Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Norge
DatoOpdatering
2015.01.31Årlig opdatering
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 15/9 2016
Læst af: 262.762
Verden  .  Europa  .  Norge
: :
Norge
Befolkning4,5 mio.
ValutaNKr
Areal323.900 Km2
HovedstadOslo
Befolkningstæthed13,8 indb./Km2    
HDI placering1    
Fiskeriet, det traditionelle erhverv, spiller fortsat en vigtig rolle. Specielt i udkantsområderne. (Solidaritet)

Landet gennemskæres fra nord til syd af den skandinaviske bjergkæde. Gletcher erosion har skåret dybe furer i bjergene ud mod Atlanterhavet, og dette er også den geologiske baggrund for dannelsen af landets dybe fjorde. Klimaet påvirkes i høj grad af Golfstrømmen, hvis varme begrænser vinterens kulde og giver mulighed for afgrøder, der ikke er mulighed for på tilsvarende breddegrader. Højlandet er præget af tørvemoser og tundra. Det oprindelige folk, samerne, lever i den nordligste del af landet, hvor de er beskæftiget med rendrift. Det meste af landets befolkning bor i syd, og især i området omkring Oslo. 90% af landet er ubeboet.

Folket: Nordmænd (96,3%), danskere (0,4%), svenskere (0,3%), englændere (0,3%), pakistanere (0,2%), nordamerikanere (0,2%), jugoslaver (0,2%), iranere (0,2%), andre (1,9%). Blandt sidstnævnte findes det oprindelige folk, samerne, der primært bor i Finnmarken.

Religion: 88% af befolkningen er protestanter (lutheranere). Der findes katolske og evangeliske minoriteter.

Sprog: Der eksisterer to forskellige anerkendte former for norsk: 80% af skoleeleverne lærer den traditionelle form, «Bokmål», og 20% den nye form, «Landsmål» eller nynorsk. Samerne taler deres eget sprog.

Politiske partier: Det Norske Arbejderparti (DNA, Socialdemokratiet). Det Konservative Parti. Det ekstreme højreparti Fremskridtspartiet stiftet i 1973. Det Kristeligt Demokratiske Parti. Det Liberale Parti. Centerpartiet. Sosialistisk Vensterparti (SV). Rød Valgalliance (RV).

Sociale organisationer: Landsorganisationen (LO)

Officielt navn: Kongeriket Norge.

Administrativ inddeling: 19 (Fylker)

Hovedstad: Oslo, 1.422.442 indb. (2010).

Andre vigtige byer: Bergen, 200.200 indb.; Trondheim, 140.700 indb.; Stavanger, 109.900 indb. (2000).

Regering: Konstitutionelt parlamentarisk monarki siden 1884. Harald V er siden 1991 landets konge. Erna Solberg er siden oktober 2013 landets statsminister. Parlamentet har et kammer (Stortinget) med 165 medlemmer.

Nationaldag: 17. maj (Grundlovsdag, 1814).

Væbnede styrker: 27.000 (2003).

 

De tidligste spor efter mennesker i Norge stammer fra det 9-7. årtusinde f.v.t. Det menes at germanske stammer emigrerede til disse områder, da gletcherne trak sig tilbage fra kyster og bjerge i Nordeuropa. Der findes hulemalerier der viser, at befolkningen allerede på den tid kunne sejle og kunne anvende ski til at transportere sig over sneen.

Den nedskrevne historie placerer skabelsen af den norske nation og kristningen af landet til perioden 800-1030 e.v.t. Vikingekongen Harald Hårfager betragtes som nationens grundlægger. En opgave han gik i gang med efter at have knust sine rivaler i et søslag i Hafrsfjord nær det nuværende Stavanger. Han fik på denne måde det meste af landet under sin kontrol. Vikingeekspeditionerne udvidede landets herredømme. Vikingerne nåede så langt bort som Grønland i nord og Irland i syd. Ifølge den officielle historie tog nordmanden Leif Erikson og hans mænd i 1002 afsted fra Island og drog mod vest. De var de første europæere, der krydsede Atlanten og nåede Amerika, som de kaldte Vinland.

Ved afslutningen på vikingeepoken var Norge et selvstændigt land, hvor 4 regionale bondeforsamlinger - lagting - valgte monarken. På disse lagting havde både kongens «ægte» og «uægte» børn lige rettigheder ifht. arvefølgen. I det 11-12. århundrede skete det hyppigt, at to konger regerede landet samtidig - uden konflikter.

Kong Magnus III Barfod (1093-1103) erobrede de skotske øer Orkneys og Hebrides. Hans tre børn regerede i fællesskab, indførte betalingen af tiende skatten, grundlagde de første klostre og byggede katedraler. Den stigende magt og konflikt mellem monarkiet og kirken førte i starten af det 12. århundrede til borgerkrig, der kom til at vare i 100 år. Krigen fortsatte frem til kroningen af Haakon IV i 1217. Den nye konge reorganiserede administrationen og indførte arvefølge monarki. Han indgik en aftale med Rusland om grænsen i nord mellem de to lande. Grønland og Island accepterede at indgå i en personalunion med kongen, og sammen med Færøerne og de skotske øer fik det norske imperium nu sin største udbredelse.

I 1349-50 kostede den sorte pest halvdelen af befolkningen livet. Overklassen blev kraftig reduceret, og den måtte hente danskere og svenskere for at udfylde højere stillinger indenfor regeringen og kirken. Alligevel mistede kongeriget kontrollen over sine kolonier, og de isolerede områder dannede deres egne selvstændige administrationer. Da Margrethe I af Danmark blev indsat som dronning i 1387 skabtes grundlaget for en union mellem de skandinaviske lande. I 1389 blev hun kronet til dronning af Sverige og i 1397 blev hendes adopterede nevø i Kalmar valgt til konge over hele Skandinavien. Med Kalmarunionen blev Norge gradvist underlagt og til sidst omdannet til dansk provins.

Dansk koloni

Fra 1523 forsøgte det norske administrationsråd at opnå større uafhængighed fra Danmark, men de katolske biskoppers dominans gjorde det vanskeligt for Sverige at støtte. Efter en borgerkrig i 1533-36 blev rådet afskaffet. I 1537 indførte den danske konge den lutherske religion i landet, og fra dette tidspunkt var den norske kirke statslig. De sociale forhold i Norge var i denne epoke mere favorable end i Danmark. Der fandtes en rig godsejerklasse, der udnyttede landets træressourcer og et omfattende landproletariat. Størstedelen af befolkningen bestod imidlertid af bønder og fiskere. Byerne havde under 15.000 indbyggere. (Se Dansketiden).

Svensk koloni

Ved afslutningen af Napoleonskrigene i starten af det 19. århundrede måtte Danmark afstå Norge til Sverige. I 1814 sammenkaldte nordmændene en grundlovsgivende forsamling og udråbte landets selvstændighed. Sverige svarede med at gennemtvinge sit overherredømme med magt. Trods unionen med Sverige var de fleste artikler fra forfatningen af 1814 dog fortsat i kraft. Den norske grundlov er således en af verdens ældste, kun overgået af USA's føderale forfatning. Den er baseret på det nationale overherredømme, deling af magten og umistelige menneskelige rettigheder. Med en forfatningsændring i 1884 indførte nordmændene det parlamentariske monarki som regeringsform. (Se Svensk-Norske Union).

1905 Selvstændighed

Men unionen med Sverige var meget konfliktfyldt, og i 1905 fik Norge endelig sin selvstændighed. Den danske prins Carl blev valgt til konge af Norge under navnet Haakon VII. Frem til 1914 oplevede landet en høj økonomisk vækst, og dets vandkraftværker gav grundlag for en betydelig industriel udvikling. Imidlertid skabte private norske og udenlandske virksomheders opkøb af vandfald stor bekymring i befolkningen. I 1906 tilhørte 75% af landets vandkraftværker udenlandsk kapital, og i 1909 vedtog parlamentet love til beskyttelse af landets naturressourcer.

I 1898 blev der indført almindelig stemmeret for mænd og i 1907 og 1913 fik også kvinder stemmeret. Under den 1. verdenskrig forsøgte Norge at holde sig neutral, men stormagterne tvang det til at afbryde samhandelen med Tyskland. De antityske følelser i befolkningen var stærke. Især pga. en række ulykker forårsaget af ubåde. Samtidig blev arbejderne berørt af prisstigninger som følge af krigen.

Mellemkrigstiden

En af konsekvenserne af industrialiseringen af landet og indførelsen af almindelig stemmeret var udviklingen af Socialdemokratiet (Arbeiderpartiet). Ved slutningen af krigen havde venstrefløjen flertallet, og til forskel fra socialdemokratierne i de andre vesteuropæiske lande besluttede det derfor i 1918 at tilslutte sig Kommunistisk Internationale (Komintern), da denne blev dannet i kølvandet på den russiske revolution. Alligevel afviste partiet at underlægge sig central styring som krævet af Sovjets Kommunistparti, og i 1923 trak det sig atter ud af Komintern.

Mellemkrigstiden var præget af en række økonomiske problemer og alvorlige arbejdskonflikter. Trods en arbejdsløshed på 20% i 1938 var perioden alligevel præget af aggressiv industriel vækst. Desuden gennemførte regeringen en sociallovgivning, folkepension, ret til ferie og feriepenge samt arbejdsløshedsforsikring.

Som Danmark blev Norge den 9. april invaderet af Tyskland, men Norge overgav sig først efter 2 måneders kampe mod overmagten, og kong Haakon og regeringen gik i eksil i London, hvorfra modstandskampen blev koordineret. Landet blev befriet i 1945. Haakon døde i 1957 og blev efterfulgt af sin søn, Olav V.

Efterkrigstiden

Arbeiderpartiet regerede landet i hele perioden 1935-65, bortset fra en enkelt måned i 63. Ved valget i 65 tabte partiet flertallet i parlamentet, og lederen af Centerpartiet Per Borten blev udnævnt til statsminister. Han blev tvunget til at træde tilbage i 1971, da det blev afsløret, at han havde videregivet hemmelige informationer under forhandlinger med EF.

Efter 2. verdenskrig besluttede Norge at opgive sin neutralitet, og søgte i 1949 und i NATO. I 1952 blev det medlem af Nordisk Råd. I 1960 blev det medlem af det europæiske frihandelssamarbejde EFTA. Socialdemokratiet ønskede at tilslutte landet til EF, men det blev afvist ved en folkeafstemning første gang i 1972 og anden gang i 1994. Trods nederlaget ved EF afstemningen i 72 stod arbeiderpartiet fortsat i spidsen for norsk politik gennem 70'erne og 80'erne, i nogle perioder i alliance med Sosialistisk Venstreparti (SV). I februar 81 trak Odvar Nordli sig af helbredsmæssige årsager tilbage fra statsministerposten og overlod den til landets første kvindelige statsminister, Gro Harlem Brundtland.

