Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 52.496
: :
Nobels fredspris

Et tyveårigt venskab med fredsaktivisten Bertha von Suttner bidrog til, at dynamitkongen Alfred Nobel oprettede Nobels fredspris. Han var dybt grebet af hendes bog «Ned med våbnene», men dog ikke så meget, at han blev fristet til at nedlægge sine våbenfabrikker. Han mente, at våbenfabrikker kunne bidrage lige så meget til fred som von Suttners fredskonferencer.

Nobels fredspris uddeles af en komite på fem medlemmer udpeget af det norske Storting. Komiteens navn blev ændret fra Det norske Stortings Nobelkomite til Den norske Nobelkomite i 1976 for at understrege, at Stortinget ikke er direkte ansvarlig for udvælgelsen af prismodtagerne. Medlemmerne udpeges under hensyntagen til partiernes styrke i Stortinget. Komiteen afspejler derfor til enhver tid tyngdepunktet i norsk politik, eller noget til højre for det da den gerne består af ældre, etablerede mænd i norsk politik og samfundsliv. Komiteen kan derfor ikke forventes at honorere en indsats, der står i modsætning til hovedlinierne i norsk udenrigspolitik.

Valget af prismodtagere afspejler udmærket komiteens egen sammensætning: Den typiske prismodtager er mand, hvid, godt uddannet, oppe i årene og kommer fra et vestligt land. Ud af i alt 101 prismodtagere fra 1901 til 2000 er der 64 hvide mænd. Blandt de 64 enkeltpersoner som har modtaget prisen, er der 59 fra lande, der tilhører den vestlige kulturkreds - alene 16 fra USA. Siden 1949 er 17 ud af 24 individuelle tildelinger gået til personer fra NATO lande.

Nobels ønske om at fredsprisen skulle gå til dem, der har virket mest effektivt for menneskelig broderskab, for at reducere stående hære og fremmet fredskonferencer, er formuleret så vagt, at meget forskellig indsats kan honoreres. I begyndelsen blev der lagt stor vægt på arbejdet for en international retsorden, internationale aftaler og fredskongresser. Senere blev arbejdet for nedrustning, borgerrettigheder, humanitære formål og fredelig bilæggelse af konflikter i højere grad honoreret. Prisen er fra tid til anden blevet tildelt internationale organisationer.

I den udstrækning prisen er blevet knyttet til internationale krige og konflikter, har det som regel drejet sig om konflikter mellem nogenlunde jævnbyrdige stater. Kolonikrige og konflikter hvor modstand mod nordamerikanske og sovjetiske overgreb kunne være blevet honoreret, har sjældent givet anledning til nogen prisuddeling.

Det stærkeste eksempel er den 25 år lange krig i Indokina, der godt nok endte med en prisuddeling i 1973, men da som en delt pris mellem USA's udenrigsminister Henry Kissinger og den vietnamesiske chefforhandler i Paris, Le Duc Tho. At give prisen til Henry Kissinger for hans indsats i Vietnamkonflikten er nok det hårdeste anslag mod den norske og internationale opinions retsfølelse i fredsprisens historie.

Omstridte uddelinger er dog ikke noget nyt i Nobelprisens historie. I de senere år har mange imidlertid stillet sig uforstående til flere af dem. Det gælder blandt andet valget af den nordamerikanske naturvidenskabsmand Norman Borlaug (se Grøn revolution), af den japanske statsminister Eisaku Sato og ikke mindst uddelingen til Egyptens præsident Anwar Sadat og Israels statsminister Menachem Begin i 1978. I lighed med uddelingen i 1973 rettede den opmærksomheden mod et brændpunkt i international politik - Mellemøsten - på en sådan måde, at den part som stod Norge nær reddede ansigt. En anden honorering af vestlig politik - prisen til forbundskansler Willy Brandt for hans indsats for afspænding mellem øst og vest - blev imidlertid ikke delt med nogen repræsentant for det politiske lederskab i Østeuropa.

