Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Politik
    .  Humaniora  .  Filosofi
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 109.467
: :
Magt

Magt er evnen til at nå de mål man sætter sig, mod andres vilje og på tværs af andres interesser. Magt adskiller sig fra frihed ved at modsætningen til andres interesser på afgørende vis indgår i begrebet. En person kan have ringe magt og alligevel stor frihed, hvis hendes mål har en sådan karakter, at de kun i ringe grad kolliderer med andres. Magt adskiller sig også fra autoritet, som gør det mulig at få gennemført mål mod andres interesser, uden at det sker mod deres vilje. Autoritet indeholder et element af legitimitet, som ikke findes i magten. Magt må endvidere skelnes fra tvang, som er en af flere måder at udøve magt på. Andre måder er bytte og overtalelse. Endelig kan magt skelnes fra udbytning, som er tilegnelsen af resultatet af andres arbejde. Udbytning hviler på magt, men magten kan også bruges til andre formål end udbytning.

Magt er evnen til at nå de mål man sætter sig indenfor et bredt spektrum. En person som alene har ødelæggelse som sit mål, vil ofte kunne opnå det hun ønsker; alligevel er det vanskeligt at tale om magt i denne sammenhæng. På samme måde vil vi nødigt tillægge en «kamæleon» stor magt - altså en person som tilpasser sine ønsker til, hvad hun regner med der under alle omstændigheder vil komme til at ske. Når vi siger, at en person opnåede et mål, fordi hun havde magt til det, siger vi stiltiende også, at hun ville kunnet have opnået andre mål, dersom hun havde ønsket det: ikke hvilke som helst mål (for ikke alt er muligt), men en lang række forskellige mål.

Nogle gange er det meningsløst at hævde, at personen kunne have ønsket noget andet. Hvis vi siger, at de Gaulle i 1960'erne havde magt til at holde kommunisterne ude af regeringen i Frankrig, bliver påstanden om at han kunne have sluppet kommunisterne ind dersom han havde ønsket det underlig. De Gaulles magt hvilede bl.a. på det faktum, at han tydeligvis ikke var en person, som kunne have et sådan ønske. I sådanne sammenhænge kan vi måske i stedet sige, at ingen andre end de Gaulle kunne have holdt kommunisterne udenfor regeringen. Pointen er, at alle udsagn om magt - i lighed med udsagn om årsager - stiltiende forudsætter noget om, hvad man mener der kunne være sket (eller ikke kunne være sket). At en person faktisk får det som hun ønsker, er ikke i sig selv nok til at tillægge hende magt.

Magtbegrebet er nært knyttet til årsagsbegrebet, fordi det forudsætter at man har en årsag til det man har magt til at realisere. Endvidere indgår der et element af hensigt: man har magt dersom man kan forårsage et tilsigtet resultat. Endnu et element må også med; man må forårsage det tilsigtede resultat på en tilsigtet måde.

Et eksempel kan understrege behovet for denne sidste tilføjelse. Mange bondeoprør gennem historien har krævet lavere skatter eller billigere korn. Disse opstande er gerne blevet slået ned, og kravene ikke indfriet. Alligevel var det kostbart for den herskende klasse at slå opstandene ned, og det fik den derfor til at begrænse udbytningen mere, end hvad den ellers ville have gjort. Vi kan altså konstatere, at bønderne opnåede det de ville, men ikke på den måde de ville. Det er i sagens natur ikke hensigtsmæssigt at tale om magt i denne sammenhæng.

Synlig og usynlig magt

Det er ikke altid let at fastslå, hvem der har magt, og hvor megen magt de har. Nogle former for magtanvendelse er dramatiske og synlige, som når parterne i en arbejdskonflikt sætter hårdt mod hårdt, og den ene har så store ressourcer, at den kan få sine krav igennem. Andre gange kan magten udøves usynligt, fordi resultatet af en konflikt er givet på forhånd. Hvis Folketinget vedtager alle lovforslag fra regeringens side, kan det være fordi Folketinget er magtesløst, eller fordi regeringen kun lægger lovforslag frem, som den regner med at Folketinget vil vedtage. (Det er ofte tilfældet med mindretalsregeringer.) I det sidste tilfælde har Folketinget magten uden at udøve den.

Magt til at nå sine mål vil i mange samfund umiddelbart være afledet fra magten over andre mennesker. I andre samfund vil den være knyttet til kontrol over andre ressourcer. I nogle samfund kan begge magtkilder eksistere parallelt. I slavesamfund og i nogen mindre grad i feudale samfund er magten over andre mennesker et grundlæggende forhold ved samfundet. I kapitalistiske samfund vil privat eje af produktionsmidlerne være det grundlæggende, og magten over andre mennesker (arbejdere) afledt fra denne kontrol.

Mange forskelle mellem kapitalistiske og førkapitalistiske samfund bunder i denne ulighed. Når magt over andre er det grundlæggende forhold, vil den let blive til et mål i sig selv og ikke blot et middel til at realisere andre mål. Herre-træl-forholdet i førkapitalistiske samfund hvilede på kampen om anerkendelse, i den forstand at herren ønskede at blive anerkendt som overlegen af trællen. I virkeligheden var dette samtidig en kilde til magt for trællen, for selv om han ikke kunne nægte at adlyde, kunne han lade være med at vise den taknemmelighed, som herren forventede. Det anonyme forhold mellem arbejdskøber og arbejdssælgere i kapitalistiske samfund giver ikke basis for sådanne overflødige psykologiske reaktioner.

Økonomisk og politisk magt

Magt findes både i den lille og i den store sammenhæng, i forholdet mellem personer indenfor en familie eller i en virksomhed, og i forholdet mellem klasser, køn, organisationer og institutioner. Økonomisk magt knyttes gerne til individer, politisk magt til grupper. (Dette er i bedste fald en hensigtsmæssig forenkling, og skellene er ikke klare.) Et vigtig spørgsmål angår forholdet mellem økonomisk og politisk magt: Er der grund til at tro, at de politisk mægtige grupper består af, eller er talsmænd for, de økonomisk mægtige individer? Et sådan sammenfald kan ofte men langt fra altid konstateres.

Det romerske senat bestod i republikkens glanstid af store godsejere, og der kunne opstå konflikter mellem deres økonomiske og politiske kortsigtede og langsigtede interesser. I den engelske kapitalisme som Marx beskrev i «Kapitalen» lå den politiske magt derimod i hænderne på den jordejende adel, mens industriborgerskabet havde den økonomiske magt. I moderne socialdemokratiske samfund har arbejderklassen ofte den politiske magt, mens kapitalejerne fortsat har den økonomiske magt. Det siger alligevel sig selv, at indehaverne af den politiske magt får deres handlefrihed stærkt beskåret af den økonomiske magtfordeling. Selv om arbejderklassen har magten i et kapitalistisk samfund, kan den ikke bruge den fuldt ud. Det viser sig bl.a. ved, at kapitalisterne må sikres en vis profit af deres kapital, for at gennemførelsen af nye investeringer kan sikres.

J.E.

Litteratur

G. Hernes: Magt og afmagt, Oslo 1975.
R. Bel o.a. (red.): Political Power, New York 1969.