I 1977 udstrakte Norge sin søgrænse til 200 mil, og afgrænsede et område omkring Svalbard til beskyttelse af fiskebestanden. Formålet var i begge tilfælde at få bedre kontrol over fiskeriet. Selv om der er mange fisk i havet ud for Norge, er ressourcerne ikke uudtømmelige. I dag er det mindre end 1% af befolkningen, der arbejder i fiskeriet. I 1981 blev der indgået en aftale med Island om fiskerettigheder og minedrift, men Danmark strittede imod at indgå en tilsvarende aftale omkring Grønland, og denne konflikt måtte afgøres ved den Internationale Domstol. I mange egne langs kysten er fiskeriet det vigtigste erhverv. Det gælder især i nord, hvor klimaet og landskabet vanskeliggør andre former for produktion. Fiskeindustrien beskæftiger desuden et betydeligt antal kvinder, der ville have vanskeligt ved at finde arbejde indenfor andre sektorer. Kvinderne arbejder overvejende med forarbejdningen og forædlingen af fiskene.

Siden begyndelsen af 70'erne havde Norge været i konflikt med Sovjet omkring rettighederne til Barentshavet. I 78 blev der indgået en midlertidig aftale mellem de to lande, der udpegede en «grå zone», hvor de i fællesskab skulle administrere fiskeriet.

Efter 4 års konservativ regering vandt arbeiderpartiet igen valget i maj 1986, og Gro Harlem Brundtland kunne atter sætte sig på statsministerposten. Hun udpegede 8 kvinder til sin 18 personer store regering. Under hendes regeringsperiode blev et stort antal kvinder udpeget til højere stillinger indenfor regeringen.

Forureningen af floder og søer i den sydlige del af landet i 1986 blev tilskrevet «syreregnen», der stammede fra svovldioxid forureningen fra industrier i Storbritannien. Den britiske regering erklærede sig villig til at reducere forureningen med 14% i perioden frem til 1997, men den norske regering afviste erklæringen som utilstrækkelig. Miljøbevarelse spiller en stadig vigtigere rolle i landets politiske debat. Myndighederne oprettede 14 nationalparker til beskyttelse af landets flora og fauna. Samtidig blev 40% af området på Svalbard omdannet til nationalpark til beskyttelse af isbjørnene.

Forholdet til USA blev i 1987 nedkølet efter eksport af «tungt vand» - der anvendes i atomreaktorer - fra den statslige Kongsberg Vapenfabrikk (KV). Det var en overtrædelse af NATO retningslinier, der forbød salg af tungt vand til medlemmer af Warzhawapagten og den tredje verden. Rumænien og Vesttyskland havde tidligere videreeksporteret vandet til Indien, men forpligtigede sig nu sammen med Israel til ikke at videresælge det uden norsk tilladelse, og til kun at anvende det til fredelige formål. Konflikten med USA blev dog først løst endelig i 1988, da Norge forbød enhver eksport af «tungt vand». Samme år brød en ny konflikt ud mellem de to lande, da USA truede Norge med økonomiske sanktioner pga. den norske kommercielle fangst af hvaler. Det blev dog ved truslen, da Norge skyndte sig at indskrænke fangsten til «det nødvendige for videnskabelige studier». I 1990 erklærede regeringen i Oslo sig dog rede til at genoptage den traditionelle hvalfangst.

I 1988 faldt fiskeproduktionen betragteligt pga. stigende koncentration af alger i syd og en stigende bestand af sæler, der spiste fisken. Alligevel blev Norge i 89 tvunget til at opgive fangsten af sælunger, efter Schweiz havde indstillet importen af norsk fisk pga. drabene på sælunger.

«Syreregn» der stammede fra industrier på den sovjetiske Kola halvø og faldt i det nordøstlige Norge samt påståede brænde på sovjetiske atomubåde i Ishavet udløste protester i Norge. I 89 indgik de to lande en aftale om udveksling af informationer om uheld til søs.

1989 Økonomisk krise

Opbakningen til arbeiderpartiet faldt fra 41% i 1985 til 37% i 89 og faldt yderligere pga. landets økonomiske vanskeligheder, som regeringen søgte at dæmme op for med gennemførelse af en skrap krisepakke. Indkomsterne og forbruget faldt og arbejdsløsheden nåede op på 6%. Det højeste niveau siden 2. verdenskrig.

I juli 89 gik Brundtland regeringen af, efter at de konservative, Centerpartiet og de kristelige demokrater havde indgået en regeringsaftale, der havde parlamentarisk flertal. Ved valget samme år tabte både socialdemokrater og konservative stemmer til fordel for de mere radikale partier. Den borgerlige regering fik dog kort levetid. I november 90 overtog Brundtland atter posten som statsminister.

Trods stor uenighed blandt de forskellige sektorer i det norske samfund, besluttede arbejderpartiregeringen i slutningen af 92 at indgive ansøgning om norsk optagelse i EU. Beslutningen skulle også ses på baggrund af, at blandt de andre skandinaviske lande var Danmark allerede medlem, og både Sverige og Finland havde allerede søgt om optagelse i EU. Fagbevægelsen mente imidlertid, at medlemsskabet ville bringe landets selvstændighed i fare, mens mange arbejdsgivere ønskede direkte adgang til markedet i unionen. Det gjaldt specielt indenfor eksportindindustrien. Beslutningen skulle dog først til folkeafstemning, og den blev berammet til november 1994. Kampagnen kom til at præge de følgende 2 års politiske debat i landet og kom især til at dreje sig om 3 temaer: Udvindingen af olierigdommene, regionalpolitik og fiskeripolitik. Socialdemokraterne og de konservative gik ind for tilslutning, mens de øvrige partier gik imod. Trods den massive og pengestærke kampagne for norsk tilslutning gik 52,4% ved afstemningen i november imod. Socialdemokratiet havde for anden gang bragt emnet til afstemning - og tabt.

Den økonomiske vækst i landet fortsatte i 1994 og arbejdsløsheden faldt. I 95 nåede den ned på 4,8%, og det blev vurderet, at den ville fortsætte den nedadgående tendens.

I oktober 96 besluttede Gro Harlem Bruntland overraskende at trække sig fra posten som statsminister, og hun blev erstattet af sin kollega Thorbjörn Jagland. Han tabte imidlertid valget i september 97 og måtte trække sig tilbage. Arbeiderpartiet fik kun 35% af stemmerne, hvilket kun rakte til 65 pladser ud af Stortingets 165. Han havde på forhånd erklæret, at han ville trække sig fra posten, hvis partiet ikke fik 36,9% af stemmerne - det samme stemmetal som ved valget i 93. De 3 borgerlige centrumspartier dannede en koalition og udså den kristelige demokrat Kjell Magne Bondevik til ny statsminister. Der var dog tale om en mindretalsregering. De tre partier rådede kun over 43 af pladserne i Stortinget. En af Bondeviks første handlinger var at allokere en større del af de statslige indtægter på eksporten af olie til sundheds- og undervisningssektoren. I forvejen var netop anvendelsen af de enorme statslige indtægter på olien et omstridt emne. Både socialdemokrater og borgerlige havde været enige om at investere en væsentlig del af overskuddet i udlandet, fremfor at skabe arbejdspladser og ordentlige sociale vilkår for hele befolkningen. Konsekvensen af denne politik havde gennem 80'erne og 90'erne været, at klasseskellene i det norske samfund blev stadig større, og trods oliemilliarderne var Oslo en af de byer i Europa, der forholdsvist havde flest gadebørn.

Den norske økonomi voksede i 1997 for femte år i træk. Alligevel begyndte konsekvenserne af den internationale finansielle krise at gøre sig gældende i begyndelsen af 1998. Som ved alle kapitalistiske kriser går det i første omgang ud over råvarepriserne, og olien faldt nu til et historisk lavt niveau, hvilket ramte Norge der er verdens 10. største olieeksportør hårdt. Krisen blev yderligere forværret i løbet af 1998, da internationale valutaspekulanter gik til angreb på den norske krone. Hen på eftersommeren måtte statsminister Bondevik søge orlov for at rekreere sig ovenpå den alvorlige krise.

Bondevik tabte i marts 2000 en tillidsafstemning i Stortinget og trak sig tilbage. Kernen i konflikten var uoverensstemmelser omkring bygningen af gaskraftværker i landet. Mens Bondeviks mindretalsregering fastholdt, at kraftværkerne ville udlede for megen kuldioxid til atmosfæren, var oppositionens holdning, at man for enhver pris skulle undgå at øge udgifterne til import af energi.

Den 17. marts overtog Arbejderpartiets leder, Jens Stoltenberg posten som statsminister og udnævnte en regering, der overvejende bestod af gamle kendinge fra hans parti. Omkring halvdelen af ministrene i regeringen var kvinder.

I september protesterede samerne mod et regeringsprojekt om at åbne en guldmine i Pasvik i landets nordligste del. Samerne har i 20 år arbejdet for at få klarlagt ejendomsforholdene til jorden. Samernes parlament - der er et rådgivende organ uden beslutningskompetance - krævede at blive konsulteret i spørgsmålet, og fastholdt at regeringens projekt ville bringe overlevelsesmulighederne blandt samerne i fare. De er baseret på fiskeri og rendrift.

Gennem århundreder kunne samerne ikke kræve ejendomsret til jorden, fordi denne var begrænset til norsktalende indbyggere. Først fra 1960 kunne samisk tales i skolerne. Fra 2002 er der planlagt daglige sendinger i TV på samisk.

I begyndelsen af 2001 besluttede regeringen at genoptage eksporten af hvalspæk og -kød, og ophævede således det fiskeriforbud der var blevet indført efter internationale pression. Miljøorganisationer protesterede øjeblikkeligt og argumenterede med, at dette ville berøre arter, der var i fare for udryddelse. Samtidig havde regeringen en konflikt med Sverige som følge af drab på grå ulve, der i Norge blev anset for at være en trussel mod kvæget, mens de i Sverige blev betragtet som en truet dyreart. Regeringen tillader i forvejen slagtningen af sæler - som turistattraktion - og den foreslog nu drab på delfiner til videnskabelige formål.

Omkring 40.000 nordmænd demonstrerede i Oslo i protest mod det første åbent racistiske mord i landet. En norsk-ghanesisk aktivist, Benjamin Hermansen, blev den 26. januar 2001 dræbt af knivstik af en gruppe på 6 norske nynazister, Boot Boys, der senere blev arresteret og dømt.

