Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 23/6 2009
Ansvarlig redaktion: Pædagogik
Læst af: 32.811
: :
Den Fri Ungdomsuddannelse (FUU)
Left
Rocks
2024-04-16 11:12

Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler


Den Fri Ungdomsuddannelse (FUU) (1993-2002) blev til under Undervisningsminister Ole Vig Jensen. I sin redegørelse til Folketinget «Uddannelse til alle» fra november 1993, skrev han: «Denne redegørelse giver et samlet bud på, hvordan vi sikre alle unge en kvalificeret ungdomsuddannelse…Ungdomsuddannelse til alle er et mål, der kan nås ad følgende veje: eleverne skal i fokus; de unge skal have udfordringer; ungdomsuddannelser skal være personligt og musisk udviklende….En gennemført ungdomsuddannelse har ikke kun et beskæftigelsessigte. Den tjener under alle omstændigheder til en højere livskvalitet til glæde for den enkelte og dermed til gavn for samfundet».

FUU var således en af mange bestræbelser på at bekæmpe ungdomsarbejdsløshed, men den havde et videre og frigørende perspektiv. Det var derfor ironisk at en af den nytiltrådte borgerlige regerings allerførste handlinger i 2002 var at nedlægge FUU. Nu skulle det være slut med at de unge og knapt så unge kunne fjumre i 2-3 år for statens penge. I uddannelsens første tid var der ikke noget aldersloft (UVM, 1999), så her var en uddannelse for de evigt unge, som kunne «nasse» på de offentlige kasser – på eksotiske selvudviklingskurser. Det var især TV2, som i begyndelsen af 1998 lagde FUU for had og fremstillede FUU som et skattebetalt ferieophold. På Bali af alle steder. «De unge har fundet en fed fidus», lød det (Haar, 2001). Nogle politikere lyttede og så med - og blev forargede. FUU skulle nedlægges og blev det i normaliseringens navn. Det kunne også blive for frit, ja nærmest for liberalt? Men den folkelige protest mod nedlæggelsen var voldsom: stribevis af protestskrivelser til Folketinget (se f.eks. Protester til Folketingets Uddannelsesudvalg) og store offentlige demonstrationer.

Den politiske forargelse stod i skærende kontrast til de faktiske forhold, hvor FUU samlede både svage og stærke elever op og havde en stærk uddannelsesmotivation som en vigtig effekt, alt sammen som en del af Uddannelse til Alle (UTA, som havde til formål at 95% af de unge skulle have en uddannelse og hvori også indgik en anden individualiseret uddannelse: Erhvervsgrunduddannelsen, EGU). Mange unge ønskede efter de første 2 år at forlænge deres FUU tid med et 3. år: det var muligt iflg reglerne. Og FUU rummede meget forskellige elever, både de såkaldt stærke og svage. Den resourcestærke unge var f.eks. en der gerne ville arbejde med middelalder-smedning og som derfor tilrettelagde sine uddannelsesdele ud fra dette tema. Sådan en plan kunne ved vejlederens hjælp se sådan ud:

Men i den anden ende af skalaen fandtes planer, som indeholdt en række elementer der tilsammen hjalp en sent udviklet ung ud af den institutionalisering som ellers ville blive et livsvilkår. Her kunne planen gå ud på at den unge - efter et ophold på en efterskole for sent udviklede – indgik i botræning mhp. at kunne føre egne husholdning. Pointen er at FUU var rummelig, og at den ikke stigmatiserede de unge som anvendte den. Den var et tidligt eksempel på hvordan også den kreative klasse kunne anvende et fleksibelt uddannelsessystem (Plant, 2000).

Folkeoplysning

Den Fri Ungdomsuddannelse havde sit udspring hos de Radikale og i folkeoplysningstraditionen. Det var en frigørende uddannelse og individualiseret, samtidigt med at den havde stærke elementer af fællesskab, bl.a. ophold på den uddannelsesansvarlige skole og andre skoler. FUU vendte imidlertid mange uddannelsesmæssige selvfølgeligheder på hovedet: i FUU var det de unge som stod i centrum og ikke uddannelsesinstitutionerne. Det var derimod institutionernes opgave at levere uddannelsesdele, som passede til den enkelte unges eget uddannelsesprojekt – og ikke omvendt. Dvs levere dele til den røde tråd, det tema der gav mening, kompetencer og fremdrift til den unges eget uddannelsesprojekt. Det var stærk kost for mange, måske især for uddannelsesinstitutionerne, hvis uddannelseslogik ikke altid blev fulgt. Mange FUU elever søgte dog – efter 2-3 FUU år – ind på f.eks. HF og tilpassede sig således det konventionelle uddannelsessystem. Og flere fik lære/uddannelsespladser. Det kaldte FUU-vejlederne «positivt frafald». FUU havde i øvrigt et bemærkelsesværdigt lavt frafald, selv om en stor del af målgruppen netop havde frafald på deres CV. Nogle var ungdomskriminelle. Og nogle passede blot på ingen måde ind i det almindelige skolesystem. Ca 2% af de unge gik på FUU – og da tallene steg var Undervisningsministeriet straks på pletten med stramninger, bla ifht. aldersbegrænsning og andre økonomiske stramninger (se f.eks. Uddannelsesudvalget 4. juni 1998).

