Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 43.593
: :
Interesse

Interesse (latin: at være mellem) kan oversættes med «mellemværende», «anliggende», «opmærksomhed». Der tales både om at have interesser og at være interesseret, interessere sig (for noget eller nogen), henholdsvis at mangle interesser, være uinteresseret og om at noget er interessant, af interesse osv.

Helt alment opfattes interesser som grundene til menneskers virksomhed, og omvendt tolkes vor virksomhed som udtryk for vore interesser. Hvis en mand spiller fodbold, læser referater af fodboldkampe og ser de fleste fodboldkampe som vises i fjernsynet, vil vi i de fleste tilfælde kunne slutte os til, at hans interesse for fodbold er stor, og omvendt: Hvis en mand erklærer, at han er interesseret i fodbold, kan det forventes, at han enten selv spiller eller følger godt med i det der sker i fodboldverdenen.

Men vi kan også handle, uden at være interesserede. Enten fordi vi mangler interesse, undervurderer vor interesse eller tvinges til at handle i strid med vor interesse. Dette er tilstande, som ingen fornuftigvis ønsker at være i, og i denne almene betydning kan man sige, at politik drejer sig om interesser og fraværet af interesser.

Det skelnes til tider mellem subjektiv og objektiv interesse: Den førstnævnte er et menneskes følelse, oplevelse eller opfattelse af, at noget er vigtigt for det selv, mens den sidstnævnte betegner det, der virkelig er vigtigt for vedkommende. På samme måde som man kan tage fejl af farve, telefonnummer og alt muligt andet, kan man også tage fejl af sine objektive interesser - dvs. den subjektive og objektive interesse er ikke nødvendigvis sammenfaldende i ethvert tilfælde. Af generelle kundskabsteoretiske årsager er det imidlertid rimeligt at antage, at subjektive og objektive interesser stort set er sammenfaldende.

Subjektiv og objektiv interesse anvendes også i følgende betydning: Oplevelsen af at noget fængsler, kaldes subjektiv (indre), mens det som fængsler kaldes objektiv. Når det f.eks. siger, at et land ser sine (objektive) interesser truet, sigtes der til at f.eks. dets fabriksanlæg i udlandet trues med nationalisering. Her er den objektive interesse selve de materielle fabriksanlæg. Den subjektive og objektive interesse kan skilles fra hinanden - som når der foreligger fremmedgørelse (se Fremmedgørelse) - men kan og bør referere gensidigt hen til hinanden.

Et gammelt spørgsmål er, hvorvidt sandheden kan tænkes at være uden enhver forbindelse med det som gavner eller er godt for os, eller om det tvært imod er et kendetegn for sandhed, at den er til det gavn for os. På det seneste har sociologen Habermas taget denne problemstilling op ved at drøfte forholdet mellem erkendelse og interesse. Han siger, at der til grund for de forskellige vidensformer ligger forskellige interesser, såsom interessen for kontrol og herredømme (som ligger til grund for de tekniske naturvidenskaber), interessen for forståelse (som ligger til grund for de humanistiske videnskaber) og interessen for frigørelse (som ligger til grund for videnskaberne om mennesket). Hvorvidt disse interesser lader sig erkende uafhængigt af enhver interesse, er derfor et spørgsmål der melder sig umiddelbart. Dvs. spørgsmålet om hvordan interesser kan begrundes, retfærdiggøres eller gøres fornuftige.

Samfundsmodsætninger kan ud fra det ovennævnte beskrives som interessemodsætninger. Vi vil her skelne mellem tre tilfælde: I det første tilfælde eksisterer der (mindst) to interessegrupper, som prøver at hævde eller forsvare deres interesse, f.eks. landbrugets og lønmodtagernes organisationer i konflikt med arbejdsgiverorganisationerne og staten om fordelingen af bruttonationalproduktet. Her vil alle parter prøve at sikre sig størst mulig andel af det samme gode (økonomiske værdier, penge osv.). I det andet tilfælde står interessegrupperne diametralt modsat hinanden i opfattelsen af, hvad der overhovedet er goder. F.eks. står den socialistiske arbejderbevægelse overfor de liberale organisationer og partier i opfattelsen af, hvordan samfundsøkonomien skal organiseres, og dermed i opfattelsen af hvilken slags samfund vi overhovedet skal have. I det tredje tilfælde eksisterer der en modsætning mellem på den ene side en interessegruppe, og på den anden side grupper uden nogen bestemt interesse, og som lider under deres interesseløshed. Således er forholdet mellem herskere og underkuede, f.eks. mellem kapitalejerklassen og det forkomne proletariat, således som Marx beskriver forholdene i «Kapitalen». Dele af den engelske lønarbejderklasse i det 19. århundrede beskrives her som nedsunket i elendighed, ude af stand til at stille egne interesser op overfor den herskende klasse. Forholdet mellem dem med og uden interesse fremtræder som et forhold mellem de sikre og de usikre, og dette er en modsætning, fordi ethvert menneske må forudsættes at ønske at have interesser. Interesseløsheden må derfor opfattes som en berøvelse eller en beskadigelse. Hvordan interesseløshed forvandles til interesse, er et (strategisk og taktisk) spørgsmål, der generelt kun kan siges lidt om, men organiseringen af de interesseløse er en hovedvej ud af interesseløshedens uføre.

Der skelnes i samfundslivet også mellem særinteresser og almeninteresser, således at de førstnævnte næres eller forsvares af særlige interessegrupper, mens de sidstnævnte er interesser, som alle samfundsdeltagere har. Om sommeren kan f.eks. bønderne og feriefolket have modstridende interesser med hensyn til vejret. Den ene part ønsker sol, den anden mere regn. Men det er en almeninteresse, at det hverken bliver så vådt eller så tørt, at høsten slå fejl. I en vis udstrækning accepteres det - ja forventes det - at grupper i samfundet hævder særinteresser. Betegnelsen interesseorganisation betegner netop en sammenslutning, hvor medlemmerne prøver at hævde deres særinteresser overfor andre organisationer. På det teoretiske plan flyder særinteresse og almeninteresse alligevel over i hinanden, fordi den der hævder en særinteresse må hævde, at denne interesse også er almenhedens, fordi det at fremme særinteressen ellers ikke ville siges at være retfærdig. Retfærdiggørelse forudsætter henvisninger til fælles, almene opfattelser af sandhed og ret.

D.Ø.