Tronarvingen, prins Haakon giftede sig i august med en kvinde, efter at have levet 1 år med hende. Det skabte en del opstandelse, selv i Norge, eftersom hun var enlig mor. I et land hvor halvdelen af alle fødsler sker af enlige mødre eller i papirløse forhold, blev der fra højrefløjen rejst religiøs og juridisk kritik af ægteskabet. Princessens søn træder ikke ind i tronfølgen, og den norske kirke som siden vil få tronfølgeren som overhoved, er modstander af papirløse forhold.

Arbejderpartiet mistede magten ved valget i 2001, og en måned senere dannedes en koalitionsregering bestående af de konservative, kristelige og liberale. Den kristelige Kjell Magne Bondevik blev indsat som premierminister.

Miljøgrupper fortsatte i 2002 deres kamp for at bremse jagten på hvaler, hvis spæk eksporteres - overvejende til Japan. Grupperne arbejdede på at bevidstgøre forbrugerne om de konsekvensen jagten har på de nordiske truede dyrearter. Den norske regering fastholdt, at der eksisterede forskellige kontrolmekanismer til at begrænse fangsten.

Norge opgav sin rolle i fredsprocessen i Sri Lanka i november 2003 som følge af uenighed med landets politiske ledelse.

I december 2003 udløste planer om olieudvinding i Barentshavet skarp kritik fra miljøorganisationer og fiskerierhvervet, der frygter de miljømæssige konsekvenser af olieudvindingen i det kolde område.

En oliearbejderstrejke i juni 2004 berørte kraftigt landets olieproduktion. De strejkendes krav var bedre pension og større begrænsninger for midlirtidig ansættelse. Den startede i det statslige Statoil og bredte sig derefter til ExxonMobil og ConocoPhilips. Efter 5 dages strejke var produktionen faldet til 375.000 tønder dagligt, svarende til 12% af den gennemsnitlige dagsproduktion. Gunnar Gjerde fra Olie- og Energiministeriet erklærede at: «Ud fra en økonomisk synsvinkel er det naturligvis alvorligt, men olieindtægterne går ikke direkte ind i den norske økonomi. Kun en lille del indgår i finansloven». Gjerde tilføjede, at regeringen ikke ville blande sig i strejken, og at det var fagforeningernes og selskabernes ansvar at løse konflikten.

I anledning af 100 års markeringen i juni 2005 for folkeafstemningen der førte til Norges løsrivelse fra Sverige erklærede FN's generalsekretær Kofi Annan, at jubilæet var til inspiration for alle de der arbejder for fred i verden.

Ved valget i september 2005 blev den borgerlige blok slået, og Arbeiderpartiet dannede regering sammen med SV og Centerpartiet med Jens Stoltenberg som statsminister. Koalitionen har 87 pladser ud af Stortingets 169 pladser. Valgets værste resultat var, at det ekstremt fremmedfjendske og højreorienterede Fremskridtsparti gik 7,4% frem til 22,1% af stemmerne. Det blev dermed landets næststørste parti. Men mens det ekstreme i Danmark i form af Dansk Folkeparti deltager i regeringsarbejdet, er partierne i Norge enige om at holde det ekstreme højre ude.

I marts 2006 vedtog landet at øge sin olieefterforskning i det arktiske havområde. Men af hensyn til miljøet besluttede regeringen at begrænse efterforskningen i bestemte områder frem til 2010. Miljøorganisationer kritiserede beslutningen. De argumenterede, at selv om 2010 var et langt perspektiv i politisk sammenhæng var det for naturen blot et øjeblik.

I maj 2007 blev Norge i en rapport fra Economists Economy Intelligence Unit med det såkaldte Global Peace Index karakteriseret som verdens fredeligste land. Rapporten baserede sig på en analyse af tre grundlæggende faktorer: voldsniveau, organiseret kriminalitet og militære udgifter. Landet havde ligeledes ligget på førstepladsen siden 2001 hvad angår UNDP menneskelige udviklingsindex (HDI).

I april 2008 blev det afsløret, at den konservative partiforkvinde Erna Solberg i sin egenskab af indenrigsminister i 2004 havde afvist at give politisk asyl til den israelske atomvidenskabsmand Mordechai Vanunu, der havde siddet 25 år i israelsk isolationsfængsel. Solberg ønskede ikke at sætte Norges gode forhold til Israel over styr.

Arbeiderpartiet vandt stortingsvalget i september 2009. Partiet gik 2,7% frem til 35,4%. SV gik til gengæld 2,6% tilbage til 6,2%. Fremskridtspartiet blev atter landets næststørste parti med 22,9%, en fremgang på 0,8%.

Norge blev kun i meget begrænset omfang berørt af den globale økonomiske krise, der for alvor slog igennem i 2008. Landets BNP faldt i 2009 med 1,1% og i januar 2010 var arbejdsløsheden «kun» 3,3% sammenlignet med 10,2% i EU.

Nobelkomiteen gav i september 2010 fredsprisen til den kinesiske aktivist Liu Xiaobo. Det fik Kina til at advare Norge om, at det ville påvirke forholdet mellem de to lande negativt.

2011 Højreradikal terror i Norge

Den 22. juli 2011 sprang en højreradikal terrorist det norske regeringskanceli i Oslo centrum i luften. Terroraktionen kostede 8 livet. Målet var bl.a. at dræbe landets statsminister, Jens Stoltenberg, men denne arbejdede denne dag hjemme. Derefter tog terroristen til den lille ø Utøya nær Oslo, hvor det socialdemokratiske ungdomsforbund AUF var i gang med sin sommerlejr. Her henrettede han 79 ungsocialdemokrater før han blev arresteret af politiet. Tidligere på dagen havde Norges tidligere statsminister Gro Harlem Brundtland talt på sommerlejren, og hun var i virkeligheden terroristens primære mål, men han kendte ikke hendes tidsplan, og hun var taget afsted før han ankom til øen.

Den højredikale terrorist blev af højreradikale meningsfæller i Norge, Danmark og andre dele af Europa fremstillet som sindsyg, men det var nu ikke tilfældet. Terroraktionen var blevet planlagt gennem 10 år og undervejs havde han været medlem af Dansk Folkepartis søsterparti i Norge, Fremskridtspartiet. Terroristens had havde i udgangspunktet været rettet mod flygtninge og indvandrere, men blev i årene op til terroraktionen desuden rettet mod det norske socialdemokrati og venstrefløjen, som han så som de ansvarlige for, at Norge var i gang med at udvikle sig til et moderne multikulturelt samfund. Hadet var derfor især rettet mod Gro Harlem Brundtland. Forskellen på det norske og det danske socialdemokrati var, at mens det danske parti siden 1990'erne havde ført en indvandrerfjendtlig politik, havde det norske parti ført en åben politik mod verden og dens konflikter.

Terroraktionen i Norge var en foreløbig kulmination på 15-20 års europæisk udvikling af højreradikal vold og retorik rettet mod flygtninge og indvandrere. Efter terroraktionen lagde mange af de europæiske partier af taktiske årsager dog afstand til terroren. Det gjaldt dog ikke det neo-nazistiske Lega Nord i Italien, eller Dansk Folkeparti hvis leder erklærede at partiet uforbeholdent ville fortsætte sin voldsretorik rettet mod flygtninge og indvandrere. Terroraktionen gjorde ligeledes ikke større indtryk på den danske «udviklingsminister» Søren Pind, der sammenlignede den med protesterne mod et vindmølletestcenter i Thy. Danmark blev af terroristen karakteriseret som et «mønsterland», og den danske VKO regering havde da også netop i 10 ført den hadske politik rettet mod flygtninge og indvandrere, terroristen efterlyste i Norge.

Danske medier stod derfor også i kø for at offentliggøre terroristens 1500 siders kogebog i hvordan man gennemfører terroraktioner. DR klippede dog efterfølgende 50 siders vejledning i bombefremstilling ud. Kogebogen blev ligeledes viderebragt af bl.a. Berlingske Tidende og Ekstrebladet. Budskabet til europas højreradikale galninge var: «dræb 80 af de røde og få din egen talerstol i de danske medier til inspiration for andre». Det norske NRK nægtede at give terroristen denne talerstol. Danske medier svarede, at terroristens ytringsfrihed ellers blev krænket. «Retten til ytring står over alt andet». I Danmark står denne ret også over retten til livet.

Formanden for den norske Nobelkomite, Thorbjørn Jagland advarede efterfølgende de europæiske politikere - med speciel adresse til den britiske premierminister David Cameron - om de hyppigt selv fremmer hadet til flygtninge og indvandrere, og dermed nærer den højreradikale terror. Fire måneder tidligere havde Cameron under en tale i München erklæret, at den multikulturelle stat var slået i fejl i Storbritannien. Det fik øjeblikkeligt fik øjeblikkeligt formanden for det britiske neo-nazistiske parti BNP, Nick Griffin til at juble: «det er et stort spring for vore ideer ind i mainstream politikken».

Efter terroraktionen blev det norske efterretningsvæsen PST kritiseret for i sine tidligere analyser at have ignoreret den norske højrefløj generelt og terroristen specielt. Der var ellers signaler nok at gå efter. Han havde våbentilladelse til et automatvåben og en Glock pistol, der begge blev brugt under massakren på Utøya, han havde tidligere købt 5 tons kunstgødning der blev brugt under angrebet på regeringskancelliet i Oslo, og han var en flittig blogger med voldelige holdninger på den radikale højrefløjs medier. Men som i Danmark har efterretningstjenesten i årtier alene koncentreret sig om at spionere mod venstrefløjen, socialdemokratiet og bevægelserne, og samtidig vendt det blinde øje mod højrefløjen. I Norge endte skandalen med at blive så stor, at politikerne endte med at nedlægge det stærkt belastede POT, og i stedet oprettede PST. Men det hjalp åbenbart ikke. I Danmark fortsætter PET sit samarbejde med og sympati for den radikale højrefløj, hvilket PET Kommissionens beretning fra 2009 dokumenterede, og siden er det dokumenteret at PET fortsætter sit arbejde med at beskytte den radikale danske højrefløj.

Terroraktionen i Norge bekræftede, at truslen mod de europæiske samfund ikke kommer fra flygtninge og indvandrere, men derimod fra den radikaliserede højrefløj, hvis voldspolitik i stigende grad smelter sammen med den herskende politiske diskurs. Ikke blot i Danmark og Storbritannien, men også i Nederlandene, Finland, Østrig, Italien, Frankrig og Ungarn.

