Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Kultur  .  Kunst
   .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Sociologi
    .  Humaniora  .  Filosofi
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 20.135
: :
Harmoni

Ordet harmoni kommer af det græske «harmonia» og betyder samstemmighed, sammenføjelse af modsætninger eller forskelle til et hele. Ifølge et græsk sagn var Harmonia datter af Ares (krigsguden) og Afrodite (gudinde for kærlighed og ynde). Harmoni er et grundbegreb i de fleste højkulturer og er ofte forbundet med forestillingen om, at verden skabes af og opretholdes ved, at modsat rettede kosmiske principper holder hinanden stangen.

Harmoni som kosmisk princip

Begrebet harmoni anvendes indenfor forskellige felter og videnskaber. Hos enkelte før-sokratiske filosofer (500-400 f.Kr.) forstås virkelighedens inderste lovmæssighed som en vekselvirkning mellem modstridende kræfter. Af det modstridende fremkommer den skønneste harmoni (Heraklit). Pythagoræerne nåede frem til, at grundlaget for de musikalske harmonier (intervaller, skalaer), nemlig tal og talforhold, bestemte alle naturens forløb og var udtryk for de kosmiske love. Fra pythagoræerne stammer læren om «sfærens harmoni»: Planeterne frembragte gennem deres regelmæssige bevægelser klingende harmonier. Der blev både i oldtiden og i middelalderen diskuteret, om disse var hørbare for det menneskelige øre eller ikke. I middelalderen var «musica mundana» betegnelsen på verdensaltets harmoniske orden, som man mente den konkrete menneskefrembragte musik var en afglans af.

I renæssancen blev spekulationen om harmoni og talforhold forbundet med den nye naturvidenskab. Tal, proportion og harmoni blev sat lig med ratio eller fornuften selv. Den orden, lovmæssighed og harmoni som den nye naturvidenskab fandt i universet og naturen, blev også overført til samfund og politik. De franske oplysningsfilosoffers ideer om folkestyre baserede sig på overbevisningen om, at når de forskellige magtcentre fik virke frit, holdt de hinanden i skak og således fremkom en demokratisk harmoni. Denne teori blev også overført på forholdet mellem stater, og genfindes i dag i et begreb som «terrorbalance».

Harmoni som musikalsk begreb

Harmoni er imidlertid først og fremmest et alment æstetisk grundord - ikke mindst et nøglebegreb indenfor musikken. Som musikalsk term kunne harmoni i den græske oldtid betyde musik i det hele taget, men også toneskala, oktav, toneart og tonekøn. Man lagde vægt på, at harmoni i alle disse betydninger var baseret på tal og talforhold. I middelalderens enstemmige musik betød harmoni den vellydende melodiske rækkefølge mellem to eller flere toner. Med fremkomsten af den flerstemmige musik i vor kulturkreds kom harmoni til at betyde den vellydende samklang af toner. Efterhånden blev begrebet mere og mere knyttet sammen med konsonans (samklang)/dissonans. Opfattelsen af hvad der er dissonant har ændret sig kraftigt i århundredenes forløb: «Gårsdagens disharmoni bliver til morgendagens harmoni». Siden det 19. århundrede anvendes harmoni oftest som ensbetydende med akkord og akkordernes funktioner. Harmonilæren er viet studiet af akkordernes opbygning og funktioner.

Det klassicistiske harmoniideal

Harmoni er et centralt begreb i den traditionelle klassiske og klassicistiske opfattelse af skønhed. Det velproportionerede, balancerede og regelmæssige blev af grækerne og i middelalderen opfattet som godt og ædelt i sig selv. Men mens harmoniidealet i den græske klassiske kunst korresponderede med kravet om umiddelbarhed og naturlighed, blev harmoni i de senere klassicistiske retninger ofte pålagt kunstværket udefra. Harmonien mellem helhed og dele, mellem det almene og det særskilte, fremkom ikke som et tilkæmpet resultat men som en pålagt regel. Harmoni bliver noget spændingsløst og «harmonistisk», noget glat og udvendigt udlignende - en falsk forsoning. Vi ser da også, at det klassicistiske ideal i højrenæssancen var et formidlet udtryk for tidens autoritetsprincip, absolutismen og det statiske livsideal. Ideen om en tidløs, ren og uforgængelig klassisk kunst kunne kun udformes hos dem, der havde interesse i at forevige en bestemt historisk tilstand. Endnu tydeligere blev dette i Frankrig i 1600 tallet. Når kongen fremstilles i maleriet, er det ikke som en bestemt historisk handling udført i en bestemt sammenhæng. Det er en ceremoniel hændelse hinsides tid og rum der fremvises.

Modernismens oprør mod harmonien

Den klassiske kunsts stilisering og krav om absolut renhed er udtryk for dens afstand til det historisk konkrete og samfundsmæssigt bestemte. Indførelsen af begreberne om det «maleriske» og det «ophøjede» som æstetiske kriterier ved siden af det skønne, sådan som det skete i 1700 tallet; forsøgene på ikke længere at se disproportion (uoverensstemmelse, misforhold) som antitese til det skønne, og endelig de senere bestræbelser på at trække det groteske, det deformerede, selv det hæslige (Baudelaire) ind i kunsten, kan altsammen betragtes som forsøg på en frigørelse fra det traditionelle harmonibegreb. For modernistisk kunst bliver en sådan frigørelse magtpåliggende. Modernistisk kunst giver afkald på den fuldkomne forsoning mellem det almene og det særegne, der var klassicismens ideal. Den aflægger sig det skønne skin og gør krav på at erkende virkelighedens modsætninger. Den moderne kunsts erfaring er, at i kunsten såvel som i realiteten skete denne forsoning på det særskiltes bekostning. Den rene harmoniske form fik herredømmet.

Harmonibegrebet er uholdbart, dersom det får karakter af noget absolut. Det peger derimod mod noget rigtigt, ved at det fremhæver kunst som form, som organiseret helhed forskellig fra dagliglivets erfarne virkelighed. Dissonansen i den moderne kunst repræsenterer langt hen ad vejen kunstens udtrykskraft (lyst, smerte). Den uproblematiske konsonans og harmoni undertrykker udtrykket. Sættes det dissonerende absolut, bliver kunsten derimod spændingsløs. Harmoni og dissonans står således i et dialektisk forhold til hinanden.

A.B.-R.


Litteratur

R. Ambjörnsson, A. EIzinga og A. Törngren: Tradition och revolution. Huvuddrag i det europeiska tänkandet, Stockholm 1968.
T. W. Adorno: Ästhetische Theorie, Frankfurt am Main, 1970.
A. Hauser: Konstarternas sociala historia, 1 og 2, Stockholm 1968.