Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Østrig
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær  .  Marxisme
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 9.704
: :
Hilferding, Rudolf
Rudolf Hilferding
Rudolf Hilferding

Rudolf Hilferding (Wien 1877 - Paris 1941), østrigsk læge og socialdemokrat, bedst kendt som forfatter af værket «Finanskapitalen» og som finansminster i Berlin i Weimartiden. Som student kom han i kontakt med arbejderbevægelsen, hvis emancipatoriske bestræbelser han delte. Videnskabeligt var han mest optaget af kritikken af den politiske økonomi, og forfattede i 1904 - efter at han i et par år havde været medarbejder ved det tyske socialdemokratis teoretiske ugeblad, Die Neue Zeit, - en kritik af den østrigske økonom Eugen von Böhm-Bawerk, som ansås for at være det marxistiske svar på den såkaldte «Wiener-Skoles» Marx-kritik. Fra 1904 var han medudgiver af Marx-Studien, som var hovedorganet for den austromarxistiske retning. I 1906 blev han lærer ved det tyske socialdemokratis centrale partiskole i Berlin; efter at politiet havde forbudt ham at undervise på partiskolen (han blev her afløst af Rosa Luxemburg) var han fra 1907 til 1915 redaktionsmedlem af avisen Vorwärts.

Hans teoretiske hovedværk blev Das Finanzkapital (1910), som vakte opsigt i internationale marxistiske kredse og i længere tid fik betydning for den socialistiske diskussion om kapitalismens udviklingstendenser og arbejderbevægelsens strategi. Hilferding fremlagde heri sin teori om, at kapitalismen blev stadig mere præget af bankernes og kreditinstitutionernes indflydelse. Kapitalismens koncentrationstendenser fik ifølge Hilferding deres kraftigste udtryk i finanskapitalens magtposition overfor den industrielle produktion. Finanskapitalens herredømme førte naturligt til kapitaleksport og dermed til imperialisme. Finanskapitalen kunne omgå toldbeskyttelse og andre hindringer ved at eksportere kapital i stedet for varer og på den måde realisere en høj profit. Afhandlingen fik betydning for bl.a. Lenins imperialisme-teori.

Hilferdings stod på SPD's venstrefløj og redigerede efter revolutionen det Uafhængige Socialdemokratis (USPD) hovedorgan Die Freiheit. Hilferding modsatte sig sammenslutningen med det kommunistiske parti og søgte sammen med USPD's mindretalsfløj samarbejde med SPD. De to partier genforenedes i 1923 og Hilferding fik en fremtrædende position i det forenede parti. Han var således medforfatter af partiets nye program fra 1925, som fremsatte forslag om på grundlag af den demokratiske grundlov at udvikle en konsekvent socialistisk reformstrategi, som f.eks. skulle føre til, at de centrale produktionsmidler skulle overgå til samfundseje. Hilferding var ligeledes medudgiver af SPD's teoretiske tidsskrift Die Gesellschaft (1924-1933). I disse år udviklede han teorien om «den organiserede kapitalisme» - sammenfattet i talen på partiets kongres 1927.

I 1933 flygtede han via Danmark til Schweiz for siden at bosætte sig i Paris (1938). Han var hovedforfatter af SPD's analyse af nederlaget i 1933 og de deraf følgende opgaver (Prager Manifestet, 1934) og redigerede det nye teoretiske tidsskrift Zeitschrift für Sozialismus (1933-1936). Til trods for at tidsskriftet bl.a. offentliggjorde en relevant fascisme-analyse, fik det ingen vedvarende betydning. Efter det franske nederlag 1940 flygtede Hilferding til Sydfrankrig, hvorfra Vichy-regeringen udleverede ham til Gestapo i 1941. Kort tid efter var han død.

G.C.


Literatur:
Rudolf Hilferding: Finanskapitalen. Socialdemokratiets opgaver i republikken. Prager-Manifestet. Indledning af Torben Hviid Nielsen, Rhodos teorihistoriske skrifter I, II, København 1976
Norbert Fluger: Austromarxisterne 1904-1934, i: Årbog for arbejderbevægelsens historie 3, 1973, s. 85-107
William Smaldone: Rudolf Hilferding. The tragedy of a German social democrat, Northern Illinois Universit Press, DeKalb. Ill., 1998