Terroristen Breivik blev under enorm dansk mediebevågenhed dømt til 21 års fængsel, der efterfølgende kan forlænges i perioder af 5 år.

Regeringen tog i juli 2012 nødretslove i brug for at tvinge oliearbejdere tilbage i arbejde efter 16 dages strejke over pensioner.

En norsk domstol dømte i februar 2013 Sadi Bugingo til 21 års fængsel for hans medvirken i folkemordet i Rwanda i 1994.

I september 2013 indgik Norge og EU en ny aftale om fiskekvoter.

Parlamentsvalget i september 2013 blev an katastrofe for venstrefløjen. Rødt gik 0,3% tilbage til 1,1%; Sosialistisk Venstreparti gik 2,1% tilbage og kom med 4,1% kun lige netop over spærregrænsen; Arbeiderpartiet gik 4,5% tilbage til 30,8%. Konsekvensen var at det smalle flertal der havde regeret Norge i de foregående 4 år var faldet. Høire gik til gengæld 9,6% frem til 26,8%, mens Fremskrittspartiet gik 6,6% tilbage til 16,3% og dermed ikke længere landets næststørste parti. 3 mindre borgerlige partier fik ialt 16,3%. Deriblandt Venstre der kom over spærregrænsen. Som konsekvens af valget blev der dannet en mindretalsregering mellem Høire og Fremskrittspartiet og med støtte fra de små borgerlige partier. Premierminister Erna Solberg erklærede, at regeringens vigtigste mål var at gennemføre skattelettelser og reducere statens størrelse.

Jens Stoltenberg blev i oktober 2014 generalsekretær for NATO. En af Stoltenbergs første prioriteter var at nedtone den krigsretorik rettet mod Rusland, den tidligere generalsekretær Anders Fogh Rasmussen havde praktiseret det sidste halve år af sin embedsperiode. Mens Danmark i 20 år havde været krigsmagere i internationale relationer, har Norge traditionelt en fredsorienteret holdning til disse relationer.

Ved udgangen af 2014 lå den norske oliefond inde med midler svarende til 870 mia. US$ svarende til 173.000 US$ pr. indbygger. Flere olielande søgte at lære af Norge for at forberede sig på en fremtid, hvor de ikke længere ville kunne financiere samfundets udgifter med olie- og gasproduktion.

I juli 2015 blev den Nationale Institution for Menneskerettigheder oprettet med direkte reference til parlamentet. Den havde siden 2002 været en del af det Nationale Center for Menneskerettigheder ved det juridiske fakultet i Oslo.

I løbet af 2015 modtog Norge 31.145 asylansøgere. En tredobling ifht. året før. Det store flertal af dem var syrere på flugt fra Vestens og Golfstaternes krig i Syrien. Menneskerettighedsorganisationer kritiserede skarpt, da regeringen i november ændrede asyllovgivningen, så asylansøgere der kom ind i Norge fra Rusland automatisk blev hindret i at søge asyl, og dermed automatisk kunne udvises.

Mens Danmark i 2015 fjernede incitamenterne til at købe elbiler frem for benzindrevne biler (med det resultat at elbilsalget i slutningen af året var faldet til næsten 0), var incitatmenterne fortsat stærke i Norge. Så stærke at Dagens Næringsliv i juli 2016 vurderede, at Norge allerede i 2025 kunne blive det første land i verden der helt forbød benzin- og dieseldrevne biler.

Statsminister Erna Solberg fik i september ændret sin Facabook profil, da Facebook fjernede et ikonisk billede af den nøgne 9 årige vietnamesiske pige Kim Phúc, der løb bort fra et nordamerikansk napalmangreb i 1972. Statsministeren lagde billedet ud i protest mod at først forfatteren Tom Egeland og siden Aftenposten havde fået fjernet samme foto af Facebook. Egeland havde oprindeligt lagt billedet op som et af syv der skulle illustrere fotos, der havde ændret «krigens historie». Men Facebook er et ærbart medie, der nok tillader nazistisk og IS propaganda, men ikke nøgenhed. Bl.a. Peter Øvig Knudsen havde tidligere fået fjernet fotos af dansende nøgne kvinder. Efter stor international skandale omkring Facebooks censur krøb mediegiganten nu til korset og tillod billedet af det niårige offer for USA's napalm. Der var doh kun tale om en enkelt undtagelse i dens ellers håndfaste censurpolitik. (Facebook deletes Norwegian PM's post as 'napalm girl' row escalates, Guardian 9/9 2016).

 

Geografi og bosætning

Den egentlige bydannelse i Norge skyldes hverken landbrug eller fiskeriet, men derimod skovdriften, den tredje af de traditionelle primærerhverv. Fra 1500 tallet blev trælasteksporten det vigtigste udadvendte erhverv ved siden af fiskehandelen. Mens fiskehandelen tidligere havde givet vækstvilkår for en enkelt by - Bergen - gav trælasthandelen fra tidlig tid basis for en hel kæde af bysamfund langs den norske kyst. I indlandet var bydannelserne udover de to-tre traditionelle minebyer få, og de var knyttet til transporten af trælast gennem indsøer og vandløb.

Industrien der slog igennem i anden halvdel af 1800 tallet bragte få væsentlige ændringer i det bosætningsmønster som primærerhvervene havde skabt. Industrien blev frem til omkring 1905 placeret i de eksisterende byområder - skønt ikke i alle: De mindre trælast- og sejlskibsbyer gik relativt tilbage under den stærke urbanisering af landet efter 1870. Gennembruddet for elektriciteten skabte efter århundredeskiftet grundlag for en del nye industrisamfund i tidligere spredte- eller ubebyggede områder - Odda, Sauda, Rjukan - men også for en forstærket urbanisering af de etablerede byområder - Oslo, Bergen, Skien, Trondheim.

Sammenfattende kan det derfor slås fast, at den fysiske fordeling af menneskene over det norske land overvejende er bestemt af landbrugets vilkår i et koldt, men nedbørsrigt land. Ved siden af landbrugets spredning har handelsvirksomhed baseret på fisk og især på trælast gennem mange århundreder givet basis for en vis bydannelse langs vest- og sydkysten.

Ved siden af erhvervsgrundlaget har samfærdselsmulighederne spillet en rolle for bosætningen. I Norge bor folk traditionelt hvis det ellers er muligt ved havet - åbenbart pga. transporten. Jernbanen blev indført som transportmiddel i 1850'erne, og slog igennem som nationalt transportmiddel fra 1870'erne. Den førte nok til bydannelser i form af «stationsbyer» langs banerne inde i landet, men selv i jernbanens glansperiode frem til ca. 1920, var det overvejende andre faktorer som påvirkede bosætningen. Det var i første omgang overgangen fra sejl til dampkraft indenfor skibsfarten, og i nogen grad fabriksproduktionen, som slog igennem i tre perioder: 1870-80, 1890-95 og 1905-16 - den sidste kraftigst. Et bygrundlag som det i Narvik, hvor jernbanen er den økonomiske nerve, hører til blandt undtagelserne i Norge. Jernbanen sikrede det bosætningsmønster som eksisterede, mere end den skabte et nyt.

Den videre transportudvikling synes så at have påvirket bosætningen på to måder. Dels har den styrket mulighederne for spredt bosætning, som rutebilnettet fra og med 1930'erne styrkede landbruget ved at introducere mælkeruter, hvilket gjorde bøndernes hovedprodukt mere omsættelig. Dels har privatbilen siden 1960'erne gjort dags- og ugependling over lange afstande mulig, og bremset op for en endnu stærkere koncentration af bosætningen end den som ellers ville have fundet sted.

Også arbejdsmarkedet har påvirket bosætningen i landet. Folk har til alle tider flyttet bort fra underbeskæftigelse og der hen hvor der var arbejde at få. I perioden fra 1815 til 1965 blev folketallet i Norge fordoblet. Men det nationale arbejdsmarked kunne ikke opsuge alle, og næsten en million nordmænd flyttede over havet til Amerika. Flytning til og fra udlandet har i vore dage ringe betydning for bosætningen og befolkningsudviklingen.

  1952 1977
Søtransport    

Bilfærger

55 310

Anden rutefart

452 395
Skinnetransport    

Jernbaner

1526 1892

Sporveje/ forstadsbaner

589 485
Vejtransport    

Rutebiler

1847 3916

Droscher o.l.

291 494

Personbiler

1584 30491

Motorcykler o. l.

171 596
Luftfart 9 1225
Sum indenlandsk persontransport 6524 39804
Persontransport i millioner personkilometer pr. år.
Kilde: Transportøkonomisk institutt.

I årene efter den 2. verdenskrig har der i landet som helhed været større efterspørgsel efter end tilgang af arbejdskraft. Men arbejdskraftbehovet har været geografisk ulige fordelt, med størst koncentration i områderne omkring landsdelscentrene Oslo, Trondheim, Kristiansand, Bergen og Stavanger. Nordnorge, dele af Trøndelag og de indre egne i Sydnorge har derimod haft overskud af arbejdskraft. Dette har resulteret i meget ulige befolkningsvækst i de forskellige dele af landet. De fem storbyregioner stod i begyndelsen af 1950'erne for 42,5% af den samlede befolkningsvækst; Ti år senere for hele 67%.

Befolkningsudviklingen 1800-1970, med prognose frem til år 2000.
Figuren viser dramatiske ændringer i bosætningsmønsteret. Den andel af befolkningen som er bosat i spredtbyggede egne er sunket stærkt, og en stigende del af befolkningen er koncentreret på en lille del af arealet.
Med småbyer menes byer med mindst 200 indbyggere, hvor husene ligger under 50 meter fra hinanden og hvor mindst 75% af den erhvervsaktive befolkning er beskæftiget ved andre erhverv end jord- og skovbrug.
Den gamle inddeling i bykommuner og herreder falder ikke længere sammen med tæt/spredt bosætning, som det gjorde i det 19. århundrede.

Figuren er hentet fra H. Myklebost: bosætningsudviklingen i Norge 1950-1975, Oslo 1978.

Flytningen er især sket fra Nordnorge, Trøndelag udenfor Trondheim, samt fra bjerg- og fjordbygderne i Sydnorge, og befolkningen er på den måde blevet koncentreret på en lille del af arealet i takt med de strukturelle omlægninger i norsk arbejdsliv fra arbejdskraftkrævende landbrug, fiskeri og skibsfart, til storindustri og serviceerhverv.

Denne omstrukturering af befolkningen og dermed af bosætningen står som et centralt træk ved efterkrigstiden. Alligevel flyttede nordmændene langt mere før - målt i nettoflytning over amtsgrænserne. Kun i krise- og besættelsesårene 1931-46 var flyttetallet lavere: 1 pr. 1000 indbyggere, mod lidt over 2 i 1960- og 70'erne. Umiddelbart før århundredeskiftet var tallet 8 pr. 1000 indbyggere.