Årsagen til at Nobel overlod det til Norge at uddele fredsprisen, mens de fire øvrige Nobelpriser uddeles i Sverige, var at han mente, at Norge havde en friere stilling og et stærkere engagement i fredsspørgsmål. Stortinget havde tidligere bevilget penge til fredsarbejde af forskellig slags, hvilket den svenske Rigsdag ikke havde gjort.

Mens Norges stilling i international politik i dag er meget forskellig fra dengang, deles prisen fortsat ud af en komite, der overvejende udnævnes på samme måde som ved århundredeskiftet. For at bøde på nogle af skævhederne er det derfor blevet foreslået, at komiteen burde internationaliseres, f.eks. ved at vælge én repræsentant fra hvert af de nordiske lande. Siden 1970'erne har enkelte af uddelingerne tæret på prisens prestige og betydning. Men den er fortsat et vigtigt redskab, der bør udnyttes bedst muligt i fredens tjeneste, og ikke sløves af historiske omstændigheder og nationale snæversyn.

Prismodtagere i perioden 1901-2002

2002 USA's tidligere præsident Jimmy Carter «for hans årtier lange indsats for at skabe fredelige løsninger på internationale konflikter, for at fremme demokrati og menneskerettigheder, og for at fremme økonomisk og social udvikling». Komiteen benyttede samtidig lejligheden til at bemærke, at tildelingen var en kritik af USA's krigsplaner rettet mod Iraq.
2001 Prisen blev delt ligeligt mellem FN og FN's generalsekretær Kofi Annan (1938-) «for deres arbejde for en bedre organiseret og mere fredelig verden».
2000 Sydkoreas præsident Kim Dae Jung «for hans indsats for at skabe en fredelig løsning på konflikten mellem Nord- og Sydkorea».
1999 Medecins sans Frontiers (Læger uden grænser) for deres humanitære indsats i konfliktsituationer og flygtningelejre over hele verden.
1998 John Hume og David Trimble «for deres indsats for at skabe en fredelig løsning på konflikten i Nordirland».
1997 Prisen blev delt ligeligt mellem International Campaign to Ban Landmines (ICBL), og organisationens forkvinde Jody Williams, USA (1950-) for arbejdet med at afskaffe landminer.
1996 Prisen blev delt mellem Carlos Filipe Ximenes Belo, Østtimor (1948-) og José Ramos-Horta , Øst-Timor (1949-) «for deres indsats for en retfærdig og fredelig løsning på konflikten i Østtimor».
1995 Prisen blev delt mellem Joseph Rotblat, England (1908-) og Pugwash Conferences on Science and World Affairs (1957-), «for deres arbejde for at reducere kernevåbnenes plads i international politik og på længere sigt at afskaffe disse våben».
1994 Prisen blev delt ligeligt mellem Yasser Arafat, Palestina (1929-), formand for PLO,
Shimon Peres, Israel (1923-), Israels udenrigsminister, og
Yitzhak Rabin
1993 Prisen blev delt mellem Nelson Mandela, Sydafrika (1918-), leder af ANC og Frederik Willem de Klerk, Sydafrika (1936-), daværende præsident i Sydafrika for deres arbejde for fred og forsoning i landet.
1992 Rigoberta Menchú Tum, Guatemala (1959-). Guatemaltekisk menneskerettighedsforkæmper, for hendes arbejde for urbefolkningens rettigheder.
1991 Aung San Suu Kyi, Myanmar (1945-). Oppositionsleder og menneskerettighedsforkæmper.
1990 Mikhail Sergejevitsj Gorbatjov, Sovjetunionen (1931-). Sovjetunionens daværende præsident - for sit bidrag til afslutningen af den kolde krig.
1989 Den 14. Dalai Lama, Tenzin Gyatso, Tibet, (1935-). Religiøs og politisk leder for det tibetanske folk.
1988 FN's Fredsbevarende Styrker.
1987 Oscar Arias Sánchez, Costa Rica (1941-). Costa Ricas daværende præsident, for sit aktive arbejde for fred i Mellemamerika.
