen kom endelig for arbejdsretten den 19 / 12. Retten pålagde igen malerne at gå i arbejde på ledelsens betingelser og oversendte i øvrigt spørgsmålet om ledelsens ret til at opsige aftalen uden varsel til faglig voldgift (bilag 7). Igen var det aftalen fra fællesmødet, der blev trukket frem: »Det er af parterne oplyst, at der på fællesmødet den 4. december 1972 var enighed om, at arbejdsforholdene skulle normaliseres på de vilkår at arbejdet betales efter den herom foreliggende aftale om akkordaflønning og således, at reparationsarbejde udføres af særligt dertil udpegede faste reparatører«. Plattemalerne forkastede den 20 / 12 igen på et møde i afdelingen at gå i gang på ledelsens betingelser.
Faglig voldgift blev afholdt den 4/1 1973 efter forudgående besigtigelse på virksomheden. (Ved denne besigtigelse havde virksomhedens ledelse fjernet de platter, som platteudvalget havde sat frem som bevis for påstanden om godsets ringe kvalitet. Dette havde ophidset dommer Hermann fra faglig voldgift en hel del.)
Faglig voldgifts kendelse blev afsagt den 9 /1 og gav plattemalerne medhold på alle punkter (bilag 8). Herefter blev arbejdet genoptaget på de vilkår, der var gældende før arbejdsstandsningen, dvs. aftalen af 30/ 10. Samtidig opsagde ledelsen aftalen med 2 måneders varsel.
Ved den endelige behandling i arbejdsretten krævede LO, at virksomheden skulle dømmes for overenskomststridig lock-out. Endvidere krævede man, at selv om ledelsen ikke blev dømt, så skulle boden til plattemalerne bortfalde på grund af ledelsens overenskomststridige opsigelse af aftalen. Heroverfor krævede Arbejdsgiverforeningen, at Porcelainsfabrikken skulle frifindes for overenskomststridig lock-out og ønskede dom for, at plattemalerne ulovligt havde nedlagt arbejdet i perioden 28/11 72 - 10/1 73.
Til trods for, at den faglige voldgift klart havde givet plattepigerne ret, fandt arbejdsretten alligevel, at arbejdsnedlæggelsen havde været overenskomststridig.
Arbejdsretten skal udtale:
Der findes at måtte gives Landsorganisationen i Danmark medhold i, at der efter udfaldet af den afholdte faglige voldgift må fastslås, at den indklagede virksomhed har gjort sig skyldig i overenskomstbrud ved ensidigt at nægte fra den 27. november 1972 at følge den indgåede overenskomst af 30. oktober 1972. Der er nu vel ingen grund til at betvivle, at virksomheden har anset sin opfattelse af overenskomstens forståelse m.v. for rigtig, men en sådan fejlbedømmelse kan ikke på forhånd fritage for bodsansvar, jfr. eksempelvis Den faste Voldgiftsrets kendelse af 2 1. november 1945 i sag nr. 3756 og dens dom af 6. juli 1963 i sag nr. 5686, men det vil naturligvis være af væsentlig betydning for fastsættelsen af den forskyldte bod.
Ved bodens fastsættelse findes der ikke, som det er gjort gældende af LO, at kunne tages hensyn til den ved arbejdsnedlæggelsen tabte arbejdsfortjeneste, hvorved bemærkes, at den omhandlede arbejdsnedlæggelse som anført nedenfor har været ulovlig, og at de pågældende arbejdere, hvis de havde genoptaget arbejdet, havde været sikre på, såfremt de fik medhold ved den fagretslige behandling, at få godtgjort deres økonomiske tab ved at arbejde på de af virksomheden krævede vilkår, jfr. iøvrigt herved den tidligere nævnte afgørelse i sag nr. 3756.
Den af virksomheden forskyldte bod findes herefter at burde bestemmes til 20.000 kr.
Hvad dernæst bedømmelsen af den af plattedamerne foretagne arbejdsnedlæggelse angår, er forholdet vel det, at det efter udfaldet af den faglige voldgift må lægges til grund, at virksomheden uberettiget har stillet krav om, at man skulle forlade en gældende overenskomst. Under hensyn til, at denne overenskomst sluttede sig til de gældende akkordaftaler og til, at uenigheden klart beroede på en forskellig fortolkning af overenskomsten af 30. oktober 1972, findes der imidlertid at måtte gives arbejdsgiversiden medhold i, at uoverensstemmelsen ikke måtte føre til arbejdsnedlæggelse, og at plattedamernes arbejdsnedlæggelse således har været ulovlig allerede fra og med den 28. november 1972.
Med hensyn til den af Arbejdsgiverforeningen overfor plattedamerne nedlagte bodspåstand finder retten, at bodsansvar for dagene til og med den 4. december bør bortfalde. For tiden efter fællesmødet, hvor arbejderne har siddet vedtagelsen på et organisationsmøde, i hvilken deres egen organisation har deltaget, overhørig, må retten være enig med Arbejdsgiverforeningen i, at ulovligheden af arbejdsnedlæggelsen da må have været åbenbar. Den fortsatte arbejdsnedlæggelse har ikke været rimelig, idet arbejderne som foran nævnt ved arbejdets genoptagelse havde sikkerhed for en fagretslig behandling og eventuel efterbetaling. Imidlertid ville en anvendelse af de sædvanlige bodssatser føre til bodsbeløb, der for hver af de fuldtidsbeskæftigede damer ville komme til at andrage fra ca. 1300 til ca. 1400 kr., og idømmelse af bodsbeløb af denne størrelsesorden ville efter rettens opfattelse i hvert fald i den foreliggende sag være betænkelig. Retten har herved for øje både, at arbejdsnedlæggelsen umiddelbart har været fremkaldt af et af virksomheden begået overenskomstbrud, og at det var efter begæring fra arbejdersiden, at man for at opnå en normalisering af arbejdet fik afholdt fællesmøde den 4. december, ligesom det var fra arbejderside, sagen blev indbragt for Arbejdsretten som hastesag, medens man fra arbejdsgiverside først indgav kontraklage ved svarskrift af 16. december og først den 18. december erklærede sig rede til medvirken til faglig voldgift, uanset arbejdsnedlæggelsen var løbende.
Under de således foreliggende omstændigheder findes det rettest at begrænse bodsansvaret, således at dette bortfalder for tiden til og med den 19. december 1972. For tiden efter Arbejdsrettens foreløbige kendelse af 19. december fastsættes boden til 7,75 kr. pr. strejketime.
Med hensyn til bodsansvaret for de arbejdere, der deltog i sympatistrejkerne den 29. og 30. november samt I. december 1972, findes boden, under hensyn til at arbejdsnedlæggelserne kun fandt sted i de første dage efter plattedamernes arbejdsnedlæggelse som følge af virksomhedens vægring ved at lade damerne arbejde efter overenskomsten af 30. oktober 1972, efter omstændighederne at burde nedsættes til kr. 7,00 kr. 6,00 og kr. 5,00 pr. strejketime for henholdsvis faglærte arbejdere, ufaglærte mandlige arbejdere og ufaglærte kvindelige arbejdere.
Sagens omkostninger, 1500 kr., findes at burde udredes med halvdelen af hver af parterne.
Thi kendes for ret:
Det af Den kongelige Porcelainsfabrik A/S stillede krav om ændret udførelse af reparationsarbejder i Kurant Kunst's platteafdeling har været overenskomstridigt.
I bod til Keramisk Forbund betaler selskabet en bod på 20.000 kr.
Arbejdsnedlæggelserne på fabrikken fra og med den 28. november 1972 har været ulovlige.
Bodsansvaret for de i Kurant Kunst's platteafdeling beskæftigede kvindelige arbejdere bortfalder for tiden til og med den 19. december 1972. Til Dansk Arbejdsgiverforening betaler hver af de pågældende på de som bilag 2 og 2a fremlagte navnelister anførte kvindelige arbejdere en bod, der for hver time, hvori de fra og med den 20. december 1972 har deltaget i arbejdsnedlæggelsen, fastsættes til 7,75 kr.
Hver af de på de som bilag I fremlagte tre navnelister anførte arbejdere betaler til Dansk Arbejdsgiverforening en bod, der for hver time, de har deltaget i arbejdsnedlæggelserne den 29. og 30. november samt I. december 1972 fastsættes til 7,00 kr. for faglærte, 6,00 kr. for ufaglærte mandlige og 5,00 kr. for ufaglærte kvindelige arbejdere.
Sagens omkostninger, 1500 kr., udredes med halvdelen af hver af parterne.
Spørgsmålet om lock-out. Dette tages der overhovedet ikke stilling til i dommen. Det nævnes ikke engang. Når arbejdsretten erklærer arbejdsstandsningen for ulovlig, giver den som grund, at det drejer sig om en »fortolkningstvist«. En sådan må - efter sædvane - ikke føre til arbejdsstandsning. Men på Porcelainsfabrikken var det virksomheden, der standsede arbejdet, ved ikke at ville lade plattemalerne arbejde på det aftalte grundlag, skønt de erklærede sig villige dertil. Men ikke engang LO's dommere forlangte, at der blev taget stilling til deres egen organisations påstand.