Norges topografiske særpræg, med en længdeakse som er en europæisk stormagt værdig og en bredde svarende til Jyllands, har i øvrigt haft mange andre konsekvenser end blot for erhverv og bosætning. Kulturelt præges landet af en regionalisme, som stærkt modificerer indtrykket af en homogen nation. Landsdelenes kulturelle særpræg er i og for sig næppe større end i andre lande, men de slår stærkt igennem i forhold til landets størrelse. Den norske sprogstrid er et udtryk for dette. Ligeledes den administrative afstand mellem «Oslo» og resten af landet. Forholdet mellem Nord- og Sydnorge er karakteristisk for disse forskelle. Det har altid været præget af en grundlæggende og uoverskridelig afstand. Det eneste sted hvor norsk militær planlægning traditionelt har opereret med en mulig «demarkationslinie» ved krig og fjendtlig besættelse, er mellem disse to landsdele. Også i vore dages norske militære tænkning skiller de nordlige amter sig ud som et særligt område - en akilleshæl - hvilket jævnligt overrasker udenlandske strateger.

Udover den traditionelle administrative og geografiske afstand mellem Syd- og Nordnorge, udtrykkes den kulturelle afstand i den offentlige behandling af den samiske befolkningsgruppe, som er stærkt diskriminerende og som gennem generationer har fulgt en assimilationslinie. Hvert led i norsk administration og politik, fra kirke og skole til forsvar og folketælling, har traditionelt været orienteret mod at udslette eller overse den samiske egenart.

Klasser

Spredt bosætning, store afstande og stærk regionalisme er faktorer som også har påvirket klasseforholdene i Norge. Norge er ikke ét klassesamfund, men flere. Selv om både den jordejende overklasse, handelsfamilierne og det kapitalejende borgerskab udgør visse nationale netværk, kan hver af disse gruppers klassepræg diskuteres i forhold til andre og større samfunds klasseforhold.

Også arbejderklassen er i nogen grad opdelt regionalt hvad angår religion, sprog og livsstil. Det skyldes blandt andet, at den manuelle arbejdskraft i Norge traditionelt er langt den mest mobile. Et sjak i minerne eller i fabrikken er helt fra gammel tid sammensat af folk fra flere landsdele med megen omkringflytning bag sig. Studier af arbejderbefolkningens vandringer viser, at selv langt ind i bondesamfundet flyttede landarbejderne ofte - på samme måde som arbejderne gør det den dag i dag - og langt mere end de sociale lag som ejede eller disponerede over produktionsmidlerne.

Flytningerne har udjævnet regionale og andre forskelle i industriarbejderklassen og gjort den «almindelig» eller typisk europæisk. For eksempel er den stærkt påvirkelig af ideer udefra, idet den internationale socialisme overraskende ofte er slået ind i norsk arbejderbevægelse, trods den kulturelle og geografiske afstand til kontinentet. Partidannelserne og splittelserne i arbejderklassen følger internationale tendenser. Det gør de ikke i de andre klasser.

Arbejderklassen har nok visse særpræg i Norge. Den stærke udkantsradikalisme er en følge af landets specielle geografi; men den er også en konsekvens af, at de nordnorske arbejdermiljøers særligt militante holdninger sjælden har kunnet organiseres i større skala ud over lokalsamfundet - netop som følge af afstandene, geografien. Som organiseret bevægelse er arbejderklassen i Norge strammere disciplineret og mere lederskabsloyal end i de fleste andre lande. Men dette må ses i sammenhæng med den almindelige organisationskultur, som over alt er præget af stærk centrumskontrol, mere end arbejderklassens særlige vilkår (se afsnittet Offentlighed og organisation).

Som kontrast til arbejderklassen er overklassen væsentlig anderledes i Norge end i andre lande. De er for det første fattigere. «Hytter og huse, ingen borge». Hverken landbruget eller industrien har afkastet tilnærmelsesvis de samme koncentrerede rigdomme som i andre lande. Overklassens symbolske og kulturelle særpræg er tilsvarende svagt. Den ultimative sociale ekstravagance som nordmænd har været udsat for var da Bernt Anker omkring år 1800 lod sine skjorter vaske i London. Det var på et tidspunkt, da trælasten for en kort periode afkastede hurtige profitter. At denne historie fortsat formidles gennem skole og opdragelse, siger meget om den norske elites relative fattigdom.

For det andet er overklassen i Norge ikke en, men flere. Storbønder, skovejere, handelsmænd og industriherrer kan alle siges at tilhøre den kapitalejende gruppe. Men den måde disse kapitalgrupper har været i konflikt med hinanden på, regionalt og økonomisk, og den forskellige adfærd de har vist overfor deres respektive udbyttede klasser, udgør væsentlige forskelle og konfliktlinier i norsk politik. Specielt i forholdet til udlandet, gennem toldspørgsmål og unionssager, har interessemodsætningen indenfor det som forenklet kaldes borgerskabet været stor. Striden mellem Venstre og Højre op til første verdenskrig splittede for eksempel rækkerne stærkt.

Et tredje træk i overklassens position i Norge er deres nære tilknytning til udlandet. Norske naturværdier - bortset fra landbrugsarealet og skovene - har ikke kunnet udnyttes kapitalistisk uden at indføre anlægskapital. Udenlandske investorer har derfor spillet en stor rolle for erhvervslivet. Miner, jernbaner, kraftværker og fabriksanlæg blev sat i gang med svensk og engelsk kapital - senere også fransk og amerikansk.

  Alle erhverv Industri og bjergværker
1909 - 39
1919 7 15
1936 16 26
1952 10 12
1962 12 14
1968 16 22
Direkte udenlandsk ejede aktier i procent af total aktiekapital i norske virksomheder (efter pålydende værdi).
Kilder: A. Stonehill: Foreign Ownership in Norwegian Enterprises, Statistisk Sentralbyrå 1965. Norges Bank: udenlandske eierinteresser i norske bedrifter, Notat 1970.
Tabellen er hentet fra Ståle Seierstad: Udenlandsk kontrol over norsk næringsliv, i A. Seierstad m.fl.: Norge og den internationale storkapitalen, Oslo 1970. Fra krigen og frem til 1970 var andelen af udenlandsk kapital i industri og bjergværker stigende, men den er stagneret i 1970'erne.

Den økonomiske overklasse i Norge - ved siden af bondesamfundet - har som følge af dette kun udviklet få egentlig nationale institutioner. Nationale stridsspørgsmål i norsk historie har derfor ofte haft karakter af en konflikt mellem top og bund: Kapitalinteresserne går ind for åbne grænser og frit samkvem med omverdenen, mens de brede folkelige bevægelser lige så regelmæssigt står for markedsbeskyttelse og en national argumentation.

Den sammenkobling af nationalisme og kapitalinteresser som præger store dele af det europæiske højre er derfor ikke særlig fremherskende i Norge. Nogen egentlig konservatisme i kontinental forstand findes der ikke. Overklassens sag står ikke stærkt i politikken. Derimod har folkelige bevægelser friere spillerum i Norge end i mange andre lande.

Skibsfarten indtager en international særstilling som erhverv. Rederstanden - det traditionelle flagskib for norsk entreprenørånd og kapitalistisk vovemod - er samtidig en økonomiske gruppe som helt er afhængig af at følge udenlandske og ikke norske interesser.

Det norske klassesamfund har været forsøgt beskrevet flere gange. Nogen ordentlig kortlægning er der dog aldrig blevet gennemført. Måske fordi det er så vanskeligt at få medtaget det mangesidige i strukturerne. Det traditionelle skel mellem «kapitalisterne» på den ene side og «hele det arbejdende folk» på den anden side, har altid kun eksisteret på papiret - først og fremmest i partiprogrammerne. De socialistiske partier regner gerne det overvældende flertal af norske indbyggere som arbejdere. Men det er aldrig lykkedes dem at formulere en samlende interessepolitik for mere end 40-50 % af dette flertal. Interesserne i de primære erhverv med deres specielle politiske strukturer går nemlig på tværs af skellet mellem arbejde og kapital.

Alligevel findes der enkelte centrale institutioner, som har udtrykt udbytningen og samtidig opretholdt et toklassemønster. På landet er det naturligt at regne husmandsvæsenet for en sådan institution. Industribruget er en anden, hvor de røde arbejderboliger nede ved elven og den hvidmalede direktørbolig på bjerget visuelt udtrykker udbytningen: Gennem sådanne institutioner er der i landet produceret og reproduceret klasser og klasseforskelle.

Lidt anderledes forholder det sig med de større industrianlæg, fordi de som regel har udenlandske ejere og en bestyrelse som via beslutninger i Stockholm eller Paris har sat både arbejdere, arbejdsledere, ingeniører og disponenter i en form for i samme båd. Minesamfundene, de ældste industrialiserede arbejdspladser i Norge, har også været underlagt en fjern ejer, som alle på værket arbejder for - eller mod. Fiskerbyerne minder derimod mere om husmandsinstitutionen, og må regnes som en genuint norsk klasse-institution, hvor den ene udbytter den anden direkte.

På tværs af arbejder-kapitalskellene finder vi selvejerproduktionen: Gårdene og småbedrifter som producerer dels til nærmiljøet, dels til de større markeder. Der foreligger ingen direkte udbytning mellem småbonden og storbonden, og derfor heller ikke et egentlig klasseskel, fordi låneordningerne i landbruget - hypotekgælden - er offentlig og ikke privat reguleret og administreret.

Alligevel eksisterer der både et socialt skel og et sæt af økonomiske interesseforskelle mellem de to grupper. For eksempel har de traditionelt forskellige meninger om toldspørgsmålet: Salgsproduktionen er afhængig af toldbeskyttelse, selvforsyningsproduktionen af billige importvarer. Den organisatoriske opdeling af småbrugere og (stor-)bønder efter denne brudflade, fandt sted omkring århundredeskiftet. Den har holdt sig frem til i dag.

Opsummerende kan man om klassestrukturen i Norge sige, at den adskiller sig fra andre lande:

  1. ved en svag overklasse, som mere spiller rollen som formidler af udenlandsk kapital end som egentlig kapital- og ressurceejende gruppe,
  2. ved en stor landbrugssektor som i mange forgreninger og kombinationserhverv gennemskærer det traditionelt europæiske sociale kort,
  3. ved en industriarbejderklasse som trods disse strukturforskelle er forbavsende «normal» ifht. andre europæiske lande.

