Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Udviklingen af EU
EU som en centraliseret overnational stat i sin vorden
EU-borgere
Årsagen til EF/EU'S oprettelse
(a) MÅLSÆTNINGEN OM AT BYGGE VIDERE PÅ DET EUROPÆISKE KUL- OG STÅLFÆLLESSKAB FRA 1951
(b) MÅLSÆTNINGEN OM AT OPRETTE EN OVERNATIONAL EUROPÆISK STAT, SOM BEDRE ER I STAND TIL AT FREMME INTERESSERNE BLANDT DE DELTAGENDE MEDLEMMER OG DERES CENTRALE BESLUTNINGSTAGENDE ELITER, END DE SELV KUNNE GØRE HVER FOR SIG
(c) MÅLSÆTNINGEN OM AT INTEGRERE ET DELT TYSKLAND I VEST UNDER DEN KOLDE KRIG OG TILVEJEBRINGELSE AF EN EUROPÆISK ØKONOMISK STØTTE FOR NATO
(d) MÅLSÆTNINGEN OM AT FREMME SÆRLIGE NATIONALE INTERESSER VIA DET EUROPÆISKE PROJEKT
(e) MÅLSÆTNINGEN OM AT GØRE DET LETTERE FOR DE POLITISKE OG BUREAUKRATISKE ELITER AT OPNÅ FLERE BEFØJELSER TIL SIG SELV
(f) MÅLSÆTNINGEN OM AT SKABE EGNEDE ØKONOMISKE BETINGELSER FOR DEN TVÆRNATIONALE EUROPÆISKE KAPITAL
Forening af Europa?
Ledelsen af EU
Udviklingstrin i EU-systemet
Romtraktatens bestemmelser (1957)
Bestemmelser i den europæiske fællesakt (1987)
Bestemmelserne i Maastricht-traktaten om den europæiske union (1993)
Bestemmelser i Amsterdam-traktaten (1999)
Hvorledes financieres EU?
Grundlæggende politiske spørgsmål, der rejses af EU
ET NATIONERNES EUROPA ELLER EN EU-SUPERSTAT?
VOR BÆREDYGTIG ER EN FÆLLES VALUTA, RENTESATS OG VALUTAKURS FOR MEDLEMSSTATERNES ØKONOMIER, SOM ER MEGET FORSKELLIGE?
ER DET FORNUFTIGT AT FORSØGE AT GØRE EU TIL EN MULTINATIONAL STAT, NÅR MULTINATIONALE STATER ANDRE STEDER GÅR I OPLØSNING?
HVIS DER IKKE ER NOGET EUROPÆISK FOLK SOM SÅDANT, KUN EUROPÆISKE BEFOLKNINGER, HVORLEDES KAN EN DEMOKRATISERING AF EU SÅ VÆRE MULIG?
HVORLEDES KAN DER VÆRE EN STABIL MONETÆR UNION PÅ EU-PLAN, HVIS DER IKKE ER NOGEN FISKAL UNION - dvs. UNION FOR BESKATNING OG OFFENTLIGE UDGIFTER, OG HVORLEDES KAN DER VÆRE EN FISKAL UNION UDEN EN POLITISK UNION OG DEN NØDVENDIGE TILGRUNDLIGGENDE MENNESKELIGE SOLIDARITET TIL STØTTE FOR DET?
HVORFOR ER EU's ØKONOMI SÅ DÅRLIG MED LAVERE ØKONOMISK VÆKST OG HØJERE ARBEJDSLØSHED END I USA, JAPAN OG EN RÆKKE MINDRE INDUSTRIELLE ØKONOMIER?
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 30/1 2006
Læst af: 145.171
: :
Den Europæiske Union (EU)

Den Europæiske Union (tidl. Det Europæiske Fællesskab) er baseret på Rom-traktaten fra 1957, som ændret ved den europæiske fællesakt fra 1987, traktaten om Den Europæiske Union (Maastricht) fra 1993 og Amsterdam-traktaten fra 1998/1999, sammen med de institutioner og det system af overnational europæisk ret, der er etableret på basis af disse traktater. Bestemmelserne og foranstaltningerne på grundlag af disse traktater udgør det, der går under betegnelsen «acquis communautaire». Hermed menes alle retsakter og beføjelser, som EU/EF har «erhvervet» siden oprettelsen. Der er på nuværende tidspunkt tale om ca. 20.000 separate EU-retsakter og -instrumenter, som består af ca. 80.000 sider lovtekst. Alle nye EU-medlemmer skal overtage disse fuldt ud og indarbejde dem i deres nationale lovgivning.

Udviklingen af EU

I 1957 oprettedes med Romtraktaten Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) for seks europæiske lande - Tyskland, Frankrig, Italien, Belgien, Nederlandene og Luxembourg. Disse lande var også knyttet sammen i Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab og Det Europæiske Atomenergifællesskab. Disse tre fællesskaber, som i juridisk henseende stadig eksisterer, fik generelt betegnelsen «Det Europæiske Fællesskab» (EF) i 1980'erne og forvaltes af de fælles institutioner Europakommissionen, Rådet, Domstolen og Europaparlamentet.

Storbritannien, Irland og Danmark blev medlem af Fællesskabet i 1973; Grækenland i 1981; Spanien og Portugal i 1986 og Østrig, Finland og Sverige i 1995, hvorved antallet af medlemsstater i slutningen af 1990'erne nåede op på 15. Betegnelsen «Europæisk Union» blev indført i forbindelse med Maastricht-traktaten fra 1993. (Paradoksalt nok fik den længe anvendte betegnelse «Europæisk Fællesskab» med denne traktat også for første gang et egentligt retsgrundlag.) Betegnelsen «Union» henviser til de politiske områder, der er omfattet af den overnationale europæiske ret som fastsat i de oprindelige fællesskabstraktater - hvor den europæiske ret er umiddelbart bindende for medlemsstaterne og borgerne - sammen med de såkaldte «mellemstatslige» områder i forbindelse med retlige og indre anliggender på den ene side og udenrigsanliggender på den anden side. På disse såkaldte «mellemstatslige» områder træffes afgørelserne af staterne individuelt og enstemmigt, og de gennemføres af dem, som de finder det muligt på grundlag af deres egne nationale forfatninger uden at være bundet af nogen overnational europæisk ret.