Arbejdsrettens dom virker således umiddelbart urimelig. Men ser man på de forudsætninger, som arbejdsretten lægger til grund for sine afgørelser, falder det hele på plads. Det er nemlig grundlaget, der er urimeligt. Dette grundlag, der selvfølgelig ikke nogensinde bliver lagt direkte frem, er, at arbejdsgiverens tolkning af en aftale er gældende, indtil arbejdsretten eller faglig voldgift eventuelt har bestemt det modsatte. At arbejdsgiveren ændrer en gældende aftale, og at arbejderne - som på Porcelainsfabrikken - erklærer sig villige til at arbejde på de en gang aftalte vilkår betyder ikke noget. Hvis arbejderne ikke retter sig efter ledelsen og i enhver situation arbejder på de vilkår, som den dikterer, er det en ulovlig arbejdsnedlæggelse. Arbejdsgiveren kan så eventuelt senere få uret og blive dømt, men selv om sagen er ganske klar, skal arbejderne vente indtil da. Og når sagen har været gennem det fagretslige system, er der som regel gået så lang tid, at det hele kan være lige meget.
Det er den tankegang, der ligger til grund for arbejdsrettens kendelser. Også i tilfældet Den kongelige Porcelainsfabrik. På den måde kan man altid få det ordnet sådan, at arbejderne har brudt fredspligten. Og på den måde kan arbejdsgiveren altid - hvis han ønsker det - få fremprovokeret en konflikt og samtidig sikre sig, at det er arbejderne, der bliver dømt. Han kan f.eks. blot ændre indgåede aftaler, således at arbejdsforholdene bliver så utålelige, at arbejderne ikke vil være med mere. Derefter kan arbejdsgiveren så få dem dømt for ulovlig arbejdsnedlæggelse.
Det er ikke helt utænkeligt, at det er sådan noget, der har ligget bag det, der skete på Porcelainsfabrikken. Utilfredsheden på fabrikken og især på platteafdelingen havde i lang tid været stor, blandt andet på grund af ledelsens utålelige fremfærd. Det vil sige, at ledelsen kunne forudse en konflikt på et eller andet tidspunkt, og det tidspunkt, hvor konflikten brød ud, var fordelagtigt set fra ledelsens synspunkt. Det hastede endnu ikke med »Mors Dags Platten«, og den sending på 30.000 juleplatter, man var i gang med, var beregnet til eksport og skulle ikke være færdige på noget bestemt tidspunkt, idet det egentlige julesalg var dækket ind.
Det er muligt, at ledelsen har benyttet sig af lejligheden til at få en konflikt i gang i håb om at køre folk ned, mens det var fordelagtigt for fabrikken og ufordelagtigt for arbejderne (julemåneden). Samtidig kunne man også håbe på, at få en lejlighed til at skille sig af med nogle af de mere aktive. Hovedårsagen har selvfølgelig nok været det økonomiske, men disse andre overvejelser har sikkert også spillet ind.
Når betingelserne nu er sådan, hvad kan arbejderne da gøre. Det er klart, at man ikke bare kan acceptere, at ledelsen vilkårligt ændrer aftaler om løn og arbejdsvilkår, og blot arbejde videre, mens man venter på en kendelse fra arbejdsretten. På den anden side kan det blive dyrt at holde på sin ret og nægte at arbejde videre indtil sagen er afgjort. I visse tilfælde kan det være hensigtmæssigt med en arbejdsnedlæggelse, for eksempel når en produktionsstandsning er meget dyr for arbejdsgiveren, og man derfor kan regne med, at sagen hurtigt bliver afgjort. I andre tilfælde må man prøve at finde frem til billigere kampformer, nedsættelse af arbejdstempoet, punktstrejker, og hvad der ellers er mulighed for. Disse aktioner kræver dog som oftest meget mere forberedelse. Det kræver næsten, at man allerede inden en konfliktsituation har overvejet, hvordan produktionen foregår, og hvor man kan sætte ind med den størst mulige virkning. Og det kræver også, at man er organiseret, således at for eksempel dem, der skal gå i aktion, får økonomisk og anden støtte fra de andre.
I platteafdelingen på Den kongelige Porcelainsfabrik var man først og fremmest hæmmet af, at arbejdet på fabrikken foregår i mange forskellige sideordnede afdelinger, således at for eksempel en arbejdsstandsning i platteafdelingen, ikke berører produktionen i de fleste andre afdelinger. Endvidere af at der ikke var noget umiddelbart behov for de fremstillede platter.
Boden. Arbejdsretten finder, at bodsansvar for arbejderne må bortfalde indtil fællesmødet den 4/ 12 72. Derefter finder arbejdsretten, at arbejdsnedlæggelsens ulovlighed må være åbenbar, da arbejdernes »egen organisation« har underskrevet protokollatet om, at arbejdet skal genoptages. Men LO's jurister hævdede på det tidspunkt både over for malerne og i arbejdsretten, at det er Porcelainsfabrikken, der har lock-out'et. Så ulovligheden i arbejdsnedlæggelsen har næppe været så klar endda.
Videre hedder det, at arbejdsnedlæggelsen ikke var rimelig, fordi arbejderne havde fået lovning på arbejdsretslig behandling og eventuelt efterbetaling. Man kunne lige så godt have sagt det omvendte, nemlig at arbejdsgiveren i den situation kunne have ladet malerne arbejde efter overenskomsten og tilbageholdt de penge, arbejderne eventuelt havde fået for meget. Men sådan dømmer arbejdsretten ikke.
Men efter at arbejdsretten har slået alt dette fast, så kan dommerne alligevel godt se, at det hele kommer til at se alt for urimeligt ud, hvis malerne faktisk idømmes bod for hele perioden. Specielt i betragtning af den megen omtale og sympati plattemalerne har fået. Og i betragtning af, at den faglige voldgift har givet dem medhold på alle punkter. Derfor vedtager retten, at der kun skal betales bod for tiden fra den 19/12 72, den dato hvor arbejdsretten afsagde sin foreløbige kendelse, og til den 10/1 73, den dag arbejdet genoptages. Alligevel bliver den samlede bod på 72.000 kr. Til sammenligning kan nævnes, at Porcelainsfabrikken ialt skal betale et i betragtning af virksomhedens økonomi helt latterligt beløb på 20.000 kr.
Når arbejdsretten ikke idømmer malerne en større bod, skyldes det selvfølgelig frygten for reaktionerne på en sådan dom. At det er dette, der ligger bag, er meget klart formuleret af Den kongelige Porcelainsfabriks direktør Jørgen Fog-Petersen. I et brev til Dansk Arbejdsgiverforening den 15/1 (bilag 9) foreslår han at man slår en handel af, således at ingen af parterne idømmes bod, men det bare slås fast, at arbejderne har uret. For selv om det selvfølgelig efter hans mening er oplagt, »så må man dog realistisk se i øjnene, at såvel de involverede damer som offentligheden vil have svært ved at forstå en arbejdsretskendelse, der klart går damerne imod og idømmer dem bod, efter at de har fået fuldt medhold ved den faglige voldgift«.
Arbejdsrettens strategi. De vilkår arbejdsretten har haft at handle under har været: På den ene side en voksende kritik af arbejdsrettens rolle og flere og flere sager, hvor den afslører sin funktion som klassedomstol. På den anden side et krav om, at det slås fast, at arbejderne i en sag som den foreliggende under alle omstændigheder har uret (selv om det ikke nødvendigvis behøver at betyde, at Porcelainsfabrikken har ret).
Arbejdsrettens strategi har derfor været at forsøge at lægge ansvaret for de ubehagelige beslutninger andre steder hen. I begge kendelser bygger man kravet om, at arbejdet skal genoptages på ledelsens betingelser, på fællesmødevedtagelsen af 4/ 12 72. Man henviser til, at denne er godkendt af »arbejdernes egne repræsentanter«.
Ved mødet den 19/12 72 tager arbejdsretten ikke stilling i sagen. Man skubber spørgsmålet om fortolkningen af aftalen over til afgørelse ved faglig voldgift. Man har formentlig regnet med, at den faglige voldgift ville give virksomheden medhold, og herefter kunne arbejdsretten så køre på frihjul for resten. Tilbage ville blot være at fastsætte boden, og her kunne arbejdsretten så ovenikøbet vise sig »mild« og f.eks. kun kræve bod for en del af tiden.
Faglig voldgift har ikke i nær så høj grad som arbejdsretten været udsat for kritik. Selv om det er et led i samme system, og det stort set er de samme personer, der sidder som dommere i arbejdsretten og fungerer som opmænd ved faglig voldgift. Derfor var det fordelagtigt, set fra arbejdsrettens side, at det blev faglig voldgift, der afgjorde sagen. Selvfølgelig under forudsætning af, at virksomheden fik ret. At faglig voldgift ville give virksomheden ret, må man i lyset af den endelige dom have regnet ret sikkert med. Det ville ellers have været lettere og mere overbevisende og have vakt mindre harme, hvis arbejdsretten blot den 19/12 havde givet Porcelainsfabrikken ret i dens fortolkning af aftalen og derefter idømt malerne en eller anden bod.
At sådanne overvejelser har ligget i baghovedet på arbejdsrettens dommere (selv om de nok ikke ligefrem har siddet og snakket om det), underbygges af den kendsgerning, at hele dommen - på nær boden til Porcelainsfabrikken - kunne have været afsagt den 19/12. Den faglige voldgifts kendelse har simpelthen ingen indflydelse haft. Når arbejdsretten den 20/2 kan kende arbejdsnedlæggelsen ulovlig på trods af, at den faglige voldgift havde givet arbejderne medhold på alle punkter, så havde man også kunnet gøre det i december. Når man har ventet, har det kun været, fordi man har regnet med, at man kunne bruge faglig voldgifts kendelse til at dække sig bag.
Dommer Hermanns afgørelse må derfor have været arbejdsretten en slem streg i regningen. Hvad der før ville have set rimeligt, ja ligefrem overbærende ud, kommer nu til at fremstå i højeste grad urimeligt. Nemlig at de, der havde ret, bliver dømt.
