Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 23/10 2003
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 191.575
: :
Socialisme

Socialisme kommer af det latinske, socius, der betyder kammerat eller forbundsfælle.

Socialisme betegner en samfundsform, der som sin målsætning har at ophæve kapitalismens og tidligere klassesamfunds undertrykkelses- og udbytningsforhold. Visionen om det socialistiske samfund er i det 19. og 20. århundrede blevet båret oppe af den faglige og politiske arbejderbevægelse.

Socialismen repræsenterer målsætningen om menneskelig frigørelse og selvudfoldelse, om reel behovstilfredsstillelse og en retfærdig fordeling af materielle og sociale goder. Det samfund som skal realisere disse målsætninger, skal styres af samfundsmedlemmerne på den mest mulig direkte måde.

Forudsætningerne for et sådan samfund er ophævelsen af klassesamfundets modsætninger. De vigtigste af disse modsætninger er: Modsætningen mellem arbejde og kapital, mellem marked og virkelige behov, mellem statsmagt og befolkning, mellem hånd og ånd, mellem det planlæggende og udførende arbejde, mellem by og land, mellem forbrug og ressourcer, mellem kvinde og mand, mellem en frigørende og en fremmedgjort kollektiv social bevidsthed.

Det politiske program for at overvinde disse modsætninger er kollektiv råderet over produktionsoverskuddet: En planreguleret produktion indrettet mod at dække de virkelige behov: Styringsstrukturer som kontrolleres af folkemasserne og varetager deres interesser: Nedbrydningen af den horisontale og den vertikale arbejdsdeling samt de privilegiestrukturer og uligheder, der følger af disse: Ophævelsen af byernes vækst på landets og distrikternes bekostning: Ophævelsen af industriens udarmning af fremtidens erhvervs- og livsgrundlag: Ophævelsen af patriarkalske over- og underordningsstrukturer i familie- og arbejdsliv.

Socialismen repræsenterer en vision om at bryde med underdanige og fremmedgjorte holdninger og udvikle en social bevidsthed, som sætter menneskene i stand til at tage ansvar for deres egen historie.

Dette implicerer ikke at socialismen er en statisk samfundsform, hvor arbejderklassen og dens allierede kun har overtaget den økonomiske og statslige magt. Dens vigtigste kendetegn må være, at arbejdet for at ophæve de grundlæggende modsætninger fra klassesamfundene er en proces der gennemsyrer hele samfundslivet.

De utopiske socialister og Marx

Visioner om et fremtidssamfund baseret på lighed, harmoni og konfliktløshed har historisk lange traditioner indenfor den utopiske filosofiske tænkning og danner også baggrunden for socialistiske fremtidsvisioner. Men kernen i den tidlige socialisme var alligevel ikke begrænset til lighed og harmoni. Det var fællesskabet, tanken om at mennesket bare kunne udvikle sine evner og sin frigørelse i fællesskab, der blev socialismens hovedindhold. Det var også på denne måde, ordet først blev anvendt i moderne politisk sammenhæng: I 1832 blev tilhængerne af Saint-Simon kaldt for socialister.

Den herskende samfundsideologi på den tid var liberalismen, fostret af oplysningstiden, idealerne fra den franske revolution og ikke mindst af den engelske politiske økonomi - laissez faire-doktrinen. Som samfundsfilosofi indebar liberalismen, at samfundet kun eksisterede for at tjene individet og dets behov. Regeringer og andre samfundsinstitutioner skulle gribe mindst muligt ind i den enkeltes råderet - aller mindst i økonomiske anliggender.

Liberalismen blev angrebet både fra konservativt og radikalt hold. De konservative anså den som ansvarlig for det de mente var opløsningen af samfundets grundstrukturer - dets normer og værdier. Socialisterne angreb først og fremmest liberalismens økonomiske doktrin og så den - som Louis Blanc formulerede det - som ansvarlig for menneskets hensynsløse udbytning af mennesket i den moderne industri. Overfor det Friedrich Engels kaldte «den ufølsomme isolering af hver enkelt ... denne opløsning af menneskeheden i monader ... denne verden af atomer» som den britiske kapitalisme førte med sig, satte de tidlige socialister op en ny social orden baseret på fællesskab, harmoni, fællesnytte og i sidste ende - det der sammenfattede det hele - socialisme.