EU som en centraliseret overnational stat i sin vorden

EU er en spirende overnational europæisk stat. EU er enestående blandt internationale institutioner med sine direkte lovgivningsbeføjelser. Direktiver og forordninger fra Ministerrådet og afgørelser fra EF-domstolen er bindende for medlemsstaterne og disses virksomheder og borgere uden deres nationale parlamenters mellemkomst. Medlemsstaternes nationale domstole, herunder deres højesteretter og forfatningsdomstole, er ifølge traktaterne forpligtede til at lade den europæiske ret gå forud for den nationale ret i tilfælde af konflikt mellem de to. Dette betyder, at stater, der tiltræder EU, afgiver centrale aspekter af deres nationale uafhængighed og suverænitet - idet suverænitet her forstås i den klassiske betydning som enekompetencen til at gøre retsakter bindende for borgerne i en stat eller nation. Nye EU-traktater kan først træde i kraft, når de er enstemmigt ratificeret af alle EU-medlemsstater i overensstemmelse med deres respektive forfatningsbestemmelser. I nogle få lande, navnlig Danmark og Irland, kræver dette afholdelse af en folkeafstemning, da det i henhold til disse landes forfatninger kun er befolkningen selv, der kan afgive suverænitet. I de fleste lande kan suverænitetsafgivelsen i forbindelse med ratifikationen af nye EU-traktater finde sted på grundlag af en flertalsafgørelse i deres nationale parlamenter, uden at der er behov for befolkningens godkendelse på grundlag af en folkeafstemning.

EU-traktater indgås for en ubestemt periode. De indeholder ingen bestemmelser om, hvordan de kan ophæves, eller måder, hvorpå medlemsstaterne kan træde ud. De er forudset til at skulle være bindende for fremtidige generationer såvel som for den nuværende.

Som følge af at medlemsstaterne har overdraget lovgivende, udøvende og dømmende magtbeføjelser til Bruxelles på grundlag af EU-traktaterne, besidder EU nogle af de træk, der kendetegner en multinational stat. Det siges undertiden, at EU ligner en forbundsstat, hvor beføjelserne er fordelt mellem to planer, forbundsplanet og provinsplanet/det regionale plan, mens den i andre henseender ligner en yderst centraliseret enhedsstat, hvis love finder umiddelbart anvendelse uden intervention fra lavere forvaltningsniveauer. De to centrale klassiske aspekter, der kendetegner en stat - dvs. i betydningen statslig selvstændighed - er for det første monopolet på den retlige magt over et territorium, som kommer til udtryk i en hær og en politistyrke, og monopolet på udstedelsen af lovlige betalingsmidler til dette territorium i en valuta. Eksistensen af nationale valutaer betyder, at regeringerne kan føre politikker, der påvirker rentesatser og valutakurser, da disse i realiteten er de nationale og de eksterne priser på nationale valutaer. EU erhverver i 1999 det ene af disse to klassiske aspekter, der kendetegner den statslige selvstændighed, med indførelsen af sin egen valuta, euroen, i henhold til Maastricht-traktaten. Samtidig mister de 11 medlemsstater i euro-området dette centrale træk ved statslig selvstændighed og får karakter af at være provinser eller regioner i en større helhed - i det mindste med hensyn til valutaen - og de mister beføjelsen til at kunne påvirke rentesatser og valutakurser i deres befolkningers interesse.

EU-borgere

Maastricht-traktaten fra 1993 indfører for første gang begrebet «unionsborgerskab». Det hedder heri, at statsborgere i medlemsstaterne også er unionsborgere. Man kan kun være statsborger i én stat, hvorfor idéen om et unionsborgerskab indebærer, at EU efterhånden udvikler statslig selvstændighed. Et andet centralt træk ved EU's statslige selvstændighed er, at EU-retten, som er indeholdt i Rådets direktiver og forordninger og Domstolens domme, går forud for den nationale ret i tilfælde af konflikt mellem de to. Endvidere giver Amsterdam-traktaten (1999) for første gang Unionen status som uafhængig juridisk person. (Tidligere havde De Europæiske Fællesskaber status som juridisk person). Den fastsætter en fælles ydre grænse i EU med en fælles indvandrings-, pas-, visa- og grænsekontrolpolitik, en spirende EU-politistyrke i Europol og en struktur til samordning af store områder af straffe- og civilretten mellem EU-medlemsstaterne. Den giver desuden EU beføjelse til at træffe beslutninger om EU-borgernes menneskerettigheder. Både grænsen for de eksisterende menneskerettigheder som fastsat i de nationale forfatninger og andre dokumenter samt beføjelsen til at fastsætte nye menneskerettigheder.

Eurounionisterne forventer på et tidspunkt at få en fuldstændig fælles EU-udenrigspolitik, et EU-forsvar og en EU-hær, og Maastricht- og Amsterdam-traktaten fastsætter det juridiske grundlag for en sådan udvikling. Disse vigtige skridt mod oprettelsen af en centraliseret EU-superstat er blevet ledsaget af anvendelsen af klassiske statssymboler, som hele tiden promoveres fra Bruxelles' side. Formålet hermed er at give borgerne i medlemsstaterne en følelse af, at de tilhører og skylder denne større EU-enhed troskab, ud over deres egen stats og nationale samfunds grænser. EU har således eget flag, egen hymne, eget orkester, egne olympiske lege, eget Parlament, eget pas og egen diplomatisk protokol. Ved hjælp heraf søger eurounionisterne at fremme en følelse af «europæisme» eller «europæiskhed». En slags kunstig tværnational nationalisme, som efteraber de følelser og identiteter, som ægte nationale samfund deler. Dette indgår i deres projekt, som tager sigte på at opbygge en EU-stat, hvori de eksisterende nationalstater blot vil være provinser, og de eksisterende nationale samfund vil have mistet deres uafhængighed.

Set indefra ligner EU-traktaterne enhver anden international aftale. Men set udefra har EU i stadig større grad de træk, der kendetegner en stat. Dog uden det demokrati der giver Europas eksisterende nationalstater legitimitet. Dette skyldes, at der ikke findes nogen europæiske demonstrationer, intet europæisk folk, til at sanktionere de beslutninger, der træffes af EU-institutionerne, Rådet Kommissionen, Domstolen og Parlamentet, eller til at identificere sig emotionelt med disse. Dette er grunden til, at disse organer er uopretteligt fejlslagne ud fra et demokratisk synspunkt, mangler legitimitet i befolkningen og ifølge sagens natur aldrig nogensinde vil være i stand til at opnå en sådan legitimitet. (En behandling af dette spørgsmål om demokrati findes i afsnittet «spørgsmål» i slutningen af dette opslag).

Årsagen til EF/EU'S oprettelse

Oprettelsen af EF/EU var forbundet med en lang række målsætninger. Der kan kun gives en sammenfatning af dem her, og historikerne diskuterer fortsat deres relative betydning.

(a) MÅLSÆTNINGEN OM AT BYGGE VIDERE PÅ DET EUROPÆISKE KUL- OG STÅLFÆLLESSKAB FRA 1951

Dette havde oprettet en overnational høj myndighed, som i fællesskab skulle planlægge kul- og stålindustrierne hos de to modstandere under anden verdenskrig, Frankrig og Tyskland. I forbindelse hermed stod målsætningen om at oprette et frihandelsområde for industrien i hele Vesteuropa efter krigen. Der har fra begyndelsen været spænding mellem dem, som anså EF-systemet for at være ønskeligt, hvis det var begrænset til økonomiske mål som f.eks. frihandel, og dem, der anså det som et middel til at oprette en kollektiv europæisk politisk magt, hvorigennem forskellige traditionelle nationale interesser kunne varetages. Forkæmperne for disse to synspunkter kan i store træk betegnes som «euroføderalister» eller «eurounionister» og «anti-eurounionister», «anti-euroføderalister» eller demokrater.