Plattepigerne går i demonstration til Arbejdsretten. (Piratfilm foto) |
I dette afsnit vil vi forsøge at fremdrage nogle af de organisatoriske erfaringer fra konflikten. En del af de forhold, som behandles her, er selvfølgelig specielle for netop denne konflikt. Det er således ikke muligt umiddelbart at overføre plattepigernes erfaringer til andre arbejdspladser uden at tage de særlige forudsætninger i betragtning.
Under konflikten mødte plattepigerne på arbejde hver dag med krav om at komme til at arbejde efter den trufne overenskomst. Den daglige ventetid blev brugt til »strejkemøder«, hvor man diskuterede situationen med arbejdskammeraterne og sammen fandt frem til, hvordan man kom videre. Disse fællesmøder var ikke særlig organiserede og nogen officiel strejkekomité blev det ikke fundet nødvendigt at danne, når man mødtes hver dag. Man mente også, at piger, der gik ind i et sådant udvalg, alt for let kunne rammes af ledelsen, og at det samtidig ville være mere effektivt og aktivisere flere, hvis det var fællesmøderne der traf beslutningerne. Fællesmødet udkrystalliserede dog hurtigt en mere uofficiel aktivitetsgruppe, som blev udvidet efterhånden som arbejdspresset steg. Aktiviteter som indsamling, kontakt til andre virksomheder, demonstration mod LO opstod alle i et samspil mellem fællesmøde og aktivitetsgruppen.
Fordelene ved at organisere sig omkring fællesmøderne er åbenlyse. På møderne er der mulighed for at diskutere med hinanden om hvilke forholdsregler, der skal tages over for arbejdsgiverne, og alle er i kontakt med situationens udvikling. Sådanne fællesmøder medfører, at flere kommer i gang. Samtidig erkender flere nødvendigheden af at arbejde aktivt sammen for at nå frem til de fælles beslutninger. Den kollektive bevidsthed vokser. Det indebærer naturligvis også en vis risiko for, at oplysninger og meddelelser ikke når frem til dem, der skal have dem. Dette opvejes dog i de fleste tilfælde af den generelle stigning i aktivitetsniveau og det bedre sammenhold, der opstår.
Der opstod mange diskussioner og uoverensstemmelser i løbet af konflikten. Vi har ment, at det er væsentligt at tage nogle af disse med og ikke foregive, at konflikten var problemfri, og at de involverede i enhver sammenhæng optrådte fuldstændig bevidst omkring deres egen situation. For at andre kan drage erfaringer af en arbejdskamp er der vigtigt med en nogenlunde nøjagtig beskrivelse. Alt for ofte er der en tendens til enten at undgå den ubehagelige side af en konflikt eller til at overdimensionere den.
Uoverensstemmelserne opstod af flere grunde. En af disse var måske den løse organisering. Ofte sad pigerne i flere timer sammen uden at nogen havde forberedt, hvad man skulle bruge tiden til. Dertil kom dårlige lokaleforhold. Alt dette kan i en tilspidset situation, når man har været i konflikt i 2~3 uger og økonomien begynder at blive stram, hurtigt ende i uoverensstemmelser og splittelse. Hertil kom presset udefra. Ledelsen havde bl.a. bevidst udspredt løgne om, at pigerne i platteafdelingen tjente op til 70 kr. i timen.
Der var ingen direkte kommunikationsmuligheder fra platteafdelingen til resten af fabrikken. Derfor var der mange, der troede på ledelsens påstande, og det lykkedes på den måde at skabe en del modvilje mod plattepigerne andre steder på virksomheden.
Men den alvorligste splittelse opstod i midten af december og skyldtes for en stor del tillidsmandsgruppens rolle.
I begyndelsen af konflikten var der en vis tiltro til tillidsmandsgruppen. Tillidsmændene og fagforeningen prøvede i starten at køre konflikten »ansvarligt«. Det var på dem det tunge ansvar hvilede, om man skulle gå i arbejde eller kæmpe videre.
Men efter fællesmødet den 4. december forsøgte tillidsfolkene at få pigerne i arbejde på et forlig, der alt andet end tilgodeså pigernes krav. Tillidsmandsgruppen forsøgte derefter på forskellig vis at få konflikten bragt til ophør. Dette skete bl.a. ved, at spille pigerne ud mod hinanden ved at påstå, at det i virkeligheden kun var en lille gruppe, der kørte konflikten. Tillidsmændene fremhævede, at hvis pigerne ikke gik i arbejde nu, måtte tillidsmændene fralægge sig ethvert ansvar for det videre forløb med bemærkningen 'Tør I tage ansvaret?'
Når det ikke lykkedes skyldtes det i høj grad organisationsformen der medførte, at en relativt stor gruppe meget hurtigt blev aktivt involveret i det praktiske arbejde med konflikten. I øvrigt var der også i tillidsmandsgruppen enkelte, der støttede plattepigerne hele vejen igennem.
En af plattepigerne udtrykte tillidsmandsgruppens holdning på følgende måde: »I begyndelsen anså tillidsmændene konflikten for at være en sund konflikt, som man derfor støttede. Men da de opdagede, at konflikten ville vare mere end et par dage, vidste de ikke, hvad de skulle gøre - det havde de ikke lært på LO'skolen.«
Denne svigten fra tillidsmandsgruppen skabte usikkerhed hos pigerne, og denne usikkerhed blev naturligvis ikke mindre af, at man senere oplevede sin egen fagforening, LO's top m.fl. totalt svigte. Man erkendte at denne arbejdskamp kun kunne køres videre af én gruppe - nemlig pigerne selv.
I en radioudsendelse tilrettelagt af nogle af de aktive plattepiger under konflikten udtrykte en anden af plattepigerne situationen på følgende måde: »Det er faktisk kun os selv, vi har at takke for de ting, som egentlig sker, for vi har på intet tidspunkt mærket, at vi har fået støtte, hverken fra LO eller vores fagforening eller nogen andre. Vi kører simpelthen hele sagen selv, og det har ret mange gange været en ret chokerende oplevelse at møde denne her uvildighed og sylten vores sag. Og man kan ikke få noget at vide, der er dårlig orientering overalt, og så finder man ud af, at der også er dårlig kommunikation mellem LO og fagforening ... «.
Under de fleste vilde strejker har arbejderne valgt en egentlig strejkekomité til at lede kampen. Dette hænger bl.a. sammen med, at det er de færreste steder arbejderne har haft mulighed for daglig møder under konflikten. Strejkekomitéen har i modsætning til fagforeningsfolk og tillidsmænd den fordel, at den bliver valgt når situationen kræver det. Den nære kontakt til arbejdskammeraterne gør, at man kan være sikker på, at kammeraterne i strejkekomitéen taler de andres sag (ellers må de kunne afsættes øjeblikkeligt på et fællesmøde). Sidst men ikke mindst er de i modsætning til tillidsmænd og fagforeningsfolk ikke bundet på hænder og fødder af det fagretslige systems juristeri.
Det er vigtigt for dem der lader sig vælge til en strejkekomité og dem der i øvrigt er aktive, at arbejdskammeraterne garanterer dem, at de bliver bakket op og støttet evt. med nye aktioner, hvis arbejdsgiverne prøver på at skille sig af med dem. Erfaringerne viser, at det er en meget vanskelig garanti at holde. Men det er på den anden side også klart, at det på længere sigt er nødvendigt, hvis ikke enhver konflikt skal ende med et nederlag. På Porcelainsfabrikken f.eks. blev ingen af de aktive afskediget efter strejken, selv om ledelsen på et tidligt tidspunkt kom med afskedigelsestrusler.
Et andet spørgsmål er, om kampen kunne være gennemført på en mere effektiv og for plattepigerne mindre kostbar måde. Konfliktens karakter - lockout - medførte, at aktionsformer som f.eks. nedsættelse af arbejdstempoet ikke kunne anvendes. Spørgsmålet er derfor snarere: Kunne andre led i fabrikkens produktionskæde være inddraget i konflikten? En samlet sympatistrejke, som den der lukkede fabrikken d. 1/ 12, er en meget kostbar aktionsform, hvis den skal være mere varig. Den i forhold til omkostningerne effektiveste aktionsform er lammelse af nøglefunktioner i produktionskæden.
Under konflikten blev det faktisk overvejet at søge at inddrage sådanne nøglefunktioner (bl.a. i transportleddet). Men det strandede på, at kontakterne var for løse og der ikke fandtes nogen organisation - bortset fra tillidsgruppe og fagforening - på tværs af afdelingerne. Et andet problem ved den slags aktioner er, at de arbejdere, som fabrikken hjemsender på grund af, at et nøgleled i produktionen bliver lammet, ikke er berettiget til arbejdsløshedsunderstøttelse. Det må man tage højde for, før man iværksætter aktioner af den type.
Endelig må det vise sig, om den nye arbejdsretslov giver nye muligheder. Det er lidt svært at vurdere, fordi det endnu ikke i praksis har vist sig, hvordan den vil blive administreret. Bl.a. må det undersøges, om bestemmelsen om 24 timers strejke uden bod kan udnyttes i kommende arbejdskampe, selv om meningen med den naturligvis er at lægge ekstra pres på strejkende for at få dem til at genoptage arbejdet inden for det første døgn.
Tillidsmandsgruppens og fagforeningens valne og svingende holdning til konflikten medførte, at pigerne selv måtte sætte en ind,samling igang.