Vejlederne

Centralt i den Fri Ungdomsuddannelse stod vejlederne. De fik støtte fra det centrale FUU-sekretariat, men bar i øvrigt uddannelsen i praksis. I perioden 1995-2002 blev der uddannet 1200 FUU-vejledere, som havde deres virke på ungdomsskoler, efterskoler, produktionsskoler, daghøjskoler, højskoler – dvs folkeoplysende skoler. Nogle vejledere havde mange (op til 50) FUU-elever. De fleste havde langt færre, som de var vejleder for. Deres opgave var sammen med den unge at tilrettelægge et helt individuelt uddannelsesforløb, som skulle være bundet sammen af et overordnet tema og som indeholdt en række forskellige elementer (skoleophold i andre skoler end den uddannelsesansvarlige, udlandsophold, egne projekter) - og som blev afsluttet ikke med en prøve, men med en fællesudtalelse om elevens udbytte af uddannelsen (Sørensen, 2000). I rigtig mange tilfælde ønskede eleverne at forlænge deres uddannelse fra 2 til 3 år, fordi de havde et reelt ejerskab til deres egen uddannelse: det vidner samtidens beretninger om (se f.eks. Berg, 2002).

Alt dette skulle vejlederen håndtere og i praksis også sanktionere indenfor et ret åbent regelsæt. Det betød at FUU-vejlederen også blev en myndighedsperson. Og sparringspartner, tovholder, medplanlægger, kontrollant, idéskaber, netværksholder, coach, mentor og økonomisk rådgiver samt lidt socialrådgiver: en meget bred vejledningsrolle i en meget bred uddannelse, som iflg. FUU-loven indeholdt udfordringer til både den svage og den stærke elev.

FUU evaluering

FUU blev evalueret af et privat konsulentfirma, som fra starten tydeligvis var bestilt til at være kritisk overfor FUU: der var et misforhold mellem FUU's oprindelige intentioner og evalueringens fokus. Den konkluderede derfor at uddannelsen ramte målgruppen, men «skævt» (se UVM, 2001). Det var i sig selv bemærkelsesværdigt, fordi FUU netop var tænkt for alle, der ikke passede til uddannelsessystemet eller for hvem uddannelsessystemet ikke passede. Hvordan kunne FUU «ramme skævt» ud fra disse intentioner? Tallene fra den samme undersøgelse viste at 9 ud af 10 FUU elever efter deres FUU-tid kom i uddannelse eller beskæftigelse. Men det var bl.a. vejledernes «skyld» at FUU ramte skævt, fordi vejlederne havde den holdning at FUU henvendte sig mest til «stærke» elever, som kunne magte den individuelle tilrettelæggelse. Mente evaluator.

En SWOT analyse af FUU viser at den var i med- og især modvind fra flere sider:

FUU – STU

Særlig bemærkelsesværdigt og ironisk er det at der - på trods af den åbenlyse højre-politiske modstand mod FUU - fra 2007 blev introduceret en Særligt Tilrettelagt Uddannelse (STU, 2007), som indeholder mange af de samme elementer som FUU. Men hvor FUU havde et frigørende sigte, er STU mere et tilpasningsprojekt. STU-målgruppen er unge med «særlige behov» - ikke blot særlige vejledningsbehov – og vejlederen står igen centralt som den person, der skal binde også denne individualiserede uddannelse sammen. På samme måde som i FUU. Men STU afsluttes i øvrigt med et «Kompetencepapir», ikke en «Fællesudtalelse», som FUU gjorde i sin tid. Og der er ejerskabet til forskel på at få bedømt sine kompetencer (i STU) og på at medvirke til at skrive en Fællesudtalelse om egen læring i et 2-3 årigt FUU-forløb. Normaliseringen lurer.

P.Pl.

Litteratur

Undervisningsministeriet: Den Fri Ungdomsuddannelse. KBH: Undervisningsministeriet, 1999.
Haar, J.H.: Krigsdans på Bali: Medierne og Den Fri Ungdomsuddannelse. Politica, Bind 31 (1999) KBH: Politica, 1999.
Plant, P.: Work Values, Open Youth Education and the Creative Career: A Danish perspective. I: Columbus, F. (ed): European Economic and Political Issues, Vol. II, 2000. New York: Nova Science Publishers, 2000.
Sørensen, A.: Fortællinger om ungdom og uddannelse. KBH: Ejlers, 2000.
Berg, E.: Brev om FUU til Folketingets uddannelsesudvalg. Sdr Nærå, 2002.
Undervisningsministeriet. Evaluering af den Fri Ungdomsuddannelse, I-II. KBH: Undervisningsministeriet/Rambøll, 2001.
Undervisningsministeriet. Særligt Tilrettelagt Uddannelse, STU