«Madrid falder», udtalte Francogeneralen Queipo de Llano i efteråret 1936, «fordi oprørsstyrkerne udover sine fire kolonner belejrere har en femte indenfor byen selv: Madrids borgerskab, som i hemmelighed modarbejder den lovlige regering og dens forsvarsbestræbelser». Siden da har udtrykket «femte kolonne» fået betydningen: Hemmelig samarbejdspartner bag fjendens linier. Under sammenbruddet i Norge i foråret 1940 var det almindeligt antaget, at tyskerne havde en effektiv femte kolonne i gang. Ellers kunne man ikke forklare, at landet politisk og militært stillet overfor invasionsstyrkerne faldt sammen. Senere under krigen byggede forfatteren Helge Krog videre på denne antagelse, da han skrev sit polemiske skrift: «6. kolonne ... ?». Ved siden af Quislings femte kolonne, mente han nemlig, fik besættelsesmagten hjælp af en sjette og mere fatal kolonne, nemlig af hjemmefrontsledelsen selv, der sørgede for at holde den norske modstand indenfor civile og «åndelige» former. Ved at advare mod sabotage og væbnede aktioner tjente hjemmefrontsledelsen i virkeligheden de tyske formål, mente Krog, og senere forskning har på visse punkter givet ham ret i dette. Derimod er der ikke meget, der støtter antagelsen om, at Quisling og NS udgjorde nogen støtte for besættelsesmagten, hverken i 1940 eller senere. Tværtimod må man konstatere, at denne formodede femte kolonne i Norge mere var en hjælp for modstandsbevægelsen end for tyskerne.