For de tidlige socialister var udgangspunktet fællesskabstanken, og de forsøgte at udmønte denne i praktiske eksperimenter som arbejds- og bofællesskaber, hvor arbejdsdelingen og hierarkier blev forsøgt brudt ned og hvor individet skulle realisere sin frigørelse indenfor fællesskabets rammer. Størst indflydelse havde Saint-Simon og Charles Fourier i Frankrig og Robert Owen i England. De socialistiske utopister forsøgte at realisere deres kapitalismekritik indenfor mindre kommuner, bolig- eller produktionsenheder og i kooperative tiltag samt gennem sociale støtteordninger.

De socialistiske utopister udtrykte en massiv protest mod den gryende industrialisering, mod umenneskelig udbytning og lønslaveri, og deres praktiske afprøvning af ideerne er også i dag en vigtig inspirationskilde for socialistisk tænkning. Alligevel havde de ingen særlig udviklet politisk strategi eller velbegrundet teori om samfundets økonomiske udvikling. I Tyskland udviklede Karl Marx sin analyse af den kapitalistiske økonomis indre dynamik og sin historisk-filosofiske analyse af samfundsudviklingen. I stedet for bare at påpege det umenneskelige i kapitalismen, anså Marx kapitalismen for en samfundsformation, som også var progressiv i den forstand, at dens indre modsætninger skabte grundlaget for det nye samfund - socialismen og kommunismen - hvor udbytning og ulighed kunne ophøre.

Hovedtrækkene i Marx' (og Engels') analyse er, at kapitalismen udvikler en ny klasse - lønarbejderklassen. Denne klasse bliver bærere af en produktion, som gennem varebytte og fabriksmæssig stordrift bliver stadig mere samfundsmæssig. Produktionsmidlerne ejes imidlertid af private kapitalejere som har egen profit og ikke den samfundsmæssige nytte af produktionen som mål. Dette fører til, at produktionen bliver stadig mere kaotisk og uhensigtsmæssig. For at opnå overensstemmelse mellem en samfundsmæssig produktion, må ejendomsretten fratages kapitalisterne og overdrages til samfundet, som kan planlægge og styre produktionen til alles bedste.

Den samfundsmæssige kraft som kan gennemføre dette, er industriarbejderklassen. Gennem sin kamp for at få kontrollen over produktionen kan arbejderklassen også frigøre sig fra den kapitalistiske udbytning og skabe et samfund frit for undertrykkelse og udbytning.

Med denne teori og samfundsopfattelse havde den europæiske arbejderbevægelse fået en økonomisk teori, en analyse af den historiske udvikling og et program for arbejderklassens politiske kamp.

Reformsocialismen og Marx' kritik

Den socialistiske bevægelses kraftcentrum var Tyskland. Det første tyske socialistparti blev dannet af Ferdinand Lassalle i 1863 på et nationalistisk og nærmest statssocialistisk grundlag. Samme år grundlagde Wilhelm Liebknecht og August Bebel et andet socialistisk parti. I kampen mod Lassalles tro på indførelsen af abstrakte lighedsidealer ovenfra, udviklede dette parti sig i marxistisk retning. På en kongres i Gotha i 1885 gik Liebknecht og Bebel alligevel i forbund med Lassalle og udarbejdede et program, som var stærkt præget af Lassalles tanker. (Se Gothaprogrammet.)

Marx skrev en sviende «Kritik af Gothaprogrammet» som først blev offentliggjort i 1891. Det er i dette skrift, at Marx' syn på socialismen og overgangen til det klasseløse samfund kommer tydeligst frem. Marx går her til angreb på Gothaprogrammets opfattelse, at det eksisterende statsapparat kan bruges til at ophæve kapitalismen. Tvært imod mener han, at den kapitalistiske stat må knuses, og at et nyt statsapparat må dannes baseret på proletariatets diktatur.

