Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Ordet kapitalkoncentration betegner, at kapital som står bag ved produktionsvirksomheden indenfor en branche, kommer på færre og færre hænder - koncentreres. Det betegner dermed den udvikling, som ender med at nogle få selskaber dominerer i hver enkelt branche, og at et lille antal selskaber med virksomheder i mange forskellige brancher dominerer erhvervslivet samlet set. Et resultat af denne koncentration har været, at konkurrencen mellem selskaberne er blevet reguleret og har taget nye former.

Historie

Historisk set har man lige fra starten af den kapitalistiske udvikling set tendenser til monopolisering, dvs. tendenser til at dæmpe den frie priskonkurrence gennem mere eller mindre vellykkede prisaftaler og aftaler om produktionsregulering og f.eks. ved regulering af udenrigshandelen. Det har ofte været de stærkeste lande og kapitalgrupper, der har arbejdet for frihandel og fri konkurrence. Kravet har egentligt afspejlet ønsket om frie muligheder for at overtage herredømmet på stadig nye markeder.

Sat på spidsen kan man sige, at fri konkurrence snarere har været begrænset til kortere tidsperioder (i det 19. århundrede) og til visse brancher. Hvor kapitalkoncentrationen ikke er stærk nok, har man til gengæld ofte fået pris- og produktionsregulering, som f.eks. i landbruget.

Fremskridtene indenfor kommunikationen siden slutningen af det 19. århundrede gjorde, at man for flere og flere varer kunne tale om landsomfattende og verdensomspændende markeder. Parallelt med dette skete der en række tekniske landvindinger, som svarede til den øgede størrelse af markederne og mere end det: Stordriftsfordele (fordelene ved at producere i store fabrikker) gav snarere plads til færre end til flere producenter på trods af stigningen i markedsstørrelserne. Selve farerne ved en hård priskonkurrence på de store markeder gjorde fordelene ved samarbejde, sammenslutning og størrelse ganske betydelige.

Til trods for væksten på markederne steg koncentrationen af kapital i de sidste 4-5 årtier frem til 1. verdenskrig i de fremskredne industrilande.

Koncentrationen steg først i industrien, noget senere i handelen (kæder) og andre erhverv. I industrien kan man sige, at koncentrationsudviklingen langt hen ad vejen havde løbet linien ud allerede før 1. verdenskrig. Lovgivningen var stort set ingen nævneværdig hindring, til nød ændrede den lidt på de former, som koncentration antog: I England og USA, hvor karteldannelser fra «tidligere tider» blev misbilliget i lovgivningen, skete koncentrationen i form af koncerner, f.eks. i form af holdingselskaber (tilladt i USA i 1890). I Tyskland var karteldannelser derimod mulige. Mens man i flere lande forsøgte at forhindre rene monopoler, kan det ikke siges, at lovgivningen overhovedet har bremset den udvikling, der er gået i retning af, at et «fåtal» af selskaber (oligopoler) dominerer den enkelte branche.

Men der findes eksempler på (også markante) tilfælde, hvor man er slået ned på overdreven monopolisering, og hvor selskabernes nuværende form har deres oprindelse i trust-myndighedernes aktivitet overfor selskaberne. Opløsningen af Rockefellers gamle Standard Oil Company i 1911 medførte kun, at det ny oligopol som opstod nationalt og internationalt kom til at bestå af lidt andre selskaber end det gamle Standard Oil.

Koncentrationen (eller monopoliseringen dvs. at oligopoler eller rene monopoler dominerer den enkelte branche) er fortsat i industrien i hele det 20. århundrede. Branche-koncentrationen har holdt trit med væksten på markederne. Med den øgede specialisering indenfor hver branche betyder det, at mange selskaber har fået stadig mere fredede markeder for sine produkter.

Efter 2. verdenskrig og specielt i 60'erne og 70'erne steg tendensen til «konglomerat-selskaber»: Koncernerne etablerede virksomheder i stadig flere brancher, dels ved opkøb og sammenslutninger, dels ved nystartede virksomheder. Dette har øget den generelle koncentration i erhvervslivet. Færre og færre selskaber dominerer større og større dele af både industri og andre brancher. Dette er en udvikling, som myndighederne i mange lande har opmuntret til: Kun store, alsidige selskaber kan møde tidens udfordringer. (Se Multinationale selskaber).

