Kategorier dette opslag er registreret under:
Organisation  .  Bevægelser  .  Græsrodsorganisationer  .  Køn  .  Kvindeorganisationer
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Køn  .  Kvinde
      .  Feminisme
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 2/10 2005
Læst af: 83.260
: :
Kvindefrigørelse

Al kamp for kvindefrigørelse forudsætter en erkendelse af, at kvinder er undertrykte. Da den nye kvindebevægelse voksede frem i Vesteuropa og USA i slutningen af 1960-erne og begyndelsen af 70-erne, blev kvindeundertrykkelsen «genopdaget» - d.v.s. erkendt på ny.

Bevidstheden om, at kvinder er undertrykte eksisterede kun i en lille del af befolkningen i årene efter krigen. De klare rangforskelle mellem kønnene og de store uligheder i mænds og kvinders situation blev ikke defineret som - ikke kaldt - undertrykkelse. Kvindesagen blev anset som latterlig. Kvindesagsorganisationerne var små og uden gennemslagskraft. Kvindebevægelsen fra slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet var for længst smuldret bort og gået i glemmebogen.

Forklaringen på denne bortsmuldren og glemsel er kompliceret. Den ligger dels i den generelle samfundsudvikling, som lettede visse sider af kvindens situation (bl.a. færre børn og bedre familieøkonomi), samtidig overdøvede en ny bevidsthedsindustri al diskussion om kvindefrigørelse. Den ligger dels i, at den borgerlige kvindebevægelse satsede så stærkt og samtidig så snævert på reformkrav som blev opnået, men som ikke blev gjort til springbræt for nye fremstød. Den ligger dels i, at den socialistiske kvindebevægelse helt blev opslugt af partierne på samme tid, som hele den revolutionære bevægelse i Vesteuropa blev svækket.

Ligestilling/ligeværd

De organisatoriske skillelinjer i den tidlige kvindebevægelse - skellet mellem socialister og borgerlige - blev skabt på baggrund af forskellig klassetilknytning, forskellige syn på det eksisterende samfundssystem og forskellig prioritering af kampsagerne. Men når det gjaldt de grundlæggende problemstillinger om, hvordan forholdet mellem kønnene skulle være, gik uenigheden ofte på kryds og tværs af de traditionelle politiske skillelinier. Spørgsmålene om kønsmæssig arbejdsdeling, om ligestilling, ligeværd og om kvindelighed som værdi skabte strid både blandt borgerlige og blandt socialister. Denne strid genfinder man i den nye kvindebevægelse. Det drejer sig om kernespørgsmålene i diskussionen om kvindefrigørelse.

Hovedparten af den borgerlige kvindebevægelse omkring århundredeskiftet så kampen for lige rettigheder for mænd og kvinder, som det vigtigste for at opnå frigørelse. Den engelske filosof og nationaløkonom John Stuart Mill var ledende inspirator for denne retning. Mænd og kvinder skulle stilles lige i den samfundsmæssige konkurrence, ved at kvinder fik uddannelse og borgerlige rettigheder. Det vigtigste var ikke at sikre, at mænd og kvinder fik samme arbejde og ansvar, men at de principielt (formelt) havde de samme muligheder på alle samfundsområder. Kvindefrigørelsen skulle betyde en fuldførelse af den borgerlige revolution. Resten af det gamle feudalsamfund skulle væk. Som adelen have tabt sine privilegier, skulle mændene tabe deres.

En anden retning indenfor den borgerlige kvindebevægelse, som stod specielt stærkt i Tyskland, gik ikke ind for denne ligestillingsideologi. De såkaldte «socialfeminister» fremhævede i stedet mænds og kvinders forskelligheder - deres forskellig psyke og værdisæt - som noget positivt. Kvindefrigørelse betød for dem fuld realisering af den kvindelige egenart og udvikling af kvindekulturen. «Ikke lig, men ligeværdig» var målet. Kvindens opgave i samfundet var at mildne og modvirke den mandlige kulturs værdier med dens militarisme og magtdyrkning.

