Mirakler er et i sproglig sammenhæng ofte anvendt begreb, og anvendes om det, at det usandsynlige er sket. Spørgsmålet er imidlertid, hvilken fakticitet begrebet har. I bibelsk sammenhæng bruges det som litterær figur for Guds magt til at trodse naturen, fx ved at skille det døde hav, så hebræerne kunne gå tørskoede over (det gamle testamente), og i det nye testamente ved jomfrufødsel, forvandle sten til brød, gå på vandet, etc. (i det nye testamente). I begrebets filosofihistoriske behandling refereres der såvel indenfor teologien (fx Thomas Aquinas, Summa Contra Gentiles, III, 1264) og i oplysningstiden til, at et mirakel er noget, der bryder med naturen. Dersom et brud finder sted, må det skyldes en guddommelig vilje. Et mirakel er i teologisk tænkning ikke en tilfældighed, men udtryk for en anden vilje end den menneskelige. David Hume (An Enquiry Concerning Human Understanding, 1748) følger denne forståelse af mirakel som spørgsmålet om natur, dvs. som brud på den orden og logik, som er indlagt i naturen. Baruch Spinoza (Ethica Ordine Geometrico Demonstrata, 1677) er derimod helt afvisende overfor mirakler, idet han næsten gør afvisningen af disse til fundamentet for sande filosoffer. Hvis man således virkeligt skulle tro på mirakler, siger han, måtte man blive ateist, for så havde gud ikke styr på sit guddommelige skaberværk. Leibniz mener dog, at naturen giver plads til mirakler i form af undtagelser fra dens egne regler, men der må være tale om et fåtal af sådanne i en verden, præget af en (skøn) orden, som Gud har villet (Discours de métaphysique, 1686). Kants tænkning på dette punkt er, at mirakler er udtryk for en anden lovmæssighed end den menneskets bevidsthed sædvanligvis har adgang til. Hvis vi havde adgang til denne anden form for lovmæssighed, ville der ikke være tale om et mirakel. Et mirakel er ifølge Kant derfor udtryk for det, som er ukendt for menneskets bevidsthed (Religion innerhalb der Grenzen der bloßen Vernunft, 1793). Kierkegaard er ikke optaget af miraklets fakticitet, men derimod i dets epistemiske karakter, nærmere, hvad troen på miraklet gør ved menneskets bevidsthed. Kierkegaards pointe er, at troen, dvs. bevidstheden, er den afgørende kategori for om og hvordan et mirakel har afgørende betydning for mennesket.

C.Sl.