Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 28.409
: :
Kapitalist

En kapitalist er en person, hvis vigtigste virksomhed er knyttet til at eje eller forvalte kapital. Kapitalgenstande omfatter sædvanligvis bankindskud, værdipapirer, fast ejendom, varelager eller produktionsudstyr og er kendetegnet ved at give udbytte til ejeren. Dispositionsret over produktionskapital indebærer ofte også ledelsesret over andres arbejdskraft.

Selve ejerformerne har ændret sig betydeligt siden kapitalismens fremvækst. I den tidlige fase var kapitalejendom personlig ejendom. Udbyttet var en umiddelbar belønning for risikofyldte økonomiske transaktioner. De største kapitaldannelser voksede frem i tilknytning til store handelshuse og private banker. Både varemarkederne og kreditmarkederne var præget af stærke svingninger, hvilket gav store muligheder for spekulationsgevinster, men som også medførte store risici for den enkelte kapitalist. I perioder med lavkonjunktur var konkurrencen en truende realitet for den økonomiske overklasse.

Aktieselskab

Behovet for at sprede risikoen ved investeringer var en vigtig grund til, at aktieselskaberne fik større udbredelse i Danmark - især fra slutningen af 1800-tallet. Aktieselskabsformen indebærer, at selskaberne udskilles som selvstændige juridiske personer i forhold til ejerne. Dette indebærer, at den enkelte kapitalist kan sprede sin formue på flere virksomheder. Eventuelle tab i et selskab må ikke dækkes af andre dele af ejernes formue. I tilgift bliver det muligt gennem aktieselskaberne at rejse store kapitaler ved at mange små ejere går sammen som parthavere i et selskab. Dette var en forudsætning for at finansiere den storstilede industriudvikling i 1900-tallet.

Aktieselskabsformen fører let til, at der udvikles et klart skel mellem store og små aktieejere. I mange store selskaber er aktierne spredt på mange hænder, således at det store flertal af aktionærer har små aktieposter. Deres interesse ligger i at få et sikkert afkast af de penge, som de har skudt ind, mens de sjældent er direkte interesseret i selskabets drift. Dermed kan de store aktionærer i et selskab tilegne sig ledelsesretten, selv om de har aktieposter på langt under 50%.

Gennem koalitioner og holdingselskaber har enkeltkapitalister eller grupper af kapitalister ejerindflydelse over gigantiske kapitalmængder. Det er desuden i forretningsbanker og forsikringsselskaber, at man finder de største kapitalkoncentrationer, for deres vigtigste aktionærer har været de store virksomheder indenfor industri.

Specialiseringen af teknologisk og administrativ ekspertise har ført til, at den ansatte ledelse i store aktieselskaber udskilles fra virksomhedens ejere. Ejerinteresser er repræsenteret gennem virksomhedernes bestyrelser, men det kan være vanskeligt at få overblik over de mange løbende dispositioner. Den daglige ledelse, som ofte ikke er ejere, har vidtgående fuldmagter indenfor de rammer, som bestyrelsen udstikker. At de ansatte ledere får en stigende magt, blev først understreget i mellemkrigstiden, og blev da kaldt «virksomhedsledernes revolution» («the managerial revolution». Den er blevet taget som tegn på en udhulning af ejendomsretten til produktionsmidlerne. Selv om ejerne må dele magt med ansatte eksperter, rokker det alligevel ikke ved selskabets karakter af at være en kapitalistisk virksomhed, så længe selskabet opretholder den interne magtfordeling mellem kapitalforvaltere og øvrige arbejdstagere, opererer i konkurrence med andre virksomheder og har virksomhedsøkonomisk lønsomhed som mål for driften.

Aktieselskabsformen er i dag den dominerende. Samtidig findes der mange virksomheder indenfor handel og industri, som har andre ejerformer eller er personligt ejede. De fleste af disse er små virksomheder, men nogle af disse enkeltmands-virksomheder er blevet til store virksomheder med mange hundrede ansatte. Sådanne entreprenører giver ofte en fornyende bidrag til kapitalismens udvikling, mens de store aktieselskaber går i retning af at blive bureaukratiske og satse på langsigtet stabilitet fremfor forandringer og høj kortsigtet profit.

Offentlig kapitalforvaltning

Siden 2. verdenskrig er statens økonomiske styring som i andre kapitalistiske lande blevet stærkere. Gennem finans-, kredit- og industripolitik har statens embedsmænd fået større mulighed for at påvirke kapitaldannelsen end nogen enkeltstående kapitalist. Ud over at staten påvirker rammerne for erhvervsvirksomheden, er der også blevet samlet store kapitalmængder på det offentliges hænder, ikke mindst knyttet til transport-, sundheds-, skole- og militærvæsenet. Denne kapital forventes ikke at give afkast og kaldes derfor «offentlig konsumkapital». Ligeledes har dispositionerne indenfor den offentlige sektor stor betydning for den øvrige kapitaldannelse i landet.

Betragter man dem, som ejer eller disponerer over kapital i den udviklede kapitalisme, udgør de flere løst sammenkædede grupper: Personlige ejere i mindre og mellemstore virksomheder, små investorer, store aktieejere, ansatte virksomhedsledere og offentlige embedsmænd og politikere. Der eksisterer betydelige interessemodsætninger mellem disse, og de har placeret deres politiske loyalitet over hele partispekteret. Ud fra deres virksomhed og til dels deres indtægtsforhold kan de med en vis ret betragtes som én klasse. Men det giver dårligt mening, hvis man ser på rekrutteringen og de interessebestemte handlingsvalg de træffer. I dette perspektiv kommer modsætningerne mellem dem, som disponerer over kapital tydeligere frem end lighederne mellem dem.

F.E.


Litteratur

D. Tangen: Makt og eiendom, Oslo 1975.
T. Hjellum: Bergenskapitalismen, Kontrast nr. 26, Oslo 1971.