Aktivitetsgruppen og en støttegruppe diskuterede i dagene den 30/11-31/11 muligheden for og nødvendigheden af en sådan indsamling.
Problemet på daværende tidspunkt var, hvorvidt konflikten ville blive af længerevarende karakter. Flere muligheder stod åbne. Ledelsen kunne erkende det tåbelige i at tage en arbejdskamp på et så spinkelt grundlag og derfor acceptere ét for pigerne forholdsvis gunstigt forlig. En anden mulighed var, at man accepterede at gå i arbejde på tillidsmændenes opfordring for derefter at indlede forhandlinger med ledelsen. Samtidig herskede der en vis usikkerhed om, hvorvidt platteafdelingen var i stand til at gå ind i en længerevarende arbejdskamp. Her må man huske, at konflikten udbrød på et for pigerne ugunstigt tidspunkt, hvor terminen og julen nærmede sig. Derfor var alle klar over, at en væsentlig forudsætning for, at kampen kunne fortsætte var en direkte økonomisk støtte. Pigerne havde allerede på det tidspunkt fået en væsentlig moralsk støtte ved, at arbejdskammerater fra andre afdelinger på fabrikken nedlagde arbejdet i sympati med pigernes kamp, men det var vigtigt, at der også kom økonomisk støtte.
Der er nogle grundlæggende krav, som skal opfyldes for at en indsamling kan lykkes. For det første må der have været en vis omtale af konflikten, således at den er kendt på andre arbejdspladser. For det andet må man andre steder have skabt en vis overbevisning om, at konflikten ikke slutter i løbet af et par dage. Denne sikkerhed kan naturligvis ikke gives 100%, men på en eller anden måde må det kunne godtgøres, at der blandt dem, der er i konflikt er vilje til at kæmpe videre mod arbejdsgiverne. På den anden side kan man ikke vente for længe med at sætte indsamlingen igang, især da den økonomiske støtte jo ikke kun er en økonomisk støtte, men samtidig en tilkendegivelse af solidaritet fra andre arbejdspladser, uddannelsesinstitutioner og enkeltpersoner.
Ligeledes skal nogle praktiske forhold være i orden inden indsamlingen kan gå igang, f.eks. må man have rådighed over lokale telefon, duplikator, skrivemaskine, papir m.m. På Porcelainsfabrikken kunne fagforeningen have stillet deres lokaler og inventar til rådighed for deres konfliktramte medlemmer - men det ønskede man ikke og derfor måtte disse ting fremskaffes ad andre veje. Man skal være forberedt på, at der skal skaffes nogle penge før en indsamling kan sættes i gang. Da næsten enhver konflikt erklæres ulovlig kan man i de fleste tilfælde ikke regne med støtte fra fagforeningens strejkekasse. Alligevel skal der fremskaffes penge til papir, porto m.m. På mange virksomheder har man strejkekasser rundt omkring på de forskellige afdelinger, hvortil man f.eks. betaler 5 kr. om ugen.
Plattepigernes 'aktivitetsgruppe' valgte at sætte indsamlingen igang den 5 dec., den dag, da pigerne havde forkastet fællesmødets henstilling om at gå i arbejde på fabrikkens betingelser.
Allerede samme dag modtog pigerne de første beløb fra enkelte uddannelsesinstitutioner. Dagene omkring den 5. dec. blev indsamlingen sat i system. Ca. 20 piger fra platteafdelingen mødtes med støttegruppen og organiserede indsamlingen på de største københavnske arbejdspladser. Ideen var, at man skulle informere arbejdspladserne for hurtigt at få indsamlet penge. Derfor fordelte pigerne de københavnske virksomheder mellem sig. Pigerne ringede til de enkelte virksomheder og aftalte tid med tillidsmændene. Samme dag tog de ud og informerede om situationen på Porcelainsfabrikken. Nogle af pigerne havde allerede samme dag penge med tilbage, andre steder efterlod man nummererede indsamlingslister. Klubkassereren fra én af de andre afdelinger på fabrikken påtog sig det store arbejde at ordne regnskabet vedrørende indsamlingen. Samtidig duplikeredes indsamlingslister, som blev sendt ud til de største arbejdspladser landet over (se bilag 6).
Adresser og telefonnumre på virksomheder blev for størstedelen fundet frem via forskellige erhvervsøkonomiske oversigtsværker, som findes på de fleste biblioteker. Samme fremgangsmåde blev benyttet af arbejderne på Århus Havn. Det er ikke fordi det er svært at finde adresserne, men det er et tidskrævende arbejde.
Man erfarede ret hurtigt, at der var begået visse fejl vedrørende indsamlingen. Det var f.eks. ikke særligt hensigtsmæssigt, at indsamlingsadressen i begyndelsen var Den kongelige Porcelainsfabrik. På den måde har man ingen garanti for, at pengene når frem, Derfor blev denne adresse også hurtigt ændret. Ligeledes ville det have effektiviseret indsamlingen, hvis man i forvejen havde haft en girokonto, hvortil beløbene kunne sendes.
Indsamlingslister med orientering om konflikten til arbejdspladser, fagforeninger og uddannelsesinstitutioner er det vigtigste for en indsamling. Men der findes andre mere utraditionelle måder at samle ind på. Det viste plattekonflikten.
Andre grupper tog hurtigt initiativ til at indsamle penge. Arbejder-studentergruppen ved Københavns Universitet fremstillede en strejkeplatte, som var trykt på en paptallerken. Den blev solgt på Strøget og andre steder, hvor der kom mange mennesker.
Typograferne indspillede en grammofonplade om deres egen konflikt på Politiken. Overskuddet fra salget af pladen gik til plattepigernes indsamling.
Elever på Roskilde Højskole lavede en plancheudstilling i Roskilde, hvor de delte løbesedler om konflikten ud. På bagsiden af giroblanketter havde de trykt en orientering om konflikten, samt en opfordring til at yde økonomisk støtte. Ligeledes tog eleverne ud på virksomheder i Roskilde og omegn og indsamlede penge.
Muligvis er der rundt om i landet taget andre initiativer, som vi blot ikke kender til. De nævnte initiativer er kun eksempler.
Efter at Arbejdsretten den 19. dec. påbød pigerne at gå i arbejde på fabrikkens betingelser og samtidig forsøgte at trække sagen i langdrag, udsendtes endnu engang indsamlingslister til arbejdspladser, fagforeninger og uddannelsesinstitutioner. Igen kom der mange penge ind.
Efter jul forsøgte gruppen at kontakte de norske og svenske fagforeninger og fagforbund for på denne måde at udvide indsamlingen. Men man erfarede hurtigt, at systemet i Sverige og Norge er det samme som det danske, når man bevæger sig på forbundsplan og derover. Alt skal gå kommandovejen. Man forsøgte at sende indsamlingslister direkte ud til de norske og svenske arbejdspladser. Samtidig orienterede man dagbladene i Sverige og Norge om konfliktens udvikling. Kun et enkelt dagblad i Sverige »Arbetet« omtalte konflikten. Manglende presseomtale og for tilfældige kontakter på arbejdspladserne medførte, at forsøget mislykkedes.
Udbetalingen af de indsamlede penge stod pigerne selv for. Ved første udbetaling diskuteredes meget, hvorvidt man skulle udbetale pengene i forhold til, hvor meget man havde været på fabrikken under konflikten. Man indså dog hurtigt vigtigheden af, at alle fik lige meget, så der ikke opstod en indre splittelse i gruppen.
Den fantastiske økonomiske støtte, der har været vist fra de danske arbejdspladser, uddannelsesinstitutioner og enkelte fagforeninger fortsatte uopfordret - efter domsafsigelsen i Arbejdsretten, hvor pigerne blev idømt en bod på ca. 72.000 kr. I alt nåede indsamlingen op på 352.311,35 kr. - ifølge Keramisk Forbunds blad »Keramikken« (nr. 148, juni 1973). Dette har været tilstrækkeligt til at betale boden plus 90 kr. pr. plattemaler pr. konfliktdag. Men alligevel har det været en dyr spøg. Under konflikten optog de fleste et lån på 1350 kr. for at klare de daglige udgifter. Mange betaler endnu et år senere af på dette lån. Desuden er en gammel bod på ca. 200.000 kr. forfaldet til betaling, og de øvrige arbejdere på fabrikken er blevet idømt en bod på grund af deres sympatistrejke.
Indsamlingen fik et efterspil, idet tillidsmandsgruppen på et tidspunkt uopfordret »overtog« indsamlingen og satte sig på de indsamlede penge. Dette kunne den gøre, fordi klubkassereren, som administrerede indsamlingen, følte sig mere ansvarlig over for tillidsmandsgruppen, der havde udpeget ham, end over for plattepigerne. Der opstod uenighed mellem plattepigerne og tillidsfolkene om anvendelsen af et beløb på 68.000 kr. - som var indsamlet ud over det, der var blevet udbetalt til plattepigerne.
Plattepigerne havde først vedtaget at anvende pengene til delvis dækning af de lån, de havde måttet optage (det ville have givet knap 500 kr. pr. næse). Senere blev de enige om, at de ikke ønskede at få udbetalt mere end de 90 kr. om dagen (der svarede til arbejdsløshedsunderstøttelsen, når skatten var trukket). De overvejede dernæst at sende alle pengene til de strejkende OTA-arbejdere eller at dele dem mellem OTA-arbejderne og de strejkende på LK-NES. Til slut blev det dog vedtaget at tilbyde at returnere de »overskydende« penge til giverne, sådan at de selv kunne bestemme, hvad pengene skulle bruges til, idet pigerne ikke fandt det rigtigt at disponere over andres penge på den måde. Denne fremgangsmåde blev også vedtaget i tillidsmandsgruppen, og plattepigerne udsendte derefter et brev herom til de arbejdspladser, der havde støttet.