1986 Elie Wiesel, USA (1928-). Forfatter og humanist.
1985 Den internationale Lægeforening mod Atomkrig (International Physicians for the Prevention of Nuclear War), Boston, USA.
1984 Desmond Mpilo Tutu, Sydafrika (1931-). Biskop, tidligere leder af Sydafrikas kirkeråd - for sit bidrag til kampen mod apartheid.
1983 Lech Walesa, Polen (1943-). Grundlægger af den polske landsorganisation Solidaritet.
1982 Prisen blev delt ligeligt mellem Alva Myrdal, Sverige (1902-86). Tidligere statsråd, diplomat og repræsentant ved FN's nedrustningsforhandlinger; og Alfonso García Robles, Mexico (1911-91). Diplomat og nedrustningsforkæmper.
1981 FNs Flygtningehøjkommissariat, Genève.
1980 Adolfo Pérez Esquivel, Argentina (1931-). Arkitekt, menneskerettighedsforkæmper.
1979 Mother Teresa, Indien, (1914-97). Leder for Missionen for Næstekærlighed.
1978 Prisen blev delt mellem Mohammad Anwar Al-Sadat, Egypten (1918-81). Egyptens daværende præsident og Menachem Begin, Israel, (1913-92). Israels premierminister. For deres arbejde med udarbejdelsen af fredsaftale mellem Egypten og Israel.
1977 Amnesty International
(1976) Betty Williams, Nordirland (1943-) og Mairead Corrigan, Nordirland (1944-). Medstiftere af den nordirske fredsbevægelse
1975 Andrej Sakharov, Sovjetunionen (1921-89). Menneskerettighedsforkæmper.
1974 Prisen blev delt mellem: Seán MacBride, Irland (1904-88). Præsident for Det internationale fredsbureau, Genève. FN's kommissær for Namibia; og Eisaku Sato, Japan (1901-1975). Tidligere premierminister.
1973 Prisen blev delt ligeligt mellem Henry A. Kissinger, USA (1923-). Tidligere udenrigsminister og Le Duc Tho, Nordvietnam (1910-1990). (Takkede nej til prisen.) For deres udarbejdelse af fredsaftalen for Vietnam fra 1973.
1972 ikke uddelt
1971 Willy Brandt, Vesttyskland (1913-92). Tidligere forbundskansler, udarbejdede den vesttyske Østpolitik.
1970 Norman Ernest Borlaug, USA (1914-). Ledede forskningsarbejdet ved Det internationale center for forædling af majs og hvede, Mexico City (International Maize and Wheat Improvement Center).
1969 Den internationale Arbejdsorganisation (ILO), Genève.
1968 René Cassin, Frankrig (1887-1976). Daværende præsident for Den europæiske menneskerettighedsdomstol (European Court of Human Rights).
1967 En tredjedel af prisbeløbet for 1967 blev overført til hovedfonden, og to-tredjedele til Nobelinstituttets særfond.
1966 ikke uddelt
1965 FNs Børnefond (UNICEF), New York, stiftet i 1946.
1964 Martin Luther King Jr., USA, (1929-68). Daværende leder af organisationen Southern Christian Leadership Conference (SCLC), borgerrettighedsforkæmper.
1963 Prisen blev delt mellem Den Internationale Røde Kors Komite, Genève (1863-) og Røde Kors Ligaen, Genève.
1962 Uddelt i 1963 til: Linus Carl Pauling, USA (1901-94). California Institute of Technology, Pasadena, USA. For hans arbejde for afslutning på atomprøvesprængninger.
1961 Dag Hjalmar Agne Carl Hammerskjöld, Sverige (1905-61) (tildelt prisen posthumt). FN's generalsekretær.
1960 Tildelt prisen i 1961: Albert John Lutuli, Sydafrika (1898-1967). (Født i Syd-Rhodesia.) Daværende præsident for den sydafrikanske befrielsesbevægelse ANC.
1959 Philip John Noel-Baker, Storbritannien, (1889-1982). Parlamentsmedlem. For sit arbejde for internationalt samarbejde og fred.
1958 Georges Pire, Belgien (1910-69). Dominikanerpræst, leder af hjælpeorganisationen for flygtninge l'Europe du Coeur au Service du Monde.
1957 Lester Bowles Pearson, Canada (1897-1972). Tidligere udenrigsminister, præsident for FN's Generalforsamling 1952.
