Strejken på Dannebrog Værft a/s

Pjecen er skrevet af arbejdsmænd fra Dokken til alle andre arbejdere. Et evt. overskud går til Socialistisk Arbejder Klubs husfond.

Forord

Arbejdsmændenes strejke på Dannebrog Værft a/s, Århus, er et overstået kapitel, idet den startede.d.10.10. 1977 og afblæstes d. 27.10. men det har taget sin tid at gøre boet op for at finde ud af, om der er noget for andre at arve.

Slutresultatet, den foreliggende pjece, har overbevist os om, at det er der.

Det rigtigste og bedste ville være, om en sådan pjece kunne udgives af strejkens aktionsudvalg, men det er umuligt, da udvalget er opløst.

Den næstbedste løsning ville være, om klubben kunne stå som udgiver, men dette umuliggøres af, at bestyrelsens øjeblikkelige flertal repræsenterer en klassesamarbejdslinie, der er i modstrid med strejkebeslutningen og strejkens erfaringer, og at søge at involvere samtlige klubmedlemmer i et sådant, projekt er en praktisk umulighed.

Tilbage star så, at en gruppe arbejdere, der alle har deltaget i aktionsudvalgets arbejde, i fællesskab laver den nødvendige sammenfatning og udsender den på eget ansvar.

Det er denne sidste løsning, vi har valgt.

Vi har bestræbt os på at vurdere aktionen så realistisk som muligt dvs. vi har ikke ønsket at stikke fejl og mangler under stolen, ligeså lidt som vi har ønsket at stille strejken op i modsætning til ideal-forestillinger uden rod i virkeligheden.

Vi prøver at tage højde for, hvilke erfaringer klubben i fællesskab havde til rådighed, samt de øvrige vanskeligheder vi havde at slås med indenfor vore egne rækker.

Vi mener, det er vigtigt at tage klubbens interne betingelser i betragtning: Flertallet af klubbens medlemmer har arbejdet sammen gennem en del år, således at vi på forhånd havde et indgående kendskab til hinandens politiske og fagpolitiske opfattelser - et kendskab, der har været af stor betydning for strejkens form og afvikling.

Vi er ikke til daglig nogen hippie-koloni, der bygger på ubegrænset tolerance og kunstig enhed. Tværtimod. Den daglige omgangstone er og har altid været stærkt. kritisk, savel i forhold til den personlige adfærd som til politiske synspunkter, men netop på baggrund af denne omgangstone har vi udviklet vores fælles-holdning overfor arbejdsgiverne,

Strejken har været udsat for en del kritik, der kan deles op i to grupper: 1. Den kritik, der kan henføres til den almindelige borgerlige fjendtlighed mod arbejderklassens eksistenskamp. Denne kritik siger intet om strejken, men nok noget om strejkens modstandere. 2. Den kritik, der er bleven fremført af kammerater, der har støttet os i vores kamp. Denne kritik er værdifuld, og indgår som et nødvendigt led i sammenfatningen af erfaringerne fra strejken.

Når man har været ude i en arbejdskamp af længere varighed skylder man sig selv at stille og besvare spørgsmålet: HVAD har vi lært af det? Men lærepenge er dyre nutildags, og det arbejdsretslige system er en hårdhændet kreditor, bl.a. derfor har man også en forpligtelse overfor resten af arbejderklassen til at meddele, hvad VI har lært ... DET er formålet med denne pjece.

Forspillet

Dannebrog Værft beskæftigede på strejketidspunktet op imod 600 arbejdere fordelt over følgende faggrupper: Skibsbyggere, svejsere, rørlæggere, maskinarbejdere, stemmere, riggere, tømrere, snedkere, elektrikere samt de strejkende arbejdsmænd.

Hver af disse faggrupper er organiserede i en klub, der er den grundlæggende faglige organisations-enhed. Klubben ledes af en bestyrelse på 5 mand, hvoriblandt er tillidsmanden, der automatisk er formand.

Disse klubber plus lærlingeklubben og klubben på værftets afd. i Lystrup er kollektivt tilsluttet en Fællesklub, hvilket indebærer, at samtlige arbejdere er tvungne medlemmer af Fællesklubben, der til daglig ledes af et forretningsudvalg bestående af tillidsmænd, og hvis højeste myndighed IKKE er den traditionelle faglige generalforsamling, men derimod et halvårligt, repræsentantskabsmøde, bestående af samtlige klubbestyrelser suppleret med forholdstals-repræsentanter.

Hovedparten af lønforhandlingerne på værftet, går gennem fællesklubben, idet vi har en form for kollektivt lønsystem, hvor grundlønsforhøjelserne på et fagområde automatisk til år samtlige fagområder.

Arbejdsmændene er arbejdsmæssigt meget opdelte, idet der dels er arbejdsmænd i alle de faglærte afdelinger, dels er to store afdelinger i henholdsvis nybygning og reperation, der kun beskæftiger ufaglært arbejdskraft, og endelig er der et stort timelønsområde bestående af transportarbejdere af forskellig slags, lagerarbejdere og brandmændene.

Ud over den fagbetonede opdeling er arbejdsmændene altså også opdelt i to aflønningsområder - akkord og timeløn - hvor det beklageligvis er sådan, at de timelønnede, trods deres produktions væsentlige placering, halter lønmæssigt en del bagefter.

Fagorganisatorisk eksisterer denne opdeling heldigvis ikke. I modsætning til mange andre værfter, hvor arbejdsmændene har ligeså mange klubber, som de har arbejdsområder, så er alle arbejdsmændene på Dannebrog Værft samlet i een klub, der på strejketidspunktet havde lidt over hundrede medlemmer, hvoraf knapt hundrede deltog i strejken. (Undtagelserne skyldtes sygdom o.l.)

Selvom vi reelt har et kollektivt lønsystem, der sikrer en forholdsvis ringe lønforskel på faglært og ufaglært arbejdskraft, så stiller klubberne formelt lønkrav hver for sig og forhandler disse krav under ledelse af de enkelte klubbers respektive tillidsmænd.

I ovenstående er altså den organisatoriske baggrund for den situation, der førte til arbejdsmændenes strejke. I det følgende vil vi opridse .den egentlige baggrund for aktionen, samt dennes udvikling og afslutning.

Den 12. maj 1977 underskrev tillidsmændene på værftet en lønaftale, der skulle få alvorlige følger sidenhen. Lønaftalen kom til arbejdernes kundskab som en fuldbyrdiget kendsgerning, underskrevet og juridisk bindende, hvilket må siges at være meget praktisk, thi var den først bleven lagt ud til diskussion i klubberne, ville den aldrig være bleven vedtaget.

Det værste ved denne aftale var ikke, at den i perioden 12. maj til årets udgang kun gav en lønforhøjelse på 2 * 25 øre (i maj og oktober), men at den samtidig var behæftet med den klausul, der i virkeligheden satte løfteparagraffen ud af kraft for resten af året. Betingelsen for de 2 * 25 øre var nemlig, at der ikke i året rejstes yderligere lønkrav. Således var aftalen i modstrid men den overenskomstparagraf, der er det bedste vi har indenfor jernindustriens område, nemlig den såkaldte løfteparagraf (§ 16 stk.3) der giver os ret til, mellem overenskomsterne, at forhandle lønglidning uden organisationsindblanding. Der var altså tale om en overenskomststridig fredsaftale.

At tillidsmændene ikke kunne se dette var en enestående tåbelighed, som de senere undskyldte med "..vi troede, at når nu dyrtidsportionerne blev indefrosset, så ville der ikke komme prisstigninger resten af året...". Denne "tro" var om muligt endnu tåbeligere end aftalen.

Efter augustforliget i 77 blev tillidsmændene lidt hede om ørerne, og de forstod, at aftalen var for tåbelig, og at ingen ville finde sig i den. Derfor opsagde de aftalen d.19.9, efter at. have faet afvist et generelt lønkrav på kr.1.37 til samtlige klubber; et lønkrav der var blevet stillet d.4.9.

Dette beløb var fremkommet ved at udregne gennemsnittet for faglærte og ufaglærte skibsværftsarbejdere på landsplan (januar kvartal), men heller ikke dette lønkrav fik arbejderne kendskab til, før det var færdigudformet og fremsat overfor virksomheden.

Som allerede nævnt fejede virksomheden kravet af bordet, og "forbeholdt sig sin stilling" til maj-aftalen.