(b) MÅLSÆTNINGEN OM AT OPRETTE EN OVERNATIONAL EUROPÆISK STAT, SOM BEDRE ER I STAND TIL AT FREMME INTERESSERNE BLANDT DE DELTAGENDE MEDLEMMER OG DERES CENTRALE BESLUTNINGSTAGENDE ELITER, END DE SELV KUNNE GØRE HVER FOR SIG

Inden anden verdenskrig havde EF's oprindelige medlemmer, bortset fra Luxembourg, hver for sig været store verdensmagter med kolonier og besiddelser i Afrika og andre steder. Under anden verdenskrig var de alle udsat for traumatiske begivenheder som invasion, nederlag og fremmed besættelse. Efter krigen kom deres centrale beslutningstagende eliter til den konklusion, at hvis de ikke længere hver for sig kunne være stormagter, kunne de være det i fællesskab ved at gå sammen i EF. De kunne derved danne en fælles front over for den sovjetiske kommunisme under den kolde krig og over for deres tidligere kolonier i Afrika, som EF indgik fælles handelsaftaler med. Storbritannien søgte om optagelse i EF efter Suezkrisen i 1956, men Frankrigs præsident de Gaulle holdt landet udenfor indtil 1973. Et af Storbritanniens formål med at tilslutte sig EF var at forhindre, at kontinentet blev domineret af Frankrig og Tyskland i fællesskab. EF-medlemskabet har imidlertid svækket Storbritannien i økonomisk henseende, og det har ikke været muligt for landet at forhindre, at Frankrig og Tyskland har bestemt hovedtrækkene i den europæiske udvikling. Erfaringen med at underordne sig de kontinentale interesser har fremkaldt en reaktion mod EU i den offentlige opinion i Storbritannien. I andre lande er der også en stigende modvilje mod den tysk-franske dominans i den centrale europæiske politiske beslutningstagningsproces.

(c) MÅLSÆTNINGEN OM AT INTEGRERE ET DELT TYSKLAND I VEST UNDER DEN KOLDE KRIG OG TILVEJEBRINGELSE AF EN EUROPÆISK ØKONOMISK STØTTE FOR NATO

Så længe Tyskland var delt, dominerede Frankrig EF's udvikling i politisk henseende, og sproget i forbindelse med EF's virksomhed var i overvejende grad fransk. Frankrigs politiske dominans i EU inden 1990'erne kom til udtryk i det mundheld, at selv om Tyskland var en økonomisk kæmpe, var det en politisk dværg. Men dette har ændret sig efter Tysklands genforening i 1989. Et forenet Tyskland er nu også blevet en politisk kæmpe. Det behøver ikke længere så at sige automatisk at rette sig efter EF's overnationalisme, som det var nødt til i årtierne fra 1950'erne til 1980'erne, hvor Tyskland var delt mellem Øst og Vest. Reaktionen fra et foruroliget Frankrig på Tysklands genforening var at foreslå den fælles valuta, Den Monetære Union, til gengæld for Den Politiske Union. Dette betyder, at Tyskland går med til at afskaffe D-marken for at få indført en europæisk valuta, som franskmændene og andre vil hjælpe med til at forvalte, mens Frankrig går med til en europæisk udenrigspolitik og hær, som vil blive bevæbnet med de atomvåben, som Frankrig besidder. Dette vil give Tyskland indflydelse på den fælles forvaltning af en europæisk militærmagt, der er uafhængig af «angelsakserne», dvs. USA og Storbritannien. Mange franskmænd frygter dog, at en sådan overnationalisme ikke virkelig vil forhindre Tyskland i at hævde sig i politisk henseende, og at et europæisk Tyskland uvægerligt vil blive et germaniseret Europa. De ser Frankrigs interesser og nationale uafhængighed blive underordnet Tyskland inden for EU. Som alternativ hertil ønsker de en genoplivelse af den traditionelle magtbalance og tættere forbindelser med Storbritannien eller med Rusland, hvilket har været de større europæiske staters klassiske reaktion på et selvhævdende Tysklands hegemoniske intentioner.

(d) MÅLSÆTNINGEN OM AT FREMME SÆRLIGE NATIONALE INTERESSER VIA DET EUROPÆISKE PROJEKT

Andre medlemsstater søger også at fremme deres særlige interesser via EU-projektet. Middelhavslandene, Spanien, Portugal og Grækenland, så således EF/EU som en garanti for demokratiske strukturer og parlamentariske former efter lange perioder med fascistisk styre. Østeuropæerne har lignende holdninger til EU efter årtier under kommunisme. De tidligere kommunistiske lande er fejlagtigt tilbøjelige til at lægge til grund, at de vesteuropæiske landes høje levestandarder kan tilskrives deres EU-medlemskab, og overser EU's dårlige økonomiske resultater i de seneste årtier i forhold til andre udviklede industrisamfund samt de højere økonomiske vækstrater og den lavere arbejdsløshed i lande som f.eks. Norge og Schweiz inden for Europa. Et land som Irland har via EU-medlemskabet mindsket sin historiske afhængighed af Storbritannien. Medlemskabet gør det muligt for dets politikere og bureaukrater at gøre front mod deres britiske modparter på et ligeværdigt plan i EU's politiske fora. Det hjælper dem til at kompensere for det historiske nationale mindreværdskompleks, som undertiden præger lande, der har været styret eller domineret af andre, lang tid efter de har opnået statslig selvstændighed.

(e) MÅLSÆTNINGEN OM AT GØRE DET LETTERE FOR DE POLITISKE OG BUREAUKRATISKE ELITER AT OPNÅ FLERE BEFØJELSER TIL SIG SELV

Nationale politikere og overordnede embedsmænd i alle EU-lande, men navnlig i de mindre lande, har den beføjelse og det privilegium at kunne deltage i den politiske beslutningsproces på EU-plan på en større arena, end den nationale politiske beslutningstagning foregår på. På nationalt plan er de begrænset af nationalstatens demokratiske institutioner, valgte parlamenter, som de skal forelægge deres politikker for, vælgere, som de er nødt til at lytte til, og nationale forfatninger, som fastsætter klare grænser for, hvad regeringerne kan gøre. I EU er de demokratiske begrænsninger, der findes på nationalt plan som følge af magtfordelingen mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt, derimod i det væsentlige ophævet. I Bruxelles bliver medlemmer af nationale regeringer/udøvende magter lovgivere i hele EU. Nationale politikere i EU's MINISTERRÅD lovgiver direkte for hele EU bag lukkede døre. De er ikke længere nødt til at indhente de nationale parlamenters og vælgernes godkendelse. Dette giver de pågældende politikere en kolossalt øget personlig magt. Hvad angår bureaukraterne i EU-KOMMISSIONEN, som udpeges og ikke vælges, forvalter de ikke blot lovene, men tager også initiativ til dem, fremsætter forslag herom til Rådet og spiller en politisk rolle i EU, som går langt ud over det, de kunne gøre på nationalt, indenlandsk plan.