Den reelle koncentration

Erhvervslivets generelle koncentration går længere end det koncernmønstret vidner om. Over de store «holdingselskaber», som i f.eks. USA kan eje hundrede- eller tusindvis af selskaber, finder man «finansimperierne» eller «superkontrol-grupperne». Dette er et net af selskaber og banker med samme ejere eller med gensidige ejerforhold og med de samme mennesker i toppen. (Se Finanskapital).

I USA havde fire sådanne imperier i 30'erne mere eller mindre hånd om en syvendedel af den totale formue i industri-aktieselskaberne. To af disse var duPont-gruppen (kemisk industri, General Motors, U.S. Rubber, en storbank) og Rockefellergruppen (seks olieselskaber og en storbank). Disse to imperier kontrollerede alene en fjerdedel af de hundrede største selskaber i USA.

Også andre lande har sådanne finansimperier. I Japan har familiegrupper udgjort sådanne superkontrol-grupper. Om de tre største har det været sagt, at de kontrollerer 40 % af Japans «big business». I Sverige fandt Koncentrationsutredningen i 1968, at Wallenberg-gruppen dominerede 10-15% af landets industriproduktion og Skandinaviska Enskilda Banken. Medtager vi de to næststørste bankgrupper (Custos og Industrivärden) kommer den andel disse tre grupper sammenlagt kontrollerer op på 20-25%.

Kapitalkoncentrationen er de seneste årtier blevet mere og mere international: multinationale gigantselskaber er i stadig større udstrækning vokset frem og blot et enkelte af disse er i stand til at dominere de kapitalistiske verdensmarkeder for en række varers vedkommende. Ikke mindst u-landenes produktion - både til hjemmeforbrug og eksport - domineres af sådanne selskaber, og det har gjort det vanskeligt for u-landene at komme ind på markederne med deres egen uafhængige produktion. I mange vestlige lande er 10-20% af industriproduktionen kontrolleret af udenlandske selskaber, og i mange u-lande kontrollerer udenlandske selskaber mere end halvdelen af produktionen.

Kapitalistiske markedsforhold og koncentration

Stordriftsfordelene som de større selskaber nyder godt af ligger dels i det tekniske: fordelen ved at producere i store serier eller store enheder, dels i selve størrelsen med hensyn til forskning, administration, transport, lagre osv. Men koncentrationen er for det meste gået meget længere end rent tekniske forhold skulle berettige, og dette skyldes træk ved de kapitalistiske markedsforhold.

På et marked med plads til få sælgere kan en koncern stort set fastsætte priserne selv eller i samarbejde med andre virksomheder. Sådanne monopoliserede selskaber har bedre muligheder end andre brancher for at opnå en høj profit - skaffe sig ekstraprofitter i marxistisk sprogbrug - på bekostning af andre selskaber og forbrugere. Det gælder specielt i de perioder, hvor koncentrationsudviklingen finder sted eller hvor vækstmulighederne er store. Monopoliseringen er oftest sket i de teknisk avancerede industrier, hvor også markedernes vækst har været størst.
 
Et selskab på et monopoliseret marked råder over en række virkemidler: Det kan skabet sit eget marked ved produktudformning, ved typer af markedsføring, service- og vedligeholdelsestilbud og reklame. Det kan drive prisdifferentiering (forskellige priser til forskellige kunder), vælge leverandører og spille disse ud mod hinanden, presse de priser, som indgår i selskabets omkostninger og lignende. En koncern kan forsøge at forudsige og tilpasse sig efterspørgselsændringer, det kan planlægge på lang sigt og være hurtigt ude med egne og indkøbte tekniske nyskabelser. Det kan delvis dække kundetypernes forskellige smag eller behov gennem nuancer i produktudformningen. Koncerner er bedre i stand til at opnå fordelagtige kreditter, til at udnytte kontakter med den øverste ledelse i erhvervslivet og til at få kontrakter med det offentlige. De kan øve direkte pres på andre selskaber, placere egne repræsentanter i andre selskabers bestyrelser osv.