For «socialfeministerne» blev lønarbejdet for gifte kvinder et problem. Kvindekulturen skulle bevares og udvikles, og grundlaget for den lå i husarbejdet og omsorgsarbejdet i familien. Men samtidig skulle kvinder deltage i samfundslivet for at påvirke det med deres værdier. Deltidsarbejde for kvinder blev betragtet som en mulig løsning på dette dilemma. Det kunne sikre foreningen af omsorgsfunktionerne og deltagelsen i erhvervslivet. En sådan løsning indebar, at man anerkendte, at mændene fortsat skulle have hovedansvaret for erhvervs- og samfundsliv. Kvindens rolle var her sekundær.

Den ligestillingsorienterede del af den borgerlige kvindebevægelse stod for en linie som sagde, at når kvinder gik ind i erhvervs- og samfundsliv, skulle de gøre det på lige linie med mænd. Men en sådan deltagelse var en ret og ikke en pligt. Kvindens valgfrihed blev pointeret. Erhvervsarbejdet blev fremhævet som en mulighed for selvrealisering, individuel udfoldelse og selvstændigt ansvar. Men ved at de var forsigtige i deres kritik af familien og ville beholde husarbejdet og omsorgsarbejdet i privat regi, blev det også et problem for disse kvindesagskvinder, hvordan gifte kvinder i borgerskabet kunne vælge erhvervsarbejde.

Lønarbejde/socialisme

Den socialistiske bevægelse og arbejderkvindebevægelsen har aldrig opfattet de formelle rettigheder som tilstrækkelige for frigørelse. Det centrale har været kampen for lønarbejdet og lønarbejdets betingelser. Marxisterne i det 19. århundrede stod fast principielt på, at kvinder skulle have ret til lønarbejde, og de betragtede udvidelsen af lønarbejdet for kvinderne, som en naturlig udvikling under kapitalismen. Selv om de eksisterende arbejdsbetingelser var elendige for arbejderkvinderne, var udviklingen på lang sigt frigørende. Ligestilling mellem kønnene i arbejdslivet var et mål, men denne ligestilling kunne ikke få et frigørende indhold under kapitalismen. Udbytningen dominerede. I visse tilfælde mente man også, at ligestilling måtte vige for mere omfattende klasseinteresser. Arbejderklassens reproduktion måtte sikres.

I kampen om arbejdsforholdene mente de fleste marxister og socialister, at det var nødvendigt at beskytte kvinderne - og ikke i første omgang mænd - mod natarbejde og farligt arbejde i industrien. Det var vigtigt for at værne om arbejderfamilien. Den borgerlige kvindebevægelse gik mod særbeskyttelse af frygt for, at kvinderne skulle miste arbejdet og tabe konkurrencen med mændene.

En stor del af argumentationen for lønarbejdet for kvinder har været fælles for socialister og borgerlige: Egen lønindtægt for kvinder ville føre til økonomisk uafhængighed og mindske mænds magt over kvinder i familien. Samtidig ville kvinderne tage del i den samfundsmæssige produktion (eller «det samfundsnyttige arbejde», i det borgerlige sprogbrug) og ikke holdes isoleret til arbejdet i familien. Marxister har endvidere (og i modsætning til de borgerlige) set det som vigtigt, at kvinderne gennem lønarbejdet får mulighed for at deltage direkte i klassekampen og har deres basis i det samfundsmæssige arbejde. Kun ved at blive trukket ind i lønarbejdet kunne kvinderne deltage i kampen mod lønarbejdets slaveri og arbejde for en socialistisk organisering af arbejdet.

Dobbeltarbejde

Lønarbejdets principielle betydning for kvindefrigørelsen ligger i, at det giver kvinder mulighed for økonomisk selvstændighed samtidig med at arbejdsfeltet udvides. Men dersom kvinders traditionelle arbejdsfelt - ansvaret for familien - ikke samtidig indskrænkes eller bortfalder, betyder lønarbejde dobbeltarbejde for gifte kvinder. Dermed udebliver også mange af lønarbejdets frigørende muligheder. Dobbeltarbejdet hindrer kvinderne i at deltage i den faglige kamp, indtægten bliver for mange ikke stor nok til selvforsørgelse eller forsørgelse af børn, den kønsmæssige arbejdsdeling i familien består, og mænds magt over kvinder mindskes kun i ringe grad.