Alle værftets arbejdere var dødtrætte, dels af den arbejdsretslige langsommelighed, dels af prisernes himmelflugt og regeringens støtte til arbejdsgiverne på arbejdernes bekostning, og tirsdag d.4.10 begyndte flere klubber at indsamle underskrifter til faglig mødeindkaldelse i arbejdstiden.

Den første af disse klubber var skibsbyggernes, der indkaldte til møde d.5.10 kl.9.00, hvorefter arbejdsmændene fulgte med møde kl.10.00.

På arbejdsmændenes møde diskuterede vi situationen, som den forelå. Alle var enige om, at kravet på kr.1.37 var latterligt lille, prisstigningerne taget i betragtning, men vi fastholdt kravet af hensyn til enheden med de andre klubber.

Der var også på klubmødet en bred enighed om at tage afstand fra Thomas Nielsens reaktionære udtalelser samme uge om, at arbejderne har det godt, tjener nok og ikke skal stille lønkrav, men pænt holde sig indenfor den berygtede 2% grænse.

På mødet besluttede vi at give virksomheden en frist til mandag d.10.10. hvor vi så igen ville ,holde et fagligt møde kl.8.30. og uden afstemning lå det i luften, at var der ikke kommet et udspil fra virksomhedens side, dvs. et tilbud om lønforhandlinger, så ville vi til den tid nedlægge arbejdet.

Det viste sig senere, at skibsbyggerne på deres møde havde besluttet at øge kravet til 2.63, hvilket var den difference, der var mellem de faglærtes løn på værftet og gennemsnittet for metalarbejdere i Århus-området.

Samme ændring i kravet foretog en række andre klubber i de nærmeste dage efter.

Det er senere bleven hævdet, at der var en underforstået aftale mellem klubberne om, at aktionerne skulle begrænses til faglige møder i arbejdstiden. Hvis en sådan aftale har eksisteret, så har den aldrig været forelagt arbejdsmændenes klub. Iøvrigt ville en sådan aftale have været en tåbelighed, thi selvom man med faglige irritationsmøder maske kan drive en enkelt arbejdsgiver til en vis form for fornuft, så er det svært at forestille sig og naivt at tro, at arbejdsgiverforeningen lader sig påvirke af den slags. Og det var arbejdsgivernes organisationer der stod bag kravet om, at der absolut ingen lønindrømmelser måtte gives.

Resten af ugen var præget af arbejdsuregelmæssigheder som følge af stadige faglige møder.

Forløbet

Mandag d.10. oktober gik arbejdsmændene til møde kl.8.30, og her besluttede vi, efter en længere diskussion, at vi ville nedlægge arbejdet. 3/4 af klubbens medlemmer stemte for strejke, og vi var enige om, at strejken kun skulle være en 1-dags-aktion for at understrege alvoren i vort krav - det var så vort håb, at andre klubber ville følge dette initiativ op med lignende een-dags aktioner.

På dette møde, mandag morgen vedtog vi samtidig enstemmigt en resolution (se Ill.), der skulle klarlæge vor situation og vor holdning, bade i spørgsmålet om vort lønkrav, og i spørgsmålet om vores opfattelse af LO-spidsens reaktionære og arbejderfjendtlige politik.

Sådan forholdt tingene sig, da vi mødtes tirsdag morgen. Imidlertid var stemningen blandt vore faglærte kammerater for, at vi skulle fortsætte strejken, hvorefter de ville støtte os. Det ligger i sagens natur, at-der ikke forelå klubbeslutninger eller officielle henvendelser fra de faglærte til arbejdsmændene, men under alle omstændigheder var der så mange i vores klub, der fandt at tiden var inde til at slå igennem, og med samme store flertal som dagen i forvejen besluttede vi at fortsætte strejken.

At de faglærte kammeraters sympati og solidariske opbakning var en væsentlig begrundelse for at føre denne kamp igennem, kan der ikke herske tvivl om. Kampen havde jo stor betydning for os alle på værftet, og trods rygter om det modsatte har denne vurdering vist sig at holde stik og er så, rigeligt bleven bekræftet, af den omfattende hjælp, vore faglærte kammerater ydede os.

Vores beslutning om fortsat strejke blev endnu engang bekræftet på trediedagen onsdag, der er et vendepunkt for enhver arbejdsnedlæggelse, idet det er det tidspunkt, hvor bod er en sikker ting, og alle var nu på det rene med, at vi måtte se en langvarig kamp i øjnene.

Det endelige bevis for, at strejken var den eneste rimelige løsning fik vi onsdag aften, hvor Arbejdsgiverforeningen, netop i Århus, startede en kampagne, der skulle tvinge arbejdsgivermedlemmerne til at stå fast på afvisningen af ethvert lønkrav. Denne kampagne var ligeledes et angreb på vores løfteparagraf, og der kunne ikke længere herske tvivl om nødvendigheden af, at bruge skarp lud til de skurvede hoveder.

Denne opfattelse fik vi igen og igen bekræftet af vore faglærte kammerater, selvom tillidsmændene og fagforeningen gik imod aktionen - selvfølgelig!

Om onsdagen tog vi også spørgsmålet om organisation op, som et spørgsmål det hastede med at løse. Indlysende var det, at bestyrelsen ikke a kunne lede en ulovlig strejke, ligesom der også i bestyrelsen var et flertal (4-1) imod strejken.

Denne holdningssammensætning i bestyrelsen siger også, at det aktionsudvalg der først blev nedsat, bestående af bestyrelsen udviddet med yderligere fem mand, var dømt på forhånd til uduelighed.

Aktionsudvalget konstitueredes i tre grupper, der skulle tage sig af hver sit arbejdsområde: De sociale problemer - indsamlingsarbejdet og pressen, og disse grupper fik mandat til selvsupplering, i den udstrækning det måtte blive nødvendigt. Med dette man dat blev det muligt senere at skabe et temmelig effektivt aktionsudvalg.

Udvalget gik straks i gang med at forberede løsningen af strejkens praktiske problemer, og allerede næste dag kunne de til fællesmødet rapportere, at alt var sat i gang og fungerede.

Et enkelt punkt gav anledning til misfornøjelse hos enkelte klubmedlemmer: Girokort etc. var gået i trykken, og en adresse med telefon skulle skaffes i al hast. Vi anmodede, efter at andre muligheder var glippet, Socialistisk Arbejder Klub om at benytte deres lokaler. Vi fik tilsagn om dette, og vi fandt løsningen højst acceptabel, så meget mere som organisationen er tværsocialistisk og kun optager arbejdere som medlemmer. Når dertil kom, at alle beslutninger vedrørende strejken blev truffet på morgenens fællesmøder, så måtte alt være i skønneste orden. Men, nej! Denne adresse var en torn i øjet på en del fagforeningsfolk, især fra DKP, og det blev senere påskuddet for en hel del beskidt bagvaskelse af strejken og de strejkende.

Men valget af adresse blev forelagt fællesmødet torsdag morgen og godkendt uden stemmer imod. Flere gange senere under strejken, tvang de samme par klubmedlemmer os til at genoptage denne meningsløse diskussion om- adressen, med det åbenlyse formål at skabe mistillid til aktionsudvalget og derigennem svække strejken gennem splittelse og få den afblæst. Men denne splittelsestaktik virkede ikke efter hensigten - hver gang blev der sagt god for adressen med kun disse enkelte imod.

Torsdag morgen på fællesmødet vedtog vi også, at vi skulle sende en redegørelse til vore faglærte kammerater, hvori vi redegjorde for strejken og vores situation. Dette blev nødvendiggjort af tillidsmændenes manglende vilje til at informere. Ligeledes vedtog vi teksten til en løbeseddel, der umiddelbart efter blev trykt og spredt, ligesom indsamlingslisterne blev trykt og fordelt om torsdagen - altså en hurtig start.

Men det var ikke kun de strejkende, der havde travlt om torsdagen. Værftet forsøgte denne dag at få udført skruebrækkerarbejde ved hjælp af Stevedore-kompagniet, hvilket vi imidlertid fik afværget gennem havnearbejdernes fagforening.

Næste dag forsøgte værftet sig igen, denne gang ved at benytte havnens flydekran, der har tjenestemandsansatte kranførere, men vi forpurrede det med en blokadevagt.

Trods den omfattende bagvaskelse af strejken og de strejkende; trods vanskelighederne med at komme igennem i pressen, der var optaget af en gidselaffære, og trods det, at GAS-strejken på Grønland var løbende og også behøvede understøttelse, så lykkedes det os alligevel at få sat udmærket skub i indsamlingsarbejdet.

