Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Asien  .  Sydøstasien
DatoOpdatering
2013.11.01Opdatering 2013
2015.01.09Årlig opdatering
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 25/11 2015
Læst af: 15.675
Verden  .  Asien  .  Sydøstasien
: :
Irian Jaya
Befolkning2,1 mio.
ValutaIndonesiske rupiah
Areal421.981 Km2
HovedstadJayapura
Befolkningstæthed5 indb./Km2    
 

Irian Jaya er den vestlige del af øen Ny Guinea, verdens næststørste ø, der ligger i Stillehavet nord for Australien. På den østlige del af øen ligger Papua Ny Guinea. Øen er dækket af regnskove, der er verdens næststørste - næst efter Amazonas. Irian Jaya er rigt på naturresourcer som olie, guld, kobber og tømmer. Landet er formelt en del af Indonesien og udgør 21% af dette lands landmasse, men kun 1% af befolkningen. Flertallet af Irian Jayas befolkning mener selv landet er besat af Indonesien.

Folket: Flertallet af befolkningen (62%) udgøres af papuanere; 17% er emigranter der af den indonesiske centralmagt er sendt til landet som et led i Indonesiens kolonisering af Irian Jaya.

Religion: Kristendommen blev bragt af hollandske missionærer til Irian Jaya og er i nogen udstrækning blandet sammen med befolkningens oprindelige naturreligioner. Indvandrerne fra Indonesien er overvejende muslimer.

Sprog: Bahasa indonesia (officielt). Der eksisterer endvidere 253 stammesprog. Irian Jaya pg nabolandet Papua Ny Guinea tegner sig tilsammen for 15% af alle verdens sprog.

Politiske partier: Organisasi Papua Merdeka (OPM, Bevægelsen Frit Papua). Landets væbnede selvstændighedsbevægelse.

Officielt navn: Irian Jaya.

Hovedstad: Jayapura, 200.000 indb. (2002)

Regering: Irian Jaya har været militært besat af Indonesien siden 1969. Joko Widodo, har som Indonesiens præsident formelt også magten over Irian Jaya. Der eksisterer et parallelt magtorgan: Papuas Folkekongres, Papuas Råd ledet af Tom Beanal og et præsidium. Papuas overhus har meget begrænsede lovgivende magtbeføjelser. Det kan ikke selv fremsætte love, og har kun en begrænset vetoret overfor centralregeringens lovgivning. Den virkelige magt ligger i Jakarta, der har kontrollen over skatteinddrivning, budgetlægning, militær og politi.

Nationaldag: 1. december (Uafhængighed, 1961)

Væbnede styrker: 15-20.000 soldater (2000)

 

For mindst 50.000 år siden slog de første mennesker sig ned på Ny Guinea, der på det tidspunkt stadig var forbundet med Australien via en landtange. Denne blev først brudt for ca. 10.000 år siden. De ældste arkæologiske fund viser, at der for 9.000 år siden blev dyrket landbrug på øen. Det gør øen til et af de første uafhængige centre, hvor der blev produceret grøntsager og frugt.

Briterne var de første europæere, der forsøgte at kolonisere den vestlige del af øen - det område som de indførte i dag kalder Vest Papua. I 1793 etablerede briterne en lille koloni nær ved, hvad der i dag kendes som Manokwari, men efter mindre end 2 år måtte kolonien evakueres. Den 24. august 1828 udsendte hollænderne er deklaration fra det nyligt etablerede Fort du Bus på sydkysten af Vest Papua. Hollænderne erklærede, at fra denne dato var de indfødte på Vest Papua undersåtter af den hollandske konge.

I udgangspunktet var hollænderne ikke interesseret i at kolonisere Papua, men oprettede Fort du Bus som beskyttelse mod andre europæiske magter, der var interesseret i hollændernes lukrative handel med krydderier fra Hollandsk Ostindien - det senere Indonesien. Efter blot 10 år blev Fort du Bus evakueret. Helt frem til begyndelsen af det 20. århundrede regerede hollænderne Papua indirekte fra sultanatet Tidore, hvorfra de hyppigt organiserede plyndringsekspiditioner, og organiserede et skattesystem. Hollænderne etablerede ikke en permanent by på Papua før 1897, og de bekymrede sig ikke om noget der blot kom i nærheden af udviklingen af landet før 1950'erne. Landets organiserede modstand mod den udenlandske dominans kom klart til udtryk ved modstand mod at betale skatter og mod at underlægge sig tvangsarbejde.