Den socialistiske strategi for at forhindre dobbeltarbejdet har traditionelt været at kollektivisere eller professionalisere hus- og omsorgsarbejdet. Dette arbejde skulle udføres isoleret i familien, men blev en del af den samfundsmæssige produktion. Aleksandra Kollontaj ville «fjerne køkkenet fra ægteskabet». Ingen af de tidlige marxister så det som et problem, at det atter blev kvinder, som udførte dette arbejde, som nu var blevet lønarbejde.

Hverken den socialistiske eller den borgerlige kvindebevægelse gik aktivt ind for at trække mændene ind i hus- eller omsorgsarbejdet. Dette skulle fortsat være kvindearbejde. Uafhængigheden gik på, om det skulle udføres i privat eller i offentlig regi. Omsorgen for børnene var kvinders ansvarsområde. Clara Zetkin fremhævede kvinders specielle ansvar for den opvoksende slægt og havde på en del punkter sammenfaldende synspunkter med «socialfeministerne»: kvinder skulle have en speciel rolle, også i det socialistiske samfund.

Kampen mod kønsmæssig arbejdsdeling

Kravet om, at mænd skulle trækkes ind i husarbejdet og i omsorgen for børnene, kom med den i nye kvindebevægelse. Dette er vigtigt, ikke kun for at aflaste kvinderne, men også som led i at udvikle et andet forhold mellem kønnene og mellem mænd og børn. Dermed rejses kampen mod den kønsmæssige arbejdsdeling på en mere omfattende måde end tidligere.

Kønsmæssig arbejdsdeling betyder ikke kun en deling mellem lønnet og ulønnet arbejde eller deling mellem privat og samfundsmæssig organiseret arbejde. Det indebærer også, at kvinder og mænd har grundlæggende forskelligt arbejde, og at deres arbejde indgår i helt forskellige samfundsmæssige sammenhænge. Så længe kvinder har hovedansvaret for  reproduktionsarbejdet og mænd for produktionsarbejdet, udvikles der betydelige sociale kønsforskelle. Dette fører til, at kvinder og mænd får forskellig psykologi og adfærdsmønster. Når kvinder og mænd i så høj grad lever i forskellige verdener, opretholdes fremmedgørelsen mellem kønnene. En fremmedgørelse som skaber angst og giver grobund for vold.

Den kønsmæssige arbejdsdeling giver sig også udslag i, at kvinder og mænd får forskelligt arbejde, også når kvinderne deltager i lønarbejde (se Kvindearbejde). Også lønarbejdet er kønsmæssig defineret. Denne kønsdefinering af arbejdet er hovedårsagen til de store uligheder i mande- og kvindelønningerne og forhindrer, at kvinder kan blive selvforsørgende på samme måde som mænd er det.

Ideologisk kønsundertrykkelse

Den socialistiske bevægelse har traditionelt bekæmpet den kønsmæssige arbejdsdeling ved at forsvare kvindens ret til lønarbejdet. Men den har bagatelliseret betydningen af sociale kønsforskelle i øvrigt. Den har specielt haft vanskeligheder ved at se kønsundertrykkelsen i øjnene - mænds magt og overgreb mod kvinder. Forholdet mellem kønnene er blevet betragtet som en enhed, som ikke skal opdeles, og interessemodsætninger mellem mænd og kvinder har været benægtet. I den udstrækning mænds overgreb mod kvinder er blevet taget op, er de blevet forklaret dels som reaktion på den undertrykkelse mænd selv møder i det kapitalistiske samfund, og dels som rester af en ideologi fra feudalsamfundet.

Denne forklaringsmodel har ført til en strategi, hvor kvindekampen helt underordnes klassekampen - det er de økonomiske strukturer, som entydigt bestemmer det sociale liv. Selv om kønsundertrykkelsen ikke forsvinder automatisk under socialismen, er der stort set kun ideologiske rester tilbage, som kan bekæmpes gennem holdningskampagner. Det materielle grundlag for kvindefrigørelse er lagt i og med bruddet med kapitalismen. Under kapitalismen skal kvindekampen først og fremmest mobilisere for socialismen - som pr. definition er i kvinders interesse.