1956 En tredjedel af prisbeløbet for 1956 blev overført til hovedfonden, og to-tredjedele til Nobelinstituttets særfond.
1955 En tredjedel af prisbeløbet for 1955 blev overført til hovedfonden, og to-tredjedele til Nobelinstituttets særfond.
1954 Tildelt i 1955: FNs Højkommissariat for Flygtninge, Genève. International hjælpeorganisation, stiftet af FN i 1951.
1953 George Catlett Marshall, USA (1880-1959). General, præsident for USAs Røde Kors, tidligere udenrigsminister og forsvarsminister, delegat ved FN, initiativtager til Marshallplanen.
1952 Tildelt i 1953: Albert Schweitzer, Frankrig (1875-1965). Født i Kaysersberg, Alsace, i det daværende Tyskland. Lægemissionær, grundlægger af Lambarene hospitalet i Gabon.
1951 Léon Jouhaux, Frankrig (1879-1954). Daværende præsident for den franske landsorganisation CGT-Force Ouvrière, præsident i Europabevægelsens internationale råd, vicepræsident for Den frie faglige Internationale (International Confederation of Free Trade Unions), vicepræsident for Det faglige Verdensforbund (World Federation of Trade Unions), medlem af Den internationale arbejdsorganisations råd (ILO), delegat ved FN.
1950 Ralph Bunche, USA (1904-71). Professor ved Harvard University, Cambridge, Mass., direktør for tilsynsafdelingen i FN, mægler i Palestinakonflikten i 1948.
1949 Baron John Boyd Orr of Brechin, Storbritannien (1880-1971). Læge, ernæringsfysiolog, ledende organisator af og generaldirektør for FN's organisation for ernæring, landbrug, skovbrug og fiskeri (Food and Agricultural Organization, FAO), præsident for det britiske fredsråd (National Peace Council) og Verdensforbundet for fredsorganisationer (World Union of Peace Organizations).
1948 En tredjedel af prisbeløbet for 1948 blev overført til hovedfonden, og to-tredjedele til Nobelinstituttets særfond.
1947 Prisen blev delt mellem Vennernes Samfunds Råd (The Friends Service Council), London. Stiftet 1647; og Vennernes Samfund (kvækerne) i USA (The American Friends Service Committee), Washington.
1946 Prisen blev delt mellem Emily Greene Balch, USA (1867-1961). Tidligere professor i historie og sociologi. International præsident for Den internationale kvindeliga for fred og frihed; og John Raleigh Mott, USA (1865-1955). Leder for den første verdensmissionskonference i 1910 (International Missionary Council), formand  for KFUM's verdensforbund.
1945 Cordell Hull, USA (1871-1955). Tidligere udenrigsminister. En af initiativtagerne til FN.
1944 Tildelt i 1945: Den Internationale Røde Kors Komité, Genève. (1863-).
1939-43 En tredjedel af prisbeløbet for 1939-43 blev overført til hovedfonden, og to-tredjedele til Nobelinstituttets særfond.
1938 Det internationale Nansenkontor (Office International Nansen pour les Refugies), Genève. International hjælpeorganisation oprettet af Fridtjof Nansen i 1921.
1937 Viscount (Lord Edgar Algernon Robert Gascoyne Cecil) Cecil of Chelwood, Storbritannien (1864-1958). Forfatter. Tidligere lordseglbevarer (Lord Privy Seal), grundlægger og præsident for Verdenskampagnen for Fred (International Peace Campaign).
1936 Carlos Saavedra Lamas, Argentina, (1878-1959). Udenrigsminister, præsident i Folkeforbundet (the League of Nations), mægler i konflikten mellem Paraguay og Bolivia i 1935.
1935 Tildelt prisen i 1936: Carl von Ossietzky, Tyskland, (1889-1938). Journalist (bl.a. for Die Weltbühne), pacifist.
1934 Arthur Henderson, Storbritannien, (1863-1935). Tidligere udenrigsminister. Præsident for Folkeforbundets nedrustningskonferance i 1932-34.