Han ser udviklingen frem mod kommunismen som en todelt proces, hvor socialismen betegner den første fase efter en revolutionær omvæltning, og hvor den politiske og økonomiske magt er overtaget af arbejderklassen, men hvor kapitalistiske former fortsat er dominerende - både bevidsthedsmæssig og økonomisk. Dette overgangssamfund betegnes også som kommunismens første fase. I denne fase vil udbytningen være ophævet, alle vil have lige ret til uddannelse og andre kulturelle og sociale goder, men det vil alligevel være et mangelsamfund, hvor der ikke er mulighed for at dække alles behov. Skellet mellem kroppens arbejde og åndens arbejde eksisterer fortsat. Ligeså skellene mellem land og by. Der er store uligheder i folks duelighed, uddannelse etc. Den socialistiske lighedstankegang kan derfor ikke gå længere end til lige løn for lige arbejde.

For at forsvare den nye samfundsorden mod tilbagefald til kapitalistiske former må arbejderklassen også udvikle et nyt, men stærkt statsapparat. Først når folks bevidsthed er blevet alle disse kapitalistiske rester kvit, når alle arbejder ligestillet i et arbejdskollektiv, og når produktionsapparatet kan tilfredsstille alles behov, er det muligt at bevæge sig over i kommunismens andre fase - det klasseløse samfund. Her vil staten lidt efter lidt miste sin betydning, de gamle modsætninger vil være ophævet og «enhver kan yde efter evne og modtage efter behov».

Men allerede i den første fase er menneskenes forhold til arbejdet og til produkterne blevet enklere og mere gennemskuelige. Vareproduktionen med tilsløring af de grundlæggende kræfter og den tilsvarende fremmedgørelse er afløst af et system, som kan overskues som skabt af mennesker, og som menneskene kan beherske og ændre. Men så længe staten består og knaphed råder, så længe er socialismen også «nødvendighedens rige». «Frihedens rige» kan først blomstre, når følgende sammenhængende processer er gennemført: Produktionsmidlerne er samfundsmæssiggjort, arbejdsdelingen mellem hånd og ånd er ophævet, et basisdemokratisk apparat styrer og planlægger samfundsudviklingen og det imperialistiske verdensmarked er ophævet.

Konsekvenser af Marx' kritik af Gothaprogrammet

For den tyske socialdemokratiske bevægelse havde Marx' kritik en vigtig, men forholdsvis kortvarig indflydelse. For den revolutionære socialistiske bevægelse blev «Kritikken...» imidlertid et vigtigt teoretisk kildeskrift.

I 1891 - samme år som «Kritikken...» blev offentliggjort - udarbejdede Karl Kautsky i samarbejde med Friedrich Engels og andre et nyt program for det tyske parti. Dette program - Ehrfurtprogrammet - fik afgørende indflydelse på udviklingen i Anden Internationale, for den socialdemokratiske bevægelse og for den revolutionære fløj, repræsenteret ved Lenin og de senere russiske bolsjevikker.

Ehrfurtprogrammet var baseret på en ortodoks marxistisk historieopfattelse og indeholdt en analyse af kapitalismens udviklingslove baseret på Marx, men var tavs om overgangen til socialisme og reformistisk i sin politiske strategi. Det fremsatte en række reformkrav og forestillede sig, at kampen for disse efterhånden ville føre til, at proletariatet til slut helt ville dominere statsapparatet og de demokratiske institutioner. Som konsekvens af programmets udviklingsoptimisme og deterministiske historieopfattelse, blev klassekampsperspektivet nedtonet. Proletariatets opgave var ikke at knuse kapitalismen, men at koncentrere sig om at tilegne sig viden for at overtage statsapparatet, når det med tiden kunne overtage magten efter borgerskabet - som samfundets bærende klasse. Denne opfattelse kombineret med de stadig mere praktisk politiske opgaver som arbejderbevægelsen blev stillet overfor dannede grundlag for den klassiske reformisme.

Parallelt med Kautsky var det Eduard Bernstein, der skulle komme til at præge både debatten og udviklingen af den reformistiske fløj. Bernstein regnes som det moderne socialdemokratis fader. Han brød på en række punkter med marxismen. Revolutionen var ikke bare umulig og uønsket, den var også overflødiggjort af samfundsudviklingen og af muligheden af at forandre samfundet gennem fredelige midler.

