Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Ordet stammer fra det franske «opklæbning» og henviser til en kunstnerisk teknik, der blev udviklet i det 20. århundrede. I en collage er billedet sat sammen af dele, som er klippet ud af andre materialer, fortrinsvis papir, pap, tøj o.l. De første forsøg i denne retning blev gjort af franskmanden Georges Braque (1882-1963) og spanieren Pablo Picasso (1881-1973) i 1912, dels for material-kontrastens skyld, dels for at markere en ny virkelighedsforbindelse i deres stærkt abstraherede malerier. Dette indledte en række eksperimenter med usædvanlige kombinationer af materialer, hvor også tredimensionale effekter indgik. Sidstnævnte kaldes ofte «assemblage», efter det franske assembler: Samle sammen.

I udviklingen af denne metode kan man groft tale om to hovedstrømninger. Den ene præges af interessen for det dekorative og stoflige samspil og har sine vigtigste repræsentanter i franskmanden Henri Matisse (1869-1954) og tyskeren Kurt Schwitterz (1887-1948). Den anden lægger hovedvægten på de muligheder, som collagemetoden gav til at formulere et indhold. Her var foregangsmændene Raoul Haussmann (1886-1971) og især John Heartfield. De havde begge forankring i Dadakredsen i Berlin, og tog for en stor del udgangspunkt i fotografier - deraf betegnelsen fotomontager. Dadaismens klart anti-borgerlige indstilling kommer tydeligt frem i de tidligste arbejder. Her blev stykker af fotografier føjet sammen til en billedverden med absurde, opsplittede og usammenhængende træk. Montageprincippet skulle «anskueliggøre uordenen som den borgerlige ordens egentlige natur». Denne måde at behandle (manipulere) virkeligheden på - at vise den i absurditetens troldspejl - har været den dominerende tendens blandt collage- og fotomontagekunstnerne.

John Heartfield nøjedes imidlertid ikke med det registrerende. Efter at han i 1919 gik ind i det tyske kommunistparti, blev hans arbejde langt mere målrettet. Styrken lå i at han formåede at gøre fotomontagen til mere end agitation og kommentar. Med sin sammenstilling af tilsyneladende uafhængige billeder og fakta kunne metoden også afsløre og påvise forbindelser, som ikke umiddelbart var synlige. Ved at konfrontere to eller flere faktorer formåede han at skabe indsigt og ny bevidsthed blandt sine tilskuere. Typisk for denne form er: «Millioner står bag mig», som afslører de nære og afgørende kontakter mellem Hitler og den tyske storindustri. Styrken i denne collagemetode er at delene bevarer deres faktakarakter. Man ser først tingene, derefter den symbolik de eventuelt måtte rumme. Collagens kritiske metode peger også indirekte på de ideologiske forklædninger, som er tilstede i den billedflom, som det kapitalistiske samfund til daglig sprøjter ud. Med saks og lim kan collagekunstneren skære gennem det «harmoniske» og «naturlige» og rekonstruere de egentlige og modsætningsfyldte sammenhænge. Dette har gjort fotomontagen til en udbredt billedform i publikationer fra venstrefløjen og «undergrunden».

H.Fl.