Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Google (1998-), oprindelig en internetbaseret søgemaskine. I dag verdens største private spionagevirksomhed, verdens største reklamevirksomhed og verdens største censur (eller historieformende) organisation. Dens årlige omsætning var i 2014 på 66 mia. US$, dens værdi var ved udgangen af 2014 105 mia. US$ og den havde ved udgangen af 2015 globalt 60.000 ansatte.

Google blev stiftet i 1998 af 2 Ph.D. studerende ved Stanford University i USA, Sergey Brin og Larry Page. Internettet var på dette tidspunkt stadig meget ungt, og en væsentlig måde at finde frem til information på nette på var at bruge søgemaskinerne Yahoo og Alta Vista. Søgemaskinerne gennemtrawlede alle tilgængelige offentlige sider på internettet og lavede et søgeords baseret index til sider, ud fra de ord der optrådte på siderne. Problemet var at det gav en meget tilfældig listning af siderne, når de blev vist efter en søgning. Brin og Pages ide var at rangere siderne ifht. deres «popularitet». Hvis mange sider refererede til et Web site var det relevant at præsentere dette sites sider før mindre refererede (mindre populære) sites. Hvis mange refererede til en side var det vigtigt at præsentere denne før mindre refererede sider. Samtidig indførte de to stiftere en registrering af, hvilke sider i søgeresultatet brugeren anvendte for derved yderligere at indsamle information om en sides «popularitet». I løbet af nogle år var antallet af parametre der bestemmer hvor blandt en million hits et givet resultat præsenteres steget til flere tusinde.

Det viste sig hurtigt, at Google var meget bedre til at fremvise relevante sider for brugerne, og i løbet af få år blev Google den dominerende søgemaskine på internettet. Google havde nu de-facto taget patent på verdens viden. Hvis et emne kunne «Googles» eksisterede det. Ellers ikke.

Men at bruge søgemaskinen var gratis. Hvordan så tjene penge? Det ville være et overflødigt spørgsmål, hvis tjenesten var almennyttig, men det er Google ikke. Google begyndte at sælge reklamer. Når en bruger søgte på en genstand (f.eks. tøj eller et forbrugsgode) eller et sted, kunne Google præsentere reklamer for virksomheder der solgte det pågældende gode. Det var firmaets første skridt i retning af overvågning af sine brugere. Og der er rigtig mange penge i reklamer. For at optrappe udspioneringen af brugeren - for derved at kunne øge sin indtjening på reklamer - har Google siden midten af 00'erne udviklet en lang række spionage produkter. Den første og vigtigste af disse var mail programmet Gmail, der i mdten af 2015 havde omkring 900 mio. brugere. Mens andre mail-udbydere kostede penge (eller var en del af et produkt der kostede penge) var Gmail gratis. Det Google ikke fortalte var, at Google læser med i alle mails, for derved yderligere at kunne fokusere sine reklamer mod den enkelte bruger.

I 2006 blev Gmail suppleret af Picasa, hvor den naive fotograf kunne lægge sine fotos - helt gratis. Google brugte indholdet til yderligere at profilere sine brugere.

Samme år lanceredes Google Docs, der var kontorprogrammer der kørte i en browser og hvis dokumenter blev lagret i Googles databaser. Yderligere et element i spionagen mod brugerne. Docs blev suppleret af Google Drive i 2012, hvor alle typer af brugerens data kan opbevares.

For ikke blot at indeksere, men også kontrollere indholdet på internettet startede Google i 2004 sit Books projekt, der i sin naine enkelthed gik ud på at indscanne alle verdens bøger. Fra en naiv bruger synsvinkel kunne det umiddelbart virke genialt, at alle verdens bøger gennem tiden blev tilgængelige on-line og søgbare, men der er to problemer. For det første lever mange forfattere af at skrive og af antallet af solgte bøger eller bøger på bibliotekerne. Dette ville bryde sammen, hvis indholdet blev alment tilgængeligt efter blot én Google scanning. Derfor findes der Copyright regler, der begrænser den fri kopiering af bl.a. bøger, og Google løb derfor meget hurtigt ind i søgsmål og retssager fra forfattere og forlag, der ikke syntes Googles projekt var helt så smart. Det andet var problemet ved en total koncentration af litteratur i ét medie, kontrolleret an én virksomhed. Viden er magt, og en total kontrol over verdens skriftlige produktion ville give Google en uindskrænket magt til at bestemme (censurere) hvad der skulle være offentligt, og hvad der ikke skulle. Ud fra en venstrefløjs synsvinkel kan princippet om gratis adgang til litteratur være godt, men det er ikke godt at lade en privat virksomhed vogte adgangen til denne skat, når virksomhedens moriv er at tjene penge.