Bernstein blev angrebet på det teoretiske plan af den mere ortodokse Kautsky, men i praksis var det ikke meget, der kom til at adskille de to. Efter at socialistpartierne ved krigsudbruddet i 1914 kapitulerede overfor deres regeringers krigspolitik, brød Anden Internationale sammen, og den socialdemokratiske del af den socialistiske bevægelse stod nu på en klart reformistisk og prokapitalistisk politik. Alligevel blev socialismen som idé et vigtigt mobiliseringsgrundlag og et centralt programelement for partierne i mellemkrigstiden. Først efter 2. verdenskrig blev tanken om en langsom reformistisk proces mod socialismen opgivet til fordel for den kapitalistiske velfærdsstat.

Sovjetmodellen

Hvis den klassiske reformisme var én afspaltning af den revolutionære marxisme, blev marxismen-leninismen den anden. Lenin kombinerede Marx' formations- og revolutionsteori med udviklingsoptimismen og statstroen fra Anden Internationale. Selv om der hos Lenin også findes ansatser til en basisdemokratisk opfattelse, blev den sovjetiske udformning af det proletariske demokrati - eller rettere proletariatets diktatur - ensbetydende med parti- og statsdiktatur over arbejderklassen og folket.

Udgangspunktet for Marx' tanker om socialismen som han forestillede sig den, var et fuldt udviklet kapitalistisk samfund. Efter Oktoberrevolutionen stod bolsjevikkerne overfor et enormt tilbagestående landbrugsland og måtte først skabe den første forudsætning for socialisme: Industrialisering, rigdom, arbejdsproduktivitet og -disciplin. De måtte m.a.o. påtage sig rollen som stedfortræder for et akkumulerende borgerskab.

På deres ikke-kapitalistiske vej til industristaten kom bolsjevikkerne til at genskabe det zaristiske bureaukrati og despoti på et nyt og højere niveau. Industrialiseringspolitikken og tvangen til opsamlingen af samfundsmæssig rigdom gik i første række ud over bønderne, der måtte yde umenneskeligt til en socialisme, de ikke var interesseret i. Men tydeligst kom modsætningen mellem målsætningen og tvangen i systemet til syne overfor arbejderklassen. Den måtte opgive næsten alle sine umiddelbare interesser til fordel for de langsigtede mål. Da den gjorde modstand mod dette, vendte dens eget diktatur og parti sig mod den selv. Parti og fagforeninger blev kanaler for direktiver fra staten og partitoppen.

Sammenligner vi sovjetmodellen med Marx' forudsætninger for socialisme finder vi fortsat lønarbejde, den gamle arbejdsdeling er opretholdt og rationaliseret, der findes store sociale uligheder og privilegier, statsdirigerede korporationer underordner og formynder befolkningen, brud på de friheder masserne havde erobret i den borgerlige epoke, stående politi og hær unddraget folkelig kontrol, fordobling af statsapparatet i et stats- og partiapparat over og udenfor folket, befolkningen fik ikke udviklet en socialistisk bevidsthed, men bevarede en underordnet og fremmedgjort holdning til arbejde og samfund. På trods af mange fremskridt var der kun få forbindelser mellem den sovjetiske socialismemodel og Marx' drøm om den første fase, hvor overgangen til «frihedens rige» bliver forberedt.

Er en udviklet socialisme mulig?

Marx' og Engels' kritik af de utopiske socialister satte kampen mod udbytning og for frigørelse ind i en økonomisk, historisk og politisk sammenhæng. I kritikken af Gothaprogrammet afviste Marx reformismen og troen på den borgerlige stat. Han argumenterede for revolutionen og for arbejderklassens herredømme. Men socialismen bestod alligevel ikke kun i at overtage statsmagten og produktionsmidlerne. Lige så vigtig var tanken om socialismen som en social proces, forankret i en massebevægelse som udøvede sin magt og kontrol gennem basisdemokratiske organer.