Økonomi

Denne klassestruktur bestemmes af strukturen i norsk økonomi, hvor den industrielle sektor i dag domineres af de store eksportvirksomheder, mens landbrugssektoren er rettet mod hjemmemarkedet, som suppleres af en omfattende import. For industrien er det norske marked altså for lille, for landbruget for stort. Begge sektorer bidrager på hver deres måde til at gøre norsk økonomi stærkt udadrettet og derfor konjunkturfølsom.

  Hovedkontor Omsætning
1 Norsk Hydro AS Oslo 5166
2 Akergruppen Oslo 3035
3 Borregaard AS Sarpsborg 2501
4 Elkem-Spigerverket AS Oslo 2447
5 Kværner Industrier AS Oslo 2178
6 AS Norske Esso Oslo 2169
7 AS Årdal og Sunndal Verk Oslo 2085
8 AS Norske Shell Oslo 1542
9 AS Norcem Oslo 1357
10 Den Norske Stats Oljeselskab AS Statoil Stavanger 1298
11 Standard Telefon og Kabelfabrik AS Oslo 1153
12 Dyno Industrier AS Oslo 1010
13 Ing. F. Selmer AS Oslo 1002
14 Mos Rosenberg Verft AS Jeløy 865
15 AS Norsk Jernverk Mo i Rana 864
16 Norske Skogindustrier AS Skogn 863
17 AS Norsk Elektrisk & Brown Boveri Oslo 832
18 Elektro Union AS Bergen 815
19 Ingeniør Thor Furuholmen Oslo 796
20 Bergens Mekaniske Verksteder AS Bergen 724
21 AS Kongsberg våbenfabrikk Kongsberg 710
22 AS Denofa og Lilleborg Fabriker Oslo 680
23 Siemens AS Oslo 676
24 Tandbergs Radiofabrik AS Oslo 666
25 AS Jotungruppen Sandefjord 662
De 25 største industri- og bjergværksvirksmoheder i Norge i 1976. Omsætning i millioner kroner.
Kilde: Norges 1000 største bedrifter, 1977.

Den lange kystlinie, et begrænset landbrugsareal og meget nedbør i bjergene giver Norge råvarerne fisk, træ og elektricitet. Disse danner atter udgangspunktet for praktisk taget hele landets industri. Over tid er den forskudt fra fisk mod træ og fra trævarer videre mod elektricitet, hvor råstofudvinding og -forædling danner den ekspanderende sektor: Råvarer som ved at blive tilført energi bliver omsættelige på verdensmarkedet - ferrolegeringer, aluminium, cement etc. Over de seneste 20 år er disse råvarer overhalet af olien og gasproduktionen, således at Norge i dag er verdens 10. største eksportør af disse energikilder.

Omkring de 3 råvaregrupper fisk, træ og elektricitet er der dannet raffinerings- og støtteindustrier: Værftsindustri og mekanisk industri omkring fiskerisektoren, trælastfragt og anden søfart; kemisk industri omkring næringsmiddel- og træfiberudnyttelsen; forskellig metalindustri omkring energiudnyttelsen. Dertil kommer en bygge- og anlægsindustrien til vej-, dam- og husproduktionen, som efter at have udviklet sig på hjemmemarkedet nu ser sig om efter eksportmuligheder.

Grundstrukturen i industrien må ikke opfattes som sektordelt i faktisk virksomhed. Når den først er kommet i gang har industrien vist evne til hurtige omskiftninger. Norsk Hydro begyndte som ren udnytter af elektricitet og har siden været aktiv indenfor kemisk industri, metaludvinding og nu olie. Værftsindustrien blev udviklet på behovet for skibe indenfor fiskeri- og trælasteksporten, og er nu skiftet over til produktionen af olieudvindingsudstyr osv. Denne strukturomlægning har været ledet af de største virksomheder og har gradvis omdannet flere af dem til «grupper» med produktbasis i flere og meget forskellige sektorer. Den norske økonomiske struktur giver nemlig ringe mulighed for egentlig stordrift. En undtagelse er cementproduktionen samlet i Norcem.

Storindustrien i Norge består altså overvejende af storkoncerner med flere fødder at stå på. Hvorvidt disse nye sammensatte «gruppe» koncerner vil kunne opvise en lignende omstillingsevne i fremtiden som enkeltfirmaerne gjorde under opbygningen af den nuværende struktur er et industripolitisk hovedspørgsmål i de omlægninger, som vil ske i fremtiden.

Også landbruget og dets plads i norsk økonomi er kendetegnet ved produkttilpasning. Det er for enkelt at påstå, at landbruget i vore dage er et rent hjemmemarkedserhverv. Landbrugsprodukterne gennemgår mange slags kredsløb. I det komplicerede samspil af animalsk og vegetabilsk produktion er der mange produkter som går ud af landet i form af mejerivarer og atter hentes ind som kød. Ifht. kalorieregnskabet regner man i dag med, at importen overgår eksporten, selv om landbrugspolitikken bekender sig til en form for selvforsyning. Landbrugssektoren som bruttoerhverv er i høj grad med til at gøre norsk økonomi udlandsrettet, hvilket forstærkes af at landbrugets maskiner og redskaber praktisk taget udelukkende er importvarer.

Ved siden af den gennemgående afhængighed af udlandet har norsk økonomi et andet særtræk: Den er stærkt offentlig reguleret. Rent privat erhvervsliv har nok aldrig eksisteret i Norge. Selvom den enkelte produktionsvirksomhed kan synes privat ejet eller drevet, er rammebetingelserne som omgiver erhvervet i de fleste tilfælde skabt gennem offentlig regulering. Reguleringerne er tilsammen ganske omfattende. Ved siden af den svage overklasse, har Norge en stærk stat.

Industriens afhængighed af det offentlige skyldes overvejende to forhold: Ressourceregulering og markedsbeskyttelse. Både havets og energiens ressourcer er offentlige, og udnyttelsen af dem afhængig af statslig koncessionering. Fiskeri og søfart kan kun drives på basis af en stærk offentlig infrastruktur - fyr- og havnevæsen, opsyn og kvoteregulering. Udnyttelsen af vandkraften er stramt reguleret af det offentlige, hvilket giver det offentlige en stor indflydelse på fastsættelsen af en så vigtig faktor som elektricitetsprisen.

Virksomheden indenfor disse områder kan derfor ikke tænkes uden statslig medvirkning - langt ud over de traditionelle offentlige tjenester som politi, sundhedsforsorg og uddannelse.

Endvidere er norsk industri i meget høj grad udviklet på grundlag af offentlige privilegier gennem en stram toldpolitik og markedsbeskyttelse. Storkoncerner som Hydro, Elektrokemisk, Borregaard eller Norcem er alle opbygget gennem systematiske offentlige tiltag. Det samme gælder for store dele af forbrugsvareindustrien - fra næringsmidler til elektronik.

Denne statslige medvirken er ikke af ny dato. I det 19. århundrede blev toldpolitikken tilpasset unionen med Sverige på en måde, som skulle sikre norsk produktion. I det 20. århundrede har de store revisioner af toldsatserne altid været orienteret mod at beskytte norske produkter.

Først med oprettelsen af EFTA samarbejdet i 1950'erne blev dette ændret. En del varer kom på frilisten: Skotøj og tekstiler mistede toldbeskyttelsen i Norge og produktionen måtte afvikles. Under markedsforhandlingerne i 1960- og 70'erne viste erhvervslivets modsætningsfyldte holdninger til toldspørgsmålet sig tydelig. Det som for én producent er beskyttelse mod konkurrence udefra, er for en anden dyrere råvarer og for den tredje ødelagte eksportmarkeder som følge af repressalier fra andre lande.

Erhvervslivet i Norge trådte under de nordiske markedsforhandlingerne samlet frem som modstander af et nordisk fællesmarked (Nordek). De europæiske fællesmarkedsbestræbelser virkede derimod overvejende attraktive, og førte til en omfattende kampagne fra erhvervslivets side for denne sag. Men selv indenfor EF måtte de norske producenter have sikret sig fortsat statslig hjælp til produktionsbeskyttelse og markedssikring, ved siden af den direkte industristøtte på virksomhedsniveau, som har været lanceret som 1970'ernes specielle modkonjunkturtiltag.

Dette gælder i endnu højere grad for landbruget, som økonomisk set ikke blot er et afskærmet erhverv, men er et erhverv afskåret fra markedet overhovedet. Landbruget er gennem et net af told-, subsidie- og støtteordninger en del af den norske statshusholdning. Selv ikke på producentniveau kan man tale om landbruget som et «privat» erhverv: Den enkelte bonde er i realiteten lige så afhængig af offentlig financiering som en hvilken som helst statsfunktionær.

Norsk økonomi havde længe opvist en højere beskæftigelsesandel i landbruget end andre vestlige industrilande. Men i 1950- og 60'erne gik antallet af landbrug og arbejdspladser stærkt tilbage. Når denne udviklingen blev bremset i 1970'erne skyldes det især offentlige tiltag, som stimulerede udnyttelsen af jorden og gjorde den konkurrencedygtig overfor andre beskæftigelsesmuligheder. I dag beskæftiger landbruget 7,5% af den erhvervsaktive befolkning - fortsat et højt tal i vestlig sammenhæng.

Landbrugets særstilling i norsk økonomi afspejles i flere forhold. Det norske politiske system er primærerhvervsrettet, og har traditionelt været følsomt overfor landbrugsinteressernes krav.

For Norges befolkning har landbruget desuden altid spillet en rolle langt ud over den enkelte gård. Til enhver bolig i bygderne og småbyerne hørte der tidligere et lille stykke med kartofler, et udhus med plads til høns og grise og måske en ko - bierhverv som gav et væsentligt kosttilskud for de fleste folk.

Traditionelt har norske familier i bygderne og småbyerne ernæret sig ved kombinationsøkonomi: Lønindtægt gennem manden, kosttilskud fra jord og dyr drevet af kvinder og til dels børn. Med den stigende lokale koncentration af befolkningen i småhusbebyggelser, bliver denne mulighed for primærerhvervstilskud til familieøkonomien imidlertid svækket. Men 60% af husstandene i ekspanderende bebyggelser som Hol og Tynset spiser fortsat mad fra familiens egen produktion, og halvdelen af al den frugt som spises i Norge kommer fra villahaver.

Liv og arbejde

Folketallet i Norge stiger, men fødselstallet synker. Hvis hver kvinde ikke får flere børn end i dag, vil folketallet også synke fra århundredeskiftet. En tilsvarende situation eksisterede i mellemkrigstiden, men fødselstallet steg atter kraftigt i 1940'erne. Motivet hos den enkelte kvinde/familie til at få børn, synes meget kompliceret, og stærkt skiftende over tid. Heller ikke i dag kan den fremtidige befolkningsudvikling forudsiges præcist.

