Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Sociologi
Læst af: 26.797
: :
Institution

Ordet har i hvert fald to betydninger, som må holdes adskilt fra hinanden. I dagligtale er det nok det almindeligste at anvende udtrykket institution om anstalter som fængsler eller sygehuse. Indenfor sociologien er institution blevet defineret som et sæt af normer eller regler, som knytter sig til en bestemt opgave eller funktion i samfundet. Familien er blevet betragtet som en institution. Men strengt taget kan man ikke sige, at familien har en bestemt opgave. Under alle omstændigheder skaber henvisningen til opgaver og funktioner mange problemer. Det vi kan konstatere er, at der findes et sammenhængende sæt af regler - overvejende retsregler - som tilsammen udformer en model, en anvisning på en bestemt samlivsform. Modellen anviser regler om, hvordan denne samlivsstruktur kan etableres gennem ægteskab og opløses ved skilsmisse og død, hvilke rettigheder og pligter ægtefæller og børn har overfor hinanden, samt forholdene til en række ydre instanser, skattemyndigheder, skole, sundhedsvæsen, socialforsorg m.m.

At en social ordning institutionaliseres betyder, at den bliver omfattet af en regelsamling - ikke nødvendigvis med juridisk gyldighed. Indenfor de politiske partier eksisterer der en række regler om medlemskab, valg af tillidsrepræsentanter osv., som sammen med uformelle normer om partiloyalitet o.l., opbygger en ramme for det politiske parti som institution. Der findes dog kun få retsregler, som direkte gælder partierne.

Indenfor sociologien er begrebet blevet anvendt i en mere omfattende og løsere betydning mhp. at inddele samfundet i sektorer. Man taler om økonomien som en institution, politikken, uddannelsen, sundhedsvæsenet, religionen, forsvaret, retsvæsenet, kunsten, ja, endog fritidssyslerne som institutioner. Det er dog tvivlsomt, om klassestrukturen selv i denne brede betydning kan siges at være en institution. Det var den dog, dengang Christian V's lov af 1687 gav detaljerede regler for forholdet mellem stænderne. I dag anerkendes det ikke officielt, at der eksisterer klasseforskelle og modsætninger. Samfundsklasse er et begreb, der ikke har nogen plads i juraen. Men i mange retsregler, specielt i arbejdsretten, selskabsretten og i dele af strafferetten, er klassemønstret mærkbart. Det er måske det mest naturlige at forstå klasseforholdene, som noget der ligger bag institutionerne, præger dem, samtidig med at den bevidste politiske, retslige og forvaltningsmæssige udformning af institutionerne virker tilbage på klasseforholdene.

Et alternativ til forståelsen af samfundet som et netværk af institutioner, inddelt efter opgaver eller funktioner, er at betragte det som sammensat af mindre geografiske enheder - lokalsamfund. I international sammenhæng er dette det almindeligste udgangspunkt. Verdenssamfundet består af en samling af nationer eller stater. International ret består - i det omfang den eksisterer - af regler og traktater, som fastsætter staters gensidige rettigheder og pligter i krig og fred. Den nationale ret omhandler overvejende rettigheder og pligter mellem borgerne - og mellem borgerne og det offentlige - defineret ud fra funktionelt afgrænsede positioner, som køber og sælger, arbejdstager og arbejdsgiver, husejer og lejer, kreditor og debitor, lærer og elev, patient og læge osv.

Også vort nationale lovgivnings- og forvaltningsapparat er i nogen udstrækning præget af inddelingen i mindre territoriale (områdemæssige) enheder - først og fremmest kommuner og amter. Men ligesom klassebegrebet er heller ikke lokalsamfund noget retsligt begreb, selv om det anvendes meget i den politiske retorik. Vi kan betragte kommunerne som forsøg på en institutionalisering af de geografisk og økologisk betingede bånd som skaber lokalsamfund. Imidlertid er der ikke altid noget specielt godt sammenfald mellem grænserne for et levende, samvirkende og solidarisk lokalsamfund og de administrative kommunegrænser. Hvorvidt kommunerne bliver lokalsamfund, afhænger delvist af hvor store og omfattende opgaver kommunestyret og den kommunale forvaltning bliver pålagt eller tager på sig.

Den politiske strid om centralisering og decentralisering - i den grad den ikke blot er en strid om ord - kan også udtrykkes som en modsætning mellem institutionsopfattelsen (eller sektoropfattelsen) på samfundet og lokalsamfundssynet. Når man vælger mellem disse to betragtninger, eller lægger vægten på den ene af dem, kommer der mange hensyn ind i billedet. Et spørgsmål er, hvordan medbestemmelsesretten som generel demokratisk rettighed bør udvikles - på territorialt eller funktionelt grundlag. Bør man prioritere det lokale selvstyre, virksomhedsdemokrati eller andre former for bredere deltagelse i styringen af erhvervsorganisationer og andre funktionelle sammenslutninger? Andre spørgsmål drejer sig om effektiviteten og koordineringen ved gennemførelsen af planer og programmer.

Vi kan betragte institutionalisering som en bred samfundsmæssig udviklingstendens. Slægtskab og territorium har været et hovedgrundlag for samfundsdannelse. Disse bånd er blevet løsnede. Arbejdsdelingen og udviklingen af kommunikationsmidlerne stiller i store dele af verden den enkelte friere i forhold til territoriet. Desto stærkere bliver afhængigheden af de institutionelt udformede bånd. Det er i dette perspektiv, at institutionsbegrebet har sin vigtigste anvendelse.

V.A.