Men da det kom til stykket, ville tillidsmandsgruppen alligevel ikke gå med til at udbetale pengene. De ønskede i stedet at oprette en fond, som de selv kunne anvende til støtte for fremtidige arbejdskampe. Rent faktisk vedtog tillidsfolkene at støtte de strejkende OTA-arbejdere med 25.000 kr. - et udmærket formål, hvad der dog ikke skal skjule det højst betænkelige ved den måde, hvorpå de tilegnede sig pengene fra den indsamling, som plattepigerne havde forestået.
Konflikten på Den kongelige Porcelainsfabriks platteafdeling kostede godt 1/2mill. kr. i tabt arbejdsfortjeneste. Hertil kommer den idørrite bod og en søgne-helligdagsbetaling for tiden mellem jul og nytår, som arbejderne gik glip af p.gr.a. konflikten. I alt drejer det sig om ca. 3/4 mill. kr.
Indsamlingen indbragte over 350.000 kr., som blev brugt til at betale bod med og til at udbetale 90 kr. pr. konfliktdag til plattemalerne. Det var langt mindre end hvad de tjente ved at pukle på akkord før konflikten. Det er altså helt hen i vejret, når forskellige blade har påstået, at plattepigerne i kraft af indsamlingen ligefrem skulle have tjent på konflikten.
Konflikten drejede sig i realiteten om, hvorvidt plattemalerne eller Porcelainsfabrikken skulle bære tabet ved det forringede gods, der blev leveret til platteafdelingen. Problemet havde på det tidspunkt eksisteret i adskillige år, men var blevet kraftigt forværret i efteråret 72. I tiden op til 30. oktober bar malerne stort set tabet. Deres akkord og øvrige arbejdsbetingelser var uændrede trods det stadigt dårligere materiale, og dette medførte en voldsom nedgang i lønnen. Med aftalen af 30. oktober fik arbejderne mulighed for kompensation, således at fabrikken blev tvunget til at betale for det dårlige gods. Dette var dyrere end virksomheden havde regnet med, og i slutningen af november prøvede den så igen at skubbe tabet over på malerne ved at opsige aftalen og forlange, at de skulle arbejde på vilkår, der stort set svarede til dem, de havde haft for 30. oktober. I denne situation var malerne nødt til at kæmpe for at bevare deres løn.
Straks efter at faglig voldgifts kendelse var gået den imod og malerne havde genoptaget arbejdet i henhold til aftalen af 30. oktober, opsagde fabrikken denne aftale, men denne gang med det normale varsel på to måneder. Derefter dikterede ledelsen i realiteten nye arbejds- og lønvilkår (bilag 12). De var dårligere for plattemalerne end den aftale de var blevet lock-out'ed på, men bedre end den overenskomst, man havde på afdelingen før 30. oktober, og bedre end de arbejdsvilkår fabrikken ønskede at gennemtvinge i november og som førte til konflikten.
Der er ikke tvivl om, at de nye vilkår var blevet betydeligt ringere, hvis arbejderne blot havde fundet sig i ledelsens overenskomstbrud. De aflønningsvilkår, som ledelsen forsøgte at diktere platteafdelingens arbejdere i november, ville for mange have betydet en væsentlig nedgang i lønnen. De senere indførte vilkår er trods alt betydeligt bedre, og det skyldes givetvis, at plattemalerne under konflikten viste, at de er rede til at slås for deres sag. Der er derudover ingen tvivl om, at kampen på længere sigt vil stille arbejderne stærkere. En anden gang vil ledelsen tænke sig om to gange før den går til angreb på arbejdernes løn- og arbejdsvilkår. Og hvis den alligevel gør det, vil arbejderne med erfaringerne fra denne konflikt - gode såvel som dårlige - stå bedre rustet til at tage kampen op.
Selv om der - i hvert fald på kort sigt - ikke var tale om nogen økonomisk sejr, må det være rimeligt at tale om en politisk sejr for plattepigerne. En sejr vundet ikke i kraft af, men på trods af Arbejdsretten og LO.
Man kan som »Information« i en leder (d. 22. februar) konkludere, at »Med arbejdsretsdommen over plattedamerne fra Den kgl. Porcelainsfabrik i København har LO vundet en kæmpesejr over sine oppositionelle medlemmer«. Men så må det være klart, at det var en yderst kortsigtet sejr. Der er ingen tvivl om, at dommen og sagens hele forløb har rystet mange arbejderes tillid både til Arbejdsrettens påståede neutralitet og til fagforeningernes og LO's evne og vilje til at løse deres angivelige opgave, at slås for medlemmernes rettigheder og eksistensvilkår.
Selv »Aktuelt« var utilfreds med Arbejdsrettens dom. I en leder hedder det: »Arbejdsretten mener, at kvinderne skulle have fundet sig i fabrikkens diktat, have forlangt faglig voldgift og få lønefterbetaling, hvis de vandt. Arbejdsretten burde have dømt, at fabrikken ikke kunne gennemføre sit diktat, før den evt. havde fået ret ved en faglig voldgift«. I »Informations« leder blev dommen kaldt uhyrlig. Af større betydning end disse aviskommentarer var reaktionen på landets arbejdspladser. Arbejdernes Fællesklub på B&W kaldte i en udtalelse dommen for skandaløs og oprørende. Over hele landet gav dommen anledning til nye spontane indsamlinger, som tilsammen løb op i over 60.000 kr.
Fagforeningens, forbundets og LO's rolle i hele sagen var ynkværdig. De nærmere detaljer er der tidligere gjort rede for. Her skal vi kun erindre om den storm, som LO-formanden Thomas Nielsens udtalelser i anledning af dommen rejste. Plattemalerne krævede, at LO skulle betale den idømte bod, fordi LO havde kludret med sagen. Thomas Nielsen afviste dette og udtalte, at hele affæren skyldtes »damernes stupide stædighed« (bilag 11).
Denne udtalelse medførte en kraftig reaktion både i pressen og på en række arbejdspladser. »Ekstra Bladet« kaldte i en leder (24. februar 1973) Thomas Nielsen for en storsnudet og hoven ka'l. Tillidsgruppen på Den kongelige Porcelainsfabrik udsendte et åbent brev, hvori det hedder: »Thomas, nu har du atter bevist, at du fuldstændigt har mistet forbindelsen med arbejderne på gulvet. Hvordan kan du tillade dig at kalde arbejderne for tåbelige og stupide, når de bare kæmper for deres ret? Hvem er tåbelig i denne sag, Thomas?«. B&W-arbejderne kaldte i deres udtalelse LO for »et villigt redskab i den herskende klasses hånd«.
Afsløringen af Arbejdsretten som en klassedomstol og LO som en klasseforsonings- og -samarbejdsorganisation er de vigtigste politiske resultater af plattepigernes kamp. Det er naturligvis ikke første gang Arbejdsretten og LO er blevet afsløret, men det er i denne sag gjort grundigere og under større opmærksomhed end ved de fleste fortilfælde. Plattepigernes kamp indgår således i den række af arbejdskampe - i begyndelsen især på slagterierne, senest på OTA-fabrikken i Nakskov - som er i færd med at underminere mange arbejderes illusioner om Arbejdsretten og LO. Kun i dette perspektiv kan man tale om en politisk sejr. Og sejren er kun foreløbig, den kan kun befæstes gennem fortsat, intensiveret kamp, og den bliver ikke endelig, før arbejderne erobrer den økonomiske og politiske magt i samfundet.
En mere varig kamp må baseres på en erkendelse af, at kampen for de dagsaktuelle krav og mod urimeligheder og overgreb må føres som et led i en større kamp for afskaffelse af de produktionsforhold, som er den egentlige årsag til umyndiggørelse og undertrykkelse. Selv om konflikternes umiddelbare årsag ofte er en tåbelig virksomhedsleders dispositioner, er det vigtigt at se den dybereliggende årsag: nødvendigheden (under kapitalismen) af at producere for profit, nødvendigheden af at udbytte lønarbejderne. Kampen må rettes mod udbytnings- og profitsysternet, dvs. mod kapitalismen.
På samme måde er det ikke tilstrækkeligt at vende sig imod lederne i fagbevægelsen. Det er rigtigt, at en af grundene til fagbevægelsens ustandselige svigten er den bureaukratisering, der har fundet sted, og som har givet næring til et helt lag af fagforeningsparnpere. Disse folk har svært ved at forsvare arbejdernes interesser, fordi det ikke mere er deres egne interesser.
Men der er også en mere grundlæggende årsag til, at LO ikke er arbejderklassens kamporganisation. Siden Septemberforliget i 1899 har fagbevægelsen accepteret at arbejde på det kapitalistiske systems betingelser og derved at underordne sig arbejdsgiverne. Det sker bl.a. i form af Hovedaftalens §2 (om fredspligten), §4 (om arbejdsgiverens ret til at lede og fordele arbejdet) og §9 (om samarbejdsudvalgene), som forhindrer LO i at være en kamporganisation.
Derfor er det ikke tilstrækkeligt at arbejde for at udskifte de dårlige ledere i fagbevægelsen med nogle bedre. Rent bortset fra, at selv gode folk står i fare for at blive korrumperet (forpampret) af bureaukratiet, så medfører båndene på fagbevægelsen, at det er begrænset, hvad der kan udrettes.
