Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 7.648
: :
Herøyaaktionen i Norge

Herøyaaktionen i 1948 er en af de hårdeste og mest omfattende arbejdskonflikter, der har fundet sted i Norge i hele efterkrigstiden. Det konkrete udgangspunkt for aktionen var, at de heltidsansatte skifteholdsarbejdere ved Eidanger Salpeterfabrikker på Herøya stillede krav om en reduktion af den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid fra 48 til 42 timer. NKP engagerede sig stærkt på Herøyaaktivisternes side og understregede det retfærdige i arbejdernes krav. Aktionens hovedmodstandere - Arbejderparti/LO-apparatet - beskyldte på deres side aktivisterne for at være brikker i et landsforræderisk spil, og stillede derudover spørgsmålstegn ved både deres moralske kvalitet og deres evne til rent fornuftsmæssige overvejelser. Stillet overfor dette massive forsøg på kriminalisering af aktionen afslørede NKP en række alvorlige svagheder. Aktionen førte i sidste nede også til nederlag. Både i den forstand at den konkret blev afblæst uden at det oprindelige krav var indfriet, og i den mere omfattende forstand at den socialdemokratiske ideologiske hegemoni indenfor arbejderklassen blev styrket. Der er alligevel grund til at tro, at Herøyaaktionen indirekte bidrog til den reduktion af arbejdstiden for skifteholdsarbejdere, der blev gennemført i 1950 (til 45 1/3 time). Det oprindelige krav blev indfriet i 1957.

Konflikt mellem to traditioner

Konflikten var udtryk for en kollision mellem to forskellige traditioner indenfor arbejderbevægelsens historie, en syndikalistisk og en socialdemokratisk. Herøyaaktivisterne og deres tilhængere repræsenterede en syndikalistisk tradition. De gik ind for aktivitet på gulvet og fagforeningssuverænitet, mens aktionens modstandere indenfor arbejderbevægelsen henviste til behovet for samordning gennem underordning - altså et behov for at de forskellige interesser i samfundet blev forenet gennem indgreb ovenfra, dvs. fra Arbejderparti/LO-apparatet selv. Kampens karakter af principiel modsætning mellem klassekamp nedefra og ordrer om velfærd ovenfra, blev imidlertid hurtigt skubbet i baggrunden af den kolde krigs atmosfære.

Herøya Arbejderforening (HAF) var en fagforening med lange kamptraditioner. Den var involveret i Menstadslaget i 1931 (se Menstadslaget) og Spanienssagen i 1946. I 1946 var kravet om 42 timers uge blevet stillet op til overenskomstforhandlingerne. Op til de efterfølgende overenskomstforhandlinger i 1948 regnede HAF derfor med, at kravet kunne indfries. I LO's ledende organer gik man imidlertid ind for prolongation (forlængelse) af overenskomsterne, under henvisning til regeringens økonomiske politik i genrejsningsperioden efter krigen og stabiliseringslinien. Efter forgæves forsøg på at få kravet behandlet som særkrav, vedtog HAF i sommeren 1948, at skifteholdsarbejderne fra 19. september skulle gå på arbejde efter en ny skifteholdsplan - udarbejdet af dem selv - som ville give 42 timers uge. Norsk Kjemisk Industriarbeiderforbund (NKIF) besvarede denne beslutning med trussel om eksklusion af hele HAF fra forbundet. På trods af dette blev aktionen indledt den 19. september. Det førte til, at virksomhedsledelsen under henvisning til Arbejderværnloven(!) dagen efter fyrede skifteholdsarbejderne. LO's repræsentantskab støttede ledelsens handlemåde bl.a. ved at nægte en delegation fra HAF adgang til sit møde den 21. september. Det samme repræsentantskabsmøde stadfæstede NKIF's eksklusionsbeslutning og vedtog efter oplæg fra Konrad Nordahl - mod få stemmer - at Herøyaaktionen var «organisationsskadelig», «usolidarisk» og «et led i den kommunistiske politik.»

