Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Norge
Arbejde  .  Kultur  .  Litteratur
   .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Jura
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 29.986
: :
Kielland, Alexander Lange
Alexander Kielland
Alexander Kielland

Kielland (1849-1906), radikal norsk forfatter, den realistiske «nyttepoesis» mest konsekvente og helhjertede tilhænger i 1880'erne. Alexander Kiellands kritiske romankunst bygger indholdsmæssigt på kamptraditionen fra borgerskabets revolutionære epoke i Europa. Kielland er radikal demokrat og republikaner, hans digtning stærkt antiautoritær med angreb på herskende bevidsthedsformer, institutioner og materielle forhold. Tilsammen rummer hans værker et næsten komplet katalog over undertrykkelsens og udbytningens forskellige former i samtidens urbane Norge. Det er især embedsstanden, der bliver holdt ansvarlig, men han udvikler efterhånden også et skarpt syn på kapitalens hærgen.

Historisk baggrund

Kielland blev født i Stavanger som slægtning i 5. led efter familien bag huset Kielland & Søn, som i over 100 år havde været en af de mest indflydelsesrige handelsslægter i Stavanger. Kielland tog juridisk embedseksamen i 1871, giftede sig året efter med en købmandsdatter fra Haugesund og slog sig ned i hjembyen, som ejer af et lille teglværk. Ved at læse samtidig europæisk kritisk litteratur udviklede hans sig i det skjulte til en kulturradikal, og drog i 1878 til Paris for at blive forfatter. Fra 1879 til 1891 udgav han en række prosaværker. Hovedsagelig romaner med motiver fra hjembyen. I slutningen af 1880'erne blev han gentagne gange nægtet digterløn fra regeringen Sverdrup, og han blev den indirekte årsag til splittelsen af Venstre i 1887. Han forsøgte sig som avisredaktør i et år (1889), men tog i 1882 embede som borgmester i Stavanger. Fra 1902 var han amtsmand i Møre og Romsdal.

Kiellands forfatterskab har især forudsætninger i de politiske og ideologiske kampe omkring systemskiftet i 1884, hvor embedsmandsstaten blev nedkæmpet af en alliance mellem bønder og by-borgerskabet, og Kiellands digtning har sin klassemæssige forankring i det nye industriborgerskab og i de småborgerlige lag. Hans patricierbaggrund prægede form og fortællerperspektiv i bøgerne og gav stilen en udsøgt sikkerhed og elegance, og den gjorde ham i stand til at angribe den herskende klasse både ovenfra og indefra. Kritikken bliver samtidig en moralsk betonet sjælekritik, en kritik af miljøer og mennesker i den sociale klasse, hvor han selv hørte til. Kielland tilhørte i udpræget grad dem, som Georg Brandes kaldte «det moderne gennembruds mænd». At gennembrudslitteraturen fik en særlig gennemslagskraft og kvalitet i Norge hang sammen med, at den politiske udvikling gav god grobund for den fremskridtsoptimisme, som var det bærende element i brandesianismen. I Norge havde højkonjunktur og økonomisk vækst - især set i byperspektiv - været fremherskende siden midten af århundredet. Og i det nationalpolitiske opgør frem til 1884 stod landet tilsyneladende foran en fuldbyrdelse af fremskridtet også på det politisk-ideologiske og kulturelle område.

Oprindeligt så Kielland først og fremmest de socialt udjævnende og frigørende muligheder i den økonomiske ekspansion. Han havde tillid til, at et mere humant samfund ville vokse frem med samme nødvendighed som et nyt erhvervsliv og nye produktivkræfter. Med sine bøger ønskede han at gøre en indsats for fremskridtet, vække offentligheden til bevidsthed om en historisk proces, som kun konservative gruppers snævre magtinteresser kunne tilsløre og forsinke. De reaktionære søgte også at undertrykke menneskelige og samfundsmæssige realiteter. Det mest almene træk ved Kiellands digtning, nemlig kampen mod hykleri, mod forstillelse og fortielse hang nøje sammen med hans historiske syn, som i korthed gik ud på, at epoken åbnede for en virkeliggørelse af sandhed og frihed på alle områder, en befrielse af kræfter, som gennem evolutionens princip er i forbund med selv naturen. Modkræfterne blev fremstillet som konventionsbundet tvang, natur stod mod kultur, individ mod samfund.

