Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Kultur
   .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Økonomi  .  Udviklingsteori
Ideologi  .  Borgerlig
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 28.883
: :
Kulturimperialisme

Kulturimperialisme er et forholdsvis nyt begreb, der er kommet i brug efter at kolonisystemet blev opløst. Det karakteriserer visse sider ved forholdet mellem u- og i-lande eller forholdet mellem en etnisk og kulturel majoritet og en minoritet. Begrebet er kun i ringe grad blevet benyttet i den samfundsvidenskabelige faglitteratur. Dette skyldes nok til en vis grad det politiske og ideologiske indhold, som begrebet har. Men i endnu højere grad skyldes det nok de vanskeligheder, der er forbundet med at give begrebet et præcist analytisk og empirisk indhold.

Kulturimperialisme består i, at man som dominerende part griber ind i et skævt magtforhold - tilsigtet eller utilsigtet - griber ind i en kultur og - bevidst eller ubevidst - udnytter sin egen kultur som magtkilde.

I en sådan karakteristik af kulturimperialisme betragtes kultur som et system af kundskaber og adfærdsmønstre, som overføres fra generation til generation gennem indlæring, og som medlemmerne af et samfund eller en etnisk gruppe stort set deler med hinanden. Kultur indbefatter et værdisystem og regler for adfærd. I sin helhed udgør en kultur et system af symboler med nøgler (koder) for, hvordan forskellige symboler skal tolkes og sættes sammen i komplicerede udsagn med mening. For eksempel må vi være i besiddelse af sådanne nøgler (koder) for at kunne tolke, hvad de tre farver i et trafiklys betyder, eller for at forstå, hvorfor danskere klæder sig i mørke klæder eller bruger sort bånd, når de går til en begravelse.

Uden sådanne symbolsystemer med ganske entydige nøgler, kan mennesker ikke overleve i samfund, fordi alt vi foretager os er knyttet til symboler, der indgår i et videre kulturelt system, der giver alle vore aktiviteter orden og mening. Disse symbolsystemer varierer fra samfund til samfund, og netop denne kulturvariation giver grundlaget for det vi kan kalde kulturimperialisme.

Det at beherske koderne i et samfund kan være en mulig magtkilde (f.eks. «Sprog er magt»). I forholdet mellem mennesker eller samfund indebærer det en kilde til magt at mestre den dominerende parts kultur (symbolsystem). De allerfleste samfund kan i dag siges at have et eller flere centre, hvor forskellige former for magtkilder er koncentreret. Det drejer sig her ikke nødvendigvis kun om geografiske centre, men også om forskellige institutioner som statslige organer, private forretningsselskaber med alle deres forgreninger osv.

Den kontrol over magtmidlerne som sådanne centre har, bliver bl.a. udnyttet til at trække vigtige økonomiske ressourcer fra mere perifere områder til centrum. Samtidig er de perifere områder afhængig af centrum for visse tjenester og ydelser. Det kulturimperialistiske aspekt i et sådant forhold består i, at centrum påtvinger periferien sit eget sprog og symbolsystem og sit eget regelsæt for, hvordan centrum og periferi skal samarbejde. (Se Centrum-Periferi).

Direkte indgreb

Men kulturimperialisme kan også indebære direkte indgreb i kulturelle systemer. Dette går ofte parallelt med og tjener økonomisk, politisk og militær imperialisme. Sådan søger den dominerende part at ændre modpartens kultur på en sådan måde, at periferien lettere lader sig indordne i centrums økonomiske og politiske struktur. Forskellige teorier og opfattelser om, hvordan traditionel kultur og samfundsorden er til hinder for økonomisk udvikling i perifere områder, har støttet denne form for kulturimperialisme.

De mest gennemsigtige eksempler på denne form for kulturimperialisme er måske den virksomhed der fortsat drives ved missionsstationer, skoler og sundshedsstationer i u-lande. Her er formålet at ændre væsentlig dele af den traditionelle kultur. Gennem religiøse omvendelser og et uddannelsessystem, der er hentet fra centrum, skal folk bedre kunne indordne sig under den nye sociale orden. Det viser sig da også, at mange gennem dette tilegner sig nye værdier og ønskemål, der trækker dem ind i centrums dominerende sociale og kulturelle system.

Et drastisk eksempel på denne form for kulturimperialisme er planerne, der blev udarbejdet for Makah-indianerne i USA. Her gik man ind for at skille hele den ældre generation fra den yngre, med den hensigt at forhindre overførsel af traditionel kultur fra de ældre til de yngre. Kontakten mellem generationerne skulle forhindres ved geografisk forflytning og adskillelse. Denne plan blev ganske vist ikke gennemført, men den indgik i en lang række af forskellige strategier, der tog sigte på at opnå assimilation og indlemmelse af indianerne i det nordamerikanske samfund og kultur - mod de fleste indianeres ønske.

