Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Junibevægelsen (1992-), dansk EU modstander organisation.

Junibevægelsen blev stiftet 23. august 1992, få måneder efter den første folkeafstemning om Maastricht-traktaten den 2.juni, hvor traktaten blev forkastet af 50,7 % af vælgerne.

Nye kræfter såvel som veteraner stod bag dannelsen af Junibevægelsen. Bevægelsen forenede dels folk fra Folkebevægelsen mod EF-Unionen, som ønskede en bredere platform - bl.a. medlemmerne af EU-parlamentet Jens-Peter Bonde, Ulla Sandbæk og Birgit Bjørnvig. Dels folk fra organisationen «Danmark 92» - bl.a. Drude Dahlerup og Niels I.Meyer.

Danmark 92 havde rødder tilbage til organisationen Århus 89 - senere Århus 92 - der havde spillet en vigtig rolle under valgkampen til EF-parlamentet i 1989. Der var tale om en bredt sammensat organisation, som blev stiftet den 1. december 1991 et halvt år før folkeafstemningen om Maastricht-traktaten. Stærkt medvirkende årsag til dannelsen var også, at SF og SFU havde trukket sig ud af Folkebevægelsen få måneder forinden og nu havde brug for en ny platform.

Danmark 92 havde det ene formål at arbejde for et nej til Maastricht, og havde på forhånd besluttet at nedlægge sig selv efter folkeafstemingen. Denne beslutning blev overholdt.

Efter afstemningen i 92 blev det imidlertid hurtig klart, at ja-siden ikke ville respektere demokratiet og vælgernes afgørelse. Regeringen gik endda så vidt at opfordre de andre EU-lande til blot at gå videre med ratificering af Maastricht-traktaten. Derfor blev der hurtigt brug for at fastholde en bred organisering mod Unionen. Det førte til oprettelsen af Junibevægelsen.

Den vigtigste opgave for Junibevægelsen i efteråret 1992 var at forhindre EU-tilhængerne i Folketinget i at skaffe bred opbakning om et såkaldt «nationalt kompromis», der kunne få befolkningen til at acceptere Maastricht-traktaten ved en ny folkeafstemning. Her spillede SF en afgørende rolle, men det lykkedes ikke at overbevise SF'erne om det uholdbare i det nationale kompromis. Resultatet blev, at et flertal i befolkningen ved «omafstemningen» den 18. maj 1993 sagde ja til Maastricht-traktaten med Edinburgh-forbeholdene.

Junibevægelsen gik ikke direkte imod Edinburgh-forbeholdene, men understregede at de langt fra var tilstrækkelige. Desuden var Junibevægelsen ikke tilfreds med en «lille dansk undtagelse», men ønskede frihed til fleksible samarbejdsformer for alle nationer i Europa.

Bevægelsens næste vigtige indsats var valget til EU-parlamentet i juni 1994. Inden da fik den indsamlet de nødvendige 60.000 underskrifter, så den var opstillingsberettiget. Ved valget fik den 15 % af stemmerne, hvilket rakte til 2 mandater. Folkebevægelsen (FB) gik tilbage til 10 % af stemmerne, hvilket dog også rakte til 2 mandater. FB's 4 mandater i 1989 var nu delt på 2 organisationer.

Junibevægelsens resultat var ganske imponerende, når man tog organisationens korte levetid i betragning. På halvandet år var den vokset til en slagkraftig organisation med eget landssekretariat, landskendte talspersoner og to erfarne repræsentanter i EU-parlamentet - Jens-Peter bonde og Ulla Sandbæk.

Dannelsen af Junibevægelsen indebar et udvidet grundlag for unionsmodstanden, som bl.a. kunne tiltrække mennesker, som ikke gik ind for en total udmeldelse af unionen. I EU-parlamentet skulle Junibevægelsens repræsentanter arbejde for danske mærkesager og forsøge at rulle unionen tilbage. Desuden skulle man arbejde for en alternativ udvikling i hele Europa med hovedvægten på mellemstatslige aftaler mellem selvstændige nationale demokratier. Unionsmodstanden blev gjort international.

Ved valget til EU parlamentet i juni 1999 gik bevægelsen en smule frem til 15,7 %, hvilket denne gang rakte til 3 mandater: Jens-Peter Bonde, Ulla Sandbæk og Jens Okking. Samlet gik de to modstanderorganisationer dog tilbage fra 25 % af stemmerne til 22,7 %.

A.J.