Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Nelson Rolihlahla Mandela (1918-2013), sydafrikansk sort nationalistleder og Sydafrikas præsident 1994-99. Var fængslet af apartheidregimet 1962-90 og hans løsladelse blev en milepæl i apartheids afskaffelse. For Vesten var han i årtier selve indbegrebet af en terrorist og stod på USA's terrorliste frem til 2008.

Mandela blev født 18. juli 1918 som søn af høvding Henry Mandela fra den Xhosa talende Tembu stamme. Han blev uddannet ved University College of Fort Hare og University of Witwatersrand, hvor han færdiggjorde sin uddannelse som jurist i 1942. I 1944 sluttede han sig til African National Congress (ANC) og i 1949 blev han en af bevægelsens ledere. Han var med til at genoplive organisationen og få den bragt ind i stadig mere militant modstand mod det regerende Nationalist Partis apartheid politik. I 1956-61 var han under anklage for forræderi, men blev frikendt. Under den langvarige retssag blev han skilt fra sin første kone og giftede sig med Nomzamo Winifred (Winnie Mandela), som han blev skilt fra i 1996.

I 1960 gennemførte sydafrikanske politistyrker en massakre i byen Sharpeville mod ubevæbnede sorte, der afbrændte deres pas i protest mod apartheidregimet. Massakren fik Mandela til at opgive sin hidtidige politik om ikke-vold og gå ind for sabotage mod regimet. I 1962 blev han atter arresteret og denne gang idømt 5 års fængsel. Året efter blev han og flere andre sorte anklaget for sabotage, forræderi og voldelig sammensværgelse. Det skete ved den berygtede Rivonia proces, der fik sit navn efter den fashionable Johannesburg forstad, hvor sydafrikansk politi havde stormet Umkhonto We Sizwes (Nationens Spyd, ANC's væbnede afdeling) hemmelige hovedkvarter og opdaget store mængder våben og andet udstyr. Mandela havde grundlagt organisationen, og erkendte at en række af de beskyldninger der blev rettet mod ham var sande. Den 11. juni blev han derfor idømt fængsel på livstid.

I 1964-82 sad han som fange på Robben Island ud for Cape Town. Derefter blev han overført til Pollsmoor Prison, hvor han sad til 1988, hvor han blev indlagt med tuberkulose. Mandela blev en levende martyr blandt Sydafrikas sorte befolkning, et symbol på kampen mod apartheid og samtidig symbol for den internationale modstand mod apartheidregimet. Gennem 1980'erne voksede den internationale modstand mod apartheid, Sydafrika blev stadig mere isoleret, apartheidsystemet begyndte at gå politisk i opløsning og den 11. februar 1990 besluttede landets præsident, F.W. de Klerk derfor at løslade Mandela. Den 2. marts blev han valgt til næstformand i ANC - hvis daværende formand Oliver Tambo var syg - og i juli 1991 blev han valgt som formand.

I 1993 modtog han sammen med de Klerk Nobels Fredspris for deres indsats for at bringe apartheid til en afslutning og indføre demokrati i Sydafrika. I april 1994 blev han valgt som præsident i landets første frie valg. Den nye sorte regering igangsatte umiddelbart programmer for bygningen af huse, uddannelse og økonomisk udvikling for at forbedre levestandarden blandt landets sorte befolkning. De langsomme økonomiske fremskridt har dog gradvist øget utilfredsheden og frustrationen i den sorte befolkning.

Gennem 90'erne spillede han en vigtig udenrigspolitisk rolle som konfliktmægler i Afrika og til fremme af det regionale samarbejde. Efter overgangen til sort flertalsstyre har Sydafrika fået status af ikke blot økonomisk, men også regional politisk stormagt i Afrika og Mandela har søgt at skabe respekt omkring denne nye rolle.

I 1999 trådte han tilbage fra præsidentposten pga. alder og overlod den til ANC lederen Thabo Mbeki. Han er forfatter til en række bøger: No Easy Walk to Freedom (1965), en samling af hans taler og artikler; I Am Prepared to Die, (1979); Long Walk to Freedom (1994), hans selvbiografi (dansk udg. 1997).

Mandela døde efter længere tids sygdom i december 2013. Mindehøjtideligheden i Johannesburg tiltrak statsledere fra hele verden, der ønskede at hylde Mandelas minde. De fleste havde glemt:

• at Storbritannien under den konservative Margeret Thatcher gennem 1980'erne med næb og kløer modarbejdede sanktioner mod apartheidstyret. Thatchers efterfølger på premierminister posten David Cameron repræsenterede Storbritannien ved mindehøjtideligheden
• at USA under Ronald Reagen gennem 1980'erne ligeledes modarbejdede sanktioner mod Sydafrika. Der var mange penge at tjene i landet. USA lod sig repræsentere ved mindehøjtideligheden af Barack Obama
• at Danmark under VC regeringerne gennem 1980'erne - med støtte fra Socialdemokratiet - modarbejdede sanktioner mod apartheid regimet. I Danmark var det som i det øvrige Vesteuropa fagbevægelsen, venstrefløjen og solidaritetsorganisationerne der gik i spidsen for sanktioner for at få væltet regimet. Danmark lod sig repræsentere af socialdemokraten Helle Thorning Smith

På samme måde som Vesten havde modarbejdet sanktioner mod det brutale regime i Sydafrika, fortsatte Vesten med at modarbejde sanktioner mod det brutale regime i Israel. Mandela og ANC havde siden 1990 betegnet Israel som en apartheid stat og var gået i spidsen for sanktioner mod dette land, for at få bragt dets undertrykkelse af den palæstinensiske befolkning til ophør.

A.J.