Tillidsmændenes manglende vilje til at informere blev langt fra bedre, som strejken udviklede sig, og vi måtte fortsat søge at bringe oplysninger ud til vore kammerater, hvoraf mange allerede var sendt hjem på grund af manglende beskæftigelsesmuligheder. Derfor udsendte vi mandag d.17 endnu en udtalelse til kammeraterne, og denne blev sammen med en udtalelse til offentligheden forelagt på et pressemøde vi afholdt samme eftermiddag.

Den kampagne, der i nogen tid var kørt mod os fra visse faglige og politiske kredse, blev forstærket, og dannede et smukt supplement til de lidet sandfærdige udtalelser, der blev leveret af værftets vidtløftige repræsentanter. Imidlertid var det ikke aktionsudvalgets hensigt at sidde med hænderne i skødet og se ringene smuldre på grund af løgn og bagvaskelse, så. den 19.10 udsendte vi en pressemeddelelse, der afviste de løgnagtige skrøner.

Samme dag viste aktionsudvalget sin forståelse for klassekampens bredere sammenhæng, ved at sende en støtteresolution til de strejkende grønlandske minearbejdere. Denne resolution blev enstemmigt godkendt på morgenmødet næste dag.

Det var ligeledes d.19, vi udsendte en opfordring til hele landet, hvori vi bad om oprettelse af støttekomiteer, for derigennem at få organisatorisk styr på indsamlingsarbejdet i det øvrige land.

Vi fornyede til stadighed vores informationsløbeseddel, hver gang der matte trykkes nyt oplag, og vi kunne løbende følge det udmærkede resultat af såvel vores eget arbejde, som af den enorme indsats SAK gjorde under vores ledelse. Når vi siger "under vores ledelse", så tager dette kun sigte på de mange løgnagtige beskyldninger om, at strejken blev styret af SAK. Naturligvis var det ikke tilfældet, ja, det var end ikke muligt med vore daglige møder om morgenen som eneste besluttende organ.

Fredag d.21 afholdt vi vort første solidaritetsmøde, der var en ubetinget succes, På mødet var der paneldiskussion efter talernes ligesom der var underholdning lavet af kammerater fra både klubben og fra værftet iøvrigt.

Lørdag d.22 fik rygtekampagnen trykt udformning, idet Aktuelt bragte deres første indlæg om strejken i form af et dobbeltinterview med vores tillidsmand, Anders Madsen og vores afdelingsformand, Frederik Olsen. I dette interview blev vi kaldt "kinesere", der var ude på at ødelægge arbejdspladsen samt andre lignende løgnagtige mærkeligheder. Som sædvanlig havde vi ikke i sinde at sige "tak for sparket". På morgenmødet d-24. hvori de ovennævnte to herrer deltog sammen med forretningsfører Palle Nielsen fra SID, tvang vi dem til at lade sorteper gå videre til Aktuelt, idet de nægtede at have udtalt sig som det var fremgået. Og vi fik naturligvis bade Aktuelt-artiklen og dementien trykt som løbeseddel og uddelt i stort antal.

Palle Nielsen opgave på mødet var selvsagt, at få strejken afblæst, men naturligvis forgæves.,

Om tirsdagen uddybede vi dementien i en løbeseddel til vore kammerater på værftet, og til de der var sendt hjem, samtidig med at vi endnu engang afviste Palle Nielsens forsøg på at drive os i arbejde.

Truslen om, at arbejdet eventuelt ville blive fritstillet, blev bl.a. fremført som argument for arbejdets genoptagelse af Palle Nielsen, men denne trussel tog vi ganske afslappet.

... og bagsiden af lødesedlen:

Onsdag d.26 blev truslen om arbejdets fritstilling forstærket, fra forbundets lokalrepræsentanters side, og vi svarede ved på morgenmødet at vedtage en appel til samtlige skibsværfters arbejdsmænd om at gå i sympatistrejke i tilfælde af arbejdets fritstilling. (Se Ill.)

Formodentlig var det denne militante holdning til spørgsmålet, om arbejdskampen, der var udslagsgivende for, at SID sendte en af forbundets mere drevne strejkeslagtere, Kai Buch, herned. Kai Buch, der er medlem af DKPs centralkomite, er ganske dygtig til at servere radikale floskler som camouflage af strejkesabotage, og dette kend&-tegnede også hans besøg i Århus.

Bestyrelsen blev samlet til et aftenmøde der blev indkaldt med få timers varsel, og i dette møde deltog også afdelingens formand og Kai Buch, hvorimod der manglede et bestyrelsesmedlem, der ikke var bleven informeret. Dette kunne de også med sindsro undlade, idet dette medlem som DKP-medlem fulgte nederlagslinien. Formålet med dette møde var ene og alene, at overtale bestyrelsens eneste strejketilhænger til, at anbefale strejkens afslutning på et løfte om mæglingsmøde.

Det lykkedes ikke for bestyrelsen at blive enige, men Kai Buch forelagde igen sit forslag for morgenmødet d.27.10. For at få folk til at sluge kamelen lovede han indkaldelse af et haste-mæglingsmøde, der garanteret skulle give penge og lægge forhandlingerne tilbage til lokalområdet. Hans drevne ordkløveri samt løfter og løgn fik stemmetallet til at svinge over, og arbejdet blev genoptaget med stemmerne 50-48.

Om aftenen afholdtes som planlagt endnu et solidaritetsmøde,, men da strejken var afblæst samlede det kun et par hundrede mennesker. Dette møde afsluttede støtteindsamlingerne, ligesom det blev det officielle opgør med DKP, der havde været hovedkraften bag den langvarige bagvaskelseskampagne mod strejken,

Mandag morgen, d.31 forelå mæglingsforslaget: 35 øre til grundlønnen + 1 point ( pointene tæller ca. 7,5 øre pr. stk. og uddeles individuelt efter mesterens skøn) pr.5.12, samt et lignende point + 15 øre pr.2.1.78.

Dette mæglingsforslag blev vedtaget og strejken var afsluttet, samtidig konstaterede mødet, at de gennemsnitlig 65 øre vi havde opnået ikke vedrørte vores lønkrav, som derefter samme dag blev genfremsat.

Dog matte dette lønkrav senere annulleres og nyfremsættes, idet vores tillidsmand, umiddelbart før han avancerede til afdelingsformand, nåede at foretage en selvstændig revision af kravet, i modstrid med mødebeslutningen.

Under strejken havde der været megen snak Om splittelse mellem arbejdsmænd og faglærte, men at også denne splittelse var tillidsmændenes opfindelse, blev endegyldigt fastslået, da et ekstraordinært fællesklubmøde d.2.11. vedtog en udtalelse, der siger det modsatte.(Se Ill. nedenfor)

Det er meget betegnende for Fællesklubledelsens holdning til såvel strejken, som til mødebeslutninger der går dem imod, at denne udtalelse kun kom ud på værkstederne i simple fotokopier, hvorimod alskens betydningsløsheder normalt udsendes også til pressen, og alt dette sker på papir med fællesklubbens "hoved". Men altså ikke i dette tilfælde, hvor der dog er tale om en flertalsbeslutning ved en demokratisk afstemning.

Forudsætningerne

Der er en række ting, der må tages i betragtning, når man skal vurdere strejkens styrke og effektivitet. Nogle af disse ting kendte vi på forhånd, og tog med i vore argumenter for og imod strejken, og andre lærte vi først siden at kende, men også disse må tages med i udregningen af facit.

Først og fremmest var værftets ordresituation så god som næppe før, siden krisen ramlede ned i hovedet på a/s Danmark. Da vi besluttede at gå i aktion, lå der to skibe i dok - begge ordrer som værftet måtte tage hensyn til.

Dels var der en færge fra en så stor kunde som Mols-linien, og dels var der en af Dannebrog-rederiets tankere under ombygning. Disse to påbegyndte arbejder plus en fyldt ordrebog var en forudsætning for, at man kunne påregne resultater af strejken, også selvom værftet ville få erstatning fra arbejdsgiverforeningens konfliktfond.

Yderligere er det væsentligt for et værft, der i vid udstrækning holdes oppe på reperationsarbejde, at undgå tab af prestige bl.a. ved strejker. Prestige-tabet betyder et langsigtet tab af ordrer, som konfliktfonden ikke kan erstatte.