Kriminalisering

HAF vedtog så på sit medlemsmøde den 23.-24. september at gå i strejke for skifteholdsarbejdernes krav. Strejkebeslutningen blev vedtaget med 831 mod 525 stemmer, på et møde som af HAF's næstformand, E. M. Johansen, blev betegnet som det største i HAF's historie. Optrapningen af aktionen til strejke indvarslede en ny fase i Herøyaaktionen. En fase der udover selve optrapningen var kendetegnet ved, dels at der markerede sig en stærk socialdemokratisk orienteret opposition indenfor HAF, dels at HAF's handlemåde blev genstand for voldsom fordømmelse i noget nær den samlede norske presse. Arbejdsrettens enstemmige dom af 25. september, der i hovedtræk var identisk med påstanden fra Norsk Hydro og NAF, bidrog yderligere til at give et indtryk af de strejkende som lovbrydere.

«Thi kendes for ret ... » Arbejdsretten er en klassedomstol, et redskab for den besiddende klasse. Arbejdsrettens eneste opgave er at varetage profittens interesser. Tegning af Taraldsen i «Friheten».

Kriminaliseringen af aktionen forløb parallelt med en omfattende pressehetz, hvor de strejkende arbejdere og de der støttede dem, specielt NKP som parti, blev betegnet som «kominformerede» (af Kominform), desperados, fjernstyrede politiske spekulanter, ynkelige slaveagenter, jesuitter og lignende. Statsminister Einar Gerhardsen kom i en tale den 8. oktober 1948 ind på Herøyaaktionen og mindede sine tilhørere om, at man ikke kunne «tillægge kommunisterne en almindelig målestok, når det gælder menneskelig hæderlighed». Talen blev holdt i gymnasiesamfundet på Ris skole i Oslo, og blev ifølge Verdens Gangs referat modtaget «med voldsomt bifald». Denne tale kan måle sig med Gerhardsens mere berygtede Kråkerøytale omkring et halvt år tidligere og er - udover at illustrere Gerhardsens statsmandskunst - efter al sandsynlighed et temmeligt repræsentativt udtryk for den antikommunistiske stemning, der rådede på dette tidspunkt.

Politisk indhold

På denne baggrund kan Herøyaaktionens historie frem til afblæsningen den 1. november beskrives som en udvikling, hvor aktionen blev druknet i et hav af antikommunistisk hetz. Der er imidlertid også grund til at pege på, at HAF's aktionsledelse, hvor organiserede kommunister var godt repræsenteret, i sin argumentation for hele aktionen var stærkt præget af legalistisk og økonomistisk tankegods. I hvilken udstrækning dette har været taktisk betinget, tager vi ikke op her. Derimod skal det påpeges, at der opstod en modsætning mellem argumentation og handling, hvilket gav socialdemokratiet gode kort på hånden: HAF's aktionsledelse hævdede nemlig stærkt, at en gennemførelse af deres krav var lovlig, at det ville være lønsomt for virksomheden, og at det ville øge arbejdsglæden. Her argumenterede de altså ud fra præmisser, der var socialdemokratiets egne, og i kampen om opinionen måtte dette slå ud i Arbejderparti/LO-apparatets favør: Stadig flere må have opdaget, at princippet om samordning gennem underordning i højere grad svarede til målsætningen om øget produktion end med arbejdsnedlæggelse. På denne baggrund bliver det forståeligt, hvorfor HAF's offensiv for at gennemtvinge sit krav med støtte fra andre arbejdspladser ikke lykkedes. Aktionsledelsen indså dette omkring den 20. oktober, og HAF's medlemsmøde vedtog den 1. november med 1349 mod 38 stemmer at gå tilbage til arbejdet. De forsøg der blev gjort for at undgå suspension af aktionsledelsen ledte heller ikke til resultat. Tværtimod blev hele aktionsledelsen på NKIF's landsmøde i 1949 udelukket fra at varetage tillidshverv indenfor fagorganisationen i en periode på tre år. Dette gjaldt bl.a. HAF's tidligere formand Edvard Støland, der med sprængningen af NKP kort tid efter også skulle opleve at blive smidt ud af sit eget parti.

P.K.


Litteratur

P. Knutsen: Statsbærende og opposisjonell reformisme, Tidsskrift for arbejderbevegelsens historie 2/1977.