Retssagerne og Copyright problemerne bremsede Googles projekt, der fik et endnu større problem da en fransk domstol i 2009 afsagde en kendelse, der forbød al Googles indscanning af litteratur på fransk.

I 2005 lancerede Google et andet centralt indholdsprojekt i form af Google Maps, hvor ambitionen var at overføre alle kort til Googles databaser. Der var ikke de samme rettighedsproblemer på dette felt som for litteratur, men problemet ifht. at lade én enkelt virksomhed styre adgangen til verdens kortinformation er den samme. Google registrerer verdens lokationer, fordi der kan tjenes penge på det og kan efter forgodt befindende åbne eller lukke for kortinformationer.

Det sandsynligvis største skridt efter lanceringen af søgemaskinen i 1998 var lanceringen af Android operativsystemet til mobiltelefoner i 2008. Google kontrolloerer den centrale udvikling af Android og dermed også adgangen til over halvdelen af verdens mobiltelefoner, der er en gigantisk guldgrube af information til profileringen af mennesker i hele verden.

Samme år som Android lancerede Google browseren Chrome, der pga. sin hurtighed og brugervenlighed i løbet af 5 år blev verdens mest populære. Chrome var yderligere et redskab til overvågning af brugernes aktivitet på nettet. Denne aktivitet blev opsamlet via cookies, der registrerede brugernes aktivitet - hvilke sites de besøgte, hvad de søgte efter, hvad de købte.

Gennem hele sit sæt af «gratis» produkter (programmer) hvoraf blot nogle få er nævnt ovenfor men som består af mange hundrede, har Google fået redskaber til en særdeles omfattende spionage mod en stor del af verdens befolkning. Google bruger de opsamlede data til at tjene penge. Rigtig mange penge. Men derudover er der nogle store etiske problemer ved denne overvågning. Google har effektivt afskaffet privatlivet for en betydelig del af verdens befolkning. Kærestebrevene ligger i Gmail eller Google Docs. De intime billeder på Picasa. Oplysningerne om hvor du har været ligger GPS logget på mobiltelefonerne. Hvad ville et autoritært regime ikke kunne få ud af at anvende Googles oplysninger til afpresning og forfølgelse under de rette omstændigheder. Det autoritære element er allerede tilstede, for Edward Snowden kunne allerede i 2014 afsløre hvordan Google arbejdede sammen med den autoritære statslige efterretningsorganisation NSA - samtidig med at NSA selv lyttede med på de ukrypterede forbindelsen mellem Googles store datacentre.

Allene disse forhold burde få mange flere til at vælge andre mailsystemer end Gmail; andre måder at gemme fotos på end Picasa; andre måder at lave og gemme dokumenter på end Google Docs og Google Drive; andre søgemaskiner end Google; andre mobiltelefoner end Android.

Men derudover er der andre store problemer ved Googles enorme monopol på viden. Gennem sin søgemaskine og de parametre der regulerer præsentationen af sider styrer Google hvad vi må få at vide. Sites og sider Google ikke bryder sig om kan rykkes ned i bunden af søgelisterne (fra hit nr. 1.000.001 til 1.000.010). Der når brugerne aldrig ud, og disse sites og sider er derfor effektivt skjult. Det kan bruges - og bliver allerede brugt - politisk til at skjule indhold. Mange kan måske se det fornuftige i at skjule f.eks. børneporno fra søgeresultater, men når de samme mekanismer bruges til at skjule resultater af politiske eller økonomiske årsager bliver det betydeligt mere problematisk, og dette er allerede virkeligheden i dag. Blandt de mange tusinde parametre der flytter sites og sider op eller ned i søgeresultater er også politiske og kommercielle parametre. Med andre ord er det allerede et bestemt politisk/økonomisk billede af verden vi præsenteres for, når vi søger via Google. Virksomheden er dermed allerede verdens største globale censurorganisation, der bestemmer hvilket billede af verden vi skal præsenteres for.

Det britiske dagblad The Observer kunne i december 2016 dokumentere hvordan Googles autocomplete funktionalitet systematisk foreslår højreorienterede fortolkninger af verden først. F.eks. «klimaforandring er svindel», «abort er forkert» eller «homoseksualitet er en synd». Google afviste anklagerne. (How Google's search algorithm spreads false information with a rightwing bias, Guardian 15/12 2016).

A.J.