Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Rudolf Nilsen

Nilsen (1901-29), norsk arbejderlyriker. Voksede op i en arbejderfamilie i den østlige del af Oslo. Blev politisk engageret allerede i gymnasiet, og medlem af Norges Socialdemokratiske Ungdomsforbund i 1919. Ved partisplittelsen i 1923 fulgte han med over i NKP, hvor han blev som medlem til sin død i 1929.

Rudolf Nilsens skribentvirksomhed begyndte i gymnasiebladet «De unges forbund» med småartikler fulde af revolutionært engagement. Senere bidrog han bl.a. til vittighedsbladet Rebel med småartikler og humoristiske digte. Han redigerede bladet 1. Mai, og i 1923-26 var han journalist på NKP organet Norges Kommunistblad. Nilsen skrev desuden digte, småartikler, revystof, noveller og rejseskildringer til en række andre aviser, tidsskrifter og hæfter - ofte under signaturen «Rulle» eller «Pist». Hans første digtsamling «På stengrund» (1925), høstede stor anerkendelse også udenfor arbejderbevægelsen, et ry den efterfølgende samling, «På gjensyn» (1926), blot forstærkede. Hans bedste digte findes i disse to samlinger og i den posthumt udgivne «Hverdagen» (1929).

Sammen med den anden tidligt døde, Thorleif Auerdahl (1895-1918), og vennen Arne Paasche Aasen (1901-78) tilhører Rudolf Nilsen de vigtigste arbejderlyrikere i 1920- og 30'erne, men de var langt fra alene om at skrive arbejderlyrik. I denne periode var fagforeningsblade, arbejderaviser m.fl. fulde af ofte anonyme digte, der formulerede arbejderbevægelsens erfaringer og udtrykte den nyvunde selvtillid. Når arbejderlyrikken alligevel har fået en så lille plads i den senere litteraturhistorie, hænger det sammen med, at den blev skabt og brugt udenfor den borgerlige litterære institution. Kun de der i lighed med Nilsen også publicerede deres digte i bogform blev opdaget af litteraturhistorieskriverne.

«Revolutionens røst» er et talende udtryk for sin tids kommunistiske ideal. I en taktfast og enkel rytme agiterer Nilsen for vejen fremad, til et samfund hvor maskinerne og arbejdet ikke længere er fritidens og kærlighedens rivaler. Nilsen var partidigter, og det billede han giver af den revolutionære kadre i f.eks. «Revolutionens røst», fremtræder i dag som elitedyrkende og snævert. Men agitationsdigtene står sjældent i noget udvendigt forhold til de daglige arbejdererfaringer. Det er klassen mere end partiet, der i sidste ende bliver stående som kraften, der kan skabe socialismen. I digtet «Arbejder til arbejder» kommenterer han splittelsen og enhedsbestræbelserne i arbejderbevægelsen således: «Nuvel hvad så, om jeg er kommunist/du tranmælit og han socialist?/For frænder, frænder er vi dog til sidst.»

Nilsen var fremfor alt det norske byproletariats digter. Han levendegjorde hverdagen, tankerne og forhåbningerne blandt dem, der boede i baggårdene på østkanten af byen. I varme, ofte humoristiske billeder afdækker han arbejdernes dagligliv. Kærlighedsoplevelser, sliddet på fabrikken, biografbesøg og alkoholproblemer bliver behandlet på en sådan måde, at også et traditionelt, «centrallyrisk» indhold giver politisk indsigt og en social vision. I denne forbindelse er «Nr. 13» nok den bedst kendte.

I hans sidste samlinger findes der også entusiastiske digte om den unge Sovjetstat, antiimperialistiske skildringer af f.eks. børnearbejde i Shanghai, ironiske spark til svigefulde arbejderledere i England, billeder fra sydfranske fiskerlandsbyer. Motiverne er gerne hentet fra hans mange udlandsrejser, som dengang knapt var forundt andre arbejdere end digtere og delegationsdeltagere.

På vejen hjem fra et Spaniensophold i foråret 1929 døde Nilsen af tuberkulose i Paris. Da Bjørnstjerne Bjørnson i sin tid døde i Paris blev hans jordiske rester fragtet til Oslo på krigsskib og modtaget med salut og højtidelige taler. Rudolf Nilsens urne blev smuglet hjem af to venner, der rejste med jernbanen.

Rudolf Nilsens digte er ofte blevet brugt - både i 1930- og 50'erne - og hans samlede digte er trykt i flere udgaver. For radikale står Nilsen i dag som det vigtigste lyriske bindeled tilbage til arbejderbevægelsens visionære begejstringsperiode.

Y.F.