Overfor disse svagheder i virksomhedens situation kunne vi så mønstre en udbredt forbitrelse og faktisk kampvilje blandt medlemmernes store flertal i vores klub,

I modsat retning vidste vi på forhånd, at situationen (den politiske situation, augustforliget, 2% grænsen etc.) ville gøre arbejdsgiverne vanskelige, ligesom vi om onsdagen kunne påregne at være udsete som offer for en styrkeprøve mellem arbejdsgivernes organisationer og arbejderklassens kampvilje.

Vi vidste også på forhånd, at der kun var få kammerater i klubben, der havde erfaringer med en større strejke; at en række uheldige vaneforestillinger om fagforeninger og faglig kamp gjorde sig gældende, samt at vi kunne påregne forbitret modstand fra klassesamarbejds-kræfterne, indenfor den etablerede fagbevægelse, fordi vi gav startskud med angrebet på Thomas Nielsen.

Til vores fordel talte det så, at netop det, der skulle påføre os de etablerede faglige- og fagpolitiske kredses modvilje, gav de virkelige fremskridtsvenlige kræfter mulighed for, på et tidligt tidspunkt at vurdere vores kampvilje og den bredere betydning af strejken, hvorefter de hurtigt kunne sætte støttearbejde igang.

Det var en svaghed for strejken, at der sideløbende blev strejket i Sorte Engel Minen på Grønland, og at denne strejke også skulle støttes. At den grønlandske strejke var lovlig, gjorde den samtidig til et mere risikofrit emne for fagforeninger m.m., fordi de her kunne få lov at lege progressive, uden at få skældud af arbejdsgiverne og LO.

Til dette kommer yderligere, at strejken løb af stablen medens et gidseldrama optog pressens Opmærksomhed, således at vejen til den nødvendige pressedækning var lang og trang. Det er altså indlysende, at mange faktorer talte imod et heldigt indsamlingsresultat, ligesom dette også blev svækket af, at stærke kræfter, ikke mindst i DKP-kredse, var imod en sejrrig aktion,

Til de umiddelbart negative faktorer hørte også, at vi havde valgt SAKs adresse som kontaktadresse, fordi dette blev benyttet som påskud for en række angreb på strejken og de strejkende, og fordi disse angreb i nogen grad vandt genklang hos dårligt informerede kammerater.

Til fordel for strejken talte til gengæld den bistand SAK ydede, idet denne organisation ikke alene havde det kontaktnet, det ville tage os selv adskillige uger at opbygge, men at SAKs medlemmer desuden engagerede sig loyalt i det praktiske arbejde med såvel indsamling som almindelig oplysning, og denne indsats mangedoblede slagkraften af vort eget arbejde.

Det var en svaghed ved strejken, at der blev valgt en fagforeningsunderordnet strejkeledelse, hvori der var flertal for at afblæse strejken, men dette blev der rådet bod på, da disse strejkemodstandere måtte kapitulere overfor kampviljen hvorefter de desserterede fra udvalgsarbejdet. Og efter at disse uheldige kræfter var forsvundet, kunne udvalget opsuppleres med gode kammerater og derved komme til at fungere langt mere demokratisk og effektivt.

Det svækkede strejken, da repræsentanter for fagforenings-konservatismen og ikke mindst fra DKP-kredse påbegyndte den systematiske bagvaskelse af de strejkende, men overfor dette styrkedes vi atter, da vi erkendte, at man ikke kunne føre den økonomiske kamp igennem, uden samtidig at tage den politiske kamp op, dvs. gå til modangreb og tvinge bagvaskerne ud i åbent lys.

Værftets egne forsøg på at bryde strejken ved hjælp af rygter, presseløgne o.l. fik aldrig nogen virkelig betydning for strejkens styrket ligeså lidt som forsøgene på at fa udført skruebrækkerarbejde gjorde det. Når dette er tilfældet skyldes det, at vi hele tiden formåede at holde os et hestehoved foran, og handlede derefter, så deres fiduser blev vendt mod dem selv,

De fordelaktige faktorer gjorde det muligt for os at strejke i 13 arbejdsdage, altså næsten 3 uger, og dermed tvang vi ikke alene værftet, men også dets organisation til forhandlingsbordet, også opnåede et resultat, der, omend lille, dog fik betydning for samtlige værftets 600 arbejdere helt bortset fra dens moralske betydning for andre.

De uheldige faktorer bevirkede, at strejken ikke blev vundet i det omfang, det var muligt; at den blev afsluttet før den totale sejr var i hus. Politisk blev strejken vundet, men økonomisk var der kun tale om en delsejr.

Strejken havde også den værdi, at den i vid udstrækning gjorde det klart for det ganske land, hvorledes DKPs topfolk (med enkelte undtagelser.) forholder sig til arbejdskampe, der er selvstændigt organiseret, uden fagkonservativ kontrol. Og dette må siges at være af væsentlig betydning for fremtidige arbejdskampe.

Endelig: Det lykkedes os endnu engang at bevise, at arbejderklassen kun ved at stole på egne kræfter, forbigå samarbejdspamperne, bekæmpe de politiske og fagpolitiske skruebrækkere og vende sig direkte mod arbejdsgivernes front, kan opnå resultater i klassekampen.

Organiseringen.

Aktionsudvalget blev, som tidligere nævnt, oprindelig dannet efter "bedste" klassesamarbejdspolitiske mønster, bestående af bestyrelsen og yderligere fem mand. Disse, ialt ti, blev af fællesmødet konstitueret i tre grupper: Indsamling.. presse og sociale forhold.

Udvalget fik mandat af fællesmødet til selvsupplering i fornødent omfang, hvilket skulle vise sig at blive strengt nødvendigt. Vi var i den groteske situation, at aktionsudvalgets flertal var strejkemodstandere, og disse sikrede, at de første udvalgsmøder blev benyttet til meningsløse og illoyale diskussioner om, hvorvidt fællesmødets strejkebeslutning var rigtig eller forkert

Naturligvis var dette en uholdbar situation, hvorfor man efter møderne måtte samle sig om at få grupperne til at fungere.

I indsamlingsgruppen sad der en DKPist, hvilket vil sige en strejkemodstander. Det samme var gældende i presse-gruppen, og endelig var der i social-gruppen en borgerlig strejkemodstander, der selvfølgelig fulgte DKPisternes nederlagslinie.

Det ville være en naturlig ting, om vi nu havde smidt disse repræsentanter fanden i vold ud af udvalget, ligesom andre strejkemodstandere i dette nødvendige redskab, men det blev overflødigt,

Først forsvandt to medlemmer fra udvalget, med den begrundelse at de var afdelingsbestyrelsesmedlemmer, og følgelig ikke kunne være medansvarlige for en ulovlig strejkes organisering.

Dernæst fulgte DKPisten i presseudvalget. Der var her tale om almindelig faneflugt, delvis begrundet med sygdom i familien - den egentlige årsag var imidlertid den, at vi havde et tillidsmandsvalg i vente, og at denne stræbsomme unge mand gjorde sig forhåbninger i den retning; han var klar over, at det ville blive højst nødvendigt for ham med den afgående tillidsmands anbefaling, hvorfor han ikke kunne tillade sig andet end at følge denne i hælene. Dette var ikke svært for ham, da han i forvejen repræsenterede klassesamarbejdslinien, og iøvrigt altid har kravlet i hælene på de, der kunne gavne hans ambitioner.

Strejkemodstanderen i indsamlingsgruppen desserterede uden nogensinde at have fungeret, dels fordi han fulgte partilinien, dels fordi han nok havde lidt svært ved at trække vejret frit blandt kammeraterne.

Endelig forsvandt strejkemodstanderen fra socialgruppen, fordi han fandt det for dyrt at deltage i gruppens møder, når han ikke samtidig kunne hæve sit sædvanlige sjakbajs-tillæg.

Og således var udvalget renset for de kræfter, der modarbejdede strejken.

Af strejkemodstanderne forblev kun en enkelt i udvalget, nemlig den daværende klubkasserer, men et var ikke til andet end gavn, for han arbejdede rent administrativt med de indsamlede midler.

