Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 29/4 2003
Læst af: 12.369
: :
Militærregime

Militærregimer er regimer, hvor militæret har grebet magten. Enten direkte eller hvor de udgør den vigtigste magtbasis bag en civil facade. Militærregimer er gennemgående diktaturer. Med få undtagelse tager de aldrig chancen for at basere deres styre på en (intens og) vedvarende direkte folkelig deltagelse af den type der karakteriserede mellemkrigstidens totalitære diktaturer.

Det centrale kendetegn ved alle militærregimer er, at de civile myndigheder er frataget kontrollen med den udøvende magt. På dette punkt finder vi en fundamental lighed mellem vestlige parlamentariske demokratier og kommunistiske etpartiregimer: Officerskorpset og de væbnede styrker er i begge tilfælde underlagt civil overhøjhed. Den politiske kontrol med voldsmagten kunne til og med være stærkere i øst end i vest. (Jfr. det berømte Maocitat: «Magten vokser ud af mundingen på et gevær», med den vigtige tilføjelse: «Vort princip er, at partiet kontrollerer geværet og at geværet aldrig vil blive tilladt at kommandere partiet.»)

Siden anden verdenskrig er der blevet gennemført langt over 100 statskup rundt omkring i verden - de fleste med officerer som den drivende kraft. Ved udgangen af 1970'erne var 21 af de 47 medlemsstater i Organisationen for Afrikansk Enhed (OAU) styrtet af militæret. Blandt de  20 latinamerikanske stater var det kun Mexico og Costa Rica som havde undgået militærindgreb i politikken i en eller anden form siden 1945. Mellem 1945 og 1976 forekom der militærkup i halvdelen af Asiens 18 statsdannelser. I Europa har militæret siden 1945 grebet bestemmende ind i politikken i to tilfælde - Grækenland 1967 og Portugal 1974 - og haft afgørende indflydelse på et regimeskift - Frankrig 1958.

Specielt tre faktorer har siden den franske revolution været medvirkende til at skabe forudsætninger for militære sammensværgelser: Professionaliseringen af officerskorpset, fremvæksten af den nationalistiske ideologi og folkesuverænitetsprincippet.

Korpsånd, nationalisme og folkesuverænitet

Moderne armeer baserer sig på professionelle officerer. Ikke aristokratiske hærførere eller tilfældige lykkejægere som i før-moderne tid. Professionaliseringen af officerskorpset - dvs. følelsen af at være en særskilt gruppe med ansvar for nationen som helhed - skabte også en særlig korpsånd («esprit de corps»). Desuden var militærakademierne ofte de bedste skoler som fandtes, ikke mindst i den tredje verden. Undervisningen i våbenteknologi og understregningen af klare kommandostrukturer, effektivitet og målrettethed skabte afstand til politikkens forhandlings- og kompromisatmosfære - og til en vis foragt for politikere.

Nationalismen er tæt vævet sammen med officerens politiske rolle. I nationalstaten erstatter nationen dynastiet som fokus for officerens loyalitet. Armeen bliver det ydre symbol på nationens eksistens og identitet. Nationalismen bliver først og fremmest militærets ideologi. Følelsen af at repræsentere et folk og ikke en tilfældig monark eller en familie åbner for politisk manøvreringsfrihed, for hvem kan afgøre, hvornår en hersker faktisk repræsenterer folket? Der er ofte ingen særlig grund til, at militæret skal opfatte den herskende konge som mere repræsentativ for folket eller nationen end officererne selv. Militærkuppenes historie i f.eks. Europa er variationer over dette tema: Stridende officerskliker i kamp om hvem der repræsenterer nationen.

Folkesuverænitetsprincippet understreger yderligere militærets manøvreringsfrihed. Mens kupmagere tidligere blot erstattede et dynasti, gør folkesuverænitetsprincippet det muligt at tilsidesætte etableret autoritet under henvisning til folkets «sande» interesser. Hvad der er folket og hvad der er interesser, vil strategisk kunne drejes der hen, hvor den politiske opbakning er størst. Militærets interventionslyst er større i de lande, hvor den nationale uafhængighed er et resultat af militær kamp, end i lande med en mere harmonisk udviklingshistorie. I f.eks. Tyrkiet så hæren sig som garant for Kemal Atatürks moderniseringslinie, som blev muliggjort ved hjælp af våbenmagt. Senere indgriben fra militærets side er blevet retfærdiggjort med arven fra Atatürk. På samme måde er det muligt at spore den latinamerikanske caudillo-ideologi tilbage til Bolivars befrielse af kontinentet: Befrielsen var hærens værk. Derfor har officerer et særligt ansvar for at holde arven i hævd (se Caudillo).