  1865 1890 1900 1930 1960 1973
Jord- og skovbrug, fiskeri og fangst 59,8 49,2 40,7 35,8 19,5 11,4
Industri, minedrift, byggeri og anlæg, kraftforsyning 13,6 21,9 26,3 26,5 36,5 33,9
Transport og anden samfærdsel 5,1 7,2 7,1 8,3 11,9 9,9
Handel og forretningsvirksomhed 2,8 5,0 6,5 10,5 13,3 14,1
Offentlige og private tjenesteydelser 12,6 15,3 16,7 18,6 18,4 30,7
Ingen angivelse 6,1 1,4 2,7 0,3 0,4 0,0
Sum erhvervsbefolkning 100,0 100,0 100,0 100,0 100,0 100,0
Erhvervsbefolkningen fordelt efter hovederhverv. Procentvis fordeling for udvalgte år, 1865-1973.
Kilde: Statistisk sentralbyrå: SØS nr. 16 Statistisk Ukehefte 5/1974. Tallene for 1973 ikke fuldt sammenlignelige.
Tabellen bygger på S. Sejerstad: Norsk økonomi, i N. R. Ramsøy og M. Vaa: Det norske samfund, Oslo 1975.

Er befolkningsøgning en forudsætning for økonomisk vækst? Historisk set hænger de to ting sammen i tid, men næppe i årsag. Store dele af de voksende børneårgange i det 19. århundrede havnede for eksempel i Amerika, fordi der ikke var plads til dem hjemme. Den svære arbejdsløshed i mellemkrigsårene som ofte blev tolket som kapitalismens krise, var i virkeligheden demografisk betinget: Erhvervslivet havde ikke brug for de 200.000 nye arbejdstagere som meldte sig.

Som langtidstendens er børnetallet i de norske familier faldende, fra i gennemsnit 5 til i gennemsnit 2 børn pr. familie over de sidste hundrede år. Omstændighederne omkring børnefødslerne er skiftet stærkt. I den enkelte familie stod forældrene tidligere i større aldersafstand til børnene end i dag - på grund af højere giftealder, og med længere mellemrum mellem fødslerne. Nordmændenes opvækstmiljø var tidligere præget af flere søskende i større aldersmæssig spredning. Efter krigen er dette ændret til én søster eller broder i tæt aldersfølge. Forældrene er således færdige med børnekuldet omkring 40 års alderen.

Også lønarbejdet spiller en stadig mindre rolle i nordmændenes liv. Det arbejdes mindre end tidligere: Andelen af de 16-70 årige som er i lønarbejde, synker over tid og er i dag lavere end på noget tidspunkt tidligere - også lavere end i 1930'erne. Der er to hovedårsager til dette: Arbejdsårene bliver færre, og det offentlige overtager dækningen af leveudgifterne for stadig flere i den erhvervsaktive alder.

Arbejdsårene forkortes både forfra og bagfra: Højere uddannelse forsinker indtoget på arbejdsmarkedet, og den lavere pensionsalder trækker tidligere folk ud af det. Før 2. verdenskrig varede et normalt arbejdssliv 60 år, mod i dag 40-45. Heri ikke medregnet omskolingsperioder m.m.. Børn og unge under uddannelse og pensionisterne udgør i dag tilsammen over 45% af befolkningen.

Men selv blandt de 55% i den erhvervsaktive alder er erhvervsdeltagelsen faldende. Ledighed, arbejdsmæssige handicaps, sygdom og omskoling gør flere og flere nordmænd afhængige af social bistand før de når pensionsalderen. Omkring 800.000 nordmænd modtager sociale ydelser, kun halvdelen er folkepensionister, og deres andel er synkende.

I den erhvervsaktive befolkning anvendes mere og mere arbejdskraft indenfor områder, som tidligere ikke blev regnet som arbejde: Kontor- og servicevirksomhed. Mere end halvdelen af landets lønmodtagere arbejder indenfor servicesektoren. En stigende del af denne virksomhed foregår i offentlig regi. Hver sjette eller syvende beskæftigede sidder på et offentligt kontor, og i et job som i praksis er garanteret på livstid med tjenestemændenes opsigelsesbeskyttelse.

Offentlige udgifter til sociale formål 1948-1974. Kroner pr. indbygger.
Kilde: Statistisk sentralbyrå: Historisk statistik 1978.

Arbejde er i dag et rationeret gode i Norge, beskyttelsen af arbejdspladser er det centrale tema i al politik. Tilnærmet uopsigelighed som i de offentlige tjenestemands stillinger synes at være en almen norm indenfor arbejdslivet. Et særlig kapitel af arbejdets historie i Norge er tilegnet kvinderne. Siden 2. verdenskrig har Norge haft en lavere kvindeandel i erhvervsarbejde end noget andet vestlig land, og denne andel er yderligere faldet over de seneste 20 år. Forklaringen skyldes primært den specielle kombinationsøkonomi som Norge med sin spredte befolkning har kunnet byde de fleste familier. Ved siden af omsorgsarbejdet har kvinderne drevet en skjult primærerhvervsvirksomhed. Kun få steder i landet har der eksisteret varige tilbud af kvindearbejdspladser, og da overvejende indenfor tekstil- og fødevareindustrien - begge konjunkturfølsomme erhverv.

Indenfor det lønnede omsorgsarbejde er der sket en vældig strukturforandring efter krigen, ved at hushjælpserhvervet i byerne og tjenesteposterne på landet er blevet afviklet og erstattet med arbejdspladser i den hurtigt voksende socialsektor. Flere erhverv bliver blandede erhverv. Desuden vanskeliggør bosætningsmønstret varetagelsen af primærerhverv på deltid, og det almindelige erhvervsuddannelsestilbud udenfor virksomhederne øges - også for kvinder. Disse faktorer gør, at norske kvinder nu i langt større grad end tidligere søger erhvervslivet. Men tilbudet er ikke stort, og arbejdsmarkedspolitikken er ikke specielt indrettet mod at fremme kvinders mulighed for lønarbejde. Kvinders erhvervsdeltagelse er derfor fortsat lav.

Offentlighed og organisation

For kollektive ydelser som undervisning og sundhedsforsorg, fører normen om ligebehandling til meget forskellige udgifter for det offentlige. Skatteindtægterne må derfor overordnet overføres fra tætbefolkede til tyndtbefolkede egne.

Indenfor samfærdselen som er så væsentlig for Norge, er dette mønster endnu tydeligere. Udbygning af transportnet, af post, teletjenester og radio/TV, baseres på en regulær resourceoverføring fra lønsomme til ulønsomme driftsområder. Det er nødvendigt for at tjenesterne skal kunne dække hele riget. Udgiften pr. deltager bliver høj i centrum og lav i periferien, set i forhold til anlægsudgifterne når satsen baseres på ligebehandling.

Også private foreninger drives udfra den præmis, at det er dyrt at gøre noget «norsk» - i betydning landsdækkende. Afstandene som skal overvindes, må udlignes ved en beskatning af nogen og subsidiering af andre.

Dette er samtidig forklaringen på den stærke organisationsloyalitet, som præger alt norsk offentlig liv.

  1950 1960 1970
Norge 27 25 33
Sverige 32 45 69
Danmark 43 38 66
Finland 58 56 68
Vesttyskland 40 44 48
Storbritannien 36 48 51
Italien   26 29
Spanien   18 18
USA 33 41 55
Procentandel af kvinder mellem 20 og 65 år i indtægtsgivende arbejde.
Kilde: ILO: Yearbook of Labour Statistics, 1958, 1968, 1978. Tallene er fra 1965-66.

Organisationerne - statslige så vel som private - udvikler effektive krav om tilslutning. Omkostningerne ved at etablere en alternativ organisation bliver så høje, at projektet umuliggøres. Organisationsstrukturen i det norske offentlige liv får af disse grunde et påfaldende centraliseret præg, kendetegnet ved en strammere kontrol over medlemmerne end i mange andre lande. Omkostningerne ved at danne alternative organisationer i f.eks. Danmark og England er så små, at det offentlige liv der i en helt anden udstrækning end i Norge præges af pluralisme: Af foreningsoprør, splittelser, flersporede systemer og valgfrie kanaler.

Organisationsloyaliteten kommer i høj grad det norske partivæsen til gode, og gennem det parlamentarismen, i betydningen Stortingets autoritet og partistrukturens dominans over den politiske informationsstrøm.

Princippet om at hvert menneske har én stemme gælder også udenfor politikken. Ordet «magt» var ikke i brug på norsk, før pressen begyndte at låne det fra Sverige i 1960'erne. Udfra traditionel norsk tækning er alle lige, og ingen har «magt» over andre. Dette er et kulturtræk af stor dybde, og slår enhver udlænding med undren. Nordmænd finder da også i almindelighed andre lande uretfærdige; magten er der ujævnt fordelt, og nogen har fordele som ikke diskuteres.

Der er aldrig blevet givet noget videnskabelig svar på, hvorfor norsk tænkning har denne egalitære karakter. Men alle som har forsøgt at styre Norge - danskere, svenskere og tyskere - har mødt den knurrende modstand mod enhver form for forskelsbehandling. Den er også en væsentlig kvalitet ved norsk organisationsliv. Protestorganisationer rejst på social indignation er gerne stærke i Norge, og styres af interne loyalitetskrav.

Total antal landsdækkende organisationer 1800-1970.
Organisationstilslutningen er stor i Norge, og til trods for omkostningerne stiger antallet af landsdækkende organisationer stadig.
Figuren er hentet fra A. Hallenstvedt og J. Moren: Det organiserede samfunn, i N. R. Ramsøy og M. Vaa (red.): Det norske samfunn, Oslo 1975.

I en organisationskultur som arbejderbevægelsen træder loyalitetskravene særlig stærkt frem. Norge har en strammere organiseret socialisme end noget andet land. Parolen om «enhed» går igen i alle partier til venstre, og præger ikke mindst fagbevægelsens ideologi. Opslutningen om forbund og landsorganisation og den resourceoverføring som disse store organisationer styrer under overenskomstforhandlingerne og lønkonflikter, underbygges af en forestilling om at «samling» er det eneste som giver kampkraft og styrke til fagbevægelsen. I realiteten er dette en højst diskutabel påstand, jfr. Storbritannien hvor en decentraliseret struktur giver fagbevægelsen betydelig magt.