Pressegruppen var selvfølgelig en væsentlig funktion, fordi dens propagandavirksomhed rettet mod offentligheden, både er en del af den psykologiske krigsførelse og en del af fundamentet for indsamlingsarbejdet. Pressegruppens repræsentanter havde hver især mandat til at udtale sig indenfor rammerne af fællesmødernes beslutninger. Da DKPisten forlod gruppen, blev hans funktion begrænset til en vis kontakt til Land og Folk, men selv Land og Folk måtte henvende sig til udvalget, for at være ordentligt informeret. Dermed var al pressekontakt på de strejkendes vegne i udvalgets hænder, og alle forbindelser gik gennem udvalgets kontor, hvormed alt var som det burde være: Flertallet som den bestemmende part,

Efter disse ændringer havde vi i virkeligheden to aktionsudvalg: Et facade-udvalg der bestod af den udviddede bestyrelset der mødtes hver morgen for at diskutere, hvorvidt fællesmødebeslutningerne var rigtige eller forkerte, Dette udvalg var uden betydning, for fællesmøderne var den besluttende instans.

Det egentlige aktionsudvalg, der trods omskiftelserne var demokratisk valgt og organiseret, var derimod absolut loyalt overfor fællesmødebeslutningerne, ligesom udvalget gennem daglige rapporter var ansvarligt overfor fællesmøderne og dagligt blev efterprøvet af fællesmøderne.

Selve ledelsesfunktionen var særdeles demokratisk, idet alle de aktive kammerater deltog i udvalgsarbejdet. Grunden til, at det kunne fungere uden en stram ledelse, er et direkte resultat af den daglige arbejdsform på værftet: Sjakkene kører sædvanligvis uden en egentlig arbejdsledelse. Den enkelte arbejdsmands naturlige autoritet og faglige dygtighed benyttes som en slags uskreven ledelsesprincip og udmøntes i vanemæssig arbejdsdeling. De øvrige i sjakkene tillemper sig denne naturlige autoritet, så længe den ikke viser sig inkompetent eller kommanderende.

På samme måde fungerede den demokratiske arbejdsdeling indenfor udvalget.

Hver især påtog sig opgaver, de mente sig kvalificerede til, med enkelte, der tog initiativet i hver af grupperne og rapporterede til fællesmøderne, Om disse grupperede de øvrige sig så, efter hvor de bedst kunne gøre fyldest, eller hvor der iøjeblikket var hårdest brug for deres indsats.

Denne organisationsform bevirkede en glidende bevægelse mellem de enkelte, iøvrigt afgrænsede, grupper, og det gav mange aktivister et bredere erfaringsområde.

Vi hverken vil eller kan med nogen rimelighed pastå, at dette er den bedste organisationsform, men under vore betingelser virkede den særdeles tilfredsstillende og var temmelig effektiv - bredt anvendelig er den dog næppe.

Åbenheden i organisationsformen, hvor alle havde adgang til alle instanser og kendskab til alle beslutninger, bevirkede at der Sao at sige ikke var muligheder for at skabe indre splid i udvalget - og den frivillige disciplin sikrede, at den organisatoriske åbenhed ikke fik arbejdet til at løbe ud i snak og forvirring*

Politik uden partier

Fra strejkens første dag søgte vi at lægge en klar målsætning og politik for dagen. Nævnt er førstedags-vedtagelsen der præciserer strejkens umiddelbare målsætning: At tvinge arbejdsgiverne til forhandlingsbordet. Desuden giver den et billede af de politiske og økonomiske forudsætninger for strejken, understreger omfanget og karakteren af vore modstandere. Maske ikke så præcist, som det kunne være gjort, men dog nok til at det kunne tjene til orientering fremover.

Denne udtalelse klarlagde klubbens holdning og strejkens kurs, ligesom den gav arbejderklassen og andre samfundslag, på hvis solidaritet vi matte bygge, mulighed for at vurdere betydning og varighed.

Den 17,10 vedtog vi endnu en pressemeddelelse, hvori vi opridsede virkningen og omfanget af solidariteten, strejkens virkninger på værftet,, vores forhold til lavere lønnede kammeraters situation, samt de virksomhedsøkonomiske betingelser for strejkens gennemførelse.

Disse, to udtalelser tjente samtidig det formål at danne rammer, indenfor hvilke pressegruppen kunne formulere sig i løbesedler, artikler, interviews etc.. således at en demokratisk procedure kunne opretholdes, uden at mindske effektiviteten og uden muligheder for indbyrdes mistænkeliggørelse.

Vore faglærte kammerater oplyste vi om udviklingen i tre særmeddelelser, hvorved vi søgte at Ode bod på tillidsmændenes manglende vilje til at formidle sandheden om strejken til deres medlemmer. I disse meddelelser redegjorde vi for situationen, ligesom vi imødegik de rygter, der var sat i omløb - rygter der bl.a. påstod, at vi ikke blev bakket op af vore faglærte kammerater; at indsamlingsarbejdet ikke fungerede; at vi havde overskud, så fortsat indsamling var unødvendig; at vi var styret udefra osv osv. Vi understregede betydningen af den støtte vi, fik, og takkede naturligvis også for denne. Vi afviste forskellige tillidsmandsfremsatte beskyldninger, og klarlagde aktionsudvalgets karakter og formål.

Dertil kom, at vi til stadighed udsendte reviderede løbesedler, pressemeddelelser osv.

Som nævnt var GAS-strejken på Grønland samtidig med vores, og de to støtteresolutioner vi afsendte, fra udvalget og fra det første solidaritetsmøde, var bade et udtryk for vores sympati med de grønlandske kammerater og en understregning af, at vores aktion var et stykke bevidst klassekamp.

Pressegruppen førte til stadighed en offensiv politik, således at forstå, at alle beskyldninger der blev rettet mod os, ikke alene blev dementeret, men straks blev besvaret med modangreb, og det uanset fra hvilket hold angrebene var kommet.

I strejkens sidste dage kom truslen om arbejdets frit-stilling, og vi svarede straks med løfte om fysisk blokade, og udsendte samtidig opfordringen til sympatistrejker.

Fra to sider blev vi angrebet. Fra klassesamarbejdskræfterne i fagforening og partier med DKP som et flot nummer et, blev vi udsat for en gemen løgnekampagne, der gik på, at strejken var styret "udefra", at vi var ekstremister, selvmordspiloter osv. osv. På dette område var der overensstemmelse mellem de fag-konservatives hviskekampagne og "Børsens" spalter.

Vi besvarede disse løgne i pressen og på møder, ligesom vi ringede og skrev til fagforeninger og andre, der kunne tænkes at ville støtte, å kunne tænkes at være bleven ført bag men som også lyset af løgnene. Også arbejdspladser, uddannelsessteder o.l. besøgte vi, i den udstrækning vi fandt det muligt, men dog i mindre grad, end vi burde have gjort.

Umiddelbart kan det maske synes tåbeligt, at man bruger kræfter på at gendrive løgne og bagvaskelser, men faktisk var disse til en del skade og ved at gå i offensiven, tvang vi disse skadedyr frem i åbent lys, hvor de var til at hamle op med,

Den anden angrebsside var selvfølgelig arbejdsgiverne selv. Der blev som nævnt gjort forsøg på at få udført strejkeramt arbejde, hvilket vi fik bremset med blokader og lignende aktioner. Her var vi i den heldig? situation, at havnens forskellige arbejdere så med stor sympati på vores strejke, hvorfor de forsynede os med de oplysninger der var nødvendige, hvis noget var under optræk. Dette betød, at vi kunne undvære en permanent strejkevagt og klare os med en udrykningspatrulje, ligesom vi kunne trække på havnens folk, havnearbejdere og sømænd m.fl. i en række situationer.

Som et led i kampen benyttede vi alle de kanaler, der stod til vores rådighed, og f.eks. i forbindelse med en sag, hvor noget maskingods skulle bringes ombord i en Mærsk-båd: Først blev der gjort forsøg med havnens flydekran - vi fik det stoppet med blokade. Dernæst blev det forsøgt ved hjælp af skibets eget grej og dæksmandskab vi stoppede det med velvillig hjælp fra sømandsforbundet. Sao prøvede de med skibets officerer ved lastegrejet - havnearbejdere smed derefter trosserne og skubbede båden fra kaj. Båden forhalede nu til værftet, men der var ingen der kunne eller ville tage mod trosserne. Endelig kom båden til kaj i benzin-havnen og fik her godset ombord. Båden skulle - ifølge værftsledelsen - have vi ret i dok. En ordre til ca. 1/2 million k-r. Det viste sig imidlertid, at hverken mandskab eller officerer kendte noget til dette, hvorfor vi måtte antage det var en skrøne, beregnet på arbejdsgiverforeningens konfliktfond. Værftet græd over den tabte ordre, der nu skulle gå til Rotterdam på grund af disse infame arbejdsmænd,

Vi havde på det tidspunkt modtaget - gennem en af vore internationale kontakter - en støtteerklæring fra et hollandsk havnearbejderforbund, hvorefter vi selvsagt lavede en løbeseddel, beregnet oversat og uddelt i Rotterdam, med det formal at få arbejdet stoppet dér.... men, som vi havde anet kunne de hollandske kammerater meddele, at båden ikke lå i Rotterdam og ikke havde været der.