Der findes en række statistiske undersøgelser, der viser koncentrationen i erhvervslivet og dens udvikling gennem tiden. Specielt talrige er disse undersøgelser i USA. En oversigt viste, at i 1950 kontrollerede de 8 største koncerner, som stod for halvdelen af industriproduktionen, mere end 1/3 af produktionen i de brancher, som de opererede indenfor. I små lande som Sverige og Norge bliver disse træk endnu mere udprægede: Et mindre antal selskaber dominerede næsten halvdelen af de 450 varebrancher i Sverige i 1960'erne. Tilsvarende kontrollerede 4-8 selskaber i Norge mere end halvdelen af omsætningen i 1/4 af industrisektorerne på samme tidspunkt.

Konkurrence/planlægning

Marxister har understreget, at konkurrencen indenfor kapitalismen bortfalder med monopoliseringen. Kampen om markederne og om at vokse hurtigst er en del af systemet. Selv om koncernerne ofte har måttet ty til tidsbegrænsede priskrige, har priserne i gennemsnit været holdt kunstigt høje, sådan at profitniveauet i de monopoliserede dele af erhvervslivet i lange perioder har været højere end i andre dele af erhvervslivet.

Mange marxistiske teoretikere (som Lenin eller Hilferding) har frem til 1920- og 30'erne - og nogle endnu længere - været fascineret af den interne effektivitet, som konkurrencen frembringer i selskaberne. De anså den som en slags fuldbyrdelse af det progressive i kapitalismen mht. dens muligheder for at udvikle produktivkræfterne, og de betragtede den planlægning, som selskaberne kunne lave i samfundsmålestok som en teknisk og administrativ forbedring af en socialistisk samfundsplanlægning. Denne kunne i store træk overtages og ville dermed reducere de teknisk- administrative overgangsproblemer fra kapitalisme til socialisme.

I en noget anden forstand - som har betydning ideologisk set - er de kapitalistiske storselskaber blevet «samfundsmæssiggjort»: Ejerne (dvs. aktionærerne) kan i mindre grad end tidligere siges at have opbygget selskabet. I den almene opfattelse fremstår selskaberne derfor som institutioner med en landsdækkende betydning, men uden en tilsvarende samfundsmæssig styring. De er rendyrkede kapitalistiske, fordi nutidens selskabsbestyrelser har én opgave: At forvalte selskabets kapital for de passive ejere, således at kapitalen vokser hurtigst muligt.

Netop fordi målsætningen er denne, har marxister stadig skarpere påpeget, at koncernernes strategi i dag går på tværs af samfundshensyn, på tværs af hensynet til det indre og ydre miljø, på tværs af egns- og nationale hensyn og på tværs af arbejdskraftdisponeringen. Strategien indebærer ressourcesløseri og et fejlagtigt produktvalg. Både ud fra et demokratisk og et socialistisk synspunkt kan koncernernes planlægningsapparat derfor ikke uden videre overtages og videreføres.

De vestlige kapitalistiske lande har alle haft en eller anden form for monopol-kommision, som skulle overvåge grove udslag af monopolprisfastsættelse, og som i enkelte lande i bestemte perioder også skulle opretholde konkurrencen ved at fastholde et vist antal konkurrenter indenfor hver sektor. Fri konkurrence var en ideologi, en arv efter opgøret med tidligere privilegerede samfundssystemer. Fra forskellige befolkningsslag i og udenfor borgerskabet har denne ideologi været brugt i politisk kamp mod  «big business» - bl.a. i USA - uden at det har påvirket monopoliseringen. Også progressive folk har imidlertid kunnet drage nytte af den opmærksomhed og de undersøgelser, som er blevet lavet omkring storfinansen (bl.a. den store TNEC-undersøgelse under Roosevelt i 30'erne).

Mulighederne for alliancer mellem arbejderklassen og større lag i borgerskabet i en demokratisk antimonopolitisk kamp er derimod blevet vurderet for «optimistisk» af en del marxister - bl.a. af de traditionelle kommunister. Sammenfletningen af monopoliserede og ikke-monopoliserede sektorer er for det første meget omfattende. For det andet vil vejene nok skilles, når demokratiseringen skal gives et konkret indhold.

A.Se.