Den 27. november 1949 måtte hollænderne overdrage suveræniteten over Hollandsk Ostindien til den nye stat Indonesien, men Vest Papua var ikke del af denne suverænitetsafgivelse. Gennem 1950'erne besluttede hollænderne, at Vest Papua geografisk og etnisk adskildte sig fra Indonesien, og at dets befolkning derfor - med tiden - skulle have selvbestemmelse. Heroverfor indvendte Indonesien, at hollandsk Ny Guinea var blevet overdraget allerede i 1949, og at papuanerne derfor fra dette øjeblik havde opnået selvstændighed. I 1962 «invaderede» 1500 indonesere landet.

På opdrag fra FN organiserede USA forhandlinger mellem Indonesien og Holland. Den pensionerede nordamerikanske diplomat Ellsworth Bunker udarbejdede en plan for overdragelse af administrationen fra Holland til Vest Papua gennem en neutral administrator, for derefter at overdrage den til Indonesien. Ingen papuaner var inddraget i disse overvejelser eller beslutninger. Aftalen der blev kendt som «New York aftalen» blev underskrevet af Holland og Indonesien i FN's hovedkvarter i New York den 15. august 1962. Aftalen rummede ingen bestemmelser om gennemførelse af en folkeafstemning om selvstændighed, men rummede i stedet en vag henvisning til, at Indonesien gav papuanerne ret til «frit valg».

I 1968 kom et hold fra FN til Vest Papua for at «assistere, rådgive og deltage» i det «frie valg» der året efter blev gennemført. Kun 1025 vestpapuanere blev udvalgt til at stemme i åbne forsamlinger - mange af dem omhyggeligt udvalgt og intimiderede af det indonesiske militær. FN's generalsekretær U Thant kunne efterfølgende oplyse, at vestpapunerne enstemmmigt havde besluttet at forblive under indonesisk overherredømme.

Man mener, at siden da er mindst 100.000 blev dræbt af det indonesiske militær. De politiske ledere fra Sentani og Jayapura samt de lokale ledere fra Wamena vurderer, at antallet af dræbte kan være så højt som 800.000. Det indonesiske mineselskab PT Freeport har i gennemsnit årligt betalt Indonesien 180 mio. US$ i skatter og «gaver». Selskabet driver i Vest Papua verdens største guldmine og udnytter verdens tredjestørste forekomst af kobber. Kun en femtedel af indtægterne er blevet leveret tilbage til Papuas folk.

I februar 2000 mødtes 400 delegerede - deriblandt repræsentanter for den væbnede selvstændighedsbevægelse OPM - i Sentani for at diskutere en strategi, der kan føre frem til selvstændighed. Det var få måneder efter at befolkningen i Østtimor havde stemt for selvstændighed og dermed løsrivelse fra Indonesien. Forsamlingen i Sentani forkastede det «Frie Valg» i 1969, som de betragtede som illegalt og præget af svindel.

Under hele dette forløb har Jakarta systematisk og indædt modsat sig selvstændighed. I 2001 dræbte det indonesiske militær selvstændighedslederen Thies Eluay, der på dette tidspunkt var formand for Papuas Råd. Mordet fandt sted, da han vendte hjem efter forhandlinger med de indonesiske myndigheder om Vest Papuas selvstændighed. To år senere blev morderne formelt dømt af en indonesisk militærdomstol, men fik folholdsvis lave straffe. I 2003 opdelte Indonesien Vest Papua i 3 nye provinser. Officielt som led i overdragelse af øget autonomi til regionen, men skridtet har ikke medført reelle forandringer af situationen.

I januar 2006 flygtede 43 papuanere til Australien hvor de fortalte at den indonesiske hær havde indledt folkedrab i Irian Jaya. I marts kaldte Indonesien sin ambassadør hjem fra Australien. 42 af de 43 flygtninge fik i august australsk visum - der var tale om de flygtninge der samtidig havde et japansk visum i deres papirer. Flere af dem vendte senere tilbage til Indonesien og erklærede at de var desillusionerede over gruppen.

Under en demonstration mod mineselskaberne i Abepura i juni 2006 døde 5 politibetjente og 1 demonstrant. Det indonesiske politi stormede efterfølgende studenterkollegier og biler; 57 personer, de fleste studerende, blev arresteret og iflg. kilder i Irian Jaya underkastet tortur.