Forfatterskabet

Den indre sammenhæng mellem de forskellige former for virkelighedsforfalskning fik han bedst frem i debutromanen «Garman & Worse» (1880). Her tegnede Kielland et omfattende billede af en kystby fra den tid, hvor skibsfarten gik fra sejl til damp. Han påviste, hvordan klassehadet var i færd med at afløse patriarkatet og gav en skarp fremstilling af de økonomiske modsætninger i bysamfundet. Samtidig med at han med stor kunstnerisk kraft demonstrerede intellektuel og følelsesmæssig undertrykkelse indenfor overklassen - især rettet mod kvinderne - afdækkede han besiddernes brutale seksuelle udnyttelse af tjenestefolkene. Romanen viser forbindelsen mellem sociale og psykologiske konflikter og er et af de mest slagkraftige samfundskritiske værker i norsk litteratur, også i kraft af sin menneskelige varme og tro på fremtiden.

«Arbeidsfolk» (1881) angriber embedsstanden direkte. De «tærende» mænd i centraladministrationen bliver stillet i grel kontrast til landbefolkningen. En selvtilstrækkelig, skrupelløs og urokkelig statsforvaltning tvinger bogens arbejdsomme og initiativrige hovedperson til USA. I fortælling «Else» (1881) fremstiller han privat velgørenhed som en sovepude for dårlig social samvittighed og tager igen overklassens seksuelle misbrug af proletariatets kvinder op.

I «Gift» (1883) bliver såvel latinskolens klassiske dannelse som den folkelige konfirmationslærdom fremstillet som instrumenter for indførelse af autoritær selvfornægtelse og lydighed. I lighed med «Sne» (1886) afslører «Gift» de patriarkalske overgreb mod kvinden indenfor rammerne af det borgerlige ægteskab. «Sne» rammer desuden højkirkelig arrogance og intolerance, mens «Sankt Hans fest» (1887) er en blodig satire over kirkens manipulering af den folkelige religiøsitet. Derimod har Kielland stor sympati for den oprindelige lægmandskristendom med dens kombination af verdensfornægtelse og økonomisk driftighed, af personlig fromhed og kirkelig opsætsighed. («Skipper Worse», 1883).

Det er sandsynligt, at den økonomiske krise i 1880'erne fik en afgørende indflydelse på udviklingen af Kiellands forfatterskab. Den ramte med særligt eftertryk Stavanger og de gamle handelsfamilier, som han selv stammede fra. I «Fortuna» (1884) fremstillede Kielland processen bag en stor fallit. På den ene side rummer romanen en klarsynet beskrivelse af «guldstrømme», de internationale konjunkturers ødelæggende magt. På den anden side kan elendigheden atter spores tilbage til embedsstanden: Den respektable professor Løvdahl trækker bogstavelig talt veksler på sit gode navn langt ud over de økonomiske realiteter. Det gamle misbruger det nye.

I Kiellands sidste roman «Jacob» (1891) er den oprindelige vision gået tabt. Nu er det opkomlingen, som kommer til magten og som misbruger og undergraver det økonomiske liv, godt hjulpet af de etableredes eftergivenhed. Økonomisk og åndelig udvikling er ikke længere to sider af samme sag. Tværtimod bliver opkomlingens avancerede handelsmetoder udtryk for et åndeligt forfald.

Arbejderklassen spiller hos Kielland hovedsageligt rollen som offer. I skildringerne af oprørske arbejdere svinger forfatterskabet mellem frygt og forståelse. Kielland støtter godt nok selvhjælpstanken (i «Fortuna»), men han står fremmed overfor en direkte politisk organisering af arbejderne. Først og fremmest appellerer han til herskerklassens ansvarlighed.

Den radikale, borgerlige forståelseshorisont viste sin styrke i angrebet på absolutistiske tænkemåder og herskerformer, men kommer til kort i analysen af udviklingen efter 1884, fordi arbejderbevægelsen kom til at spille en vigtig rolle. Hermed var der opstået andre modsætninger og alliancer end dem, der dannede grundlaget for Kiellands forfatterskab.

Øvrige udgivelser:  «Novelletter» (1879), «Paa hjemveien» (1878), «Det hele er ingenting» (1879), «Hans majestæts foged» (1880), «Nye novelletter» (1880), «To novelletter fra Danmark» (1882), «Tre par» (1886), «Professoren» (1888), «Omkring Napoleon» (1905).

H.B.-W.


Litteratur

O. Storstein: Kielland på ny, Oslo 1949.
G. Ahlström: Det moderna genombrottet i Nordens litteratur, Stockholm 1947.