Helt bortset fra at vi fik bekræftet virksomhedens uvederheftighed i deres psykologiske krigsførelsesforsøg, så er det altid rart, selv i lille målestok, at erfare at den proletariske internationalisme lever i bedste velgående.

Pressen

Sammen med benarbejdet er pressevirksomheden den vigtigste forudsætning for en strejkes sejr eller nederlag - dermed ment vigtigst blandt de ting, de strejkende selv har indflydelse på,

Gennem pressevirksomheden skal der ikke alene skabes den sympati, der igen er drivkraften i indsamlingsarbejdet, men gennem pressevirksomheden føres også en væsentlig del af modoffensiven når de strejkende angribes af borgerskabet og dets lakajer i partier og fagforeninger.

Det er beklageligt,, at vi under en strejke er nødsaget til at anvende den borgerlige presse, men sådan er det.

Det værste ved borgerpressen erg at den er gennemført vilkårlig i sin strejkedækning. I forholdet til den borgerlige presse afhænger alt af redaktørers velvilje og journalisters presse-etik.

Af disse indlysende grunde var vi enige om ikke at forbigå de små, periodiske venstrefløjsblade, idet disse trods alt kommer ud til en del af de mennesker, der er, eller skulle være, indstillede på et praktisk solidaritetsarbejde.

Fejlen ved disse venstrefløjsblade er, at de som regel er tåbelige, floskelfyldte og uden forståelse for virkelighedens problemer. Folk ved dette, og derfor gider de ikke læse disse blade.

Vi var på forhånd klar over disse ting, og at vi stort set ligeså godt kunne have forbigået disse blade, var en erfaring vi gjorde var en erfaring vi gjorde hen ad vejen

Men vi var altså i aktionsudvalget enige om, at være åbne overfor alle medier,

Første store problem var sensationsjournalistikken, idet den nævnte gidselaffære var en sag, som vores strejke ingenlunde kunne hamle op med, og der gik en hel del tid før vi fik adgang til pressen, når man ser bort fra enkelte blade.

Den erklærede borgerlige presse optrådte lige som vi havde forudset: "Vi vil gerne høre begge parter, men helst arbejdsgiverne". Dertil kommer at borgerskabet har forbandet svært ved at forstå forskellen på en overenskomstbunden tillidsmand og ledelsen af en overenskomsstridig strejke, med det resultat, at de syntes vi var dækket ind, når tillidsmanden var bleven spurgt.

EKSTRABLADET, der tør hvor andre tier, var indbudt til begge vore pressekonferencer, og de satte ny rekord ved kun at omtale strejken een eneste gang, og det i form af en halv snes smålinier næsten uden overskrift, gemt bort i hjørnet af et anseligt stykke, der gav den betydningsfulde meddelelse om en indbrudstyv, der havde fået en hammer i skallen.

Af den øvrige erklærede borgerlige presset har den lokale ÅRHUS STIFTTIDENDE særlig betydning. I den første tid kunne vi, trods gentagne henvendelser, ikke fa' nogen dækning af strejken set fra vores synsvinkel, men da vi fik kontakt med den rigtige journalist, blev der dækket så hæderlig, som man kan forlange af en sådan avis.

AKTUELT skrev om strejken to gange. Begge gange form af revolverjournalistiske interviews uden oplysningsværdi.

Aktuelt kørte ikke den gammelkendte socialdemokratiske anti-strejke-linie, men almindelig skandaleblads-forvrængninger, Altså også spørgsmålet om enkeltjournalistens holdning.

MINAVISENs første referater var noget sprøjt, men senere fik vi kontakt med en journalist, der kunne skrive, og herefter dække bladet udmærket. Atter en understregning af, at der mangler en bladlinie, og at denne erstattes af individuelle vurderinger.

LAND OG FOLK havde til gengæld en holdning. Under hele strejken dækkede bladet løbende og ganske hæderligt. Ikke engageret, ikke ovenud begejstret, men jævnt refererende. Denne holdning var partipressens ansigt, som i praksis skulle vise sig at være alibi for den skruebrækker-praksis, som partisoldaterne lagde for dagen på arbejdspladserne, i fagforeningerne og på uddannelsesstederne.

INFORMATIONs holdning svarede nogenlunde til MINAVISENs: Udmærket dækning gennem den rigtige mand - når han ikke var til at fa fat i, kom der intet i bladet, eller højst et par tvivlsomme kommentarer med udgangspunkt fra Ritzau-meddelelserne.

RITZAU selv svarer jo smukt til sit publikum,, der er pressen. I den første tid matte vi ringe hver dag, og det var dårligt, de gad modtage vore meddelelser. I strejkens sidste uge, hvor modsætningerne tog form af trusler om arbejdets fritstilling og modtrusler om fysisk blokade, kom der endelig skub i bureauet, der nu selv var i stand til at ringe op, indtil flere gange om dagen.

REGIONALRADIOEN refererede nogle fa' gange, og der gik lang tid, inden vi fik dem til at lave et interview med en repræsentant for aktionsudvalget. (Dette interview blev også bragt i pressen.) Indtil da var regionalradioen en hård nød at få knækket. I begyndelsen var det kun virksomhedsrepræsentanter og strejkemodstandere indenfor fagbevægelsen (afdelingsformand og tillidsmand). der blev hørt. Aktionsudvalget ringede radioen sønder og sammen, men ramlede hele tiden ind i det gamle argument, at vi var tilgodesete i udsendelserne, når tillidsmanden var blevet interviewet. De kunne eller ville ikke forstå, at tillidsmanden, "der dog er arbejdernes valgte repræsentant", ikke blev betragtet som repræsentativ for de strejkende værftsarbejdere. Først da udviklingen klart havde vist, at strejken lå fuldstændig udenfor den etablerede fagbevægelses kontrolområder, og at tillidsmanden følgelig var frataget enhver indflydelse, først da fandt de ud af, at de matte henvende sig til aktionsudvalget, hvis de ville vide, hvordan den faktiske muligheder for strejkens fortsættelse eller afslutning var.

Det velmenende borgerskab er en tung dansepartner under en konflikt, hvor alt går og skal gå forbandet hurtigt.

DE PERIODISKE VENSTREFLØJSBLADE skal der ikke spildes megen plads på, For så godt som alle bladenes vedkommende gælder det, at hvad de bragte var besynderlige fortolkninger af strejken, vurderinger som var foretaget uden kontakt til aktionsudvalget. I smuk enighed med fagkonservatismens pampere kørte de på enkelt-personer og lignende vrøvl.

I sandhedens interesse skal det siges, at ARBEJDERAVISEN, såvidt vides, var det eneste af venstrefløjens blade, der bragte aktionsudvalgets synspunkter og iøvrigt forholdt sig klassekampspolitisk til strejken.

Uden for venstrefløjens presse må man vel placere det lille blad HAVNEARBEJDEREN. Dette blad optrådte som man må forvente et arbejderblad optræder: Det er jer der strejker og har fod på tingene, hvad skal vi skrive for jer? En holdning der er selvfølgelig for den solidariske arbejderklasse.

Dette var i grove træk pressens holdning UNDER strejken, og det understreger lærerigt behovet for et dagblad, der repræsenterer arbejderklassen og hvori klassekampens problemer kan fremlægges bredt for folk, uden borgerskabets og pamperiets forplumringer.

Nej, vi har ikke forladt den synkende skude! Vi er blevet agterudsejlet af arbejdsmændene på dokken.

Partiernes politik

Fra første strejkedag var der enighed om, at hver enkelt skulle lade sine politiske standpunkter hvile, og erstatte dem med fællesmødernes beslutninger. Dette var af tvingende nødvendighed for at bevare enheden i en klub, hvor ganske vist kun få er partiorganiserede (Socialdemokratiet og DKP), men hvor de fleste har faste standpunkter eller organisationssympatier.

Denne beslutning blev i vid udstrækning overholdt, selvom DKPisterne havde et par partipolitiske kager, de skulle have melet, hvorefter de ofrede deres andel i kammeratskabet og strejkens sejr på partibogens alter.

