Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Afrika  .  Tanzania
Arbejde  .  Politisk  .  Politiker  .  Parlamentariker  .  Præsident
Ideologi  .  Socialistisk
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 13.657
: :
Nyerere, Julius K.
Julius Nyerere
Julius Nyerere

Nyerere (1922-99), afrikansk nationalistleder og Tanzanias første præsident (1962-85). Julius K. Nyerere stammer fra en høvdingfamilie i Zanaki-folket - et af de mindste af Tanzanias 120 folkeslag. Han var en af de få i landet, som fik en videregående uddannelse, og blev den første tanzanianer med universitetseksamen fra Storbritannien. (Han har desuden oversat flere af Shakespeares værker til swahili.)

Fra starten i 1954 arbejdede han på heltid som leder af nationalistbevægelsen TANU (Tanganyika African National Union), og var den ubestridte lederskikkelse i kampen for nationalt selvstyre. Da Tanzania allerede i 1961 opnåede selvstændighed - og med en samlet nationalistbevægelse, som også havde et organisationsapparat på landet - var Nyereres indsats og landsomfattende popularitet en medvirkende faktor. Efter at være blevet premierminister da landet blev selvstændig, trak Nyerere sig kort efter fra denne stilling for at koncentrere sig om arbejdet med at opbygge partiorganisationen.

I 1962 skrev han dokumentet: «Ujamaa grundlaget for afrikansk socialisme». Her præsenterer han visionen om et samfund, som hviler på værdierne fra det gamle landsbyfællesskab (ujamaa) før kolonialismen, og som samtidig kan betjene sig af de tekniske fremskridt for at skabe materiel fremgang. Som rettesnor for politisk handling udgjorde Nyereres teori imidlertid et højst uklart grundlag, og socialismen blev nærmest opfattet som en mental indstilling («attitude of mind»).

Nyerere blev udnævnt til præsident, da landet i slutningen af 1962 blev republik. Han fik 97 % af stemmerne i et frit valg med flere kandidater, og befæstede senere yderligere sin stilling som parti- og statsleder. Gennem 1960'erne blev de samfundsmæssige modsætninger skærpet, og Nyerere gav udtryk for, at landet var på vej mod større klasseskel og øget afhængighed af udlandet. Samtidig blev kritikken af de vestlige stormagters støtte til racistdiktaturene i det sydlige Afrika skarpere. I 1967 blev Arusha-erklæringen vedtaget. Den formulerede en kurs, der gik i mere progressiv retning.

Nyerere er traditionelt blevet knyttet til den radikale fløj i TANU. Hans teoretiske grundlag fik gennem 1970'erne en klarere socialistisk orientering. Mange af hans taler og artikler blev oversat til en række sprog (også dansk), og blev studeret med stor interesse både i og udenfor Afrika. De har en usædvanlig jordnær og pædagogisk form, og Nyerere omtales i sit hjemland fortsat med hædersbetegnelsen Mwalimu (læreren).

Internationalt blev han i 70'erne og 80'erne en af de afrikanske statsledere, som kom til at stå mest i brændpunktet - bl.a. som formand for «frontliniestaterne», som både diplomatisk og materielt støttede befrielseskampen i det sydlige Afrika. På en række internationale konferencer og statsbesøg rundt omkring i verden, vakte han opmærksomhed med sin skarpe beskrivelse af uretfærdighederne under «den herskende økonomiske verdensorden».

Nyerere trak sig fra præsidentposten i 1985, men fortsatte som leder af regeringspartiet CCM frem til 1990. Samtidig fortsatte han sit internationale arbejde, bl.a. som formand for FN's Sydkommission.

Både ifht. det sydlige Afrika og kampen for ændringer af det kapitalistiske verdenssystem, har Nyereres ord været til stor inspiration for antiimperialistiske kræfter i vor del af verden. Selv om Tanzania fortsat er stærkt afhængig af bistand og lån fra vestlige stormagter og de skandinaviske lande, har han aldrig undladt at rette kraftig kritik mod disse landes politik - ikke mindst i forholdet til det sydlige Afrika, hvor de vestlige lande helt frem til 1990'erne aktivt eller passivt støttede racistregimerne..

Nyerere døde af kræft i London 14. oktober 1999.

T.L.E.

Litteratur

J. K. Nyerere: Sosialisme i Tanzania, Oslo 1970.
J. K. Nyerere: Fattigdom og frigjering, Oslo 1976.