Overfor denne dogmatiske variant af socialistisk kvindefrigørelsesstrategi fremhæver hovedparten af den nye kvindebevægelse kvindekampens relative selvstændighed i forhold til klassekampen. Kønsundertrykkelsen skal ikke kun modarbejdes gennem kampen mod kapitalismen, men skal også kunne angribes direkte, når den dukker op. Der må samtidig føres en selvstændig kamp mod sociale og ideologiske mønstre, som fastholder kvinder i et afmagtsforhold til mænd. Kvindebevægelsen benægter, at det sociale liv fuldt ud er økonomisk bestemt.

Den nye kvindebevægelse har imidlertid ingen entydig eller fælles forklaringsmodel på kønsundertrykkelsens årsager. Man finder mindst to forskellig forklaringer. Den ene er årsagen til undertrykkelsen i den århundredlange tradition af kvindeforagt og mandsforherligelse, som har medført en totalt kvindefjendtlig kultur. Den anden tager udgangspunkt i den kønsmæssige arbejdsdeling, som har skabt forskellige verdener for kvinder og mænd. Disse to tendenser i kvindebevægelsen findes sjældent rendyrket. Ofte drejer det sig om, at man vægter de forskellige områder forskelligt. Men enkelte konflikter er trådt frem. Et eksempel på dette, er debatten om «bløde værdier», hvor én gruppe først og fremmest betoner de positive sider ved kvindernes væremåde og værdisæt, mens andre påpeger, hvordan «kvindekulturen» fastholder kvinderne i en undertrykt rolle. Et andet eksempel er uenigheden om, om man skal arbejde for, at alt arbejde, som kvinder gør - også det ulønnede - skal anerkendes og opvurderes, eller om det private og isolerede husarbejde skal modarbejdes.

Hovedstrømningen i kvindebevægelsen omkring århundredeskiftet isolerede i høj grad kvindefrigørelsen til spørgsmålene om lønarbejde og borgerlige og politiske rettigheder. De grupper, som debatterede kvinders ret til et friere seksualliv eller som kritiserede familieinstitutionen, var mindretalsretninger. I modsætning til dette har programmet for at «udvide kvindekampen» været dominerende i den nye kvindebevægelse - specielt feministbevægelsen.

Politisering af det private

Programmet om at «udvide kvindekampen» har været knyttet til parolen om at «politisere det private». Det har betydet, at man har undersøgt erfaringer fra  kvinder, som har været socialt og seksuelt undertrykt i hverdagen, og undersøgt hvordan disse kvinder er blevet fastholdt i undertrykkelse og fornedrelse. Målet med dette er, at finde sig frem til en politik, som kan bekæmpe også disse former for undertrykkelse, da det er helheden i kvindernes liv, som skal forandres.

Perspektivet om en gennemgribende forandring af hele samfundet - også af det sociale og seksuelle liv - har tidligere været rejst af de utopiske socialister. De lagde vægten på alternativ tænkning, på beskrivelsen af målet - det nye samfund. Svagheden var, at målet - utopien - gerne blev hængende «løst i luften», idet de ikke kunne pege på en vej frem. Strategien var uklar. Den begrænsede sig stort set til at få flest muligt, til at blive enige om, at målet, som blev beskrevet, virkelig var «det gode liv», medens magtforhold og interessekonflikter ikke blev analyseret.

Kvindebevægelsen tilhører delvist traditionen fra de utopiske socialister, men har også forsøgt at udvikle en organisatorisk og strategisk tænkning. Betydningen af at kvinder organiserer sig fremhæves - ikke kun for at kvindebevægelsen skal få «slagkraft» og «tyngde», men fordi kvinder gennem selve organiseringen bryder vigtige sider af undertrykkelsen: den passive og isolerede kvinderolle. Målet er et antiautoritært samfund, og dette mål må indarbejdes i selve kampen og organiseringen. Kvinden må lære at stole på sin egen dømmekraft, lære at handle som subjekter, lære at stole på andre kvinder og vænnes af med at se på mænd som autoriteter og som mere betydningsfulde end kvinder.

