Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Økonomi
    .  Humaniora  .  Psykologi
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær  .  Marxisme
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Psykologi
Læst af: 36.080
: :
Fremmedgørelse

Fremmedgørelse (tysk: entfremdung, engelsk og fransk: aliénation) henviser almindeligvis til visse ikke ønskelige forhold mellem et menneske og dets omverden. Fremmedgørelse foreligger i sin almene form, når mennesker føler, ser, opfatter deres omgivelser som noget væsensforskelligt fra dem selv og i sig selv uforståelige - til forskel fra en tilstand hvor man føler sig i enhed med omgivelserne, der er forståelige på samme måde som en selv, og omvendt.

Fremmedgørelsens former

De lettest forståelige og mindst omstridte tilfælde af fremmedgørelse udgøres af visse sindssygdomme, og specielt skizofreni. (Aliénation er i øvrigt et gammelt ord for sindssygdom på engelsk og fransk.) Disse tolkes således, at de sindslidende er kommet ind i en ond cirkel af uforståelighed. Omgivelserne (specielt de sociale) bliver mere og mere uforståelige, fremmedartede og de sindslidende trækker sig derfor stadig længere tilbage i deres fantasiverden, hvor de føler sig hjemme. I alle industrisamfund findes der en klar overvægt af skizofrene blandt de underordnede og fattigere samfundslag. Det er derfor en rimelig tolkning, at denne form for fremmedgørelse opstår, når personerne bukker under for de vanskeligheder de møder i deres sociale situation.

En mere almen, men også mindre yderliggående form for fremmedgørelse, er lønarbejdet. Det vigtigste teoretiske bidrag om dette emne blev givet af Marx. Specielt hans såkaldte ungdomsskrifter, men også hans udbytningsteori rummer et fremmedgørelsesbegreb. Lønarbejdet som social institution består i, at et menneske stiller sin arbejdskraft til rådighed for et andet (eller flere andre) menneske(r), mod et vederlag der normalt består af penge - en arbejdsløn. Arbejdskraftens køber råder på sin side uindskrænket over arbejdsproduktet, og også over lønarbejderen selv i arbejdstiden. Arbejdskraftens køber bestemmer hvad der skal produceres, hvordan det skal produceres, og i hvilke mængder. Herigennem bliver lønarbejderen fremmed overfor sit arbejdsprodukt, og dermed overfor sig selv. For på den ene side er arbejdsproduktet et vigtigt udtryk for ham eller hende selv. Teoretisk formuleret: Arbejdsproduktet er som objekt en objektivering af arbejderen som subjekt. På den anden side tilhører arbejdsproduktet en anden (arbejdskøberen), og lønarbejderen kender derfor ikke, eller råder ikke over den sammenhæng produktet indgår i, og den betydning det har. Egentlig ved han ikke, hvad han har produceret. Derfor ved han heller ikke, hvem han selv er. Altså: I samme udstrækning som lønarbejderen ikke råder over eller kender til den produktionssammenhæng han arbejder under, er han fremmedgjort i sin arbejdsvirksomhed, og i den udstrækning arbejdsvirksomheden overhovedet er en vigtig side ved hans tilværelse, er hans tilværelse fremmedgjort. Den organiserede fagbevægelse har gjort meget for at modvirke lønarbejdets fremmedgørelse, der til syvende og sidst skyldes ejendomsløsheden i forholdet til produktionsmidlerne.

En endnu mere almindelig form for fremmedgørelse, er det at føle sig udenfor på en eller anden måde - ensom i massen, ikke forstået af ens nærmeste, kejtet på dansegulvet, med hovedpine ved selskaber, eller overlydig og overtilpasset på grund af egen usikkerhed. Riesmans begreb «andenorientering» (otherdirectedness) passer i den forbindelse godt. Man oplever i for høj grad sin situation udfra de andres formodede synsvinkel, og i for ringe grad ud fra sig selv, ud fra ens egen synsvinkel - dvs. man lever som en anden end sig selv. For eksempel er det at formidle rygter fremmedgørende: Man gengiver rygtet som rygte - dvs. som noget man har hørt fra andre, der atter har hørt det fra andre, og gengiver det dermed selv som en anden end sig selv. Det ligger i selve rygtets natur, at der ikke findes nogen selvstændig vished for det. Forsåvidt som man er henvist til rygter, lever man i en fremmedgørende situation.

Fremmedgørelse er ikke blot en følelse, noget subjektivt, men en egenskab ved ens ydre objektive situation, der kan være mere eller mindre vanskelig at overvinde. Og man kan være i en fremmedgørende situation uden at være klar over det, fordi man mangler begreber til at forstå situationen.

Tingsliggørelse

Tingsliggørelsens begreb og teori blev første gang skitseret af den ungarske teoretiker og politiker György Lukács (1885-1971) i et essay fra 1923, «Tingsliggørelsen og proletariatets bevidsthed». Denne form for fremmedgørelse er mere omstridt, fordi accepten af dette begreb indebærer en accept af visse påstande om menneskelig handling og virksomhed overhovedet. Påstande man ikke forpligter sig til, ved alene at anvende fremmedgørelsens begreb som det er gjort ovenfor.