Socialismen var ikke et spørgsmål om formel magt eller ejendom, men først og sidst et spørgsmål om at løse dybtgående sociale modsætninger, som hindrede frigørelse og udvikling. Dette aspekt ved marxismens socialismeopfattelse har hverken den reformistiske eller marxist-leninistiske variant af socialismen formået at integrere. Begge kombinerer en stærk statsdyrkelse og elitetænkning med en naiv udviklingsoptimisme.

Det historiske udtryk for socialismens muligheder så Marx i erfaringerne fra Pariserkommunen. I Pariserkommunens organisationsprincipper fandt han både en form for forsvar af de nyvunde friheder og «den endelige politisk åbenbarede form» for arbejderklassens frigørelse. Kommunen var for ham udtryk for at folket atter havde gjort statsmagten til sin egen, at den ikke længere var en instans over og udenfor den selv, og han så en statsform, som efterhånden ville gøre sig selv overflødig. «Den videnskabelige socialisme» - som marxismen-leninismen også kaldes - har forlængst lagt de basisdemokratiske idealer bag sig og er blevet en ensidig ideologi til forsvar og legitimering af de herskende forhold i Sovjetunionen - og en af de vigtigste teoretiske barrierer for udviklingen af en reel socialisme i vest og i øst.

Situationen i dag

Knapt nogen anden ide har haft større gennembrud i verdenshistorien end socialismen som det kollektive og humane alternativ til menneskets udbytning af mennesket. I de 160 år der er gået siden begrebet opstod i politisk sammenhæng, har millioner set socialismen som frihed fra nød og undertrykkelse. De fleste sociale frigørelsesprocesser har haft som mål at realisere en form for socialisme: Afrikansk socialisme, kinesisk socialisme, israelsk socialisme, islamisk socialisme osv.

I det 20. århundrede har samfund under socialistisk styre også fejret store triumfer: Industrialiseringen og moderniseringen af Rusland, alfabetiseringen i Cuba og bekæmpelsen af hungersnød i Kina er tre eksempler af verdenshistorisk betydning. Alligevel findes der ikke noget land som med rette kan siges, at have realiseret den oprindelige ide.

Fra 1880 og til 1960 var den socialistiske bevægelse præget af udviklingsoptimismen fra Anden Internationale og af marxismen-leninismen som den blev praktiseret og fortolket af SUKP og Komintern. I dag er situationen radikalt anderledes. Der findes ikke noget socialistisk «centrum», som kan påberåbe sig eneret på fortolkningen af Marx. Socialist- og kommunistpartier verden over har ikke længere noget religiøst referencepunkt i Moskva, Beijing, Tirana eller Beograd og både gamle og nye marxister finder tilbage til den tidlige utopiske tænkning og kombinerer den med Marx' økonomiske og historiske analyser.

Den naive udviklingsoptimisme er afløst af en nagende skepsis overfor industrisamfundets muligheder for at give menneskene frihed og velfærd. Modstanden mod et uigennemsigtigt og menneskefjendtligt samfund giver sig udtryk i forskellige former for flugt og forsvar. Den uhæmmede og planløse vækst truer livsgrundlaget og tømmer energi og ressourcekilder. Nye grupper melder sig med krav om frihed fra undertrykkelse og udbytning, men støder på patriarkalske magtstrukturer og nykolonialistisk udsugning. Alt sammen problemer som er fælles i vest, i øst og i den tredje verden.

Stillet overfor de gamle og de nye problemer kræves en ny type socialistisk tænkning. Socialismen er i sit væsen et sammenfald af mange sociale processer. Processer som ikke blot tager sigte på at nedbryde skellet mellem arbejde og kapital, mellem proletariat og borgerskab, men også mellem hånd og ånd, mellem plan og kaos, mellem planlæggende og udførende funktioner, mellem kvindens og mandens socialt bestemte roller, mellem ressourcer og forbrug. Men denne proces kan ikke udskydes til efter den politiske og økonomiske revolution. Den er en del af hele kampen for socialismen, før, under og efter revolutionen.

P.H.

Litteratur

R. Bahro: Alternativet, Oslo 1979.