Bortset fra nogle få undtagelser er de nationale eliter, der deltager i den politiske beslutningsproces på EU-plan - navnlig de der findes i nationale udenrigsministerier, finansministerier og centralbanker - tilbøjelige til at identificere sig med de teknokratiske mål, som deres modstykker i Bruxelles har, og fjerne sig længere og længere fra den offentlige opinion i deres egne lande. Pamperne i Bruxelles, navnlig i forbindelse med Europa-Kommissionen, Parlamentet og Domstolen, har på sin side en naturlig interesse, som er karakteristisk for alle bureaukratier, i at øge deres egne beføjelser og kompetencer i videst muligt omfang. De er således de engagerede vogtere af «acquis communautaire», som altid søger at udvide den og aldrig tillader, at nogen funktioner igen flyttes fra det overnationale EU-plan til det nationale plan. De håndhæver konsekvent det, der er kendt som «doktrinen om det besatte område», dvs. at de beføjelser og kompetencer, som Bruxelles én gang har opnået, aldrig overgives igen. Dette til trods for megen retorik om «SUBSIDIARITET» (se Maastricht-traktaten). Der er ingen eksempler på, at Bruxelles har fået overført lovgivningskompetence, som efterfølgende er blevet overdraget til medlemsstaterne igen. I praksis er snakken om subsidiaritet i EU-sammenhæng en retorisk tilsløring med henblik på at opnå en yderligere centralisering.

Bureaukratiet i Bruxelles og de nationale politiske eliter, som identificerer sig med det europæiske projekt, indgår på sin side i et samspil med Europabevægelsen i de forskellige lande. Europabevægelsen er en stærk lobbygruppe, som søger at nedbryde demokratiet i nationalstaterne og gøre EU til en centraliseret europæisk myndighed, som ledes af teknokrater, erhvervsmæssige og beslutningstagende eliter. Europabevægelsen og dens parallelle organer finansieres hovedsagelig af den tværnationale europæiske storkapital. Disse forener beslutningstagere, politikere, medier og samfundsvidenskabelige eliter i hele EU i et forsøg på at fremme den antidemokratiske eurounionistiske dagsorden på ikke-statsligt plan og undergrave demokratiet i deres egne nationale samfund.

(f) MÅLSÆTNINGEN OM AT SKABE EGNEDE ØKONOMISKE BETINGELSER FOR DEN TVÆRNATIONALE EUROPÆISKE KAPITAL

Erhvervslivets økonomiske interesser er naturligvis meget nært forbundet med de politiske interesser. EF/EU-reglerne om fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser og kapital er ideelle til dette formål. Generelt søger storkapitalen at få sine aktiviteter underkastet så lidt samfundsmæssig kontrol som muligt, mens de enkelte nationalstater har været det traditionelle instrument for udøvelse af en sådan kontrol. Mange nationale erhvervsinteresser ser derfor med glæde på, at nationalstatens beføjelser mindskes via EU. Bruxelles begrænser i vidt omfang EU-medlemsstaternes mulighed for at begunstige deres egne nationale erhvervsinteresser og diskriminere mod ikke-nationale erhvervsinteresser. Samtidig spiller den tværnationale europæiske storkapital en betydningsfuld rolle med hensyn til at drive lobbyvirksomhed hos Kommissionen i Bruxelles og påvirke den politiske beslutningstagning på EU-plan. De heraf følgende EU-foranstaltninger fra Kommissionen kan give anledning til spændinger mellem nationale og tværnationale erhvervsinteresser i de enkelte EU-medlemsstater eller mellem virksomheder i forskellige EU-lande, der har tradition for at føre en interventionistisk politik i modsætning til en laissez faire-politik, eller mellem erhvervsinteresser, som støtter idéen om et «Fort Europa», der tager sigte på at opbygge den europæiske industri over for USA og Japan, sammenholdt med dem, der har aktiviteter uden for Europa eller på verdensplan.

Forening af Europa?

Hvad angår EU-projektet generelt, er det på sin plads at huske på, at Europa, eller en stor del af det, har været forenet i en enkelt politisk enhed, en stat, tidligere - i Romerriget, i Karl den Stores Hellige Romerske Rige, under Napoleon og under Hitler, og den faldt fra hinanden igen. Der er ingen grund til at tro, at dette ikke vil ske med den nuværende konstruktion, hvor lang tid det end må tage. For så vidt som EU fratager borgerne deres nationale uafhængighed og demokrati og forsøger at oprette en overnational kvasi-stat, som mangler legitimitet og hjemmel i befolkningen, er borgere i alle medlemsstater begyndt at sætte spørgsmålstegn ved den og opponere imod den. Det er også værd at lægge mærke til, at der under anden verdenskrig blev udarbejdet detaljerede foranstaltninger til en overnational planlægning af Europas industri, landbrug og valuta af det tyske og det italienske fascistiske styre, i samarbejde med den franske Vichy-regering, og disse viser visse bemærkelsesværdige paralleller med den nuværende EF/EU-udvikling.

Ledelsen af EU

Til vedtagelse af retsakter i EU's Ministerråd er et kvalificeret flertal 62 af de i alt 87 stemmer, som fordeler sig således: de fire største EU-stater (Tyskland, Frankrig, Det Forenede Kongerige og Italien) har 10 stemmer hver, Spanien 8, Belgien, Grækenland, Nederlandene og Portugal 5 hver, Østrig og Sverige 4 hver, Danmark, Finland og Irland 3 hver og Luxembourg 2. Mindst 10 stater skal stemme for et forslag for at underkende de andre. I forbindelse med visse spørgsmål skal der være enstemmighed.

Udviklingstrin i EU-systemet

Romtraktatens bestemmelser (1957)

1. FRI BEVÆGELIGHED FOR VARER, TJENESTEYDELSER, KAPITAL OG ARBEJDSKRAFT mellem medlemsstaterne, dvs. klassisk laissez-faire, med afvikling af handelstold og -kvoter mellem dem, samt indførelse af en FÆLLES TOLDMUR UDADTIL over for resten af verden;

2. IKKE-DISKRIMINERING: Medlemsstaternes regeringer må ikke diskriminere til fordel for deres egne borgere eller virksomheder, for så vidt angår den frie bevægelighed af varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft. I tilfælde af en eventuel konflikt har europæisk lovgivning på disse områder fortrinsret frem for national lovgivning;