Når et menneske enten selv behandles som en ting, eller behandler andre mennesker som ting, er der tale om tingsliggørelse. Med «ting» forstås her materielle genstande af samme størrelsesorden, som anvendes til at belyse den klassiske mekaniks læresætninger. De er træge, til forskel fra det at have en iboende tendens til forandring. Deres form- og stedsforandringer kommer i stand ved påvirkning af ydre kræfter, og lader sig beregne ud fra lovmæssigheder der ikke selv forandres.

For at kunne tale om at mennesker tingsliggøres, må mennesker være forskellige fra tingene, som de netop blev beskrevet. Dvs. det må forudsættes, at mennesker ikke er træge, men er eller kan være i stadig forandring gennem egen tænkning og handling - altså at de er selvforanderlige. Det må endvidere forudsættes, at disse forandringer ikke kan beregnes ud fra givne lovmæssigheder, men at forandringerne tvært imod overskrider lovmæssighederne, ved at skabe helt nye situationer som lovmæssighederne og deres begreber ikke gav rum for. For at et menneskes forhold til et andet - en social relation - skal være tingsliggort, må det forudsættes, at ensidig eller gensidig beregning af hinanden  ikke er en væremåde, der afspejler det særegne ved menneskelig eksistens. Det må endvidere forudsættes, at rigtige sociale relationer kendetegnes ved en ophævelse af spaltningen i forskellige enkeltmennesker med hver deres egeninteresser gennem en bevægelse hen imod en differentieret totalitet, hvor enhver erkender sig selv ved at erkende de andre, anerkendes ved at anerkende osv. Beregningen af mennesker - andre og en selv - kan i være et led i en mere omfattende totaliserende bevægelse, der har til formål at ophæve skellet mellem subjekt og objekt på alle plan i samfundslivet - og skabe enhed og helhed. Men i sig selv både forudsætter og skaber beregning netop skel, mellem den der beregner, og det der beregnes - mellem bevidsthed og ting.

Handlingens selvforandrende, overskridende, totaliserende egenskaber betegnes ofte som (en del af) dens dialektiske præg eller selve dens dialektik. Tingsliggørelsen (og forsåvidt al fremmedgørelse) bliver således i denne henseende antidialektisk.

Tingsliggørelsens hovedområde er forholdet mellem mennesker, dvs. sociale relationer. Men enkelte tænkere har også anvendt begrebet på menneskers forhold til materien og naturen. De taler om, at også tingene kan tingsliggøres. Dette er et yderliggående standpunkt, der indebærer, at den naturvidenskabelige, tekniske behandling og forståelse af (organisk og uorganisk) materie, miskender selve materiens væsen. Såvel Marcuse som Adorno indtager dette standpunkt - altså at den kausalfunktionelle tænkemåde ikke engang overfor materien er på sin plads. Begge forestiller sig en slags forsoning mellem mennesket og naturen. En forsoning der ikke kan komme i stand så længe menneskene gennem deres teknik sigter mod at opnå herredømme over naturen. Marcuse opstiller Herredømmets logik og Eros som modsætninger, idet han hævder, at den tekniske naturvidenskab med sin evne til kontrol over omgivelserne er en slags herredømmets logik - sammen med administration og andre herskeformer - sådan at den tekniske naturvidenskab fremmedgør mennesket fra naturen, og forhindrer en almen erotisk tilværelse.

Når fremmedgørelsesbegrebet og især tingsliggørelsens begreb er så vigtig i politisk teori, er det fordi, disse begreber på en dybtgående måde berører spørgsmålet om, hvad slags forhold mellem mennesker, hvad slags samfund, det overhovedet er rigtig at arbejde for. Alt efter om man accepterer eller forkaster tingsliggørelsens begreb, tager man stilling for eller imod et videnskabeligt, teknokratisk samfund - dvs. for eller imod et samfund hvor alle forhold søges styret af formålsrationel indsigt, af tekniske normer.

Tre holdninger til tingsliggørelse

Groft sagt kan der skelnes mellem tre holdninger til tingsliggørelsens begreb:

For det første finder vi dem, der forkaster tingsliggørelsens begreb og forudsætninger: De hævder, eller synes at forudsætte, at ethvert menneske prøver at handle formålsrationelt, eller bør gøre det (maksimere sine præferencer osv.), og at et fornuftigt og godt samfund fungerer således, at alle i størst muligt omfang får mulighed for at handle således. Natur- og samfundsvidenskabens opgave bliver at beskrive natur og samfund i et kausal-funktionelt sprog, og anvise hvordan vi kan anvende videnskabelig kundskab til at opnå et samfund med mindst mulig tvang og gensidig forpurring af formålsrationel handling. Dette er et utilitaristisk standpunkt, der for socialister og kommunisters vedkommende bl.a. får disse konsekvenser: De forestiller sig socialismen (eller kommunismen) som den samfundsform, hvor natur- og samfundsvidenskabelig (især økonomisk) viden anvendes til det bedste for, og under kontrol af, det store flertal af underordnede («folket»). Socialisme bliver utilitarisme i samfundsmæssig målestok, eller også bliver kollektivismen den bedste form for individualisme, fordi enhver er tjent med kollektive nyttetiltag. Marx' udkast til samfundsteori og hans socialøkonomiske lære bliver her betragtet som grundlaget for en social ingeniørkunst, der kan opstille «lovene» for samfundslivet, og sammen med den øvrige ingeniørkunst give menneskeheden herredømmet over dets materielle omgivelser og sig selv: Fornuftens almene sejr. Forsåvidt som fremmedgørelsens begreb overhovedet tilkendes nogen plads, er det kun i betydningen af, at et menneske af samfundsstrukturen forhindres i at handle formålsrationelt. Kort sagt udtrykker denne holdning, at der ikke er noget i vejen med kausal-funktionel tænkning og dens praktiske anvendelse - teknikken i sig selv - men at vi dels endnu har for ringe kausalfunktionel viden, og dels at denne viden anvendes på en ufornuftig måde i et ufornuftigt samfund. Denne holdning finder vi både i Vestens halvt officielle positivisme, og i det socialistiske Østens officielle marxisme-leninisme.

For det andet finder vi dem, der hævder, at tingsliggørelsens begreb gælder for området af sociale relationer, men ikke for menneskers forhold til de materielle omgivelser. Den tekniske tænkemåde er på sin plads, ja, er et uvurderligt gode, når den anvendes til at give menneskene herredømme over naturen, udrydde sygdomme, øge landbrugets afkastning, mindske sliddet ved konstruktionen af maskiner osv. Men den kausalfunktionelle tænkemåde leder når den anvendes på og i samkvemmet mellem mennesker, til en stivning af menneskelige forhold og menneskers adfærd, i strid med den menneskelige virksomheds (dialektiske) væsen. For dem der indtager denne holdning, melder følgende spørgsmål sig: Hvordan kan menneskeheden være orienteret mod at beherske dets materielle omgivelser og samtidig undgå at dette herredømme medfører, at nogen mennesker i kraft af den kausalfunktionelle forståelsesform hersker over andre? Hvordan kan stigende anvendelse af teknisk indsigt foregå, uden at stigende fremmedgørelse og især stigende tingsliggørelse bliver resultatet? Hvis ens omverden er sociomateriel - materien tilgængelig for kausalfunktionel tænkning - og det sociale ikke, hvordan kan da et teknisk præget samfund, f.eks. et industrisamfund, undgå at blive et meget tingsliggort samfund? Sartre og Habermas har på en ypperlig måde drøftet disse spørgsmål. De går begge ind for den naturtekniske ingeniørkunst, men tager afstand fra den sociale ingeniørkunst, og tænker sig ikke socialismen som et samfund styret af samfundslove, men som et samfund hvor der er ringe træghed, og en høj grad af forandring og dialog.

Endelig finder vi dem, der i lighed med Adorno og Marcuse hævder, at et samfund uden tvang og herredømme forudsætter, at heller ikke naturen tvinges og beherskes. Et fornuftigt samfund er ikke et samfund hvor den videnskabelige forståelse overalt når til bunds, er ikke et samfund hvor den sociale ingeniør finder plads side ved side og i samarbejde med den tekniske ingeniør. Tvært imod må ingeniørens væremåde på en eller anden måde overskrides hen imod en almen erotisk tilværelse - i stærk modsætning til en seksualiseret tilværelse, idet det seksuelle anses som en aggressiv form for erotik. I 1950-60'erne da væksten i levestandard var høj i de fleste vestlige industrisamfund, blev begreberne om fremmedgørelse og tingsliggørelse atter anvendt («genopdaget») i den politiske kamp. I det såkaldte overflodssamfund - dvs. et samfund med overflod af visse iøjnefaldende, men mindre vigtige varetyper - havde den traditionelle teori om lønarbejdernes udbytning ringe slagkraft. Klassemodsætningerne virkede forældede i lys af lønarbejdernes høje levestandard. Den socialdemokratiske blandingsøkonomi lod til at have overvundet de indre modsætninger indenfor den privatkapitalistiske produktionsmåde. Begreberne om fremmedgørelse og tingsliggørelse trængte så at sige igennem dette skin, og var til stor nytte, da der blev udviklet en ny europæisk venstresosialisme, der placerede sig mellem socialdemokrati og leninistisk kommunisme.

D.Ø.


Litteratur

K. Marx: Verker i utvalg bd. 1, Oslo 1970.
G. Lukács: Historie og klassebevissthet, Oslo 1971.
J.-P. Sartre: Kritik af den dialektiske fornuft, København 1960.
J. Habermas: Erkentnis und Interesse, Frankfurt a.M. 1968.
H. Marcuse: Det endimensjonale mennesket, Oslo 1968.