Fagbevægelsen kan bruges til at opnå dagsaktuelle forbedringer i forbindelse med bl.a. overenskomstforhandlinger, hvis medlemmerne vel at mærke sørger for at holde lederne i ørerne og det kan være svært nok. Fagforeningerne er dels historisk bundet af det fagretslige juristeri gennem accepten af hovedprincipperne fra septemberforliget, dels er forudsætningen for overhovedet at kunne indgå overenskomster, at man kan garantere at de overholdes. Nå arbejderne er svage, er dette system en fordel, når de er stærke er det en spændetrøje. Derfor må kampen og organiseringen på arbejdspladserne udvikles i overensstemmelse med den aktuelle styrke.
Man må altså kæmpe på to fronter 1) i fagforeningerne for at opnå de dagsaktuelle krav garanteret af overenskomster 2) ved siden af organisationerne for på den måde at være uafhængig af det fagretslige juristeri, som fagforeningerne er nødt til at acceptere. Man må på den ene side acceptere aftalesystemet som en nødvendighed i den nuværende situation for at beskytte de svageste arbejdspladser og sikre mininiumskravenes overholdelse, og på den anden side kæmpe uden for aftalesystemet.
Kampens organisering må først og fremmest foregå på værkstedsgulvet, blandt den enkelte afdelings og virksomheds arbejdere. Sådan som det foregik på platteafdelingen under konflikten. Men denne organisering må have mere permanent karakter, sådan at der ikke i huj og hast skal stables en organisation på benene, hver gang der kommer en konflikt. På de fleste virksomheder vil det nok være lettest at starte med at oprette en eller flere »faglige grupper« eller »basisgrupper« (i en afdeling eller for hele virksomheden) bestående af de aktive og interesserede.
I sådanne grupper vil man kunne diskutere arbejdskampenes formål, strategi og taktik, således at kampene vil blive godt forberedt. Her kan man også diskutere effektive kampmetoder - nedsættelse af arbejdstempoet, punktstrejker, lammelse af nøglefunktioner i produktionskæden etc. - dvs. metoder som koster arbejdsgiverne så meget som muligt og arbejderne så lidt som muligt.
På lidt længere sigt må disse grupper på de enkelte virksomheder udvikles til en samlet fagopposition, som kan formidle erfaringer, koordinere kampene og fastholde det langsigtede perspektiv: kapitalismens afskaffelse. Denne fagopposition skal vel at Mærke ikke træde i stedet for fagforeningerne. Fagbevægelsens organisatoriske enhed er nødvendig i kampen for de dagsaktuelle krav. Men organiseringen af en fagopposition ved siden af den etablerede fagbevægelse er nødvendig for at overskride de begrænsninger, som fagbevægelsen har accepteret både med hensyn til mål og midler.
Samtidig må den faglige kamp knyttes sammen med andre sider af klassekampen. Den økonomiske kamp og den politiske kamp hører uløseligt sammen. Kapitalismen kan ikke afskaffes og socialismen ikke vindes alene gennem den faglige, økonomiske kamp. Først når arbejderklassen erobrer den politiske magt, kan der indføres fælleseje af jord og produktionsmidler. Først da er det muligt at afskaffe udbytning og undertrykkelse. Først da kan produktion for profit blive erstattet med produktion for menneskelige behov.
Foreløbig aftale for KKs platteafdeling.
(Sign.)
Personalekontoret
Lasse
Hagelberg den 30. oktober 1972
(Sign.) S. Nørgaard
Til personalet på fabrikkens platteafdeling:
Det meddeles herved, at de damer der deltager i den ulovlige arbejdsnedlæggelse på platteafdelingen ikke fortsat kan tage ophold på fabrikken. Det personale der derfor ikke ønsker at genoptage arbejdet, anmodes derfor om straks at forlade fabrikken.
Fabriksledelsen bekræfter samtidig, at damer der nu genoptager det normale akkordarbejde på platteafdelingen på de vilkår, der er forelagt af fabrikken igår den 28. november, ikke nu eller i fremtiden vil blive afskediget med begrundelser, der hidrører fra, at de har deltaget i den ulovlige arbejdsnedlæggelse eller at de nu genoptager deres arbejde.
Personalekontor
Den 29. november 1972,
(Sign.) S. Nørgaard
JULEPLATTENS BAGSIDE
Den Kgl. Porcelainsfabrik har i forbindelse med rationalisering samtidig forsøgt at forringe plattemalernes arbejdsvilkår For at forstå dette hvordan juleplatten bliver til.
Malerne får platterne hvide ind med præget motiv, hvor de sprøjter blå farve på. De steder der skal være hvide tages farverne af med vaskeskind. Men da platterne på grund af rationaliseringen nu bliver maskinelt fremstillet, og da materialet samtidig er blevet forringet, tager det otte gange så lang tid at få en platte til at se pæn ud. F.eks. skal man nu bruge kniv og stiv pensel for at fjerne overflødig farve, som sætter sig fast. Dette forringer naturligvis kvaliteten.
Platterne bliver lavet på akkord. Det betyder at man skulle arbejde otte gange så meget for at holde den samme løn. Dette måtte ledelsen erkende, og i midten af november indgik ledelsen en aftale med plattemalerne, ifølge hvilken de skulle have gennemsnitsløn for den tid de mistede under de forringede arbejdsvilkår.
Ledelsens overenskomstbrud
Ifølge overenskomsten kan der indgås lokalaftaler om akkordsatsen mellem de enkelte virksomheders arbejdere og ledelsen. Det var det der skete på porcelainsfabrikken i midten af november. Sådanne aftaler kan af begge parter opsiges med tre måneders varsel.
Mandag den 27. nov. meddelte ledelsen, at den samme dag havde opsagt aftalen med plattemalerne. Den krævede at arbejdet skulle fuldføres på det akkordgrundlag, der gælder under forudsætning af, at materialet er i orden. Dette ville betyde en halvering af plattedamernes løn.
Det kan ikke være meningen, at plattedamerne skal betale for ledelsens besparelser på materialet, for at opretholde aktionærernes profit. (Aktionærerne forærede sig selv 5 mill. kr. friaktier den 13/4-72. De er i dag 17,75 mill. kr. værd.) Derfor krævede plattedamerne aftalen overholdt. Ledelsen nægtede og nægter stadig at forhandle. Den har krævet at damerne skulle forlade fabrikken, hvis de ikke ville gå i arbejde på ledelsens betingelser.
Ledelsen har altså erklæret LOCK OUT.
Vi har lavet denne løbeseddel, for at minde om, at juleplattens hellige kameler dækker over en knap så fredfyldt bagside.
Ledelsen har valgt at trykke lønnen i julemåneden, fordi den regnede med at arbejderne ikke turde tage en kamp op mod jul. Det går ikke som ledelsen håbede på, fordi arbejderne står solidariske sammen.
MAN KAN IKKE LAVE 4. KLASSES GODS OM TIL L KLASSES VARE.
Støttegruppe
I overensstemmelse med aftalen af 30. oktober d.å. og de forhold, der i forbindelse hermed har været drøftet vedrørende udførelsen af arbejdet på afdelingen, kan følgende retningslinier gives:
1. Alle platter vil blive leveret til afdelingen forsorteret, retvendt 09 påført glasur, sålænge dette efter produktionsledelsens skøn er påkrævet.
2. Der udbetales enhver af afdelingens malerinder 1/2 øre + procenter pr. platte for afblæsning af eventuel for meget påført glasur (jævnfør punkt I.)
3. Malerinderne udfører dekorationen af platterne i overensstemmelse med gældende akkordaftaler, idet det er klart, at arbejde ikke påbegyndes på platter, der ved en åbenbar fejl er sluppet gennem forsorteringen. Platter, som efter første omgang af malerinden skønnes uegnede, sættes til side, således at overmaler eller assisterende overmalere kan tage stilling til disse platter.
Det udførte arbejde vil blive betalt efter gældende regler. De øvrige platter færdiggøres og sættes på vogne af malerinden.
4. Enhver reparation udføres efter overmalerens skøn af de damer. som af overmaleren udtages til dette arbejde. Disse damer betales med deres personlige gennemsnit.
5. Spørgsmål i forbindelse med arbejdets udførelse drøftes af overmaler og platteafdelingens tillidsrepræsentant, samt afdelingens underudvalg.
Den 4. december 1972
(Sign.) S. N.
Ved et fællesmøde i Arbejdsgiverforeningen d. d. under medvirken af repræsentanter for nedenstående organisationer drøftedes en af Sammenslutningen af Arbejdsgivere indenfor den keramiske Industri rejst klage over en række overenskomststridige arbejdsnedlæggelser på Den kongelige Porcelainsfabrik A/ S samt en klage fra Keramisk Forbund over en af procelainsfabrikken iværksat overenskomststridig lockout.
Efter at sagen var gennemdrøftet, opnåedes der enighed om, at arbejdsforholdene normaliseres fra arbejdstids begyndelse tirsdag den 5. ds. på de oplyste vilkår. Der var endvidere enighed om, så snart arbejdet er påbegyndt at behandle de til grund for uoverensstemmelserne liggende problemer ad sædvanlig fagretslig vej, eventuelt i sidste instans ved en faglig voldgift.
København, den 4. december 1972.
For Landsorganisationen
i
For Dansk Arbejdsgiverforening
Danmark:
Verner Sørensen
S. Raundahl Jensen
For Keramisk Forbund:
For Sammenslutninger af Arbejdsgivere
indenfor den keramiske Industri:
Helmuth
Jørgensen
Finn Bolt Jørgensen
Frederiksberg d. 5.12.72
Gode Kammerat.