3. Oprettelse af et beskyttet landbrugsmarked, som gennemføres gennem den FÆLLES LANDBRUGSPOLITIK, hvor landbrugerne sikres garantipriser, der ligger over niveauet på verdensmarkedet. Dette gennemføres ved hjælp af en LANDBRUGSFOND, som opkøber landbrugsprodukter, såfremt der er fare for, at deres priser falder ned under en bestemt tærskelpris, og derpå dumper de deraf følgende fødevareoverskud uden for EU. Dette holder de europæiske fødevarepriser oppe på EU-forbrugernes bekostning, og underminerer fødevareproducenternes priser i lande uden for EU. Svimlende overskud af landbrugsfødevarer i EU som følge af dette system kontrolleres nu gennem obligatoriske landbrugskvoter, prisnedsættelser og ved jordudtagning fra fødevareproduktionen ved hjælp af såkaldte «braklægningsordninger»;

4. Oprettelse af en REGIONALFOND til finansiering af infrastrukturprojekter, og en SOCIALFOND til finansiering af uddannelses- og omskolingsprogrammer for forskellige kategorier af arbejdstagere;

5. Fællesskabet får sine EGNE INDTÆGTER til dækning af egne udgifter, en procentdel af medlemsstaternes moms- og toldindtægter;

Bestemmelser i den europæiske fællesakt (1987)

6. OPHÆVELSE AF IKKE-TOLDMÆSSIGE HANDELSHINDRINGER i henhold til programmet fra 1992, med det formål at ændre hvad der tidligere gik under betegnelsen FÆLLESMARKEDET til DET INDRE MARKED. Programmet for det indre marked er baseret på, at Rådet med kvalificeret flertal træffer afgørelse om EU-lovgivningen på vigtige områder inden for den økonomiske politik, såsom specifikationer af varer og tjenesteydelser, forbud mod nationalt diskriminerende politik inden for offentlige aftaler, ophævelse af national statsstøtte til erhvervslivet, gennemførelse af tværnational ret til etablering af tjenesteydelser på tværs af grænserne, tværnational anerkendelse af eksamensbeviser, harmonisering af momssatser for samme varer og tjenesteydelser og afskaffelse af national valutakontrol for at sikre kapitalens frie bevægelighed;

Bestemmelserne i Maastricht-traktaten om den europæiske union (1993)

7. ØKONOMISK OG MONETÆR UNION, i henhold til hvilken EU's medlemsstater tilslutter sig:

a) EN ENKELT EU-VALUTA, «euro'en», der skal indføres fra 1999 i de medlemsstater, der har opfyldt betingelserne. Den afløser deres nationale valutaer, som vil blive trukket helt ud af cirkulationen i løbet af de første 6 måneder af 2002. Euro'en vil blive udstedt af Den Europæiske Centralbank i Frankfurt, som vil kontrollere kredit, pengemængden og rentesatserne for de 11 lande i eurozonen, dvs. alle undtagen Storbritannien, Danmark, Sverige og Grækenland. Dette er et vigtigt skridt i retning af at gøre EU til en stat, eftersom monopol på pengeudstedelse, lovligt betalingsmiddel, for et fælles territorium historisk set har været en af de to forudsætninger for at have status som stat, idet den anden forudsætning er monopol på lovfæstet magt over dette territorium, hvilket konkret kommer til udtryk i en stående hær og politistyrken.

b) finansielle mål, de såkaldte KONVERGENSKRITERIER, som medlemsstaterne skal opfylde for at forberede deres offentlige finanser på medlemskab af eurozonen. Dette indebærer ringe underskud på statsbudgettet, lofter for den nationale gæld, lave rente- og inflationssatser og ingen devaluering. EU-stater, som er med i eurozonen, kan af Bruxelles få pålagt høje bøder, såfremt de får et for stort budgetunderskud. I henhold til Maastricht-traktaten bliver medlemsstaternes politik for skatter og statsudgifter retligt anliggender af «fælles interesse» for lande i eurozonen, og de underkastes kontrol fra Bruxelles. Dette er et varsel om skridt til «harmonisering» af indirekte skatter, især selskabsskatter, i hele EU.

8. Alle får et fælles EU-STATSBORGERSKAB ud over deres nationale statsborgerskab;

9. Der indføres en FÆLLES SIKKERHEDS- OG UDENRIGSPOLITIK,« som med tiden vil kunne føre til et fælles forsvar», og Den Vesteuropæiske Union, en militæralliance, der er udstyret med atomvåben, udpeges som «en integrerende del af udviklingen af Den Europæiske Union», som skal iværksætte de af Unionens afgørelser, der har indvirkning på forsvarsområdet;

10. Bestemmelser om samarbejde mellem EU-staterne inden for RETLIGE OG INDRE ANLIGGENDER på et mellemstatsligt, snarere end et overnationalt, europæisk retsgrundlag;

11. En udvidelse af flertalsafstemninger i Rådet til at omfatte socialpolitikken, energi-, miljø-, uddannelses- og transportområdet;

12. En ny «strukturfond», den såkaldte SAMHØRIGHEDSFOND, oprettes til finansiering af tværnationale energi- og transportprojekter, ud over de eksisterende Regional- og Socialfonde.

Bestemmelser i Amsterdam-traktaten (1999)

13. Den Europæiske Union får for første gang tildelt status som juridisk person, idet Rådet får beføjelse til ved flertalsafstemning at suspendere en individuel medlemsstats stemmeret og andre rettigheder, såfremt de øvrige medlemsstater finder, at den har overtrådt temmelig vage generelle principper vedrørende demokrati, frihed og menneskerettigheder (artikel F og F1). Dette er en vigtig ændring i Unionens forfatningsgrundlag. Man kan befrygte, at det kan give visse store medlemsstater mulighed for at lægge pres på mindre eller svagere medlemsstater på områder, der intet har at gøre med menneskerettigheder, under påskud af manglende respekt for disse menneskerettigheder i den pågældende medlemsstat;

14. EU får tildelt en KOMPETENCE MED HENSYN TIL MENNESKERETTIGHEDER, således at den har beføjelser til at træffe afgørelse om borgernes menneskerettigheder i dens medlemsstater, både om grænserne for de eksisterende rettigheder og om eventuelle nye. Et eventuelt nationalt indhold i menneskerettighederne forsvinder og bliver underordnet EU-lovgivningen (artikel F og 6A).