Det indonesiske militær gennemførte i januar 2007 en offensiv i Irian Jaya, hvilket drev 5000 civile på flugt ind i junglen. Iflg. regeringen i Jakarta var offensiven et svar på drabet på indonesiske soldater i OPM's fangenskab i december 2006. Repræsentanter for menneskeretsorganisationer hævdede til gengæld, at dette blot var en undskyldning fra militærets side for at angribe landsbyer på øen.

Regnskovene kom under yderligere pres, da Kina i forbindelse med byggerierne til Olympiaden i 2008 bestilte 800.000 kubikmeter Merbau træ fra Irian Jaya.

Volden tog til op til parlamentsvalget i 2009, og Amnesty International berettede om flere mord begået af sikkerhedsstyrkerne. Filep Karma og Yusak Pakage sad fortsat fængslet som samvittighedsfanger. De var blevet dømt til henholdsvis 15 og 10 års fængsel i 2005 for at have hejst Irian Jayas flag.

I december 2009 blev en af OPM's ledere, Kelly Kwalik dræbt under et politiangreb på hans skjulested i byen Timika. Hans familie og venner bad om tilladelse til at hejse Irian Jayas flag under begravelsen, men dette blev hindret af politiet. I januar 2010 udpegede OPM Jeck Kemong til ny militær øverstbefalende.

I oktober 2011 gennemførtes Papuan People's Congress. Den blev angrebet af sikkerhedsstyrker og 3 blev dræbt. I marts 2012 blev 5 papuanere idømt op til 3 års fængsel for udtalelser de var kommet med på kongressen. I maj gennemførte FN's Menneskerettighedsråd sin toårlige vurdering af situationen i Indonesien og kom ved den lejlighed med en lang række anbefalinger til forbedring af menneskerettighedssituationen i Irian Jaya. Selvom den indonesiske regering tog imod anbefalinger på en række områder blev alle anbefalinger vedr. Iran Jaya afvist. Regeringen afviste at der sad politiske fanger fra Irian Jaya og afviste at dets overgreb var omgærdet af straffrihed.

I maj-august 2012 gennemførte sikkerhedsstyrker en offensiv mod selvstændighedsaktivister. 18 blev dræbt under 47 voldelige sammenstød. Den 14. juni skød og dræbte politiet KNPB's næstformand Mako Tabuni. Det udløste nye protester i Jayapura.

Free Papua Movement i Irian Jaya angreb i februar 2013 en deling soldater og dræbte 8. Det fik spændingen til at stige drastisk i Irian Jaya. I april angreb politi en forsamling af papuanere, der var samlede til bøn i Aimas nær Sorong i protest mod overdragelsen af Irian Jaya i 1963 fra hollandsk kolonistyre til indonesisk kolonistyre. To blev dræbt på stedet og en døde et par dage senere. 22 blev arresteret og 7 af dem anklaget for forræderi.

I september kom det til ildkamp mellem indonesiske sikkerhedsstyrker og 30 OPM partisaner i Lanny Jaya distriktet. En OPM partisan blev dræbt og flere andre såret.

I august 2014 blev 2 franske journalister arresteret i Wamena. De var i gang med at lave en dokumentarfilm om seperatistbevægelsen i landet. I oktober blev de idømt 4 måneders fængsel for overtrædelse af emigrationslovgivningen. Lederen af Lani Besars stammeråd, Areki Wanimbo, der havde mødt de 2 journalister blev ligeledes arresteret og sigtet for at støtte seperatisternes aktiviteter. Han blev senere sigtet for «oprør».

I december skød 2014 og dræbte soldater og politifolk 4 mænd og sårede flere andre i Paniai, Irian Jaya. En 5. mand døde senere af sine sår på hospitalet. Mændene deltog i en demonstration mod militærets Special Team Battalion 753, der natten før havde tæsket en dreng fra landsbyen Ipakije.

I september 2015 skød og dræbte politiet en 18 årig studerende i byen Mimika og sårede en anden. Politiet angreb det boligkompleks de 2 studerende boede i, hvilket sendte dem på flugt. De blev derefter skudt. I perioden 2006-15 havde politiet dræbt ialt 9 studerende i området hvor Mimika ligger.

A.J.


 

Papua Press Agency (engelsk)
Political ressources on the Net (Indonesia)
Amnesty International Annual Report 2014/15 (engelsk)
Lonely Planet rejseinformation (engelsk)
Støtteside for OPM (engelsk) og nyt site
Efterretningspræsentation af OPM (engelsk)
Offentliggjorte hemmeligtstemplede dokumenter om USA's støtte til Indonesiens besættelse af Irian Jaya i 1969: Indonesia's 1969 Takeover of West Papua Not by "Free Choice"