1933 Tildelt i 1934: Sir (Ralph) Norman Angell (Lane), Storbritannien (1874-1967). Forfatter. Medlem af Folkeforbundets hovedbestyrelse (Executive Committee of the League of Nations) og det britiske fredsråd (National Peace Council). Skrev bl.a. bogen The Great Illusion.
1932 Prisbeløbet for 1932 blev henlagt i Nobelinstituttets særfond.
1931 Prisen blev delt mellem Jane Addams, USA (1860-1935). Sociolog. International præsident for Den internationale kvindeliga for fred og frihed; og Nicholas Murray Butler, USA (1862-1947). Universitetsrektor ved Columbia University, forkæmper for Briand-Kellogg-pagten.
1930 Lars Olof Jonathan (Nathan) Söderblom, Sverige, (1866-1931). Ærkebiskop, leder for den økumeniske bevægelse.
1929 Tildelt i 1930: Frank Billings Kellogg, USA (1856-1937). Tidligere udenrigsminister. Udarbejdede Briand-Kellogg-pagten.
1928 Prisbeløbet for 1928 blev henlagt i Nobelinstituttets særfond.
1927 Prisen blev delt mellem Ferdinand Edouard Buisson, Frankrig (1841-1932). Tidligere professor ved Sorbonne, Paris. Grundlægger og præsident for Menneskerettighedsforbundet (Ligue des Droits de l'Homme); og Ludwig Quidde, Tyskland (1858-1941). Historiker, æresprofessor, medlem af Landdagen i Bayern; medlem af den tyske grundlovgivende forsamling 1919; deltager ved en række fredskonferencer.
1926 Prisen blev delt mellem Aristide Briand, Frankrig, (1862-1932). Udenrigsminister, var med til at udarbejde Locarnotraktaten og Briand-Kellogg-pagten; og Gustav Stresemann, Tyskland, (1878-1929). Tidligere rigskansler, udenrigsminister. Var med til at udarbejde Locarno-traktaten.
1925 Tildelt i 1926: Prisen blev delt mellem Sir (Joseph) Austen Chamberlain, Storbritannien (1863-1937). Udenrigsminister. Var med til at udarbejde Locarnotraktaten; og Charles Gates Dawes, USA (1865-1951). USAs vicepræsident. Formand for De allieredes erstatningskommission (Allied Reparation Commission) og initiativtager til Dawes-planen.
1924 Prisbeløbet for 1924 blev henlagt i Nobelinstituttets særfond.
1923 Prisbeløbet for 1923 blev henlagt i Nobelinstituttets særfond.
1922 Fridtjof Nansen, Norge (1861-1930). Opdagelsesrejsende, videnskabsmand og humanist. Norges delegat ved Folkeforbundet (the League of Nations). Initiativtager til Nansenpasset (for flygtninge).
1921 Prisen blev delt mellem Karl Hjalmar Branting, Sverige, (1860-1925). Statsminister, Sveriges delegat ved Folkeforbundets råd (Council of the League of Nations); og Christian Lous Lange, Norge (1869-1938). Generalsekretær for den interparlamentariske union (Bureau interparlementaire), Bruxelles.
1920 Léon Victor Auguste Bourgeois, Frankrig (1851-1925). Tidligere kultur-, justits- og statsminister, parlamentspræsident, præsident for Folkeforbundets råd (Council of the League of Nations).
1919 Tildelt i 1920: Thomas Woodrow Wilson, USA (1856-1924). USA's præsident. Grundlægger af Folkeforbundet (the League of Nations).
1918 Prisbeløbet for 1918 blev henlagt i Nobelinstituttets særfond.
1917 Den Internationale Røde Kors Komité (Comite International de la Croix-Rouge), Genève. (1863-).
1916 Prisbeløbet for 1916 blev henlagt i Nobelinstituttets særfond.
1915 Prisbeløbet for 1915 blev henlagt i Nobelinstituttets særfond.
1914 Prisbeløbet for 1914 blev henlagt i Nobelinstituttets særfond.
1913 Henri La Fontaine, Belgien (1854-1943). Medlem af det belgiske parlament (Sénateur). Præsident for Det internationale fredskontor (Bureau International Permanent de la Paix), Bern.