15. OPHÆVELSE AF KONTROL VED DE MEDLEMSSTATERNES GRÆNSER og indførelse af en fælles indvandrings-, visa-, flygtninge- og asylpolitik for de fleste EU-stater, som skal være gældende ved EU's grænser. Der er fastsat bestemmelser vedrørende gradvis harmonisering af CIVIL- OG STRAFFERETLIGE BESTEMMELSER OG PROCEDURER mellem EU-staterne som medlemmer af et fælles rets- og sikkerhedsområde (artikel K1-13); retlige og indre anliggender, som var «mellemstatslige» i henhold til Maastricht-traktaten, bliver lagt ind under overnational europæisk ret;

16. Oprettelsen af EUROPOL som en vordende EU-politistyrke med beføjelser til at indsamle politidata om borgere i hele EU og til sin tid til at deltage med nationale politistyrker i operationer på tværs af grænserne (artikel K2);

17. Bestemmelser vedrørende EU-retsforanstaltninger til bekæmpelse af svig over for Fællesskabet, som basis for udviklingen af en CORPUS JURIS, et system af europæisk strafferet og retsplejeregler, der er adskilt fra medlemsstaternes systemer, og som kan udvides (artikel 209A);

18. EU som juridisk person, til forskel fra dens medlemsstater i fællesskab, har beføjelse til at føre SIN EGEN UDENRIGSPOLITIK (artikel J1); hertil er knyttet bestemmelsen om Rådets FLERTALSAFSTEMNING OM UDENRIGSANLIGGENDER i Rådet (artikel J13); om indførelse af en slags EU-udenrigsminister i skikkelse af «den højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik», og om en «enhed for politisk planlægning og hurtig varsling» på det udenrigspolitiske område;

19. Støtte til «gradvis udformning af en fælles forsvarspolitik ..., som vil kunne føre til et fælles forsvar, hvis Det Europæiske Råd træffer afgørelse herom»; EU-anliggender, som falder ind under den fælles sikkerhedspolitik, og som kan iværksættes af Den Vesteuropæiske Union, omfatter ifølge definitionen alle sikkerhedsanliggender, herunder også krigsførelse (kaldet «fredsskabelse» (artikel J);

20. En bestemmelse om udvidede samarbejdsordninger mellem EU og WEU skal udarbejdes inden et år fra Amsterdam-traktatens ikrafttræden (protokol ad artikel J7);

21. BESTEMMELSE OM FØRSTE- OG ANDENKLASSESMEDLEMSKAB AF EU: En inderkreds af EU-medlemsstater kan i medfør af en bestemmelse om fleksibilitet eller «tættere samarbejde» vedtage en snævrere integrering indbyrdes, anvende EU-institutionerne til at gennemføre dette og i realiteten stille yderkredsen over for politiske og økonomiske fait accomplier, samtidig med at sidstnævnte således mister den vetoret, de hidtil havde vedrørende en sådan udvikling, således at de individuelle stater ikke længere juridisk har beføjelse til at insistere på, at alle EU-medlemmerne i fællesskab går fremad i samme tempo (artikel K15);

22. Udvidelse af flertalsafstemninger i Rådet til at omfatte 19 nye politiske områder. Udvidelse af Europa-Parlamentets MEDBESTEMMELSESRET til at omfatte 24 nye områder. Denne medbestemmelsesret giver Europa-Parlamentet samme status som Rådet, for så vidt angår den europæiske lovgivning på de pågældende områder, mens Rådet på de fleste andre områder alene træffer afgørelse om den europæiske lovgivning, til hvilken Kommissionen forelægger forslag;

23. DEN EUROPÆISKE LOVGIVNINGS FORFATNINGSMÆSSIGE FORTRINSSTILLING og Domstolens over medlemsstaternes ret og forfatninger er for første gang fastsat utvetydigt i en europæisk traktat (i protokollen om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet).

Hvorledes financieres EU?

Bruxelles' udgifter beløber sig til under 1,3% af EU's samlede årlige bruttonationalprodukt; nationers offentlige udgifter beløber sig derimod typisk til 30-40% af bruttonationalproduktet. Dette er en af de vigtigste forskelle mellem en konventionel national stat og den fremvoksende EU-superstat. EU's udgifter går hovedsagelig gennem de fire nævnte fonde: Landbrugsfonden, Regionalfonden, Socialfonden og Samhørighedsfonden. Landbrugsfonden finansierer den fælles landbrugspolitik og dennes støtteopkøb af overskudsprodukter fra landbruget. Den tegner sig for halvdelen af alle EU-udgifterne, idet resten opdeles mellem de øvrige fonds, og ydes til specifikke projekter i medlemsstaterne i overensstemmelse med kriterier, der administreres af Kommissionen.

Visse lande, f.eks. Tyskland og Storbritannien, er nettobidragsydere til EU-budgettet. Andre, f.eks. Irland og Middelhavslandene, er nettomodtagere. Skønt EU har mange af en centralstats karaktertræk, især når den har indført sin egen valuta, har den ikke beføjelse til at opkræve skatter, som umiddelbart ville give den sine egne uafhængige indtægter. Den tilvejebringer heller ikke tjenesteydelser over hele EU, såsom social sikring, uddannelse, sundhedspleje, post- og infrastrukturtjenester, som medlemsregeringerne sørger for på nationalt plan, og som finansieres via den nationale beskatning. Med eurozonens indførelse fra 1999, er EU derfor EN MONETÆR, MEN IKKE EN SKATTEMÆSSIG UNION - dvs. den har sin egen valuta, men den er ikke en union for beskatning og offentlige udgifter. Der er intet fortilfælde i historien, eftersom monetære unioner før i tiden altid først har været politiske unioner. Dvs. de har været stater med en fælles regering, der opkræver skatter og tilvejebringer fælles offentlige tjenesteydelser over hele nationen. Som følge heraf har de også været skattemæssige unioner.

 

Grundlæggende politiske spørgsmål, der rejses af EU

ET NATIONERNES EUROPA ELLER EN EU-SUPERSTAT?

Skal Europa være et «nationernes Europa», som den franske præsident Charles de Gaulle kaldte det, eller skal Europas gamle nationer og stater sammenblandes i en slags nationernes salatskål og i realiteten blive omdannet til provinser og regioner i en stærkt centraliseret europæisk superstat, der handler og politisk konkurrerer med USA og Japan, men ikke har den demokratiske legitimitet og myndighed, der er baseret på folkets samtykke?

VOR BÆREDYGTIG ER EN FÆLLES VALUTA, RENTESATS OG VALUTAKURS FOR MEDLEMSSTATERNES ØKONOMIER, SOM ER MEGET FORSKELLIGE?

Der er et klart behov for forskellige økonomiske politikker, rentesats- og valutakurspolitikker for «centrale» og «perifere» EU-medlemsstater, og for mere og mindre udviklede økonomier, såfremt sidstnævnte ikke skal komme ud i en relativ tilbagegang. Hvorledes kan f.eks. den samme ordning for rentesats- og valutakurser anvendes på lande, som har meget forskellige produktivitetsniveauer, ressourceniveauer og økonomiske cyklusser inden for eurozonen, eller som sandsynligvis vil blive påvirket forskelligt af økonomiske «omvæltninger» udefra? Politik fra Bruxelles og Frankfurt, som er rigtige for visse lande, vil ikke være rigtige for andre. Lande har forskellige økonomiske og sociale problemer og ressourcer, og selvfølgelig har de forskellige folk. Det er grunden til, at de har behov for deres egne regeringer, der fører en politik, som fremmer deres eget folks interesser, og ikke en EU-fællespolitik, som hævdes at være rigtig for alle, men i virkeligheden er i de større EU-medlemsstaters interesse, som har størst økonomisk og politisk magt.