Vær med til at støtte arbejdskampen på Den kongelige Porcelainsfabrik.
Mandag d. 27.1 l. opsagde ledelsen på Den kongelige Porcelainsfabrik plattemalernes overenskomst med øjeblikkelig varsel. Akkorden havde på det tidspunkt været i kraft i to uger. Ledelsen ønskede, at malerne skulle vende tilbage til den gamle akkord. Årsagen: at kvaliteten på det gods, der blev leveret til maling, var blevet forringet, og da den nye aftale gav malerne ret til selv at frasortere de dårlige platter, mente fabrikken, at det kostede dem penge (efter eget udsagn 33.000 kr. om ugen). En tilbagevenden til den gamle aftale ville - med det forringede gods - have betydet en væsentlig nedgang i plattemalernes løn.
Alle platteafdelingens 147 malere nægtede at acceptere dette og krævede at komme til at arbejde under den vedtagne aftale. Ledelsen ville ikke lade dem arbejde, men sendte dem hjem, og dette har siden gentaget sig hver dag.
Torsdag og fredag strejkede fabrikkens øvrige 1200 arbejdere i sympati med platteafdelingens krav på trods af en gammel bod på mellem 100.000 og 200.000 som alle arbejderne har hængende over hovedet og som udløses, hvis der sker en ulovlig arbejdsnedlæggelse inden 1. marts 1973.
LO's forhandler Bent Osborg erklærede i første omgang fabrikkens akkordopsigelse for ulovlig og følgelig hjemsendelsen af malerne for lock-out.
Et mæglingsmøde d. 4.12. resulterede i et »forlig« hvorefter arbejdsgiverne ville se bort fra den gamle bod, der rammer alle fabrikkens arbejdere, og heller ikke vil kræve bod for de nye arbejdsnedlæggelser. Til gengæld skulle plattemalerne gå i gang med arbejdet straks på fabrikkens vilkår, mens sagen gik til faglig voldgift. Plattemalerne forkastede tirsdag mæglingsforslaget med stort flertal. Sagen går nu i arbejdsretten som hastesag.
Taber plattemalerne sagen ved arbejdsretten (hvad der selvfølgelig er gode chancer for på trods af det åbenbart urimelige i fabrikkens fremfærd), mister de 147 plattemalere mindst 2 ugers løn. Fabrikkens øvrige arbejdere har allerede mistet 2 dages løn. Dertil kommer bod for de nye strejker, samt formentlig den gamle bod.
Selv om plattemalerne skulle vinde sagen ved arbejdsretten er der stadig boden for sympatistrejken og den gamle bod. Vi har således i alle tilfælde brug for mange penge.
Denne arbejdskamp behøver også DIN og dine arbejdskammeraters støtte og SOLIDARITET for at kunne føres til ende med resultat.
Derfor: Støt arbejdskampen på Den kongelige Porcelainsfabrik med dit bidrag - i morgen er det måske dig, der har brug for støtte.
Penge og indsamlingslister sendes til:
»Strejkeudvalget«, (kassererens navn og adresse).
Det er af parterne oplyst, at der på Fællesmødet den 4. december - 1972 var enighed om, at arbejdsforholdene skulle normaliseres på de vilkår, at arbejdet betales efter den herom foreliggende aftale om akkordaflønning og således, at reparationsarbejde udføres af særligt dertil udpegede reparatører.
Det er oplyst, at der mellem parterne er enighed om, at der tilsikres arbejderne, at de, hvis det ved fagretslig behandling fastslås, at virksomheden med urette har tilsidesat den indgåede aftale af 30. oktober 1972, modtager erstatning for den herved forårsagede lønnedgang, beregnet med udgangspunkt i den enkelte arbejders gennemsnitslige indtægt i perioden fra 30/10 til 24/11-1972.
Retten finder, at der, forinden afgørelse træffes i sagen må tages stilling til:
1. Om det er foreneligt med punkt 3 i den under sagen som bilag A fremlagte foreløbige aftale af 30. oktober 1972, at virksomhedens ledelse fra slutningen af november 1972 vil lade reparationsarbejdet udføre af et af særligt dertil udpegede bestemte damer bestående reparationshold, der udfører arbejdet på gennemsnitsløn.
2. Om virksomheden måtte være berettiget til at opsige aftale af 30/10-1972 uden varsel.
Da afgørelsen af disse spørgsmål beror på en fortolkning at aftalen, og denne fortolkning findes at have nøje sammenhæng med oplysninger om, og bedømmelse af arbejdsgangen m.m. i platteafdelingen, må spørgsmålene anses for at have en sådan faglig karakter, at de bør finde deres afgørelse ved faglig voldgift, som også bør afgøre evt. tvist om størrelsen af den erstatning, som virksomheden efter det overfor anførte skal betale de enkelte arbejdere, hvis arbejdersiden får medhold.
Herefter bestemmes
Den løbende arbejdsstandsning vil straks være at bringe til ophør, og de foran nævnte spørgsmål henviser til faglig voldgift.
Sagen udsat
Retten hævet.
Den 9. januar 1973 blev der afsagt opmandskendelse, og ved denne fik arbejdersiden medhold i sine påstande.
Opmandskendelsens præmisser er sålydende:
» Til voldgiftstemaets pkt. 1 ............ §
Bestemmelsen i aftalens pkt. 3 kan - så uklar den end er - ikke læses alene som en betalingsregel. Når det i denne fastsættes, at der udover akkorden, der er betalingen for plattedamens normale arbejde, skal betales med den personlige gennemsnitsløn for den tid, der medgår til reparation, må dette forstås således, at det er den pågældende plattedame, der selv skal udføre nødvendige reparationer for den angivne betaling. Således er aftalen også blevet forklaret for damerne, da den trådte i kraft, og således er den blevet praktiseret, indtil virksomheden konstaterede, at ordningen blev for kostbar. Det kan derfor ikke anses foreneligt med den i pkt. 3 aftalte arbejdsgang, at virksomhedens ledelse, sålænge aftalen består, vil lade reparationsarbejdet udføre af et særligt reparationshold, således som tilfældet var, inden aftalen blev indgået.
ad voldgiftstemaets pkt. 2.
Der står intetsteds i aftalen, at den er en forsøgsordning. Den kalder sig »foreløbig aftale«, og i dens indhold forekommer udtryk som »sålænge det er påkrævet«. Der må herved være sigtet til, at aftalen skal gælde, sålænge de særlige forhold, der ligger til grund for dens indgåelse, nemlig det forringede halvfabrikata, stadig består. Sålænge dette er tilfældet, vil den kun kunne bringes til ophør med et rimeligt varsel.
De foreliggende oplysninger om at aftalen viste sig væsentligt mere byrdefuld for virksomheden, end man havde regnet med findes ikke at kunne begrunde, at virksomheden uden videre ensidigt kan befri sig for denne.
Sammenslutningen af Arbejdsgivere
indenfor den Keramiske Industri
Nørrevoldgade 34
1358 København K.
15. januar 1973
Vedr. konflikt på platteafdelingen
Under hensyn til, at den faglige voldgift ikke anså aftalen af 30. oktober 1972 for opsigelig uden varsel, og heller ikke fandt vor fortolkning af aftalens stk. 3 korrekt,
ligesom vort synspunkt om bristede forudsætninger blev forkastet, må det konkluderes, at en væsentlig forudsætning for den pågældende arbejdskonflikt hviler på vor fejlbedømmelse af den pågældende aftale.
Selvom dette forhold efter underskriverens opfattelse ikke betyder, at der kan være tvivl om, at arbejdsnedlæggelsen var overenskomststridig som brud på fredspligten (før arbejdsnedlæggelsen var indberettet, var damerne jo i øvrigt blevet henvist til at søge fagretlig vej for deres krav), så må man dog realistisk se i øjnene, at såvel de involverede damer som offentligheden vil have svært ved at forstå en arbejdsretskendelse, der klart går damerne imod og idømmer dem bod, efter at de har fået fuldt medhold ved den faglige voldgift.
Selvom det er klart, at Arbejdsgiverforeningen må have principielle betænkeligheder, henstilles det til Sammenslutningen at foreslå Dansk Arbejdsgiverforening, at man i den verserende sag om lockout/ ulovlig strejke ændrer sin påstand til kun at ønske fastslået, at arbejdsnedlæggelsen var overenskomststridig, men at man under hensyn til omstændighederne frafalder krav om bod. Bodskravet bør nok subsidiært opretholdes som modkrav over for eventuelle krav fra damernes/ Keramisk Forbunds side.
Med venlig hilsen (sign.)
J. Fog-Petersen
(Et fyldigere udsnit af dommen findes i kapitlet om konfliktens forløb.)
Thi kendes for ret:
Det af Den kongelige Porcelainsfabrik A/S stillede krav om ændret udførelse af reparationsarbejder i Kurant Kunst's platteafdeling har været overenskomststridigt.
I bod til Keramisk Forbund betaler selskabet en bod på 20.000 kr.
Arbejdsnedlæggelserne på fabrikken fra og med den 28. november 1972 har været ulovlige.
Bodsansvaret for de i Kurant Kunst's platteafdeling beskæftigede kvindelige arbejdere bortfalder for tiden til og med den 19. december 1972. Til Dansk Arbejdsgiverforening betaler hver af de pågældende på de som bilag 2 og 2 a fremlagte navnelister anførte kvindelige arbejdere en bod, der for hver time, hvori de fra og med den 20. december 1972 har deltaget i arbejdsnedlæggelsen, fastsættes til 7,75 kr.
