Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Lin Piao (1908-1971), fremtrædende kinesisk kommunistleder som under kulturrevolutionen blev nummer to i partiets ledelse, og som da blev betragtet som Mao Tse-tungs efterfølger. Han forsøgte at lave et kup, og omkom da han prøvede at flygte til Sovjetunionen.

I 1925 blev Lin student ved militærakademiet i Whampoa, hvor Chou En-lai var den politiske leder. I august 1927 deltog han i oprøret i Nanchang og sluttede sig derefter til Maos styrker. Han var med på Den lange march og blev chef for militærakademiet i Yenan. I 1937 ledede han en kommunistisk hær, som vandt den første kinesiske sejr i krigen mod Japan. Han blev såret og opholdt sig fra 1937 til 1942 i Moskva, delvis som partiets repræsentant i Komintern. Efter et glimrende felttog besejrede han i 1946 Chiang Kai-sheks styrker og erobrede Peking. I 1950 blev han valgt til medlem af politbureauet.

Da forsvarsminister Pieng Te-huai - en anden af kommunisternes dygtigste generaler - blev afsat, delvis på grund af sin modstand mod Det store spring Fremad, og delvis på grund af sin plan om modernisering af hæren, blev Lin Piao forsvarsminister. Han reorganiserede hæren efter guerillaprincipper. De militære grader blev afskaffet, en dybtgående politisering af hæren blev sat i gang, og over 30 % af soldaterne blev medlemmer af partiet. Lin stod bag udgivelsen af den lille røde bog med Mao-citater, som blev brugt i skolingskampagnen. Hæren blev et mønster for folket: «Lær af folkehæren». Hæren blev en vigtig faktor i kulturrevolutionen. I 1966 blev Lin udnævnt til den eneste vicepræsident i partiet, og i 1969 blev han betragtet som Mao Tse-tungs naturlige efterfølger.

Baggrunden for Lins kupforsøg, flugt og død er uklar. Lin havde næppe politisk pondus til at blive Mao Tse-tungs efterfølger. Allerede under kulturrevolutionen fandt der alvorlige sammenstød sted mellem rødgardisterne og folkearméen. F.eks. blev generalchefen - en af Lins nærmeste medarbejdere - afsat fra sin post. Da kulturrevolutionen ebbede ud, ser det ud til, at Mao Tse-tung blev mere og mere kritisk overfor Lins rolle. Ikke mindst Lins ønske om at give militæret en større rolle på bekostning af partiet.

Det er muligt, at Lin var negativ overfor kulturrevolutionen, rehabiliteringen og partiets stigende rolle. Måske spillede også udenrigspolitiske overvejelser ind. Konflikten med Sovjetunionen var blevet skærpet i 1969, og militære sammenstød havde fundet sted ved grænsen. Samtidig var Mao Tse-tung og Chou En-lai i gang med en åbning mod USA. Lin var ikke tilhænger af Sovjetunionen, men det ser ud til, at han i den isolerede situation som Kina var i, snarere ønskede at dæmpe modsætningerne til Sovjet end at indlede forhandlinger med arvefjenden USA.

E.No.