Fra SOCIALDEMOKRATIET mærkede vi ingen direkte parti-indblanding. At et par af de første sikkerhedsventiler der trådte i funktion, var socialdemokrater, er i denne forbindelse af underordnet betydning, idet de reagerede mod strejken som henholdsvis tillidsmand og afdelingsformand. De øvrige socialdemokrater i klubben viste sig som loyale kammerater, hvad enten de var for eller imod aktion,

DKP fortjener et særligt kapitel - et skændslens kapitel. I klubben startede DKPisterne som strejketilhængere, men så snart det viste sig, at de ikke kunne bremse det ved en lille, tom demonstration, dvs. omkring tredie strejkedag, så bekendte de deres blakkede kulør, Den udfarende repræsentant for dette parti var ikke interesseret i at vinde en strejke, men derimod ønskede han, i sit partis taburet-hungrende navn at overtage tillidsmandsposten og derfor fulgte han logrende i hælene på den socialdemokratiske tillidsmand. Og af hensyn til sine ambitioner blev han centrum for alle reaktionære rumlerier i klubben, ligesom han givetvis har fungeret som udløser for en del af Partikredsenes galde.

Den DKPistiske holdning var i sandhed ynkelig. Efter afstemningerne brølede de: "SÅ STÅR VI FAST" hvor de få minutter før havde klynket om strejkens afslutning af "taktiske grunde" - men selv denne taktik-sminke forsvandt efterhånden.

Igen og igen søgte DKPisterne at fremstille klubbens flertal som en flok idioter, der var bleven hjernevaskede til at stemme for strejke, og med samme hyppighed prøvede de at give det udseende af, at strejken var en eller to mands private værk, selvom de selv deltog i de diskussioner, hvor alle beslutninger af betydning blev truffet,

I skøn forening med de tidligere omtalte socialdemokratiske fagpampere, prøvede de at skabe splittelse i klubben, med udvalgets kontaktadresse som eneste "argument". Her førte de sig frem med den efterhånden klassiske beskyldning om, at strejken blev ledet af andre en arbejdsmændene og hvad ellers de kunne finde på.

Formalet med denne politik var ganske øjensynligt at mistænkeliggøre strejkeledelsen og de arbejdere udenfor værftet, der deltog i det omfattende arbejde med indsamlinger o.l. - denne mistænkeliggørelse blev ikke begrænset til klubmøderne, men bredte sig gennem partiets faglige folk, især i Århus-omradet, men også ud over det øvrige land. Enkelte steder var der DKP-tillidsfolk der var modtagelige for fornuft, og fra hvem vi modtog støtte, efter at have afvist rygterne, men som helhed saboterede DKPisterne indsamlings- og solidaritetsarbejdet hvor de kunne komme til det.

Strejken løb i en periode med mange efterårsgeneralforsamlinger, og på snart sagt enhver af disse kørte de DKPistiske skruebrækkere frem med deres samarbejdslogrende løgne og bagvaskelser, hvor vi blev kaldt ekstremister> "kinesere,' og hvad fanden der nu findes af den slags, i indskrænkede parti- og fagpamperes stærkt begrænsede fantasi. Hvor mange af dem, der selv troede på deres uhyrligheder. kan ikke siges, men virkningen var ganske åbenlys i overensstemmelse med den værnemager-filosofi partiet repræsenterer: Indsamlingsarbejdet blev vanskeliggjort, dels ved at der blandt dårligt informerede arbejdere, blev skabt modvilje mod strejken, dels ved at tvinge udvalget til, at bruge en hel del kræfter på at mane løgnene i jorden.

Men DKPisternes bagstræberiske virksomhed begrænsede sig ikke til de faglige folk. Der var tale om en linie i partiets politik, hvad enten den så var Centralkomite-besluttet eller ikke. Ved uddannelsesinstitutionerne, hvor vi ellers fik en udmærket støtte fra, gik DKP-ynglet imod. Fra resolutions-fabrikanternes generalstab, "Formandsinitiativet", hørte vi ikke et ord.

Det initiativ afdelingsformand Frederik Olsen havde taget: At opfordre faglige repræsentanter, når de ringede og spurgte om strejken, til ikke at støtte, dette initiativ blev fulgt op af tillidsmænd på værftet, med, fællestillidsmand, DKPcentralkomite-medlem Bent Gammelård i spidsen, idet man henstillede til bl.a. Snedker & Tømrerforbundet om at returnere indsamlingslisterne til kontaktadressen.

Overalt hvor DKPisterne viste sig, desserterede de (i bedste fald), og allerede omtalt er grupperepræsentanterne i aktionsudvalget, men også Bent Gammelgård meldte afbud fra vores første solidaritetsmøde, hvor han var indbudt som taler, og det skete vel at mærke et kvarter før mødet blev 0 åbnet. Det skal dog siges, at der ikke var nogen der savnede ham.

I de faglige klubber på værftet modarbejdede DKPisterne solidaritetsarbejdet eller støttede a kun nødtvungent, og på et tidspunkt, hvor arbejdet var genoptaget, men strejken endnu ikke afsluttet, foreslog samme Bent Gammelgård, ganske i overensstemmelse med sin almindelige arbejdsgivervenlige praksis, på et skibsbyggermøde, at man vedtog en resolution, der afgørende manede strejken i jorden. Heldigvis fejede kammeraterne resolutionsforslaget ned i den møgbunke, hvor det hørte hjemme.

For fuldstændighedens skyld skal det nævnes, at Kai Buch, SID-forretningsfører og professionel strejkeslagter, der var en afgørende faktor, da arbejdet blev genoptaget 14 dage for tidligt, også er medlem af DKPs centralkomite.

Alt taget i betragtning: Hvad står DKP for? DKP, der i vide venstrefløjskredse lefles for som "venstrefløjens kerne", Vores erfaringer er: Vores strejke var en trussel mod partiets klassesamarbejds-linie; mod partiets taburet-hunger; mod dets faglige formynder-politik, derfor skulle vi kanøfles.

DKP optrådte gennemført reaktionært, og når der gik tre uger, før det lykkedes at knække strejken, og når dette tilmed kun lykkedes delvist, så siger det noget om, hvor stærk strejken i virkeligheden var.

SF behandlede os pænt, for så vidt som vi fik støtte fra da SF-fagforeningsfolk vi henvendte os til, og for så vidt, som de nogle steder gik aktivt imod DKPs boykot af indsamlingerne. Senere,, har vi imidlertid været udsat for nogle sjofelheder fra SF-repræsentanters side, muligvis fordi disse har forsøgt at leve op til et skulderklap eller to fra DKPisternes side.

Fra VS' hovedbestyrelse modtog vi støtteresolution og et kontantbeløb, men derudover fandt vi heller ikke hos dem megen støtte for strejken.

Venstrefløjsorganisationerne tegner et næsten ligeså håbløst billede, når man undtager Kommunistisk Arbejderparti, der deltog aktivt i støttearbejdet til vores fordel, De øvrige grupperinger mistede interessen, når de opdagede, at vi var i modsætning til DKP.

Endelig er der Socialistisk Arbejderklub, SAK. Ingen i vores klub var medlemmer af SAK, men her fandt vi alt hvad vi kan forvente fra en arbejderorganisation: Ubetinget loyalt kastede SAK alle kræfter og kontakter ind i arbejdet for strejken, ligesom de har gjort det ved mange andre strejker før og siden, og uanset den bagvaskelse som også SAK blev udsat for under vores strejke , så bider den ikke på dokkens arbejdsmænd: Gennem praksis har vi erfaret, at SAK ikke driver handel med taburetter og pamper-ben eller med kæmpende arbejderes interesser. SAK yder ubetinget hjælp når der kæmpes.

Strejkende værftsarbejdere på deres kontaktadresse: Spanien 9B, kælderen.

Aktiviteten

Det er noget lettere at se tilbage og vurdere mangler ved strejken og strejkens aktiviteter, end det er, under strejken, at overskue de mange detail-spørgsmål.

Først og fremmest gælder det, at man må tænke utraditionelt, når det drejer sig om at samle penge ind og oplyse om strejken.

Vi klarede os ganske pænt, idet vi maste på alle steder, hvor muligheder forelå: Generalforsamlinger, fester og møder hvor man måtte formode, der ville komme mennesker, der sympatiserede med strejken. En ganske fortræffelig erfaring gjorde vi, da vi kontaktede teatergruppen "Solvognen", der optrådte i Århus under strejken, og hvor vi fik lov at låne mikrofonen for en meddelelse før hver forestilling, og hvor vi så samlede ind efter forestillingen.