Bevidstgørelsen i smågrupper og en flad organisering har været feministernes vigtigste organisationsprincip (se Feminisme). Bevidstgørelsen har været en metode, som er blevet udviklet for at få kvinders erfaringer frem, for at støtte kvinder til at prøve nye handlingsmønstre og udvikle alternativ tænkning om, hvordan dagliglivet bør organiseres. Den flade organisering er valgt for at træne kvinder op til selvstændig deltagelse og ansvar og for at forhindre en arbejdsdeling i organisationen, som fastfryser lederskab og magt.

Stagnationstendenser

Dertil hvor disse organisationsprincipper hidtil er udviklet, har de ikke formået at forhindre, at kvindebevægelsen i høj grad er blevet en gennemtræksbevægelse i stedet for en organisation, hvor kvinder forsætter med at arbejde politisk gennem flere år. Bevidstgørelsen frigør kræfter hos kvinder, men disse ressourcer forsvinder let ud af organisationen igen. Det hænger delvist sammen med, at parolen «gør noget, hvor du er» har været så central og så vanskelig at modificere. Kvinder har forsøgt at drive kvindepolitik i alle de sammenhænge, de har været i - på arbejdet, i studierne, i hjemmet eller i andre politiske organisationer. Baggrunden for parolen har været, at man ville starte en bevægelse overalt. En konsekvens har været, at erfaringerne - som skulle bidrage til fortsat politisk udvikling - ikke kommer tilbage til organisationen, men bliver spredt. Blomstringen, som skulle ske udenfor organisationen, kan let blive kortvarig, idet selve den organiserede kvindebevægelse mister initiativet og stagnerer, når den ikke bliver tilført nye impulser.

Den nye kvindebevægelses politiske styrke har været utopien om den gennemgribende samfundsmæssige forandring sammenholdt med udgangspunktet i de konkrete erfaringer, som forandringerne skulle måles i forhold til. Den har stillet krav om en helhedsorienteret politik og et helhedsorienteret engagement. Problemet, som den står overfor, er, at en sådan politik har en talmæssig styrke, som bevægelsen har haft vanskeligt ved at opnå og bibeholde, som forudsætning. Den organisatoriske opbygning gør en nødvendig prioritering af arbejdsfelter og arbejdsopgaver vanskelig.

Den «gamle» kvindebevægelse smuldrede bort og mistede sin politiske kraft i 1920- og 30-erne. Det betød et tilbageslag for kvindekampen og en fastfrysning eller en forværring af kvindernes situation. Det viste sig, at perspektivet om kvindefrigørelse blev umuligt at fastholde uden en kvindeorganisering.

Til trods for at vægten netop er blevet lagt på organiseringsaspektet i den nye kvindebevægelse, står den også overfor faren for bortsmuldren og tilbagegang i flere lande. Raseriet, som blev udløst gennem den tidlige bevidstgørelsen, raseriet over at opdage og erkende dybden af kvindeundertrykkelsen, er i færd med at vige for en mere registrerende og konstaterende holdning. Stagnationstendenserne viser sig først og fremmest i de lande, hvor de store kampsager, som kampen for fri abort, er blevet vundet, og de nye mobiliserende krav ikke er blevet rejst. Som da stemmeretten blev vundet, ser det nu ud til, at organiseringen er vanskelig at fastholde, når store kampsager vindes. Selv ikke den nye kvindebevægelses satsning på helhedsperspektivet og udvidelsen af kvindekampen har helt formået at forhindre dette.

Kvindebevægelsen er i dag i en situation, hvor en gennemdrøftelse af egen politik og organisationsform står på dagsorden - hvor man også må forholde sig til resultaterne af kampen hidtil. Erfaringerne viser, at perspektivet om kvindefrigørelse ikke fastholdes uden organiseret kvindekamp. Men denne organisering kan kun lykkes, hvis kvindebevægelsen formår at tage nye kvindepolitiske initiativer.

B.B.


Litteratur

D. Dahlerup: Socialisme og kvindefrigørelse i det 19. århundrede, Århus 1973.