Hver af de på de som bilag I fremlagte tre navnelister anførte arbejdere betaler til Dansk Arbejdsgiverforening en bod, der for hver time, de har deltaget i arbejdsnedlæggelserne den 29. og 30. november samt I. december 1972 fastsættes til 7,00 kr. for faglærte, 6,00 kr. for ufaglærte mandlige og 5,00 kr. for ufaglærte kvindelige arbejdere.
Sagens omkostninger, 1500 kr., udredes med halvdelen af hver af parterne.
Thomas Nielsen om plattedamernes protest: Tåbelig, stædig og stupid
LO's formand, Thomas Nielsen kan ikke se nogen rimelig grund til, at LO skal betale boden for 140 - som han udtrykker det - »tåbelige, stupide og stædige« plattedamer, selvom LO's - efter Thomas Nielsens mening også tåbelige advokat i arbejdsretten og et »skvadderhoved« af en lederskribent på Aktuelt har givet de dømte damer på Den kgl. Porcelainsfabrik ret i, at de er blevet uretfærdigt behandlet.
Med disse tillægsord bedømmer LOformanden i dag i en samtale med Information konfliktens deltagere, deres handlinger og reaktionerne på den.
LO-formandens vrede skyldes, at tillidsrepræsentanter fra Den kgl. Porcelainsfabrik torsdag afleverede et krav til LO om, at LO betaler den bod, som de ansatte blev idømt, samt at LO gør sin indflydelse »effektivt gældende« ved revision af loven om arbejdsretten. De tre tillidsfolk forlangte på stedet et møde med Thomas Nielsen, der indledningsvis udtrykker utilfredshed med, at de ikke havde anmeldt deres ankomst eller bedt om dette møde på forhånd.
»Der skulle reklame på«
»Lige pludselig troppede en halv snes fotografer og journalister op her i LO, og der var ingen herinde, der vidste noget om det på forhånd,« siger Thomas Nielsen. »Så kom - ikke plattedamer, for der var kun en med - men to mænd fra helt andre afdelinger, vistnok nogle formandsaspiranter. Der skal jo snart være formandsvalg derude. De forlangte et møde med mig, og man havde ikke på forhånd meddelt her, at man kom og ville have et møde. Man havde kun meddelt det til pressen, for der skulle jo reklame på. Jeg anede ikke noget, så jeg gik hen og sagde: »Hvad er det for et cirkus?« Eller lidt i den dur. Ja, så var det altså de tre, der kom med 1100 underskrifter og et brev til LO's forretningsudvalg. De ville have svar med det samme. Så måtte jeg gøre dem opmærksom på, at jeg svarede ikke på LO's forretningsudvalgs vegne. Jeg ville forelægge det i forretningsudvalget, og så ville de få et svar. Desuden ville de med hensyn til selve sagens kendsgerninger få et svar så hurtigt, som vores juridiske afdeling kunne udarbejde det«.
»Damernes opførsel en stupid stædighed«
- Hvornår holder forretningsudvalget møde?
»Det gør vi den første fredag i marts, og der bliver henvendelsen fra plattedamerne behandlet. Og damerne vil jo have, at LO skal betale boden. De skriver ikke årsagen til det i brevet. De skriver at LO har vejledt dem forkert.
Sagen er jo i virkeligheden den, at LO har vejledt dem, men de har ikke villet rette sig efter vejledningen. De havde nemlig ikke behøvet at strejke en eneste dag for at få den faglige voldgifts kendelse og dermed deres ret. Til gengæld ville virksomheden sandsynligvis alligevel have fået 20.000 kr. i bod«.
- Mener De, at damerne strejkede? Både plattedamerne og LO's advokat i arbejdsretten sagde, at de var blevet Lockoutet?
»Det hævder de på en tåbelig måde, synes jeg. Først går de op til virksomhedens ledelse og meddeler, at nu går de i strejke. Så møder de op herinde og giver en forklaring om et overenskomstbrud, som virksomheden skulle have begået. Og forklaringen er forkert, men det kan vores jurist ikke vide, og så siger han til dem, at det ligner en ulovlig lockout. Og så fimser de hjem og siger til kammeraterne, at det slet ikke er en strejke, de er gået ud i. De er lockoutet. Og så kører de videre på den. Dagen efter er der møde med repræsentanter for samarbejdsudvalget, hvor arbejdernes repræsentant - altså næstformanden i udvalget - redegør for sagen. Af hans redegørelse fremgår det tydeligt, at der ikke er tale om nogen lockout. Det får de strejkende klart at vide. De får yderligere at vide, at hvis de går i arbejde igen, vil der ikke blive indklaget noget som helst. All right, de vil ikke gå i arbejde, og der går igen et stykke tid, før man endelig kommer i arbejdsretten efter nogle forberedende møder. Arbejdsretten siger så, at sagen kan henvises til afgørelse ved en faglig voldgift, og damerne pålægges at gå i arbejde med det samme. Til og med dette tidspunkt har de ingen bod fået, fordi der hele tiden er formildende omstændigheder på grund af firmaets opførsel. Først da de fra dette tidspunkt - trods opfordring fra deres eget forbund, fra LO og fra arbejdsretten - fortsat nægter at gå i arbejde, er det, at man begynder at idømme dem en bod. Den er i øvrigt mindre end den normalt ville være. Så der er så mange formildende omstændigheder, som der er taget hensyn til. Damernes opførsel skyldes alene en stupid stædighed og en vejledning, som ikke kommer fra os. Havde de fulgt vores vejledning, havde de ikke fået en eneste øre i bøde, selv efter at de havde strejket i forholdsvis lang tid. Men den nægtede de at følge. Og så kan de ikke komme og sige, at nu skal LO betale, fordi det er LO's skyld, at de blev dømt«.
»Skvadderhoved ved Aktuelt«
- Hvordan kunne damerne være gået i arbejde uden at gå i arbejde på et efter den faglige voldgifts kendelse ulovligt grundlag?
»Selvfølgelig kunne de det. Den faglige voldgift skulle afgøre det fortolkningsspørgsmål, som lå imellem parterne. Hvis damerne fik ret, ville de få betaling med tilbagevirkende kraft, simpelt hen. Så det kunne de udmærket have gjort, og det gør man i øvrigt altid. Det er for os forsåvidt en rutinesag. Men de har fuldstændig kørt deres eget løb. Så er det jo let at angribe LO bagefter. Det er jo blevet moderne. Det kan man se bl.a. på B. T. og Ekstra Bladets forsider i dag. Der er det jo os, der er nogle skvadderhoveder hele vejen igennem og alle de andre, der ikke kender noget til det, de forstår til gengæld det hele«.
- Nu er B. T. og Ekstra Bladet ikke alene om den kritik. Aktuelt skrev torsdag i en ledende artikel, at »arbejdsretten er på afveje« med denne dom, og at retten »tvinger arbejdere til at finde sig i overgreb«?
«Ja, Aktuelt har dummet sig, så det klodser. Jeg ved ikke, hvad det er for et skvadderhoved ved Aktuelt, der har skrevet det. Så er det sagt ligeud. Det er fuldstændig forkert, som Aktuelt beskriver det«.
Chefredaktør Harry Rasmussen, Aktuelt oplyser på Informations forespørgsel, at man på Aktuelt hylder princippet om, at lederartikler ikke signeres. Han ønsker derfor ikke at oplyse, hvem der har skrevet den pågældende leder - men lederartiklen står for bladets regning og hele den redaktionelle ledelse står bag den, siger Harry Rasmussen.
tm
Meddelelse til tillidsrepræsentant og underudvalg for Kurant Kunst's platteafdeling.
I forbindelse med at aftalen af 30. oktober 1972 udløber den 9. marts d.å., har forholdene omkring arbejdsgrundlaget på platteafdelingen været gennemdrøftet med afdelingens underudvalg og tillidsrepræsentant samt med malerforeningens formand.
I betragtning af de særlige forhold er fabrikken villig til at lade arbejdet med Mors Dags platten 1973 samt af rent praktiske grunde også med juleplatten 1973 afvikle i overensstemmelse med den praksis, der har været fulgt siden arbejdets genoptagelse på afdelingen den 10. januar d.å., indtil produktionen af Mors Dags platten 1973 ophører omkring den I. april d.å.
Dekorationen af alle platter efter ophøret af produktionen af Mors dags platten 1973 må herefter udføres i overensstemmelse med de gældende lønaftaler.
Indtil videre vil alle platter blive leveret til afdelingen forsorteret og påført glasur, kridt eller andet.
For arbejde med afblæsning af platter inden dekorationen vil personalet blive betalt i overensstemmelse med hidtidig praksis eller ifølge aftale om anden ordning.
Tvivlstilfælde om forglødede platters egnethed til dekoration (ruhed), herunder betaling for forsinkelse af arbejdsprocessen, drøftes i hvert enkelt tilælde med overmaler.
Med hensyn til ønsket om en regulering af taksten for juleplatter var forhandlingsparterne ved overenskomstforhandlingerne enige om, at denne ingen forhøjelse skulle have.
Fabrikken er imidlertid villig til at optage drøftelser inden den I. april d.å. med afdelingens tillidsrepræsentant om en eventuel udligning af taksterne for juleplatter, overgangsbetaling til nye platter samt betaling for afblæsning m.v.
Opståede forhold af enhver art vil som altid af den enkelte med arbejder eller af afdelingens repræsentant kunne drøftes med over maler, assisterende overmalere eller med repræsentanter fra fabriksledelsen.
Personalekontoret
Den 9. marts 1973
(Sign.) S. Nørgaard