Også på gaderne og ved kontrolstederne samt andre steder hvor det var muligt at opstille en planche og et par folk med indsamlingslister og strejke-mærkater, havde vi udmærkede resultater, ligesom det ville være forkert at overse 1.majfonden, der meget hurtigt støttede os,

Men vi manglede arbejdskraft. Under strejken lykkedes det os at få 35-40 af klubkammeraterne til at deltage i aktivt arbejde (ud af ca.95). Måske var dette tal ikke så dårligt, men de arbejdede jo ikke alle heltids,, og det kunne sikkert have været bedre. Der var også nogle af vore faglærte kammerater, der på den ene eller den anden måde gav et nap med, ligesom SAKs praktiske hjælp var vigtig, når det gjaldt om at samle penge sammen, Men stadig kunne vi have brugt flere aktivister.

Det var en mangel, at vi kun i ringe grad fik de strejkendes koner trukket ind i arbejdet - det er uhyre vigtigt, at få kvinderne aktiveret i en sådan situation, ikke alene for at øge antallet af aktivister mærkbart, men også for at de selv kan erfare strejken, og således ikke blive en familie-individualistisk bremse på mandens aktivitets-iver. (Dette gælder selvfølgelig også omvendt, hvis det havde været en kvinde-arbejdsplads.)

Der har givetvis været andre mangler ved vor strejke, men de hører i hovedsagen til på det område, hvor man er pisket til at gøre sine erfaringer om og om igen under enhver aktion.

Slutopgøret

Da strejken var afsluttet begyndte en ny og meget vigtig kamp - kampen for at understrege strejkens afsløringer, for at understrege værdien af at støtte sig på egne kræfter, for at fastholde den direkte sammenhæng mellem kamp og resultat, for at forhindre isolering og politisk nedkæmpelse (og fyring) af strejkens aktivister - kort sagt: kampen for at bevare erfaringerne. En kendsgerning er det nemlig, at klassesamarbejdskræfterne ikke blot bekæmper strejken selv, men at de og så bagefter prøver at stjæle vore kamperfaringer og tilintetgøre det, de ikke kan stjæle.

Denne kamp om erfaringerne foregår naturligvis under hele strejken, men den fortsætter også efter arbejdets genoptagelse i endnu en meget lang tid. Denne kamp foregår på generalforsamlingerne og på arbejdspladsen, den foregår på tryk og i tale, og også denne pjece skal ses som et led i denne kamp.

Klassesamarbejdstillidsmændene har efter strejken systematisk hævdet sammen med DKPisterne at de strejkende ikke ville forhandle, og at der lå faktiske forhandlingsmuligheder. Eftersom strejkens erklærede formal var det ene: AT FÅ FORHANDLINGER, er disse påstande et forsøg på at gøre strejken meningsløs, ved at berøve den sit formål. Det er et forsøg på at give folk det indtryk, at strejken var meningsløs - at strejker ER meningsløse og overflødige.

Naturligvis er disse forhandlingsmuligheder udelukkende fantasier, der er opstået i, om ikke hjernen, så dog hovedet, på fredsprofeterne EFTER strejkens afslutning, og disse fantasier må ikke få lov til at fremtræde som virkelighed.

Forhandlingerne gav et vist resultat, idet det altid er noget at fa' 50 øre + lidt mere på det individuelle plan ud af en hermetisk lukket kasse. Dette resultat forsøger repræsentanterne for røvslikkerfilosofien nu at fremstille som et FORHANDLINGSRESULTAT.

Det er vigtigt igen og igen at fastslå, at de forhandlinger, som mæglingsmødet var et udtryk for, ikke er en bønne værd i sig selv, og ikke havde givet fem flade øre, hvis strejken ikke på forhånd havde frembragt en gunstig forhandlingsposition, der blev yderligere forbedret af den kendsgerning, at arbejdet under forhandlingerne kun blev genoptaget med 2 stemmers flertal - et resultat der spåede strejkens fortsættelse, hvis der ikke kom penge på bordet.

De faglærte klubbers mæglingsmøder gav samme grundlønstillæg som det vi havde tilkæmpet os, og det skete fordi vi har et lønsystem der automatisk smitter af på andre klubber,, dertil kom, at disse klubber fik flere individuelle lønandele end vi andre (Iflg. vores lønsystem, der også indeholder en form for karakterbog, hvis point gøres op i kontanter.).

Når de faglærte klubber fik flere points (Til at begynde med - siden har vi fået udlignet.). uden at have været i strejke, så skyldes det selvfølgelig, at virksomhedsrepræsentanterne er ivrige efter at understrege den opfattelse, der kendetegner klassesamarbejdsfolkene: Det kan ikke betale sig at strejke - forhandlinger uden strejke giver mere!

Når vi alligevel i dag, så lang tid efter strejken, har fået de samme point som de faglærte, sa hænger det sammen med en vis nervøsitet hos virksomheden - nervøsitet for, at vi skal gentage demonstrationen af vores kampstyrke,

Under strejken blev der afholdt afdelingsgeneralforsamling i afdelingen, hvor den gamle formand gik af, og hvor den ene af de to nye kandidater var vores tillidsmand. Vores tillidsmand var oprindelig sikker vinder med de bedste odds overhovedet, men han vandt dog kun valget med 8 stemmers flertal, fordi de strejkende anbefalede han ikke blev valgt, på grund af hans adfærd under strejken.

Dette valg var ingen sejr for samarbejdslinien for den repræsenterede den anden kandidat også - derimod var det en sejr for kamplinien, han KUN vandt med 8 stemmer.

Umiddelbart efter strejken blev der omsider afholdt fællesmøde på værftet, På mødet var der en atmosfære, der bestod af en vis pessimisme, fordi strejken var afblæst for tidligt, en vis forvirring, fordi der var spredt rygter om, at de faglærte ikke støttede strejken,

Der blev forelagt en støtteresolution, d" blev vedtaget ved kampafstemning. En uhyre vigtig vedtagelse, fordi den understregede og konkretiserede en af de væsentligeste erfaringer fra strejken= Enhed mellem faglærte og ufaglærte på TRODS af tillidsmændene og deres manglende vilje og evne til at vurdere arbejderklassens holdning.

Arbejdsmændenes klub afholdt generalforsamling lige efter strejken og derefter tillidsmandsvalg ved urafstemning. Den kandidat der blev valgt (stemmetal 61 - 40) var én af de mest giftige repræsentanter for DKP-klassesamarbejdslinien. Det var et nederlag for strejken, fordi det kan anvendes propagandistisk til at hævde, at kamplinien har spillet fallit. Derfor er det vigtigt at fastslå, at tillidsmanden blev valgt på grund af
1. Der blev som modkandidat opstillet en god kammerat, der imidlertid var temmelig stilfærdig og ubemærket, overfor den velkendte DKPist.
2. Den valgte kandidat, en "kommunist". blev valgt med ret så pinlige stemmer: Halvdelen var de permanente kampmodstandere, altså fastlåste højrefolk. Til dette kom så den afgåede tillidsmands anbefaling, der har værdi, fordi mange af kammeraterne i den nyetablerede "fredssituation" falder tilbage til deres sædvanlige autoritetstro og faglige legalisme.
3. Der blev anvendt en utrolig bunke beskidte fiduser for at nedvurdere modkandidaten.

En tillidsmand, der har brug for de mest reaktionære stemmer for at blive valgt sidder solidt i sadlen, så længe der er ABSOLUT ro på en arbejdsplads. Til gengæld vil han, ved første ansats til uro, miste enhver form for autoritet. Valget af DKPisten var derfor et umiddelbart politisk nederlag, men det rummer i sig kimen til det afgørende opgør med klassesamarbejdslinien i klubben.

Men kampen for at få lov at beholde de erfaringer, der er indvundet fortsætter og må fortsætte: På alle møder, overalt hvor man kan fa' en stavelse trykt, overalt hvor man kan komme til orde, må kampliniens tilhængere understrege, hvad vi har vundet, og hvad pamperne har sat til.

Først når strejkens erfaringer er sikret, er strejken afsluttet.

Skrevet og redigeret af et kollektiv. Ansvarlige: Jesper Buhl, Kurt Johansen, Tom Madsen, Peter B. Mogensen, Jack K. Rasmussen, John M. Pedersen og Birger M, Petersen.