Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 9.073
: :
Lemel, Nathalie
Nathalie Lemel
Nathalie Lemel

Lemel (1827-1921), fransk revolutionær og kvinderetsforkæmper. Nathalie Lemel blev født i Brest af relativt velhavende forældre der gav hende en god uddannelse. I 1846 giftede hun sig og drev sammen med sin mand en boghandel i Quimper til de flyttede til Paris i 1861. Der tog hun arbejde som bogbinder og blev politisk og socialt bevidstgjort. Hun deltog i strejker ledet af internationalisten og den senere fremtrædende kommunard Eugène Varlin (1839-71). Varlin gik ind for ligestilling mellem kønnene og har æren for, at den franske afdeling af Første Internationale efterhånden accepterede kvinderne i arbejdslivet. Internationalen havde tidligere på kongressen i Genève i 1866 fordømt dette mod Varlins stemme. Lemel fik således plads i strejkekomiteen og i bestyrelsen for bogbindernes spare- og hjælpekasse i Paris.

Hun gik ind i Internationalen og åbnede sammen med Varlin en kooperativ arbejderrestaurant («La Marmite»), som snart blev samlingssted for internationalister. Hendes politiske og faglige engagement førte til, at hun blev skilt fra sin alkoholiserede mand. Under den prøjsiske belejring af Paris i vinteren 1870-71 skaffede hun ugentligt flere hundrede måltider til nødstedte og vandt således stor popularitet. Samtidig var hun meget aktiv i de politiske klubber.

Under Pariserkommunen var hendes største indsats i «Union des femmes pour la défense de Paris et les soins aux blessés» (Kvindeunionen til forsvar af Paris og hjælp til de sårede) ved siden af den russiske Elisabeth Dmitrijev (1851-1910), der i marts kom til Paris som udsending fra Marx. Dmitrijev tog sig af de politiske spørgsmål, mens Lemel havde ansvaret for den sociale virksomhed. Hun rejste straks kravet om arbejde til kvinderne og fik til opgave at organisere det.

Lige før Kommunen var knust, rettede hun og Léo Fränkel et opråb til de kvindelige arbejdere om at vælge tillidskvinder til et kvindeligt fællesstyre. Forsvaret af den sociale revolution gik hånd i hånd med kvindekravene og Lemel stod bag det flammende opråb af 6. maj, hvor Kvindeunionen manede til kamp til det sidste mod det udbytterstyre, der truede. Hun tog sammen med Dmitrijev, Louise Michel og mange andre kvinder aktivt del i barrikadekampene i «den blodige uge». Efter to selvvmordsforsøg blev hun arresteret og dømt til deportation. Hun afslog at søge om nåde og blev sendt til Ny Caledonien sammen med bl.a. Louise Michel.

I 1879 fik Lemel lov til at vende tilbage til Paris. Hun viede resten af sit liv til at holde mindet om Kommunen levende, samtidig med at hun genoptog kampen for kvindelig ligestilling i arbejdslivet. Hun var på vagt overfor det, som endnu fandtes af Proudhons kvindefjendske indstilling i arbejderbevægelsen og hindrede mændene i at vedtage beskyttelseslove for kvinder, der ville stille dem på linie med børn. Hun understregede, at kvinderne måtte frigøre sig selv og gennem egen kamp opnå fuld ligestilling, som det var op til dem alene at definere indholdet af.

Nathalie Lemel døde ensom, blind og i største armod. Hun blev fulgt til graven af tre personer. Hun fremstår i skyggen af den mere kendte Louise Michel - som hun i stor udstrækning delte erfaringer med - som en pioner indenfor fransk fagbevægelse, som en kompromisløs revolutionær og ualmindelig begavet forsvarer for de kvindelige arbejdere.

S.E.L.


Litteratur

La Commune, nr. 2, Paris 1975.