Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 20.469
: :
Massekommunikation

Ved massekommunikation forstår vi den regelmæssige informationsoverføring fra én sender til et i princippet ubegrænset antal indbyrdes ukendte modtagere, som finder sted gennem massemedierne i et samfund. Massekommunikation er i denne forstand begrebsmæssigt knyttet til de mekaniske og elektroniske trykte-, lyd- og billedmedier, der er udviklet gennem de sidste hundrede år. Kommunikationshandlingen i disse medier har en række fælles træk.

Som énvejs overføring

Massekommunikation kendetegnes ved fraværet af samvær mellem sender og modtager. Den baserer sig på senderens evne til at slå igennem på et anonymt marked, der svarer ved at koble sig på som modtagere. Ikke ved at deltage i kommunikationshandlingen som sådan. I mange medier er der udviklet journalistiske teknikker for at neutralisere énvejskommunikationen, fra radioens telefonprogrammer til avisernes læserpaneler og fjernsynets seeraktiviteter. Men disse tiltag rokker ikke grundlæggende ved kommunikationens énvejsorientering, selv om det lykkes dem at overvinde noget af den fremmedgørelse, massekommunikationsformen indebærer.

Hvem som helst kan koble sig til; Medierne er offentlige og deltagerafgiften lav. Kommunikationens modtagere er «publikum» - altså den generelle offentlighed. Hvert medium har et indre marked - en målgruppe som det er afhængigt af for at kunne eksistere.

Karakteristisk for massekommunikationen er imidlertid, at medierne ikke kan afgrænse sig til et forudsigeligt publikum, men må operere med et højt antal marginale modtagere udover sin kernegruppe. En avis læses gerne af 2-3 personer udover køberen, uden at udgiveren kan gøre noget ved det. Fjernsynselskabet kan ikke hindre, at børn ser programmer, som egentlig retter sig mod voksne osv. Dette åbne kommunikationsmarked præger mediernes indhold meget stærkt: De er «for alle», og tilstræber en karakteristisk universalitet indenfor deres mulige marked.

Modtagere uden gensidig forbindelse

Publikum er «atomiseret», fraværende for hinanden i forhold til f.eks. et massemøde eller en menneskemængde hvor rygterne løber. I dette tilfælde søger medierne at neutralisere denne oplevelse ved at etablere en journalistisk pseudo-samtidighed.

Radio & TV's lattermaskiner der giver en usynlig «fælles» respons eller applaus, har netop dette til formål. Det samme gælder for den omhyggeligt tillærte retorik i TV-journalistikken, der ved henvendelser til kameraet fremelsker følelsen af fællesskab mellem den optrædende og publikum - «har vi det ikke hyggelig nu». Kontrasten mellem den private isolation under modtagelsen og den fælles offentlighed som medierne tilbyder, er et grundlæggende kendetegn ved massekommunikationen fremfor andre typer samvær.

Massekommunikationen er periodisk

Medierne må, for at etablere et effektivt samspil med modtagerne, optræde med forudsigelige mellemrum. Rytmen giver massekommunikationen meget af dens specielle karakter ved hvert enkelt medium: Daglige morgenaviser i abonnement, suppleret af mere flygtige middagsaviser i løskøb, vekslen af radio- og fjernsynsnyheder til faste tider hver dag, underholdningsmarkedets «sæsoner» med filmpremierer, faste ugebladsdage etc. - altsammen i et tilbagevendende mønster.

Publikums formodede sans for det regelmæssige kombineres med den fordel medierne har af at kunne producere til forudsigelige markeder: Tirsdag som den dårligste og lørdag som den bedste avisdag, efteråret som bogsæson, sommeren som ugebladstid osv. På denne måde kan medierne på forhånd producere deres egen aktualitet, fordi det periodiske udbud opfattes som en bindende kontrakt mellem sender og modtager om møde til aftalte, fast tilbagevendende tider.

Holdningsdannelse

Spørgsmålet om hvorvidt massekommunikationen er en effektiv kommunikationsform rejses ofte. Praktisk talt alle undersøgelser der er foretaget siden slutningen af 1930'erne tyder på, at andre og mere personlige former for kommunikation har en betydelig større påvirkningskraft end massemediernes. Det er for eksempel en almindelig erfaring, at de fleste læsere forbliver uberørte af den politiske holdning i deres daglige avis, og at et højt medieforbrug slet ikke påvirker modtageren i den retning kommunikationsindholdet skulle lade formode. Selv under ekstreme situationer som i krig eller under besættelse, har radioudsendelser eller illegale aviser fra egne rækker minimal mulighed for at påvirke menneskers handlingsvalg, endsige give effektive direktiver for adfærd.

Lige så effektive massemedierne er til at nå frem til publikum og levere informationer, lige så overfladisk synes deres anonyme, atomiserede og upersonlige kommunikationsform at virke på den enkelte modtager. Den sociale kontrol der ligger i massemedierne, er derfor beskeden sammenlignet med effekten af personlige kommunikationsformer som sladder, naborygter, mødedeltagelse, familiesolidaritet osv. Først i samspillet med disse former kan man erfaringsmæssig sige, at massekommunikationen har en virkelig gennemslagskraft.

Når massemedierne alligevel antages at have en holdningsdannende effekt i sig selv, hænger det sammen med deres overvældende tilstedeværelse i de vestlige samfund - med kvantiteten mere end med kvaliteten som kommunikationsform. Fjernsynet synes her at være afgørende, da det på en helt anden måde end andre medier er i stand til at binde folks tid. Siden TV-gennembruddet i USA i 1950-51 er der vokset en generation af voksne op, der har tilbragt mellem en fjerdedel og halvdelen af hele deres liv foran TV-skærmen.

Enkelte undersøgelser tyder på, at disse «tunge seere», der altså har været massekommunikationsmodtagere i langt højere grad end nogen andre mennesker i historien - faktisk har et andet verdensbillede end andre. Det virker som om, det at være «tung seer» slår igennem i opinionsundersøgelser med samme entydige resultat som alder, køn eller race. Den forsatte forskning i denne gruppe af ekstreme mediamodtagere vil antageligt kunne give ny indsigt i massekommunikationens virkninger.

H.F.D.


Litteratur

H. F. Dahl (red.): Massekommunikasjon, Oslo 1973.