Ved at skille børnene fra forældre bliver centrum i stand til at påvirke dem effektivt. Minoriteter rundt om i hele verden oplever, at deres børn bliver taget fra dem og sendt til internatskoler. Gennem denne adskillelse og skolegang fjerner børnene sig fra forældrene kulturelt og socialt, noget som bl.a. kan føre til alvorlige psykiske og sociale problemer for begge generationer. I Danmark er grønlænderne et eksempel på en sådan minoritet.

Social tilhørighed og lokale samarbejdsformer opløses eller antager helt nye former, efterhånden som hvert samfund trækkes ind i det markedøkonomiske system. Vi kender de indianske jægersamfund i Nordamerika, hvor hvide handelsmænd etablerede sig for at få jægerne til at fange pelsdyr for sig. I nogle af samfundene førte dette til, at jægerne blev knyttet individuelt til handelsmanden, og blev afhængig af denne med hensyn til industrivarer og kredit. Således blev indianernes økonomiske system, som var baseret på princippet om lighed og på gaver delvis nedbrudt. Samtidig skete der en ændring i indianernes ejendomsbegreber. Alt land havde tidligere tilhørt hele stammen, og alle havde haft lige rettigheder til hele området. Med markedstilsknytningen som muliggjorde individuelle økonomiske karrierer, gik rettighederne i fangstområderne efterhånden over til at tilhøre specielle familier. Denne tilegnelse af vestlige begreber om privat ejendomsret blev støttet af hvide myndigheder, der registrerede fangstområderne og nedtegnede grænserne på kort. Da de hvide myndigheder var villige til at straffe overskridelsen af de registrerede grænser, blev indianerne knyttet endnu stærkere til kolonimagten.

Minoritetens dilemma

Mange intellektuelle i den tredje verden hævder, at de vil have udvikling uden modernisering. De ønsker, at deres samfund skal udvikle sig økonomisk, uddannelsesmæssigt, sundhedsmæssigt osv. uden at gennemgå en såkaldt «moderniseringsproces». Modernisering i en sådan sammenhæng vil netop indebære, at den traditionelle sociale og kulturelle orden nedbrydes, og at de traditionelle symbolsystemer erstattes med symbolsystemer fra den industrielle verden.

Men det er vanskeligt at forestille sig, at den tredje verden skal opleve den udvikling de ønsker uden væsentlige kulturelle ændringer, som også til en vis grad må indebære en påvirkning fra forskellige magtcentre. Grænsen mellem kulturimperialisme og kulturel påvirkning kan være vanskelig at trække.

I endnu højere grad end den tredje verden er den fjerde verden udsat for kulturimperialistiske overgreb. Hvad enten de kulturelle minoriteter hører til i de nye nationer i den tredje verden eller i i-lande, så fører landets centrale myndigheder ofte en politik, der nødvendigvis må fungere kulturimperialistisk. På en række områder vil de centrale myndigheder tvinge minoriteterne til at tilegne sig centrums kodesystem, og sørge for at handel på tværs af de kulturelle grænser foregår på centrums præmisser.

Dermed vil minoriteterne få problemer med at indpasse nye værdier og symbolsammenhænge i det traditionelle kulturelle system. Ofte vil dette føre til en række nye modsætninger og dilemmaer i de kulturelle regler, der styrer adfærden. Dette kan føre til mere eller mindre omfattende sammenbrud i kulturen. Her er det værd at lægge mærke til, at nogle kulturelle systemer er mere sårbare end andre. Mest udsat for forskellige sammenbrud synes jægersamfundet at være. Den kodeforvirring som dette skaber, gør det vanskeligt for minoriteten at samles om fælles målsætninger og mobilisere sig politisk for at skabe slagkraftige organisationer.

Samtidig med at minoriteten og dens ledere ønsker at bevare sin kulturelle egenart og sin identitet, er det nødvendigt for dem at beherske centrale dele af majoritetens kultur for i det hele taget at kunne hævde sig overfor denne. Minoriteten og dens ledere må nedlægge meget arbejde i at skabe nye symbolsystemer, der indeholder elementer fra majoritetskulturen - også for at forhindre at deres egen kultur skal blive brudt ned. Elementer fra den dominerende kultur kan samtidig omformes og kan komme til at tjene som vigtige symboler - også i den ideologi som minoriteten lægger til grund i sine politiske strategier overfor majoritetssamfundet.

G.H.