Gennem organisationstilslutningen fremmes også en række mere generelle normer i det politiske liv. Norsk politik premierer det stabile og varige. Den politiske nyskaber er dømt til at mislykkes, og ligeledes den som skifter parti. En holdning som skal stå stærkt, må bæres frem af en som altid har haft den og altid vil have den. Endelig fremmer organisationskontrollen en udbredt puritanisme, som premierer koncensus og isolerer afvigelse. Det præger organisationslivet langt udenfor de religiøse kredse, hvor renhed er et anerkendt mål.

Disse normer for offentlig adfærd sikrer en stærk organisationsstabilitet i Norge. At de samtidig hindrer fornyelser er sandsynlig. Det mest påfaldende er den lave selverkendelse, som norsk politik producerer indenfor disse strukturer. Til trods for en omfattende og næsten provinsiel interesse for alt som er hjemligt og norsk, synes landets egenart kun i ringe udstrækning at være erkendt. Norsk politik har i den henseende et vist naivt præg, med hykleriet som en udbredt egenskab.

Kulturlivet i Norge deler mange egenskaber med det offentlige liv i almenhed. Det er gennemorganiseret og indvævet i offentlige organer som en statsvirksomhed på linie med landbruget.

De stærkeste organisationer er de religiøse. Troslivet i Norge er fra gammelt tid et foreningsliv, støttet og til dels opretholdt af staten. Den svageste organisation er Den norske kirke, hvor medlemskabet er automatisk. Statskirkeordningen er omdiskuteret - også indenfor kirken - men synes at ville blive opretholdt i overskuelig fremtid, fordi Arbeiderpartiet foretrækker denne kirkeordning: Den sikrer kontrollen.

Skabende kunstnerisk virksomhed foregår også indenfor stramt organiserede rammer, og må gøre det af hensyn til den omfattende statslige støtte. De stærke kunstnerorganisationer virker som et fordelingssystem, som gennem distributionen af statsmidler får et vist laugspræg. En kunstner defineres af andre kunstnere, og bliver dermed subsidierbar. Dette er så meget vigtigere, fordi kunstnerisk virksomhed i stadig større udstrækning trækkes ud af markedet; Den opererer overvejende uafhængigt af faktisk efterspørgsel fra brugerne eller publikum. For eksempel får norsk skønlitteratur subsidier på omkring 50.000 kroner pr. titel - overvejende kanaliseret til skønlitteraturens erhvervsorganisation, som optager medlemmer efter interne regler.

Det er også nødvendigt med statssubsidier for at opretholde pressestrukturen i Norge. Avisen er fortsat principielt en markedsvare, i den forstand at der findes et avismarked, hvor selvfinancierede produkter kan kastes ind og omsættes. At de dagligt producerede 2 millioner aviser skal fordeles på de ca. 150 dagblade i Norge, er derimod en konsekvens af statsstøtten til de mest konkurrenceudsatte. Stortinget står pressen nær i politisk og erhvervsmæssig rekruttering, og har i praksis bestemt at alle norske aviser skal bestå. Det giver det norske pressesystem det decideret højeste antal af udgivelser i verden i forhold til folketallet.

Det kan diskuteres, om den gennemgående ansvarlighed i norsk kultur- og kunstliv er et resultat af den omfattende statsstøtte, og den deraf følgende selvjustits i kulturorganisationerne. Den ansvarlige folkeoplysningsmoral er nok ældre end den forholdsvis unge statskorporative ordning, med traditioner tilbage til tidligt i det 19. århundrede. På den anden side kan det synes som om, koblingen til staten i hvert fald ikke fremmer et kritisk kulturliv.

Der kan her drages en sammenligning med samfundsforskningen. Denne forskning er i Norge klart kritisk orienteret, styrt af en norm om at «afsløre». Meget kan tyde på, at samfundsforskningen har sin institutionelle tilknytning til universiteterne at takke for dette. Universiteterne i Norge er nemlig i langt højere grad end kulturlivets øvrige organer fritstående som bruger af statsmidler. Universiteterne kanaliserer fortsat omkring en tredjedel af forskningsmidlerne i Norge. De øvrige to tredjedele deles af institutter udenfor universiteterne og erhvervslivets institutioner.

Norge og verden

Norsk økonomi har været udadrettet siden den første kapitalistiske udvikling, men først i det 20. århundrede er Norge som stat begyndt at opbygge politiske relationer mod omverdenen. Til forskel fra de pragmatiske handelsforbindelser har denne proces udløst stor strid indadtil. Det er påfaldende for det tidligere periferiland, at det i så høj grad har problemer med at finde en samlende begrundelse for sit forhold til omverdenen.

Tre gange i dette århundrede er de europæiske markedsspørgsmål - som i den daglige handelsvirksomhed er en naturlig ting - slået voldsomt ind i norsk politik: Forbudsstriden i 1920'erne, og EF-striden i hhv. 1970-72 og 1992-94. Det første tema gjaldt gennemføringen af det folkevalgte alkoholforbud i en verden, som viste sig mere motiveret af fiskehandel end af ideologi; Dette møde med Europa førte til en ophidset interessestrid indadtil hvor tre regeringer i løbet af få år måtte træde tilbage. EF-striden gav nye hurtige regeringsskift i en ellers rolig tid, og var som forbudsstriden præget af fuld mobilisering på et ideologisk grundlag.

Også sikkerhedspolitikken er underlagt en bred ideologisk debat i Norge. Tilknytningen til Folkeforbundet efter 1. verdenskrig - som havde betydning for sikkerhedspolitikken - mødte stærk modstand: Arbejderbevægelsen så med skepsis på «sejrherrernes forbund», og enkelte borgerlige politikere var imod den suverænitetsafgivelse, som i princippet blev krævet.

Tilslutningen til FN i 1945 var derimod enstemmig, og arbejdet i verdensorganisation nr. 2 var præget af stor loyalitet fra Norges side, for at landet skulle «bygge bro» mellem øst og vest. FN samarbejdet havde da heller ingen sikkerhedspolitiske sider. De meldte sig først, da NATO spørgsmålet kom op i 1948. Hele den ikke-socialistiske opinion i Norge var stemt for NATO aftalen, som en videreføring af krigstidsalliancen, men nu vendt mod Sovjetunionen i stedet for mod Tyskland. Arbejderbevægelsen fik derimod internt store ideologiske problemer ved at knytte sig til USA og kapitalismen.

Striden i DNA (Det norske Arbeiderparti) i 1948-49 havde visse træk tilfælles med striden i arbejderbevægelsen om tilknytningen til Rusland og den sovjetiske revolution efter 1. verdenskrig: Begge sager førte til partisplittelse og ideologikrise i bevægelsen.

Ved siden af traktatpolitikken og sikkerhedspolitikken er der efter 2. verdenskrig blevet skabt en nyt felt for Norges relationer med omverdenen: Bistandspolitikken med u-landsbistand som målsætning og handelsfordele som bivirkning.

Norges historiske traditioner indenfor dette område skal søges i missionsvirksomheden, som har været betydelig. Kun Irland har forholdsmæssigt haft flere missionærer udstationeret end Norge. Hverken handel eller opdagelsesrejser har tidligere knyttet Norge til den nuværende tredje verden. Bistandspolitikken er derfor en principielt ny sag - både for opinionen og politikerne. U-landsbistanden er da også blevet et moralsk tema i opinionen ved at alle partier regelmæssig stiller spørgsmål om regimets karakter i de lande, som af økonomiske årsager anses for støtteværdige.

Den moralske tolkning af fattigdommen må imidlertid betragtes som en begyndersvaghed. Langsomt opbygges der også på dette felt en præcedens og principper, som efterhånden vil præge afgørelserne. Og det er tvivlsomt, om den moralske kritik i samme udstrækning vil blive rettet indad mod Norges økonomiske fordele af bistandspolitikken.

Norge er et af de rigeste lande i verden, og et land som på grund af sin økonomi i særlig grad er afhængig af det kapitalistiske verdenssystem. Hvordan det ud fra denne position skal kunne hjælpe i en moralsk uegennyttig forstand er et spørgsmål, som opinionen ikke interesserer sig særligt for.

Endnu nyere end bistandspolitikken er Norges rolle som olieproducerende land. Både koncessionsuddelingen, handelsforbindelserne og medlemskabet i producentlandenes organer væver Norge yderligere ind i verden. Omfanget af de nye internationale bånd er i dag ikke særligt overskuelige. I praksis synes olieproduktionen at give de norske udenrigsforbindelser et mere pragmatisk og mindre ideologisk præg. De sikkerhedspolitiske følger af olieudvindingen og konsekvenserne af at norsk territorium i er blevet mangedoblet siden 1960'erne, har kun i ringe grad givet sig ideologiske udslag i norsk politik.

Norge, det naturlige socialdemokrati

Norge har en stærk stat. Norge kombinerer avanceret industri med en velbevaret landbrugssektor. Landet har svage overklassetraditioner og stærke folkelige bevægelser. Den offentlige sektor er bred og styres af gennemgribende egalitære normer. I verdensmålestok ligger landet som samfundsform nok nærmere socialismen end noget andet system.

Alligevel er Norge ikke «socialistisk» i nogen rimelig betydning af dette begreb, og kan ikke blive det indenfor traditionernes ramme. Landet er en udpræget kapitalimportør, en brik i udviklingen af den vestlige kapitalisme, og er siden 60'erne desuden en central aktør i vestens udvikling, fra energiforsyning til elektroniske våbensystemer.

Som kapitalistisk periferi synes landet derimod værdig til at anses som et naturlig socialdemokrati. I europæisk klassehistorie er det et bonde- og arbejderland, i den økonomiske udviklingen en råstofleverandør, i indre social udvikling et socialt demokrati som langt hen ad vejen svarer til de klassiske internationale idealer. Og dette uafhængig af den siddende regerings partifarve. Det er rammebetingelserne for norsk økonomi og politik, der gør samfundet til dette - ikke hvilken magtgruppe der regerer. De sociale reformer, udjævningen, den indædte modstand mod adel, overklasse og embedsmagt, alt dette har været samlende i norsk politik; Centrumslinien, fællesnævneren. Den interne kamp mellem klasser og grupper kan have modificeret de umiddelbare udslag af denne linie, men ikke meget. Den socialdemokratiske udvikling ligger i selve forudsætningerne: Geografien, erhvervsstrukturen, omverdenens økonomiske udvikling. Dette er faktorer som landets egne partier og klasser ikke har kunne gøre noget ved, og som de i stedet har tilpasset sig - gerne i takt.

A.J. og Guia del Mundo


 

Internet

Lonely Planet rejseinformation (engelsk)
Political ressources on the Net (Norway)
Amnesty International årsrapport 2016 (engelsk)
Amnesty International landerapporter (engelsk)