Middelklasserekruttering og politisk orientering

Det lader sig let konstatere, at officersgruppen i de fleste lande hovedsageligt er rekrutteret fra middelklassefamilier. Når officererne gør oprør, udgør beskyttelsen af standsinteresser - bedre løn, hurtigere forfremmelse - en vigtig drivkraft.

Men kup kan også begrundes med civile forsøg på at politisere armeen. Overtagelsen af magten bliver derfor en forsvarsreaktion mod at blive splittet og brugt i det politiske spil. Kuppet mod Nkrumah i Ghana i 1966 kan delvis forstås ud fra dette perspektiv. Når de er kommet til magten, vil officererne forsvare middelklasseværdier socialt og økonomisk. Hvor den tidligere elite bestod af feudale elementer - store jordejere, et lille aristokrati og nogle få velstående industriejere - vil det militære regime fremstå som «progressivt», da det fjerner denne klasses politiske monopol. Men hvor militærkup gennemføres som konsekvens af pres og mobilisering nedefra - hvilket sker i de fleste tilfælde - vil magtovertagelsen hurtigt vise sig at stå i den etablerede ordens tjeneste.

Det er kun i helt specielle tilfælde, at det er muligt at opfatte militærregimer som socialt og økonomisk orienterede mod forandringer. Det er almindeligt at betragte Velasques' regime i Peru 1968-71, Ne Wins styre i Myanmar (Burma) fra 1962 og Nassers Egypten 1952-71 som eksempler på moderniserende og udjævnende militærregimer.

Hvad magten bruges til

Hvad officerer ren faktisk anvender magten til, kan studeres ud fra flere dimensioner. Vi vil gøre følgende generaliseringer:

Meget få militærregimer har haft held til at etablere en legitim basis for deres styre. Den forklaring der virker bedst, er at fremstille magtovertagelsen som midlertidig og som en overgang til civilt styre. Officerer der i handling viser, at de opfatter sig selv i rene gæsteroller kan påregne en vis støtte fra etablerede politikere og fra bredere grupper i folket, men kun i et begrænset tidsrum. Snart er det kun bajonetterne, der kan give regimet den nødvendige magtunderstøttelse.

I flere tilfælde - f.eks. i Chile i 1973 - har officerer hentet støtte fra udenlandske stormagtsinteresser for at styrte lovlig valgte regimer. Militærregimer ved magten spiller ofte bevidst på stormagtsmodsætninger for at stabilisere deres styre og opnå våbenhjælp - f.eks. Idi Amins styre i Uganda og regimerne på Afrikas Horn ved slutningen af 1970'erne.

Militæret griber ofte magten under henvisning til voldsniveauet. Argentina i 1976 er et eksempel. Deres løfte er at reducere anvendelsen af vold. Alligevel lader det sig påvise, at militærregimer i endnu mindre grad end civile regimer har evnet at hindre, at sociale konflikter får voldsudtryk. I de 20 latinamerikanske stater døde gennemsnitligt 71 personer pr. år. som følge af politisk vold i perioder med civilt styre; I årene med militært styre øgede dødstallene med 70 %. Alle militærregimer vil endvidere anvende langt hårdere midler overfor deres modstandere end civile regimer, hvilket atter øger den samlede anvendelse af vold i perioder med officerer på regeringsmagten.

Mens civile regimer varierer stærkt i deres grad af åbenhed overfor folkeligt pres, er variationerne mindre blandt militærregimer: De støtter overvejende de befolkningsgrupper, der udgør et svindende mindretal i de fleste ikke-vestlige lande.

Et andet mål som militærregimer sætter sig er økonomisk udvikling målt i stigningen af bruttonationalproduktet. Men i globalt perspektiv er det ikke muligt at efterspore afgørende forskelle mellem civile og militære regimer på dette punkt.

B.Ha.


Litteratur

S. E. Finer: The Man on Horseback. The Role of the Military in Politics, London 1962.
E. Nordlinger: Soldiers in Politics. Military Coups and Governments, New Jersey 1977.
A. Perlmutter: The Military and Politics in Modern Times. On Professional Praetorians and Revolutionary Soldiers. New Haven 1978.