Såfremt regeringerne i eurozone-landene ikke længere på nationalt plan kan påvirke rentesatser eller valutakurser med henblik på at stimulere deres økonomier eller modvirke svækkelse af deres konkurrenceevne, er den eneste politik de stadig kan bruge, skattepolitikken, dvs. beføjelserne til at variere nationale skatter og de offentlige udgifter. Men skattepolitikken er meget mindre effektiv end rentesats- eller valutakurspolitikken, når det drejer sig om at modvirke økonomisk recession eller økonomiske omvæltninger. Skattepolitikken begrænses desuden af EU's stabilitets- og vækstpagt, der vedtoges som supplement til Maastricht-traktaten, og som indeholder bestemmelser om EU-bøder for regeringer, der har for store underskud. Med denne drastiske opgivelse fra de nationale regeringers side af alle de vigtigste økonomiske politiske redskaber, som kan påvirke produktion og beskæftigelse, er byrden med hensyn til at tilpasse sig recession og økonomiske omvæltninger flyttet tilbage til borgerne selv - til arbejdstagernes indstilling på at gøre sig selv konkurrencedygtige ved at acceptere lønnedskæringer, til forretningsmændenes indstilling på at acceptere forringelse af udbyttet, og ellers, såfremt det ikke sker, til den faktiske fysiske overflytning af arbejdskraften og kapitalen fra ikke-konkurrencedygtige til mere konkurrencedygtige regioner og stater. Sidstnævnte er jo den klassiske mekanisme, hvorved økonomisk svage regioner inden for nationale monetære unioner tilpasser sig et ikke-konkurrencedygtigt prisniveau, som er indbygget i den rentesats- og valutakursordning, der er påtvunget dem som et led i en monetær union med stærkere regioner. Arbejdskraft og kapital flytter fra Syd- til Norditalien inden for den italienske monetære union, eller fra Irland til England, dengang da begge områder var i økonomisk monetær union med Storbritannien i det 19. århundrede. Massebevægelser af arbejdskraft og kapital bort fra mindre til mere udviklede EU-medlemsstater må derfor være en uundgåelig følge for væsentligt forskellige økonomier af euroens indførelse.

ER DET FORNUFTIGT AT FORSØGE AT GØRE EU TIL EN MULTINATIONAL STAT, NÅR MULTINATIONALE STATER ANDRE STEDER GÅR I OPLØSNING?

Hvor realistisk er det for politiske eliter i de 15 EU-medlemsstater, hvis folk taler forskellige sprog og har forskellig historisk baggrund og kultur, at forsøge at gøre EU til en slag centraliseret multinational superstat, når det i dag ser ud til, at den centrale historiske tendens er, at traditionelle multinationale stater opløses, og mange nye nationalstater med egne regeringer og valutaer opstår af de enkelte dele? Antallet af stater i Europa er steget fra ca. 34 i 1989 til 52 ved den sidste tælling, hovedsagelig som følge af, at USSR, Jugoslavien og Tjekkoslovakiet er faldet fra hinanden. I verden som helhed er antallet af stater steget fra ca. 70 i 1945 til næsten 200 i dag. Statsdannelsesprocessen i Europa og internationalt er tydeligvis ikke afsluttet, samtidig med at verden bliver mindre, for så vidt angår rejse, handel og kapitalbevægelser og informationsstrømme. Det som tilsyneladende er ved at ske, er, at det demokratiske princip om nationers og befolkningers ret til selvbestemmelse bliver ført ud i livet. Dette princip blev først formuleret i den franske revolutions erklæring om menneskerettigheder og borgerlige frihedsrettigheder i 1789. Det er i dag nedfældet som et grundlæggende princip for international ret i De Forenede Nationers Charter. Det er et udtryk for nationernes og befolkningernes ønsker her i verden om at bestemme over deres egne anliggender, selv beskæftige sig med deres egne særlige problemer og opretholde indbyrdes internationale forbindelser, der bygger på venskab, samarbejde og respekt for staternes suverænitet. Stillet over for dette grundlæggende demokratiske princip, som også er det grundlæggende princip for demokratisk internationalisme, tager EU flugten.

HVIS DER IKKE ER NOGET EUROPÆISK FOLK SOM SÅDANT, KUN EUROPÆISKE BEFOLKNINGER, HVORLEDES KAN EN DEMOKRATISERING AF EU SÅ VÆRE MULIG?

Hvordan kan der være et demokratisk EU, når der ikke findes noget europæisk folk som sådant, men snarere mange europæiske befolkninger, der har forskellige interesser og lever under forskellige forhold, skønt de har visse fælles interesser? Demokrati er ikke blot et spørgsmål om flertalsstyre. Det er snarere flertalsstyre på grundlag af et samfund, sædvanligvis et nationalt samfund, hvor der er solidaritet, gensidig identificering, evne til indbyrdes kommunikation ved hjælp af et fælles sprog, og fælles interesser blandt samfundsmedlemmerne i et sådant omfang, at mindretallene er villige til frivilligt at underkaste sig flertalsstyret. Det er en sådan solidaritet og gensidig identificering der giver flertalsstyret dets demokratiske legitimitet. Det er desuden denne fælles identificering, der gør folk villige til at betale skatter til en fælles regering og til at overholde dens love. En solidaritet og gensidig identificering eksisterer ikke - og kan ikke eksistere - på tværs af nationerne, på europæisk plan, skønt der kan eksistere andre, svagere, former for solidaritet. Derfor er et demokratisk legitimt flertalsstyre på EU-plan en umulighed. Under alle omstændigheder udarbejdes EU-lovgivningen ikke af organer, der er folkevalgte med henblik på dette. Det ikke-valgte bureaukrati, Kommissionen, fremsætter forslag til den europæiske lovgivning. Forslagene vedtages eller forkastes derpå af Rådet, men Rådet er ikke som gruppe ansvarligt over for noget valgt organ, bortset fra at det deler sine lovgivningsbeføjelser med Europaparlamentet, for så vidt angår de ubetydelige politiske områder, der falder ind under «den fælles beslutningsprocedure». Medlemsstaternes vælgere og parlamenter kan kun kontrollere deres egne nationale repræsentanter i Rådet, som under alle omstændigheder kan nedstemmes af de andre med hensyn til de fleste spørgsmål, der falder ind under traktaterne. Domstolen, som ikke vælges, fortolker traktaterne og afsiger domme, som er bindende for medlemsstaterne og deres borgere. Den Europæiske Centralbank i Frankfurt har beføjelse til at kontrollere Europas kredit, pengemængde og rentesats, men den er ikke valgt, og det uafsættelige Styrelsesråd er fuldstændig uafhængigt. Det må ikke søge eller modtage instrukser fra fællesskabsinstitutioner eller -organer (Maastricht-traktaten, artikel 107). Det er virkelig «uansvarligt» i bogstaveligste forstand. Disse kendsgerninger viser, hvorledes EU-institutionerne er grundlæggende udemokratiske. De viser også, hvordan denne mangel på demokrati ikke kan afhjælpes på EU-plan.