1912 Tildelt i 1913: Elihu Root, USA (1845-1937). Tidligere udenrigsminister. Initiativtager til en række voldgiftsaftaler.
1911 Prisen blev delt mellem Tobias Michael Carel Asser, Holland (1838-1913). Jurist, medlem af statsrådet. Initiativtager til Konferencerne om international privatret i Haag (Conférences de Droit international privé); og Alfred Hermann Fried, Østrig (1864-1921). Journalist, grundlægger af fredsmagasinet «Die Waffen Nieder» (senere kaldt «Die Friedenswarte»).
1910 Det internationale Fredskontor (Bureau International Permanent de la Paix), Bern. (1891-).
1909 Prisen blev delt mellem Auguste Marie Francois Beernaert, Belgien,(1829-1912). Tidligere premierminister, medlem af det belgiske parlament, medlem af Den internationale voldgiftsdomstol i Haag (Cour Internationale d'Arbitrage); og Paul Henri Benjamin Balluet d'Estournelles de Constant, Baron De Constant de Rebecque, Frankrig, (1852-1924). Medlem af Det franske parlament (Sénateur). Grundlægger og præsident for den franske parlamentariske gruppe for international voldgift (Groupe parlementaire de l'arbitrage international). Grundlægger af komiteen for forsvaret af nationale interesser og international Forsoning (Comité de défense des intérêts nationaux et de conciliation internationale).
1908 Prisen blev delt mellem Klas Pontus Arnoldson, Sverige (1844-1916). Forfatter, tidligere medlem af den svenske Rigsdag. Grundlægger af Den svenske freds- og Voldgiftsforening (Svenska freds- og skiljedomsföreningen); og Fredrik Bajer, Danmark (1837-1922). Medlem af det danske Folketing. Ærespræsident for Det internationale fredskontor (Bureau International Permanent de la Paix), Bern.
1907 Prisen blev delt mellem Ernesto Teodoro Moneta, Italien, (1833-1918). Præsident for fredsforbundet i Lombardo (Societé internazionale per la pace: Unione Lombarda); og Louis Renault, Frankrig, (1843-1918). Professor i folkeret, Sorbonne, Paris.
1906 Theodore Roosevelt, USA (1858-1919). USA's daværende præsident. Udarbejdede fredsaftalen mellem Rusland og Japan i 1905.
1905 Baronesse, Bertha Sophie Felicita Von Suttner, født grevinde Kinsky von Chinic und Tettau, Østrig, (1843-1914) (født i Prag, dengang del af Østrig). Forfatter. Ærespræsident for Det internationale fredskontor (Bureau International Permanent de la Paix), Bern. Forfatter til bogen «Die Waffen nieder» /«Ned med våbnene»).
1904 Folkeretsinstituttet (Institut de Droit International), Genf, Belgien. Videnskabelig forening, (1873-).
1903 Sir William Randal Cremer, Storbritannien (1838-1908). Medlem af Det britiske parlament. Sekretær for Det internationale voldgiftsforbund (International Arbitration League).
1902 Prisen blev delt mellem Élie Ducommun, Schweiz (1833-1906). Æressekretær for Det internationale fredskontor (Bureau International Permanent de la Paix); og Charles Albert Gobat, Schweiz (1843-1914). Generalsekretær for Den interparlamentariske Union (Union interparlementaire), Bern. Æressekretær for Det internationale fredskontor (Bureau International Permanent de la Paix), Bern.
1901 Prisen blev delt mellem Jean Henri Dunant, Schweiz (1828-1910). Grundlægger af Internationalt Røde Kors (Comité International de la Croix-Rouge), Geneve. Initiativtager til Genève-konventionen; og Frederic Passy, Frankrig (1822-1912). Grundlægger og præsident for det første franske fredsforbund (Ligue internationale et permanente de la paix, senere kaldt Société Francaise pour l'arbitrage entre nations).

S.L