HVORLEDES KAN DER VÆRE EN STABIL MONETÆR UNION PÅ EU-PLAN, HVIS DER IKKE ER NOGEN FISKAL UNION - dvs. UNION FOR BESKATNING OG OFFENTLIGE UDGIFTER, OG HVORLEDES KAN DER VÆRE EN FISKAL UNION UDEN EN POLITISK UNION OG DEN NØDVENDIGE TILGRUNDLIGGENDE MENNESKELIGE SOLIDARITET TIL STØTTE FOR DET?

Det forhold at alle eksisterende monetære unioner, eftersom de er stater, også er politiske og skattemæssige unioner, er en afgørende faktor, der binder nationale monetære unioner sammen, og kompenserer økonomisk svagere områder og regioner inden for dem for det faktum, at de ikke har deres egne valutaer, hvormed de kan påvirke deres konkurrenceevne. Med andre ord: fordi alle eksisterende monetære unioner er fuldtudviklede stater, har de fælles systemer for beskatning og offentlige udgifter, hvorigennem de rigere regioner og samfundsklasser automatisk giver ressourcer til omfordeling til de fattigere. Dette gøres på grundlag af borgernes frivillige tilhørsforhold til en fælles national regering samt eksistensen af national og samfundsmæssig solidaritet til at underbygge dette. Men den borgersolidaritet, der bærer nationale skattemæssige og monetære unioner, findes ikke på EU-plan. Det er grunden til, at der ikke kan være et EU-system af tværeuropæisk beskatning og offentlige udgifter, som kan kompensere svagere økonomier for ulemperne ved at miste deres nationale valuta og dermed deres egen valutakurs og rentesatsordning, som sætter dem i stand til at bevare deres komkurrencedygtighed over for de lande, de handler med. Følgen af at binde økonomisk ulige stater sammen i en monetær union uden kompenserende fiskale overførsler, er spændinger og stress, som i sidste ende må sprænge den pågældende multinationale monetære union. Den aftagende solidaritet mellem rigere og fattigere områder - med andre ord folks manglende vilje i førstnævnte områder til at fortsætte med at betale højere skatter for at støtte sidstnævnte områder - var en nøglefaktor i opløsningen af Tjekkoslovakiet, USSR og Jugoslavien, skønt disse stater havde været ikke blot monetære, men skattemæssige og politiske unioner i hen ved 70 år. En lignende mangel på national solidaritet truer sammenhængen i mange multinationale og flersprogede stater andre steder i verden. Hvor meget mere problematisk end disse tilfælde må derfor ikke EU's forsøg være på at indføre en stabil monetær union mellem stater med væsentlig forskellig økonomisk karakter, uden at der er skattemæssig union mellem dem? En skattemæssig union i EU er udelukket af praktiske politiske årsager, på grund af de rigere EU-staters manglende vilje til at øge deres betalinger til de fattigere gennem et system med EU-skatter og -overførsler. Bruxelles disponerer over mindre end 1,3% af EU's bruttonationalprodukt om året. De rigere stater og deres vælgere vil ikke gå med til en væsentlig stigning i den procentdel. Det er derfor umuligt, at der vil opstå en tværnational «europæisk» solidaritet, som den der binder tyskere, franskmænd eller englændere sammen som særskilte nationer inden for deres respektive nationale monetære unioner/stater. Det er grunden til, at en europæisk nation er umulig, for opståen af en sådan er, hvad en stabil, langvarig monetær union ville kræve . I virkeligheden vil EU's forsøg på at skabe en politisk union, en europæisk stat, ved hjælp af et økonomisk projekt, euro-valutaen, som er fuldstændig uhensigtsmæssig, nødvendigvis forværre økonomiske spændinger og nationale modsætningsforhold mellem medlemsstaterne, og vil fremme selve den chauvinisme og det fremmedhad, EU-eliter hævder at være imod.

HVORFOR ER EU's ØKONOMI SÅ DÅRLIG MED LAVERE ØKONOMISK VÆKST OG HØJERE ARBEJDSLØSHED END I USA, JAPAN OG EN RÆKKE MINDRE INDUSTRIELLE ØKONOMIER?

Den økonomiske vækst i de oprindelige seks økonomier, der udgjorde Fællesmarkedet - Tyskland, Frankrig, Italien og Benelux - var en smule højere i de syv år forud for Fællesskabet, der oprettedes i 1957, end i de efterfølgende syv år. Væksten var ganske vist imponerende efter oprettelsen af EØF, men den var også imponerende i den udviklede verden som helhed. Man kan derfor ikke sige, at det var EØF selv, der var årsagen. Dets virkninger synes snarere at have været neutrale. I det oprindelige De Seks faldt den gennemsnitlige vækst som helhed, der mellem 1950 og 1973 havde ligget på 5,4% om året, til 2,1% mellem 1973 og 1996, og er siden 1979 knap nået op på 1,7% i gennemsnit. Den gennemsnitlige arbejdsløshed i De Seks, der indtil 1973 havde ligget på under 2%, har ligget på 7% siden dette år, og ligger for tiden på 11%. USA og Japan har haft en meget højere vækst og lavere arbejdsløshed end EU i disse lange tidsrum. Det samme gælder for en række små lande uden for EU, såsom Norge, hvis arbejdsløshed for tiden ligger på 3,0% - en fjerdedel af EU's gennemsnit. Mens EU's vækst har ligget på under 2% i de seneste to tiår, er resten af verden nået op på ca. 3,5% - næsten det dobbelt af EU's gennemsnit. EU-medlemsstater, såsom Irland og England, som førte en uafhængig valutakurspolitik siden ophævelsen af EU's valutakursmekanisme i 1993, har haft en meget større vækst siden det år end de kontinentale medlemsstater, som af politiske årsager forsøgte at opretholde en høj valutakurs, med henblik på at forberede sig på Økonomisk og Monetær Union.

De kontinentale EU-staters politik med høje valutakurser, deres opbakkende rentesats og efterspørgselsregulerende politik samt de deflationsordninger, de har indført som en forudsætning for at tilslutte sig ØMU'en, synes at have været det stik modsatte af, hvad disse lande havde behov for at opnå størst mulig produktion og jobskabelse. EU har klaret sig dårligt økonomisk set. Globalt har det været et område med økonomisk stagnation, ikke vækst. Dets omfattende centralisering gør det stift og usmidigt. Tiltrædelse er ingen garanti for velstand for de nye ansøgerstater i Øst- og Sydeuropa. Deres politiske eliter er tilbøjelige til at vurdere den på grundlag af uvidenhed og ønsketænkning, eller de ser den som en mulighed for at gavne sig selv, for hvilket mål de er rede til at ofre deres folks nationale uafhængighed og demokrati.

Team


Internet

Europæiske Antikapitalistiske Venstrefløj (EACL) : Vejviser. En emneliste fra Tidsskriftcentret.dk
Venstrefløjens EU-valg 2004. En emneliste fra Tidsskriftcentret.dk
Kampen mod EU-forfatningen. En emneliste